A Note of Fate.

- Jeg sad og tænkte på hvorfor Ma'lakel kom til Terre, på samme tid med at jeg ville prøve at bruge et andet skrive sprog. Noget mere, kort og kontant.
Sig hvad du synes, plz, vil rigtig gerne have din mening!


Aquires var sulten. Hendes mave knurrede som en gal hund, imens at hun ventede ved den lille side vej nær Felorim’s resturant. Hvis det ikke havde været for den heftige morgenmad var hun sikker på at hun ville ligge død i rendestenen i løbet af nogle få minutter.
Den lille pizza restaurant var for længst blevet en af de mest glemte i nabolaget, og det var sjældent nogen kom for at hente middelmådige pizzaer, og indtage et lige så middelmådigt måltid! Men Aquires var efterhånden godt ligeglad med hvad hun fik indtaget, hvis hendes mave fik lov at sulte meget længere endte det med at hun åd fra skraldespandene ved hendes side. En enkel gadelygte blinkede, og oplyste den våde asfalt, imens at en fugtig og klam luft fyldte hendes lunger. Blikket var rettet ligeud, imens at hun søgte en person der skulle dukke op i den retning, hvis han så ellers gad skynde sig!
Hun klamrede den sorte læder jakke, om skuldrende, til sig, da regnen stadig små dryppede og lod det allerede gennemvædde sorte hår, klistre sig endnu mere til hendes glatte ansigt. Aquires havde altid opfattet sig selv som smuk, som overdådig og guddommelig, især når det gjaldt hendes ansigt, og med god grund: hun besad et pænt pære formet ansigt der ende i en nydelig spids hage, fyldige læber, en smal dog charmerende lang næse, og så hendes store mandel formede øjne. Et fortryllende ydre der efterhånden havde lokket mange mænd, så vel som kvinder, i favnen på den kyniske kvinde.
Da rørte noget endelig på sig! En ucharmende trækken på mundvigen kom fra hende, ikke som et smil men nærmere en form for snerren. Hendes øjne lyste af bitterhed, og det var ikke svært at fornemme hendes utilfredshed over den lille forsinkelse. Foran hende kom en mand gående: ung, høj, flot. Helt afslappet og uforstyrret af at hun stod og skælvede på hænder og knæ, samtidig med at hun var badet ind i himmelens regnvand! Herren gik op foran hende. De store brune øjne stirrede ind i hans, med en intensitet der ville få giganter til at ryste af rædsel.
,, Du er sent på den!”, kommenterede hun, i en skarp tone!
Herren foran hende så dog ikke ud til at han blev yderligere påvirket af Aquires’ benhårde fremtoning. Der var to slags folk i verden, dem der lod sig kue, og dem der fik dem til det. Desværre for hende vidste hun at det var nogle hundrede år for sent at forvente han ville krympe sammen i ydmyghed foran hende. Måske da de lige havde mødtes? Men ikke nu, nu var han voksen, blevet stor. En sentimental følelse gled ind over hende som hun betragtede ham i meget få sekunder. Hendes øjenbryn søgte ned imod øjnene, imens at hun kneb dem sammen en smule. Med en facade af vrede i blikket, gled øjnene ganske kort over ham – fra top til tå. Han var godt et hoved højere end hende selv, bredskuldret, men stadig stank omkring maven og livet. Hun lod kort tungen glide over sine glatte fortænder, og lod den så give et lille smæld fra sig da den nåede vejs ende. Som en kritisk kunstner betragtede sit færdige mesterværk, fandt fejl hvor fejlene skulle være, til at skabe balance imellem alt andet, så hun på ham. En symfoni af forskellige toner, hvor nogle få var mørkere end de andre for at få de lyse toner til at springe tydeligere frem.
Hans stemme gav buldrende genlyd i hendes hoved, som torden der bredte sig over en grå himmel.
,, Tvært imod.. er du for tidligt på den..”, blev der svaret i en afslappet tone, der havde en efterklang af noget drillinde, stikkende, prikkende, provokerende!
Hun kunne mærke hendes tålmodighed briste, men lod det ikke vise. Selvom fejlene fremhævede kvaliteterne så var hans evige morskab i alt der kunne tyde på hendes ubehag, en af de fejl som hun ønskede hun kunne rette. Men det var vel i bund og grund kun fordi hun ikke kunne dele samme barnlige glæde.
Et fnys kom fra hende, men hun lod ikke blikket vendes. Hun havde selv lært ham svagheds tegn, hvis øjnene flakkede, havde man frit lejde til at gå lidt længere. Hvis kroppen lod nerver spændes, hænder eller fingre gnider sig imod hinanden, kunne man gå lidt længere. Og hvis ordrende slap op eller blev for hurtigere og anstrengte, kunne man gå… lidt… længere!
