Opdagelser i mørket (Manda)

Metroen havde haft en lang dag, en masse mennesker havde vandre inden og ud af metro togene, uden rigtigt at opdage hvilke slags mennesker eller væsner havde været her. Den sen aften havde folkmængende blevet mindre og indluftheden var forsvundet og passen var kommet.
Dette gjorde at en ny slags mennesker eller væsner kom til, person som spillede musik, spurgte efter penge eller bare skulle havde et sted at sove, var komme til. Måske de sidste som havde haft overarbejde var kommet med togene, men nu var kl. omkring 2 om natten og det sidste tog kørte snart fra patform og endnu en dag vil snart komme.
Men inden midt på patform stod en person og havde taget en violin taget op på plads, ved hagen, men denne havde en forstrækker sat til så lyden var mere modne og frisk. Person havde tydeligt øvet i mange år, for at kunne spille sådan, men person ligne blot en i alder 17 og virkede ikke interesseret i at blive kendt for sin musik, blot at spille for folk.
Person skiftede nu til en mere rolige og classic melodi, sang var blid og varm.

Sang var: https://www.youtube.com/watch?v=xHxiaZq71js (Den hed: My It Be).

Der gik lidt tid for hun var færdig og lod et vejrtræk komme inden gennem sig, en gammel vane hun havde haft, som et ' en færdig' ting. Hun lod blikke først åbne efter 5-10 minutter og hun lod sin violin falde ned til sin side, mens hendes blik glid rundt i omgivelserne, hun forventede der her var tomt af mennesker, da det sidste tog var kørte, Hun satte sig på hug og lagde sin violin ned i dens kasse.
Hendes blik var fanget lidt, som sluttet med en berøring af kærtegn over violins overfalde, hendes order var blide ”Tak, min kære ven” hun lukkes låget i.
Men i det sammen sekundet låget var lukket, forændre hendes ansigt til det mere kolde udtryk hun havde, hvilken personlighed som var den rigtigt vidste hun heller ikke selv, den blide eller den kolde, men nok dem begge.
Hun tog kassen om på ryggen og rejst sig op, hun rettede på sit tøj og med håndryggen, hun fik det værste af støvet væk mens hendes blik bevægede sig rundt på patfrom, for at være helt sikker på hun var selv. Det var hun.

Et normalt menneske vil havde taget trappen op til overfalden, men hun havde vent sig mod perronen kanten og lod sig spring udover kanten i en let spring, hun landet på fødderne og vandre mod en af tunnelerne

Manda var endelig på vej tilbage til Di Morga, han havde været ude for at ordne nogle ærinder og det var blevet meget sent før han fik taget toget tilbage. Der var ikk mange i toget, og det var nok også klart at mange ikk rigtigt havde energien til at holde sig vågen, fordi de fleste havde lukkede øjne og ventede blot på at komme til deres destination. Gad vide om de kom til at stå af til tiden, eller bare endte et helt forkert sted og ikk kunne komme hjem før morgenen kom? Der kørte sjældent tog midt om natten, selv busser holdt sig væk fra al kørsel om natten. Men eftersom at det var en by fyldt med væsner, ville man nok heller ikk rigtigt turde tage en bus på en mørk nat hvor at de blodtørstige især kom frem.
Toget ankom til stationen for Di Morga centrum, og han steg af. Der var mennesker rundt omkring, og nogle få som tiggede efter penge fra de lidt mere rige. Han selv gik bare roligt videre, han stoppede dog ved lyden af en violin. Det eneste instrument han rigtigt kunne spille og derfor også havde en vis forkærlighed for. Han begyndte så småt at lede efter den person som spillede, og der gik heller ikk længe før at han endelig fandt hende. En almindelig klassisk musik og også en sang han kendte, han nød at høre hende spille på den. Det virkede til at hun selv kendte til at spille på en, og det havde hun nok også gjort i nogle år..

Han stod op af væggen med siden og kiggede mod hendes spil, han havde ikk gjort sig særlig synlig men han ville også bare nyde hendes melodi og intet andet. Han havde lukket øjne, indtil at musikken pludselig forsvandt, var hun mon færdig? Han løftede hovedet og kiggede hen mod hende, hun pakkede vist sammen? Ærgeligt, han gad ellers gerne høre lidt mere af hendes musik. Han smilede let over hendes måde at behandle violinen på, hun så ud til at sige noget til den inden at hun pakkede den væk. Hvad sagde hun mon? Han blev dog overrasket over det udtryk der kom fra hende efter at den var blevet pakket væk i sin lille kasse.
Han stod stille og stirrede let mod hende, havde den en slags påvirkning på hende? Han lod hende pakke helt sammen og gå i fred. Han forstod dog ikk hvorfor hun ikk gik mod trappen, men hen af mod perronen hvor toget kørte forbi. Han satte hovedet på skrå, hun hoppede endda ned!? Hvor i alverden ville hun hen her i verdenen? Han kunne ikk lade være med at følge efter hende, men gav hende et godt forspring så hun ikk vidste han gik med.