Fading memories

Omgivelser – Gader og bygninger. Sådan som de generelt så fint falder ind i utrættelige mønstre.

Sted – Gaden ved Cathys lejlighed.

Tid – 21:34

Vejr – Overskyet af mange mørke skyer. Det blæser og regner ned i stride strømme.


Forbeholdt Cathy


Cathy.
Det var, hvad den lettere berusede herre ved baren havde kaldt hende.
Seans fingre trommede i en blanding af bekymring og nysgerrighed på rattet i takt med regnens rytmiske bombardement af bilens tag. Det var sent. Han havde først lige givet sig selv fri. For mange mennesker var det for sent for besøg. Alligevel var der noget i ham der sagde, at det ikke kunne vente. Der var ting han måtte vide. Ting han i snart seksten år havde søgt efter.
Selvom at denne Cathy kun var et spinkelt håb for at genvinde de fortabte minder, var hun stadig et håb.
Et håb han selv var lettere konfus over.
Han havde hørt at hun havde en evne til at lege rundt med minder. En evne der måske kunne bruges på det store, gabende hul i Seans hukommelse. Kun måske.
Han gav sig selv et langt øjeblik til samle de mange flygtige tanker. Forsøgte at gøre op med sig selv om at det nu var sådan en fantastisk ide. Hans blik fæstnede sig på ruden, hvor dråberne strømmede ned i deres mange rodede baner ned langs den glatte overflade. Symboliserede så fint hans mange overvejende tanker det øjeblik.
Godt et minut senere stoppede motorens brummen, efterfulgt af sikkerhedsselens klik da den blev fraspændt.
Endeligt valgte han at stige ud af den mindre antikke, sorte anden generations Buick LeSabre. Da han trådte ud af bilen blev han mødt af regnens pisk, imod den del af hans hud der stod blottet af den tynde vindjakke. Da der godt var tyve meter gang fra bilen imod opgangen havde han ikke taget paraplyen med fra handskerummet.
Med den fart virvaret af regndråber blev givet af den kraftige vind, nev det lettere imod hans ansigt da det blev blæst imod det. Beslutsomt begyndte han sin gang imod den fremmede kvindes opgang. Der var så uendeligt mange tanker, der svømmede rundt i hovedet på ham. Han følte sig for gammel til at have 'sommerfugle' i maven men det var nok præcist, hvordan han i virkeligheden følte.
De våde, mørke lokker havde hurtigt lagt sig ned og klæbede til hans pande. Han så mildest talt ud som en druknet kloakrotte da han kort efter nåede, hvad han gik ud fra var kvindens opgang. Han fiskede et krøllet stykke papir påskrevet hendes adresse op fra sin lomme. Udefter den håndskrevne note burde det være den rigtige adresse.
Cathy Sylvestre. Han ledte desperat efter hendes navn på opgangens buzzer.
Det var nok 'sommerfuglene' i maven, der forvirrede ham nok til at overse hendes navn to-tre gange før han endeligt fandt det. Hastigt gik han over det han skulle sige i baghovedet. ”Mit navn er Sean og jeg har brug for din evne til genskabelse af min hukommelse.” var lidt for lige frem.
Han ringede så hendes navn ind på buzzeren. Ventede i et øjeblik før at der var en der tog den.
” My name is Sean. You don't know me but one of your friends.. ehm.. Javi-somethin' told me that you could help me sort out a problem of mine. Can I come in? ”
Der var lettere pinligt at høre på sig selv. Han kunne ingen gang huske den berusede herres navn. Alt i alt lød Sean som en klodset tyv, der forsøgte at komme ind i bygningen. Nervøst bed han sine tænder hårdt sammen. Håbede på at det var hans egen pessimistiske synsvinkel, der satte det triste forsøg i det lys.

Overrasket over at han rent faktisk var blevet lukket ind, trådte han indenfor i opgangen. Det var lettende at blive forsikret om at forblive hjælpeløs ude i regnvejret var kommet af tale. Nu måtte han vel blot håbe at Cathys evne virkede på de aflåste minder, der så længe havde plaget ham.
Langt om længe fandt han Cathys lejlighed. Tog en meget dyb indånding og bankede så lidt hårdere på end han burde.

