Not my style - Thomas Keefer

Abel var på vej ned af en af Terres store gader. Det vrimlede med mennesker, op og ned af gaden. Ikke et sted kunne han gå frit, uden at skulle skubbe sig igennem mængder af mennesker. Han kunne meget bedre lide at udføre hans arbejde i ro og mag, men jagten var også en del af jobbet, hvilket ville sige, at han skulle kunne jage igennem mange forskellige miljøer. Også noget, der minder om en gadefest.
Han skubbede sig igennem flere mennesker, før han kom til natklubben, der i nat ville udgøre hans jagtmarker. Han havde hørt fra forskellige steder, at der ville være en mulig kunde i natklubben i nat, så han kunne lige så godt tage ud efter denne person. Han havde ikke haft planer om en festnat, men det var lang tid siden han sidst havde kastet sig ud i en vild festnat, så måske var det på tide? Han trådte ind på natklubben og kunne allerede mærke blikkene. Men det var måske heller ikke mærkeligt, siden han havde påført sig et par tætte dress pants i jeans materiale, sat sammen med en sort blazer og en hvid t-shirt indenunder. Det var nok ikke det sædvanlige "party-outfit", men han var heller ikke den sædvanlige festabe. Da antallet af blikke havde dæmpet sig traskede han stille og roligt op i baren.
"Single malt, tak." Sætningen blev afsluttet med et nik og bartenderen gav ham et tilbage og gav sig til at lede efter det efterspurgte. Abel vendte hovedet ud imod menneskemængden, der var sort af mennesker overalt i natklubben. Han havde vist valgt den rigtige dag at komme her. Bartenderen vendte tilbage med hans whisky, som blev betalt. Igen vendte han sig imod menneskerne og udsøgte sig et bord langs væggen, hvor han stadig kunne holde øje med indgangen. Der var godt nok sort af mennesker, men han skulle stadig have noget udsyn. Han satte sig på en af stolene ved bordet og tog en tår af hans whisky. Nu skulle jagten begynde.

Abel havde ingen planer om at kaste sig ud i den vilde fest endnu, han skulle først finde ud af om denne kunde, han havde hørt tale om, skulle dukke op. Beskrivelsen var meget karakteristisk, så det skulle ikke være noget problem at finde ham i mængden. Det var mere, om han nu havde brug for hans evner eller ej. Der var ikke noget han hadede mere end at jage efter en kunde, som ikke engang havde bedt om hans hjælp, derfor så han situationen an. Og hvis det skulle vise sig at kunden ikke var der, eller ikke dukkede op, så skulle han nok deltage i festlighederne. Men når han festede, så endte det altid med en eller andens bortgang. Normalt holdte han dødsfaldene indenfor jobbet, men fester gik aldrig stille for sig, når han først var kommet i humøret.
Mens han lod sit blik glide ud over mængden af folk kunne ikke lade være med at smile. Smilet var ikke af glæde eller lykke, men hån. Han kunne ikke lade være med smile af alle de mennesker, som intetanende vrimlede frem og tilbage mellem væsner, hvis enesten intention var at dræbe dem. Der var selvfølgelig nogle mennesker, som kendte til væsnerne og drak deres blod og så fremdeles, men de mennesker, der var dumme nok til at træde herind, uden nogen ide om, hvad der foregik omkring dem og i hvilken fare de havde bragt sig selv i. Dem havde han intet udover hån tilovers for. Der var derfor at han sjældent festede sådan et sted, han festede helst med væsner, væsner med sammen intentioner som ham selv og uden al den uvidenhed. Ja, sådanne fester her var ikke ligefrem hans stil.

Thomas var vågnet sent. Vækkeuret havde ringet, og han havde skubbet det på gulvet af irritation, kun for et minut senere og kravle ud af sengen i forsøg på at få fat i det larmende bæst igen, så lyden kunne ophøre. Han hadede vækkeure. Adskillige minutter var gået med at sidde på sengekanten og gnide søvnen ud af øjnene og tage sig sammen. Derefter havde han grebet fat i det nærmeste tøj på gulvet og hoppet i det, mens han undlod at se sig selv i spejlet, der hang på soveværelsets ene væg.
Carl havde siddet ved køkkenbordet og var for første gang i lang tid i et snaksagligt humør.
”Du ligner lort – har du sovet godt?” Thomas havde brummet et svar. Han havde sovet elendigt. Appetit havde han heller ikke haft og det havde født en summende irritation, som Thomas stædigt påstod stammede fra vækkeurets ulidelige larm.

