Floating Memories.

//OOG: Oversættelse af latinske ord; "Moon oh moon. Shine bright every night" "Clear and pure" "Only for me".//

Stedet :: De Jeux - Legepladsen.
Tiden :: 01.43 - Om natten.
Vejret :: Der er rimelig mørkt, men stadig lunt. Der er næsten vindstille, men af og til vil man kunne mærke en svag vind. Der er stjerneklart, og månen er fremme på ny.
__________________________________________________

Dette lignede hende ikke. Hun plejede ikke at være typen der vandrede hvileløst rundt i Di Morga’s gader. Midt om natten. Det var direkte farligt for sådan en som hende. Eller i det hele taget bare for hende. Men lige meget hvor meget hun fortalte sig selv, hvor ubetryggende det var for hende at gå forsvarsløs rundt, stoppede det hende aldrig. Når hun først havde steget ud af den bløde seng, var der sjældent noget der kunne stoppe hende igen. Og som altid var hun endt nede på byens legeplads. De Jeux. Det havde været den endestation, hun var kommet forbi de fleste par gange, hun havde bevæget sig udenfor.

Stille og roligt gyngede den lille aspara frem og tilbage, som sad hun i en trance. Hendes små hænder havde et godt greb i metalkæderne, der holdt brættet oppe. Og hendes hoved var bøjet fremover. Som slappede hun helt af i nakken, hang det der bare. Stadig fastgjort til hendes skuldre. Hendes lange brune hår faldt blødt ned omkring hendes ansigt, og hun gjorde ikke rigtig noget ved pandehåret, der syntes at skygge for hendes udsyn. Hun stirrede blidt ned imod jorden, hvor hun kunne se sine bare fødder, der skubbede fra sig, så gyngen kom i bevægelse. De brune øjne vandrede langsomt lidt mere ind mod hendes krop. Hun studerede sin egen beklædning. Måske ikke den mest smarte mundering. Men hun frøs ikke, trods hun kun havde iført sig den alt for store skjorte, sammen med det enkle undertøj inden under. Hun huskede ikke at have haft travlt, men hvorfor fandt hun sig så aldrig i en mere acceptabel dækning af tøj? Hun kunne da sagtens have nået at iføre sig selv et par bukser i det mindste. Men nej, så klog havde hun tydeligvis ikke været
Amelia sukkede dybt, og kom endelig lidt mere til stede. Hun stoppede bevægelsen fra gyngen, ved at sætte fødderne ned i jorden, og lænede så ellers hovedet helt tilbage, så hendes blik blev rettet mod himlen. Den klare mørkeblå himmel, med de millioner af stjerner. Deres blinkende lys syntes at virke beroligende. Ikke at hun havde været oppe i det røde felt, eller været i panik af nogen art, men hun nød synet. Det fik hende endda til at smile. Bare en smule. Det typiske søde smil, der syntes at passe til hele hendes tilværelse. Hun trak vejret stille og roligt. Der var ikke den eneste lille forstyrrelse at høre i hendes åndedræt. ”O lunam lunam. Omni nocte conlucent.” begyndte hun at synge. Ganske svagt og ganske forsigtigt. Hun bevægede nærmest ikke de bløde læber. Tonerne var klare, og hendes stemme så uskyldig som man kunne forvente fra et individ som hende. ” Clara et pura.” Det var tydeligt at høre at det der kom fra hende, ikke var hverken fransk eller engelsk. ”Tantum enim mihi.” Efter den sætning, stoppede hun helt af, og endnu et dybt suk lød fra hendes strube. Hun følte sig lidt ynkelig. Hun burde ikke have det sådan. Det var jo ikke hendes skyld. Hun havde aldrig gjort noget for at være offeret. Hun slap forsigtigt kæden med sin ene hånd, som hun førte hen til den modsatte skulder, som endnu havde en af de mellem store plastre hen over sig, for at skjule de helende bidemærker. Forhåbentlig ville de være helt væk. Hun håbede inderligt at de ikke ville efterlade ar, lige som alle de andre.
Det var utroligt, hvor forbandet naiv hun stadig var. Hun burde virkelig slet ikke have taget et skridt udenfor. Nok havde hun boglig klogskab, men erfaring var en ting hun nok ikke var bedst med. Men hun havde overlevet indtil nu, så hvorfor skulle hun ikke blive ved med det. Den lille tanke, fik igen det lille smil frem igen. Hun var nu en kær lille en.

