Surprise, surprise.

Tid: Tidlig eftermiddag, 13-ish.
Vejr: Solrigt og en anelse lunt.
Sted: Gågaden blandt butikker, handlende, familier og et kaos af mennesker. Standard lørdag.
Omgivelser: Som beskrevet ovenfor. Det er en standard lørdag eftermiddag i gågaden, med en masse handlende.

Thilde havde bevæget sig udenfor i det gode vejr. Det var første gang i år at temperaturerne havde sneget sig op på et to-cifret tal, der ikke gik i minus og hun havde benyttet muligheden for at klæde sig i noget lettere tøj. Som varulv havde hun ikke svært ved at holde varmen, men det virkede alligevel lidt sært at rende rundt i en simpel cowboyjakke, når andre rendte rundt i vinterjakker.
Dog kunne hun, uden at modtage underlige blikke, gå rundt i sin cowboyjakke og et par sorte jeans. Det var luksus. Solbrillerne var placeret i panden og holdt noget af det ustyrlige, lyserøde hår tilbage. Det var ikke blevet redt i et par dage hvilket havde resulteret i et kaos af en fuglerede, som hun hurtigt havde smækket op i en knold. Måske det var hårfarven og ikke hendes tøj der fik folk til at glo på hende? Whatever, de måtte sgu gerne kigge!

Ærmerne på hendes jakke var smøget let op og afslørede starten på en tatovering, eller to faktisk. For begge hendes arme var blevet dækket med blæk, primært for at skjule hendes mange ar. Motivet var blandet, men primært japansk. Den ene arm var dækket af en geisha, der var delvist menneske og delvist skelet*. Eller i hvert fald overarmen.
Ryggen var næste projekt, men det var hun ikke gået igang med endnu. Der var også en række ar der skulle dækkes. Det var problematisk med alle de ar, men halvdelen af dem havde hun nu engang selv været skyld i. Sofus havde dog gjort et godt arbejde i at få dækket dem på hendes håndled.

Normalt ville de mange mennesker i gågaden give Thilde klaustrofobi, men ikke lige nu. Der var mange, men alle tog det stille og roligt, det var som om at en eller anden havde sat tiden på slowmotion. En lille pige jagtede de sæbebobler som hendes bror blæste, mens moren stod i bag barnevognen og smilede af dem. En ung kvinde smilede høfligt og undskyldte til en ældre mand, som hun ved et uheld var gået ind i. En enlig far bar sin datter på sine skuldre og det gav et sug gennem Thildes mave. Hun havde så længe drømt om at blive mor, men det var for urealistisk. Hun kunne ikke tage sig af ham. Det var ellers hans fødselsdag idag. 5 år.

Et skævt smil tonede frem på hendes læber og hun skubbede solbrillerne ned på næseryggen. Det skulle nok blive hende en dag! En eller anden dag ville hun kunne magte opgaven.

Det var efterhånden nogle uger siden at andet end kameraernes blitz, havde fået lov til at skabe de små lysende prikker, for Alexeis blik. Ikke blot fordi solen havde gemt sig et sted langt bag de mørkegrå skyer. Han havde bare ikke brugt mange af dagstimerne udenfor sin lejlighed. Lange aftner og nætter, til forskellige fester, efterfulgt af søvn til et godt stykke ud på eftermiddagen og til sidst en omgang TV og en masse mad. Når han så endelig havde været udenfor døren, om dagen, havde det blot været for at styre direkte ud i bilen og derefter direkte ind i en ny bygning.
Alexei missede let med øjnene og løftede hånden op under øjenbrynene, for at skåne sit blik for de stærke stråler der mødte det, som han trådte ud fra opgangen. På de rødlige læber herskede et selvsikkert smil. Det var en af de der dage.. De dage hvor hele verden bare smilede til en. Som havde han lige stukket hovedet ud af sin jordhule for første gang, i måneder. Men egentlig, var der kun gået nogle uger og det var ikke første gang han havde forladt sin lejlighed. Det var blot første gang han havde forladt sin lejlighed, for faktisk at gøre noget produktivt og det var første gang han havde forladt den, i fuldt dagslys.

De grå øjne søgte hen over Sombre, som han bevægede sig ned på fortovet og hen til sin bil. Smilet blegnede voldsomt, da han så lyset der herskede derinde. Og der gik ikke mange sekunder fra han satte sig ind i bilen, satte nøglen i og drejede den om, til at den udstødte nogle meget lidt charmerende lyde og lyset slukkede. Begge hænder blev hamret hårdt ind i rettet og han skubbede døren op, hvorefter han begyndte at løbe. Gennem gaderne. Han havde et kvarter til at nå til sin audition, hvilket var ganske muligt, men det var da absolut ikke optimalt at møde op, fuldstændig gennemvædet af sved.

Bedre blev det ikke, da Alexei, på vej ned af gågaden, stadig i et højt tempo, kolliderede med noget han ikke nåede at registrere hvad var, før han direkte lå ovenpå hvad der føltes meget som en kvindekrop. Han nåede kun lige at registrere noget lyserødt, før han igen stod på sine ben, med en hånd rakt ned mod kvinden, han simpelthen havde fået væltet om kuld ”Det må du virkelig undskylde. Er du okay?” smilet på hans læber var ganske svagt og tydeligt præget af den håbløse følelse, der fyldte hans krop. Og grunden til den høje puls, rystende vejrtrækning, samt faldet havde i dette øjeblik forladt skuespillerens hoved, der i stedet var fyldt med stress, undskyldninger og.. Lyserødt hår?

Thilde gik rundt i sin egen verden, hun var dybt optaget af sine egne tanker. De var rettet mod ham, hendes søn. Det var sjældent hun havde overskuddet til at tænke på ham i længere tid, men lige nu syntes at være det rigtige tidspunkt. Hun havde været ung og det var blevet opdaget for sent til at hun kunne have fået foretaget an abort. Set i bakspejlet havde det været en fejl, for næsten med det samme havde havde hun overdraget barnet til sin fætter, det eneste familiemedlem hun havde tilbage. Benjamin, som hendes fætter hed, havde taget sig af barnet og legalt set fået forældremyndigheden. Dog ville Thilde kunne få den igen, hvis hun en dag blev erklæret egnet til at være enlig mor. Den dag ville næppe komme foreløbigt.

Det var egentlig tragik-komisk at tænke på; hende med den forfærdelige barndom hun havde haft og nu var hun mor? Et bittert smil banede sig vej til hendes læber og hun rystede kort på hovedet, inden hun slog tanken hen. Hun måtte ikke hænge sig i fortiden; det var regel nummer et.

Alt imens Thildes tanker styrtede forvildet rundt, var en person på vej direkte mod hende. Hun nåede slet ikke at opfatte hvad der ramte hende, før end at hun lå på jorden. Heldigvis nåede hun at tage delvist fra med hånden, så hendes hoved ikke ramte brostenene under hende, men stødet var alligevel hårdt. Solbrillerne fløj af og landede ved siden af hende, og hun sad desorienterede i et kort øjeblik, før end at en hånd rakte ned mod hende.
De brune øjne hvilede på hånden og hun syntes at genkende den. Men hvad var chancen for at man kunne genkende nogen på en hånd? Hun måtte da være skør hvis hun troede at hun kunne det. Hænder var vel i bund og grund ens, måske var der mindre forskelle, men der kunne umuligt være så stor forskel at hun kunne genkende et sæt hænder ud af tusind forskellige.

Hendes ene hånd rakte ud efter solbrillerne, alt imens den anden greb hendes modstanders hånd. Det var først dér at hun så op og mødte de grå øjne. Dem kunne hun genkende blandt flere millioner øjne. Det var ham.
I ren refleks trak hun hånden til sig og kom hurtigt på benene. Thilde vaklede et par skridt tilbage og genvandt så balancen. De brune øjne så på ham med en blanding af vantro og trodsighed. Var det virkelig ham? Oh dear God, sikke dog et tilfælde.
Hudafskrabninger prydede hendes højre hånd, den hun havde brugt til at tage fra med, men det lod Thilde sig ikke bemærke med da hun lod den stryge en tot lyserødt hår om bag sit øre. Det var år siden hun sidst havde set ham. 6 år og 9 måneder, for at være præcis.

”Hvad laver du her?” spurgte hun. Thilde havde håbet på, at hendes stemme ville være hård som stål og kold som is, men i stedet var den svag, nærmest en hvisken. Faldet havde slået hende lidt ud af kurs og når det så var ham, der rendte ind i hende, så var det ikke ligefrem fordi hun havde nemmere ved at genvinde fatningen. Den ene mundvig lavede en ubestemmelig trækning. Skulle hun grine eller græde? Det var ikke til at sige. Ligesom hun heller ikke vidste hvordan hun skulle fortælle ham, at de havde en søn. Angelo.
Drengen var opkaldt efter Thildes idé om hans far, Alexei. Desuden var Alexei italiener og Angelo betød engel på italiensk. Det var sådan et pænt navn, det passede så perfekt til hendes lille engel. Men hans far var alt andet end en engel. Skindet bedrager, som hun så mange gange havde hørt.

