Lad ej dit had skimte igennem dine øjne af guld (Åbent emne -Max 2 personer-)

Sted: Gyderne, Allées
Tid: Tidlig Formiddag
Vejr: Meget, meget koldt og en smule vind fra syd
Omgivelser: Rotter, ikke så mange mennesker og en hel del skygger

En overflod af følelser.. Et lille barns stupide synder... Moderens forladelser og skyldtyngelse... Alt sammen en sammenhæng til ignorante handlinger... Handlinger uden ord... Uden et særligt kendetegn... Bare en ting der overstås hurtigst, som muligst...

"Kom med mig. Lad min hvide hånd fører dig til endeløs kærlighed og ingen sorger. Lad disse røde øjne lede dig til en vej af ren skæbne. Lad disse tænder, skarpe og klar til hjælp, leve dig ind i dit nye liv.. Livet i det hinsides" Hånden løftedes. I skæret glimtede metallet en ganske smuk og enkel gang, inden faldet besudlede det med beskidt væske, fra væsenets krop. De nu tomme øjne, smalle og håbløse, pillet ud før traffet med kniven. Han hakkede igen. Væsken ramte kinden og gled forsigtigt ned af den kolde hud. Det pyntede og matchede til de forhadte, rødglødende øjne. Smilet der havde bredt sig så langt, ved dette offers lidelse og sorg over synder, udstrålede en vis fryd og glæde. Glæde over at have lokket barnet til at tro hans løgne, så ellers gennemskuelige løgne. Han hakkede igen. Nu smurte det sig imod hans maves skrift, der dog indenunder stadig forblev gyldent. Hans øjne udviste ingen sorg. Hans smil lo af herlighed over denne elendighed i de snuskede gaders frygtelige skyggers fald. De smalle fingre krummede sig ikke om skaftet af sorg, men af nydelse over at hakke i dette væsens livløse hals. Og dog.. Der var en lille bitte smule nådighed. De sidste 50 mord på usle syndere havde været brutale, nærmest på grænsen af vanvids morderisme. Huden var flænset nådesløst af. Han ville sidde i 3 dage og 3 nætter, ventende på huden og kødet blive spist af insekter. Så der ville han hælde grov salt på, så kødets rester ætsede sammen med de forsvarsløse, mindre dyr. Men som han sad der, nærmest på knæ, men med fødderne fast på jordens barske, maste, bund. En kvinde kom forbi, lagde en ny og ren avis foran Arahs ene side, inden hun flygtede over stok og sten, som var det avisens indhold og ikke den døde dreng der skræmte hende. Men hvem klagede? I disse tider var koldblodigt mord, tankeløs voldtægt eller ren sadisme ikke unormalt i gaderne, ikke længere. Han lod endelig kniven falde til jorden, ved siden af drengens ene hånd og tog fat i den småkrøllede avis's sider. Han var interesseret. Hvad kunne skræmme en kvinde der havde set alt, fra vid og sans? Han snøftede en smule, ikke grundet den høje kulde, der ikke kunne nærme hans hjertes lave temperatur, men bare uden en grund. Avisens sider blev nu skilt ganske let fra hinanden. Arahs smil forsvandt ligeså hurtigt, som øjnene blev fra en mild rød, til kogende mørkerød på få sekunder. Overskriften var hæslig. Den var afskyelig! Mildest talt en forfærdelighed og synd imod alt der havde været en smule renblodigt!.

"Nosferatu i gaderne! Hvilket uværdigt syn! Hvem ville nedværdige sig så lavt, at en såkaldt hersker, lader det uvæsen indenfor de royales dører?! Stod det til mig skulle dette væsen ingen nåde have! Lad det blive slagtet, men ikke hurtigt.. Lad det tage UGER før det er parat til at blive flået ordentlig igennem af de mange rædsler!!" Avisen blev først en papirskugle, en meget sønderrevet papirskugle. Derefter havde vreden stegen ham så meget indeni, at dne var blevet 13 cm. tykkere af ren is. Denne Nosferatu skulle på et tidspunkt mærke skæbnen! En mislykket skabning der vandrede i de royales kamre, dette skulle ej være tilladt.. Ikke i de brændende øjne af han, der havde set død for første gang, af en Nosferatu i hans gamle landsbydel.. Hans faders falden og Arahs egen opstandelse på ny... En grusom opstandelse.