'Vi bliver nød til, at forblive stærke, hvis vi skal kunne besejre Lysander, og hævne Vladimir. Og for at forblive stærke, må vi udvikle os. Vi har brug for flere kilder. Og jeg.. Har brug for dig. Olga.'
Ordene flød forbi hendes tanker, igen og igen. Og hun forstod dem skam ganske fint. Men det var svært at være den stærke, og den der var brug for. Når man havde mistet det eneste man selv havde brug for, for at holde en selv kørende. Al mening, al varme og al fremgang var blevet revet fra hende, ved Vladimirs fald. Der var kun en ting tilbage, nu. Det var at hævne Vladimir. Og hvad end Karaktar mente var nødvendigt for at opnå dette, ville hun jage, og skaffe. Om det så betød at hun endnu engang skulle skjule sine følelser, så ville hun gøre det. Og denne gang, var det denne lille pige. Og som Mi'serable betragtede det lille kreatur, var det klart at hun ikke bare var en lille pige. Asparaer snød ofte med deres udseende. Så Mi'serable regnede ikke med, at denne 'lille' pige, ville reagere vel på at se en vampyr. Allerede nu, kunne hun lugte grunden til dette. Duften af en Aspara, var umådeligt svær at modstå. Men hun vidste til gengæld også hvad der skete, hvis hun skulle finde på at drikke fra denne. Det, havde hun prøvet flere gange, i syne yngre årtier. Men nej. Amelia skulle ikke være et offer denne aften. Tværtimod.

Da Asparaen's blik gled opad, ville hun høre nogen lave pusle lyde fra hendes venstre side. Men skulle hun kigge den vej, ville hun ikke se noget. Men den gynge hun sad på, begyndte sekunder efter let at ryste, som om et eller andet skubbede til denne. Men stadig, ville hun ikke kunne se nogen. Og da, ville hun høre en rolig, afslappet stemme, som gled igennem luften. Som spundet af silke, ville den være beroligende for de mest simple hoveder, som med glæde accepterede at blive manipuleret.
"Conlucent.. Sed pro utroque." Sagde stemmen stille, og langsomt begyndte en krop at komme til syne, liggende på stangen over hendes hoved, som de lange kæder desperat holdt fast i. Kvinden der nu kom til syne, lå perfekt balanceret på maven, med den ene arm hængende ned fra stangen, og den andens håndled lagt derpå, hvor hendes kind ligeså lå. Fra hendes ansigt betragtede røde skyer Asparaen, og over hendes læber var et lille smil formed. Begge hendes ben var bøjet ved knæende, så hendes fødder rakter imod himlen, foldet sammen. Hun bar en kort, sort nederdel, der dalede ned langs stangen, og ville være umådeligt udfordrende, for en hver der skulle stå bag hende. Hendes ben var beklædt med et par lange hullede leggings, og hun bar ingen sko. Som top bar hun en simpel sort bluse, der sad stramt imod hendes former, og på den ene arm bar hun en lang sort, nettet handske, uden fingre.
"Man er aldrig alene om at nyde månen.. Specielt ikke i denne by. Hvor du.. Bestemt ikke burde rende rundt alene, lille ven." Sagde hun igen, med den næsten beroligende stemme. Hendes hoved blev lagt en anelse mere på skrå, og hendes røde læber formede et lidt breder smil. Hun løftede sin hånd op, som før havde dingled ned imod Amelia, op til det lange, livlige, røde hår og skubbede det om bag sit hoved igen.
"Men.. De der bruger sin tid på denne lejeplads, om natten, har vel deres grunde til at være alene, eller?"