Alexei syntes ikke at have genkendt hende, men sidst han havde set hende havde hun været lille og forskræmt. Håret havde været meget mørkebrunt og arrene på hendes arme færre. Nu var der tatoveringer, lyserødt hår og solbriller.

Da hun lagde hånden i hans, fandt hans tanker direkte tilbage til den audition han skulle til. Grunden til han ikke havde fået set sig ordentlig for, som han spurtede gennem gaderne. Han havde i hvert fald ikke mindre travlt nu. Men tankerne blev igen kastet langt, langt væk, da deres blikke mødtes og et voldsomt, smertefuldt sug, fyldte Alexeis mave, samtidig med at Thilde trak hånden til sig, som havde hun fået stød. Thilde.. Han stirrede på hende i vantro, øjnene store og overraskede, munden en anelse åben. Syv år. I syv år, havde han gået i troen om, at hun var død. At han havde slået hende ihjel. Rædslen der havde ramt ham, da han vågnede op ved havnen, med skinnende røde, stadig våde stænk af hendes blod, på sin hvide skjorte. Men ingen Thilde at se. I sin egen fortvivlelse og dybt begravet af selvhad, havde han endt med at vakle på en færge og var efterfølgende end i Di Morga. Som en helt ny mand. En egoistisk, selvoptaget og iskold mand, ligeglad med resten af verdenen. Hans eneste bagage: Mordene på to af sine kære.

Det var i hvert fald hvad han havde troet. Men nu stod Thilde jo der, lyslevende, foran ham? Han havde været overbevist om, at ulven havde slået hende ihjel. Hvordan var hun sluppet væk? Hvordan havde hun faktisk formået at forblive levende? Og.. Havde han bidt hende?
Man kunne nærmest se i hans øjne, hvordan hjernen arbejdede på højtryk. Alle tankerne fik hans blik til at flimre let og der gik nogle sekund fra hun talte til han faktisk opfattede hvad hun sagde, fandt evnen til at tale, rømmede sig og til sidst åbnede munden, for en gangs skyld usikker på hvordan ordene der forlod hans læber ville lyde ”Jeg bor her” hans stemme overraskede ham. Rolig, behersket og slet ikke præget af at hans indre vendte og drejede sig, rystende. Ligeså vel, var der ikke mange ydre tegn, på det. Hænderne, der ellers ville have rystet let, var knyttede og ansigtsudtrykket var gået fra overrasket, til roligt og tomt. De grå øjne betragtede hende blot. Fra det lyserøde hår, ganske hurtigt ned over ansigtet og derefter ned over kroppen. Hun havde uden tvivl forandret sig, siden de sidst så hinanden. Selvfølgelig. Der var trods alt gået en håndfuld år. Og hun havde kun været femten på det tidspunkt. Nu var hun en ung kvinde, tydeligt med lidt flere former og mere bevidst på sig selv, end hun dengang havde været. Han havde reddet hende den dag. Stoppet hende i at tage sit eget liv. Og dagen efter havde han troet, at han selv havde taget det fra hende. Han havde selv været på nippet til at give op, den dag. Og ugerne efter havde været en kamp for at holde sig selv i live, oprejst og ikke gå fra forstanden.

Alexei tog sig selv i bare at stå og kigge på hende, uden at sige noget. Han skulle vel vise interesse, spørge ind til hende? Høre hvordan hun havde det? Trods det han allerhelst ville spørge hende om, var ”Hvordan overlevede du? Hvad skete der? Smittede jeg dig?”. Men alle de spørgsmål kunne han ikke spørge hende om, på åben gade. Han måtte på en eller anden måde få hende på tomandshånd, inden han kunne spørge hende om noget som helst. Men hvad nu, hvis hun var bange for ham? Hvis han havde smittet hende, var han ret overbevist om, at hun gennem årene havde lært hvordan det var.. Men at se han forvandle sig, måtte have været nervepirrende. Og endnu være måtte det have været, da hun så hele hans natur forandre sig. Fra den varmhjertede elskværdige fyr, der holdte så inderligt meget af hende, til et monster. Uhyre. Nu var forandringen ikke nær så stor længere. Han gik blot fra et uhyre, til et andet. Lidt større, lidt farligere og lidt mere gruopvækkende.

Thilde strivrede uvirkeligt på ham. Det var som et god drøm og et mareridt på samme tid. Hvorfor ville skæbnen at han var her, samtidig med at hun var her? Var det skæbnens ironi? Det havde været relativt ironisk den aften for næsten syv år siden, hvor han havde reddet hende fra at skære sine håndled over, men senere sammen aften selv havde været ved at tage livet af hende. Dumt. Meget dumt.

Alexei havde forvandlet sig til et monster som Thilde aldrig havde set før. Han havde forsøgt at slå hende ihjel, men hun havde formået at komme væk fra hans skarpe tænder og flående klør. I sikkerhed bag en dør havde det lykkedes hende at holde ham ude længe nok til at hun selv var kravlet ud af et smalt vindue. Det lille forspring det havde givet hende havde været nok til at hun kunne komme ud på en vej, hvor et ungt par havde samlet hende op.
Desværre havde Alexei fået bidt hende og revet hendes ryg til blods, så det var en længere periode hvor hun intet kunne. Hendes fætter havde sørget for at hun var kommet hjem og havde været i sikkerhed der, istedet for at ligge på et hospital, hvor enhver kunne finde hende.

Den dag idag havde hun en række ar på ryggen. Både dem hendes far havde givet hende, men også dem Alexei havde påført hende. Især bidemærket på hendes skulder var synligt. Det ville dog snart blive dækket af blæk.

Tusind følelser strømmer igennem hende mens hun stirrede på ham. Først vreden over at han havde forladt hende og Angelo, dernæst sorgen over den smerte han havde påført hende. Men den følelse der stod tydeligst frem var hendes savn og kærlighed. Hun havde elsket ham højere end noget andet og savnet ham, til trods for hvad han havde gjort mod hende. Hun måtte leve med samme sygdom som ham, hun måtte leve med de mange ar og hun måtte leve med smerten over ikke at kunne være der for deres søn.

Alligevel var savnet og kærlighed det, der fik hende til at handle. Blandt med alt det andet resulterede det i en lussing, hvorefter hun slog armene om ham. Det kunne godt være, at han ikke længere var hendes skønne, omsorgsfulde ven, men det forhindre hende ikke i at begrave næsen ned mellem hans hals og skulder. Et svagt snøft kom fra hende, men ikke et eneste ord gled over hendes læber.
Thilde lod sine hænder begrave sig i hans jakke og lyttede efter hans hjertes puls. Hun havde gjort det så mange gange før, bare lægge armene om ham og lade hele hans væsen berolige sig. Det var bare mange år siden nu.
Tanken om, at han måske ville skubbe hen fra sig havde slet ikke strejfet hende.

Alexei var usikker på Thildes reaktion. Hun virkede mindst ligeså overrasket over at se ham, som han var over at se hende. Trods Alexei i syv år havde gået i troen om, at hun var død. Ganske vidst havde han intet bevis haft. Men hendes blod og hans viden om, at han havde været forvandlet, samt at hun ikke havde haft meget chance for at forsvare sig, havde i hans hoved gjort det nærmest umuligt, at hun faktisk var i live. Men dér stod hun. Lyslevende foran ham. Vidste hun mon, hvad der helt præcis var sket den aften? Vidste hun, at det på intet tidspunkt havde været hans intention, at gøre hende ondt? Vidste hun, at han ikke havde været i stand til at styre sine handlinger? Vidste hun, at han ikke engang kunne huske det? Han vidste at den eneste chance der var, for at hun faktisk vidste det, var at han havde smittet hende. Og det ønskede han for alt i verden, ikke at han havde. Så hellere, at hun var fuldstændig uvidende om alle de ting. Det kunne han altid forklare hende.