Så var Thomas gået. Han havde taget sin vante jakke på, og forsøgt at skille sig af med den gnavne fornemmelse, der var i ham. Det var ikke gået synderligt godt. Tilmed var han forsinket.
Der blev derfor ikke gjort brug af høflighed, da han møvede sig forbi og igennem den larmende masse. Til sidst var han nået frem, og håbet om, at han alligevel var nået mødestedet før den anden part bristede omgående, da de mørke øjne fik øje på fyren ved baren. Egentlig havde Thomas ikke set Abel før, men ligesom han selv var manden iklædt alt anden end festligt tøj og skilte sig derfor omgående ud fra omgivelserne.

Et øjeblik stod han blot, og betragtede denne fremmede i et forsøg på at få et indtryk af personen, han om lidt skulle henvende sig til. Blikket landede på glasset. Var det whisky? Han smilede svag ved synet. Det mindede ham om Den Glade Sigøjner. Da irritationen var sparket ned i dybet, påførte han sit mest venligsindede smil og gik det sidste stykke til han nåede den anden person.”Hey – Er du Abel?”

Abel sad stille, dem der kiggede på ham troede nok at han var død siddende, men hans øjne bevægede sig stadig, tjekkede menneskemængden efter det ansigt han havde fået indprentet i hans hoved som kunden. Indtil videre havde han ikke set nogen, der mindede bare en lille smule om denne, derfor slog han blikket ned på drinken, der stod på bordet. Han løftede den op til munden og drak en slurk af indholdet. Der var nu intet som en god single malt, når ventetiden trak ud. Abel var ikke kun kendt for hans omhyggelighed omkring hans job, men også punktligheden han gjorde en del ud af. Og at den anden part af handlen ikke kom til tiden huede ham ikke. Han kastede hovedet bagover, smed armen over stoleryggen og kiggede op i loftet. Han holdt hans øjne lukkede. Lyden af noget tempofyldt blues nåede hans øre og et smil - et smil der ville ligne en engels, hvis hans ansigt ikke var arret efter lang tids søgen efter det umulige. Musikken mindede ham om hans tid i New Orleans. Han havde haft det fantastisk der. Festede indtil bluessange flød i hans åre og det samme med alkoholen. Han kunne næste mærke blues beatet i hans krop.
Musikken skiftede.
Den langsomme rytme fra trommerne og guitarernes strenge, der blev ramt så delikat. Det pirrede næsten i hans krop bare om minderne. Minderne fra en sorgløs tid, en tid uden bekymring.
Abel åbnede øjnene. Fortid var fortid. Alt sammen. Om tiderne var gode eller dårlige. Der var intet han kunne ændre eller få igen. Han tog glasset til munden endnu en gang. Den gyldne væske i glasset forsvandt ned i hans hals, selvom den ikke ville blive der længe, det ville forsvinde ud i hans blodårer. Sende rus igennem hans blod, eller prøve på det. Han havde ikke nær fået nok til det, men ideen var stærkt fristende. Lige som han overvejede at drukne hans blod i alkohol, kom der en ung fyr, måske på hans egen alder, hen til hans bord og spurgte om hans navn.
"Det er jeg bestemt og, hvis du er hvem jeg tror du er, så kommer du for sent. Du skal bare være glad for, at jeg ikke har kastet mig ud i festen endnu." Abel tog endnu en slurk af hans drink.
"Fortæl mig så dit ærinde - hvem skal fjernes og hvorfor?"

