I did... WHAT?! //Thomas Keefer//

T; 16.00
S: Byens park
O: Et par enkelte folk og nogle legende børn
V: Sol og en anelse skyet

Mallorie trådte igennem parken med et meget... meget forvirret blik og prøvede på at huske på, hvad fanden hun havde lavet fredagen før. Det var nu søndag eftermiddag og hun prøvede stadig på at komme over sine meget forfærdelige tømmermænd. Det var første gang nogensinde, at hun havde haft så voldsomme tømmermænd. Hun havde ingen anelse om, hvad hun havde lavet og hvordan hun overhovedet var kommet hjem. Hun kunne huske små stykker af morgnen efter, hvor hun havde gået ned af sin vej og så hjem i sin seng. Andet.... Alt andet var forsvundet.
Hun havde omkring en time forinden modtaget et opkald fra en, som hun åbenbart havde... Ja hun fik ikke helt fat i det, men han kendte hende tydeligvis, da hun selv havde givet ham sit nummer.
Hun satte sig ned på en bænk midt i parken og kiggede rundt. Hvad havde hun dog lavet? Det var ikke til at vide og det var faktisk sådan, at hun næsten ikke havde lyst til det.
Heldigvis var tømmermændene ved at forsvinde helt. Hun var stadig en anelse træt, men hovedpinen var væk.

Thomas havde okset rundt. Uafbrudt hele lørdag og frem til søndag formiddag havde han haft ting at se til. Fredag var et fjernt minde, flere år siden. Og indtil for nogle få timer siden havde fredagen med oplevelserne i Den Glade Sigøjner og den efterfølgende tur hjem til hans nuværende opholdsted været glemt. Fuldstændig. Hensigten havde været Thomas’ egen lejelighed, men han havde hurtigt fundet ud af, at pigen var for fuld til at gå så langt, og var derfor taget et smut forbi Carl. Carl havde ligget på sofaen, da de kom stavrende ind. Han havde gryntet et eller andet, som Thomas havde ignoreret. En foldet seddel havde ligget på glasbordet ved siden af.
De var endt i Carl’s seng. Og der var de blevet, til Mallorie pludselig var væk. Thomas havde ikke bemærket det før solen var dukket frem, og gjort værelset ulideligt at være i.
Nu tænkte han på hende igen, som han gik fremad mod parken, hvor de havde aftalt at mødes. Mon hun overhovedet huskede ham? Han havde samme jakke på, men bukserne var lysere og skoene nogle andre.
Thomas genkendte hende med det samme, han placerede et overskudssmil på sit ansigt og gik mod hendes siddende skikkelse. Hånden blev løftet som hilsen.
”Hey – Mallorie! Tak for sidst. Stadig ikke kommet dig over Demouy’s whisky, ser jeg?”
Han var nået hen til bænken hun sad på og så ned på hende med sit nøje udvalgte smil. Han førte hånden gennem håret, før han puttede den i jakkelommen lige som den anden.

Mallorie sad og tænkte over den meget… akavede telefonsamtale, som hun havde haft med en eller anden person for en time siden. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Det værste kom op på hendes nethinde… Kunne hun virkelig have? Nej det var ikke muligt… Var det? Hun slog tanken ud af hovedet og prøvede på ikke at tænke på det. Hun håbede ikke på det var sandt i hvert fald, men hvis det var, så var det vel heller ikke jordens undergang.
Hun kunne huske små brudstykker af noget, der var sket før hun var begyndt på kortspillet, men det havde ingen sammenhæng og efter det, så var alt blevet til det værste blackout hun nogensinde havde haft.
Hun løftede hovedet, da hun hørte nogen komme gående og smilede med det samme. Det var ham fra kiosken af! Så meget kunne hun da i hvert fald huske.
”Heey” sagde hun og prøvede på at huske hans navn, men det var helt svundet ud af hendes hukommelse. Det var faktisk en smule pinligt, at hun ikke kunne komme på det, men det var vel heller ikke underligt, med den aften hun havde haft.
”Se… Det gav en smule mere mening. Nu ved jeg da, hvorfor jeg har så stærke tømmermænd” sagde hun med et smalt grin og rejste sig op. Hun havde iklædt sig en lille nederdel, med et par strømpebukser indenunder, et par sneakers og en skjorte, som hun havde nakket fra sin bror.
”Du ville snakke? Og… Hvad har jeg lavet i fredags?” spurgte hun så endelig, imens hun kiggede mod ham.