Et svagt smil bredte sig på de fyldige læber, upersonligt, og flask.
,, Kun i tilfælde af at klokken er blevet stillet et kvarter tilbage…”, svarede hun med en falsk sødme i stemmen.
Hendes smil blev gengældt. Han trak på den ene mundvige og formede en skæv udgave af Aquires eget, lige så upersonligt og uægte. Han var blevet større end hun havde troet, stærkere end hun havde forventet, og på trods af alle ods var hun begyndt at se i øjnene at det snart var slut med at lege barnepige.
Uden at vende blikket gik hun imod indgangen til pizzeriaet, og først da deres øjne ikke længere kunne forblive i en intenst øjenkontakt, lod hun det alt for farverige skilt optage hendes opmærksomhed. Hun åbnede dåren, og den traditionelle lille klokke lød. En lettere overrasket spanier stod bag disken og gjorde øjne af personerne der trådte ind i restauranten.
Aquires’ mørke, let beklædte tøjstil var iøjefaldende. Hendes trøje var en smule for lille og afslørede det nederste af det bløde maveskin. Bukserne var stramme og sad tæt omkring røv og lår, og fremhævede hendes store svajende hofter. Herren bag hende var i modsætning til hende selv ikke lige så afslørende klædt. En tung, våd læderjakke lå over hans skuldre, imens han bar en intetsigende sort skjorte inden under, cowboy bukser der ikke sad stramt men alligevel formåede at se slanke ud og forgive at være behagelige. Som det eneste tilfælles, bar de støvler, Aquires gik dog i højhælede sorte læder støvler, hvorimod han havde nogle normale støvler der kunne minde meget om vandre støvler.
Spanioleren bag disken begyndte at tale. Snakke om sine forskellige pizzaer som var de noget ganske særligt, selvom det var basis viden at deres pizza var ligeså smags løse som vand. Aquires pegede fraværende på en af dem: en familie pizza, hvor fyldet var en sær kombination af ost, skinke, rejer, og ananas.
Målrettet gik hun hen til en bord anordning, og satte sig på en stol. Restaurantens indre var det modsatte af det farverige skilt. Gulvet var hvide puds sten, og stolende var af metal, og formåede at beholde deres kolde sølv farve til trods for deres oldgamle udseende. Sæderne var hvide, samt bordenes overflader. Det farverige skilt udenfor var en tydelig vildledning for de stakler der skulle vandre ind i den uimponerende pizza restaurant.
Aquires lod det ene ben svinge over det andet, i en elegant bevægelse der kom naturligt. Hun havde brugt størstedelen af sit liv på at forføre mænd. Lokke dem i et baghold, eller med op i et værelse for at rette sit våben imod dem og lade sit mærke indprente sig i panden på dem. Man sagde jo også at nogle vaner fra jobbet smeltede sammen med en selv. Det samme kunne man ikke sige om ham.
Han satte sig overfor hende, imens at han åbenlyst morede sig over stedet. Hans ansigt forblev neutralt, men blikket i hans øjne var intenst, og søgende. En nysgerrighed man kunne forvente fra et dyr, men ikke et menneske. Ikke en som dem.
Det fik hende til at trække diskret på smilebåndet. Hun havde efterhånden kendskab til alt. Hun vidste hvad han tænkte, inden han tænkte det. Hvad han ville sige, før han sagde det. Og hvorfor han følte noget, skulle han uheldigvis gøre det.
Aquires sad lænet godt tilbage i stolen, med armene over kors. Med en vred pytons årvågenhed, betragtede hun ham. Hun fangede hans opmærksomhed meget hurtigt, og blev givet samme stirren. Som to rovdyr der stod foran hinanden, ventede på at den ene gjorde sit første trak, sad de begge i stilhed. Det søgende i hans øjne var forsvundet og havde kun efterladt en dominerende tomhed.
,, Du klarede dig godt ved ambassaden hørte jeg?”, begyndte hun, tørt.
En smule følelse kom tilbage i hans øjne.
,, Du hører meget, Aquires… men det er sandt.. I did damn good!”, et selvtilfredst smil lagde sig over hans læber.
Hun rynkede på næsen af ham. Hans selvtilfredshed kom ikke bag på hende. Hans hovmod ville en dag blive hans fald, det var finger-regelen. Og han vidste det! Hun kneb øjnene en smule sammen, som prøvede hun at se igennem ham.
,, Så er du sikkert glad for at øre at du skal videre allerede.. ”.
Et smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne mærke hans ængstelse inden han selv gjorde. De var to gamle veteraner der havde været i krig sammen i flere år. Et gammelt påtvunget partnerskab der hurtigt var blevet et kammeratskab, og som nu havde så dybe rødder at selv hvis de skulle skilles i hundrede år, ville de, når de mødtes igen, stadig kunne huske hvert et tegn, hver en bevægelse, hvert et udtryk den anden kom med!
