Så sidder vi her endnu engang - Sutton

De beroligende lyde af klaverede der klirrede hyggeligt afsted i hendes headset. Hun trak lidt i speederen og lod sig trække tilbage af g-kraften. Hun var på vej mod en lille, hyggelig tyrkisk restaurant Sutton havde fortalt hende om – en gammel kursuskammerat, som hun var gået rimeligt godt i spænd med. Hun kørte ned af Di Morgas smalle gader, væk fra Logement – væk fra larmen, luderne, den tunge lugt af røg og bil-os. Hun kørte ind i den mere velhavende del med villaerne og de dyre biler. Hun følte sig bedre tilpas here. Hun kunne ånde frit. Efter godt femten minutters kørsel, nåede hun aftalte café omkring fem minutter før de havde aftalt at mødes der. Hun udså sig en af bordene foran restauranten og slog sig ned for at vente på sin kompagnon.

Eloise stak hånden ned i tasken og fandt sin skitseblok frem, så hun kunne få de fem minutter til at glide gnidningsfrit forbi. Hun slog op på den nuværende tegning hun var igang med – motivet var simpelt: En balletdanser der stod på et hjørne i New York og strakte sine fingre ud mod byen. Hun gav sig i kast med skørtet danseren bar. Hun nikkede blidt hovedet fra side til side imens hun nød den bløde saxofons jazz. Hun lod sig sågar rive så meget med at hun begyndte at nynne en smule.

Eloises hoved vippede taktfuldt fra side til side til lyden af Benny Goodmans ”Puttin’ on the Ritz”. Hun lod blyanten løbe henover underlæben og så gav hun sig til at gumle på blyanten – noget Jeff altid havde syntes var en dårlig vane. Hun smilede tilfreds over sin tegning. Hun var efterhånden ved at være god til at tegne realisme. Hun var begyndt at bruge de billeder hun tog som motiv, men denne tegning var af et billede hun havde set på en fotograf’s hjemmeside. Kenneth Brandborg, hed fotografen vidst?

Hun følte sig mærkeligt overvåget lige pludselig. Ingen lyde trængte ind udefra, og der gik få øjeblikke før det gik op for hende at der stod en foran hende. Hun havde slet ikke hørt Sutton sige hej. Hun løftede ansigtet og kiggede op på den lidt drengede skikkelse, der som altid var stilet klædt. Hun hev høretelefonerne ud af ørene og rejste sig op. Blokken placerede hun midlertidigt på bordet. Så svingede hun armene om Sutton i en venlig omfavnelse.

”Hej Sutton!” nærmest sang hun. Hun lod armene falde ned langs siden igen og så greb hun tegneblokken og klappede den sammen. Hun samlede den grå taske op fra jorden og proppede den deri, for så at svinge den over skulderen. Hun begav sig mod restaurantens indgang. Kort efter blev de vist hen til et topersoners bord, de fik udleveret hver deres menukort og så sad de der – belysningen var dæmpet og stemningen var hyggelig. Der var ret mange mennesker, men ikke så mange at det virkede ubehageligt. Hun skannede hurtigt menukortet og udså sig hurtigt noget hun ville have og så lagde hun sig fra det igen. ”Vinen her er rigtigt god, har jeg hørt...” smalltalkede hun og så rettede hun blikket mod sin bordkammerat.

”Hvordan går du og har det?” spurgte Eloise. Det var snart 10 måneder siden de havde set hinanden sidst – der var sikkert sket meget siden da.