Fresh Cuts, Old Wounds

OBS ~ Dette emne er forbeholdt Lysander

Det kølige græs prikkede hende i håndfladerne, og sendte kuldegysninger op over armene. Alligevel lod hun hænderne stryge over skovbunden, og strejfe både småkviste, mos og betrådte blomster. Søen La marécage var kun få meter borte, og hun kunne høre vandet bevæge sig roligt ind mod skovbunden hver gang en brise fløj gennem området. Det var ved at blive køligere, nu hvor solen ikke stod højt på himlen. De sidste stråler havde den sendt mod området, ti minutter før. Nu tog skyggerne snart over og fordrev det sidste lys, der måtte herske i skoven, væk.

Den unge kvinde, sad i græsset og lyttede til skovens lyde. Aldrig følte hun sig så fuld af liv, som når hun var i nærheden af sin races drivkraft - nemlig naturen. Øjnene var lukket i, og det samme var omverdenen. Lukket bort, og nøglen smidt væk. Det betød ingenting, og ved at lukke det ude, følte hun virkelig at hun var i live. Smerte og ondskab eksisterede ikke i denne verden, bag lukkede øjenlåg, men sådan kunne det ikke forblive. Verden udenfor ville altid forsøge at skade hende. Hun var sårbar og naiv - det var klart for enhver. Selv med en del livserfaring, kunne hun underkues, selvom hun altid forsøgte at kæmpe for sig selv. Hendes skønne, polerede og fejlfrie ydre, fristede folk til at udnytte hende. Det var for farligt, at forblive med øjnene lukket i. Man måtte være årvågen, for ikke at få frataget sit liv.
Og sådan var Di Morga.

Aome åbnede langsomt øjnene, blot for at indsé, at hun havde måtte have siddet der længe. Siddet og funderet over alt og ingenting. Skyggerne dominerede området, og hun sad ikke længere i de sidste strejf af sollys, men var netop ved at blive indhyllet i mørke. Måske var det på tide at gå, før nattens væsner tog til, at udnyttede at have fundet hende - en bid af lys. Derfor rejste hun sig op. Græsset havde smittet af på noget af hendes tøj, og det samme havde jorden. Alligevel var hun ligeglad. Det betød ingenting.

Hun begyndte at gå. Roligt og målrettet, mens hun forsøgte at træde dér hvor trækronerne ikke lukkede det resterende lys ude, der herskede ved skumringstid. Hun nægtede at blive hevet ind i skyggerne. I tankerne forbandede hun, at hun ikke havde taget mere praktisk fodtøj på, men eftersom hun var kommet direkte fra arbejdet - havde hun ikke ønsket at tage hjem først. Solskinstimerne skulle ikke spildes. Hælene sank dog lidt ned i jorden når hun gik, og det var på mange måder klodset at se på. Stædigt blev hun dog ved. Blev ved med at gå, selvom hun - som hun snart ville indse - ikke var på vej ud- , men derimod, på vej dybere ind i skoven. Hvad der ikke gjorde situationen bedre, var de lyde som hun efterhånden blev mere og mere opmærksom på. Der kom mere liv i skoven...
Aome begyndte at gå hurtigere, mens hun nærmest holdt vejret. Hun hadede denne overgangsfase fra dag til nat. Det var som at lege på en eller anden farlig grænse, som ikke burde betrædes for et væsen som hende. Måske var hun stærkere end mennesker, men når mørket satte ind, var hendes egne evner sværere at benytte sig af.

Metal der klirede imod metal, var en normal sang for mange krigere i fortiden. Det var nu kun ganske få, der fik glæden af at høre denne melodi. Og dem der gjorde, gjorde det ikke på samme måde. Der var dog de få krigere, som opretholdt deres fortids beklædning, kultur og love. Der stadig bar deres forfædres rustning, naturligvis forstærket og forfinet for at kunne klare den afstraffelse, nutidens våben udvikling kræver. Dem der med tiden har lært at bære disse rustninge, kan ofte være de værste fjender at stå imod. Dem der hænger fast i fortidens almener og love, lever stadigt i en forskruet tid. Med knækkede moraler, der tit går imod nutidens.
Og nettop denne knirken. Af gammelt metal, der havde beskyttet deres bære igennem mange krige og kampe. Den knirken, advarede om Lysanders ankomst. Ankomst i Di Morga, i en søgen efter en gammel. Fjende. Her, ville Wolf Spirits gøre megen nytte. Dette sted, var overfyldt med afskum, der blev nød til at blive udryddet. For at lyset ville kunne bære.

Lysander's tunge, gyldne metal støvler, stoppede med et, i han og hans lille gruppes gang. Elveren og de to Dværge bag ham, ligeså beklædt i den samme art af rustning, blot sølv farvede, og uden kappen der dækkede deres ryk, som den gjorde Lysanders.
Den høje, stærke Elvers øjne, gled langsomt fra side til side, og betragtede området omkring dem. Han kunne mærke noget. Noget, han ikke havde mærket i mange år. Årtier. Århundrede. Og noget han havde ledt efter. En, der skulle hjælpe hans klan. En. Han havde savnet. Dog vidste ingen af de andre til dette. De vidste kun, at Lysander søgte noget.
Lysander kiggede tilbage imod hans følje, og viftede med sin hånd en enkelt gang, og lod den metaliske handske lave et par fingertegn, for at lede dem væk. De andre nikkede, og forlod Lysander, alene i skoven. Hans orange øjne, drejede så til hans venstre side, og han begyndte at bevæge sig i retningen af den han havde søgt. En, han skyldte en stor undskyldning.