Thomas gjorde antræk til at sætte sig ved hendes side, da hun besvarede hans hilsen. Han havde ikke siddet ned længe. Selv frokosten var blevet spist gående. Men noget afholdt ham fra det, og han endte derfor med at blive stående, med front mod hendes endnu siddende skikkelse. Han drejede hovedet en anelse og smilede let, uden at kommentere det nærmere. Det var ikke Whisky han var kommet for at snakke om. Skjult af lommerne tappede fingrene mod hinanden. Øjnene gled ned af hende, fæstnede sig til sidst til hendes mund, som blev åbnet idet hun rejste sig op fra sin siddeplads. Thomas rykkede sig en smule.
”Jah, det er derfor jeg ringede, du ved - Hvad?!” Thomas, der havde været halvt distraheret af nogle flygtige tanker så nu, en smule overraskende, på hende. ”Kan du ikke huske noget fra i fredag? Ikke en skid? - Heller ikke mit navn? Eller det bagefter?” To forbløffede øjenbryn var skudt i vejret. Selv fingrene i lommerne var holdt op med at bevæge sig. Thomas betragtede hende indgående. Hun så også en smule smadret ud, indså han pludselig. Måske løj hun slet ikke? Det var for godt til at være sandt! Det triumferende smil blev med en del anstrengelse holdt skjult. Dybt nede i maven slog glæden kolbøtter.

Mallorie prøvede desperat på at komme på noget. Bare et eller andet om i fredags, men det hele var forsvundet som dug for solen. Hun vidste bare, at hun var gået hjem lørdag morgen og mødt af to meget sure forældre, for derefter at smutte i seng og sove til dagen efter. Næsten i hvert fald. Hun stillede sig foran ham og kiggede indgående på ham. Noget dirrede i hendes hukommelse, men hun kunne ikke få det længere end det. Hun kunne ikke få det frem og havde det faktisk helt dårligt over det, for det ikke skulle være løgn.
”Ehm nej… Jeg husker intet” sagde hun stille og en anelse flovt, imens hun lod hånden køre igennem sit hår. ”Vent… Hvad skete der bagefter?” spurgte hun og nu var det hende, som løftede et øjenbryn imod ham. Hvis hun virkelig havde gjort det, som hun troede hun havde gjort, så blev den her samtale lige pludselig meget mere akavet, end den havde været for blot nogle minutter siden.
Hun satte sig med et suk ned på bænken igen og lod hænderne slaske op foran sit ansigt, imens hun lod albuerne hvile på sine lår. Hun kiggede endnu engang op på ham, denne gang med et lidt mere… desperat blik.
”Vil du ikke være sød og fortælle mig, hvad jeg lavede, og lad venligst være med at lyve” spurgte hun så sødt, som hun nu engang kunne og håbede inderligt på, at han ville tale sandt.

Scenariet havde udviklet sig til noget fantastisk. Da han havde ringet til hende, havde han kun turde håbe på, at hun havde glemt lidt. Det her overgik hans vildeste fantasi, og der blev omgående sendt tusind taknemmelige tanker mod whiskyen, han havde stjålet i kiosken. Tænk engang, heldet havde rent faktisk lagt sin mægtige næve over ham for en stund. Han rykkede på sig igen, ude af stand til at stå stille og holde henrykkelsen inde på samme tid. Det her kunne ændre alt – eller i hvert fald hjælpe ham en del.
Hendes spørgsmål udløste omgående en reaktion. Et slesk bredt smil gled frem, og tændte noget hemmelighedsfuldt i de mørke øjne. Håret var sluppet fri og hang ned foran det ene øje, men han ignorerede det, på samme måde som han havde ignoreret Carl i sofaen. Samt ikke at for glemme det faktum, at pigen – Mallorie, havde været for fuld.
Munden blev holdt lukket, mens hun atter fandt sin plads på bænken. Thomas iagttog hendes frustration, der grænsede til det desperate. Det satte tydelige mærker i hendes mimik og handling.
”.. Vi knaldede,” svarede han med let tonefald, og satte dermed ord på det fortællende smil.
”- Og så lavede vi en aftale.” Indskydelsen kom lidt efter, da Thomas følte, at hun havde haft nok tid til at acceptere den første kendsgerning. På intet tidspunkt havde øjnene forladt deres plads.