”Ja, jeg er sikker!” En høj rødhåret kvinde, med en hvid kjole gav sig træt til at sukke, mens hun kiggede ned på en kvinde som holdte på to røde bånd og et par hvide sko. De så faktisk gammeldags og fine ud. Elegante. Lige fra det pariske hof. ”Gud takke dem. Gud takke dem!” blev hun ved og kyssede den rødhårets arm. Asma, som denne kvinde nu hed, træk sig tilbage, mens hun sammentidlig bukkede sig ned til den beskidte og spinkle kvinde. Faktisk havde Asma og hende noget tilfælles. De var lige tynde, og deres øjne blanke. Men så igen, der var så andre sidder de overhoved ikke var ens ved. Overhoved. Hun placerede kort sine hænder på kvindes skuldre, mens kvinden gav sig til at hulke. ”Se nu at vende hjem. De kan ikke forfølge mig hele tiden” sagde Asma, mens hun anstrengende smilede. Asma ville rejse sig op, mens mærkede at nogen, eller retter sagt noget, træk i hendes kjole. Asma vendte sig om, mens kvinden begyndte at tale. En rotte? En lille en af slagsen faktisk. Asma gloede på den, mens den gnavede løs på enden af hendes hvide kjole. Hun løftede mistroisk det ene øjenbryn, men vendte sig så imod kvinden og klappede hende stille på kinden. ”Smut så med dig” Asma tog rotten, mens hun selv kom op og stå. Hun kiggede på den, mens den bed hende på fingeren. Asma skar tænder, da det gjord ondt, og slap omgående rotten. Hun så hvordan den pillede af sted. ”De må være en engel sendt fra himlen!” råbte kvinden skørt, mens hun langsom løb. Løb af sted med sine nye .. sko. Asma rystede grinene på hovedet. ”Tro mig. Det er lige det jeg er” mumlede hun mest til sig selv. Hun suttede på sin fingeren, mens hun endelig gav sig til at skimme stedet. Gyderne hva'? Hun var nødt til at komme tit her, så hun var vandt til lugten og de bindegale mennesker. Nogen gange fandt hun også andre slags væsner. Hun kunne nu ikke lide den her job, hvis man kunne kalde det et job. Hjælp menneske, uh lige det man sigtede efter når man skød.
Var det stemmer hun kunne høre? Årh ja, hun var i gyderene. Der var stemmer over alt! Men den her stemme lød mere.. hvad skulle man kalde den. Specifik? Hvad det end så betød. Asma mærkede hvordan hendes finger stak hende. Måske var det rottegift, men det kunne ligeså godt være lige meget. Asma fortsatte med at gå. Hvor hendes ben vil standse, vil være hendes næste mystiske og sidste sted. Det lovede hun sig selv.
Den kolde brise viftede rundt med hendes røde og silke bløde hår. Det gav hende ro i sindet, vel viden at det faktisk var hundekoldt.

Det platin skimtende hår landede i hans ene side af skulderen. Foran. Og dog var så mange af de lyse tråde for lange, til at selv vinden kunne slå dem over hans smalle skuldre. Takten fra en andens fødder. Han vidste der var noget rent. Noget der var ganske sjældent i gyderne i disse tiders sorg. Hans ene øre, langt og ligeså lyst som selve håret og endnu lysere end den blege hud, dansede flittigt af melodien fra trinene. "Hvad mon lurer i farvandet?" Han var nysgerrig. Og meget vred. Avisen, splintret på den standhaftige jord, havde vakt et sjældent had til den nosferatu, hvis klo havde dræbt hans kæreste fader. Men dette lod ikke det kølige indre tø op. Overhovedet ikke. Arahs ben havde automatisk løftet ham op, men endnu ranglede han en smule ved ryggen, som en zombie der lyttede fuldstændig koncentreret. Øjnene udviste en grad af morderisme, men dog, rungede de stadig en klang af kølighed og opmærksomhed, noget der skulle være hovedparten i ethvert overlevende væsen. Skridtene der nærmede sig lød som en lille sang i hans ører. Kling.. Klangeli.. Klingelae... Jo tættere lyden kom, jo længere og højere blev tonerne. "Måske, dette nye væsen kunne være en engel?" Han slak sig let om munden. Han var tørstig, udsultet. Han drak aldrig af de synderes blod, han så ihærdigt havde fældet nådesløst. De var beskidte, kun kniven måtte røre deres hud, efter sjælens død. Det prikkede let i hans næse, lugten der blev stærkere for hvert sekund, fortalte ham om denne engel. Rødt hår.. Den særlige duft var så nem at genkende. Lyden afslørede også at det var en kvinde og endda en ganske tynd en. En der ikke stammede fra de nedre klasser, faktisk lavede hendes skridt en fin klang, der antydede opdragelse og feminitesse. Den fine og slanke finger strejfede tungen, med den tynde og dog skarpe negl. Da denne finger var tilstrækkelig våd i toppen, rejste han den og armen så langt op som muligt for de mindre, barnestørrelses arme. "væk fra ryggen.. Må skifte position inden rovdyrene kommer..." Det lette spydt var tørret ind i fingeren, før han kunne på nogen måder tørre det af i kappen. Den hvide kappe var aldeles smuk og stammede fra en, nu død, konge i Indonesiens mindre bystader. Eller fra hans barndoms ben af. Det eneste hud udover hænderne, hovedet og fødderne der var synlige, lukkede kappen først rigtigt i midten lige under navlen. Fra navlen og op, var den åbnet lige præcis til at man kunne læse den gyldne, matte skrift på hans mave. Det lille ansigt, forvrængt i had, smilede pludselig lystigt og dog lumsk. Endnu engang var han kølet rigtigt ned og udtænkt en plan, som i hans øjne var genial, men i andres: En fuldkommen psykotisk tankegang der ikke eksisterede mange steder, 'heldigvis'.