Allerede idé hun hørte stemmen, syntes en panik at skyde op i hende. Den afslappede udstråling der før havde omgivet hende, forsvandt som dug for solen, og på få sekunder virkede hun opmærksom på al bevægelse. Alle lyde. Og alle lugte. Men hun syntes ikke at kunne fange noget. Lige meget hvor hun så hen. Lige meget hvor hun fokuserede imod. Så fandt hun ikke årsagen til stemmen. Det var ikke helt så meget stemme der havde fanget hendes opmærksomhed. Det var ordene. De havde virket bekendte. Sproget var så bekendt. Ingen nu til dags talte det mere. Det lå til de ældre tider. Tiderne hvor man skulle tro at troen alene havde skabt dette fantasiske kommunikations redskab. Til sidst endte hendes blik retter op imod himlen. Eller rettere, op imod stangen der holdt kæderne fastgjort, så brættet var svævende. Med ét, stirrede hun imod kvinden over sig. I Amelia’s hoved kunne hun gå hen og minde lidt om en kat. Den tanke blev dog hurtigt overgrebet af alt muligt andet. Der gik ikke længe før hun havde rejst sig fra gyngen i sådan en fart at den gav sig til at gynge spastisk et par gange. Uden et ord, var den lille aspara allerede sat i løb. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det var vel bare hendes fornemmelser der spillede af på hendes reaktioner. Dog nåede hun ikke langt, inden de stakkels små fødder blev sat ind foran hinanden, som blot resulterede at hun faldt så lang hun var. Midt på den hårde jord, som udgjorde legepladsen, nu hvor der var så mange der havde trampet rundt på det. Lidt støv løftede sig, på grund af hendes fald, men det landede kort efter på jorden igen. Og tilsyneladende også på den stakkels lille pige, der uden tvivl havde givet et par piv fra sig. Hun forbandede allerede sig selv. Hun følte sig altid så umådelig klodset. Lige meget hvad hun lavede. Af og til troede hun virkelig at hun aldrig havde fået lært at omgås i samfundet.
Stadig med paniske bevægelser, prøvede hun at komme op igen. For at gøre klar til at løbe igen, men det endte det ikke helt med. Hun klarede sig lidt med at få vendt sin krop om, til hun bare dumpede ned på bagdelen. Nu med fronten mod denne kvinde. Eller der hvor hun havde befundet sig før. ”Kom ikke.. nærmere..” fik hun fremstammet. Hun virkede så forsvarsløs. Og det var vel også sandheden. Hun havde ikke meget hun kunne gøre i de forskellige situationer. Hun var faldet ned i et hul. Et dybt hul, der hele tiden gav hende følelsen af at hun var fortabt. Lige meget hvad. Hun fik skubbet sig en smule tilbage ved hjælp af de bare fødder, men hun fandt det hurtigt dumt. Hænderne var sat fladt mod jorden en smule bag hende, for at støtte hendes stilling. Hendes hvide skjorte havde allerede opsamlet noget af den tørre jord, og det samme have få steder af hendes ellers kønne ansigt, med de skræmte dybe øjne. Hun sank med besvær en stor klump slimet spyt, der var blevet dannet af de ukontrollerede spytkirtler.
Hendes pludselige frygt var egentlig bare bygget op af hendes paranoia, som så ud til at være lagt på et følsomt sted denne nat. Hun burde ikke være overrasket. Hun havde jo selv valgt at komme udenfor. Hun var selv uden om det denne gang. ”Hva-Hvad vil du..” Det var vel i sandhed det dummeste spørgsmål, der kunne stilles, men alligevel kom det altid frem. Som håbede hun inderst inde at hvad denne kvinde ville, ikke indblandede hendes tænder der sad dybt i hendes hals. Men var denne kvinde overhoved af vampyrracen? De rolige vejrtrækninger fra før havde ændret sig markant, og det kunne ses på hendes brystkasse der virkelig hævede og sank i tydelige træk..