Som Aome bevægede sig igennem skoven, ville hun langsomt begynde at høre den lave blide klirken, af Lysanders tunge rustning, hvis skulderblade faretruende advarede en hvilken som helst der skulle mene ham ondt, om at holde sig væk. Mørket var endnu ikke tykt nok, til at blokere hendes øjne fra, at kunne se ham. Dog dækkede en grøn hætte over hans ansigt, og gjorde det umuligt for hende, at betragte hans ansigt. Og da han trådte frem fra skyggerne af træerne, og stod i vejen for, at hun ville kunne fortsætte, stoppede han op. Han stirede blot på hende et stykke tid, orange øjne og ansigt gemt bag hætten, sammen med et lille smil, der udstråledes en glæde han længe ikke havde følt.
"As Beautiful, as the sunset. As you've always been Aome Francesca Ballentine. My Lady." Sagde en blid, dog stadig dyb stemme, i det Lysander bukkede halvt, med en hånd imod hans brystkasse. Og som han rejste sig, og hånden blev fjernet, ville hun kunne se et våbenskjold på hans brystkasse, formet som en hylene ulv, med en op eller nedgang bag, som hun ville kunne genkende. Og i samme øjeblik, blev hans hånd rejst imod hans hætte, og skubbede den væk, for at fremvise hans ansigt. Et ansigt som de fleste Elvere, skåret ud til perfektion, og et par orange øjne, der betragtede hende derfra. Hans læber var nu knækket sammen, og smilet var en anelse ødelagt.
"I am.. Please. To see you again. My dear. And I.. Would like to first.. Appologize. For what I once did."

Aome havde efterhånden lært at tilpasse sig. Efter, at hun havde løsrevet sig fra sin familie havde hun måtte følge tidens gang. Hun havde nægtet at stå stille. Nægtet at skille sig mere ud, end hun i forvejen gjorde. Hun virkede mere menneskelig, end mange væsner kunne prale af. Selvfølgelig var det perfekte ydre et hint om hendes sande natur. Selvom hun kunne gå i tøj, der blev anset for moderne, og bære makeup på en måde, som folk gjorde i denne tid - så hørte hendes holdninger stadig til i fortiden... Hun var ikke en moderne kvinde. Hun drømte om en mand til at beskytte hende, værne om hende og arbejde for at give hende mad på bordet. Hun drømte om at blive behandlet, som var hun en gudinde, og til gengæld skænke manden det han ønskede. Efterhånden havde hun dog erkendt, at en sådan mand ikke kunne eksistere. Deres intentioner var altid selviske. De løj og bedragede, som hørte det til deres natur. Derfor tillod hun sig ikke at elske mænd længere. Alligevel hændte det, at hun faldt for de forkerte. Men den ægte følelse af forelskede havde hun dog ikke oplevet i flere hundrede år... Og det var stadig noget hun forsøgte at bearbejde.

Mens hun bevægede sig fremad, forsøgte hun at holde fokus mod jorden. Blot for ikke at falde over sine egne, lange ben. Alligevel var der snart noget andet der fangede hendes opmærksomhed. En knirkende lyd, der var så blød og vag, at hun knap nok registrerede den i første omgang. Lyden mindede hende om noget fra hendes fortid. Noget hun syntes at erindre, og alligevel noget hun ønskede at fortrænge. Hun sank en klump i halsen og rystede på hovedet af sig selv. Det var nok ikke hvad hun troede at det var. Det kunne det ikke være. Alligevel følte hun et nærvær. Noget som nærmede sig - eller som hun selv blot kom tættere på. Måske skulle hun vende om? Noget i hende knugede sig sammen. Noget der ikke ville tro på, at dette nærvær hun følte, rent faktisk var det, hendes intuition sagde at det var.

Igen rettede hun blikket ned mod jorden, netop da hun satte farten op. Hun skulle væk. Nu. Hun følte sig ukomfortabel og ilde til mode. Den knugende fornemmelse blev stærkere, og det var næsten kvalmende... Det var en form for angst. En angst for at blive konfronteret med et af fortidens spøgelser. Og netop da hendes blik igen hævede sig, stod der nogen et stykke foran hende. Hun stoppede straks op. Satte hælene ned i jorden med et sæt, og måtte spærre øjnene op. Følelsen af det velkendte nærvær blev større. Det var som om han udsendte nogle stærke signaler til hende, ved sit blotte nærvær.

Vedkommende bar en grøn hætte over ansigtet... Han var iført en beklædning som hørte til fortiden... Aomes blik flakkede, mens hun varsomt betragtede ham. Hun måtte minde sig selv om, at hun ikke var vågnet op i en tidslomme, men befandt sig i nuét. Klumpen i halsen sank hun, og hun gjorde sig selv opmærksom på, at hun burde trække vejret normalt, for at holde fatningen.
Stemmen der snart brød stilheden, gav hende kuldegysninger. Den mindede hende om sidste gang hun havde hørt den. For over 300 år siden. Nej, det kunne ikke være ham. Men hun vidste at det var tilfældet... Våbenskjoldet på hans brystkasse vidnede tydeligt om det. Derudover sagde han hendes navn på samme måde som dengang - med en dyb stemme og en dejlig accent. En måde hun havde fundet charmerende, og rødmet over dengang. Nu gjorde den hende usikker. Hun bevægede sig derfor ikke en tomme, men betragtede ham blot, mens han bukkede for hende, så formelt som en gentleman fra 1600-tallet ville have gjort.
Og så skubbede han hætten tilbage og afslørede sit ansigt. Og netop dér bakkede hun tilbage. Som om hun havde troet at alt indtil nu, blot havde været en forestilling og détte var det endelige bevis:
"Get away from me," Kom det så forfærdet fra hende. Selvom det var længe siden hun havde erstattet det franske sprog med engelsk, virkede det pludselig helt naturligt for hende. Hun løftede hænderne, nærmest afværgende og formanende om at han skulle holde sig væk. Som om han kun hørte til hendes mareridt. Hænderne gled dog hurtigt op mod det perfekte ansigt, som hun dækkede med disse. Det er bare en drøm... blev hun i tankerne ved med at overbevise sig selv om. Det var som at afdække et gammelt sår, da hun hørte ham undskylde. Som om det virkelig var så banalt, efter 300 år. Men når ens hjerte var blevet knust, kunne tid ikke læge det. Ihvertfald ikke hendes hjerte. Lige nu føltes det som om plasteret over et sår, var revet af. Fornemmelsen var smertefuld, og der gik adskille sekunder, før hun turde sænke hænderne fra sit ansigt, og med en tøvende stemme, henvendte sig til ham:
"It can't...- You can't...-" Hun gik i stå, og måtte ryste på hovedet så det lyse lokker af hår, i et kort sekund farede rundt, "Do you honestly expect that I'll forgive you?" Hendes stemme rystede en smule, men hun forsøgte at kontrollere det, "Well, I won't... ever." Hun talte ikke som en ungmø fra 1600-tallet, men derimod som en moderne ung kvinde. Stemmen dirrede dog en smule ved ordene. Hun havde tænkt en lignende situation igennem så mange gange... Efter han havde forladt hende, havde hun ventet - nærmest i årevis på at han ville komme tilbage, og så havde hun sikkert tilgivet ham. Hun havde ofte forestillet sig hvordan hun ville kaste sig i hans arme, når han gav hende en dybtfølt undskyldning.
Nu - hvor hun endelig, syntes at være fuldstændig afskåret fra sin fortid - var han så dukket op igen. Det var en rædsom følelse, og hun ønskede at forlade stedet. Af en eller anden grund stod hun naglet til stedet... Som om fortidens følelser ikke tillod hende at vende ham ryggen.
"You ruined me..." Hun følte sig på nippet til at græde, men tog sig sammen. Hun ville ikke tabe ansigt foran ham nu. Han skulle ikke nyde godt af, at han havde formået at knuse hendes hjerte.