Koldt var det, ja. Det var lige før at man fortryd at give sine sko borte, men tanken for at de mennesker skulle fryse sig til døden var ikke rar. Tænk på at folk kunne leve her? Okay, hun vidste trods alt om menneskerene her. Hun havde været en af dem. En af dem der blev sent i sengen uden mad. Kun mørket var deres ven, når tiden ellers kom. Asma kastede et blik imod himlen for at sikre sig om, at der ikke kom regne. Dog så det ikke sådan ud. Det var ligesom tidlig på formiddagen. Asma lukkede øjnene, mens hun brugte sin næse. Bare for at se, hvem hendes næste gæst var. Hun vidste det jo ikke med garanti, men man måtte jo prøve sig frem? Hun standsede op, da hun mærkede en blød og tyk 'noget' kravlede op på hendes tæer. Ikke fordi hun var bange, det var det sidste hun faktisk var på denne klode. Hun åbnede øjnene. Træk vejret dybt, og så ned. Rotte. Sikke en overraskelse. Hun bukkede sig ned, mens hun stille skubbede den fra sig. Hun havde lært på lektien. Man skulle sørme passe på rotterene her.
Da den ikke bevægede sig ud af stedet, satte Asma sig ned på det beskidte jord. Rotten så nysgerrigt på hende. Den havde et ar gennem øjet. Rovdyr eller rovmennesker? Asma lag hovedet på skrå, mens hun lod sin pegefinger køre igennem dens tykke pels. Al for tykke pels. ”Er her noget, lille ven?” hendes stemme lød ret hæs. Hun plejede altid ellers at skrige op, og grine derefter. Men i dag holdte hun sig til sin sti. Asma strålede umenneskeligt op. Det var lige før, at folk kunne se hendes aura. Helt utroligt. Sådan havde det altid været. Gør en god gerning, og du vil lyse mere end solen.
Rotten snussede til hendes finger, og Asmas blik var endnu engang fjernt. Var der en der holdte øje med hende? I så fald, hvem? Gyderne havde aldrig skræmt hende, hun havde aldrig været påsat noget dårligt. Ikke her i hvert fald ikke her. Men hvorfor overhoved brokke sig? De mennesker der sad hed og led, de brokkede sig ikke. Altså udover dem der var fulde, ikke? Men børn. Det var også de fleste indbygger her i gyderene, hvis man nu kunne kalde det. De fleste var faktisk ikke ældre end de femten! Asma snerrede stille, så hendes lyse og perfekte tænder kom til syne. Hendes øjne dånede hen igen, mens der intet lyd kom fra hende. Kun rotten, som snuede videre. Den bed ikke. Den bevægede sig ikke. Kun snuden der rokkede frem og tilbage. Skadedyr. Det var det de blev kaldt. Men hvorfor? Asmas tanker blev rystet væk, da hun hørte en stemme. Den stemme som var der før. Hun kiggede op. Skimmede stedet, men fandt .. ingen? Var hun ved at blive blind på den grove måde? Det var jo ikke lige frem midnat. Hun burde kunne se folk. ”Hey!” råbte Asma. Så var hun tilbage. Hun rejste sig op, så rotten piv. Hun slog kort ud med hånden, og pegede over imod det sted hun havde hørt stemmen. ”Kom frit frem! Legen er slut, min fine ven!” Jep. Det var Asma.

Han smilte let, men fjernede det hurtigt ved hjælp af sit talent, skuespil på højt plan. Hans øjne blev matte og bedrøvede, fødderne slæbte sig nærmest frem. Han snøftede lidt og ørene hang løst nedad. Alt i alt lignede han en fattig dreng uden andet en lidt selskab fra rotter. "M... Min mor..." Han blev tavs. Han havde været korrekt. Hendes aura udsendte en kraftig glød af godhed og perfekte tænder, der var hvad man kendte som en såkaldt 'himlens tjener'. "Hun er død.. Død...." Så lo han, som om det hele bare var en joke, et smil så skadefro at den lille dreng straks forvandledes til et lille monster uden følelses fornemmelse. Det havde han da engang været. En dreng der gjorde mere end han sagde, uden at spørge eller pege fingre. Nu, kunne hun kun spille en meget professionel komedie om følelser. "Hahaha... Du må undskylde min pludselige latter.. Men min komedie var bare for god.." Han tørede de nu endnu engang blussende øjne. Krokodille tårer. Det var hvad gled fra toppen af hans slanke, hvide finger til at lande pladask på den urene jord. En rotte ramte ind i hans ene bare fod. Den var udsultet og de små håbefulde øjne søgte varme fra andetsteds. Mend et eneste Arah lod sig give fra sig, var et lille spark så den fløj lidt, inden den igen havde ben på jorden til at flygte med. Hvad lavede en engel her? Prøvede hun at hjælpe det usle folk omkring dem. De fulde mænd uden penge. Kvinderne der var vant til slag og voldtægt. Eller måske endda de små børn født af helvedes ild?. Endnu engang faldt det dybterøde blik på kvindens smukke ansigt. Det udstrålede en vis grad af ynde, den ynde der kom kun fra de mest beslutsomme folk og væsener. Dem med en god grund til at blive levende. Han løftede og strakte armen. Lod hånden forme en lille, hvidmat knytnæve med en finger, der pegede stift på hende. "Hvorfor vil du hjælpe dette usle folk? Er du så blødsøden og stupid at du ikke ser sandheden? Sandheden om destruering og følelser der kun er begær og en vis grad af dyrisk lyst? Er du så blindet af kærlighed? En falsk ting skabt for at holde det ikke-eksisterende håb oppe? Eller kan du bare lide at lade dig være i en lille fantasiverden af glæde og fred?" Han talte fra hjertet. Der hvor den mørke side erobrede stort, den der stadig bredte sig og som ville erstatte den lille dreng før varulve bidet, til et nådestløst væsen uden ringere begavelse for følelser eller medlidenhed. Ville hun blive gal, slå ud efter ham og lade hendes krop stivne til ren is, så han fik den smule omtale? Eller var hun nok så smart bare at tale uden ringere bevægelse imod hans bette, men kraftfulde, krop, der mindede om en 13 årigs evigheds liv i det små.