Mallorie turde ikke engang håbe på, at de bare havde været sammen i den bar og så var gået hver til sit. Det var ikke rigtig noget, som hun troede på og det skulle tids nok også komme til syne, om hun havde ret eller ej. Som de meget lange sekunder gik mellem hendes spørgsmål og hans svar, kiggede hun på ham og hendes øjne forlod ikke hans ansigt. Ikke engang et sekund. Det var sådan set også fint nok for hende, da han var køn at se på.
Hun kunne med det samme se hans reaktion. Det sleske smil og de hemmelighedsfulde øjne. Danm… Han var jo helt charmerende, selv når han havde sådan et blik i sine øjne. Dog var det som regel det blik, som hun faldt for, så det kom ikke som nogen overraskelse for hende.
Hun havde fjernet blikket fra ham nogle sekunder, for blot at kigge på ham med… Ikke engang et chok, da hun sådan set havde set den komme. Hun nikkede blot og klappede på bænken ved siden af sig, som tegn på han skulle sætte sig, så hun ikke behøvede at bøje nakken for at se på ham.
”Javel så… En skam jeg ikke kan huske det” sagde hun med et drillende smil og overvejede at fortsætte sin sætning, men det blev stoppet af hans næste udtalelse.
”Hvilken aftale?” spurgte hun så med det ene øjenbryn i vejret, før hun rettede sig op fra sin foroverbøjede position.

Thomas satte sig. Han tog sig selv i at lukke øjnene i et øjeblik og bare nyde, at han kunne sidde og lave ingenting. Eller det var måske så meget sagt, for mødet her havde et formål, men det var langt mere afslappende, roligt. Ingen stress som han havde sagt i telefonen; lige så meget til sig selv som til hende. Han tog hånden ud af lommen og fjernede det frie hår. Han måtte anskaffe sig en elastik til lejligheder som disse.
Hun tog det pænt, og han antog, at hun havde gjort det før. Det var sjældent, at jomfruer tog det lige så godt med sådan en ro. Hun lavede endda sjov. ”Det kan hurtigt ændres.”
Han skævede til hende, fra sin plads ved siden af. Skyggen af smilet hang stadig på hans ansigt. Skyggesmilet famlede først helt, da hun spurgte ind til aftalen.
”Kan du ikke huske det? – Nårh nej, glemte det sku lige… Du ved, en aftale. Ved Carl’s seng.. Vi gav hånd.”
Thomas så på hende. Hans stemme bar præg af en fremmed seriøsitet. ”Overhovedet ingen klokke, der ringer?” Han så spørgende på hende

Mallorie kiggede på ham og vendte sig en halv omgang, da han satte sig ned ved siden af hende. Hun svang begge ben op på bænken, så hun sad i skrædderstilling og lænede den ene arm op af ryglænet, imens hendes håndflade var placeret på hendes ene kind. Hun var ganske interesseret i at finde ud af, hvad pokker dette var for en aftale. Dog var hun ganske afslappet af en eller anden grund, nok fordi han selv var det også.
Hun sendte ham et drillende smil, da han kom med sin lille kommentar. ”Det kommer an på…” sagde hun og lagde sig derefter ned på hans skød med sit hoved, for derefter at kigge op på ham. ”Sorry… Jeg har stadig ondt i hovedet. Men det kommer an på, om jeg kunne lide det eller ej” drillede hun og håbede ikke på hendes nye position gjorde ham noget.
”Nej jeg kan intet huske. Det hele er et stort blackout. Det undre mig jeg overhovedet kom levende hjem” sagde hun med et fnis og kiggede op på ham.
”Og fortæl mig så hvad det er for en aftale, jeg har givet hånd på” sagde hun i en lidt mere… Seriøs tone end før. Hun hadede ikke at kunne huske noget.

