What do you want? - Privat

Trafikken gled igennem byen uden store problemer. De var ydermere yderst heldige. hvad angik lyskurvene, som stort set altid nåede at skifte til grøn, så Thomas ikke var nødsaget til at stoppe eller på anden måde sænke farten yderligere. Sygehuset ret forude nærmede sig hurtigt. Et usynligt smil var lagt på Thomas’ fremadrettede ansigt; han kunne ikke lade være, for alle spor, der pegede tilbage til ham var hvisket bort. Mallorie ville aldrig mistænke ham i at stå bag. Selvsikkerheden dirrede i fingrende. Et pludseligt overskud fik ham til at lytte til sangen fra radioen. Han kendte den, og selvom han ikke kunne sætte fingeren på, hvem der sang den og hvor han havde hørt den før, tog han sig selv i stumt at nynne med.

”Vi nærmer os,” kommenterede han, da sangen var dødet hen og var blevet afløst af en anden, som Thomas aldrig havde hørt. ”Forbered dig på at forlade bilen om ca. 5 minutter,” forsatte han som var han en pilot på et stort fly. Alt imens drejede bilen ind af en sidegade, der førte direkte op til skadestuens hovedindgang. Der holdt overraskende mange biler på den tilhørende parkeringsplads. Thomas parkerede bilen så tæt på døren som muligt; pladsen var forbeholdt handikappede. ” Det er du jo næsten,” sagde han med et skævt smil og slukkede motoren. Nøglen lod han blive siddende i tændingen. Han regnede ikke med at besøget ville tage særlig lang tid; han kendte nogen, som kunne få dem forbi køen, der ofte var flere timer lang. Desuden var sandsynligheden for, at nogen ville stjæle bilen minimal. Han greb dog den grønne skoletaske og smækkede døren efter sig. Derpå gik han over til hendes side af bilen, og åbnede bildøren for hende: ” Kan du selv komme ud, eller har du brug for hjælp?” Et lille, nærmest drillende smil sad på læben. Thomas var kommet i betydeligt bedre humør efter de havde nærmet sig skadestuen. Over skulderen hang den tunge taske.

Sygehuset nærmede sig hurtigt og der gik ikke længe, før de holdt inde på parkeringspladsen. Hans kække kommentar omkring hendes nuværende tilstand blev mødt med et hovedryst og et lille smil, som han kom over på hende side af bilen. Hun smilede til ham, da han åbnede døren for hende og kom på mirakuløst vis ud af bilen uden at han skulle bære hende ud. Hun greb dog alligevel fat omkring hans ene hånd og lod fingerne flette ind i sine, som hun begyndte at hinke mod skadestuens indgang. Han havde bare at følge med, da hun havde brug for en ved sin side lige nu.

1 time senere …

Da hun endelig kom ud fra skadestuen igen, var det med en indbundet ankel og en pose piller i den ene hånd. Hun havde fået syet såret sammen overraskende hurtigt, da de var kommet ind til lægen næsten med det samme. Efter et hurtigt røntgenbillede havde de fundet ud af, at der intet var brækket og da kuglen allerede var taget ud af hendes ben, så var der ikke andet tilbage end at lukke såret og sikre, at der ikke ville gå betændelse i det. Hun havde fået en smule morfin, så det nu var muligt for hende at gå, dog meget langsomt og næsten haltende. Det var dog bedre end før, hvor hun næsten ikke kunne sætte foden i jorden, uden et skrig af smerte kom fra hende. Det overraskede hende, at det ikke havde taget mere end en lille time, men det var bestemt ikke noget, som hun ville klage over. De andre sår var også blevet renset, men da de ikke var dybe, så var der ikke meget andet at gøre ved dem.
Hun kiggede op på Thomas ved sin side og sendte ham et lille smil, som hun forsigtigt begyndte at gå mod bilen igen. Denne gang havde hun hænderne liggende ned af sin side, dog alligevel tæt på hans med et lille håb om, at han ville tage den.
”Jeg er glad for, at der ikke skete mere” sagde hun stille og sendte ham derefter et smil.