Et dybt syk fremkaldte sig, som Amelia reagerede på hendes paranoia. Dog var en lav klukken også krøbet frem, af det komiske i kvindens pludselige opfattelse, af kreaturet over hende. Mi'serable rystede kort på hovedet, inden det blev dumpet tilbage på hendes hånd. Men hun flyttede sig ikke, for at jagte pigen. Hvis hun ville løbe væk, ville hun give hende chancen for at gøre det. Hun ville sagtens kunne finde hende igen. Lugten af en Aspara, var umådeligt svær at gemme væk. Men i stedet for at slippe væk, faldt pigen blot pladask på jorden, hvor hun nu panisk rullede rundt, for at sætte sig op igen. Mi'serable smilede en anelse, næsten beroligende, imens de røde øjne fortsat betragtede pigen. Og da hun endelig fik frem stammet ord, voksede smilet en anelse, og hun nikkede en enkelt gang.
"Som du vil.. Man sidder også ganske godt her oppe, var slet ikke min mening, at ville jage dig. Eller for den sags skyld utilpas tæt på dig.. Jeg beklager hvis jeg brød din comfort zone." Sagde hun roligt, i det hun smøgede sig op at side på stangen, stadig med den samme perfekte balance, som om hun ingenting vejede. I stedet sad hun nu med fronten imod der hvor Amelia sad, med begge ben samlet, nu dinglende ned på den ene side af stangen. Hendes røde øjne betragtede fortsat pigen, nu med hendes hoved en anelse på skrå. Hendes ene hånd bevægede sig op, for at skubbe en lok hår, om bag hendes øre, før begge hlnder blev lagt imod stangen under hende. Hun klukkede en enkelt gang med pigens spørgsmål, og lod sit blik glide en anelse rundt.
"Hvis jeg ville dig noget ondt, i hvert fald, så ville jeg vel ikke have vist mig her oppe, ville jeg? Så ville jeg jo nok have sneget mig hen bag dig, og ødelagt dine chancer for at flygte, hm?" Startede hun, og lod de røde øjne glide tilbage imod pigen. Mi'serables øjne, var for det meste konstant i bevægelse, og skiftede farver efter hendes humør. Dog gjorde de ikke dette længere, da det altid ville fremvise sorg. Så i stedet, fastholdt hun dem, ligesom hun fastholdt resten af sin facade. Øjnene betragtede Amelia op og ned, inden hun så fortsatte.
"Snakke. Det er hvad jeg vil. Jeg vil gerne snakke med dig, om nogen ting. Som blandt andet din nuværende situation." Sagde hun med den samme rolige stemme som altid, og lod sit smil vokse et par sekunder. Hendes finger aede roligt stangen under hende, for fortsat at holde sin balance, uden at betragte den. I stedet forblev de røde øjne, malet imod Amelia's.
"Havde håbet at kunne snakke afslappet og roligt med dig, men kan godt se at jeg ikke ligefrem lage så godt op til det, ved at skræmme dig sådan? Og det, beklager jeg. Det var aldrig min mening." Forklarede hun, og rykkede sig en anelse hvor hun sad, for så at lade hvert sit ben, dingle hver sin vej, og læne sig en anelse fremad.
"Men for at vise dig at jeg ikke vil dig noget ondt, vil jeg forblive her, indtil du tillader mig andet. Vil det kunne berolige dig? Ville det gøre, at vi kunne snakke sammen?" spurgte hun, nu med et spørgende blik, men det samme venlige smil. En af de ganske få, blide vinde, ruskede let i det flammende hår, og fik noget af det til at dække hendes øjne. Stadig, var intet af hendes sorg tydelig på hende, med mindre man kunne se ind i hendes sind.