Hendes hånd sænkede sig så hurtigt den var kommet op. En dreng? En lille dreng? Var det alt hvad denne verden kunne byde på? En spinkel, beskidt møgunge. Okay. De tanker havde hun ikke forudset komme. Hvorfor lige de negative tanker om ham? Han grinede af sin afdøde mor. Det var da normalt;-her. Men hvorfor gad hun ikke tro på det? Gad ikke tro, at drengen her skjulte nogle følelser? Asma bøjede sig helt ned, mens spidsen af hendes røde hår ramte jorden. Han nedgjord hende. Talte ned til hende. Asma rejste stille hovedet og kroppen op, mens hun gik med faste skridt imod denne.. dreng. Komedie huh? Hun skulle vise den lille satan komedie. Det var trods alt ikke den første af 'hans' slags hun havde mødt herude. Men så igen. Han var ikke som de andre. Hun kunne fornemme det. Det var tydeligt at han ikke var den mindste smule menneske. Ikke så meget som ét dråbe menneskeblod. Hun tog fat om hans bluse, eller hvad det nu var han havde på. ”Hør dreng! Du skal ikke snakke til mig som om du kender mig. Du har sikkert hørt alt om engle, men vi er trods alt ikke ens. Hvis jeg kunne vælge mit liv uden smerter, så havde jeg valgt det. Okay? Grin så meget du vil, men mig skal du ikke sætte flammer til..endnu” hun sagde alt det, i en stille tone. Ikke så meget som en undertone der hentydede til noget alvorligt. Hun slap stille taget om ham, mens hun klappede ham på armen. ”Ser du. Jeg har for længst opdaget sandheden mellem himlen og jorden. Vandet og ilden og det halve kongerige” hun kastede et blik bagud, mens hun rettede sig op, og gik et stykke væk fra drengen. Var det hende, eller føltes han.. nope, helt klart hende!
”Men kærlighed, siger du? Tsk. Jeg mener så meget om det begreb, at du sikkert dør inden jeg overhoved er start” hun lag hovedet på skrå. ”Om forladelse” sagde hun et kort stykke tid, mens hun inderst inde ikke var 'forladelse'. Den dreng. Den måde han i princippet var på! Der var et eller andet som fik hendes rene røde hjerte, til at blive sort og beskidt. Hvad det var, og hvorfor det gjord det.. var åbenbart ikke til at vide. Hun havde så meget løst til at give ham prygl, men på den anden side, så vil hun selv få.. prygl. Ikke af ham, men af sin herre. Sådan havde det altid været med engle. Giv smerte til folk, og du vil med glæde føle den. Det var typisk, á la grund. Eller hvad man nu skulle sige, på den fine måde; - Asma betragtede drengen uden at smile, men i stedet en lille glød i øjet. ”Tilgiv mig. Det var ikke sådan ment” JO! Det var lige sådan ment. Men man måtte jo holde sin .. mund ren. Eller..? forresten hvad havde rotten gjort ham? Han skulle være glad for at de overhoved gad at have ham borene her. Med mindre.. med mindre at denne dreng havde tæmmet dem. Vist dem noget skrækkeligt? Og hans mor, for at vende hele billedet rundt. Hvis hun var død.. så var hun. Asma vidste hvordan det var at miste. Hun havde trods alt ikke lært at tale, inden hendes mor tog afsked til verdenen. Hun kunne huske hvordan hun selv strålede glad omkring, og passede på de mørke kanter. De mørke skygger. De mørke.. Asma så op på drengen igen. Så på hans blik. Genborede det ikke, men mere i blide toner. Dog ikke al for blide. Det her skulle dog ikke udvikle sig til et.. engleblik. Næ nej.
.. væsner. De mørke væsner. Faktisk et barn UDEN tåbelige følelser...sikkert. Hun vil fandeme ikke vide hvem denne dreng så op til!

Han var tavs. Ikke af frygt for dette væsen. Ej heller fordi han overvejede at være den mindste smule nådig eller respektfuld overfor hende. Men simpelt fordi han overvejede hvad han skulle gøre, hvordan det ville ende og hvordan i almindelighed, han kunne udnytte hende bedst muligt. Hun var stærk. Sjælen i hende brændte så stærk at hans kinder næsten følte som dengang. Der hvor han stadig sad og lod ildens nærhed varme isen i ham op. Lidt efter lidt, lade barnets frygt smelte. Det var som et lille show. Et flashback der ikke ville holde op med at køre foran hans øjne.
Hans moder der sad og tiggede om nåden. Forgrædt og henlagt i skygger. Forrevet og slået til. Sparkmærker på arme, ben og sågår hovedet. Ilden fra kaminen spruttede og rasede, prøvende på at riste alt i nærheden. Denne rødllige glød der lyste hytten op i en uhyggelig stemning. Væggene besudlet med blod fra kun et af de to væsner. Han kunne se hvordan frygten lyste op i hendes klare, grønne øjne. Han så foragt. Frygt. Fortvivlese og ikke mindst håbet på nåde, nåde fra hendes eget afkom. Det afkom, hvis hals stadig dunkede ihærdigt efter det dybdeborende bid fra varulvens grådige tandsæt, der ligenu havde mistet alt forstand og som ville dræbe moderen. Hende der så lykkeligt havde båret Arah, lært ham at tale, både indonesisk og dansk. Med samme spruttende glød i de pupilløse øjne, den halvtåbne gab der udviste et tandsæt af nye, smerteudvoksende, tænder af en ulvs.
Han rystede på hovedet. Dette var ikke tiden til at genopleve gamle, smertefyldte minder, henlagt i mørkets kammer af forglemmelsesværdier. Blikket af hans smilede atter engang, de ville le. Le så højt de kunne, uden at sige ord eller lyd, men stadig til at forstå inderst inde. "Ikke.. Hihi.. Sådan ment...? Hahahahaha!" Han brød ud i latter. En skinger og høj latter, der fik rotternes hår til at rejse sig inden de flygtede. En latter der lod de omkring siddene glo med store øjne. En ubarmhjertig latter der havde smidt alle kærlige sider af sindet ud, ud af kroppen, ud af hans eksistens. En latter skabt af fryd og skadefrohed. "Hvor du minder om ham.. Før han nådesløst blev dræbt af en løbsk nosferatu..." Billedet af den forspiste far med sorte, sjæleløse øjne blev endnu engang genskabt. Men det gav hans smil til at brede sig, endnu mere skadefro. Endnu mere sadistisk i det rødlige blik fra hans øjne. Hænderne der bare lænede sig imod taljen, som var dette en almindelig hverdags samtale.

