What do you want? - Privat

T: 15.00
S: High School di Morga
O: Elever der er på vej hjem
V: Sol

Mallorie havde haft noget af en weekend og udsigten til at skulle i skole igen mandag morgen havde ikke ligefrem huet hende, da hun var drattet i søvn søndag eftermiddag. Hun var sådan set gået direkte i seng efter sit lettere underlige møde med Thomas. Hun havde virkelig prøvet på at slå det ud af hovedet, men det kunne hun bare ikke. Ikke kun det faktum, at hun havde været i seng med ham, men også det løfte, som hun tydeligvis havde givet ham. Det gav virkelig ingen mening og hun ville ikke være en del af det. Hun kunne ødelægge så meget, på så kort tid, hvis hun faktisk gik med til sådan noget!
For nu slog hun tanken fra sig og koncenterede sig i stedet om at pakke sin taske, så hun kunne komme ud af skolen igen. Efter de 2 biologitimer, så var udsigten til at komme ud i det dejlige solskin ganske tiltrækkende og hun fik også pakket sammen hurtigt. Iklædt en hvid sommerkjole, der kun lige gik til hendes knæ, svang hun sin taske over skulderen og bevægede sig med strømmen ud af hovedindgangen. Det sekund strålerne ramte hendes smukke ansigt, kunne hun ikke lade være med at lyse op i et smil og tog sig den frihed af at lukke sine øjne nogle sekunder, blot for at nyde det.
Da hun åbnede sine øjne igen, var de fleste mennesker væk fra skolegården og hun stod næsten som en af de eneste tilbage og kiggede frem for sig. Hun tog et skridt mere og stod nu for bunden af trappen, imens hun prøvede at tage sig sammen til at rykke sig fra den solstråle, som hun lige nu stod i.

Det var ikke gået særlig lang tid siden, at en ung fyr var kommet med en sag til ham. Abel var nu i gang med at finde vej fra Metroen hen til det sted hans offer skulle siges at være. Mallorie, en ung pige, havde gjort sig en smule uvenner med en narkohandler Thomas der, som han selv, var med i Mafiaen. Thomas havde så kontaktet ham med en forespørgsel omkring en forskrækkelse til den unge pige.
Derfor havde han nu bevæget sig ud af Terre og hen til Di Morga's High School, her skulle han finde pigen.

Han var klædt i - som sædvanlig - en blazerjakke, denne gang godt nok med jeans til, og en t-shirt indenunder. Hvad man dog ikke kunne se var pistolen indenunder blazerjakke i en lomme og en kniv i den anden. I hans mappe, som han bar med sig, kunne man finde resten af hans udstyr, flere pistoler og flere knive, samt en masse andet... Lejetøj. I hans højre bukselomme lå der et medicinflaske med kloroform i. Om hans venstre hånd var et stykke klæde bundet om. Han havde egentlig først haft en ide om bare at gå ind og skyde hende i benet, give beskeden og smutte igen, men han kunne godt lide at være grundig, nu hvor hun ikke skulle dø alligevel.

Abel nåede til skolen og lige til tiden. Ud fra beskrivelsen af hende, så stod hun ude foran skolen. Hun stod helt alene: dumt træk. Han smilede mens han nærmede sig hende. Han kom gående fra en blind vinkel, hun ville være nød til at vendte sig rundt, før hun ville lægge mærke til ham. Han stoppede op tæt ved skolen, stadig i hendes blinde vinkel. Hans hånd dykkede ned i lommen på hans jeans og trak medicinflasken op. Korkproppen på flasken blev fjernet og væsken hældt ud på det stykke stof han havde medbragt. Halvdelen af flaskens indhold blev tømt ud på stoffet, hvorefter proppen blev sat på igen og flasken endte tilbage i bukselommen. Med stoffet i den ene hånd og kriblen i den anden, efter at gribe til pistolen og sætte en kugle i ryggen af hende, nærmede han sig hende yderligere. Hans bevægelser var langsomme og kontrollerede. Gruset under hans sko knasede, da han stod bag ved hende, men før hun ville lægge mærke til noget blev stoffet presset mod hendes næse. Så med den ene hånd imod hendes ansigt, med stoffet under den, og den anden hånd imod hendes baghoved, for at holde det stille så hun ikke vred sig og fik fjernet sig fra stoffet.
Hendes krop stoppede med at kæmpe imod.
What a feisty one. Tænkte han og smilede for sig selv. Han pressede stoffet ned i den tomme bukselomme og smed Mallorie over skulderen. Han fortsatte herefter forbi skolen og ned af en sidegade, der førte væk fra skolen. Efter at have gået ned af flere sidegader, kom han til det han søgte. Der var sådan nogle en del steder i Terre bare, så han havde ikke de store problemer med at finde det. Det var et lille lejlighedskompleks, hvis man da kunne kalde det det, og hvis man gik ned på nederste etage så ville der være en kælder. En kælder, der var lige præcis, hvad han skulle bruge.

Abel havde fået hende ned i kælderen og havde fundet hende en stol. En solid stol med armlæn. Hun blev sat ned i stolen og hendes arme blev bundet til stolens armlæn med håndjern og reb. Det sammen med hendes ben, dog kun med reb. Han ville ikke have en nasty overraskelse. Resten af hans udstyr var lagt ud på et bord ved siden af ham.
"Jeg venter kun på dig. Mallorie."

Mallorie fortsatte med at stå på samme sted og trippe en lille smule med den ene fod, bare for at lave et eller andet, imens hun ventede på sin egen dovenskab. Hun havde virkelig ikke lyst til at flytte sig, det var virkelig dejligt at stå der i solen. Bare at lade strålerne køre over hendes ansigt og bare arme + ben. Ganske fantastisk! Der var virkelig ikke noget som en sommerdag med et kølig brise, som der var lige nu.
Hun opdagede slet ikke, at der kom nogen gående bag hende de første par sekunder, men opdagede det endelig til sidst, hvor det desværre var for sent. Hun nåede akkurat ikke at sige noget, før hun fik stukket et klæde for munden og langsomt begyndte at sive ind i besvimelsen. Hun lukkede sine øjne i og faldt til sidst helt væk.

Da hun igen vågnede, havde hun ingen anelse om, hvor pokker hun var henne og hvem fanden der stod foran hende. Hun prøvede på at bevæge sine arme og ben, men der skete ingenting. Hun hørte en stemme, lige sekundet før hun spærrede øjnene op og kiggede på den mand, som stod og kiggede på hende.
”Få mig ud af de her reb. Lige…. Nu” sagde hun godt og grundig sammenbidt, imens hun prøvede på at vride sig ud af dem. Dog gjorde det ikke andet end at skabe røde mærker på hendes håndled.
Da hun var kølet bare en smule mere ned, kiggede hun igen op på ham og prøvede på at komme med en eller anden forklaring på, hvorfor han var ved hende og havde sat hende fast til en stol.
”Jeg gætter på du er min bortfører?” sagde hun lettere ironisk. Hvis hun havde haft en hånd fri, kunne hun have fået fat i den kniv hun havde omkring sin ene ankel. Der var i alt 3 knive på hende. En ved anklen, en ved hendes hofte og en ved hendes liv. Dog var de alle uden for rækkevidde og det irriterede hende noget så grænseløst.
”Hvem er du og hvad vil du mig?” fik hun så endelig spurgt om.