”Huh..” Trods Amelia ellers var dybt påvirket af forskrækkelsen og forestillingerne i hendes hoved, syntes hendes ansigtsudtryk at ændre sig på få sekunder. Blot ved at høre hendes rolige stemme og ord. Den måde hun nu stirrede imod kvinden, var knap så ynkelig. Knap få frygtfyldt. Snakke? Der var ingen tvivl om at hun var lettere overraset. Det var selvfølgelig almindeligt for en person at snakke med en anden, men det faldt bare ikke helt på plads. Hun havde følelsen af at denne kvinde rent faktisk kendte til hende. Som var hun ikke en komplet fremmed. Sådan var det bare ikke modsat omkring. Den lille aspara var ret sikker på aldrig at have set vampyren før. Hun virkede på ingen måde bekendt. Men samtidig virkede alt omkring hende afslappet. Dødt, men afslappet. Som sad hun ikke og løj, med at hun intet havde at frygte.
”Min nuværende situation?” lød det så endelig fra hende, efter et godt stykke tid. Hun havde brugt tiden godt, med at gå kæmpet lidt mere mod frem. Hun var nærmest flov over sin reaktion. Hun følte lidt at hun havde dømt for hurtigt. Måske talte kvinden sandt. Hun fornemmede ingen form for skyld i hendes stemme. Amelia’s vejtrækninger begyndte samtidig at falde til ro igen. Men hun rykkede sig ikke fra sin plads på jorden. Godt nok kunne hun gå hen og føle sig lille, men jo lettere på naturens overflade, jo bedre så det til at hun havde det. Ikke undrende, når man tænkte på hvor hendes væsen oprindeligt var knyttet til. ”Hvad.. Hvad ved du om min nuværende situation??” Den blide stemme rystede stadig, bare en tand, men det var ingenting i forhold til hendes førhen stammen. Allerede stort fremskridt, som nok mest af alt var blevet bygget op ved hjælp af hendes nysgerrige personlighed, som hun var så fint velsignet med.
De brune øjne, der længe bare havde været rettet imod den faktisk fascinerende kvindelige vampyr, der var placeret over gyngen, blev nu flyttet væk. Hun så ned over sig. Fokuserede egentlig ikke på så meget, andet end hvad der foregik i det rodede hoved. Hun krummede svagt sine tær, inden hun endelig bevægede lidt mere på sig. Hun skubbede sig blidt op med armene, så hendes ryg var mere ret, og hun ikke mere holdt sig oppe ved hjælp af de støttende stolper, hendes armen havde været. Hendes ben blev samlet og efterfølgende trykket længere og længere op til hagen, hvor de dog ikke blev længe. Hun spredte dem forsigtigt, med det ene ben over det andet, til det endte med at hun sad i en almen skrædderstilling. Hun løftede roligt sin ene hånd, for at fjerne et par af de brune lokker fra hendes ansigt, og for samtidig at få tørret det værste jord af hendes ansigt. Eller rette, kun lige det der sad under hendes næse og virkede generede. Derefter faldt hånden bare tilbage på sin plads, ved siden af den anden, oven på de krydsede ben.
Så så hun atter mod kvinden. Hendes øjne var stadig dybe, og skjulte ikke mange af hendes følelser. Men behøvede kun at se ordentligt efter, så ville de fleste af hendes tanke være afsløret. Hvis man da kunne finde rundt i hovedet på hende. Nu var det hendes tur til at få lagt hovedet på skrå. ”Hvem er du??”

De røde øjne fortsatte med at betragte Amelia, og afventede 'spændt' svar. Realistisk, var der ingen følelser at se i kvindens øjne. Ansigtet bar intet andet end det lille fine smil, der på nogen måder udviste følelser. Og den næsten grålige hud, gjorde det langt fra bedre. Hun var, på mange måder død. Tit var der falske følelser vist på hendes art, men ikke nu. Mi'serable, følte sig præcis som hendes selv valgte navn foreslog.
Men stadig, forsøgte hendes læber at gøre det helle meget bedre. Og egentlig, klarede de det ganske godt. Smerten, var ingen stedder at se. I hvert fald ikke på den afstand Amelia sad.