De grå øjne blev klemt sammen, da en skarp smerte ramte kinden. Men inden længe fandt smerten om til tankerne om auditionen og blev erstattet af en den søde duft hun altid havde båret over sig. Duften af hende. Ikke en parfume, ikke en shampoo. Men duften af den bløde hud, det fyldige hår.. Det varme blod der fyldte hendes åre. De grå øjne åbnedes langsomt og han stod bare der, med armene hængende ned af siden, ude af stand til at bevæge sig. Hendes handling var komplet uventet. Men efter et par sekunder, gjorde han noget, der lå ham utrolig uvant. Armene gled langsomt, forsigtigt omkring hendes talje og endte med at knuge hende ind til sig, i en tæt omfavnelse. Han placerede et kys i det lyserøde hår og lod blot læberne hvile mod det ”Jeg troede du var død..” mumlede han, ude af stand til at stoppe ordene. Det var så utrolig uvant. Alt det kærlige, der lå i hele denne handling, var så fjern. Det var ikke noget han havde bevæget sig i, i de syv år, der var gået. Men af en eller anden grund, lå det fuldstændig naturligt for ham. Trods en lille del af ham, prøvede at overbevise ham om, at hun skulle skubbes væk. Det var så stor en overraskelse, at se hende igen, at han ikke kunne få sig selv til det. At han ikke havde lyst. Trods det gik imod alt hvad han var. Det var som om en lille flig af facaden var knækket og han var røget lige tilbage til at være den omsorgsfulde Alexei, han engang var. Og hun.. Thilde.. Hans Thilde, havde brug for omfavnelsen. Derfor, var der ikke andet at gøre, end at give hende den. Det var vigtigere end alt det han havde bygget op, gennem de sidste syv år. Hun var i live.

Thilde havde aldrig rigtig tænkt over om det havde hans intention at gøre hende ondt. Han vidste jo hvad der ville ske ved fuldmåne, men hun vidste også, at han ingen kontrol havde over sine handlinger. Det havde hun jo selv prøvet. Det dyriske og vilde bæst man blev forvandlet til. En svag gysen gik igennem hende og hun puttede sig længere ind mod ham.
Følelsen af tryghed var enorm lige nu. Normalt følte hun sig ikke så tryg, men hun havde også en tendens til at være paranoid og hun var nervøst anlagt. Men Alexei havde altid kunne få hende til at føle sig tryg. Et svagt smil tegnede sig på hendes læber ved tanken om deres mange minder sammen. De havde kendt hinanden i så uendeligt lang tid, det var så underligt at tænke på.

"Død?" spurgte hun og rynkede på næsen. Jo, det gav jo mening, gjorde det ikke? At han troede hun var død? Hun havde været væk, han havde angrebet hende og han havde sikkert haft spor af hendes blod på sig, eller i hvert fald blod. De havde ikke fundet hinanden efter dengang, så jo. Det gav bestemt mening, at han troede hun død.

Hans arme om hende talje fik hende til at stille sig på tær, for at nå længere op og tættere på ham. Det resulterede også i, at hendes jakke og trøje gled en smule op og hans fingre ville, med mindre de fulgte med hendes tøj, lande på huden ved hendes ryg, lige over lænden hvor der ville kunne mærkes et par ar.
Kysset i hendes hovedbund fik hende til at gyse igen og hun måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Hun blev endnu engang mindet om hendes svaghed overfor ham. Hun kunne ikke være sur på ham, hun kunne ikke være andet end glad i hans selskab. Det gjorde hende så glad, men samtidig også så overvældet af den ømhed hun følte for ham, den kærlighed og de følelser, der pludseligt blussede op, som havde nogen hældt tændvæske på et bål der var ved at gå ud.

"Så let slipper du vidst ikke for mig.." brummede hun og åbnede forsigtigt øjnene på klem. Et eller andet dybt i Thilde nægtede at tro på det, men hun håbede at han stadig var der, når hun havde åbnet øjnene helt. Men Alexei forsvandt ikke. Hendes smil voksede og alle tanker om savn, sorg, vrede og fortvivlelse forsvandt. Han var jo her nu, til at passe på hende. Var han ikke? Lidt af ham var der da.

De brune øjne lukkede i igen og hun fik møvet sig så tæt ind mod ham, at hun ganske let kunne lade sine læber strejfe hans kraveben. Det kunne være upassende, men lige nu syntes det at passe til. Det havde hun altid gjort og lige nu var det som om, at han aldrig havde forladt hende. Det var som om han endelig var vendt hjem. At de begge var hjemme.
"6 år og 9 måneder..." mumlede hun utydeligt, uden egentlig at være klar over at hun sagde det højt. Måske ville han gætte det, måske ville han ikke. Måske transformationen hav måske slået ind da de havde haft sex sammen og måske han havde glemt det? Thilde var i hvert fald sikker på, at Angelo var Alexeis barn. Ligheden var enorm.. Angelo var en mindre udgave af hendes elskede Alexei, som hun havde kendt for 7 år siden.

Han rømmede sig kort, da hun reagerede på hans ord og lod blidt fingrene strejfe huden på hendes ryg, hvor mærkerne fra hendes barndom var let at mærke. Hun havde fortalt ham om det, dengang. Når han havde været i England, havde han gjort sit alverdens bedste, for at passe på hende. Holde hende tryg og sikker. Han havde sågar sovet under hendes seng engang, blot for at sikre sig, at han var der, hvis faderen skulle finde på at komme ind på værelset. Det havde altid været et helvede for ham, at rejse hjem igen. At efterlade Thilde dér, ude af stand til at komme rendende, når hun havde brug for ham. Havde det været muligt, havde han slæbt hende med sig hjem, til Italien. Men hans hjem, var ikke sikrere end den situation hun sad i. Tværtimod. Et hus fyldt med varulve, var ikke godt for nogle andre end dem der hørte til flokken.

Den ene mundvig fandt en smule opad og han lod forsigtigt fingrene løbe ned over det lange hår ”Det kan jeg se” mumlede han og knugede hende kort i sine arme. Der var noget helt utrolig specielt over denne situation. Som var han rejst tilbage, til sin barndom. Til før han flyttede til Di Morga. Beskyttergenet, der før i tiden havde været så voldsomt stort, var pludselig blomstret en smule op igen. For en stund, i hvert fald.

En kuldegysning løb hen over Alexeis hud. Det hele var så uvirkeligt, lige indtil den handling. Læberne, der strejfede kravebenet, fik det virkelig til at gå op for ham. Det var næsten som stod han med et spøgelse i sine arme. Men i virkeligheden, var det vel blot en kvinde, som alle andre.. Ikke? En kvinde, som han ganske vidst havde kendt engang. Men han kendte hende ikke længere. Hun kendte ikke ham. Heldigvis. Hvis hun gjorde, ville hun uden tvivl hade ham. Han var intet af det, han havde været den gang. Ganske vidst var han stadig charmøren, men hans metoder var anderledes. Grovere. Han havde lidt et voldsomt knæk, dengang. Allerede dengang han fik at vide, at Valerie var død, havde filmen fået et hak. Senere, da sandheden blev afsløret, var det fået helt amok. Og da han så tog til England, for at søge tilgivelse, var han endt i en pøl som han aldrig kunne reddes op fra igen.
Han trak sig ud fra omfavnelsen og betragtede blot Thilde i stilhed, i et rum tid. Ordene hun havde sagt, havde han ikke rigtig tænkt videre over og heller ej, havde han rigtig opfattet dem. Nu stod han blot og kiggede på hende ”Thilde..” mumlede han og trådte et par skridt baglæns, væk fra hende ”Har du tid til at gå et andet sted en? Hvor vi bedre kan.. Tale?” øjenbrynene rynkedes en anelse. Der var så mange ting, de ikke kunne vende dér. Ting, han måtte spørge hende om. For lige meget hvor godt et øjeblik de lige havde haft, var det ikke virkeligt. Det var ikke realiteten. I sidste ende var den eneste realitet, at Alexei havde forandret sig meget og at Thilde var den eneste i denne verden, der kendte til den gamle Alexei. Personen der for længst visnede.

Thilde fornemmede hans fingre mod sin hud, mod arrene. I et kort øjeblik strømmede alle de gamle minder igennem hende og hun lukkede øjnene hårdt i. De måtte ikke komme igen, i hvert fald ikke de dårlige af dem. Dem om hendes far der havde misbrugt hende, dem om de mange gange han havde slået hende og især ikke dem om når han havde slået hende så hårdt, at hun den dag idag stadig havde fysiske og psykiske ar efter det.
Hendes fars behandling af hende havde haft den effekt, at hun kun stolede på få og nemt underkastede sig mænd. Selv helt fremmede kunne sno hende om deres finger, for hun turde ikke sætte sig imod.
Det meste af den historie kendte Alexei alt til og han havde gjort sit for at beskytte hende, når han kunne komme til det. Men der var en lille del af historien han ikke kendte; delen om hvordan hendes far havde lejet hende ud til andre mænd. Det var ikke sket mange gange, nok kun en håndfuld. Men det havde stadig sat dybe spor i hendes liv.

Det var alligevel utroligt at hun var nogenlunde normalt fungerende med alt hun havde været igennem. Det stoppede selvfølgelig da hendes far var kørt galt og hun blev overdraget til sin fætter, der tog sig af hende. Hun havde været 11 dengang og hendes fætter omkring de 25. Nu var han 36 og passede hendes søn.
Benjamin og Angelo skulle faktisk besøge hende en af de kommende dage. De skulle være i Di Morgan i en uge og hun kunne bruge sin tid sammen med sin elskede søn. Angelo havde hørt mange historier om sin far, hvor Thilde oftest havde pyntet sandheden lidt. Hendes billede af Alexei var et lidt andet end realiteten.