Hans smil forvandlede sig fra det selvtilfredse, til noget der mindede om et lille barns glæde når det for at vide at det må åbne en julegave en dag i forvejen.
,, Navn, profession, og hvor henne?”, spurgte han med utålmodighed i stemmen.
Aquires’ smil blev lidt større.
,, Nej.. sådan kommer det ikke til at foregå.”, rettede hun, og lo meget lavmælt.
En svag skadefro latter.
,, Du skal til et lille glemt land der ligger gemt imellem Frankrig og Spanien. Di Morga…”, afslørede hun.
De brune øjne lagde sig på bord overfladen. Hun rakte hånden ned i lommen på den sorte læder frakke, som stadig lå om hendes skuldre. En seddel blev revet frem.
,, Vi har en klient der gerne ser det sted… udforsket. Og om nødvendigt under vores indflydelse..”.
Hun så op på ham igen. Han rakte hånden ud imod seddelen. Den blev tilbudt ham, men som han tog fat i den, og forventede at hun ville give slip, greb hun fast!
,, Du ved forhåbentlig hvad det her betyder, Ma’lakel?”.
Hans grønne øjne der før ivrigt havde set på seddelen, med et hungrende blik, mødte hendes. Hun kunne se det. Se det hele, det afspejlede sig i hans øjne uden han selv var bevidst om det. Magt begær. Hun gav slip. Han trak hurtigt seddelen til sig og lod den glide ned i lommen.
Aquires grinte endnu engang, og løftede imponeret et øjenbryn:
,, Skal du ikke læse?”.
Selvom hun ikke ville indrømme det, var hun spændt på at se hvad der stod.
,, Selvfølgelig, jeg kan også lave løbesedler af den, og smide om mig med den?!”.
Aquires rynkede kort med brynene over den pludselige sarkasme, men opfangede så noget. En flakken. En flakken i hans blik imod højre. Diskret så hun ned i bordet igen, og gav en mild latter fra sig, og roligt lod hun hånden glide op imod hendes jakke, imens at hendes blik langsomt søgte hans højre side, imod døren. Afslappet så hun derhen, som var det bare en tilfældighed at hun spottede to personer ud igennem vinduet. De kom gående fredeligt forbi, lige indtil…
Aquires hånd greb fat om hendes skydevågen der blev revet frem, en pistol ved navn .357 Magnum. Hendes reaktions evne var over menneskelig standard, så hurtigere end de to fremmede kunne pege deres våben imod dem, rettede Aquires sit våben imod den ene og skød, skønt Ma’lakel sad i vejen. Kuglen skar igennem luften, og gled forbi hans hoved med kun så centimeters afstand, men alligevel fik hun ham! Der lød et smerte støn udefra, og en af mændene drejede en halv omgang inden han faldt om, og lande på jorden med kinden imod den våde asfalt. Hans makker stod og tøvede et kort øjeblik inden han igen rettede sit skyde våben imod dem, men inden han nåede at trykke på aftrækkeren, røg en kugle ligeså igennem brystet på ham.
Aquires betragtede sin partner, der sad med siden til hende. Han havde ansigtet imod den smadrede glasrude, og de nu to døde mennesker.
,, Chamerende…”, kommenterede hun.
,, Du er blevet bedre”.
Han vendte sig imod hende med et nedladende blik.
,, Hvad havde du regnet med?!”, lød det fra ham, som var det en ren selvfølge!
Spanioleren kom farende ud i sin restaurant. Hans havde sine hænder under en stor tallerken med en færdig lavet pizza, og så fortvivlet på det smadre glas vindue. I en beklagende talestrøm brokkede han sig! Han satte pizzaen på disken og gik hen imod vinduet indtil han opdagede de to døde personer lige udenfor. Blodet samlede sig i en flot cirkel omkring dem begge. Rystet og forfærdet vaklede han tilbage og så skiftevis på dem begge. Aquires betragtede manden med et ligegyldigt blik, og rynkede på brynene af ham, hun forstod ikke hvorfor han gik sådan amok? Hendes ledsager på den anden side, så ud som om at mandens klage sang var for meget, og sigtede meget hurtigt sit skydevåben imod ham, af samme slags som Aquires eget, og trykkede af. Kuglen fløj endnu engang af sted og gennemborede kraniet perfekt imellem mandens øjne. Deres vært faldt om, på ryggen, og spjættede med det ene ben i lidt tid: hjernens forsinkede forsøg på at få manden til at flytte sig.
Aquires gav et oprigtigt grin fra sig, og så hen på mandens bødel.