Med Amelia's første spørgsmål, smilede Mi'serable en anelse bredere, og lagde sit hoved en anelse på skrå.
"Der er jo en grund til, at du flygter fra en person i mørket, ved første øjekast. Og hvis ikke du var snublet, er jeg ret sikker på, at du ville have været væk, lige så hurtigt som at jeg kom frem. Der er noget der ude, du frygter. Og det er ikke min race, selvom den tanke nok også ramte dig. Svarede hun, med den samme rolige stemme, i det hun begyndte at læne sig en anelse til siden, og ligge mere vægt imod hendes højre hånd, og flyttede den venstre op på hendes lår. Hun lod så Amelia sætte sig til rette, imens hun betragtede hende, og afventede yderligere ord.

Med spørgsmålet om hvem hun var, kunne man se Mi'serables læbers smil, knække et par sekunder. Der var kun et navn, hun nu ønskede at nævne. men det navn, døde med dennes husbond. Der var ikke længere en Olga Rasputin. Der var kun.
"Mi'serable." Svarede hun, med et tilbagevendene smil, i det hendes øjne for første gang slap Amelia, og faldt imod jorden under gyngestativet.
"Stemme for Klan Rasputin. Det er mit job, at opsøge, og snakke med mulige kontakter, allierede eller. På anden vis interessante parter." Uddybede hun så sit svar, inden hun smilede op imod Amelia, og lod sig så falde ned fra stangen, med en elegant bevægelse. Hun landede på jorden, næsten uden at hendes krop reagerede på faldet.
"Og dit navn, er Amelia. Dit mellem, og efternavn, er en anelse.. Flygtige. Ligeså er din fortid. Men betyder heller ikke så meget, vi er så mange der har en smertefuld fortid, så vil jeg ikke rode i. Det det handle rom, er hvem du er nu, og hvordan du kan hjælpe os.." Fortalte hun roligt, og lod nu sig selv sætte i gyngen, men forblev dog stille. Hun holdt den afstand Amelia havde været okay ved, og slap for at side på en tynd stang.
"Og.. Selvfølgelig. Hvordan -vi-, kan hjælpe dig. Et godt eksempel på vores hjælp, kunne være den hovedpine, der gav dig dit ar på skulderen. Eller i hvert fald sørge for, at denne hændelse bliver langt mere sjælden i fremtiden." Fortsatte hun, og nikkede smilende imod hende, da hun nævnte arret. Hendes hoved lagde sig så igen på skrå, i det hendes lange fingre smøgede sig om hvert sin kæde af gyngens, og hendes hoved lænede sig imod det kolde metal.

”Jeg frygter ingen specifik race.” Hendes ellers nogenlunde klare stemme, var hurtigt bare blevet til en klump mumlende ord. Hendes ansigt skjulte ingen følelser. Det var næsten som om alt var blevet overdrevent fremhævet i hendes kønne træk. Som var hun taget direkte ud af en billedforklaring i en bog. Eller tegneserie. Det var sandt det hun sagde. Eller hun ønskede at det var sandt. Hun havde jo hele sit liv lært at ikke synde på den måde. Men lå mere hun tog sig sammen for at give folk en chance, jo mere såret blev hun. Både fysisk og psykisk. Det tog hårdt på hende. Byen tog hårdt på hende. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde siddet og bare smilet for sig selv, ved tanken om hvor fantastisk hendes liv var. Det var nok bare det man kaldte for puberteten, selvom hun nok havde været gennem den i mange år nu. At være fanget i en teenagers krop. Forhåbentlig voksede hun snart ud af det stadie.