Han rørte sig ikke, da hun lagde sig ned; rykkede højst lidt på sig, for at sidde mere komfortabelt. Bænken var ikke ligefrem blød. Nej, en seng var at foretrække, det var sikkert. ”Du ved godt, at der findes piller for den slags, ik’? Du kan få dem på apoteket,” svarede han halvt i sjov, da hun kommenterede sit smertende hoved. Derefter forsatte han: ”Du så ud til at nyde det, men jeg må tilstå at det nok ville have været bedre, hvis du ikke havde været så stiv.. Du ved, det komplicerer tingene lidt. ” Et fjoget smil viste sig kortvarigt, og fik Thomas til at fremstå som en ung skoledreng. Det forsvandt dog hurtigt, for aftalen blev nævnt igen. Han lod ubevidst sin ene hånd røre ved hendes hår, mens øjnene så fremad, for til sidst at glide tilbage ned på hende igen.
”Jeg gider ikke forklare det hele igen,” bekendtgjorde han,”Det vil sku tage for lang tid. Men det korte af det lange er, at du har givet hånd på at hjælpe mig.. med noget – en slags forr – Nej, fuck det. Jeg siger det sku bare som det er – Du skal hjælpe mig med at sælge stoffer.
Han så indgående på hende, i forsøg på at komme hendes reaktion i forkøbet.

Hun smilede til ham, da han ikke sagde noget til hendes nye position. Hun havde sådan set heller ikke tænkt sig at flytte sig, med mindre hun kunne blive fri.
”Jeg ved det godt, men så slemt er det heller ikke. Lad os kalde det en undskyldning til at komme tættere på dig” sagde hun halvt drillende, men det var nu rigtig nok. Det var en blanding af begge dele.
”Jeg kan godt se, at det må have kompliceret det en smule” sagde hun med et smil og mærkede hurtigt hans hånd ved hendes hår. Ikke at hun sagde noget til det, det var faktisk ret dejligt, hvis hun endelig skulle sige noget til det. Hun lod ligeså sin ene hånd køre op af det stykke af hans arm hun kunne nå fra sin liggende stilling.
Hun kunne ikke beskrive sin reaktion på hans forklaring. Hun rykkede sig ikke ud af flækken, men det kunne tydeligt ses i hendes ansigt, at hun ikke liiiige var forberedt på den forklaring.
”Hv…Hvad?!” sagde hun lettere forvirret og kiggede op på ham. ”Hvordan kan du få mig til at love sådan noget, når jeg er stiv?!” sagde hun forarget, men rykkede alligevel ikke på sig. Han… var jo alligevel lidt sød.

Thomas havde ikke oplevet noget lignende. ”Ha, det må vi vel,” svarede han og afsluttede dermed emnet. Han fandt det ikke relevant at snakke om det netop nu. Faktisk var det direkte frustrerende at snakke om to så vidt forskellige emner på en gang. Dels fordi, at han så frygtede, at hun ikke forstod sagens alvor, og dels fordi han selv helst ville snakke om det første emne, og derfor hadede sig selv for at prioritere forkert. Det gik simpelthen ikke. Man måtte yde, før man kunne nyde, sagde han stumt til sig selv, og de ord agtede han at følge. Han svarede derfor ikke før hun omtalte emne nummer to: Aftalen. Stofferne. Igen måtte Thomas forbavses over hendes ophøjede ro.
Hun lå, med hovedet i skødet på den mand, som nu havde ændret hendes livssituation fuldstændig. Muligvis var hun ikke klar over det faktum endnu, men det ville hun snart blive. I det mindste viste hun overraskelse og var det en snert af vrede, som lå i stemmen?
”Tag det roligt, det jo ikke verdens undergang. Du virkede slet ikke så fuld – jeg troede sku da, at du kunne tænke lidt selv.. i hvert fald at du ville kunne huske det!” gav Thomas defensivt igen. Det var hende selv hun kunne bebrejde. Det var hende som var blevet for fuld. Selv huskede Thomas fredagen. I hvert fald nogenlunde.
”Desuden handler det kun om en gang eller to,” løj han, for at berolige hende.

Mallorie anede ikke, hvad fanden hun skulle reagere på sådan noget. Hvad var det han ville have hende til? Sagens alvor var slet ikke gået op for hende, men noget var begyndt at sive ind. Havde alt dette været en plan for at få hende med ind i alt det mafialort som kørte lige for tiden. Rasende over det faktum satte hun sig op, vendte sig en halv omgang, så hun sad med front imod ham igen og rystede så på hovedet. Hun kunne slet ikke finde hverken hoved eller hale i det her, men hun følte sig godt og grundig taget ved næsen.
”Ikke verdens undergang?! Det kan godt være, at du ikke har noget at gøre med dit liv, men jeg har altså forældre og en skolegang at passe! Hvis jeg har haft et totalt blackout, så burde du sku kunne regne ud, at jeg ikke ville kunne tage sådan en beslutning!” sagde hun lettere panisk og rejste sig derefter op. Hun tog sig til hovedet, imens hun begyndte at vandre frem og tilbage foran bænken.
Det var lige meget, om det kun handlede om en gang eller to. Det var stadig noget, som kunne smadre hele hendes liv, hvis hun ikke passede på.
”Så den eneste grund til du overhovedet drak med mig til at starte med, var for at få mig til at sige ja til det her?” sagde hun som en konstatering og kiggede mod ham. Og hun som troede, at han faktisk var sød.