Det tog hende ikke længe at komme tilbage til virkeligheden. Abel stod ovre ved bordet med hans udstyr - tænkte over hvilket instrument, der ville passe bedst sammen med hans besked. Han var helt væk i tankerne omkring, hvordan proceduren skulle udføres, men hendes vrede stemme gav ham et ret godt hint omkring at hun var kommet til sig selv. Han smilede og vendte sig imod hende.
"Beklager." Sagde han og sendte hende et undskyldende udtryk, der ikke to mange millisekunder til at forvride sig til et stort grin. "Det ville lidt gå imod alt, hvad jeg har gang i her." Han trak undskyldende på skuldrene og gik tilbage til bordet.
Han ville gerne indrømme at jagten i denne sag ikke havde været det store, men nu havde kloroform jo den virkning den havde, så havde han længere tid hernede. Hvilket overhovedet ikke gjorde ham noget.
Han stak hånden ind under hans jakke og trak pistolen ud af lommen. Han stod og vejede den i hånde i et par minutter, så tjekkede han magasinet. Fuldt. Godt, ingen problemer der. Igen kunne han mærke en sitren i hans hånd. Et behov. Et behov efter at dræbe hende, efter at sætte en kugle i panden på pigen i stolen. Dog havde han hans ordre, hun skulle skræmmes; ikke dræbes - til hans skuffelse.

Abel vendte sig imod Mallorie. Hans ansigt var en stenhård maske af den smerte, der snart ville følge hende. Hans skridt ekkoede igennem den kolde kælder, da han trådte endnu tættere på hende.
"Du har gættet helt rigtigt." Sagde han med et smil, men ingen varme eller venlighed kunne spores i hans stemme. Han lavede heller ikke sjov, hans stemme var alvorlig, næsten kedet.
Hendes næste spørgsmål fik ham næsten til at grine.
"Du har selv sagt, hvem jeg er skattepige, jeg er din bortfører." Hans ene mundvige trak opad og viste lidt af hans tænder. "Men jeg har skam et ærinde med dig, det er ikke ligefrem en hobby at kidnappe folk." For nogen. Af sluttede han i tankerne sin sætning. Han lænede sig ned imod hende og støttede begge hænder imod hendes arme og var skræmmende tæt på hendes ansigt. "Hvad jeg vil dig? Jo ser du-" Han rettede sig op brat og vendte ryggen til hende med hænderne flettet bag hans ryg. "Jeg har mange venner - eller bekendtskaber er måske et mere korrekt udtryk for dem - og nogle af dem har hvisket nogle ord til mig." Hvisket og hvisket, han havde fået sagen fortalt direkte fra kilden, men det skulle hun ikke vide. Hans ordrer var klokkeklare.
"Nogle ord omkring dig. Og en aftale." Han kiggede over skulderen, kiggede direkte på hende. Så vendte han hovedet igen. "Nogle af mine venner hører, at du har en aftale. En aftale med en bekendt af mig og mine venner. Og jeg hører fra dem, at du måske ikke er tro mod den aftale med vores ven, hvilket ikke huede mine venner, så de sendte mig." Han hvirvlede rundt, pistolen i hånden og en kugle blev skudt af sted fra løbet og ind i hendes skinnebensknogle.

Mallorie havde slet ikke lyst til at vide, hvad han havde tænkt sig at gøre med hende. Det tog ikke længe for hende for at komme tilbage til virkeligheden, selvom bedøvelsen stadig gjorde hende en smule ør i hovedet. Han stod foran et eller andet, det lignede et bord, men hvad der var på, kunne hun ikke se fra sin position ved stolen. Hun løftede hovedet opad, da han vendte sig mod hende, så deres øjne kunne mødes.

Hun gav et fnys fra sig over hans undskyldning. Han kunne umuligt mene det og det fandt hun også ud af nogle få sekunder senere, da hans ansigt i stedet for blev et stort grin. Hvad fanden ville denne mand hende? Det var lige før hun faktisk ikke havde lyst til at finde ud af det, selvom det nok ikke var muligt ikke at gøre det. Hun forblev tavs og kiggede blot mod ham, som han vendte sig med ryggen til hende igen.
Et overrasket gisp kom fra hende, da han trak en pistol op af lommen. Det var først i dette sekund, at hun fandt ud af alvoren ved denne situation. Havde han seriøst tænkt sig at skyde hende?! Det … Det kunne han ikke.. Det var … Hvad havde hun gjort?

En kuldegysning af den anden verden kom strømmende igennem hende, da hun kunne høre hans skridt igennem kælderen og ikke nok med det, så var det på samme tid pisse koldt. Omg… Det her det var ikke godt.
Hun sank en klump, som pludselig var kommet til at mærke i hendes hals. Dog kunne hun ikke lade være med at studse over hans kommentar. Hun kunne ikke fordrage, at andre folk snakkede ned til hende. Dog forblev hun stille for nu. Det ville nok være det bedste.
Hans forklaring fik hende til at løfte hovedet yderligere, så hun kunne se ham i fuld figur. Hun bed sig i læben, da han kom med sin forklaring og der gik noget tid, før hun fattede sammenhængen i det. Hvordan kunne han have fundet ud af det? Hun rykkede automatisk sit hoved tilbage, da han lænede sig ned mod hende. ”Hold dig fra mig!” hvæsede hun og prøvede på at skubbe sig selv yderligere tilbage i stolen.
Hun åndede lettet op, da han rykkede sig fra hende igen. Dog fik hans forklaring hendes øjne til at udvide sig voldsomt.
Hun rynkede på panden. ”Den aftale er…” mere nåede hun ikke at sige, før han havde vendt sig og skudt en kugle af sted mod hendes skinneben. Et skrig gik igennem hele lokalet, imens blodet begyndte at løbe fra hendes ben.
”Er du fuldkommen sindsyg?!” skreg hun med tårer løbende ned af kinderne.

Han elskede det. Han elskede at hun strittede imod og råbte af ham. Det var sådan de her ting skulle foregå, der skulle være råben og gråd fra modparten. Ellers var der ikke noget sjov i det. Han ville elske at skade hende noget mere - endnu voldsommere end før. Mest fordi han vidste, hvor irriteret Thomas ville blive. Det var dog noget han ikke bekymrede sig om, han kunne dræbe knægten lige så let han ville. Dog havde denne hans penge, så det ville være at skyde sig selv i foden, hvis han skød ham. Han havde allerede skudt en, en var nok. For nu.

Abel kiggede interesseret på pigen foran ham: Mallorie. Hans tunge gled ud og fugtede hans læber. Et smil bredte sig så på hans ansigt, stadig med tungen i mundvigen. Blodet, der dryppede ned af hendes ben gav ham en tilfredsstillende fornemmelse af, at opgaven var godt udført. Endnu mere tilfredsstillende var skriget, der skar sig igennem den ellers tykke luft. Luften var kold, ja, men tyk efter stilheden, der havde fulgt skuddet. Det eneste, der fyldte rummet var gråden fra Mallorie. Og selvfølgelig hendes skrig. Hendes skrig til ham.
"Nogle ville mene det, jo, men nu lever jeg også af at jage folk. Du ved finde dem, skræmme dem eller..." Han holdt en kunstpause og smilede stort til hende, hans tænder glitrede hende i møde. "Dræbe dem." Han handlede faktisk også med det, men hun skulle ikke handles med, men det betød ikke, at han ikke kunne skræmme hende med det.
"Jeg står faktisk også for handel. Handel af folk ser du-" Han drejede rundt igen og viftede lidt med pistolen, som han dog holdt i slap hånd. Det var ikke sikkert, at den ville komme i brug igen. Han vendte hovedet imod hende. "Du ville sikkert indbringe en god del penge."