Lige idet hun sagde hendes navn, så hun direkte mod hende. Overrasket, igen med de opspærrede øjne. Dog viste de ikke frygt mere. Bare ren og skær forvirring og overraskelse. Hun forstod ikke helt. Hun nåede ikke engang at komme med spørgsmålet om hvor hun kendte hende fra. Eller hvor de kendte hende fra. Det virkede pludselig som om der er flere der kendte til hendes eksistens. Hun havde da holdt en okay lav profil, havde hun ikke. Hun boede ikke engang inde iblandt andre.
Den lille aspara, der så ud til at have faldet lidt mere til ro, drejede nu hovedet for at se mod den milde forbinding omkring skulderen. Hun tog et par sekunder til at studere det, og man kunne nærmest se fornemme den smerte hun før havde været gennem, blot ved at scanne over hende. ”Det plejede at ske sjældent før i tiden.” lød det så endelig fra hende. Stille og roligt talte hun, imens hun strøg over plasteret, inden hun så bare rettede på skjorten, for at skjule den. ”For at være ærlig, gik jeg faktisk rundt og troede det aldrig ville ske for mig. At jeg aldrig ville blive angrebet eller hvad det kan kaldes.” Hun sukkede dybt, og hendes blik gled forsigtigt fra jorden og imod kvinden igen. Hun virkede en del mere rolig. Men den udstråling hun havde, virkede så malplaceret omkring hende. Og det blev vel heller ikke bedre af det lille smil. ”Men det sker ud til at ingen er hundred procent hellige. Og ingen er fuldkommen i sikkerhed.” En meget kort og svag latter kom så fra hende. Eller det var nok mere bare et fnis. En smule nervøst anlagt, men tydeligvis ikke på grund af Mi’serable. Det var egentlig et kønt navn. Betydningen var måske lidt hård, men som en der ikke var oprindeligt fra det franske land, var det nu kønt alligevel.
”Paenitet..” Langsomt begyndte Amelia nu at rejse sig op. Ganske forsigtigt, men stadig elegant. Hun skammede sig ikke over at springe frem og tilbage mellem fransk og sit først lærte sprog. Blodsugen virkede i hvert fald til at kunne forstå hende. Det var det indtryk hun havde i hvert fald. ”..men..” Hun stod nu endelig helt oprejst. Hun børstede med rystende hænder det værste støv fra skjorte, som var den til at redde. Hun rettede ikke rigtig på den, men den syntes nu alligevel bare at falde perfekt med over hende, som en kjole, der lige dækkede hvad der var nødvendigt. ”Hvad vil jeg kunne hjælpe jer med? Og hvem.. er denne Klan Rasputin?” Det sagde hende intet. Det eneste det gjorde var kun at ringe en klokke i hovedet på hende. Hun havde selv været en del af en klan. At tænke at der stadig fandtes klaner, i denne ny moderne tid, var en smule betryggende. På sin vis. Som hun stod der, så lille og skrøbelig, som ville hun gå i stykke ved den første forkerte berøring, flagrede hendes hår en smule. Ikke meget. Det var bare i en svag bevægelse. Det virkede lidt som var hun omgivet af en ukontrolleret sommerbrise, selvom at der ellers forholdt sig vindstille..

Med Amelia's første ord, smilede Mi'serable småligt, og måtte udlade en blid fnisen, der ingen dårlige miner var i.

”Bare de fleste?”

Spurgte hun, med en stemme der bar så megen ro og følelser, at det var tydeligt det ikke var ment som en fornærmelse, eller drillerier. Men som om det var en ganske så almindelig ting. Hvilket det bestemt var, når man snakkede om kreaturer af hendes race. De var en jaget race. Flere racer levede af dem. Andre kunne ikke stå for deres ynde. Og dette, var da heller ikke en overraskelse. Asparaen var en yderst yndefuld, smuk og elegant race. Mi'serable kunne se alverdens grunde til, at diverse rovdyr ville vælge en Aspara som offer, frem for en hvilken som helst anden. Og hun havde da også selv en gang, lade sig nyde noget tappet Aspara blod. Men. Amelia, kunne hun ikke se, hvorfor nogen ville vælge som offer. Alt var for perfekt ved hende, til at hun kunne forestille sig nogen kunne finde på at ødelægge dette. Det virkede helt urealistisk!