Han var ikke vant til denne stemning. Dette var ikke hans område og det var en af grundene til, at det var blevet der. Sandsynligheden for, at nogen ville genkende ham var minimal og det gjorde det kun bedre, at han ikke selv kendte til de mange mennesker, som var der. Det skabte en naiv tryghed, det at være mast ind mellem ukendthed og anonymitet. Thomas Keefer trak en barstol tættere på, og satte sig, så de to mænd var i øjenhøjde. Det handlede om at skabe en behagelig stemning. Han undlod at bestille noget at drikke. Sådan en situation kunne hurtigt blive for hyggelig.
Thomas lod hovedet vælte ned på skrå, mens øjnene opmærksomt så på Abel. ” Skulle lige gøre mig klar, det tog lidt længere tid end forventet,” svarede Thomas i en tone, der lå på kanten mellem stenhård seriøsitet og let ironi. Han håbede, at Abel bare indeholdt en smule humor, for uden det kunne det hurtigt blive en meget tung samtale med fatale misforståelser. Han svarede ikke på kommentaren omkring festen.

Thomas’ venstre ben sitrede utålmodigt og var det eneste synlige tegn på den utålmodige grænsende til det rastløse følelse, der netop huserede i hans legeme. Han ville have det overstået og jo før han kom ud med aftalen i hus, desto bedre. Mon Abel havde det på samme måde?
Abel gik lige til sagen, hvilket var, hvad Thomas foretrak. Det bekræftede ham i, at Abel også kun var ude efter at få det overstået. ” Jo, altså.. Angående det –,” begyndte han med et behageligt toneleje, der netop var nok til at overdøve støjniveauet, der i forvejen var i lokalet,”- Så skal vedkommende ikke fjernes. Kun forskrækkes tilstrækkelig, så personen ændrer mening.” Thomas skævede rundt i det menneskefyldte rum, rykkede sig en smule på stolen, og så så på Abel igen. ” Vil du kunne klare det for mig?”

Abel kunne ikke lade være med at bemærke, hvor meget fyren foran ham stak ud. Indrømmet, så passede han selv heller ikke ind i mængden, men det var noget han gjorde en kunst af, i hvert fald i denne sammenhæng. Men ham her, han passede ikke ind på en helt anden måde. Hans nervøsitet emmede ud af ham. Abel derimod følte sig rolig og tilpas, men nu havde han også været i disse situationer og steder som disse mange gange før. Der var ikke noget ved det her, som var ukendt. Det skulle da lige være fyren foran ham. Også dog ikke. Abel vidste godt, hvem han var. Han havde bare ikke snakket med ham før. Han kendte godt de forskellige dele af... Deres organisation. Så vidst han vidst havde manden foran ham noget at gøre med narko.
Han tog en slurk af sin whisky. Slikkede sig om læberne og svarede ham. "Selv den bedste kan lave fejl." Hans ansigt ændrede sig ikke, han var stadig træt af, at hans modpart var kommet for sent, men der skulle være noget balance i handlen.
"Er det narko eller nervøse tic det der?" Spurgte han så og gestikulerede til hans ben. Abel havde lagt mærke til rystelserne i hans ben og det havde forstyrret hans syn.
Han lyttede til fyrens forespørgsel og nikkede på rigtige steder. Så brød et smil frem på overfladen af hans ansigt.
"Selvfølgelig, Thomas. Jeg skal bare lige vide, hvad personen skal ændre mening om." Han sendte ham et behageligt, men smørret smil. "Ikke for at snage, men jeg skal vide, hvad jeg har med at gøre. Hvordan han er, hvordan han kunne tænkes at reagere, så jeg ved hvad jeg skal gøre."
Han var normalt ikke interesseret i de "sager" han fik leveret - og det var heller ikke tilfældet her - men en svag sund interesse var meget godt i hans fag, så han ikke endte med grimme overraskelser. Det var noget han havde prøvet alt for tit. Han ville ikke risikere hans liv så andre kunne få ryddet op i deres. Ikke helt i hvert fald. Han havde en større opgave, der ventede på ham.