Tankerne strøg gennem Thilde og hun overvejede så mange ting, at det næsten ikke var til at rumme. Men da han pludselig slap hende, blev alt virkeligt igen. Han var ikke den samme som han havde været dengang. Han ville sikkert aldrig blive det.
Hun tog selv et skridt bagud og den kærlighed og ømhed der før havde fyldt hendes blik var nu erstattet med noget køligt og beslutsomt. Hun havde efterhånden lært sig selv at lukke de forkerte følelser ude. Men en ting var sikkert; hun ville aldrig kunne hade ham.

Hans spørgsmål fik hende til at se væk, mens hun overvejede sit svar. Skulle hun gå efter struben nu? Dødsstødet? Eller skulle hun trække det ud?
"Tid?..." spurgte hun og lod en hånd stryge hen over håret. "Jeg skulle egentlig gøre klar til at Benjamin kommer, men jo.. En lille time kan jeg nok sætte af.."
Den mand, der engang havde holdt om hende til hendes gråd forstummede og ladet hende falde i søvn i sin favn, var på ingen måde den mand hun stod overfor lige nu. Det var ikke ham, som havde drevet hendes dæmoner bort og givet hende en ide om hvad kærlighed var. Det var ikke ham, som havde holdt hendes mareridt på afstand og givet hende den omsorg, som hun havde hungret efter.
Det hun stod overfor var blot skyggen af den mand. Hendes øjne blev blanke og hun måtte se væk, for at han ikke skulle opdage det. Jo, hun havde også forandret sig, men inderst inde var hun den samme.

Alle de tanker der normalt fyldte Alexeis hoved, var for en stund forsvundet. Arbejdet. Det var stort set alt Alexei tænkte på, i sin hverdag. Arbejde.. Og kvinder. Og.. Luke. Men i dette øjeblik var alt dette skubbet væk af gamle minder. Minder han ikke havde tænkt på så længe, at han var på nippet til at fortrænge det hele. Hele barndommen. I sin hverdag nød han i hvert fald, at bilde sig selv ind, at det aldrig havde fundet sted. At han aldrig havde været en lille, svag og følende dreng. Men på det havde, på det sidste, været som om alt omkring ham prøvede at minde ham om det. Først Luke og hans irriterende stædighed.. Og nu Thilde, som han vidste han ikke bare kunne flygte fra, uden videre. Desuden skreg hele hans indre til ham, at han ikke skulle. Hans instinkter fortalte ham, at han skulle passe på hende. Ligesom han så ihærdigt havde prøvet på, dengang.

De grå øjne låste sig fast i det allermest velkendte. Det han kendte bedst, som samtidig ikke havde forandret sig det mindste. De dybe brune øjne. Hans ansigtsudtryk var tomt. Intet smil, ingen varme. Intet. Blot den stålfaste beslutsomhed, der pludselig var dukket op. Beslutsomheden der også havde gjort, at han var fuldstændig ligeglad med den audition, han egentlig skulle til. Han skulle nok få sig et andet job. Det var ikke fordi han var Di Morgas mindst kendte ansigt. Til gengæld var det ikke sikkert, at han ville få chancen for at tale med Thilde igen, hvis ikke han handlede med det samme ”Kom.” uden at se på hende, vendte han sig om og gik ned af gaden. Regnede stærkt med, at hun ville følge med, da hun jo havde indvilget i at tale med ham.
Han gik, i stilhed, ned af de gader som han kort forinden var løbet af og stoppede først op, da han igen stod ved opgangen til lejligheden. Først da mødte hans blik igen Thilde, mens han fandt sine nøgler frem. Han betragtede igen håret, huden, den lille næse, de lyse, fyldige læber. Og de brune øjne. Men uden at sige noget. Den eneste lyd, der fyldte luften, var den lette klirren fra nøglebundet, som han fik hevet frem, inden han igen flyttede blikket fra Thilde og gik op af de tre trin til døren, som han låste op.

De endte på øverste etage, hvor tre mørke trædøre tronede i voldsom kontrast til den lettere gullige farve marmorvæggene og guldlysekronen sammen frembragte. Han låste døren længst til højre op og de trådte ind i en lille gang, efterfuldt af et stort lyst rum, med mørke trægulve og hvide vægge. Rummet udgjorde både køkken, spisestue og dagligstue. Til venstre og lidt tilbage for indgangen køkkenet, mens stuen befandt sig til højre og gik man ned af de tre trin, der udgjorde trappen, som løb helt fra indgangen og til væggen til venstre for køkkenet, ville man komme ned på niveau med spisestuen ”Du.. Kan bare sætte dig derhenne.” lød Alexeis ord, mens han fraværende pegede mod stuen og samtidig satte kursen mod køkkenet ”Vil du have noget at drikke? Kaffe, te.. Sodavand?” han var ikke sikker på hvad Thilde drak og ikke drak. Men han havde en idé om, at et glas whisky nok ikke ville være optimalt at tilbyde hende. Selvom han godt selv kunne mærke, at et glas af den gyldne væske, var tiltrængt.

Thilde betragtede ham hele vejen hen til hans lejlighed. Det var tydeligt at han ikke var den samme længere, men hvad var han nu? Hun undrede sig, hun havde svært ved at genkende særligt meget ved ham. De grå øjne var dog de samme, ansigtstrækkene ligeså. Men attituden var en anden, der var slet ikke samme varme i hans aura som der havde været før. Det var trist, men på den anden side; han havde troet han havde slået hende ihjel og han havde slået sin mor ihjel. Det måtte være meget at håndtere for ham, til trods for at han var stærk. Både fysisk, men også psykisk. Han havde været hendes klippe.

I lejligheden smed hun sin jakke, så hun kun havde den ærmeløse skjorte på. Den afslørede de tatoverede arme og en lille smule af blækket på hendes bryst. To roser, der sad på hver side af kravebenet. Blækken var hendes nye bedste ven og havde skjult hendes ar på arme og håndled godt. Det var primært se ar, som hun selv havde påført sig.
Skjorten afslørede også arret efter han havde bidt hende, eller lidt af det. Det var placeret på hendes skulder, som havde han taget fat i hende fra siden af. Det var på den modsatte side af hvor Thildes geisha sad.

Hans tilbud svarede hun ikke, for han kom ikke op med noget hun kunne have lyst til. Aller helst ville hun bare krybe ind i hans favn og græde ud, men det var ikke muligt, desværre. Hun ville fortælle om deres søn og tigge ham om at være der for ham, hun ville have sin ven igen.

"Så er du mon den alle taler om i byen? Ham der lægger damerne ned på stribe?" spurgte hun. Det var blot et skud i tågen, men ingen kunne benægte at han var forbandet smuk. Og tiltrækkende og charmerende, når han gad.
"Jeg husker stadig dengang du havde nok i én..." tilføjede hun stilfærdigt. Dengang havde han haft nok i hende, selvom de aldrig rigtig havde været mere end venner. Deres forhold havde været kompliceret. Han havde været en blanding mellem en storebror, en ven og en elsker. De havde haft nok i hinanden og en aften under stjernerne.
Nu boede han her - blandt dyre møbler og alkohol. Dyr whisky. Hun havde aldrig selv kunne tåle alkohol. Men det kunne han. Der var ikke særligt meget personligt over lejligheden, i hvert fald ikke som hun havde kendt ham.
"Du virker så.... Tom." udbrød hun og så direkte mod ham. Hun havde altid haft svært ved at holde sin mund. Samtidig ville hun også gerne prikke lidt til ham. Han kunne så nemt vinde, hvis han bare ville. Enten skulle han være voldelig og tvinge hende til at underkaste sig; eller også skulle han være kærlig og blid og så selv få hende til at underkaste sig.

Da han intet svar fik på sit spørgsmål, regnede han blot med at det skulle tages som et ”Nej tak”. Derfor undertrykkede han blot sin trang til at gå hen og gribe et glas whisky, fandt et krus frem fra skabet over espressomaskinen og fik lavet sig en kop kaffe, inden han satte kursen ind i stuen, til Thilde. De grå øjne faldt på kvinden, der sidst han så hende, blot havde været en pige. Men ikke længere. Nu var hun en fuldvoksen kvinde, med tydelige kendetegn malet på sin krop. Præcis som Alexei selv var dækket af den farverige blæk, under lagene af hvid skjorte og mørkt gråmeleret striktrøje.

