Endnu engang!

S: Skovens centrum.
T: Cirka. 16:06.
V: Regn/Storm.

Dunk.. Dunk. En lille skikkelse med lav størrelse (Cirka 90 cm.) Den var iklædt en mærkeligt form for beklædning. En lille middelalderlig hætte kappe som dækkede dens ansigt, og det meste af dens krop. Væsenets navn var Aeolus, en dværg som kom fra de gyldne bjerge. Sidste gang han havde trådt op til 'Di Morga'. Var over flere hundrede år siden. Aeolus trådte flere skridt frem, det var ikke ligefrem en retning nærmere en fornemmelse han gik efter. Det var sagen med denne dværg. Han gik efter guld.

// Rækkefølge: Aeolus, Mallorie, S. V. //

Den unge pige traskede endnu engang hvileløst igennem den mørke skov. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at det kun skete engang imellem. Det var virkelig sket tit på det seneste, at hun havde gået igennem den. Der var bare så fredfyldt og man slap væk fra alle de væsener, som gik rundt inde i byen. Ikke fordi hun havde noget imod dem, men det kunne godt blive lidt for meget for den unge pige. Mørket havde allerede lagt sig over skoven. Solen havde ikke engang været fremme hele dagen. Det var da lige til at blive depri af. Med et suk kiggede hun rundt. Der var ikke meget at se ved første øjekast, men så fik hun øje på noget. En skikkelse der var på vej gennem skoven. Hvad kunne det være? Det var på størrelse med et barn, men det troede hun ikke på, at det kunne være. Hun gik med forsigtige skridt mod den.

Regnen øsede ned og slog hård imod bladene på træerne. Nedenunder et lille træ, som dog havde en tæt bevoksning af trykke grene, masse fyldt med store blade, sad S.V..
På trods af stormen fik træerne til at larme og knirke, non-stop, var der egentlig yderst stille i forhold til hvad der forgik inde i S.V. hoved. Hans tanker stod aldrig stille. De forsøgte uafbrudt at finde svar på hans eksistens og de store huller i hans levetid, som var blevet opslugt. Dog havde han intet held. Han trak sin hætte godt op om hovedet og prøvede at ligge sig til at sove. Men hva var nu dét? lyden af Fodspor?
Han åbnede stille sit ene øje for at finde ud af om der var nogen eller om det bare var hans sind der spillede ham et lille pus. Men den var god nok; længere fremme gik en fremmed. Hvad ville folk dog ude i en skov i sådan et vejr?

Selvom regnen slå hårdt ned mærkede Aeolus intet. Han var hård som sten. Aeolus's øjne som nærmest var sorte af skyggerne. Aeolus brød sig ikke om mørket, han foragtede det. Det eneste mørke og skygger han brød sig om, var stilheden under bjergene, det var hans eneste passion inde for mørket. Aeolus begyndte at slappe mere af, nok var det noget tid siden han havde været på Di Morga's jord. Aeolus's øjne vendte imod et væsen i mørket, væsenet gik direkte imod ham. Han tog nogle skridt imod dette væsen. Trods han højde kunne han tydeligt afgøre at det var en kvinde.. Men om det var en pokkers elver.. Menneske osv.. Var svære at afgøre. Hun manglede da skæg. Aeolus nærmede sig hende med et koldt ansigt, som om han var sten. Han vendte hans ansigt hastigt om til sidst, og syntes han mærkede et andet væsen i nærheden.. Noget mere farligt..

Mallorie kom tættere og tættere på den lave skikkelse og kunne hurtigt afgøre med sig selv, at det i hvert fald ikke var et barn. Det lignede mere en meget lav mand med et stort skæg. En dværg? Det måtte det være. Hun slog sin jakke lidt tættere om sig og kiggede kort op på himlen. Hun var alligevel gennemblødt, så hun slog sin hætte ned og lod håret hænge. Det var også blevet virkelig vådt af turen gennem regnen, så hun opgav at redde det på nogen måde og kiggede derefter mod den lave skikkelse igen. Hun var nu ikke mere end nogle meter fra væsenet og vidste ikke rigtig, hvad hun egentlig skulle gøre. Hun kiggede kort på ham, før hun igen vendte hovedet mod, hvor han selv kiggede hen. Med et løftet øjenbryn lod hun blikket falde på ham igen og overvejede at sige noget, men ville ikke rigtig, så hun lod i stedet et svagt smil falde på sine læber.

S.V. lod det ligge og besluttede sig for at den person som nu end havde rodet sig ud i dette vejr, selv måtte være ude om det. Han satte sig til rette op af træet, da han var gledet lidt ned i en underlig position. Samtidig kiggede han op imod skikkelsen igen. Der var nu også en mindre skikkelse. Der var altså to mennesker nu? Eller væsner. Han nikkede godkendende til sig selv. Ja, det måtte være væsner.
Hvis det ikke havde været for den styrtende regn, ville S.V. nemt havet kunnet se hvem de to skabninger var på trods af mørket var ved at overtage himlen sammen med månen og stjernerne. Det var dog stadig for lyst til at se stjernerne.
Han rejste sig op og gik en anelse tættere på. Også lidt tættere. Nu kunne han se at det var en dværg og en pige. Han stoppede op og knappede sin skovmands-skjorte lidt, nattekulden var ved at nærme sig.
Han besluttede sig at gå næsten helt hen til dem, men stoppede få meter væk og betragtede dem for en stund.