Asma gloede på drengen. Helt ærlig. Han virkede så... sindssyg. Ikke fordi sindssyg var et godt ord her, men ham her. Ham her kunne ikke beskrive via de ord. Var han ond? Nej det ord kunne hun ikke bruge. Det var for.. barnagtig. Hvad med den måde han grinte på? De ord der slap ud af hans mund? Hvem fanden var han? Asma så til mens han grinte. Lod han grine sit hjerte ud. Hun kløede sig bag nakken, mens hun var stum. Seriøst hun kunne ikke få et ord fremført. Hun vil stille ham et lille spørgsmål og derefter flyve sin vej. Hun kunne højst tilbringe et kvarter med ham her. Så kunne hun også gå hjem og hvile sig på dagen. Spørgsmålet var nu, hvorfor skulle hun hjælpe folk hvis hun ikke gad? Svaret var enkelt. Fordi hun vil føle deres smerte i et. Typisk engle. Hvorfor skulle de være så 'rene'. Asma så på himlen, mens hun lyttede sagte til drengen. Stemmen. Smagte på den. Det mindede hende ikke om noget. Overhoved. Hun kunne ikke læse sig frem til drengen. Da han var færdig med at grine, og slippe de underlige ord ud af hans mund, kiggede Asma på ham. Lod sine blanke øjne søge hans. Bare stilhed. Hun kiggede ikke på ham, så ikke på ham. Nej hun stirrede retter sagt på ham. ”Du er en fin knægt. Hvor stammer du fra?” spurgte Asma, mens hun helt havde glemt sin 'jeg spørger om en ting, så skrider jeg' – tanke. Hun fugtede sine læber, mens hun slog det røde hår væk fra øjnene. ”Jeg mener. Du brude sidde oppe i en slags trone med hele befolkning om dig” okay, hun anede ikke hvad hun sagde, eller noget som helst. Hun prøvede vidst at få en slags kontakt til ham. Bryde den kolde is, som man nu sagde.
Asma begyndte at grine. Prøvede at grine som ham. Grine sit hjerte ud. Men endte dog med at hoste sit hjerte ud. Pinefuldt egentlig. Asma tog sig til halsen, mens hun 'cool' kastede blikket imod himlen, som om intet var hent. ”Jeg mener. Du ligner en der kunne sætte folk på plads” hvem sad egentlig på tronen? Sidst hun hørte noget var det vidst en der hed... Zero?... Nej Zane. Hun vidste faktisk ikke så meget om denne by. Land. What ever. Hvad ragede det hende overhoved? Det var sikkert en latterlig en med grå skæg og tusinder af kvinder efter sig. Helt skruet op o lågen.
Bindegal. .. ligesom. Asma smilede kækt. Denne dreng. Det vil heller ikke overraske hende, hvis han pludseligt kendte navne på alle dem der havde siddet på tronen. ”Hvem sidder egentlig på tronen nu? Stadig den gamle Zero.. jeg mener Zane?” hadet bobbede underligt nok med ét op af hende. Okay, hun var den sindssyge her på denne klode. Hvorfor al den had nu? Hvorfor skulle hun hade denne dreng? Han havde jo ligesom ikke.. fået hende til at .. gå i søvne over til sig?