Thomas ville ikke sige, at de var diametrale modsætninger, for det var de ikke. Men udseendemæssigt kom de tæt på at være det. Hvor Thomas bare havde iklædt sig det tøj, der havde været ham nærmest fra sengekanten, så fyren overfor ud til at have valgt sit mere nøje. Måske skyldtes det bare, at hans klædeskab havde mere at vælge i mellem og var nogle prisklasser højere. Det var ikke til at sige – Udseende havde aldrig sagt Thomas så meget. Selvfølgelig spillede selve rangen også en rolle, det var klart. Abel var langt fra et nyt medlem – så megen ekstra grund til at blive færdig så hurtigt som muligt.
Thomas så ned på sit sitrende højre ben, da Abel tørt kommenterede det. Han smilede et tomt smil.
”En dårlig vane. Jeg er så fandens rastløs, tag dig ikke af det,” svarede han så henslængt som overhovedet muligt. Øjnene flakkede atter, denne gang forbi baren, men de fandt ikke noget interessant at hæfte sig ved og gled tilbage til Abel.

” Det er klart, det er klart..,” brummede Thomas, om end mest henvendt til sig selv end sin samtalepartner.
”Altså – for det første er det en pige. Mallorie hedder hun, og så vidt jeg ved bor hun her.. i Terre. Men altså.. ” Thomas blev kortvarigt distraheret af en kvinde som smøg sig tæt forbi dem: ” – Jo, sagen er den, at hun har lovet at hjælpe mig med en .. indbringende sag, som hun nu agter at bakke ud af. Jeg skal have hende overbevidst om, at hun ikke kan bryde løftet. ” Thomas tav. Benet sitrede stadig, men ikke nær så meget, nu hvor han var ved at komme til sagens kerne.
” Men det er ikke det hele..” Den samme kvinde, der før var gået forbi kom nu tilbage. Hun lænede sig ind over baren et lille stykke fra dem. Hendes bryster hvilede på pladen.

Abel drejede - uden at lægge mærke til det - indholdet rundt i hans glas. Hans hånd kørte i cirkelformede bevægelser og slyngede indholdet op og ned af glasset sider. Da han igen blev opmærksom på Thomas stoppede hånde og blev ført op til hans læber. Havde fyren ikke smag for alkohol eller var det bare ikke tidspunktet at fylde blodet med spiritus?
"Skal du så ikke have noget dæmpe rastløsheden med? Alkohol skulle have en god virkning på det hører jeg." Et stærkt sarkastisk smil blev sendt Thomas vej, før en del af Abels egen, såkaldte beroligende metode, fandt ved ned i hans hals.
Han var meget glad for alkohol, ikke som rusmiddel, men som nydelse. Han gjorde meget ud af at finde og drikke det rigtige, hvilket ikke altid var let, når lokationen var en bar og denne havde et begrænset udvalg, så var det godt at den kære Thomas her ikke havde helt dårlig smag. Han havde valgt en af de gode natklubber. Her var et udvalg for en hver smag, det var noget han kunne lide.
Han nikkede til Thomas indledende svar og gestikulerede ham til at fortsætte. I det næste, kunne han ikke lade være med at smile. Knægten havde rodet sig ud i noget med en pige. Bare godt, at det ikke lød til at være en kamp mellem Thomas og en anden fyr, med pigen som trofæ. Disse endte altid grimme, ikke at det gjorde ham noget. Han var bare ikke en, som selv blandede sig i de kærlighedsdramaer. Han holdt sig på sidelinjen og lod de to fyrer tæske hinanden ned. Det var langt morsommere.

Abels blik gled også mod kvinden, der strøg tæt forbi dem. Han ville normalt have taget hende for en flirtende kvinde, men under Thomas' rastløshed lå der nok også en del årvågenhed, hvilket Abel ville udnytte til fulde.
"Ignorer hende indtil videre." Sagde han med øjnene stadig på kvinden. Så vendte han tilbage til at lytte til Thomas og hans pigeproblemer. Sagen lød passende tilgængelig. Sådan som han så det: Find pigen, skræm hende og sørg for at det kommer hende tæt ved, at en aftale med en fyr i Mafiaen ikke var til at forlade. Simpelt og elegant, sådan som det skulle være. Thomas næste ord fik dog Abel til at rette blikket skarpt tilbage på ham, hans blik havde ellers vandret sin vej igennem mængden.
"Hvordan det?" Han skulle have alle detaljer med. Thomas blev dog igen distraheret af kvinden, der før havde passeret dem, Abel havde ikke tid til hende pjat. Han skulle have denne sag pakket og klar. Så kunne spillet begynde.

