Another night, in another life ~ Valentin

S: De Jeux - Legepladsen.
V: Lettere skyet, men dejlig lunt.
T: 01:54
O: Ingen.

Det var en dejlig nat. Ikke fredelig, men dejlig. Fuldmånen skinnede bag de få skyer der nu var på himlen og gav nok lys til at man kunne fornemme to skikkelser, som sad på taget af et legehus. Det vil sige den ene sad op, den anden lænede sig op af den siddende skikkelse... Eller sådan kunne det se ud. I virkeligheden var det en vampyr, som sad med armene omkring et lig og holdte det tæt, mens han drak blod fra dets hals. Hans mørke øjne var lukkede og den eneste lyd der kunne høres var en let slubren ind i mellem. Vampyrens navn var Dominique, men han blev kaldt Jester. Han var en teenage-dreng på 17 år, som for få dage - eller var det uger? - siden var blevet 'omfavnet' af en vampyr. Han havde været vred på sine forældre, efter de foreslog at han skulle over til et hjem der var lavet for børn som ham. Børn, hvis psyke ikke var normal. Han var blevet så vred at han fik det som de ville kalde et anfald. Derefter huskede han ikke så meget. Kun at han mødte en person, derefter utrolig smerte og så at han gravede sig op af jorden for at få luft. Det var sådan set det.
Lige nu sad Jester som sagt med et lig og efter noget tid lod han det blot falde ned fra legehuset. Han lukkede øjnene og lænede hovedet en anelse tilbage, mens et smil spredte sig på hans læber. Han var endnu ikke blevet så god til det med at drikke blod, så en stor del blev spildt ned af hans hals og tøj. Det generede ham dog ikke. Hans t-shirt og bukser var sorte, så det sprang ikke ligefrem en i øjnene. Hans fødder var dog bare. Bare og beskidte. Han havde mistet sine sko på et tidspunkt og han gik som regel ikke med strømper. De var dog ikke beskidte fordi han ikke vaskede sig, det havde han skam gjort. Han blev bare hurtigt beskidt igen.
På hans ansigt havde han været i stand til at få noget ansigtsmaling på, og havde farvet sin ansigt hvidt, mens han var mørkegrå, næsten sort om øjnene og om hans læber var der malet et smil på. Han havde ikke tænkt sig at smide sin stil fra sig, bare fordi han måske ikke var helt sig selv. Nope, han elskede stadig cirkus-temaet, mest af alt, klovne.

Valentin havde for længst forvandlet sig til sin lycan form, varulve skikkelse, i stedet for at være et sølle menneske, da der ikke for så længe siden havde været fuldmåne. Den store hanhund som selv så sig som en alfa hund, bar en sort pels med et strejf af den hvide farve, der startede fra panden og videre ned langs ryggen, et mønster der gjorde at man nemt kunne genkende, Valentin.

Han havde lugtet færden af en fjende. Eller det vidste han ikke om det var overfor ham. Da han mente at han ikke havde mødt en vampyr før... som de vanskabninger blev kaldt mellem mennesker, som var deres største frygt... Sådan da. De fleste varulve ville nok se en vampyr som deres værste fjende, med et killer indsigt.

Valentin ville tage den lidt med ro og udforske denne skabning som han havde fået færden af hvor den ildelugtende, rådden lugt havde strejfet hans næsebor, end til at han havde fundet ud af hvordan en vampyr opførte sig. Valentin havde sat direkte i løb hen imod legepladsen. Et sted som han ikke kom særlig tit fordi det var et sted for børn. Han var jo ikke et barn længere... Han var mere en ung teenager. Sølle, atten år. Han havde ikke levet så længe, og havde dermed heller ikke så meget erfaring. Til trods for at han var en fuldblods varulv.

Halen svingede frem og tilbage i en hastig fart, mens at han mere eller mindre brasede ind på legepladsen efter at han havde løbet gennem lågen, indgangen til legepladsen. Han havde også haft lugten af blod i tankerne og han havde ikke tænkt forkert. En vampyr havde haft travlt med at flå i et menneske der nu var et lig der lå på jorden. Valentin fik øje på det, og kiggede derefter hen på vampyren med et skarpt blik. Ikke nødvendigvis ondskabsfuldt. Valentin ville ikke starte en slåskamp med det samme. Han gøede for at komme i kontakt med vampyren.

*Tsh.. selvfølgelig er de fleste vampyrer barnlige... de kan ikke finde ud af at styre sig..!!*

Som sædvanligt var Jester helt væk i sin egen verden. Han ville formentlig ikke have lagt mærke til hvis en elefant kom trampende imod ham. Okay, det var en overdrivelse, for larmen havde sikkert drevet ham på flugt, men alligevel. Han var ret langt væk i sit eget lille cirkus, som han kaldte en hjerne. Han blev ikke generet så meget lige nu, da hans blodtørst var stillet og det drev åbenbart stemmerne på flugt. I hvert fald midlertidigt. Det var næsten som da han før i tiden havde taget medicin for at holde det på et minimum. Blod virkede bare bedre af en eller anden grund.
Jester spærrede øjnene op da en høj lyd nåede hans sarte ører og han vendte straks blikket imod... hvad det end var. Uanset hvad sagde al fornuft i hans hoved 'LØB SÅ FUCKING HURTIGT DU KAN.' Han var bare ikke typen til at lytte til sin fornuft. Men han hoppede dog ned fra legehuset og var klar til at løbe af helvedes til, hvis den ulve-lignende tingest truede ham. Hvad fuck var det egentlig?! Det lignede noget taget direkte ud af en af hans gyserfilm! Hans umiddelbare bud ville være varulv, men det virkede åndssvagt. Og dog. Han havde heller ikke troet på vampyrer, men nu var han selv en. Så det var vel ikke så åndssvagt og usandsynligt, som han ellers ville mene.
Ligesom han havde gjort så mange gange de sidste par dage, blev han hvor han var, mens han ventede på en reaktion. Han var dog på vagt. Han var opmærksom på hver en bevægelse, som den anden lavede, selv hans vejrtrækning og prøvede at finde ud af om tingesten ville gøre ham ondt. Det var dog også synligt at han var skræmt og forvirret. Som en nyfødt vampyr kendte han hverken sin egen eller andre racers styrker. Faktisk vidste han tæt på ingenting om livet som vampyr. Han havde på den hårde måde lært at sollys ikke var godt. Selv måtte han finde ud af at han blev nødt til at drikke blod og det havde stadig ikke lykkedes ham at vende sig helt til de følsomme sanser. Alting var stadig nyt og forvirrende.