Ved første øjen kontakt, gled minderne over ham igen. Minderne, om en bedre tid. En tid, hvor han troede at han havde spillet falsk husbond. Have givet hende alt, hvad datidens kvinde kunne ønske. Beskyttelse. Charme. Et øre at græde for, og en hånd til at løfte hende op. En, til at forgude hende. Alt det, havde han givet hende, og troet at det var falsk. Men med tiden, faldt han for sin egen løgn, og indså at løgnen var blevet til sandhed. Han var faldet for hende, ved at dreje hende omkring sin egen finger. Og den måde hun troede på ham. Blev forført af hans 'løgne'. Den måde hun var blevet afhængig af hans nærvær, og hans styrke. Hans kærlige hånd, og hjerte. Hun så ud, præcis som hun havde gjort den gang. Smuk. Yndefuld. Dengang havde hun begået sig i noble kjoler, hvilket var blevet skiftet ud med den moderne stil, nutiden kaldte efter. Hvor han havde siddet fast, havde hun udviklet sig. Kommet videre.

Og med hendes første ord, vidste han, at det ikke kun var hendes stil, der havde udviklet sig. Hun var også kommet over ham. Hun havde ikke siddet helt fast i sorg, som han først havde frygtet. Hun virkede til at være blevet stærk, og uafhængig. I den tid de var fra, ville hun aldrig have turet, at tale sådan til ham. Eller en hvilken som helst anden mand. Herren ville have svunget ud efter hende, og havde ikke været forsigtig, kun fordi hun var en kvinde. Hun var blevet stærkere.
Denne tanke, fik ham til at nære et småligt smil. Smilet, var som hans altid var, charmerende og varmt. Dog blev det hurtigt knækket, da han vendte tilbage til situationen, og han sukkede lavt, med et tungt blik. Men han forblev hvor han var. Han lagde den venstre metalhandskes håndled imod hans sværds endestykke, hvilket fik sværdets skede til at skubbe imod hans grønne kappe, og løfte den en anelse op bag ham.
Han var forblevet stille, som hun talte, som en mand ville have gjort i hans tid, når der blev talt med anden nobilitet. Hun var af nobelt blod, og han udviste, som han altid havde gjort, den respekt der hørte dertil. Hans øjne lukkede i, og han sank hovedet en anelse med hendes ord, og lod sit hoved ryste et par gange, for at svare med det sammen, men uden at afbryde hende, og i stedet lade hende fortsætte. Og med hendes ord, at hun aldrig ville kunne tilgive ham, åbnedes de orange øjne igen, og lagde sig hurtigt tilbage imod hende, med et sørgmodigt blik. Det var tydeligt, at han havde regnet med dette, men det betød ikke, at det var ham nødvendigt at kunne lide.

Men med hendes sidste ord, blev han nød til at træde ind, også selvom det skulle afbryde hende.
"But.. That's where your wrong, My Lady.. Your right, I do not expect you to forgive me. I do not deserve this. My boot stomped a blossoming flower, where it should've helped it grow. Mended it. Kept it strong. But. This flower, had the strength of a weed, so I did not break it. Even though i stomped it to the ground, it still blossomed. Remembering you then, and watching you now... You evolved. You moved forward, without me, and even past my betrayal." Forklarede han, med hans blide, varme stemme og tog et par skridt imod hende, og lod sin højre hånd komme frem fra bag hans kappe, der faldt fra hans rustning på skuldrene. Hans læber blev straks mere sørgmodige, med et blik og et vink ned over sig selv.
"Look upon me, on the other hand. I got stuck in the mud, I waded down myself." Fortsatte han med at forklare, med et ryst på hovedet, og lod sit blik glide tilbage imod hende. Han tog en kort pause, inden han rejste hånden imod hende igen.
"If there is even.. The sligtest chance.. That you might give me an audience. Let me.. Try to explain my actions. I will never be able to justify my fell deed, but I might be able to make you understand. It would give my heart an ease, it hardly deserves, but.. If you.. Could try to remember.. What you've tried so hard to forget. What it is you once loved in me. That part. That still longs so.. Desperately for you.. And always did, with every step my klan traveled, after what we deviously stole, saved us. I never found.. Anyone.. Anything. To hold dear, as I had once done you, Ballentine." Fortsatte han igen, inden han lod sin hånd falde, og hans blik betragtede hendes, med en håbefuld sorg.

Aome kæmpede en kamp med sig selv. Hun forsøgte at bide tænderne sammen, for ikke at krakelere foran ham. Hun havde grædt over ham, så mange gange, efter han forlod hende. Tårerne og smerten havde lukket de gode minder ude i så lang tid, men her – stående foran ham – prikkede de mange smil og latteren i hendes erindring. Hun huskede hvordan hun blot havde, kunne sidde og lytte til ham i evigheder. Lytte på hans ord, og betragtet hvordan hans ansigt lod sig påvirke af samtalens drejning. Hun havde haft en håbløs fascination for ham, siden første gang han blot antydede at gøre kur til hende. Dengang han havde kysset hendes hånd for første gang, og dengang han havde mødt hendes blik på tværs af rummet til en af de utallige sammenkomster, som hendes familie havde afholdt. Tiderne havde forandret sig… Dengang havde hun båret store kjoler, tunge smykker og stramme korsetter der gav hende en talje, som hendes moder altid havde sagt at mænd ikke kunne stå for. Dengang havde et frieri været en pagt, og en sammensmedning mellem to familier. Den blotte erindring om da hun fandt brevet, var nok til at hun måtte smække blikket ned i jorden foran hende.