Det slog pludselig klik for hende. Eller også var de barske realiteter så småt begyndt at sive ind i hovedet på hende, for den stoiske ro var med ét borte og den havde taget alt godt med sig. Hun løftede hovedet og satte sig, og han udførte ingen handling, der kunne få hende til at blive, hvor hun før havde befundet sig. Hendes ord provokerede ham. Det antændte en irritation som begyndte at blusse, og øjenbrynene sank faretruede sammen på midten; sladrede om hans utilfredshed.
” Så tag dig dog sammen, for helvede! ” udbrød han og slog ud med armene, da hun rejste sig. ”Og luk røven omkring dine forældre og din skole – hvis det virkelig var sandt, var du aldrig gået med mig i første omgang.. Du skal sku ikke forsøge at give mig skylden for det her” En svag tør rød farve var begyndt at kunne ses over kinder og næseryg. Hænderne bevægede sig; fingrene blev bøjet og strakt.
Da hun havde rejst sig op og begyndte at gå frem og tilbage foran ham, rykkede han på sig. Satte sig ud på kanten af bænken, men rejste sig endnu ikke op. Han fnyste af hendes konstatering.
”Tag dig sammen, seriøst.. Du gør det til noget meget større, end det er! ” Tonelejet, der før havde været hævet, sank en smule sammen, men irritationen og den begyndende vrede kunne stadig ses i ansigtet. Han svarede bevidst ikke på hendes spørgsmål men slog det hen.

Mallorie prøvede på at finde hoved og hale i det hele, men det kunne hun ikke. Det eneste der poppede op i hovedet på hende var, at hun var blevet taget godt og grundigt ved næsen. Det var sandelig ikke det hun havde tænkt på kunne ske, da hun var taget i byen. Hun mødte hans utilfredse blik, men hun var sådan set temmelig ligeglad lige nu. Med armene over kors stoppede hun op direkte foran ham.
”Skal jeg tage mig sammen? Det er da ved gud dig, som har trukket mig ind i dit lort. Jeg gik med dig for at have en god aften, sku da ikke for at ændre hele mit liv!” sagde hun sammenbidt og kiggede mod ham, som han begyndte at blive rød i kinderne.
Hans fnys fik hende igen til at fokusere på ham og hun havde fået nok nu.
”Ærlig talt? Luk røven og find en anden tøs til at gøre dit beskidte arbejde. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det. Løfte eller ej” sagde hun og lod kort sin pande hvile mod hans.
”Og jeg som troede du faktisk kunne lide mit selskab…” var hendes sidste kommentar, inden hun vendte om på den ene hæl og løb mod sit hjem igen.

Hun endte med at stoppe og det samme gjorde de mørke øjne, som tilhørte Thomas Keefer.
Tænderne var blevet bidt sammen, i forsøg på at forhindre det voksende vredesudbrud i at bryde ud over de tørre læber. Kæbemusklerne sitrede og til sidst blev munden åbnet. Der gik ikke længe før de sure ord strømmede ud: ” For fanden, Mallorie! Bebrejd dig selv, man... Sæt dig ned og tag fucking vand i blodet.. jeg får pisse ondt i nakken af at se sådan op. ” Det overraskede Thomas selv, at han kunne beherske sig så meget, og i et øjeblik var han sikker på, at hun havde ændret mening og ville sætte sig, indtil hun åbnede munden igen. Det gjorde ham mundlam et øjeblik, og først da hun havde vendt sig om og begyndte at gøre antræk til at løbe fra ham, fik Thomas talens brug tilbage: ” Hvad er det, du laver? – Hey! – Du kan sku da ikke bare skride! Så kom tilbage for helvede.. Lad os snakke!” Thomas havde rejst sig fra bænken, mens han havde råbt efter hendes løbende skikkelse. Sindet kogte og han sparkede til bænken med sin ene sko. Det skulle hun få betalt. ”..So!”