Regnen trommede mekanisk mod ruderne, og druknede i lyden fra det tændte tv. De små fødder, der nærmest mindede om små barnefødder, var blevet smækket op på det rene glasbord. De kønne is blå øjne, var rettet mod den lysende fladskærm, der kastede et blåt lys rundt, i det lavt belyste rum. Filmen hun så var virkelig dårlig. Det var en af de der typiske franske film, der aldrig synes at give nogen som helst form for mening. Dialogerne var tomme og uforstående og selv karaktererne var kedelige og yderst mærkelige. Dette var blot endnu af de ganske almindelige aftener, som der blev spenderet foran tv’et. Kvinden, der lå hensunket i sofaen, havde ingen planer for hendes lørdag aften. I venstre hånd, var fjernbetjeningen solidt placeret. Et tryk på knappen med et p+ symbol, skiftede kanalen. Den nye film der kom til syne, var amerikansk men dubbed med fransk tale. Typisk Frankrig. Cathy lænede hovedet tilbage og stirrede tomt på skærmen. Et gab flænsede den stive grimasse midt over. Hun orkede ikke engang, at dække munden til, med håndfladen. Det var vel også så ligegyldigt. Der var jo ingen andre end hende. Øjenlågene synes at være blevet tungere. Hun glippede et par gange med de is blå øjne, i et forsøg på at holde sig vågen. Kaffe. De nøgne fødder blev sat mod det kolde trægulv, da hun endelig fik taget sig sammen til at rejse sig op. Fødderne slæbte hende hen mod køkkenet, der lå i den anden ende af det mindre store rum. Hun gabte igen, som kaffen blev hældt op i et blåt kaffekrus, hvor der var klistret et supermands logo på. Kruset matchede hendes pyjamas, som bestod en oversize blå t-shirt med et kæmpe stort supermands logo samt et par grå sweatpants.

Cathy ruskede op i det blonde hår, der havde en næsten hel hvid farve, der matchede hendes fine porcelæn hvide hud. Hun førte kruset op til læberene og tog en stor tår, mens hun lænede sig op af køkkenbordet. Et højt pling brød igennem de forskellige lyde og som fik de blå øjne til, at vende sig mod buzzeren. Var der nogen der ville ind? Nu? På denne tid? En dyb fure af undring kom til syne i det smukke ansigt. Hun trådte hen mod buzzeren, der hang ved siden af døren. Så vidt hun huskede ventede hun ingen gæster, og hun kunne ikke komme på nogen der ville komme rendende på denne tid. Endelig sagde personen, der ringede på, noget. En mandelig stemme lød igennem højtaleren. Sean… Cathy hævede de blonde bryn. Navnet ringede ingen klokker. Den fremmede mand, svarede vel også indirekte på hendes spørgsmål. Hun kendte ham ikke. Nå? forundring fandt de blå øjne der stirrede afventende. Nysgerrighed fyldte den lille krop. Hun kunne hjælpe ham? Med hvad dog? Overvejende stirrede hun mod knappen, der skulle lukke ham ind. Why the fuck not? Tænkte hun med et let træk på skuldrende. Hun trykkede knappen ind, så det gav en brummende lyd. Det skulle nok blive spændene.

Hun drejede elegant rundt på hælen, og stirrede mod vinduet, hvor dråberne havde en intern racerkamp med hinanden. Dernæst, styrede hun målrettet mod badeværelset. Døren blev åbnet, og hun stillede sig foran et lille aflangt skab. Cathy bøjede sig ned, for at trække en skammel ud. Hun var ikke høj nok til, at nå den øverste hylde. Efter at have trådt op på skamlen, åbnede hun den øverste skabslåge. Ud trak hun et lille håndklæde. Denne Sean, var sikkert våd af at stå ude i regnen. Med foden skubbede hun skamlen tilbage, til hvor den før stod. Hun trådte ud fra badeværelset igen, og smækkede døren i, lige i tidsnok til, at den fremmede havde fundet hendes hoveddør.