Det var også en form for beskyttelse, at vende blikket væk fra ham. At tale sådan til ham, var noget der aldrig ville være blevet tilladt dengang. Ikke for en ung dame. Alligevel lod han bare til at lytte til hendes ord, uden at vise tegn på at ville irettesætte hende. Den respekt hun havde haft for ham dengang, var ikke forsvundet. Følelserne havde bare været tilbagelagt i så lang tid, at hun havde brug for at udtrykke dem, uden omsvøb. Da hun rundede sine ord af, betragtede hun ham… afventende. Han så direkte nedtrykt ud, hvilket lod til at komme bag på hende. I hvert fald virkede hun mistænksom ved hvert eneste udtryk han sendte imod hende. Han var trods alt god til at påtage sig roller – havde hun erfaret.

Og så blev det hendes tur til at lytte. Hans ord fik hende nærmest til at lytte ligeså godt efter, som hun havde gjort dengang. Han var så… veltalende. Mænd i Di Morga i dag, kom ofte med scorereplikker og kiksede kommentarer. Dette var bare – anderledes. Alligevel kunne hun ikke lade være med at ryste på hovedet, da han nævnte at hun havde udviklet sig. Hun åbnede munden for at sige noget, men han fortsatte og trådte endda også tættere på hende. Aome ønskede at rykke baglæns, men blev stående, fordi det sørgmodige udtryk i hans skønne ansigt, syntes at virke ærligt. Og stemmen var så indbydende.
Hun bad sig selv om at holde fatningen, mens hun lod ham tale færdigt.

Da Lysander afslutningsvist gjorde udtryk for hvor meget han holdt af hende, fyldtes de blå øjne med tårer. Hun kunne ikke se på ham, og forsøgte derfor, at undvige hans blik. Han skulle ikke se hende sådan her. Alligevel var det vel uundgåeligt, så snart den første tåre gled ned over den blege kind. Hun vendte sig halvt væk fra ham.

” I’m not strong, Sir. I’m as weak, as I always have been. When you vanished – when you left - my whole family thought I was going to take my own life. I’ve spend years trying to mend these wounds, which you’ve only come here to reopen. Over time, I had to move on … Had to. I forced myself to evolve, because I’m a coward. Trying to let go of my past isn’t a sign of strength. It’s absolutely impossible and pathetic. Because I’ll never be able to forget. That’s the terrible thing about having to spend an eternity with a beating heart.”

Hendes ord var fyldt med smerte. So om der ikke var gået én dag siden han havde forladt hende. Hun tørrede hidsigt tåren væk fra sin kind, og lagde sine arme omkring sig selv.

” You made up your mind then. You might feel trapped in your past, and your suit of armor, but I’m trapped in the past too. Only in my mind and heart. “

Endelig lod hun sit blik glide op mod ham igen, og hun forsøgte at blinke tårerne væk:

“ Let’s not let history repeat itself. Those years ago you spoke to me, with as much kindness as you do now. Something has changed, but I’m afraid of letting you get so close again, just to be hurt, like before. You speak of me, as if you’ve been looking for redemption all this time. I remember everything… I really do. But it’s hard for me to tell lies from truths. I loved you. I cherished you. You were the love of my life. But you took advantage of me and my family. How could we ever move forward from that?”

Hun elskede ham… Eller rettere sagt – hun havde aldrig stoppet med at elske ham. Sandheden vár, at hun elskede en person, som hun aldrig havde vist var rigtig eller ej. Måske forsøgte han at fratage hende noget igen? Hun måtte kortvarigt minde sig selv om, at hun intet havde tilbage. De fine smykker, og arvestykker var væk. Familien var hun adskilt fra, og hun kæmpede med økonomien. Hun var virkelig ingenting.

”I never stopped loving you. But if my heart breaks once more, I won’t be able to survive it.”

Igen, stoppede Lysander op, og lyttede til Aome's ord. De orange perler, fjernede sig ikke fra hende, selv som hun forsøgte at søge væk fra hans blik. Hvert et sekund hun gjorde dette, var der en nagende trang i ham, til at råbe efter hendes opmærksomhed. Få hende til at søge hans blik igen, og imødegå hans øjne. Men han holdt det tilbage. Han stoppede sig selv, i at udtale sig, som han vidste folk ville have gjort førhen. Hvor manden forlangte, og kvinden ofte fulgt. Nej. Tiden var anderledes nu. Sådan, kunne han ikke længere opføre sig.
Men med hendes ord, fortalte hun den sørgelige historie, han sådan havde frygtet. At hun ej kunne have udviklet sig ordentligt. Og som hun fortalte, blev sorgen af hans tunge bryde, endnu tungere, og hans blik faldt endelig imod jorden, som hendes havde.

Og da hun afsluttede hendes sidste ord, sukkede Lysander lavt, og hans højre hånd knyttedes, og fremkaldte endnu en lav kliren, af metal imod metal.
"As I had feared. That my. Stupid acts of false chivalry, had destroyed you, as it had me." Startede han, med sit blik flakkende imod hans side, og et kort ryst på hovedet. Han tog et øjeblik, inden han slog ud imod sin side med sin venstre hånd.
"I was no leader, back then. Just the son of one, who wanted to proove his worth to his father. I was weak. Younger and more foolish then I am now. Sure, I had a thousand years over yours in experience, but I was still a mere pup.. I realize that now." Sagde han frustreret, og tog et par skridt imod hans side, og derved ikke nærmere hende, i det hans stemme tydeligvis udviste en frustration, som han ikke ville have rettet imod hende.