Abel gik væk fra hende igen. Han bevægede sig langsomt hen imod bordet. Pistolen blev lagt ned, til fordel for en kniv. Kniven var tveægget, men med takker på den ene side. Han holdt den op i lyset og kiggede på hans spejlbillede i den. Et par brune øjne kiggede tilbage på ham. Brune øjne blev normalt sat i sammenhæng med varme og tryghed. Ikke disse. De var lige så iskolde, som havde et par klare isblå øjne stirret tilbage på ham. Gløden i hans øjne var væk, den var i hvert fald slukket for nu.
Han vendte sig fra bordet og gik hen til hende igen. "Den aftale er hvad? For jeg håber du skulle til at sige, at det var en aftale du ville holde." Han lænede sig frem imod hende igen, denne gang med kniven hævet. "Måske skal jeg skære det ind i huden på dig. Så du kan se det for dig hele tiden: Man bakker ikke ud fra en aftale med Mafiaen." Han bevægede knivspidsen tæt på undersiden af hendes hage - en klassiker. Knivspidsen vandrede dog derfra, ned af hendes hals - uden at drage en eneste dråbe blod. Knivspidsen flugtede sig langs hendes kraveben og ned til toppen af hendes sommerkjole.
"Hvis jeg nu stikker her? Hvad tror du så der sker?" Han gad ikke vente på hendes svar, så med et smil svarede han: "Rigtigt, du dør." Han lod knivspidsen gennemtrænge hendes - sikkert - bløde hud. Han blev ved indtil knivspidsen ramte hendes sommerkjole, så trak han kniven væk igen.
"Er min meddelelse klar nok? Eller skal jeg sørge for at du bliver mindet om det for evigt?" Han lagde igen kniven imod hendes hud.

Mallorie havde mest af alt lyst til at vride sig i stolen og skrige efter hjælp, men det ville nok ikke ændre ret meget, så hun lod være og kiggede i stedet indgående på ham. Var alt dette virkelig nødvendigt for at overtale hende til at overholde den åndsvage aftale? Hun var jo for fanden ikke noget specielt! Hun håbede inderligt på, at han ville ligge sin pistol væk, da et skud var mere end nok for hendes levetid.

Hun mødte hans blik, han så helt interesseret ud. Det smil der bredte sig på hans ansigt kunne hun virkelig ikke lide. Det virkede som om, at han faktisk nød det! Eller… Det gjorde han nok, ellers havde han sku nok ikke gjort det. Hun kunne mærke blodet køre ned af hendes ben i en strøm af rødlig væske. Det her var ærlig talt den eneste gang, hvor hun havde været så bange. Der skulle normalt meget til at gøre hende den mindste smule bange, men denne gang, der kunne hun ikke skjule det heller. Hendes øjne sendte et tydeligt signal om, at hun var rædselsslagen.
Som han kom med sin forklaring over hendes meget retoriske udbrud, kiggede hun blot på ham og var sådan set temmelig ligeglad. Det var mere eller mindre for at komme med en reaktion på hans meget overraskende bevægelse. Hun kunne igen tydeligt se hans smil og det irriterede hende noget så grænseløst. Det sekund hun hørte ordet dræbe, kiggede hun op på ham med et ”hvad?...” blik, selvom det faktisk ikke burde komme som en overraskelse for hende.
Handel? Hvad mente han med det? Hun lagde automatisk sit hoved en smule på skrå og så mod ham, selvom hun nogle sekunder måtte fokusere på pistolen i hans hånd. ”Hvad mener du med det?” kom det så fra hende, da hun ikke længere kunne holde sin nysgerrighed tilbage.

Mallorie åndede ud og prøvede på at bide den stikkende smerte i sig, da han vendte sig fra hende igen. Hun ville ikke vise ham det faktum, at hun var ved at skrige af smerte hver 3 sekund. Hun vendte sin opmærksomhed mod kniven og var overrasket nok lettet over det, da kniven ville skabe mindre skade end endnu en kugle gennem en knogle. Hendes krystalblå øjne var dog stadig fyldt med tårer.
Nu kom aftalen på banen igen og hun havde ikke lyst til at komme med flere udbrud som beklagelse. I hendes nuværende situation, så ville det ikke komme hende til gode what so ever. ”S….Selvfølgelig” sagde hun med en meget lav stemme. Hun var ved at bide sig i tungen over det, men det… Det var det der skulle til at få ham til at lade være med det. Man bakker ikke ud af mafiaen. Nej det havde hun snart fundet ud af. Hun kunne mærke kniven mod sin bare hud og holdt kort vejret, for at håbe på, at han ikke ville skære i hende.
Hun bed sig i læben igen uden af svare på hans retoriske spørgsmål. Hun kunne mærke kniven ramme hendes kjole og kom med et gisp igen. Kunne han ikke bare lade hende være?! ”M.. meddelelsen er klar” sagde hun og holdt blikket væk fra ham. Hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at komme med nogle dumme kommentarer, som hun normalt ville slynge ud.
”M… Må jeg godt gå nu?”