Han lod tungen gøre overlæben sagte våd, den var blålig, grundet isen i hans blod. Smilende. Kunne ikke lade værd med at se hende direkte i øjnene med stor fryd. Lade sine hænder klemme mere og mere om taljen. Latteren prøvede endnu engang at lade sig komme fri. Men denne gang var det anderledes. Han lyttede til hendes spørgsmål. Smagte let på det, som prøvede han en ny slags blod. De oplysende øje der udstrålede en vis grad af glæde, over hendes ting med han kunne have styret men også over hun ville vide hvor han egentlig stammede fra. 'En fin knægt'. Det var egentlig første gang han var blevet kaldet dette. Efter lidt tid med at vælge sit svar, åbnede han endelig munden, trak det fornødne luft ind og svarede så respektfuldt han kunne, på denne engels spørgsmål. "Jeg stammer fra det indre Indonesien." Han nød hendes efterord. Det var præcist hvad han ønskede. At smide den nuværende for porten, lade ham bade i mudderets fineste urenhed og sætte sig på tronen. Ikke for at lege eller bare for at være magtfuld, men for at rette et par ting som i hans rødglødende øjne var det rigtige. Hun lo. Englen med det røde hår lo. Hans ører dansede liffigt til hendes toner men da han bemærkede en vis sammenligning med hans måde at gøre det på, vidste han hvad hun forsøgte. At efterligne hans leen, men uden succes. For hun knækkede hurtigt sammen, han lo indeni, lo af hendes forsøg og så derefter for at virke fuldstændig 'cool' i det. Det tog noget tid før hun igen ville lade læberne fører ordet, istedet for små kropssignaler. Usynlige men dog sebare signaler. 'Sætte folk på plads'. Nu var hans smil atter frydene og så ud til at kunne blive længere end kindene. Hans øjne var glitrende og lo så højt, at man kunne hører det uden at det sagde noget. "Hahahahahahahahahaha....!!" Han tog sig til maven. Hun var ganske morsom, denne engel. Endelig, da hun igen spurgte ham om denne 'Zane', lod han latteren falde til en lavmælt fnisen. En fnisen der standhaftigt blev lavet til ord, ord der fortalte om hvad hun ville vide. Uden at de selv rigtigt vidste det. "Jeg kender ikke denne 'Zane', men jeg ved ganske vidst at det er en ny der sidder der.. Hans navn.. Så enkelt som fås.. Malakel Lemoris, den gamles førhen elev.. Ganske vidst"....
Igen. Øjnene lo en frygtelig latter der skræmte rotterne der så i dem. Smilet, som var det hentet fra helvedes smed, og fingrene der knugede imod taljen som om de skulle kvæle et dyr for selv at overleve.

Hun lo stille. Okay, al det her 'latter' noget. Hold da helt fra snøvsen. Asma nikkede stille til hans ord. Nød dem underligt nok, selvom der ikke var særlig mange af dem. Holdte hun af den lille møgunge? Hun rystede på hovedet, mens hun tyggede på navnet, Malakel Lemoris. Det sagde hende ikke en flænge. Så han havde så overtaget tronen? Se hun havde ret. Det med 'tronen' snakken. Og det morede ham vældigt godt endda. Asma grinede slev. Hendes grin. Hendes blik havde sin sørgmodige udtryk på, mens hun så på drengen. Han var fin ja. Men hvis hun fortsatte sådan, vil han sikkert skade hendes hørelse. Seriøst. Den dreng kunne finde ud af at grine. Det kunne være sjovt at se ham som en skør videnskabsmand som lige havde udviklet det aller nyste atombombe. Og for ikke at glemme Einstein-parykken. Hun rystede tanken fra sig. Det var skam ikke kun rotterenes hår der fis op, næ nej. ”Jamen dog” sagde Asma og nikkede. Han vil grine igen. Håbede bare ikke, at det var hendes latterlige ord der gjord det. Endnu engang. Sørgmodigt. Kunne han redes? Denne lille dreng? Hun vil ikke kalde ham forsvarsløs, det ord vil hun slet ikke bruge imod ham. Men tronen. Tænk hvis han seriøst kom hele vejen der oppe? Men Malakel. Hm. Interessant navn egentlig. Engel, på det arabiske sprog. Faktisk var der ikke kun det der var interessant. Drengen. Indonesien? Var han virkelig derfra? Okay, det var ikke engang det sidste hun havde gættet på. Indonesien, aha. Sikke et sted at komme fra egentlig? ”Din mor er død, formoder jeg?” hun sagde det hele som om, hun intet kunne huske fra før. Han havde sgu da lige stået og grinte ad hende. ”Hvad med din far? Er han også endt som hende?” hvad ragede det hende? Nu havde hun tilbragt mere tid med ham, end hun selv regnede med. Asma bed sig på fingeren, mens hun så tænkende for sig. Det var hendes måde, at gå i dybte med hendes tanker. Drengen. Ukendt. Hadefuld. Ingen angst? Men hun kunne vende ryggen til ham. Hun kunne løbe sin vej, og råbe tilbage at han skulle ind på et galeanstalt. Men nej. Hun gjord det modsatte. I stedet for at vende ryggen til ham, havde hun helt vendt sig imod ham. I stedet for at løbe sin vej, stod hun lige så stille hun kunne. I stedet for at råbe, snakkede hun. Hold kæft hvor var hun ynkeligt.
Hun nikkede stille imod ham. ”Mit navn er Asma, forresten” sagde hun med et kort smil. ”Din?” hun vil faktisk ikke vide det. Hun vil bare få endnu et billede af ham. Måske et der var værre?