"We had a plight upon us. A.. Wretched race, that sought to eat up our existence. The Nosferatu Vampires, saught to destroy our klan, due to old spites. And my father wished not to see that happen. So he saught a way to fend them off. And as always, he found what he sought. He found your family, and your amulet. So I, was sent to woo their daughter, earn her trust, and ultimately steal the heirloom."
Som han fortalte, var det tydeligt at han ikke brød sig, om sine egne ord. Han brød sig ikke om den realitet der lå i det. Hans øjne gled langsomt tilbage imod Aome, og et svagt smil formede sig så over hans læber.

"And so, I met you. A young, beautiful, but unexperienced Elven Lady, who I was meant to woo. At first, the foolish, loyal kid I was to my father, I only saw my part as your lover, as a role. But the more I played it... The more I fell, to my own lies. Fell for you. And the inteligent, joyous, life-happy girl you where.." Det var tydeligt, at han nu var langt mere behaget ved det han fortalte. At det virkede som om at han så tilbage på en tid, der var langt varmere. Behagelig.

"At first, I cursed these feelings. Tried to tell myself... That it was just a part of the play. To seem more.. Realistic. Make it easier for you, to fall for it all. But.. In the end, I realized.. That was the real lie. I loved you. Aome." Forklarede han så, og rakte en hånd imod hende, som om han ville tage hendes hånd, men var stadig for langt væk fra hende, til at ville kunne nå. I stedet knyttede hans næve blidt sammen, og han sukkede lavt. Han lod sin arm falde, og tog så endelig flere skridt imod hende, og lod igen en hånd række ud imod hende.

"You say, that you do not wish for the past to repeat. But let us then start over. Take it all again. Let our passions entwine once more, and seek the truth that lay in the feelings we shared. Shape a new together. Please. Let me at least have a chance, to mend your broken heart? To change what wicked deeds I did." Hans stemme blev næsten ydmyg, imens han trådte helt tæt på hende, så den varme der altid havde ligget omkring ham, også selvom han bar den tunge, kolde rustning, kunne blive mærket af hende. Han rakte en hånd imellem dem, tilbydende åben, for at ville tage hendes, skulle hun acceptere. Han havde ikke tænkt sig at give op, skulle hun vælge ej at tage imod den.

Aome betragtede ham, da hun var færdig med at tale. At han slog blikket ned i jorden, lod ikke til at komme bag på hende. Hun følte at der var opstået en form for kløft mellem dem. Noget som krævede, tid at bygge op, hvis hun nu turde lade det ske. Men hvad hvis hun brugte tid på at få tillid til ham igen, og han bare udnyttede hende igen? Tanken fik det nærmest til at vende sig i hende, og derfor slog hun armene tættere rundt om sig selv.
Dernæst lyttede hun til hans ord, med blikket rettet afventende mod ham. Der var tvivl i de blå øjne, der prøvede at fange hans, selvom det lod til at hans blik konstant forsøgte at undvige hendes. Frustrationen i hans stemme var tydelig, men hun rynkede blot panden i skepsis. Hun kendte efterhånden sig selv... Mænd kunne nemt drive gæk med hende, og hun faldt ofte for det. Og trods hun var opmærksom på denne svaghed ved sig selv, så kæmpede hun virkelig for at forholde sig kritisk til nogle af de ting han sagde.
Men så fortalte han historien om sin klan, og afslutningsvis havde han mødt hendes blik. Et smil lå over hans læber, men hun gengældte det ikke. Tanken om hvad han havde gjort mod hendes familie, kunne hun ikke døje... Men da han fortsatte og fortalte om hvordan han var faldet for hende, begyndte hun at slappe mere af. Blikket blev mere søgende, og tiggede ham næsten om at fortsætte. Da han sagde at han havde elset hende, strøj antydningen af et smil over hendes ansigt. Det var dog ganske flygtigt og nærmest sørgmodigt. De blå øjne kunne hun ikke holde væk fra hans orange. Hun mindede sig selv om, hvor meget hun havde elsket de stunder, hvor han havde betragtet hende med de øjne.
Hun havde lyst til at ryste på hovedet af sig selv. Hvorfor var den knugende fornemmelse væk nu, og hvorfor tillod hun at lægge sorgen og smerten til side? Det var de gode minder, og de behagelige følelser, der forsøgte at bane sig vej frem mod hende, netop da han han rakte sin hånd frem mod hende. En hånd der var lukket inde bag metal.

Det var så fristende...

Derfor rakte hun sin blege, nøgne hånd frem mod hans.. Hun kunne føle hans varme... Hans lys, som var det eneste der gav hende tryghed nu hvor skyggerne var trængt ind i skoven. Når hun stod så tæt på ham, følte hun sig ikke ubekvem eller bange. Hun følte nærmest at hun blev stærkere... Alligevel var der en stemme i hende, der blev ved med at fortælle hende, at hun måske ikke tænkte rationelt lige nu.
Hendes hånd stoppede få centimeter fra hans, og så bed hun sig selv i læben. Overvejende.
"I can't ever forget what you did to me, Lysander..." sagde hun så, med en dæmpet stemme, "If I was able to let go of the past, I would've done so, a long time ago. You say, I've evolved... - Maybe you'll find that I've changed into someone so very different from the girl, who now only exists in your memories?" Man kunne tydeligt se på hendes ansigt at hun tøvede. Men pludselig stod frygten også i, at selv hvis hun besluttede sig for at give ham en chance, at han ikke ville bryde sig om hende. Hun skammede sig over, hvordan tidens gang havde frataget hende ikke blot hendes rigdom, men også hendes dyd. Og når han - Lysander - havde været fastfrosset i sin samtid, vidste hun ikke om de var på bølgelængde.

"You have to promise me..." begyndte hun så. Hans nærvær, gav hende en varm følelse i kroppen. En følelse hun sjældent oplevede, "Promise me, that if this doesen't work, you'll never search for me again." Det var hendes måde, at give ham en chance på, og hun vidste ikke - netop efter ordene havde forladt hendes læber - om hun fortrød det eller ej. Ideen om at finde lykken, i et væld af mørke, var blot for fristende. Derfor lagde hun sin hånd over hans. Ganske varsomt, som om hun blot ville have chancen for at trække sig tilbage hvert øjeblik, "This won't be an easy task, Sir..." sagde hun derefter med en lidt sørgeligt smil om læberne. Som om hun kæmpede for at åbne op for ham igen.