Abel kæmpede trangen til at rulle øjne tilbage. Vidste hun ikke, hvad handel af mennesker var? Var det så svært? Han handlede med menneske, han fandt dem og solgte dem videre. Eller som i dette tilfælde, så havde han en besked med sig. Ellers så var beskeden klarer end noget andet: Døden.
Han smilede bare ved tanken om hans job - han elskede det virkelig. Han kunne ikke finde noget bedre at tilbringe hans tid med. Og han havde jo altid noget at give sig til, ikke sandt? Der var altid nogen, der havde rodet sig ud i noget - enten med narko og en pige, eller bare nogle trusler, der skulle fjernes. Der var altid nogen der fuckede up. Det var uundgåeligt. Der var altid en, der skulle være overmodig og ødelægge et eller andet.
Og det var her han kom ind.
Han var den, der stod tilbage med offeret (eller gerningsmanden - de skulle jo også fjernes en gang i mellem) og skulle bringe denne person mod sit endeligt. Nogle gange følte han sig dog som en pedel, der skulle rydde op efter uvorne unger. Men han gjorde det, der kom trods alt en stor sjat penge ud af det, så han beklagede sig ikke.
"Altså," startede han. "Jeg finder folk, som jeg fandt dig, og nogle gange skal disse mennesker ikke dræbes eller gives en besked. Nogle gange skal disse sendes videre til nogle andre, så de kan sælges. Sådan noget tager jeg mig dog også nogle gange selv af." Han smilede til hende og lagde hovedet på skrå. "Nogle gange er jeg bare budbringeren og du ved, hvad man siger: Don't shoot the messenger," en lav klukken kunne høres fra ham. Den trillede lige så stille fra hans læber og dansede imod hendes øre. Han kunne ikke få nok af det skræmte udtryk på hendes ansigt. Hvor var han glad for at den kære Tommyboy havde givet han noget at beskæftige sig med, og endda noget så godt som dette.
"Og det med pengene, ja, nogle af dem jeg finde de bliver naturligvis sendt videre som slaver eller som," han holdt en pause, han ville have hele effekten ud af dette. "Glædespiger, sådan nogle skal der jo også indenfor vores fag." Han viftede afværgende med kniven som om, at det var en lille detalje.
Rædslen, der var malet tydeligt hen over hendes ansigt - som havde de klasket en kæmpe klat rød maling tværs over det - behagede ham. Det var nok hans yndlingsudtryk hos andre mennesker, ren rædsel, specielt hvis han selv var grunden til det. Jo jo, det var sjovt at se andre få folk til at lide, men det helt store rus (og den helt store nydelse) var at gøre det selv. Intet kunne måle sig med det.
"Godt, godt." Hans tunge kom igen til syne i hans mundvige. "Og du er helt sikker på, at du er helt klar på hvad beskeden var? Er du sikker på, at jeg ikke skal?" Han pressede kniven imod hendes hud igen og lavede endnu et snit - magen til det tidligere. Han tog sig tid til at nyde synet af blodet, der havde fundet sin frihed og faldt fra åbningen. Endnu et sår blev åbnet skråt over de to andre. Han fjernede sig fra hende og beundrede hans værk.
"Lade dig gå? Hvorfor skulle jeg dog-" Mere fik han ikke frem, før hans talestrøm blev afbrudt af lyden af en mobiltelefon. Han famlede efter den og fandt den i hans baglomme - sikke et held han havde husket den, det var meget sjældent at han havde sådan en med sig, men når det nu var med i jobbeskrivelsen, så måtte han jo nok hellere gøre det.
"Undskyld mig, jeg tager lige den her," sagde han, sendte hende et stort smil og tog telefonen: "Ja?" Sagde han, som om han ikke vidste hvem, der ville være i den anden ende.

Mallorie vidste i teorien godt, hvad handel med mennesker var, men det kom jo an på så meget, hvordan man valgte at tolke det, selvom hun ærlig talt ikke havde lyst til at finde ud af, hvordan HAN så på det. Dog lyttede hun alligevel til hans forklaring og nikkede på de rigtige steder, som om hun var virkelig interesseret, selvom hun faktisk bare tænkte på at komme ud af de reb og så langt væk fra ham som overhovedet muligt. Hvordan kunne man gøre sådan noget som dette? Det gav ingen mening i hendes hoved, at man skulle kunne gøre sådan noget uden at være komplet skudt i bolden. Men det var han jo også… Sådan havde hun i hvert fald valgt at tolke det.
Hans klukken irriterede hende grænseløst. Hun rystede på hovedet, da det var nået hendes øregang, som en eller anden fjer eller et hår, som var fløjet derind og satte sig. Det sad nu som et konstant ekko i hovedet på hende og hun prøvede på at fjerne den ved at køre det ene øre kort op af sin skulder. Det virkede meget godt, ellers var det bare fordi, at han igen var begyndt at snakke til hende.
Bare ordet glædespiger var nok til at give hende en lille kvalme og hun kiggede mod ham med lyn i øjnene. Hvis han havde tænkt sig at gøre det, så skulle han da først se hende tosset. Hun sagde dog ikke noget til noget af det, sad blot og kiggede mod ham, imens hun håbede på det hele ville stoppe snart. Hun kunne mærke noget uhyggeligt nede ved skudsåret. Hele hendes ben var følelsesløst. Om det var fordi hun var bundet fast, eller af en helt anden årsag vidste hun ikke, men hun var klar over så meget, at det umuligt kunne være en god ting.
Frygten var stadig malet i hendes ansigt, som han tydeligvis morede sig kongeligt over. Det var dog ikke tilfældet for hende. Hun hadede at føle sig svag og bare det faktum, at han ligefrem grinede af det gjorde hende endnu mere gal end før. Hun holdt det dog nede ved kort at lukke sine øjne og dernæst kigge mod ham igen, som han endnu engang talte til hende.
”Beskeden er helt klar…” sagde hun stille og det var den virkelig. Hun skulle ikke nyde noget med at blive skudt igen, eller værre.. Faktisk dø af det. Det var sandelig ikke det hun havde tænkt på skulle ske, da hun gik i byen den aften. Det var næsten helt uhyggeligt, som det her havde udviklet sig. Hun kunne nu mærke flere steder på kroppen, hvor der løb blod fra. Heldigvis virkede det som om, at skuddet mere eller mindre havde stoppet med at bløde, da hun ikke længere kunne mærke noget varmt ned af sit ben. Hun kom med et utilfreds gisp, da han igen lod kniven ramme hendes bløde hud. Danmit…
Hun skulle lige til at komme med en forklaring, da hun hørte en mobil ringe og han vendte sig væk fra hende. Hun himlede blot af ham over hans ord og gav sig til at trække vejret i rolige træk, for at få sit bankende hjerte til at falde til ro.

En svag, summende stemme kunne omgående høres, da forbindelsen mellem de to parter blev oprettet:
(”Hey.. Det er mig. Hvordan går det? Du har ikke dræbt hende vel?
Jeg har tænkt mig at komme forbi nu, som vi aftalte, så du må hellere skride. Men tjek lige, at hun er samarbejdsvillig, gider du? Vi skulle nødig gentage dette her lige foreløbig, ha.
Jeg ringer tilbage til dig senere, så du kan få pengene. – Jeg håber fandeme ikke at du har nakket hende. .. husk at fjerne dine ting også. Men ja, jeg kommer om fem minutter. Ses – og tak for hjælpen, hey!
….”)
Så blev forbindelsen afbrudt

