Suicide note

Suicide note

Det var mørkt da Anio stod og kiggede ud over landskabet som han stod der på Astronomitårnet. Han kunne ikke mere, hans hjerte var givet til en anden som han ikke længere kunne få. Det hele var hans fejl, hans idioti som havde ført til dette, ingen andres! Han sukkede stille og bed sig i læben som han trådte op på gelænderet og tog en dyb indånding. Gad vide hvor mange der ville huske ham? Hvor mange der ville savne ham, og hvor mange der egentlig ville hade ham efter dette? Han viste det ikke, og var vel i grunden også ligeglad. Men sådan var det jo. Ingen kunne leve for evigt, nogen var nød til at gå for andre. Og nogen var nød til at tage den svageste vej at dø på. Selvmord. Ordet inde i hans hoved lød forkert at det var dette som han skulle til at gøre. At han faktisk ville springe en enkelt tåre gled ned af hans kind mens han tænkte på de gode stunder han havde haft, men de blev alle sammen overskygget af de dårlige. Hvilket var det der fik ham til at tage skridte ud over gelænderet. Han faldt, han faldt som han havde gjort siden han var kommet her, mange minder gik igennem hans hoved, mødet med Mel og Chris, og til sidst hans bror, hvad de ikke havde været igennem sammen? De mange stunder hvor de havde grinet, skændes, bare haft de tider sammen de nu havde haft. De sidste måneder havde han intet til sin bror set, han var som forsvundet fra overfalden og det var som om at det var hvad der havde fået Anio til at bryde sammen, det som havde fået ham til at stå her i aften, nat og nu skulle til at springe. Men alle De personer der havde betydet mest for ham her på stedet, de virkede alle sammen så små mens han faldt. Det hele gik i slowmotion for ham minderne blev ved med at strømme igennem hans hoved, minderne der var gode og dårlige, det sidste han huskede var kysset han havde givet hende. Derefter lukkede han øjnene og mærkede noget hårdt smække igennem hele hans krop, en smerte som et spyd der spirede sig igennem hans ryg var udholdelig og han var lige ved at skrige da alt blev sort.

Da man fandt ham den næste dag, det var for sent, livet havde allerede forladt kroppen og det kunne ikke længere redes. Vil han blive husket? Vil han blive hadet? Hvem ved, det ved kun de mennesker som holdte af ham. Anio dødede 13 år, den 24 maj 2010. Han var forelsket, men dog så tom. En dag vil hans minde fade ud, og man vil glemme det der engang var. Måske vil man huske ham som en kryster, som stak halen mellem benene. Men jeg vil huske ham som den stille filosoferende fyr, som man kunne komme til når man havde problemer. Man kunne tale med ham, have det sjovt med ham uden at lave noget. Dette vil jeg huske ham på, en trofast ven, som bare ikke kunne klare livets prøvelser.

Heey ^^
Jeg skrev denne historie til en af mine venners karakter og fik lidt ros for den.. men ville da gerne vide hvad folk syne om den? :]
Så smid en kommentar ^^?