Just another night in the life of Damien DeLorne - Zakaroff

Sted – Udenfor Damiens hus (Logemente)
Tid – 02:46
Vejr – Blid regn, omkring 7oC




Det var en helt typisk vinteraften i Di Morga, med let til ingen vind og lidt småregn hist og her. Det var langt nok syd på, at det næppe ville sne, men ikke nok til at det ikke blev køligere, og at dagene ikke blev en anelse kortere. Det var perfekt vejr til at sidde inde og måske læse en bog, hygge sig foran en kakkelovn og drikke kakao, eller måske tælle ned til juleaften med sin familie. Men nu var Damien ikke typen til hverken at læse, hygge sig, eller fejre julen. Tvært imod, havde han de sidste par dage lukket sig inde i sit hjem, og surmulet over julepynten, som forfulgte ham, hver gang han forsøgte at tage ind til byen.
Så nu sad han på sin seng, rullet ind i tre tæpper og spillede Crash Bandicoot, hvilket han nu havde gjort i en seks-syv timer. Da der nu kun var seks dage til jul, var det nu han begyndte så småt at trække sig ud af samfundet og ind i sit hjem, selvom det nok ikke var så kristent, som det var før i tiden. Alligevel kunne det ikke skade at være forsigtig, i tilfælde af at der kom en engel forbi.

Med et suk rejste han sig fra sin tæppe-burito, og kørte sine hænder igennem sit hår, hvorefter han trak et par grå sweatpants på. Det var nok på tide at gå ud med skraldet fra det take-away han havde bestilt – og så kunne han jo ryge en smøg når nu han alligevel gik derud. Med den idé i baghovedet, stak han sine cigaretter i baglommen og smed pizzabakken – og de omkringliggende øldåser – ned i posen det var kommet i, inden han begav sid ud på sin terrasse.

Han gik over til skraldespanden og smed det ud, hvorefter han bevægede sig over til rækværket, under halvtaget, og over hvor hans askebæger stod. Her trak han sin cigaretpakke frem, og pillede en enkelt ud derfra, som han placerede mellem sine læber. Med en let bevægelse stod en lille flamme op fra hans hånd, som han tændte smøgen med, og slukkede den igen bagefter. En dyb indånding senere, fandt han sig selv langt roligere, og nød ellers manglen af julemusik og -pynt.

Et par panikne skridt og en lige så panikken vejrtrækning forvildede sig ned igennem Logemente. Vejrtrækningen var helt febrilsk og øjnene var fyldt af rendyrket frygt. Det jakkesæt vedkommende bar var efterhånden gennemblødt af mere end bare regn. En stærk lugt af urin kom fra ham hvis man ellers kom tæt nok på. Men som så mange andre tilfælde her omkring, stillede ingen spørgsmål af frygt for selv at blive et mål. 
Og hvem var staklen så? I dette tilfælde var det ikke så relevant. Det var langt mere relevant hvem der var efter ham. En forsigtig og næsten tilfreds latter kunne høres gennem natten.

Skikkelsen bar noget praktisk solidt sort tøj, en sort trench-coat og en sort bedemandshat. Det var Zakaroff der igen havde fået et mål. Igen havde det været et tilfælde hvor han tænkte over hvorfor man ville betale så mange penge for at få en ganske normal dødelig dræbt. Men det lagde ikke til ham at stille så mange spørgsmål når bare pengene var der. Zakaroff tænkte ikke rigtig over den unge Djævel der kunne se det hele da manden væltede. Zakaroff var over ham med det samme og manden begyndte næsten at skrige:
"JEG BEDER DIG!! Jeg vil give dig hvad som helst!"


Zakaroffs negle begyndte at bore sig ind i manden hals imens han sagde stille: "Sssshhhh.... Det er snart overstået.... Smerten stopper snart...."
Dog virkede Zakaroffs gift noget anderledes. Han stillede sig op og så på manden der fik nogle forfærdelige kramper og hostede blod op. Manden forsøgte tydeligvis at skrige men kunne ikke. Ikke længe efter lå staklen død og Zakaroff vendte sig over mod Djævlen og sagde roligt: "Smuk aften ikke sandt?...."