Abel sukkede og kneb hans næseryg. "Og det havde jeg jo slet ikke gættet siden du nok er den eneste, der nogensinde ringer til mig." Han rystede på hovedet og lod ham snakke videre. God, den fyr kunne snakke, når han endelig ville. Ellers var han ikke det mest snakkesalige menneske han kendte ikke, at mennesker kunne komme ind under en kategori af nogen han kendte mange af, men dem han nu kendte, snakkede en del mere end Thomas. Hvilket sikkert også var en god ting, så behøvede han ikke høre på evindelige forklaring omkring sagen. Han havde hørt rigeligt omkring denne kærlighedsaffære. Gad vide, hvordan pigen ville reagere, hvis han fortalte hende sandhede, at hendes elskede Tommyboy havde hyret ham til at komme og kidnappe hende, skade hende for at sørge for at hun overholdt en aftale. Bare for at han kunne komme og redde hende bagefter. For at kunne lege helt. Gad vide om han led af mytomani eller noget heltesyndrom? Hvis der da var noget der hed det.
Et næsten overrasket udtryk gled over hans ansigt.
"Jeg står her med en pige, der skriger og græder og du vil vide, hvordan det går? Jamen, tante Marilyn har det sgu godt!" Sagde han sarkastisk. "Tja," Han kiggede over skulderen på hende, hun så rolig ud, men også i smerte: "Alive and kicking." Svarede han ham.
Et smil bredte sig på hans læber, jo, nu skulle han nok tjekke. "Selvfølgelig, jeg skal nok gøre hende medgørlig," en lav latter blev efterfulgt denne udtalelse. "Jeg er ret sikker på, at hun heller ikke vil have en gentagelse af disse begivenheder." Selvom Abel hellere end gerne ville se hendes rædselslagende ansigtsudtryk, hvis hun så ham igen, så ville det betyde at hans arbejde havde været forgæves, han kunne ikke finde noget værre. "Godt, vi mødes senere." Et sted var blevet aftalt omkring deres afbetaling, eller Thomas' afbetaling. Man kunne ikke bare få ham til at komme og skræmme en pige fra vid og sans - selvom han fandt det mirakuløst morsomt - uden at betale, så meget menneskelighed havde han da. Penge fik verdenen til at dreje rundt, også hans. De skiftede hurtigt hænder, sådan nogen, specielt i Mafiaen. Kommer man med en forespørgsel, kommer man også med penge. Der skulle være noget balance i det.
"Ja ja mor," hvor dum kunne man være? Han havde ikke tænkt sig at efterlade hans udstyr her. Det ville ende værst for ham selv, hvis han gjorde. Hvis pigen dog nogensinde nåede frem til politiet med hvad der var sket - han regnede ikke med det - så ville de have hans fingeraftryk. Det tog han ingen chancer med.
"Så lidt," sagde han og grinede. "Og gør dig selv en tjeneste min ven, husk hvad jeg sagde til dig." Med de ord lod han forbindelsen bryde og puttede telefonen tilbage i baglommen.
Abel gik hen til bordet og lagde kniven - som han stadig holdt i hånden - ned i mappen. Samme vej røg resten af hans udstyr: pistoler, knive og andre våben af forskellig art. Pistolen, han havde haft på sig fra start af, puttede han tilbage i inderlommen.
"Det ser ud til at mit arbejde her er slut," han sendte hende et stort smil. "Men lad mig give dig et godt råd: Aftaler, dem holder man. Specielt dem man laver med Mafiamedlemmer. Der er en grund til at fyrer som jeg eksistere. Vi handler og vi handler ikke for sjov, forstået?" Så vendte han ryggen til hende for sidste gang den dag og gik mod udgangen. Døren knirkede, da han åbnede den og sendte et rungende slam igennem hele bygningen, da dem blev sluppet og pigen inde i rummet fik overladt sin skæbne til et menneske med en del kærlighedsproblemer.

ooc:
Out I guess? o.o

Mallorie fulgte med i samtalen, så godt hun nu kunne, men den gav ingen lunde mening i hendes hoved, selvom hun så nysgerrig som hun nu engang var, stadig fulgte med i den, hun kunne ikke rigtig gøre så meget andet end det. Hun sad stadig bundet til stolen, så der var ikke meget andet og lave end det.
Samtalen fortsatte og hun rynkede brynene i et irriteret udtryk. Hvem fanden stod han og snakkede med? Det var ikke nogen..? Kunne det være en af medlemmerne? Det skulle ikke undre hende, men det lød ikke sådan og hvorfor hun overhovedet sad og tænkte over det, det anede hun faktisk ikke.
Da han kørte samtalen direkte over mod hende, kiggede hun op på ham og skød et øjenbryn i luften. Nej hun havde sandelig ikke tænkt sig at det skulle ske igen. Et skud i benet og tre knivsår var mere end rigeligt til at holde en hel levetid.
Han grinede ligefrem og hun rystede på hovedet over det, imens hun lod sit blik køre over på hans igen, som han lagde mobilen i baglommen og pakkede sine lettere markabre ting sammen igen. Hun nikkede blot lettere ræd, da han snakkede direkte til hende. Det skulle hun sku nok huske til fremtiden. Denne lille scene skulle fandme ikke ske igen, hvis hun kunne blive fri.

”Vent.. Hvad?” nåede hun lige at sige, før døren blev smækket foran hende og hun nu sad alene tilbage i det skumle lokale alene. Det løb hende koldt ned af ryggen, da hun stadig sad bundet fast til stolen. ”LUK MIG UD!” skreg hun panisk og en enkelt tare røg ned af hendes kind, som hun desperate prøvede på at vride sig ud af rebene.

Thomas holdt øje med Abel, da denne kom til syne og forsvandt rundt om et hushjørne. Han kunne ikke lade være med at smile mere eller mindre henkastet. Så strøg han hånden gennem håret og hejsede op i den grønne skoletaske, som i dette til fælde blev brugt til at opbevare de medbragte sager. Det var tid til at gå i aktion, og historien, ordene og mimikken blev gentagende gange øvet i sindet. Det hele var planlagt, eller det var Thomas’ overbevisning.
Fødderne trak sig over vejen med en unødig langsomhed. Abel var for længst forsvundet, men han var sikker på at det kun gavnede ham, at Mallorie opholdt sig nogle minutter i kælderes mørke, isoleret fra omverdenen. Han skulle være det spinkle håb, der ville blusse frem. En almægtig frelser. Thomas klukkede ved tanken og kastede med håret mens det imaginære billede gled over nethinden.

Ved den lukkede kælderdør stoppede han. Smilet skulle tvinges væk og overraskelsen skulle findes frem. Der var kun en dør, der adskilte dem fra hinanden og snart ville det blive klart, hvad Abel havde fået den seneste time til at gå med. Han havde forsikret Thomas, at hun ikke var blevet skudt ihjel, men tvivlen nagede ham stadig. Dog var det nysgerrigheden, som endte med at handle og få døren åbnet med et uventet højt slam, da den ramte væggen. To sekunder efter trådte Thomas over dørtærskelen og befandt sig pludselig i det normalt-udseende kælderrum, som var blevet brugt til torturlokale.

”Hvad fanden.. – Mallorie!? ” Stemmen genlød af ægte forbavselse. Tasken blev tabt på gulvet ved hans fødder. I adskillige sekunder stod han hæftet til gulvet. Chokket var malet i det blege ansigt, og de mørke øjne var store. Så synes Thomas at fatte sig, og han sprang over til den unge kvinde, som forsat var bundet og lænket til stolen. ”Hvad fanden.. Hvad er der sket? ..Er du kommet til skade? Mallorie, for helvede! Svar mig, er du okay? ..” Thomas mumlede usammenhængende, tydeligt præget af scenariet foran ham. Øjnene gled ned af hende, stadig en halv meter fra hende, for at tage situationen i øjesyn og finde ud af, hvordan han kunne få hende fri. Han vendte sig mod tasken, der lå ved døren. ”Vi må have dig fri med det samme.. Hvis de kommer tilbage.. Hvem fanden i helvede gør sådan noget her!?” Øjnene lyste af bekymring, idet han drejede rundt og løb hen efter tasken. Han havde ikke lagt mærke til, at hun var blevet skudt i benet.

Mallorie havde adskillige tanker flyvende igennem hovedet, da hun hørte døren lukke. Blandt andet, om nogen overhovedet ville komme og lede efter hende. Det var ikke ligefrem hendes ønske at blive siddende bundet til en stol nede i en kælder, som hun i grunden heller ikke anede hvor fanden var henne. Hun var helt og aldeles hjælpeløs og hun hadede det.
Da døren blev åbnet med et hårdt SLAM, kiggede hun overrasket op og blev med det samme både overrasket og lettet over at se Thomas i døren. Tårene begyndte med det samme at løbe fra hendes kinder og hun kiggede mod ham med det samme.