”Nah, jeg klarer mig. Jeg foretrækker at nyde det jeg drikker, og eftersom tiden er knap, må det blive en anden gang,” forklarede Thomas så løst som muligt, at det kunne gå for at være den hele sandhed. Faktisk havde han maks. 20 minutter tilbage, før han var nødt til at gå, hvis han ikke skulle følge mønsteret og komme for sent til den næste aftale også.
Thomas sikrede sig, at jakkeærmet atter dækkede det ur, som var fæstnet til det højre håndled. Det var et gammelt slidt ur, med et billede af Minnie og Mickey Mouse poserende på skiven. Det sidste han havde set, da han i smug havde hevet umærkeligt op i ærmet og kort blottet uret, var den lyseblå viser, der havde gledet over Disney-figurernes evige kys. Så var ærmet kommet tilbage på plads, og Thomas havde diskret kigget mod Abel, for at tjekke om han havde set noget; det så ikke sådan ud.

Thomas greb opfordringen om at forsætte med det samme. Tidspresset havde fået hans tanker væk fra kvinden, og med alvorlige øjne forsatte han sin snak: ”Jo, altså.. For det første skal det her være fortroligt, og det må på intet tidspunkt blive klart for hende – Mallorie, at det er mig som står bag. Okay?” Thomas’ øjenbryn havde hævet sig; fuldførte et afventede ansigtsudtryk, så Abel havde tid til at vise det mindste tegn på at have forstået kravet. Men sekunderne tikkede i ørene, og Thomas gav ham ikke lang tid, før han atter begyndte at tale: ” – Og den sidste, måske endda den vigtigste ting er, at jeg på et tidspunkt skal komme forbi.. redde hende, fra dig. ” Thomas smilede mystisk, som var han vidne til nogle oplysninger, som ingen andre havde kendskab til. ” Hvordan denne redning skal foregå, har jeg ikke tænkt igennem endnu.. men regn med, at jeg ringer til dig under scenariet. Pengene vil du få bagefter.. – og nu ikke noget med at dræbe hende eller gøre hende hjerneskadet.. – nogen spørgsmål? ”
Så tav Thomas. Bolden var kastet over til Abel.

Abel nikkede, han forstod det ikke, men lod som om. Han havde selv haft en periode, hvor alkohol havde været meget vigtigt for ham. I New Orleans havde alkohol holdt ham kørende. Dét, og tanken om alle de engle han havde fjernet fra jorden. Tanken fik ham kort til at smile, og for at skjule smilet løftede han hans glas til læberne, men opdagede, at han snart ville løbe tør. Han sukkede imod glasset, men drak en slurk alligevel.

Han sad tålmodig og lyttede til Thomas forklaring omkring sagen. Endnu et smil revnede hans ansigt, dette var dog noget skævere end det andet. Han kunne ikke lade være, alt dette for en pige? Fyren måtte være skør, men sådan var kærlighed nu en gang. Skør og ikke til at blive klog på, indtil man gav op på den. Når man holdt op med at elske, så var kærligheden simpel.
"Jeg skal nok holde det hemmeligt, vi er trods alt i den samme branche og ligeledes er der mange andre mennesker." Han håbede Thomas forstod hans forklaring, men han tvivlede på, at han brugte tid på at processere den, da han hurtigt gik videre til det næste.

Abel måtte bide sig selv i tunge, fysisk bide sig selv i tunge for ikke at begynde at grine. Et bredt grin kom dog frem på hans ansigt i stedet - lidt for bredt nok, for stemningens smag.
En redningsmission. Fyren her ville sætte en kidnapningsaktion i gang, bare for at kunne komme svævende på en sky af heltemod og redde hans prinsesse. Den prinsesse, han selv havde sat i fare. Mennesker og deres kærlighed. Dette var tydeligt et eksempel på, at Amors pil havde ramt ham i hovedet og ødelagt nogle hjerneceller. Men en sag var en sag og han havde ikke tænkt sig at gå væk fra den, det var ikke hans omdømme.
"Okay så, du ringer, jeg smutter. Enkelt." Han nikkede og kunne stadig ikke komme sig over hele missionen, hvor absurd det var, men han klagede ikke: det bragte ham penge. "Bare et." Abel foldede hænderne på bordet foran ham. "Hvor finder jeg hende?"

