En dag i Guds hus - Thomas Keefer

af Gæst Tirs 22 Okt 2013 - 20:36

Klokkerne i domkirkens højeste tårn vibrerede højlydt, da lydene fortalte folket i Di Morga at solen netop var igang med at stå op. Dette var den samme lyd, som fortalte Lavi at en ny dag ville starte, og hun kravlede ud af sin rede, der befandt sig på loftet oven over klokkerne. Hun havde fundet stedet tiltalende, fordi det gjorde at hun følte sig tættere på himlen. En nødvendighed for hende.
Nede i selve kirken ville man kunne høre mennesker langsomt bevæge sig ind og tage plads. Det var søndag og det betød gudstjeneste. En prædiken Lavi aldrig havde forstået, men hun havde heller aldrig følt den samme trang til at være tæt på noget større, som mennesker havde. Hun havde været tæt på det større. Hun havde været hans udsending, men nu... Var hun intet andet end et kønt ansigt med vinger.
Alligevel var et stort smil plantet på hendes ansigt, da hun muntert satte i små hop hen imod lemmen, der ville tillade hende adgang til den smalle trappe, der ledte ned i en snoet gang. Denne gang ville munde ud bag kirkens orgelorkester.

Hendes fjerbeklædte, hvide vinger, flagrede efter Lavi, imens en hvid sommerkjole lagde sig blødt omkring den spinkle krop. Hun lignede bestemt ikke nogen ældre person, og former var næsten ikkeeksisterende på hende. Den blæde hud og de dybblå øjne gjorde det dog klar, at hun ikke blot var et menneske.. Selvfølgelig hjalp vingerne også på det, og en aura lå omkring hende.
Langsomt, men sikkert nåede hun ned til balkonen, hvor koret normalt ville befinde sig. Hun lod blikket glide ud over forsamlingen under hende. En sørgelig dag idag. En begravelse ville finde sted denne søndag, og hun rystede derfor let på hovedet. Det var aldrig en rar tid, men de kunne glæde sig over at vedkommende ville være et bedre sted nu.
Et smil sad blidt på hendes læber, som hun lænede sig imod kanten og lod armene hvile behageligt, imens fingrene flettede ind i hinanden.
Hendes øjne gled bramfrit over enhver af de tilstedeværende. Nogle af personerne fik en mere grundig gennemgang af hendes blik, inden hun lod det fald videre over på den næste person.

Tjenesten var startet for længe siden, og først da personer langsomt begyndte at rejse sig fra deres pladser, gik det op for hende af den næsten var overstået. Hendes øjne blinkede hurtigt et par gange, imens hun undrede sig over hvor tiden blev af. Det tågede lag forsvandt langsomt fra den blå farve i disse, inden hun langsomt rettede sig op, for derefter at glide ned ad endnu en trappe. Hun ville udenfor idag. Det var sjældent hun fik en hel dag for sig selv, men måske var det lige idag hun havde muligheden. Alistair vidste, at hun ofte tog del i kirkens hændelser, og ville derfor ikke tænke nærmere over at hun ikke havde været i tårnet denne morgen.
Hendes skridt gav svagt genlyd imod stenene på trappen, inden hun blandede sig med folkemængden på vej ud af de store dobbeldøre.

af **Thomas Keefer** Ons 23 Okt 2013 - 22:57

Han havde sat sig på den tredje bagerste række til venstre for kirkens midtergang. Han var dukket op længe før de første, men uden at være så tidlig på den, at det havde forstyrret forberedelserne. Dagens hovedperson havde allerede befundet sig i den hvide kiste foran alteret. Der var personen blevet, mens folk, en efter en, var kommet trissende ind i den anrettede kirke. Der var ikke kommet nok til at fylde alle bænkerækkerne, og Thomas Keefer havde haft sin bænk for sig selv. Ikke at det var specielt mærkeligt, for han kendte ikke de andre, som var dukket op. Ja, når alt kom til alt kendte han ikke engang den døde.
Nu da begravelsen var til ende, greb han salmebogen, som han pligtopfyldende havde sat foran sig, og rejste sig fra sin plads. Endelig. Bænken havde været hård og ukomfortabel og sangene ukendte og for høje. Tiden var nærmest gået baglæns, og allerede efter et kvarter havde han været tæt på at droppe det hele.

Det var Carl, som havde fået ham til det. Det var ham, som havde sat Thomas ind i den simple ide. Det var det gode ved Carl. Det var altid ligetil. Ingen komplekse udregninger eller syge mærkeligheder, som der skulle tages højde for. Og simpelheden virkede. De sidste par måneder var alt vendt på hovedet, og pengene havde fundet vej ned i deres lommer og tasker hurtigere end normalt; og de fleste var tilmed blevet der! Carl havde fornyelig købt sig et guldur.

Begravelsen var slut. Kisten var væk og ligeså var de fleste mennesker allerede. Uden at se sig omkring trådte han ud på midtergangen men modsat resten, var kursen ikke sat mod dobbeltdørene til frihed, men alteret og de forreste bænkerækker. Der var noget underligt ved at se kirkerummet uden folk; Blomsterne lå der stadig, og det var overraskende få, som havde husket salmebøgerne. Thomas kunne tælle otte mens han gik fremad.
Ved den første bænkerække stoppede han atter. Også her stod en salmebog, magen til den, han endnu havde i hånden. Øjnene gled fra den, og lagede sig på det lidende ansigt på korset. Der var noget bizart ved at tilbede et tortur-apparat på den måde. Bukke sig og bede mod et lidende menneske var direkte sygt. Thomas rynkede brynene, rystede af vane på hovedet, i håbløst forsøg på at fjerne de lange sorte lokker, som for længst var klippet af og borte.
Derpå så han atter mod bogen på forreste række, og i den tro at kirken nu var tom, tabte han sin egen bog med et ekkofyldt bump.

En dag i Guds hus - Thomas Keefer

En dag i Guds hus - Thomas Keefer

Sv: En dag i Guds hus - Thomas Keefer