Skadestuen havde frembragt en følelse, der lå skræmmende tæt op af gensynsglæde, af den slags som opstår efter et længerevarende savn. Han havde nydt det til fulde i den time det havde taget, og mens Mallorie var blevet røntgenfotograferet og behandlet, var Thomas blevet draget af sygeplejerskerne i deres hvide kitler, og især en havde vakt interesse. Men han havde holdt tøjlerne stramme og søgt Mallorie så snart hun bare antydede, at hun havde behov for, at han var der. Skadestuen havde været som et helle for Thomas. En gråzone han havde befundet sig i nogen gange efterhånden, og som han havde en sær længsel imod, når han ikke var der. Thomas havde ofte set stedet som sit andet hjem.
Nu havde de ryggen mod bygningen og bevægede sig i roligt tempo bort derfra, de få meter hen til den holdende varevogn. Skoletasken bar han atter på ryggen men den var blevet lettere. Selv hendes lyse hestehale havde virket begejstret, da han fik afleveret det til hende. Thomas smilede ved tanken derom.
Det var Mallorie’s ord der vækkede ham fra tankerne og han nikkede.
”Ja.. det var et godt tidspunkt, at jeg valgte at komme brasende,” svarede han med en snert af uforståelig humor. Så sagde han ikke mere, men gik det sidste stykke hen til bilen, sikrede sig at hun selv kunne komme ind, og gentog processen med at smide tasken om bagved og starte bilen en gang til. Radioen begyndte automatisk.

”Det var sku godt, at det ikke var så slemt, som det først så ud,”sagde Thomas pludselig, idet han blinkede ud af parkeringspladsen. ”Det kunne virkelig være endt galt. Hvornår sagde lægen egentlig, at du ville kunne bruge dit ben ordentlig igen? ..Fik du at vide, om du skulle holde benet i ro eller skylde det? ”
Han drejede hurtigt hovedet mod hende, i forsøg på at få øjenkontakt og førte så bilen ud på den velkendte vej; vejen hjem.

Da Mallorie fik hevet sig selv ind i bilen igen, tog hun med det samme sin sele på og kiggede dernæst over på ham, som han startede bilen. Hun havde aldrig nogensinde været så glad for at se nogen, som hun var, da han kom ind gennem kælderdøren.
”Det var det bestemt” sagde hun stille og kiggede mod vejen, da han satte bilen i gang. En form for lettelse kom over hende, da de drejede ud fra parkeringspladsen og hun tænkte tilbage på, hvad lægen havde sagt, da han igen henvendte sig til hende. Der var noget om det, men hun skulle lige have det hele på plads, før hun kunne svare ham.
”Jeg skal helst holde benet i ro i omkring en uge vidst nok og såret skal rendses en gang eller 2 om dagen. Jeg skal beholde forbindingen på i mindst 14 dage, så såret har en mulighed for at vokse helt sammen og pillerne skal jeg vidst også tage i 14 dage. Derefter skulle jeg kunne bruge mit ben ordentligt igen” svarede hun med et smil og vendte hovedet mod vejen, som de kørte mod hans hus.

Der gik ikke længe, før der kom en sang hun kendte i radioen. Hun begyndte stille at synge med, imens hun kiggede ud af vinduet og lagde baghovedet mod sædet. Det ville blive fedt at komme hjem til en lejlighed og føle en vis form for tryghed igen. At det var sammen med ham, det var blot en bonus, selvom hun faktisk ikke var sikker på, om han var ligeså glad for selskabet, som hun selv var og hun var for bange af sig, til faktisk at spørge om det. I stedet koncentrerede hun sig om sangen. Hun havde altid fået af vide, at hun havde en god sangstemme, så det skulle ikke være så slemt at høre på.

En uge. Tanken beroligede ham. Thomas havde frygtet flere uger med gips og krykker, og derfor forekom en uge som det rene ingenting. Og dog.. En uge var alligevel 7 dage som blev tabt, men Thomas var overbevist om, at han nok skulle få Mallorie til at knokle det ekstra om nødvendigt. Det var trods alt ham, som havde reddet hende fra en lang og pinefuld død.
Pludselig begyndte Mallorie at nynne. Thomas vendte sig med undren, uden at slippe vejens trafik helt med øjnene. Uden at afbryde hendes ordløse sang rettet han atter opmærksomheden fremad. Hun var ikke helt tosset, bemærkede han.

Tyve minutter senere..

Thomas slukkede radioen. Bilen nærmede sig de yderst kendte omgivelser, og han antog at de om små 2 minutter ville være foran det lejlighedskompleks, hvori han boede. Gaderne var mennesketomme, og kun enkelte biler holdt halvt oppe på de slidte fortove. Den prestigefyldte by, som de havde kørt i gennem de sidste mange minutter havde mistet sin glans. Graffiti og tilskoddede vinduer virkede normalt i dette usle gadebillede. Thomas trak vejret let og brød sig ikke om synet af den forladte bydel, som var kommet i de fortabtes og fattiges varetægt.
” Så burde det ikke tage mere end nogle minutter. Yndigt sted, ikke? ” Han smilede halvt, uden at forvente svar fra Mallorie.

//OOG:OUT – Jeg laver det nye emne så snart jeg kommer hjem//