People are funny.. to wacht (Charlot)

Tid:Solen ser ud til at gå ned, om ca 1 time
Sted:Tilfældigt sted i Logement,
Omgivelser:Der går ikke så mange på gaderne mere, dog kan man stadig se grupper stå omkring
Vejret:Det regner svagt, men de sorte skyer ser ud til at love mere. En kraftig vind tager til tider til.

Langs de smaller gader, står der kun få folk tilbage nu, og en tung stilhed ser ud til at havde faldet, få folk går stadig sammen og snakker sammen, muligvis på vej hjem, ved flere af gyderne kan svage stemmer høres, fra de sædvanlige hjemløse der sidder samlet om en tønde de har brugt til at huse deres bål, de sidste dropper alkohol bliver grådigt tager, til den allerede voksende samling i deres fedede skæg. Få gade børn kan stadig høres eller ses løbe rundt, hvad enten grinende og legende, eller på flugt fra de mulige folk de har tager fra. Rundt omkring står der stille grupper af unge og konversere, de grådige smil på deres læber, siger alene hvad deres hensigter er med den uheldige person der skal blive deres billet til mad, eller hvad de end lyster. De fleste folk holder tæt om sig selv for at holde på varmen, da kun få har varme at vende hjem til.

Langsvæggene kan en mand i en snavset gul regnjakke ses, huller rundt omkring i den afslører hvid beklædning under den, hætten er trukket så langt ned over hans hoved, at det meste af hans hoved er gemt fra omverden, og hvad den kan ses, er dækket i bandager, som var tykt indsmurt i en sort substans, hans slidte bukser havde for længst mistet farven. Hans fodtøj bestod af en nedslidt støve, og en relativ ny jogging sko, det eneste af hans krop der ellers kunne ses var et par hænder, som ellers også var dækket i et tykt lag bandager, indsmurt i samme substans, og små sorte klør stak ud fra enden af hans fingre. Fra tid til anden falder en dråbe af en tyk sort væske ud fra hans ærme.

Umbra tog så lette skridt som han nu kunne i sit ellers raske tempo, men som altid var det ikke det der træk opmærksomheden af folk omkring ham, det var den tunge lugt af død og tar, der hang omkring ham, der fik folk der gik forbi, til at vende hovedet, og se med foragt, på hvad der måtte være en endnu en hjemløs, han så nervøst omkring, de blikke der blev sendt imod ham gjorde ham altid nervøs, og hans hænder lavede deres sædvanlige dans med hinanden, som de altid gjorde når han blev set på. Han kunne efterhånden mærke måneds kald, eller i værdfald den reaktion hans krop fik når den var på vej, lige så stille begyndte mere af den sorte væske at komme frem, og han ville nådig være ude når den kom op, han foretræk at være der hjemme når det skete. Som han gik var ved at dreje af, da han hørte en kvindes dæmpede skrig, han så sig om, og så en hvad han måtte gå ud fra var en kvinde i 20'erne blive trukket ind i en gyde af 3 til 5 unge mænd, som smilte grådigt for hinanden, som de holdte hende. *Når ja man kan vil altid blive lidt endnu* tænkte umbra kort, som han stilte sig så tæt på gyden som han mente var sikker, observations afstand hvilket andre nok ville dømme dumdristigt. De er altid så sjove at se interagere med hianden, ger hvide hvad de ville med hende, det skulle nok blive sjovt at se. Hvad der måtte være et smil, efter at dømme på bandagernes trækning spredte sig over hans ansigt