Lysanders blide, lyse øjne, betragtede Aome's, mens han spændt ventede et svar. Han havde sjældent været så sikker på en ting, som han var nu. Hans hensigter, havde først ikke været helt ærlige. Han havde en plan, der ville bringe hende i fare. Men det var en risiko, han måtte løbe. En sidste udnyttelse af hendes naivitet. Den, havde ikke ændret sig. Det kunne han mærke. Han ville kunne få hvad han først havde ønsket, om hun valgte at give ham en chance til, eller ej. Den chance han nu bad efter, var selvisk. Han tænkte ikke længere på sin klan, men på sig selv. Han ønskede en chance til, ved Aome. Han ønskede at vise den kærlighed, han havde følt for hende, i alle disse år. Og som han ikke havde kunne frarive sig. Det var sjældent Elvere blev forelskede. Nogen oplevede det aldrig, i deres lange levetid. Men det havde ramt ham. Og siddet fast, fordi han selv havde ødelagt det. Han havde selv gjort en ende på det. Hans egen idioti, havde ødelagt det. Men nu, ønskede han at rette op på det. Eller i hvert fald at forsøge.

Som hendes læber formede ord, rejste hans lange øre sig for at lytte. Intenst, fulgte han et hvert ord, og lod først blikket skabe et sørgeligt hint, da hun nævnte hendes manglende evne til at glemme. Nettop som han selv. Aldrig ville han kunne glemme, hvad han havde gjort. Ødelagt begge deres chance for at leve et behageligt liv ved hinandens side. Han lod vejret trække sig ind i lungene, og hjertet banke vildt og spændt på hendes svar. De orange øjne fjernede sig ikke, men forblev imod hendes, let rettet ned af, for at nå hendes anelse lavere form.
Som hun fortsatte, lod hans læber forme et håbefuldt smil, der afventede at hun fortsatte. Igen, lod han sig ikke afbryde hendes ord, men lod hende fortsætte, da det var tydeligt at hun ikke var færdig. Og som hendes hånd nærmede sig hans, lod han sin rejse. Blot en anelse, men uden helt at tage hendes. Fingrene åbnede sig en anelse mere, og tvang metallet i handsken til at knire lavt endnu engang.
Med hendes befaling, kunne han kun lade sit hoved nikke langsomt en enkelt gang, dog stadig uden helt at hoppe ud i ord. Afventede, hendes endelige. Afventede hendes smukke blide hånd, imod metallet der beskyttede hans. Lade sig røre ham, så hans beskyttelse, kunne blive hendes igen. Så han kunne værne og bevare hende. Og med de sidste ord, og hendes forsigtige smil, gav han sit eget til gengæld, og nikkede endnu engang.

"Please. Let me know, the new woman you've become. Let me have that chance, and I will promise you anything. The protection, I once took from you. The heart, i pulled out of your hands. The ears, that I silenced from you. I can become that man again. And never. Have I let a challenge stop me. Neither shall I, this time."

Hans svar, var lige så blødt og ærligt som hans stemme havde været, før hans frustrationer var blevet af smidt. Og nu, som hendes hånd lå i hans, bukkede han langsomt, og dybt. I det han gjorde, løftede han hendes hånd, men lod ikke sine læber møde den. Som var han ikke dette vær, at kysee hendes hånd. Som var han så meget lavere end hende, at han ikke ejede rettigheden til at kysse hendes hånd. Så lav, havde han aldrig været, i tiden før. Den første gang de mødtes, og talte, havde han ladet sig selv kysse hendes hånd. Men nu, var han langt mere ydmyg, end hvad han dengang havde været.
Han lod sin ryg strække igen, og stod sit hoved, eller to, over hende igen, og kiggede ned imod hende, med et varmt, taknemmeligt smil.

"I am.. Static. That you would give me this chance, Lady Ballentine. I hope to proove, that I am not the fool I was back then. And.. I look forward to learn, who you have become. For better, or for worse. It shall be good, to get to know you, once again. I hope to do so. With the same vigor, I had back then."

Han lod sin hånd synke, men ikke før hun selv fjernede sin egen. Hans smil forsvandt, i det hans øre rakte imod himlen, og hans blik blev kastet over hans skulder, som om han hørte noget. Lavt og vemodigt sukkede han, og lod blikket falde imod jorden, inden det vendte tilbage imod hende.

"The klan seeks me. I will have to return. Perhaps, that'll also give us both a chance, to think this through propperly. To remind ourselves.. Why we are giving each other, a second chance? In all truth, it is only you who is granting a second chance. But. This would give you a chance, to think it through, without my eyes upon you."

Han tog et skridt til siden, og vendte sig om så han stod ved hendes side, bare et skridt foran hende. Han pegede så i retningen frem for sig, og kiggede tilbage imod hende.

"Several miles in this direction, lies the Mountains. But only a few from this location, lies a small clearing. Tomorrow, at night. Meet me there. But. Only show up, if you are absolutely certain, that you wish to grant me, another chance. If.. You change your mine, during this night, and the day tomorrow... Do not come. Then I will know, that my mistake was truly unforgivable. And.. I will not try to seek you out again. I give you, my word."

Der var noget ved mørket omkring dem, der bare tillod hende at rette hendes fokus mere mod ham. Han var det eneste lys der herskede her, foruden hende, og derfor var det som om hun i flygtige sekunder, glemte alt om den smerte han havde påført hende. Hun havde hadet hans handlinger alle disse ord, og foragtet ideen om det han havde gjort mod hende. Nu hvor hun dog stod foran ham, var hun så tilbøjelig til bare, at give ham en chance for at rive hende ud af den tilværelse hun befandt sig i nu. Hun ønskede at møde lyset igen...Ønskede at opleve de varme dele ved en forelskelse, frem for de smertefulde.