Da Abel's ansigt krakelerede i et skævt, og om muligt alt for sigende smil, hævede Thomas øjenbrynet som automatisk refleks. Den slags smil havde han set før. Han kunne vel ikke?.. nej.. Thomas sukkede stumt. Smilet kunne kun betyde en ting; at fyren troede at Thomas var forelsket. Thomas fik en ubærlig lyst til at benægte det omgående, men tog sig i det og tav. Han kunne ikke komme med en troværdig forklaring, som kunne erstatte forelskelsestanken. Thomas sitren tog til i fart, og han priste sig lykkelig for, at det snart var overstået. Samtidig blev det gjort klart for ham, at når han engang var steget i graderne ville han have folk til at arrangere den slags møder.

”Lige præcis,” gav Thomas ham ret, idet han nævnte opringningen. Igen overså han fuldkommen det generende smil, der dansede hula på Abels læber. Øjnene fæstnede sig kortvarigt til kvinden, der nu havde sat sig på skødet af en fremmed fyr, men ustandseligt kiggede mod Abel og Thomas. Det gav ham en vis ro, og samtidig slap Thomas for at se på Abel for en stund. Først da det sidste spørgsmål blev stillet så han atter mod sin samtaleparter, men undlod at fokusere direkte på ansigtet.
”Prøv skolen. Med stor sandsynlighed vil hun være der. ” Pause. Thomas sank.
”- men skal vi sige, at det var det? – hvis du selvfølgelig ikke har yderligere spørgsmål. Jeg ringer til dig, og når jeg har tjekket at alt er som det skal være, kontakter jeg dig igen, og fortæller hvor du kan finde det aftalte beløb.” Thomas rejste sig fra barstolen, og skævede mod udgangen. Hvis det var alt, måtte han vel også til at gå. Tiden tikkede.

Til Abels tilfredsstillelse benægtede Thomas ikke de små lyserøde tanker, der blev sendt til denne Mallorie. Endnu et skævt smil fandt vej til hans læber og han druknede det i resten af hans whisky.
Noget forvirrede ham dog, Thomas interesse i kvinden, der havde iagttaget dem hele tiden. Var han ikke vant til kvindernes klistrende lange blikke? Måske, måske ikke. Eller missede han noget her? Det regnede han ikke med.
Han nikkede til Thomas accept som tegn på, at han havde forstået det. Han kunne mærke den anden fyrs ubehag ved hans smil og grin. Det gjorde ham ikke noget, det var ham, der var forelsket - det var hans egen skyld. Han elskede at Thomas blik prøvede at undgå ham, men det gik ikke vitterligt godt for ham.
"En skole?" Hvor gammel er den her tøs? Hvis hun gik i skole kunne hun ikke være så gammel. Hvem skulle have troet det? Tommy-boy her hænger ud med mindreårige high school-tøser. Well, nogen skal jo tage sig af dem. Med tage sig af dem mente han tage dem ind i de sikre ringe - Mafiaen.
Thomas forklarede, hvordan han så resten af aftalen forløbe og Abel var ikke uenig i noget af det.
"Det lyder som en plan, Thomas." Sikke en hast han dog havde gang i den unge mand, men Abel var ikke ligefrem den til at kaste sig på knæ og bede ham blive. Han havde en plan om at blande endnu mere alkohol i blodet, indtil ren alkohol flød deri.
"Jeg tror jeg har en plan om at blive her, så det bliver vist ikke flere spørgsmål fra min side." Sagde han og viftede lidt med hans tomme glas. "Jeg tror jeg skal have noget mere i det her glas. Det er vist ikke så tilfredst med at være tomt." Han nåede ikke at sige meget mere, før Thomas rejste sig op. "Farvel Thomas, vi snakkes vel ved?"
Abel kiggede efter ham mens han gik og kunne ikke lade være med at smile.
"Thomas, gør mig en tjeneste?" Råbte han efter ham. Han havde ingen ide om han hørte ham, men så råbte han så højt han kunne:
"Get the girl!"

ooc:
Over and out~