Døren blev åbnet op. De blide blå øjne, blev vendt mod den høje unge mand, der tårnede sig over hende. ”Hello Sean” sagde hun med et blændede smil. Hun rakte ham venligt håndklædet, ”Come in” sagde Cathy så, hvorefter hun trådte til side, så han kunne træde ind. Døren blev lukket i efter ham. Fødderne slæbte sig over til køkkenbordet, hvor hun greb koppen, der atter blev sat mod de rosa røde læber. ”I didn’t really expect company at this hour” indrømmede hun venligt, mens hendes mundviger hævede sig yderligere, i et skævt smil. ”And to be honest, I’m very curious about what I could possibly help you with?” den tykke britiske accent hang stadig ved hendes stemme. Hvad havde Javier sagt? Hun var oprigtigt nysgerrig. Hun lænede sig afslappet op af køkkenbordet, mens hun betragtede denne Sean.

I et øjeblik faldt han i staver i døråbningen. I det han kastede sit blik på hende, gik der en million tanker igennem det velsammenskruede hoved. En af dem var at hun var overraskende lav, trods hun kunne placeres tidligt i tyverne. Da hun åbnede munden genkendte han straks en britisk accent. Tilbage i Irland havde Sean været rost, for at kunne imitere accenten til perfektion, så den var ikke ligefrem fremmet for ham.
Så, hvem var Cathy? Det var en leg, han havde med sig selv, at gennemskue nye ansigter. Det var et af hans mest skærpede talenter, at bedømme andre.
Britisk baggrund. Hendes kropssprog var venligt og åbent, så hans gæt var at hendes personlighed matchede op til det. Dette kunne både indikere en stærk personlighed med overskud til at smile, eller blot en pige med et liv uden bekymring. Eller også en effektiv facade.
Blikket gled over imod indrettelsen af lejeligheden bag hendes sølle skikkelse ved døren. En persons hjem afslørede for det meste langt mere end personen selv. Han måtte dog halvhjertet stoppe sig selv, da legen blot var en vildledelse fra nervøsiteten, der omgav, at gå Cathy i møde, med det han havde på hjerte. Det kunne vel heller ikke udskydes længere.
Overrasket tog han imod håndklædet. Det var en uvant form for høflighed, og Sean måtte betragte det i et halvt sekund, før han vendte hovedet tilbage mod Cathy med et skævt smil.
” Thanks. ” sagde han, og trådte indenfor på hendes bud, efter han fik tørt sine sko af på dørmåtten.
Da han kom indenfor, skævede han let til håndklædet i sin favn. Derefter løftede han det op til ansigtet, og fik tørret sit drivvåde ansigt og hår af i håndklædet.
Da jakken var hængt på knage og skoene efterladt, fulgte han med Cathy ind i køkkenet.
Han var ikke hundrede procent sikker på, at Cathy havde den evne, som den berusede herre havde nævnt. Man siger så meget med alkohol i halsen. Derfor stod Sean og nervøst slog tungen imod ganen som en gammel vane. Hun havde måske en evne, men om det var den han ledte efter var optil chance. Der passerede et par sekunder, hvor Sean blot stod, og betragtede den unge kvinde. Han kunne føle hendes magiske ladning boble under hendes hud. Den tiltrækkende lyd af hendes evner, der sang til ham. Bad ham om at få adgang til dem, som det var med alle andre magiske evner, der passerede ham. Den værste del af Seans specielle evne, der lod ham duplikere andres evner, var den mærkværdige sult efter magi, der syntes at komme og gå. Det var en trang, der skulle holdes under kontrol. Han var ikke her for at låne hendes evner, men blive udsat for en af dem.
” I'm sorry if it's a little late for a stranger to visit, but I don't know if this can wait any longer. ”
Han tog en dyb indånding. Samlede tankerne. Forsøgte at samle minderne, der engang havde været hans. De barkbrune øjne søgte imod hendes blå.
” For sixteen years I have been suffering from a permanent memoryloss. For sixteen years I have been searching after a life of mine long forgotten. Fading memories. Your pal, Javier got a little tipsy this evening. He told me about a friend of his with this gift to access memories. If it's not too much to ask... ” sagde Sean med et seriøst tonefald. Der gik et kort øjeblik i tavshed, hvor Sean lukkede øjne, og forsøgte at finde bedre ord at formidle det på.
” Cathy, I need this. I will even pay you. ” sagde han til sidst med et tonefald så uendeligt gravalvorligt. Den irsk-italienske dæmon, som normalt havde et varmt, drilsk glimt i sit øje, udstrålede nu ikke andet end sand alvor. Afventende holdte han sin øjenkontakt med Cathy. Han ville ikke tage et nej som svar. Ikke nu, hvor han var så tæt på.