Han betragtede hende. Hendes øjne der ville flygte, men som om kroppen ikke gav hende lov. Han frydede sig. Han ventede, ventede til hun var helt færdig, færdig med at sturdere ham og snakke. Det hvide hår blev slynget imod hans skuldre, dækkede dem også en smule, ved at blive skubbet af vinden bag ham. Hans øjne var end ikke færdig med at le. Hun spurgte til hans mor. Bagefter faderen.. Det var dog fandens som hende her dragede hans endeløse opmærksomhed, på hendes kække dog bløde spørgsmål. Efter et par langdravne indåndinger, fattede han sig og lod sig svare på disse spørgsmål.
"Jeg dræbte min mor efter at have set min far blive dræbt.. Ganske nydeligt faktisk, du skulle have set det, så sandelig du skulle.." Han så billederne for sig. De blodige spor af minder der kredsede rundt, det ene med faderen der blev flænset levende, imens han selv gemte sig bange i skabet. Lyden af moderens skrig imens hans ører dansede som sindsyge, til tonerne der steg og steg, fra hendes punkterede lungers kræft.
Nu rystede han endnu engang let på hovedet, håret svagede med og lignede bølgerne i havet, sørgmodige bølger. Så englen foran ham hed Asma. Sikke et navn, men med hans, hvem kunne så bebrejde hende? "Arah'Untuk Kematian.. Eller på dette sprog... Vejen til Døden" Han lo lavt, ikke den frådende som de to gange før, men en latter der indeholdte en kendelse barnlighed og en smule fryd, fra de stadigt roterende, koldblodige minder. Hvor gammel var hun mon? Hendes stædighed interessede hende. Måden hun så på ham på, morede ham ganske tydeligt. Hun var spændende, excentrisk og helt sin egen. Endnu engang smilede han skadefrot, da rotterne ved hans fødder, flygtede ved et enkelt blik, fra hans dybrøde øjne, som var de smurt med det mest urene blod der var fundet. En morderisk glimt i hans øje, der ikke kunne udtrykkes mere end det allerede gjorde, men som ikke var en trang der skulle fyldes nu. Trangen var fyldt, det vand på jorden der havde været fra regnen for de foregående dage siden, var blevet tæret af ham og brugt som de næste par dages madforsygning. Han var mæt, interesseret og aldeles nysgerrig. Han ville vide mere om hende, lære hende at kende, måske endda indrive hende i sine planer. Men han vidste, hun var klogere end hun ville erkende.. Så sandelig ja.

Hun mærkede hvordan hun gik til den. Altså med at bide hendes finger. Det var den rotten havde gnavet på, så derfor dunkede smerten tilbage til den stakkels finger igen. Asma tog den ud af sin mund, mens hun lag hovedet på skrå. Så drengen her, som hed Arah og kom fra Indonesien havde dræbt sin mor og havde set hans far blive dræbt? Sikke dog et barndom for et barn. Asma nikkede stille. Okay, nu vil hun sikkert tænke 'jeg ved hvordan du har det. Og jeg føler med dig'. Men det gjord hun ikke. Hun lod blikket glide rundt på ham. Hun ved ikke hvordan han har det. Et: Han måtte være god til at skjule sine følelser. To: Arah kan ikke føle noget. Tre: Han er så kold som han nærmest selv hentyder til, i 'hendes hoved'. Uden så meget som en eneste tanke, for at tænke tanken, holdte hun med valgmuligheden tre. Det passede da på ham. Ja det var lige det der manglede. At Asma skulle rejse tilbage til tiden, sammen med Arah og gennemopleve hele scenen. Det var bare det problem, at Asma ikke lige havde løst til en tidsrejse med Arah. Ikke endnu. Hun lo da han sagde sit navn betydning. Hun lo rent faktisk! Der var ikke spor af 'had' eller sarkasme. Bare et normalt latter. ”Se den var god” hun stoppede dog med sin 'lille' latter, da han begyndte på sin. Når ja, Odin og Thor havde fået sig en ny ven. Asma smilede et kort -heh- smil, mens hun kløede sig endnu engang på nakken. ”Arah hva'? Sikke et.. fint, nej underligt navn. Betydning gør det sgu kun sjover” Asma lavede stille sine fingre om til 'pistol'. Det var ikke en rigtig pistol, men mere som børn brugte når det legede, med deres fingre! ”Bang. Døde huh. Det er mine forældre også. Min far døde fordi han var en skide alkohol mand. Min mor? Hun forsvandt, så jeg regner med at hun er død” Asma smilede og sænkede hendes hånd. Hun førte den op til læben, mens hun blinkede kort til Arah. ”Sikke noget hva'? Døde uskyldige væsner. Livet er sgu bare et helvede” svips. Hendes hjerte stak hende. Hun sukkede stille, mens hun ikke prøvede at vise Arah noget. Stod bare der som om hun var en statue. Man skulle vidst passe på hvad man sagde når man var en engel. Asma grinte, mens hun prøvede at skyde sig selv med hånden. ”Ha! Endnu et legetøj” igen prøvede hun at efterligne ham. Med hvad, spørger man sig selv om. Med sproget, er svaret. Men Asma talte faktisk fra hjertet. Hun løj ikke. Tværtimod sagde hun al rigtigt. Så hvorfor lyver engle egentlig? Se, der var ikke noget svar dertil. Kun flere uklare blanke sider i englebogen. Så er det der man ønske at man ikke var en engel. De fleste væsner så op til en. Og hvis man var ligesom en som Asma. Ja, så var der ikke noget at råbe halleluja for. ”Men hvad er du så for en lille fætter? Vampyr, dæmon?”