Hun prøvede at få sine ord til at makke ret, da han kom springende over mod hende. Hans ansigt var meget chokeret, men hun havde sådan set heller ikke regnet med andet. Hvis hun så en af sine… Hvad de nu end var, sidde sådan. Så var hun nok også blevet godt målløs. Hun kiggede mod ham med tårevædede øjne. ”En… En mafia mand. Han kom op på skolen og… Han tog mig herned og …" Hun kiggede ned mod sit ben, som stadig var fuldkommen følelsesløst. "Mit ben….” pev hun stille, som han vendte sig væk fra hende igen og gik over mod sin taske.
”Thomas… Han skød mig” kom det endelig over hendes læber, imens hun kiggede desperat over mod ham. Hun ønskede bare at komme fri og så komme til at føle en eller anden form for tryghed.

Det tog ikke lang tid før lynlåsen, der holdt tasken lukket, blev lynet op. Ej heller at fremdrage adskillige brugbare værktøjer, som Thomas anså som værende nyttige i denne situation. Med favnen fuld styrtede han tilbage og smed det hele på gulvet foran sig, da han nåede frem til Mallorie igen.
Imens blev evige eder mumlet i et rasende tempo. ”Forbandede.. Idiotiske, små hundehoveder… Pis.. Tænk at de.. Hvordan har de mon..sataner.. ”
Han greb fat i en kniv, der lå blandt de hentede ting og gav sig til at skære løs i rebene, der holdt hendes arme til stolen. Kniven var skarp, og han var dybt optaget af, ikke at ramme hende og dermed skade hende yderligere. Det ene reb gik fra hinanden og med en blanding af dyb koncentration og forståelig vrede, rykkede han sig, så han kunne komme til at skære rebet om den anden arm i stykker.
”Ja, ja. Vi fikser det. Snart er du fri.. Det skal bare –” Forgabt i sin befrielsesaktion, hørte han ikke rigtig efter hvad hun sagde. Brynene var rykket sammen under et væld af panderynker.
Så stoppede han pludselig, og som en tegneseriefigur, der svæver i den frie luft før den indser, at den skal til at falde ned, indså Thomas hvad Mallorie havde sagt til sidst.
Som i slowmotion rykkede han sig bort fra det han var i gang med, og skævede ned mod hendes ben.
Reaktionen var omgående og tydelig. En indædt vrede skyllede op i ham og han kneb øjnene let sammen.
”HAR SVINET SKUDT DIG?!,” nærmest råbte Thomas da han så skudsåret. Hvordan havde han ikke set dette før? I sin arrigskab var han tæt på at ødelægge det hele og brøle eder og forbandelser af Abel, men han fik med uventet kraft stoppet sig selv.

Med ny energi, der skyldtes den kogende masse af vrede, gik han i gang med at befri hende. Den mumlende snak var væk og Thomas behøvede ikke længere sætte sin lid til sit skuespil. Det var ægte følelser, der fik ham til det her.. Der fik ham til at mærke lavaen og bitterheden. Det havde ikke været en del af aftalen!
Da den sidste lænke var klippet over, var Thomas’ raseri kommet nogenlunde under kontrol. Med en mere behersket mine så han nu på hende.
” Du er fri nu.. Tror du, at du kan støtte på benet? Vi er nødt til at komme væk herfra.”

Mallorie sad blot og kiggede imod ham, da han igen var ovre ved sin taske og trak alle mulige ting op af den. Det var faktisk helt sødt at se ham i sådan et humør. Hun kunne ikke rigtig gøre andet end at håbe på, at han snart ville blive færdig, så hun kunne komme ud af de forbandede reb.
Hun kom med et kort gisp, da han begyndte at skære rebene op. Det var en ren lykke, da hun igen kunne bevæge den ene hånd, imens han gav sig til at skære rebet omkring den anden i stykker. Da han var færdig med at skære dem omkring hendes arme op, begyndte hun irriteret at gnide på hendes meget røde håndled. Det var rene hudafskrabninger hele vejen rundt om håndledet, nu hvor hun havde bevæget sig så meget for at komme fri.
Hun kunne tydeligt se på ham, at han havde været alt for koncenteret om ikke at ramme hende, til at høre hvad hun sagde, men da det endelig gik op for ham, kunne hun se vreden køre op i ham. Som han skævede ned til hendes ben, fjernede hun irriteret en tåre, som var på vej ned af hendes ene kind og rørte forsigtigt ved de snitsår hun havde omkring sit kraveben. Det var ikke noget særligt, men det gjorde stadig ondt.
Hans pludselig reaktion fik hende til at gispe og det var nok meget godt, at hun stadig sad delvist bundet fast, da hun ellers ville være faldet af stolen. Hun mente ikke at et svar ville være nødvendigt, så hun nøjedes bare med at kigge ned på ham.

Hun kunne gradvist mærke hendes ben blive fri og rejste sig op fra stolen, da hun kunne mærke, at begge hendes ben igen kunne bevæges. Hun måtte dog alligevel holde fat i ham, for at kunne holde sig oprejst. Hun lod sin arm hægte sig omkring hans nakke, og satte prøvende sin fod i gulvet.
”Argh!” pev hun og løftede med det samme foden fra gulvet igen, så den mere eller mindre hang i luften, imens hun kiggede op på ham. Hendes bevægelse havde sat gang i en kædereaktion, hvor smerterne skød hele vejen op igennem hende.
”Jeg… Kan ikke” sagde hun panisk og kiggede op på ham. Hun ville ikke kunne gå ud af lokalet.

Hvad havde Abel tænkt på? Godt nok var Mallorie i live som planlagt, men hvad hjalp det, når han havde pløkket hende i benet? Thomas sydede, men holdt det, så godt han nu kunne, inde i sig selv. Det var ikke tidspunktet til at tænke på Abel nu.. Andre problemer bankede på og krævede opmærksomheden.
”Det bliver du nødt til,” svarede Thomas i en hårdere tone end han havde tænkt sig. Han tog et fast tag om hende og støttede hende, så hun ikke behøvede at lægge vægten på det dårlige ben.
” Jeg henter tasken bagefter, men vi er nødt til at have dig udenfor. Jeg har en bil holdende ikke så langt herfra. Kom!” Og så spændte han armene og gav sig til at stavre mod døråbningen med Mallorie tæt ved sin side.

Da de på mirakuløs vis var kommet op på gaden, var Thomas helt smadret. Han var ikke vant til fysiskarbejde af sådan en kaliber, og sveddråber lagde sig på kanten af hårgrænsen. Håret var faldet ned foran ansigtet og mangel på hænder gjorde, at han ikke kunne fjerne det. Desuden havde han ikke luft nok i lungerne til at puste de sorte totter bort. Han nikkede mod den anden side af vejen, hvor en rusten varevogn af ældre dato holdt parkeret. ”Den holder der. Vi går over vejen nu.” Han tillod ikke sig selv at holde pause, men slæbte Mallorie med sig over til bilen, hvor døren til passagersædet blev åbnet. Thomas halvt bar, halvt støttede hende op på sædet. ”Jeg kommer straks tilbage! – Jeg skal lige hente nogle ting.. Jeg regner ikke med, at jeg behøver at sige, at du skal blive siddende i bilen.” Han tvang et optimistisk smil frem over det anstrengte ansigt og løb så tilbage ned i kælderen, som de lige havde forladt.