Han satte sig ned i den mørkebrune læderstol, der passede sammen med sofaen, stadig med blikket på Thilde. Som hun talte, mærkede han straks den lettere irritation boble i sig. Hvad fanden bildte hun sig ind, at komme ind i lejligheden og straks begynde at skyde ham ned? Han lod den dog ikke vise. Tog blot en tår af kaffekoppen og lod et ganske svagt, skævt og selvtilfreds smil vokse på de rødlige læber ”Åh.. Så det kunne du lige læse i lejligheden her? Klog har du nu altid været, Thilde” et svagt grin forlod læberne og han stillede koppen på bordet foran sig, hvorefter han lænede undersiden af underarmene mod sine lår og samlede hænderne. ”Hvordan ved du om jeg nogensinde havde nok i én? Vi boede 2000 kilometer fra hinanden.” de grå øjne lå fast i Thildes brune. Hvis det var sådan hun ville lege, skulle han da nok være med. Før i tiden ville han nok have været en smule fornærmet over hendes kommentar, men ville så efterfølgende have fortalt hende, at hun tog fejl. Fordi hun faktisk ville have taget fejl, dengang. Alexei havde virkelig holdt meget af Thilde.. Trods de havde haft et.. Unikt forhold, til hinanden. Men i sidste ende, havde de blot hvilet i hinanden, kunne slappe af omkring hinanden og Alexei havde været villig til at gøre næsten alt, for at hun følte sig tryg. Men der var så meget der havde forandret sig, siden da. Og når en person smed sådan en kommentar i hovedet på ham, havde han ikke i sinde bare at lade det passere.

Endnu et grin undslap læberne og han rejste sig op fra stolen, hvorefter han gik hen til Thilde, hele tiden med blikket i hendes, svagt hævede øjebryn og et smil om læber, der tydeligt viste at hun morede ham ”Tom, siger du?” mumlede han og lod blikket følge sine fingre, som de løb ned over tatoveringerne på hendes venstre overarm ”Og hvad skal det så sige? At jeg ikke længere er det godtroende pjok jeg var dengang?” han trak igen hånden til sig og lod igen blikket glide op i hendes, søgende. I håb om at finde tegn på, at han faktisk havde ramt hende. At han ville vinde den lille leg, som hun selv så fint havde sat gang i. Trods han allerede havde en stærk fornemmelse af, at hvis han virkelig var desperat for at vinde, nu og her, ville det være så let som at knipse med fingrene.

Thilde sendte ham et vurderende blik. Bød han op til dans? For så dansede hun gerne med. Hans kommentar om at hun altid havde været klog fik hende til at stryge sin skulder mod sin kind. Hun var klog, men også naiv. Det vidste han også udemærket godt. Men det var ikke lejligheden der havde afsløret så meget.
" Din attitude siger mere om dig, end din lejlighed gør." svarede hun og sendte ham et anstrengt smil. Nej, hun kunne ikke køre en lige så flot facade som ham, især ikke overfor ham. Det var næsten umuligt.
Til trods for at de ikke havde set hinanden i noget nær en evighed, så var hun stadig blottet overfor ham. Hun ville intet kunne skjule for ham, ikke uden at han kunne gennemskue hende. Hun kunne til gengæld ikke gennemskue ham, på ingen måde.

De grå øjne føltes som om de stak hende, men hun nægtede at se væk fra ham. Hun kunne ikke se væk. Hendes brune øjne var dybe og fortryllende, som bambiøjne, ramt af en lyskegle fra en bil. Hun kunne stirre på ham i evigheder.
"Du havde nok i mig, så længe vi var sammen. Hvad du lavede når jeg ikke var i nærheden ved jeg intet om. Du passede i hvert fald ikke på mig." svarede hun igen.
Hvad ville han gøre, hvis han opdagede den sidste del af hendes historie. Ville han overhovedet reagere på det? Det så ikke ud til hun havde særligt stor effekt på ham. Eller også var hans facader så indgroede?

Et smil tegnede sig på hendes læber da han rejste sig og gik hen til hende. Hun lod ham stryge sin arm og lod selv to fingre køre ned af hans kind, ganske blidt.
"Du er for fastlåst i dine facader, darling.. You are just useless now..." hviskede hun og så op på ham. Hendes stemme var overbærende og hun udstrålede kun medlidenhed med ham.
"Du har altid været god til at spille en rolle.." tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun satte en hånd i siden og smilede, udfordrende. Det var en udfordring, hun ville gerne danse lidt med ham, hvis han da gad være med.

"Oh! Forresten! Tak for det her!" udbrød hun pludseligt, for at vende siden til og vise ham den skulder, som han havde bidt dengang. Det bid der havde smittet hende og havde forvandlet hende til en varulv, en ting hun ville gøre resten af sit liv, en gang om måneden. "Det var så betænksomt af dig at dele..." bed hun. Thilde nærmest spyttede ordet betænksomt ud, som var det befængt med en virus.

”Oh, så du er bare hurtigt opfattende” smilet på hans læber og blikket i hans øjne, var fyldt med en falsk fascination. Hun havde ganske vist opfattet hans forandring ganske hurtigt. Men den var heller ikke ligefrem lille. Hun havde absolut også forandret sig.. I særdeleshed i udseendet. Men han opfattede alligevel en del træk, fra dengang. Han så skrøbeligheden i hendes blik. Hvordan smilet ikke overbeviste. Ligesom det ikke havde gjort, dengang. Han havde været i stand til at se, når noget gik hende på. Hvilket der ganske ofte havde været. Hun virkede dog stærkere nu. Som var hun helet lidt, med årene. Men arrene viste sig stadig i det knap så stålsikre blik. Og de lettere krakkelerede smil.

Alexei vidste godt hvilken rolle han havde haft i Thildes liv. At han havde været det sikre, det trygge. Derfor var det heller ikke pænt af ham, at sige til hende, som han gjorde. Tale som om, hun ikke havde været vigtig for ham. At hun blot var der, når hun var der. Men én ting var Alexeis pæne ydre. Indeni var han som en rådden frugt. Sort som natten, følelsestom.. Ligeglad. Han kunne føle morskab, irritation og fascination. Mens følelsen som glæde, vrede og kærlighed var følelser, han ikke var i stand til at føle, længere. Han var aldrig det man ville kalde ”glad”. Og slet ikke i den grad andre var det. Vrede, var ikke en følelse han mestrede. For der var ingen i denne verden, hvem han ville spilde sin tid på at være vred på. Og kærlighed.. En illusion. Noget menneskelige væsner lod som om fandtes, så de hævede sig over dyrenes stadie. Så det hele handlede om andet og mere end at sørge for sin egen og sin arts overlevelse. Så man kunne bilde sig selv ind, at der fandtes en tilstand kaldet ”lykke”.
Han lo kort og rystede på hovedet ”Jamen kære.. Jeg har da stadig nok i én kvinde.. Når jeg er sammen med hende.” smilet på hans læber, var triumferende. Han morede sig tydeligt. Thildes argument, havde fået ham til at tvivle på sine ord. Klog var måske så meget sagt. Selvfølgelig havde han haft nok i en, når han var sammen med hende. Han kendte jo ikke andre i miles omkreds. ”Selvom to selvfølgelig er en bonus”

Fingrene legede blidt hen over hendes hud. Tatoveringerne. Han huskede arrene, de dækkede. De ydre ar, som hun havde været i stand til at dække. I modsætning til de indre, der havde gjort hende så skrøbelig. Hun ville gerne være hård.. Sådan havde det altid været. Men i sidste ende, var hun blot et andet lille lam, der havde brug for at blive beskyttet af hyrden. I en årrække havde Alexei været hendes hyrde.. Men i sidste ende, havde han fulgt sin sande natur. Alexei var en ulv, med en voldsom smag for små hjælpeløse lam. Og det, ikke kun fordi han blev født sådan.
Hendes ord om hans facade, ramte plet. Hvordan hun havde fundet frem til det, var ham en gåde. Men han lod sig ikke slå ud af hendes ord. Han sendte hende blot et charmerende smil og rystede på hovedet ”Not useless..” han bevægede sig om bag hende og lod hænderne hvile på hver sin side af hendes talje ”Men hvad med dig, kære? Hvad skal sådan en sød tøs dog, med alle de tatoveringer?” spurgte han, med læberne tæt ved hendes øre. Alexei havde det med, at invadere kvinders personlige rum meget. Han fandt det morsomt, at se deres reaktioner. Ville de gøre modstand? Ville de flygte? Eller ville de blot lade ham? Han var ikke sikker på, at han kendte svaret med Thilde. Der var trods alt gået mange år ”At skjule din fortid, får den ikke til at gå væk, ved du nok” med de ord trak han sig igen tilbage og bevægede sig hen foran hende, med et selvtilfreds smil om de rødlige læber og en glød i de grå øjne, der fortalte hende, at han havde ammunition nok til at holde denne krig kørende længe.

Han havde dog ikke forudset hendes næste træk. Så snart de grå øjne mødte arret, mærkede han en isklump danne sig i maven. Hun havde lige bekræftet hans værste anelser. Han havde bidt hende den aften.. Smittet hende. Gjort hendes liv til det samme helvede, som hans havde været. Og derefter var han flygtet fra byen. Fra landet. Han havde efterladt hende alene, til at finde ud af at tilpasse sig sit nye liv. Et liv som han havde påført hende. Han, som skulle have passet på hende. Og alt han kunne gøre nu, hvor hun viste ham det, var at stirre forbløffet i nogle sekunder, for derefter at vende ryggen til hende og gå hen og tage en tår af sin kaffe. Som var intet hændt.