Derfor så hun på ham, med en form for håb i de blå øjne. Et håb der blot blev forstærket, da han lovede hende beskyttelse, hvis hun gav ham en chance. Noget hun havde manglet gennem alle disse år, hvor hun havde kæmpet for at stå på egne ben, og selvom det havde lykkedes hende i sidste ende - havde det krævet mange ofre.
Men da Lysander nævnte, at han aldrig havde ladet en udfordring stoppe ham, måtte hun et flygtigt øjeblik bide sig i læben. Hun havde selv været en udfordring for ham dengang... Og han havde valgt magten frem for kærligheden, hvis hans ord altså var sandfærdige. Og hvorfor nu? Hvorfor opsøge hende så mange år efter? Mange spørgsmål bevægede sig i det kønne hoved, men hun var fór tilbøjelig til at forkaste dem, fordi hun følte at hun havde en chance for at blive lykkelig... med ham.

Hendes hånd mod det kølige metal, syntes stadig en smule tøvende. Alligevel var der noget ved hele Lysanders mimik, og det formelle buk, der fik hende til at slappe mere af. Måske var dette det rigtige valg..? Hendes naive væsen forsøgte virkelig at kæmpe sig frem. Pludselig virkede det som om hun ikke var vokset meget op siden da. Hendes drømme var stadig de samme. Alligevel var hun ikke just skuffet over, at han ikke lod læberne møde hendes hånd. Det virkede for hastigt... ligesom hendes beslutning om at give ham en chance, sikkert havde været. Men selve den formelle og ydmyge gestus, fik hende til at føle sig værdsat. Hun følte sig speciel og beundret. Det var noget hun havde savnet.

Hun lod snart læberne skilles for at sige noget til ham. Dog bemærkede hun, at han opmærksomt havde set sig omkring. Som om han hørte noget, end ikke hun kunne opfatte. Hendes verden havde næsten omkranset sig så meget omkring ham, at hun nærmest havde lukket resten af den nu, ret dystre skov, ude.

"What is it?"

I det næste svarede han. Hans klan... Denne mand der stod foran ham nu, syntes så magtfuld og hun tvivlede ikke på, at hendes familie virkelig havde været en vigtig brik i spillet. Han bad hende om at tænke dette igennem - uden ham. Tanken fik hende til at synke en klump i halsen. Hun vidste at så snart, hun forlod ham, og ikke følte hans varme og lys, ville de rationelle tanker sikkert sætte ind. Alle de formaninger hendes forældre havde skænket hende, om ikke at opsøge Lysander, ville sikkert komme frem igen og tvinge hende til at lægge følelserne væk. På den ene side ønskede hun, at hun bare kunne følge ham nu, og slå hovedet fra. På den anden side vidste hun jo, at hendes hjerte ikke ville kunne bære at briste igen. Derfor nikkede hun.

Da han trådte hen ved hendes side og pejede mod et sted i horrisonten, lyttede hun til hans ord. Kun mød op hvis du er helt sikker - havde han sagt. Tanken om, det valg hun skulle træffe, fik hende til at føle sig perpleks. Dette var afgørende. Ville hun møde op og lægge alt det hun havde kæmpet for at glemme i så mange år bag sig? Eller ville hun blive væk, og måske misse den eneste chance hun ville få med sit livs kærlighed?

"I promise, I will think this over, and over again."

Hun stillede sig foran ham, og betragtede ham med de blå øjne. Som om der var en risiko for, at dette kunne være sidste gang hun så ham, hvis hun traf en beslutning om, ikke at mødes med ham. Derfor strøg et smil flygtigt over hendes læber. Alle de år hvor hun havde forsøgt at hade ham, og nu stod han foran hende, og hun kunne ikke lade være med at beundre ham.

"Lysander, if I don't show up tommorow night, I want you to know, that I've missed you... I've always wanted to hate you, but I never truly did. Even though many people always wanted me to.I just despiced the idea of you choosing that silly amulet over me. My heart broke, because I loved you. It doesn't justify those actions you made, but I believe that you have goodness in you. Therefore you shouldn't be blamed all of your life, for taking the wrong path so many years ago. I'm sure you will choose the right one someday."

Lysander, var ikke hurtigt til at flytte sin hånd, fra under Aome's. Som om det var et nærvær, han længe havde hungret efter. Længe havde søgt, og manglet. Og hvis han slap det nu, kom det aldrig tilbage. Det værste var, at hun ikke ville få en chance. Hendes blod, var noget hans klan havde brug for. For at lokke den største fjende der havde stået foran dem før. Hvis ikke hun mødte op, ville hans klan kidnappe hende. Du skulle bruge hende. Men på så mange andre måder, end han havde brug for hende. Han havde brug for hendes smil. Hendes varme. Hendes glæde. Efter dagen der skulle komme, skulle hun vælge selv at møde op, ville han lade en side af sig komme frem, der ikke havde været fremme i flere hundrede år. En side, han havde manglet. En side af sig selv, han ikke længere ville kunne ignorere. Han ikke længere havde lyst til at ignorere. Han havde truet den var skuespil engang. Men han vidste nu, at sådan var det ikke. Det var en ægte side, der synligt fandtes af hamselv. En, der havde brug for hende, for at kunne fungere. For ikke bare, at være en dyb sorg. En dyb sorg, der aldrig ville kunne tilgive ham, det han havde gjort. Han havde været en skald så længe. Nu, ville han reparere det der var ødelagt, hvis Aome ville give ham en chance.

Da han havde givet hende et sted de kunne mødes, stillede hun sig foran ham, og de orange øjne lagde sig over hende, forbundet med et forsøg på et varmt smil. Et varmt smil, der var så tydeligt håbefuldt. Håbede, at hun ville møde op. Håbede at hendes frygt for ikke at møde op, ville blive modgået. Så den sidste gang hun skulle udnyttes, kunne blive overstået. Så han kunne begynde at hele de sår, han havde forårsaget. Går hende hel igen, som han havde tænkt sig at gøre sig selv. Rette op på fejltagelserne.
Og med hendes ord, voksede hans smil en anelse, og han sukkede næsten hakkende, med en dyb lettelse over hendes ord. Hun troede på, at den side hun havde skabt fandtes. Den side hun havde formet i ham, som ikke havde været at finde i ham før hun kom ind i hans liv. Han blev mere modig, og mindre formel end han havde været med dette møde, i det han tog et skridt nærmere hende, og lagde blidt sin hånd imod hendes arm, og lod en blid finger ae imod hendes tøj.