Cathy betragtede denne unge mand, med en let nysgerrighed gemt i de is blå øjne. Hun afventede ham. Afventede grunden til dette besynderlige besøg, på dette besynderlige tidspunkt. Hun trommede utålmodigt med fingrene, på kruset. Lyden skar igennem stilheden der hvilede imellem dem. Hun kunne tydeligt se på ham, hvordan han tog mod til sig. Hun gættede på, at det måtte være alvorligt. Han så i hvert fald ikke særlig bekvem ud over situationen. Endelig, efter det der synes som en evighed, åbnede den fremmede munden.
Neglene der lavede en klirrende lyd mod porcelænet, stoppede brat den utålmodige rytme. Hun vidste godt hvad det var han hentydede til. Og hun kunne nærmest ikke tro det. Chok viste sig i hendes kønne ansigt. Af alle i verden, var han kommet til hende med sit problem. Var hun overhovedet i stand til det? Hun vidste godt, at det kunne lade sig gøre – men spørgsmålet var nu mere, om hun kunne strække sine evner så langt. Det var farligt. Mange ting kunne gå galt. Det var noget andet, hvis han kom til hende med et problem der involverede ét minde. Men måske et helt liv? Kunne ens sind overhovedet tage så meget ind på så kort tid? Hun var ikke helt sikker.
Spørgsmålene fløj ind og ud af hovedet på hende. Nej, hun ville ikke. Der var simpelthen så meget der kunne gå galt. Hun ville ikke risikere det. Men ligesom hun skulle til, at åbne munden og erklære, at det ville hun ikke, blev manden foran hende alvorlig. Hendes blik vandrede mod gulvet. Fingrene begyndte per automatisk, at slå mod kruset igen. Hun tænkte som det knagede. Forsøgte at udrede det virvar af tanker. Det synes umuligt.
”You do know what you’re asking me to do, right?” sagde hun en anelse monotomt. Hun kiggede endnu ikke på ham. Hun turde vel ikke, af frygt for at hun ville ombestemme sig. ”It’s not just a piece of cake, you know.." fortsatte hun. Det var alvor det her. Cathy var vel også overrasket over hvor meget han ville risikere. Han lagde jo stort set hans liv i hendes hænder. ”It’s dangerous.. I could make you go brain-dead” endelig rettede hun de is blå øjne mod ham. Det var tydeligt, at se panikken der svømmede i den blå farve. ”I could put you in a deep coma.. It’s not just a few memories that I’m getting for you. It could be a memories of a lifetime!” Hendes tonefald var en smule bedende. Hun bedte ham vel om, at tænke det igennem en sidste gang. Bedte ham om, at lade være med at risikere alt det. Hun brød sig vel ikke om idéen om, at stå med en andens liv i hænderne. Men hvem ville også nogensinde bryde sig om det? Det var meget han bedte en komplet fremmed om. Men han var vel også godt klar over det. ”I don’t need your money” sagde hun som svar, ”I need reasons..” Alt han skulle gøre var, at give hende en god grund. Andet skulle der ikke til. Allerede nu var hun på nippet til at sige ja.