Han skærede tænder. Hans tanker var på ganske kort tid fløjet fra sin interesse på kvinden, til Malakel Lemoris. Det var som om at intet andet end denne mand, var spændende. Fyldt med intriger og lykkeligt voldsindighed. Som om at denne engel, netop fordi hendes renhed, ikke ville være sjovere end til en snak. Den lille joke med håndpistolen var da fin. Men noget i ham fik interessen til at synke betydeligt. Men ak nej at denne samtale var slut. Han ville holde hende hen, lyde og opfører sig som en interesseret dreng på de 13. Ikke som den morderiske olding på de 2005, der både var varulv og dæmon. "Varulvs dæmon.. Af slagsen isdæmon.." Han lavede peacetegnet og lod den anden hånd glide igennem håret, som man i gamle dage så prinsesser gøre. Smilende ildbilsk, som om han ejede hele verden i en finger. Alt dette, bare for at holde Asmas interesse for ham kørende. Han betragtede hende endnu engang. Bare for at få alt med. For ikke at lade det mystiske navn være hans eneste minde. Det var hvad navne blev grund til nu om dages. Erstattet af hukommelsen til at huske andres udseende, lugte og væremåde, istedet kunne man bare spørge om navnet. Det vidste han kun alt for godt. Endnu engang fugtede han let den blålige læbe, inden hans øjne udviste en grad forbløffelse. Kvindens ansigt strålede jo! Før, da han ikke rigtig ville se hende ordentligt for sig, var hun bare pæn. Men da han så rigtigt og mere ordentligt efter, var hun jo overdådig! De dådyr agtige øjne, den smukt formede krop og det lange røde hår, der næsten var malet af selveste Leonardo Da Vinci. Vinden tog hårdere fat og der begyndte at komme grålige skyer på morgenhimmelen. Det varslede en let regnfuld dag. Om det var tilfældigt eller bare et spørgsmål om graderne, spekulerede Arah ikke på. Det eneste han vidste var, at han i sandhed ikke skulle blive gennemblødt! Det platine hår svajede mere og mere til siderne, som vindens kraft blev større. Han så en smule paniskt på Asma. Han kunne dreje nu og lade hende være der hvor hun var, eller han kunne tage hendes hånd og lade hende se det sted der var normen for ham nu om dages.. Det første var ganske vist mest tiltagende og lettest, men et eller andet over hende, fik hans ben til at skynde sig imod hende, få de hvide og dog stærke hænder til at trække i hendes kjole, med påbud om at hun skulle følge ham. Han gik, tog sig ikke af hvis kjolen ville smutte ud, kun om at komme ind. Lade vandet ryge i hovedet på de andres ubeskyttede kroppe, men hans, den skulle ikke gøres vådere end den var på den stadigt fugtede overlæbe!

Hun forblev stille stående. Lod øjnene stå på stilke, over hans hår. Hvad der var der fascinerede hende over denne her dreng, var ikke lige tid til at svare på. Inderst inde råbte og skreg stemmer i hende. Lad drengen være. Hold dig fra ham. Han ligner måske et barn.. osv. De blev ved med at køre i ring. Hele tiden. Forfra, bagfra og ja, det kørte bare. Men for en gang skyld lyttede hun ikke til dem. Lukkede dem ude. Asma tog sig stille på hovedet, mes hun prøvede at lade Arah's stemme oversvømme alle de andre tanker. Men varulv? Det forklarede hans øre en del. Men nikkede stille, mens hun sænkede sine hænder. Lod dem falde stift langs siden. Så han var en af de væsner man kaldte blandet? Men så måtte hans forældre jo være to forskellige væsner? Nej. Det var sikkert ikke det. Se, Asma var blevet en engel, men begge hendes forældre var mennesker. I hvert fald det hun kunne huske. Men hvorfor det lige var hende der blev engel, var åbenbart så svært at finde ud af. Hun manglede egentlig mange hemmeligheder fra hendes egen familie. Hun sigtede faktisk efter andres mål end sin egen. Det var egentlig underligt. Det var jo ligesom det hun mistede livet af. At finde ud af en andens mystiske og hysteriske skæbne. Hun åbnede munden for at forklare noget til Arah, men da han gik imod hende og træk hende med sig, lukkede hun igen munden. Okay. Vil han spise hende nu? Asma havde ellers regent med en 'lille' tale med ham. Men igen. I stedet for at hun flygtede, gik hun stille med ham. Lod igen sine øjne glide over hans hår. Ret guddommeligt faktisk.
Hun måtte indrømme at hun allerede var forelsket i hans hår, og ørerne der bare hang ned, som om de havde mistet livets glæde. Som om der ikke var noget interessant overhoved her. Der var der sikkert heller ikke. Her i gydererne kunne solen slet ikke nå ind. Det sagde man.
”Hvorfor skal..” Asma mærkede en dråbe imod hendes næseryg. Hun kiggede på himlen og sukkede højlydt. ”Ej! Jeg havde ikke regnet med regn i dag. De sagde ellers.. argh” hun gav op med at brokke sig. Ingen gad alligevel at høre på hende. Det var ligesom også den sidste gang hun besøgte 'dem'. De plejede altid, at sige at hun aldrig besøgte dem nok, og når hun endelig kom.. ja skide være med det. Man skulle bare ikke træde ind med sine ben i den dumme port med den tykke dame.
Hvis folk læste hendes tanker nu, vil de sikkert tænke at der var en tråd løst oppe i hovedet på hende. Men ja, hun talte om himlen. Himlen allerøverst oppe endda. Men Asma smilede stille, mens hu genvandt sit bekymrede udtryk. ”Hvis du vil æde mig. Vil du så ikke fortælle denne verden at jeg er på ferie?” hun kiggede ned på sin kjole, der hvor Arah holdte. Hun tog fat i hans hånd, mens hun kom op ved siden af ham. Hun lag hovedet let på skrå, mens hun smilede stort, så man kunne alle hendes tænder.