Man kunne sagtens se at Damien blev mildt overrasket, da hans dejlige aftenro - eller nok nærmere nattero - blev forstyrret af to mænd - den ene så virkelig skræmt ud og den anden så... ret intimiderende ud, det måtte han altså indrømme. Damien var ikke den letteste at intimidere, da han selv var en rimeligt høj og okay bygget ung mand, som kunne virke ret truende med de tatoveringer som dækkede hans arme og hals, samt alt det mørke tøj han gik med. Derfor skulle der en del til at skræmme ham. Han var dog heller ikke rigtig skræmt, da såvidt han kunne se på situationen, ville der ikke være noget, som permanent kunne skade ham. Men han ville stadig være forsigtigt, da fyrens latter sendte kuldegysninger ned af hans ryg. Helt normal var den her person altså ikke.

Men for nu, ville han bare overvåge situationen, og holde sig inde i tørvejret. Han var trods alt ikke den, som havde overhånden i denne situation. Det var koldt og vådt, hvilket ikke rigtigt hjalp ham. Så han førte blot sin smøg op til sin mund igen, tog et sug, som han holdte inde i et par sekunder, inden han pustede ud igen. Manden, hvem han end var, skulle i hvert fald ikke regne med hans hjælp. Det gik imod hans natur at være helten i skysovs, hvis han ikke selv fik noget ud af det. Selv hvis det var en han kendte, var det ikke sikkert at han sprang til personens hjælp, så han var glad for at offeret for denne vampyr, ikke havde lagt mærke til hans tilstedeværelse.

" Fantastisk, på trods af larmen " brummede han, og gjorde det tydeligt at situationen ikke generede ham det mindste. Han havde set massere døde folk, så dette var intet nyt. Det eneste der generede ham var, at han ikke vidste hvad mandens hensigter var, eller om han ville dræbe for sjov. Damien var i hvert fald ikke meget for tanken om, at tage en tur til helvede lige foreløbigt. Han havde været dernede et par gange i sit liv, og det var - sjovt nok - et rent helvede.

Zakaroff grinede lidt og kiggede tilbage på liget der stadig bar præg af et par krampetrækninger. Efter en kort rysten på hovedet, smilede han og sagde med en stemme kold som graven:
"Ja dødelige har en irriterende tendens til at larme  når de stirrer deres egen død i øjnene.... Men lidt tilfredsstillelse må man jo godt nyde i sit arbejde ikke sandt?"
Han samlede så liget op som om det ikke vejede det mindste og åbnede et kloakdæksel hvor liget så blev dumpet. Dækslet blev lagt på plads og Zakaroff rejste sig i fuld højde imens han tog en tår af en lille flaske

Så blev blikket igen vendt tilbage imod den unge mand og Zakaroff tog et par skridt nærmere dog uden at være truende på nogen måde. 
"Tillad mig at stille min egen nysgerrighed.... Men her ude plejer folk at gemme sig hvis den her slags sker i frygt for efterfølgerne... Selv for en ung Djævel som dig selv er den adfærd usædvanlig... Hvad er det der har givet dig det mod i modsætning til resten af befolkningen her?"
Zakaroff havde ikke den mindste intention om at intimidere den unge Djævel. Nok var Zakaroff erfaren men en hver modstander kunne være farlig. 
For nogen ville det måske virke underlig at Zakaroff vidste hvad han var men det kunne Zakaroff dufte. Det var ikke første gang at duften af Djævel havde ramt hans følsomme næse

Damien trak blot på skuldrene som svar, og lod sit blik glide henover ofret for denne mand. Hvad han end havde pumpet igennem manden, håbede han ikke, at han selv behøvede at gå igennem. Han var stadig ikke bange for at dø, for det var ikke permanent for ham, men det betød ikke at han var ligeglad med smerte. Tatoveringer og piercinger var en ting, kramper og voldsom smerte var noget helt andet.
Hans nærmest lysende blå øjne fulgte vampyrens bevægelser, da han smed liget i kloakken og rynkede på næsen. Det ville komme til at stinke snart – noget han ikke så frem til, især når det var så tæt på det sted hvor han røg, og det vindue han luftede ud fra. Men han havde ikke selv lyst til at hoppe i kloakken og trække liget op, så det måtte være nogle andre, der stod for det.