”Der er ingen skam i frygt, hvis man ej ejer evner til at forsvarer sig med, der rækker over det almene, i den her by. De svage, er føde her. Jeg ejer da også selv en hvis skyhed overfor diverse racer. Din, som et eksempel. Jeg er altid så bange for, at jeg ikke ville kunne kontrollere mig selv omkring jer. Men. Så alligevel.. Når jeg ser en som jer. Og alt jeres.. Ynde.. Elegance. Sårbarhed. Springer i øjnene på mig.. Kan jeg ikke andet, end kontrollere mig selv. Det. Er min frygt. At miste kontrol.”

Fortalte hun kort, imens hendes ben begyndte blidt at svege, så hun langsomt gyngede frem og tilbage på den knirkende gynge. Mi'serable lod hende derpå, fortsætte. Hun sagde ikke noget, før et par af Amelia's spørgsmål var stillet. Men sad bare og stille, roligt, observerede hende. Med øjne, der nu bar et næste lyserødt skær, i de kaotiske skyer. Og da Amelia var færdig, forblev Mi'serable da også stille et stykke tid, hvor hun nærmest bare himlede af at se på den lille pige, med et blidt smil. Men da hun endelig fik sig revet fri fra hendes tankeløse pause, lod hun igen læberne flyde, med den blide, bløde stemme.

”Desværre.. Er der intet der er helligt, nej. Men. Der er statusser, der kan gøre en immun i mange, mange tilfælde.. Og der er også dem, der bliver passet, plejet og beskyttet. Mange af disse fortjener ikke denne omsorg. Andre..”

Med det sidste ord, lavede hun et lille, diskret, næsten svært at ligge mærke til, nik imod Amelia.

”Fortjener det.. Men for det ikke.”

Sagde hun, med et blidt smil, der bare en lille nuance af sørgmodighed. Gyngen havde nu fået en del mere svingen i sig, men ikke noget der gjorde at Mi'serables blik nogen sinde måtte forlade Amelia. Nej. Hun fortsatte med at kigge, med de samme beroligende øjne. Hun så kort tænkende ud, inden hendes smil blev til et lettere sørgmodigt blik, inden hun begyndte at tale igen.

”Selvom.. Jeg nettop sagde, at det var alment at frygte ting.. Er det synd at en som dig, skal lide under det. En som dig burde være glad. Smilende. Varm. Helle tiden. Og aldrig have den følelse af, at i ikke er i trykke omgivelser. Burde altid ha en.. Omsorgsfuld favn at falde i.”

Sagde hun kort, med et lille smil efterfølgende. Hun havde skubbet arbejdet lidt væk, og lagde først mærke til dette nu, og rystede kort på hovedet, så de lange krøller hoppede i vinden, inden hun kiggede tilbage imod Amelia.

”Klan Rasputin, er en sammensætning af Nosferatuer. En Blodlinje, der er holdt nede af vores races andre blodlinjer, som var vi rotter. Det samme er vi af alle andre racer. Derfor har vi lært, at holde os i skyggerne, selv om natten som er det eneste tidspunkt vi trives. Vi er usynlige for omverdenen, fordi den ikke ønsker at se os. Men. Vi kan ikke arbejde om dagen. Vi er den Blodlinje af vores race, der er svagest overfor den fine cirkel i himlen. Det er der 'Andet Partis Agenter', kommer ind. Og det. Er en af de ting, vores leder Karaktar, ønsker at tilbyde dem. Et arbejde.”

Her holdt hun så en pause, for at give Amelia tid til at tage alt det ind, og overveje om hun bare skulle løbe sin vej, eller høre mere.