Han greb tingene, proppede dem tilbage i tasken og gik så over til det fjerneste hjørne af lokalet, hvor en lille sort boks, var klistret til væggen med brunt gaffa tape. Den blev revet af væggen og puttet ned i tasken til de andre sager. På vej tilbage mod udgangen kunne han ikke holde vreden fanget mere og han sparkede rasende til stolen så den væltede, mens han råbte de værst tænkelige forbandelser mod Abel. Som punktum smækkede han døren i, og begav sig så til at gå turen tilbage; op af trappen, over vejen til den holdende bil.

Mallorie nikkede over hans hårde tone, men forstod ham nu godt og begyndte stille at begive sig mod døren sammen med ham. Hun kunne mærke, at hans greb om hende virkede ganske godt, selvom hun ikke kunne gå ret godt stadigvæk.
Hun nikkede igen over hans kommando, da hun ikke rigtig kunne gøre meget andet end det i sin nuværende situation. Det mest uhyggelige af det hele var nok, at hun faktisk ikke kunne mærke sit ben, med mindre hun støttede på det. Ikke blot skinnebenet, men det hele var næsten følelsesløst.

Hun anede ikke hvordan, men på en eller anden måde kom de op på gaden igen og hun kiggede mod ham, da han gjorde tegn til at se skulle over vejen. Det var ikke fordi det ville være anstrengende for hende normalt, men bare det faktum, at hun ikke kunne støtte på det ene ben, det gjorde det en smule mere besværligt at begive sig rundt. Hun kravlede ved hans hjælp op på passagersædet og kiggede skræmt imod ham, da han sagde han ville gå fra hende igen.
Hun nåede ikke at sige noget, før han igen var væk fra hende. Hun lukkede døren til bilen og tog selen på, imens hun trak sit følelsesløse ben op til sig. Blødningen var stoppet, så vidt hun kunne se og mærke og til hendes held, så sad kuglen hun var blevet skudt med så langt ude, at hun kunne hive den ud med sine fingre. Dog ikke uden at give et stort skrig fra sig. Godt hun sad inde i bilen, ellers havde halvdelen af vejen hørt det.

Hun fandt nogle servietter i bilen og gav sig forsigtigt til at rense såret. Så vidt hun kunne se, så var der ikke sket det store, men det var hun nok ikke den bedste til at bedømme. Hun satte benene op under sig og lagde hagen på sine knæ, imens tårerne igen begyndte at løbe ned fra hendes kinder. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Det her ville blive en sjov forklaring til hendes forældre. Hun kunne ikke tage hjem på den måde.
Hun opdagede ikke, at han allerede var på vej over til bilen igen med fortsatte med at kigge på såret, imens tårerne løb ned over hendes kinder.

Thomas så hendes tårer gennem bilruden. De havde trukket blanke spor ned af kinderne på hende. Han førte håret væk fra sit ansigt, hev op i den tunge taske, der engang var blevet benyttet til skolebøger, og krydsede vejen, uden at se sig til siderne. Bildøren til førersædet blev åbnet og da han satte sig, smed han tasken over ryglænet så det landede i det store bagagerum, som udgjorde resten af bilen.
”Hey… Går det? ” Han bukkede sig en anelse imod hende, så hans ansigt havde front mod hendes. Øjnene emmede stadig af skumlende vrede, men bekymringen var tydeligere; det lå om en tynd hinde om hans væsen.
Først da han var så tæt på hende, synes han at bemærke det andet sår, men det frembragte ikke yderligere vrede. Han havde trods alt selv fået Abel til det. Nej, det var skuddet han var rasende over. Hvorfor skulle det også være i benet?

Thomas trykkede koblingen ned, satte bilnøglen i tændingen, og startede bilen. Den hostede faretruende et øjeblik, og i et split sekund frygtede Thomas at bilen var død. Det sidste han kunne klare var at bære Mallorie til.. Ja, hvor egentlig?
”Det er nok bedst at vi kører forbi skadestuen, tror du ikke? .. Du ved, betændelse og den slags. De ved, hvad de har med at gøre. De skal nok kunne fikse det..” Thomas var nærmest allerede kommet frem til svaret på sit eget spørgsmål, før Mallorie havde sagt et ord. Bilen blev sat i gear, og med et sikkert tryk på speederen begyndte den at køre. En unaturlig betænksomhed havde ramt Thomas, og han gjorde sit bedste for ikke at køre for voldsomt, så Mallorie kunne sidde så stille som muligt.
Hvis hun ikke kom med nogen indvendinger, ville skadestuen blive deres endelige destination.
”Tror du noget musik ville hjælpe .. jeg kan tænde for radioen, hvis det er?” Han drejede hurtigt ansigtet mod hende, og sendte hende et blegt, opløftende smil.

Mallorie begyndte hurtigt at fjerne tårerne fra sine kinder, da han igen satte sig ind i bilen. Hun ville ikke sidde og tude foran ham. Det ville ikke hjælpe noget som helst i det lange løb. Det gjaldt bare om at komme et eller andet sted hen, hvor hun kunne få kigget på sine sår.
”Ja… Det tror jeg da i hvert fald” svarede hun stille, da han lænede sig over imod hende. Bekymringen var tydelig at se i hans øjne og det gjorde hende på en eller anden måde gladere.
Hun kom med et lille suk, da hun igen kiggede ned på sit ben. Det ville blive en sjov forklaring til hendes forældre… Et chok gik med det samme op for hende. Hvad ville de ikke sige, når hun kom hjem på den måde?

Som han startede bilen sad hun stadig som forstenet og kiggede tomt ud af forruden. I hendes egne tanker prøvede hun desperat at komme på en eller anden forklaring, hun kunne stikke sine forældre. Dog gav hun til sidst op og kiggede mod ham, da han kom med sit meget ledende spørgsmål. Hun mente ikke rigtig, at hun havde noget valg.
”Jeg kan ikke rigtig se, at jeg har andet valg, men… Kan jeg blive hos dig i nat? Jeg bliver nødt til at komme på et eller andet til mine forældre. Jeg kan ikke tage hjem på den her måde” sagde hun stille og bed sig i læben. Hun håbede inderligt på, at han ville give hende lov, da hun ellers var på spanden. Han begyndte at køre og hun sad stadig med armene omkring sig og sine sko oppe på sædet. Hun prøvede på ikke at røre sig mere end højest nødvendigt.
Hun gad ikke engang begynde at brokke sig over det med skadestuen, det ville alligevel nok være det bedste. Hun mødte hans smil med et lille fnis og bukkede sig så en smule fremover, for at kunne nå radioen. Hun skruede dog ikke ret meget op for den, da de ellers ikke ville kunne høre hinanden.
”Tak fordi du fik mig ud af den kælder” sagde hun så endeligt og sendte ham på samme tid et taknemmligt smil.