"If there is truly good in me. It is something you created. Back then. It was something I didn't know of, before I met you. Something you shaped within me, without me even knowing it. And I appretiate it. You gave me a beating heart, to replace the blindly loyal eyes, that gazed upon everything with predjudice, and hate. Now, they are open to so many things, that they'd always been closed to. And I thank you for that. Weather you give me another chance, or not. Know, that you've made a difference in someones life. And that difference.. Was life changing."

Han talte med den samme lyse og klare stemme som han plegede, og da han blev færdig, lænede han sig tættere på hende, og lod sine læbe kysse imod hendes pande, skulle hun ikke stoppe ham. Og med det, tog han et skridt tilbage, og lavede en anelse afstand imellem dem igen, inden han buggede formelt, med sænket hoved.

"If we do not meet again, I hope you a warm future. One without fools, who'll make the same mistakes as I did."

Han rejste sig igen, med et lille smil, inden han drejede om på sine hæle, og begyndte at forlade området hvor de havde talt. Han skyndte sig ikke, så skulle hun ønske at stoppe ham, ville dette ikke være svært. Han havde ikke travlt med at forlade hende. Men hvis ikke hun stoppede ham, ville han gøre det, og bevæge sig imod hans klan.

Det var nærmest som om en svag skælven løb gennem hendes krop, da Lysander blidt berørte hendes arm. Måske fordi det denne gang, ikke var hende der tog det endelige skridt, og kom ham nær. Før havde hun selv taget hans hånd. Nu mærkede hun ham ae hendes arm, trods berøringen var så blid, at den knap nok kunne mærkes gennem tøjet. Aome ønskede ikke, at træde væk fra ham. Faktisk lod hans berøring derimod til at låse hende fast. På samme måde, som hans orange øjne gjorde. Hun følte sig nærmest lullet til ro, af hans nærhed. Da hun havde været flere meter fra ham, havde hun tvivlet mere... Nu virkede det rigtigt. Et sted i baghovedet måtte hun dog minde sig om, med konstante mellemrum, at der stadig var et hul i hendes hjerte. Et hul som blot var blevet større gennem de sidste mange år. Disse år, der havde adskilt dem i så lang tid, havde for hendes vedkommende været præget af både mørke og lyse tider. På det sidste havde hun følt sig fortabt i Di Morga, men nær Lysander - synes lyset igen at trænge ind i hendes liv. Hun vidste ikke om han stadig havde amuletten, og om det var derfor han påvirkede hende så kraftigt. Alligevel vidste hun heller ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun fik svaret. Skulle hun kræve at få den tilbage? Det ville han jo aldrig gå med til - og hvis han virkelig havde den, kunne hendes kræfter ikke hamle op med hans.

Aome lyttede til hans ord, med hovedet lidt på skrå. En varm følelse bredte sig i hendes bryst. Som var det utrolig vidunderligt, at få sig selv bekræftet. De fleste roste aldrig hendes evner og handlinger, men Lysander fik hende til at føle sig... speciel. Ganske vist havde andre væsner haft interesse for Aomes lyse væsen, men de fleste havde blot talt om hendes naivitet, frem for de ting som Lysander nævnte nu... At hun virkelig havde haft en indflydelse på den han var nu.
Da han havde talt færdig, betragtede hun ham nærme sig. Netop før hans læber mødte hende pande, lukkede hun øjnene. Da han trådte tilbage, ønskede hun inderligt at han ville komme tæt på hende igen. Alligevel måtte hun bare erkende, at det vel også var det rigtige at holde sig tilbage. Derfor betragtede hun ham, mens han formelt bukkede for hende, på en måde hun fandt så passende, trods det ikke hørte overordentligt til denne tidsalder.

Og så ønskede han hende en lykkelig fremtid. Han skulle bare vide, hvor mange af disse personer hun var stødt på over årene. Hvor mange sår på sjælen hun havde fået, og hvor lidt hun havde lært af sine fejl. Denne situation var et tydeligt eksempel på netop det. For hun betragtede ham nærmest med savn, så snart han vendte sig om, og begyndte at gå. I nogle sekunder, stod hun skråsikker og så efter ham, med en længsel i blikket, trods hun bed hårdt ned i læben, for at kontrollere sig selv. Hvad var det hun tænkte på? - var der noget i hende, der blev ved med at forlange svar på. Dette spørgsmål blev blot efterfulgt af mange andre, da hun selv satte i bevægelse, efter ham. Hvis dette var sidste gang hun ville se ham, så havde hun brug for at tage afsked med ham på en måde der var hende tilstrækkelig nok, til at hun ikke senere ville ønske, at hun havde gjort det anderledes.

"Lysander?"

Aome ventede ikke på, at han vendte sig mod hende. Tværtimod gik hun igen ind foran ham. Heldigvis havde han ikke skyndt sig væk, så det havde ikke været svært at indhente ham. Selvom det var med en vis tøven, gik der ikke mange sekunder, før hun varsomt tog en hånd op mod hans ansigt, og lod sine fingerspidser berøre hans ene kind. Han var højere end hende, og hun måtte derfor bøje hovedet en smule tilbage, for at fange hans blik så tæt på.

"You certainly have been a fool, sir. But you aren't anymore. You've changed somehow. You are just as charming as the man I once know, and you certainly don't fail to amaze me with every word which leaves your lips. The difference between then and now, is that I feel that you truly want redemption. That you are being truly honest with me, and that you won't hurt me like that ever again."

Der var en tillid i hendes ord. Noget hun sikkert ville fortryde, at have skænket ham så hurtigt. Alligevel var det med drømmende øjne, at hun betragtede ham. Som om hun virkelig så ind i en potal til deres fortid sammen, frem for at se sig omkring og møde skovens mørke område.
Stadig med den ene hånd hvilende blidt mod hans kind, hævede hun sig en smule op på tåspidserne. Da hun blidt berørte hans læber med sine, var det ikke just tøvende. Alligevel var kysset blidt og flygtigt. Dette netop på grund, af den splittede fornemmelse hun havde i kroppen. Noget i hende skreg jo nærmest på, at hun burde lade være nu. Det var for hastigt... Alligevel havde det været for fristende.
Da hun igen lod sig rykke lidt tilbage fra ham, trådte hun også et skridt tilsiden. Som for at bane vej for ham.

"Now, I'll let you leave."