Thilde blev slået ud af hans distance fra alt. Arrogancen slog hende hårdt i maven og hun slog blikket ned. Han kunne være blevet så fantastisk, han kunne have været alles drøm. Nu kunne han sikkert kun jage tomhjernede modeller og dets lige. Han var så forkert, hun havde lyst til at stille sig op og råbe af ham. Få ham til at indse ting, få ham til at vågne op og komme tilbage til virkeligheden.
Men det ville jo intet hjælpe, for han var langt væk. Der skulle noget mere drastisk til, før end at hendes Alexei gad dukke op til overfladen igen. Hvad var der dog sket? Der var så lidt af ham tilbage, at hun mest af alt havde lyst til at gå fra ham igen. Så kunne hun måske overbevise sig selv om, at hun aldrig havde mødt ham som det han var nu. Måske hun stadig kunne bilde sin søn ind, at hans far var det bedste væsen på denne jord. Måske Angelo aldrig ville gennemskue hendes løgn.

Hans triumferende smil fik hende til at skære en grimasse, hun var frastødt. Han var ulækker, som han stod der og smilede. Han var en hyæne, en grib. Ådselsæder. Det kløede i hendes fingre efter at give ham en lussing, men det skete ikke lige nu.

Thilde kunne intet genkende, de grå øjne afspejlede intet som hun kendte til. Hans kropsprog, hans ord, ja selv hans sjæl virkede forandret. Det gav et enkelt stik i hendes hjertet, men det slog hun væk. Hun nægtede at lade sig påvirke, selvom det tog lidt tid at forsegle de dårlige følelser. Men kisten lukkede og låsen blev drejet rundt med nøglen, som nu forsvandt. Hun rankede ryggen og tomheden syntes at spore i hendes øjne.

"Selvom du er en idiot, så burde du have mere respekt end dét.." svarede hun blot. Hendes tatoveringer var kun til for at dække hendes ar, så hun selv kunne glemme og andre ikke ville dømme hende, når de så hende.
Hans hænder på hendes talje gjorde intet, hun lod sig ikke bemærke med at han var så tæt på. Det var alligevel ikke ham, bare den tomme skal af hans pæne ydre, nu med et ødelagt indre. Som var han gået i fordærv.
Kommentaren om ikke at kunne skjule fortiden fik hende til at trække på smilebåndet. Den kunne vendes mod ham selv.
"Og jeg kunne sige det samme til dig..". Hun ville have nævnt hans mor, men det gjorde hun ikke. Det var tarveligt. I hvert fald at sige højt. Men hendes smil sagde også mere end nok. Det skæve, bitre smil og øjnene, der indikerede at hun havde noget på ham.

Hans forbløffelse var som et frisk vindpust i hans opførsel, endelig noget nyt. Men da han bare vendte sig om og gik blev hun arrig. Med hastige skridt gik hun frem og ind foran ham. Ligeglad med kaffekoppen stak hun ham en lussing.
"Du tager den nemme udvej, hvor svagt.. At vende sig om og gå? Som om du er fucking ligeglad?" hånede hun og åbnede skjorten halvt, så hun kunne trække den ned over skulderen og vise ham det tydeligere. Hen af brystet havde hun også et aflangt ar, der lignede noget som kun. En dyreklo kunne have lavet. Det var også ham.

Fejl

At gå fra en varm, kærlig, humoristisk og beskyttende person, til et koldt, egoistisk, ligeglad og sarkastisk røvhul, skulle ikke være muligt. Men det var nogenlunde hvad Alexei havde gjort. Over to døgn, hvor Alexei fik sandheden om Valeries flok at vide, slog sin mor ihjel, rejste til England, reddede Thilde fra at begå selvmord, for morgenen efter at vågne, med hendes blod på sit tøj, overbevist om at han måtte have slået hende ihjel. At de havde haft sex den aften, havde han med vilje valgt ikke at tænke på. Han kunne ikke rigtig rumme det. De havde haft et meget specielt forhold til hinanden. Gennem hele deres barndom, havde han set hende som sin søster. Hun havde fortalt ham om sin far. I en kort periode voksede de lidt fra hinanden og Alexei var ikke i England længe. Den periode hvor Alexei begyndte at komme i puberteten og Thilde stadig ”blot var et barn”. Men hun indhentede ham hurtigt og.. Han begyndte at se på Thilde anderledes, end blot som en lillesøster. Som en ung kvinde. Og han havde ikke tænkt, hvilket havde resulteret i at han var endt i seng, med sin barndomsveninde. Søster. Ikke at han fortrød det. Det var blot et træk, han ønskede han ikke havde taget, da han vidste at det ikke var noget godt træk fra fyren der skulle passe på hende. Der altid havde prøvet at holde hendes far væk fra hende.

Et smil formede sig på varulvens læber. Respekt. Hvad var der respektløst ved et simpelt spørgsmål? Han havde altid betragtet hende som en sød, virkelig køn pige. Så hvad skulle hun med tatoveringer over hele kroppen og lyserødt hår? Hun var jo blot et lille barn. Eller, en ung pige. Det var hvad hun var, da han sidst så hende. Og det var svært for ham lige at smide den tanke fra sig. Specielt når det kom til hendes dekoration af kroppen.
Han betragtede hendes rosa læber, som de formede ord og rystede kort ganske svagt på hovedet med et grin ”Pus, dog. Der er forskel på at skjule sin fortid og have lagt den bag sig.” påpegede han og holdte en kort kunstpause, inden han fortsatte ”Min mor slog Valerie ihjel.. Jeg slog min mor ihjel.. Og troede at jeg havde slået dig ihjel. Det både husker og indrømmer jeg. Der er blot én grund til jeg ikke fortæller andre det. Jeg er ikke den store fan af fængsler” ordene blev efterfulgt af et kort skuldertræk. Hun behøvede ikke at se den egentlig smerte det bragte ham at tænke på sine handlinger. Hun behøvede ikke at se nogen form for smerte, fra ham.

Slaget overraskede ikke Alexei specielt. Så snart han hørte hendes skridt over gulvet, havde han allerede forberedt sig på, at skulle holde fast i koppen. Han havde efterhånden vænnet sig til slag fra folkene omkring sig. Derfor bredte et ganske svagt smil sig også blot på hans læber. Men det forsvandt hurtigt. Så snart hun åbnede sin skjorte, trak den ned over skulderen og de grå øjne mødte arret over hendes bryst, blev hans krop nærmest lammet og ansigtet forbløffet. Efter et par sekunder, løftede han forsigtigt den højre hånd og lod fingrene glide hen over arret ”Undskyld..” det var næsten en hvisken ordet forlod hans læber med. Svagt og utrolig oprigtigt. Han hadede virkelig sig selv for at have gjort det mod hende. Så meget, at han var villig til at blot at flygte fra det. Selvom hun ikke ville lade ham.

Hans fulde tilståelse af samtlige mord fik hende blot til at se tavst på ham. Kunne ham ikke selv høre det? Manglen på skyldfølelse, manglen på empati overfor de efterladte, men også hende? Hvad med moral og etik? Hun forstod det ikke, men meget havde jo ændret sig.
Han virkede bare ikke helt upåvirket, så måske havde han slået følelserne fra. For at komme videre? Folk reagerede forskelligt og bearbejdede tingene forskelligt. Måske han ingen havde haft da det var værst, måske han ikke havde nogen at snakke med det om. Men hvem kunne man snakke med om sådan noget?

Alexei havde forsøgt at snakke med hende, for godt 7 år siden. Det var endt i den største fejltagelse i deres liv og syv år, hvor han troede, at han var skyld i hendes død. Det var da klart han klappede i som en østers, så alt gik sådan for ham.
Et stik af medlidenhed strøg igennem hende og hendes øjne kunne ikke skjule det. Hun havde i inderligt ondt af ham. Selvfølgelig havde hun det. Hendes kærlighed til ham var og ville altid være ubetinget. Det burde han vide, for ellers var han godt dum. Det var en fordel for ham, hun ville jo tilgive ham alt. En ulempe for hende, en enorm fordel for ham.

Fingrene der kørte ned over arrene fik hende til at se op på ham igen. Hendes blik havde vandret nedad, men nu så hun på ham igen. De brune øjne, som et dådyrs fanget i lyskeglen fra en bil. På en og samme tid fascineret og skræmt. Hun kunne ikke bevæge sig. Hans fingre paralyserende hende.
Ordene der kom over hans læber efterfølgende gjorde det ikke bedre. Han undskyldte. Til hende. Var det..skyldfølelse?
Årh, han var en satan, var han! Hun kunne jo umuligt være sur når han pludselig undskyldte.