Dog blev han med et trukket ud af sine tanker, da manden stilte et spørgsmål. ” At se flere hundrede mennesker dø i koncentrationslejre gør vel noget ved ens adfærd. Det, og så har jeg en rimeligt god fornemmelse af at du ikke har hvad der skal til for at slå mig ihjel permanent – og selv hvis du har, så kan jeg stadig slå fra mig ” Han trak på skuldrene og tog et sug af sin smøg, inden han fortsatte. ” Nu har jeg stillet din nysgerrighed, så kan du vel stille min; hvordan vidste du at jeg er en djævel? Udover mit djævelske gode udseende, hvad gav mig så væk? ”
Han gav sin smøg et hurtigt skub med sin tommelfinger så det værste aske faldt af og tog så endnu et sug. Han var nok et typisk eksempel på en djævel, ved ikke rigtigt at gøre noget for at falde i med sine omgivelser, han drak som et hul i jorden og synes ikke at blive påvirket af sine omgivelser, uanset hvor ekstremt det ellers så ud, hvor at situationen her var et typisk eksempel. Måske ville han få lidt mere ro på senere hen, men det ville ikke være i nærmeste fremtid.

En iskold lavmælt latter passerede over Zakaroff's ansigt og rakte en flad hånd frem efterfulgt af ordene: 
"Ja din arrogance er jo et godt sted at starte men ikke uvant fra din art... Har nu aldrig mødt en Djævel der har set andre som farlige så hvorfor skulle du være en undtagelse?"
Zakaroff trådte ind i en skygge og var som sunket i jorden. Ganske pludselig trådte han dog frem igen fra en skygge et godt stykke på den anden side af Damien.
"Men i betaler som regel godt så hvorfor skulle jeg klage der....
Men det er din lugt der afslører dig som det primære. Djævle har altid en subtil syrlig svovlagtig lugt hvis man ved den slags selvfølgelig. Så nej dit udseende var ikke nogen 'give-away'"


Kortvarigt kneb han øjnene sammen som om han søgte efter noget hvorefter han tog en tablet og sagde:
"Hmm.... Crash Bandicoot? Jeg har aldrig selv spillet men kender det da. Men siden vi er så godt i gang med at stille hinandens nysgerrigheder... Hvorfor har en Djævel som dig valgt at leve så simpelt? I plejer gerne at nyde et hvert aspekt af dødssynder som i kan komme til?"
Zakaroff havde altid været nysgerrig efter hvorfor nogen veg så langt fra hvad man kendte. Normalt set ville han hygge sig med at få informationerne ud af folk men han kunne lige så godt spørge

Damien trak på skuldrene. Arrogance var ikke en dårlig ting i hans øjne, så han svarede blot på det næste. ” Fordi jeg ikke er dum. Du kan næppe slå mig ihjel 'for good', men det betyder ikke at jeg er fan af at dø og tage tilbage til helvede, for så at komme tilbage, frem for bare at blive ” svarede han og lagde armene over kors.
Han var generelt afslappet, men da fyren pludseligt forsvandt ud af hans synsvinkel, lænede han sig lidt længere frem over for at se om han kunne få øje på ham, kun for at blive lettere forskrækket da han hørte ham bagved sig, kun synligt i at han gav et lille ryk.