,, Genialt, Ma’lakel! Meget simpelt genialt!”.
Sirener kunne høres længere væk, imens at nærliggende lejligheder fik lys i vinduerne. Han gav hende et halv-hjertet smil.
,, Ha-ha…”, han vendte blikket ud imod gaden, og rejste sig.
,, Lad os skride…”.
Aquires tog en hånd op for munden, og prøvede at holde en fnisen inde, men uden meget held. Hvor hun dog elskede og hadet ham for at kunne frembringe denne form for ustyrlig latter. Men scenen havde været for komisk til at hun kunne holde det inde. Først var spanioleren gak, og så bang! Død! Hun klemte øjnene sammen og satte en hånd på bord kanten imens hun stadig holdt sin pistol i den anden hånd.
,, Jep!”, hun gik op til den færdig lavede pizza på disken, stadig uden kontrol over hendes lattermuskler. Greb fat i pizzaen med sin frie hånd for at føre den op til hendes tænder og rive et stykke af ved at trække fremad med sin hånd, og vippe hovedet bagover. Den flækkede og en halv pizza hang ud af flaben på hende. Meget hurtigt fik hun den rullet sammen til en slags pizza pandekage og tog en bid af den, imens hun gik imod døren hvor han stod. Som hun nåede den døde spanioler smilte hun stort:
,, Finitto!”, hviskede hun.
Men hendes opmærksomhed blev hurtigt vendt på hendes partner igen, der grab fat om hånden på hende med den sammen rullede pizza i og tog en bid af menneske kreationen inden hun nåede at standse ham.
,, Nej nej nej!”, mimede hun forgæves.
Det sjove var pludselig gået af hende et minut eller to, hvor hun overværede ham tygge pizzaen. Hvert tyg, opbyggede et nyt spændings punkt, indtil hendes smil kom tilbage samtidig med at hans ansigt blev mere og mere stift. Hans øjne spærrede sig op og pludselig stoppede han med at tygge! Aquires kunne ikke holde sin følelsesløse facade mere, og lod endnu engang en latter høres fra hende, imens hun gik forbi ham og ud af døren. Med et væmmet udtryk slog han frustreret ud med armene, og spyttede pizza stykket ud! Aquires gik baglæns imod venstre, imens hun bukkede sig forover og tog sig til maven af grin.
Han kom med et frustrations brøl, og udbrød:
,, Hvem helvede propper ananas på Pizza!! Som om det for lortet til at smage bedre?!”.
Hurtigt pegede han pistolen imod pizza restaurantens ejer og trykkede på aftrækkeren gentagende gange!
Aquires trådte over de døde mænd, og rettede sig endelig op. Hun tog en dyb indånding og fik endelig styr på sin latter. Sirenerne var blevet betydeligere at hører, og man kunne så småt skimte de blå lys nogle gader væk. Med et smil på læberne bukkede hun dybt og formelt til ham. Han stoppede med at skyde, men trak forsat vejret tungt og hidsigt.
,, Freaks!”, hånede han lavmælt, inden han så op på Aquires der var midt i sit formelle buk.
Hun rettede sig op:
,, Ses i Terre!”, råbte hun.
Hendes partner rynkede på brynene af hendes ord. Hun gav et smil fra sig og drejede så om på hælen og løb væk, efterlod ham tilbage ved de mange lig, hvor politiet tids nok ville nå frem. Han lod tungen glide rundt i munden inden han spyttede og stod med et forvirret udtryk:
,, Hvad fanden er Terre?”.

Hella nice xD .. Mægtig god skrivestil og dejlig ren at læse :P
Om den er bedre end din allerede vidunderlige skriveteknik, kan da diskuteres da jeg synes rigtig godt om begge. Men med den her stil som et shot i den allerede geniale blanding kan det dog ikke gå galt ;D

Hm.. Fantastisk godt skrevet historie, det er der ingen tvivl om.. Godt grebet i karakterende, på alle fronter, og det er en fin og effektiv skrivestil.. Pletfri.. Ville jeg sige.. Ikke nogen detaljer der går tabt, men som også betyder noget.. Godt skrevet :)
Og om jeg kan lide den, frem for din 'normale' skrivestil? Hm, jeg syntes begge er lige pletfri, og begge er perfekte til det vi laver her inde.. Og ville næsten sige at hvis stilen gav dig blod på tanden, at du skulle bruge den, ligeså din egen.. Blande dem måske? Ved ikke om det ville blive for kaotisk.. Men hm.. Tror jeg egentligt ikke..
Men.. Når to ting er gode, er det svært at vælge en, specielt når man kan vælge begge? :)

Tusind tak for kommentaren begge to :D! er glad for i synes om den..
og jeg skal overveje at få dem kombineret ^^