Thilde lagde sin hånd ovenpå hans og gav den et klem. "Det er okay.. Det er ikke så slemt mere.." hviskede hun og trak på skuldrene. Det var egentlig ikke sandt, men hun ville ikke se ham 'lide' under tanken om hvad han havde gjort ved hende.
Knoglerne der brækkede gjorde lige ondt hver gang, morgenerne hvor hun vågnede op med enten sit eget blod eller en andens på sig var efterhånden blevet mange.
Fuldmånens effekt på hende var også en af mange grunde til at hun ikke kunne være der for Angelo. Dog også en af grundene til at hun skulle være der.

Hendes fingre snoede sig om hans og forsigtigt kærtegnede hun hans håndryg. Hun havde altid elsket at holde ham i hånden, han havde så varme, bløde hænder. Det var så betryggende, når hun havde ham i hånden. Et svagt smil spillede på hendes læber og hun lænede sig en anelse ind mod ham.
"Du er en idiot..." mumlede hun, dog med en kærlig undertone. Hun havde lyst til at proklamere ham til at være hendes idiot, men det ville være lidt over the edge. Han var ikke hendes, ikke længere. Han ville aldrig blive det igen, de dage var forbi for længst. Men kunne hun vække den del, der var en gang var hendes og få en smule af ham tilbage - så kunne han blive Angelos.

Hans mors død havde været.. Et uheld. Sådan valgte Alexei i hvert fald at se på det. Det havde aldrig været hans intention at slå kvinden ihjel. Selvfølgelig ikke. Men selvom han langsomt så livet strømme ud af hendes krop, havde han ikke kunne få sig selv til at stoppe. Selvom alt i ham skreg at han skulle fjerne hænderne fra kvindens hals, havde det været som om de var låst fast. Som kunne grebet ikke løsnes. Ikke før det var for sent. Han havde prøvet at få liv i hende. Gjort alt. Men intet havde virket. Til sidst var han blot løbet derfra, i dyb fortvivlelse. Og aldrig set sig tilbage. Ligesom han havde gjort med Thilde. Og det havde vist sig, at hun slet ikke var død. Hvad nu hvis det samme gjaldt moderen? Hvad hvis hun var blevet fundet og nogen havde formået at få liv i hende igen? Hvad nu hvis han havde taget fejl og hun faktisk aldrig rigtig døde? Nej. Det var umuligt. For i så fald ville han sidde buret inde nu. Hun ville ikke have tvivlet et sekund med at melde ham til politiet, hvis hun faktisk var i live nu.

Trods han ikke så på hendes ansigt, vidste han at hun så på hans. Han kunne mærke hendes blik. Men de grå øjne forblev låst på arrene, koncentreret. Mens den dybe fortvivlelse fyldte hans krop. Så længe havde han troet at hun var død. Så længe havde han været overbevist. Men hun stod der, lyslevende. Viste ham arrene han havde givet hende dengang. Fortalte ham, uden et ord, at der var flere. Flere, som ikke alle kunne spotte. Men som han var overbevist om var en del af det, der virkede så forandret ved hende. Han havde bemærket noget, der ikke var som det i hans hoved skulle være. Men først nu kunne han sætte en finger på hvad det egentlig var. Det var ikke let at se for det utrænede øje. Men ikke nok med at han kendte Thilde, han kendte også rigtig godt til lige netop dette. Hun bar en facade. Dog ikke en ret stærk én. Han havde allerede nu set den krakelere, for derefter at bygge sig op igen. Og nu så det ud til at den igen var krakeleret.

Så snart hendes hånd mødte hans, stoppede han strøgene over arrene og lod blikket møde hendes. Et bittert smil voksede langsomt på hans læber og han endte med at flytte blikket fra hendes igen, ryste på hovedet og grinte. Et kort, glædesløst grin ”Hvorfor lyver du?” spurgte han og rettede først nu blikket mod hende ”Vi ved begge to, at det ikke er blevet en skid bedre” smilet var forsvundet og brynene var rynkede ”Det gør det aldrig” tilføjede han, igen med det bitre smil omkring læberne. Han havde levet med forvandlingen ved hver fuldmåne, hele sit liv. Og alligevel var smerten ikke blevet mindre.. Og det dyriske i ham var ikke andet end vokset de sidste syv år. Det menneskelige i ham svandt langsomt. Han blev mere og mere ude af stand til at føle noget som helst. Indtil fire måneder forinden, havde det været sådan. Indtil han mødte Luke.

Alexei stod bare der, som hun begyndte at kærtegne hans hånd. Det var så uvant en følelse. Kærtegn. Ordet klingede mærkeligt i hans hoved. Som fandtes det slet ikke. Også da hun lænede sig ind til ham, blev han stående sådan. Ude af stand til hverken at modtage hendes tegn på nærhed. Ej heller skubbe det væk. Det føltes på en og samme tid så familiært og så utrolig ukendt. Det føltes familiært at stå sådan med hende. Men det lå så fjernt. For det var ikke ham. Han var ikke den samme Alexei, der havde stået sådan med hende dengang.
Et ganske kort trist glimt viste sig i de grå øjne, som hun talte. Ellers var udtrykket tomt. Han lod den ene arm, stadig med fingrene om hanken på kaffekruset, finde om hendes ryg og klemte ganske forsigtigt hendes hånd, der stadig var i hans ”Jeg ved det” mumlede han og placerede et kys i hendes hår, inden han trak sig væk fra hende og satte sig i sofaen, med de grå øjne rettet mod sine hænder. For første gang i lang tid fik ordet ”idiot” ham faktisk til at føle noget.

Hvorfor hun løj? Ja, hvorfor mon? Det burde han vel kunne regne ud. Fordi hun faktisk bekymrede sig om ting og ikke ville lade ham lide, ikke under tanken om hvad han havde gjort ved hende. For det havde været tydeligt, at han ikke just var glad for sin handling. Hvorfor var han så ligeglad? Selvfølgelig gav det mening, at det dyriske tog over og at han havde lagt følelserne på hylden. Men.. han havde været så fantastisk før det. Dumme, idiotiske Alexei.
"Fordi jeg ikke er ligeglad, modsat visse andre.." mumlede hun, men gad ikke lægge mere i det. De havde vel slået fast for længst, at han var en idiot, at han ikke var den samme og hun ikke var tilfreds med hans udvikling. Men han var ikke hendes og hun kunne ikke ændre ham, om hun så ville. Hendes Alexei var borte, hvilket hun måtte acceptere. Faren til hendes barn var død for længst.

Thilde fornemmede godt hvordan det kom lidt bag på Alexei, at hun lagde armene om ham. Men det afholdt hende ikke fra at blive ved med at holde om ham. Hun håbede vel et eller andet sted på at hun ville kunne trænge igennem til ham, eller at han ville trænge igennem hende. Igennem hendes facader og parader, dem der havde beskyttet hende gennem så meget, men altid syntes svage i hans nærvær. Det var jo noget nyt at hun havde dem oppe i hans selskab, for før i tiden havde hun aldrig forsøgt at beskytte sig selv overfor ham. Han havde været en af de få, der ikke havde udnyttet det - i hvert fald ikke før til sidst. Hendes tillid til ham var lidt ødelagt, især efter udfaldet af den aften. Men han havde aldrig fundet ud af, at hun ikke havde været helt med på ideen om at de havde sex. Hun havde ikke kunnet sige nej, ikke til ham. Hun havde inderligt håbet på at hun kunne, for hun ville ikke. Men når han var startet, så kunne hun ikke stoppe. Hvis han havde husket det, så ville han nok kunne genkalde, at hun ikke havde gjort noget for at lede ham på vej eller opfordre ham til at fortsætte.

Tanken fløj fra hende, da han kyssede hende i håret og så gav slip på hende. Hun havde vidst ramt ham, eller..? Havde hun virkelig fundet et hul i hans panser? Wow. Lidt overrasket over hans svar og reaktion blev hun stående, uden at sige noget. Ej heller gøre noget. Hendes skjorte sad skævt og afslørede lidt mere af hendes kavalergang, end hun havde startet ud med. Arret var stadig synligt på den mælkehvide hud. Som en fejl på en vare, der burde ryge i anden sorteringen - hvilket hun vel også var, i hvert fald for ham.

"Du ved... Du ved godt, at jeg altid vil elske dig, ikke?" spurgte hun og rynkede brynene. Han skulle vide det. Thilde tog et par skridt hen mod sofaen, men stoppede tøvende op. Et usikkert smil forsøgte sig på hendes læber, inden hun endelig satte sig ved hans side. "Ligemeget hvor stor en idiot du er.." tilføjede hun stilfærdigt, inden hun lagde sin hånd ovenpå hans.
Hendes hånd var kold, til trods for at varulve normalt havde relativt høje kropstemperature. Den strøg hen over hans, ganske let og næsten uden at røre ham. Som en sommerfugls vinger, der let strejfer hans hud. En finger fulgte hans knoer, blodårerne og knoglerne i hans hånd. Hun havde altid været fascineret af blodårer og knogler, især når de stak lidt ud på arme eller hals.