"Ja, selvfølgelig, " svarede han på hendes spørgsmål om, hvorvidt hun måtte sove hos ham eller ej. Bilen drejede til venstre og kørte ud på en større vej. " Jeg har dog en aftale klokken lidt over et, så du er nødt til at finde på en undskyldning inden da, okay?" Han havde været i tvivl om, hvorvidt han skulle oplyse dette faktum, men var nået frem til, at det var klogest. Desuden havde han sagt en time for tidligt, hvilket gav ham den nødvendige tid til at planlægge de sidste ting, før han endte på metrostationen, som var stedet, hvor mødet skulle foregå.

Thomas kendte vejen til skadestuen ganske udmærket. Han havde været der før og var endda mere end blot på fornavn med nogle af sygeplejerskerne. Hun fulgte hans opfordring og tændte for musikken. På trods af det lave lydniveau, var det bedre end den barske stilhed og motorens klagesang, når samtalen blev sat på pause. Det beroligede ham, og Thomas mærkede, hvordan spændingerne i musklerne blev løsnet.
” Det var skam så lidt, ” endte han med at sige i mangel på bedre ord. Han var ikke vant til at lege helt og selvom han drømte om at blive takket i store mængder, kunne han, når han endelig stod overfor sådan en taksigelse være i tvivl om, hvad der var passende at sige. Han havde kort sagt ikke den fjerneste idé om, hvordan han skulle reagere på det. Samtidig lagde hendes tak op til det mere seriøse emne, og imens den gamle varevogn overhalede en lille rød familiebil, blev Thomas enig med sig selv om, at det bedste var at bringe det på banen nu. Nu, hvor de var alene.
”..Sagde han noget? Ham der skød dig.. Fortalte han grunden til, at du måtte fanges og skydes på den måde?.. Kendte du ham?”

Mallorie lyste op i et stort smil, da han sagde ja til at lade hende sove hos sig. Da han nævnte sin aftale, nikkede hun blot til ham og prøvede med det samme at komme på en løsning til det. ”Inden kl 13 i morgen, den er modtaget” sagde hun stille, imens hun prøvede på at komme på noget hun kunne fortælle sine forældre. Det var nok klogest at komme på et eller andet. Men så var spørgsmålet bare, hvad pokker det skulle være.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da det hele virkede til at være en smule mere positivt, nu hvor hun var kommet væk fra den meget… Uhyggelige kælder. Det var ikke just gode minder at have. Det beroligede hende at musikken begyndte at spille og hun kunne slappe en smule mere af i kroppen. Som de kørte længere igennem byen lagde hun hovedet på skrå og vendte hovedet imod ham.
Hun skulle skam nok takke ham en del mere, når de endelig var alene igen og hun ikke havde blod rendende ned af sit ben, det kunne hun godt garantere for. Hun ville bare ikke fortælle ham det. Det skulle være en overraskelse for ham. Dog lænede hun sig alligevel over til hans hals og kyssede blidt, imens hun sendte ham et stort smil. Det var ikke meningen, at han skulle få et chok, så inden da havde hun rømmet sig, så han vidste hun nærmede sig.
”Han… Han sagde en del. Blandt andet noget med, at en af hans venner havde fundet ud af, at jeg ikke havde i sinde at overholde en aftale. Han… Blev sendt for at være sikker på, at overholdt den.”

Lyset blev rødt, hvilket gav Thomas rig mulighed for at kaste et blik eller to på Mallorie, der sad på sædet ved siden af. Det var som om hun var blevet en smule gladere – en smule mere positiv omkring hele situationen. Thomas kunne ikke lade være med at drage en parallel til den accept han havde givet fra sig; at han tillod hende at overnatte hos sig. Tænk at to sølle ord kunne have sådan en effekt! Thomas lovede sig selv, at han ville huske det i fremtiden. Lyset blev grønt og bilen’s hjul begyndte atter at rulle over asfalten, som vejen var beklædt med. Opmærksomheden blev ligeledes rettet fremad. Der gik ikke længe, før han fornemmede, at hun nærmede sig ham og kort efter kunne hendes mund mærkes mod hans hals, og han tog sig selv i at smile skævt som svar på hendes handling. Dog kommenterede han det ikke med ord.

De kørte lidt i stilhed og det eneste der kunne høres var den lave musik. Så svarede hun..
Mallorie’s svar fødte en lettelse i brystet på Thomas. Abel havde trods alt ikke sagt mere. Han havde sagt, hvad der var påkrævet uden at røbe hverken Thomas’ navn eller anden information, der kunne lede direkte tilbage til ham. En smule af raseriet mod Abel svandt hen. Thomas erstattede det svage smil med en let alvor, som han fandt passende i situationen. Han svarede hende, mens han så i det sidespejl, der var ham tættest:
” Jeg vidste ikke, at de kunne spore den slags så hurtigt.. Godt nok er den efterhånden ret omfattende, men stadig.. Dog advarede jeg dig mod ikke at bakke ud.. De tager løfter meget højtideligt – Langt mere end jeg gør det..” Det var en løgn, eller delvist, for det meste var faktisk, når alt kom til alt, den rene sandhed. For at sikre sig, at alle spor mod ham var slettet, spurgte han atter:”Så han nævnte ikke, hvem der stod bag? Ikke engang et navn?” Han skævede hurtigt til hende, før han gassede op.

Hun kunne ærligt sige, at hun aldrig nogensinde havde været så lettet i hele sit liv. Bare det at hun kunne få lov til at overnatte hos ham gjorde en del for hendes nuværende situation. Det var meget nemmere at finde på en undskyldning. Hun tog hurtigt sin mobil op af lommen og skrev en besked til sin mor om, at hun ville overnatte hos en ven. Svaret kom med et lille bip bagefter, hvor der blot stod at det var ok. Det var det gode ved at have forældre som hendes. De stillede ikke så mange spørgsmål, men det ville de nok alligevel, når de så hendes ben. Ihh guder. Hun håbede bare på at det ikke var alt for slemt, for i hendes hoved så det nok meget værre ud, end det faktisk var.
Hun vendte kort sin opmærksomhed mod ham igen, da han smilede skævt til hende over hendes lille kys på hans hals. Det var det mindste hun kunne gøre for at lade ham vide, hvor taknemmelig hun var over det hele. Hvis han ikke var kommet, ja så havde hun slet ikke lyst til at vide, hvad der kunne være sket.

Hans respons på hendes kommentar fik hende til at sukke og kort tænke tilbage på Abel’s onde ansigt, da han havde snakket til hende. Kuldegysningerne røg hele vejen ned gennem hendes krop, som hun kiggede tilbage på ham igen.
”Ja tak.. Det fandt jeg så hurtigt ud af” sagde hun stille og skævede ned mod sit ben, imens hendes blik stadig lå på hans. ”Det var en meget kringlet forklaring med nogle venner, der kendte nogle flere og så videre. Men ingen navne nej” sagde hun og prøvede på at huske på, hvad han præcis havde sagt. Dog var det så småt ved at forsvinde fra hendes hukommelse, da hun havde været så bange, at hun faktisk kun havde hørt det halve.
Hun kiggede mod vejen igen og kunne i horisonten se sygehuset. Det skulle nok blive komisk…