Aeolus's øjne faldt tilbage på pigebarnet. Han kiggede op på hende med nysgerrige øjne.. Høj var hun jo. menneske var hun også, det kunne hun ikke gøre for. Han forblev stille sagde intet, og lavede ingen lyd overfor hende. Pludselige, da den 3 'sjæl' nærmede sig rettede han opmærksomheden imod den nyankomne skabning. I denne verden, kunne man aldrig være for sikker. De mørke øjne som dværgen ejede betragtede den nyankomne. Aeolus begyndte "Kære venner.." Han begyndte at tale langsomt, men ingen fjendtlighed i hans ord og stemme kunne findes. "Jeg ser ingen grund til forhastet beslutninger, heller ingen diskussioner om rigdom eller magt" Aeolus sluttede hans lille tale om fred, og bukkede sig for dem hver især. "Jeg er Aeolus.".

Mallorie vendte sig en halv omgang og betragtede den person, eller væsen, som var på vej imod dem. Om han var farlig eller ej, det måtte kun tiden vise. Da han stoppede op få meter fra dem gjorde hun ikke andet end at sende ham et lille nik som en hilsen. Lidt høflig kunne man vel altid være, selvom det ikke var noget, hun gjorde tit, hvor hun faktisk havde lyst til det. Det var bare blevet en vane, i hvert fald indtil folk lærte hende en smule at kende. Hun stod og betragtede den nyankomne indtil dværgen begyndte at tale.
Hun vendte hovedet mod ham og lyttede til hans ord. De gav nu meget god mening for hende, men alligevel kunne hun ikke lade være med at fnise kort, da han bukkede for hende. Hun sendte ham et lille smil som respons. "Jeg hedder Mallorie" svarede hun ham og kiggede dernæst mod den anden mand, som stadig stod i stilhed.

S.V. stod et øjeblik og lyttede til hvad de sagde. Han opfangede ikke meget, andet end deres navne og noget med fred. Han tog sin hætte ned, hvilket forudsagede at hans hår blev vådt ekstremt hurtigt. Regnen løb ned af af. Og kiggede op på himlen og knep øjene sammen for ikke at få den hårde regn i øjene. Han vidste ikke helt om han skulle introducere sig selv eller om han skulle gå sin vej...
"S.V."
Sagde han kort og kiggede ned på dem og fortsatte.
"Dét mit navn."
Han lavede et hovednik som hilsen, samt placerede et lille skævt smil på sine læber, som hurtigt forsvandt igen. Han betragtede dem atter igen.
"Yo! hva laver ude i skoven i det er fucking lorte vejr"?
Mange ville nok blive forarget over denne måde S.V. fremlagde sin sætning. Han han mødt mange på sin vej som var blevet sure eller halv hysteriske over hans måde at snakke på. Men det var deres eget valg at snakke til ham, så folk måtte egentlig selv om om de fortsat ville det. Dog synes han aldrig dårligt om hvis folk blev hængende og fik en hyggelig snak.

Aeolus trak vejret dybt. Nok var det ovre med de første par ord. Men da de fortalte om deres navne, var det mere troværdig. Hans øjne var mindre mørke end før. Aeolus var jo netop ikke dårlig at se i faldne mørke, det mindede ham om de huler han havde været i de sidste par hundrede år. Han lyttede til deres navne S.V.. Et besynderligt navn til en besynderlig væsen af dette argument ville det derfor være nemmere at sige at hans navn passede perfekt. Mallorie? Dette var et mere normalt navn efter hans egen skala, det er også et menneske. Han betragtede dem hver især, og besluttede at svare hårdt og direkte. "Jeg er blot ude på en god gå tur.."..

Mallorie kiggede en smule underligt over på manden ved siden af hende. S. V.? Det var sku da et underligt navn, men igen, så var det ikke ligefrem noget unormalt i den by, som hun var i. Folk havde de mest mærkværdige navne og udseende. Hun vendte sig en halv omgang, så hun kunne kigge på dem begge på samme tid. "Jeg kedede mig derhjemme" sagde hun med et træk på skulderne, for at svare på hans spørgsmål. "Og du?" tilføjede hun i en lidt mere hård stemme over hans tone i spørgsmålet. Hun hadede den tone, selvom hun faktisk selv brugte den tit. Hun lod blikket falde rundt i mørket. Det var måske ikke ligefrem den bedste ide for en gåtur, men jaja. Der var ikke noget at gøre ved det.

S.V. stod lidt og skiftede sin vægt fra det ene ben til det andet, imens han lyttede til deres korte svar. Der svar var direkte og var egentlig meget ens. Han stoppede med sin vægt skifte og stod nu stille og betragtede dem. De virkede ikke helt ærlige. Det var som om de gemte noget, hemmeligt... Han begav sig tættere på, vidste ikke helt hvad han selv skulle svare. Hans stemmer i hovedet var der stadig og blev kun overdøvet når personerne foran ham snakkede. Han ville skynde sig at svare på deres spørgsmål, som egentlig var hans eget, som de bare havde smidt tilbage i hovedet på ham. sjovt. Han stod lidt og tågede ud i luften. Han kom dog hurtigt tilbage til sig selv igen og fangede sig selv i at havet stirret på dværgen. Han kiggede hurtigt hen på pigen. Hun var vidst ikke et væsen, hun så ikke stærk ud eller havde andre tegn på at være et væsen.
han rømmede sig.
"lad os bare sige... Det samme som jer?"
Sagde han brummende, med en lidt spørgende stemme, selvom det egentlig ikke var et spørgsmål. Ihvertfald ikke til dem, mere til ham selv. Hvad lavede han egentlig her ude? Var det egentlig på grund af stemmerne eller lå der mere i hans valg af location. Han stak hånden ned i lommen efter en smøg.