Thildes hoved tiltede på skrå og langsomt begyndte hun at tegne et mønster med sin pegefinger på hans håndryg. En smiley, et hjerte, et kryds over hjertet, så en stjerne.
"Nogle gange, så forbander jeg dig langt væk, andre gange savner jeg dig. Du burde næsten prøve at elske nogen så ubetinget..." mumlede hun, med blikket rettet mod hans hænder, ligesom han havde blikket rettet mod dem. Et smil forsøgte sig igen på hendes læber. En person der havde reddet hende mere end en gang kunne hun ikke andet end elske.

Det var også Alexei der havde hjulpet hende, da anoreksien tog overhånd og hun måtte indlægges. Det havde været kort, for hun havde snydt sig ud af klinikken og længe påstået at have det godt. Men da Alexei havde besøgt hende efter og hun kom til at røbe, at hun ikke havde spist i tre dage for at se pæn ud, havde han handlet og hjulpet hende på benene igen. Nu spiste hun faktisk nogenlunde normalt, til trods for at hun havde sine dårlige dage hvor det kun stod på kalorielette væsker. Hun kunne heller ikke spise foran andre.

Den Alexei Thilde havde kendt, var for længst borte. Han var ikke længere til stede i mandens krop. Han ville aldrig blive den kærlige, elskværdige og beskyttende fyr han var dengang. Det havde han lagt bag sig. I særdeleshed overfor Thilde. Det virkede ikke engang rigtigt at være sådan omkring hende. Det var ikke længere noget han bare gjorde. Det var ikke længere naturligt. At sidde der, med hendes hånd i sin, føltes ikke som det havde gjort dengang. Dengang havde det været så trygt. Så virkeligt. Så afslappende. Men nu føltes det mærkeligt, ukendt og anspændt. Alligevel lod han hende gøre det. Han lod hende sætte sig tæt. Lod hende kærtegne sin hånd. Mens brynene var rynkede og blikket mistroisk ”Hvordan kan du elske en du knapt kender?” spurgte han og lod sit blik glide op i hendes. Hans ord sagde et, hans blik sagde andet. De grå øjne var fyldt med fortvivlelse, men samtidig var der noget kærligt. Noget længselsfuldt. Noget kun det trænede øje ville kunne se. Kun det øje der virkelig havde haft indblik i Alexeis sjæl. Som kendte de grå øjnes udtryk ud og ind. Som, når de så ind i dem, kunne se hele hans liv passere. Vidste hvad der gemte sig. Eller blot vidste at der gemte sig noget. Noget der gjorde ham til den han var. Noget der havde fået ham til at splintres i tusinde stykker. Stykker hvor kun de stærkeste igen havde fundet sammen og formet.. Alexei Ace Carter. Den arrogante, højrøvede og homofobiske narrøv af en skuespiller. Der gemte på ikke blot én.. Men fire hemmeligheder.

Varulven gav lyd fra sig. Snerrede, knurrede, peb. Klørene prøvede at flænse sig vej gennem hans krop. Desperat prøvede den at slippe fri. Fri fra hvirvlen af smerte og følelser hendes ord havde vækket i ham. Noget var helt forkert. Hyl. Dyret ville fri. Det ville tage styringen. Det ville løbe. Søge. Til tider skød ulvens instinkter ind. Til tider prøvede den at overtage. Selv på tidspunkter udenfor fuldmånen. Men specielt lige op til. I lang tid havde det været netop dette der skete. Ulven ville have noget, som ikke var der. Noget som den havde længdes efter længe. Og Thildes ord havde vækket netop détte behov.
Han fik undertrygt ulvens desperate kamp og kiggede ned på deres hænder. Et ganske svagt smil krøllede sig frem på hans læber og han lod sine fingre finde rundt om hendes hånd, inden han løftede den til sine læber, som lød hen over hendes håndryg i et blødt stryg ”Det gjorde jeg engang..” lød ordene hæst, inden han slap hendes hånd og rejste sig op fra sofaen. Beskrivelsen hun blot havde givet ham, var en præcis beskrivelse af hvad han havde følt for sin mor. Han havde altid vidst, at hun intet godt menneske var. Ikke helt inderst inde. Han havde flere gange betragtet hende slå en person ihjel, fordi denne havde trådt forkert og vanæret hende. Han havde hadet hende, men samtidig havde han elsket hende. For hun var hans mor. Og i sidste ende ville de altid have en forbindelse. Gennem blot. En forbindelse der i sidste ende havde vist sig at være stærkere, end han nogensinde havde kunne drømme om.

”Sagde du ikke, at du ventede besøg af din fætter?” spurgte han og vendte sig mod hende. Igen med det følelsesløse udtryk i ansigtet. Det var tid til at hun gik.

Hans spørgsmål virkede underligt, for det var så indlysende for hende. Som var det et svar han burde kende. Der var så mange forklaringer og alligevel kunne hun kun få en frem. Det var alligevel den mest simple. Måske den bundede i, at hun klyngede sig til et desperat håb om at han stadig var hendes Alexei et eller andet sted. Det kunne også være fordi, at hun slet ikke kendte til den nye.
"Jeg kan ikke lade være.. Det er som om jeg er dømt til at elske dig." svarede hun og trak på skuldrene. Det virkede fjollet, men alligevel var det hendes forklaring.
Thilde var dømt til at elske ham, hun var dømt til at være ulykkelig over hans forandring. Hun havde dømt sig selv, hvilket hun så ofte før havde gjort. Det skete primært i hendes depressive perioder.

Lægerne havde erklæret hende manio-depressiv. Hendes store humørudsving gjorde hende utilregnelig og svær at håndtere til tider. Nogle dage gik hun i selvsving, gjorde hele huset rent og kastede sig ud i større bageprojekter. Hun gik lange ture og svømmede rundt i sin lille mani. Men andre dage var knap så gode. Der sad hun gerne i sit badekar med enten et glas piller eller et barberblad, hvor hun overvejede fordele og ulemper. Det var i de perioder, hvor fordelene syntes flest.
Alligevel havde hun aldrig haft styrken til at gøre noget ved det. Hun havde ikke slugt alle pillerne, hun havde ikke skåret sine pulsårer over. Tanken om Angelo og Alexei fik hende stoppet. Som om Alexei mentalt var ved hendes side og sagde nej.

"Du har reddet mig fra så meget, selv uden at være der.." tilføjede hun og trak igen på skuldrene. Han ville sikkert ikke forstå det, sikkert ikke nu. Dengang ville han. Men han var så langt væk nu. De grå øjne forsøgte måske at skjule det, men et eller andet sted var han der. Det kærlige twist som det grå afslørede for hende, gjorde hende mere sikker i sin sag. Dog tvivlede hun på om det nogensinde ville trænge igennem til hans nuværende jeg.
"Man kan ikke leve uden kærlighed.. Jeg kan ikke."
Kærligheden havde holdt hende i live, hvilket han også ville vide hvis han læste mellem linjerne i det hun sagde. Det havde han været så god til dengang. Der havde det været barnemad for ham at høre hvad der var galt. Inden hun fik sagt mere end en sætning, så vidste han det. Det var han den eneste der havde kunnet.

Til trods for at hans læber strøg mod hendes håndryg, så vidste hun godt at det ikke var hende han snakkede om. Han havde elsket hende højt, men aldrig så ubetinget som hans mor. Kærligheden til hans mor havde hun afluret, især efter han havde snakket om hende. Der skulle ikke meget til, før end at hun havde fundet ud af hvor højt han egentlig elskede hende. Det blev især understreget da han havde opsøgt hende, efter morens død. Han havde været knust.
Thilde havde selv elsket sin mor højt, til trods for kun at have kendt hende i 6 år. Hun havde stadig mindet om den dejlige kvinde, der havde beskyttet hende mod hendes far. Derhjemme havde hun den parfume, som hendes mor havde brugt. Hver gang hun købte blomster var det hendes mors yndlings. De eneste billeder hun havde var af sin mor og af Angelo. Og så Alexei. Et enkelt billede af hende og Alexei sammen. Det var taget på en solskinsdag hvor de havde rendt rundt ude på en mark. De havde haft et kamera med og sat selvudløseren til, men billedet var blevet godt. Så man nærmere på det, så kunne man se Thildes ar på armene, men smilet talte for sig selv. Det var et af de øjeblikke som hun ville huske for evigt.

Idet han rejste sig, rejste hun sig også. Hun skulle hjem, det var tydeligt at mærke på ham.
"Jo, Ben og Angelo kommer i aften.." mumlede hun og gik hen efter sin jakke. Mon hun så ham igen? Måske. Bare han nu ikke rendte ind i hende mens Angelo var her..