” Rart at vide. Men når nu du ved det om mig, har jeg vel også lov til at vide hvad du er. Og dit navn for den sags skyld, når nu du har inviteret dig selv indenfor ” brummede han mens han vendte sig for at se på manden. Han var ikke fan af at der blev pillet ved hans ting, især ikke når det var en fremmed der gjorde det.
” Fordi at jeg sjældent er her, og når jeg er, så er det for at sove, spise, eller spille sjælesugende spil under julen. Og når der endelig kommer gæster, foregår det hele i soveværelset, så jeg har ikke brug for så meget mere end det du ser. ” Det var også en rimeligt beskeden bolig. Der var en rimeligt stor stue, hvor der var et fjernsyn, playstation, sofabord, sofa og let belysning, som var sat sammen med køkkenet, der var low-budget, med kun det mest nødvændige. Så var der en gang til hoveddøren, hvor der egentlig bare stod et par converse og sorte støvler, og hang en læderjakke. Ved siden af TV'et var en dør, som førte ind til soveværelset, hvor der var et standard hvidt skab og dobbeltseng med sorte lagener, og dæmpet belysning. Derudover var der også en 2. sal, men det blev ikke brugt til andet end opbevaring af ting, som han ikke ville pakke ud, før han var sikker på at han blev her.

Han gik lidt rundt der inde og kiggede meget søgende rundt. En naturlig bivirkning af hans fag kunne man vel sige. I hans branche skulle man altid så vidt muligt være fuldt ud klar over sine omgivelser. Når man holdt op med at være opmærksom, så blev man sløset og så blev intet gjort ordentligt. Sådan var det i hvertfald i hans hoved. Hvilket også var en af grundene til at han var så dygtig til sit arbejde.
Ved Damiens spørgsmål, vendte han rundt på hælen og smilede.
"Nautrligvis... Jeg bliver heller ikke fundet hvis ikke jeg vil.... Jeg er Zakaroff Dumitrejsko. Barn af Natten som nogen så poetisk kalder vampyrer"

Med hvad der virkede som et blink med øjet, stod Zakaroff henne ved ham igen og kiggede undrende på ham. Dog med den forførende nysgerrighed der lå til vampyrers natur.
"Tilgiv mig at jeg spørger så direkte men jeg er meget nysgerrig.... Hvad laver du ellers når du ikke bruger så meget tid her? Det er jo langt fra... Med alt respekt et sønderrivende luksuriøst sted. Går i byen meget måske? Begrænset indkomst?"
Zakaroff pegede hen på hans playstation. Ganske vist havde Zakaroff ikke den store tekniske know-how med mindre det var sikkerhedssystemer men han vidste godt at det ikke var den nyeste maskine der stod der

Efter lidt overvejelse, besluttede Damien at præsentere sig selv også. ” Mit navn er Damien DeLorne ” brummede han så, stadig lidt tvivlende på hvorvidt han kunne stole på Zakaroff. Han inviterede sjældent bare folk hjem, uden nogle former for bagtanker, eller hvor de begge sad med bagtanker om hvad der skulle ske. Derfor var det meget underligt for ham, at der var nogen, som rendte rundt i hans stue.

Det gav at ryk i Damien igen, da Zakaroff var ved ham igen uden videre, og måtte ryste kuldegysningerne af sig. ” En god blanding. Jeg er god til at finde sovepladser hjemme hos andre, når jeg er ude, og jeg gider ikke at tage et fast job, så jeg slog mig ned det første forladte sted jeg fandt,På den måde havde jeg et sted at smide mine ting, og et sted at tage til, når humøret ikke var til at være ude blandt andre ” Han begav sig ud i køkkenet da han var færdig med at forklare, og tog en øl ud af køleskabet.
” Skal du have en? Jeg ved godt at du drikker blod og alt det der, men hvis du planlægger at blive hængende... ” han trak på skuldrene, og afventede ellers svar. Hans babyblå øjne studerede Zakaroff, overvejende. Han var ikke sikker på hvad han syntes om vampyren endnu, men han havde vel ingen grund til at frygte ham. Indtil videre havde han ikke gjort noget for at true ham, faktisk virkede han bare interesseret i hans liv, af en eller anden grund. Det var nok bare nysgerrighed, men Damien's paranoide tendenser fik ham til stadig at være på mærkerne. For at være ærlig, var han ikke sikker på hvorfor han tilbød at lade Zakaroff blive der, men han havde alligevel heller aldrig været helt normal i hovedet.