På nye opdagelser - Xetrias Noterian

Tid: Omkring klokken to om natten
Sted: Forlystelsesparken.. Ved spøgelseshuset
Vejr: Der er mørkt, og en anelse blæsende
Omgivelser: Sjovt nok kun Vahida
Dato: 12. september

Mørket havde lagt sig over Terre, og Vahida havde for første gang siden sin ankomst til dette mærkelige land, bevæget sig i nærheden af et offentligt sted, som ikke var omgivet af natur. Nu gled hendes blik undrende henover de forskellige forlystelser, som var lavet af metal, og med farver, der langsomt var ved at forsvinde.
Den lange sorte kjole gled svagt efter hende, da hun havde retningen mod spøgelseshuset, og en svag hvislen kunne høres fra asfalten under hende. De lange hvide hår var som altid redt i en midterskilning, mens den svagt blege hud lyste let op i måneskæret. Hun var dog intet andet end et almindeligt menneske, selvom det måske ikke så sådan ud.
*Mærkeligt sted det her* tænkte hun lettere grublende, inden hun stoppede op foran en slidt metaltrappe, som åbenbart førte ind i selve spøgelseshuset. De grønne øjne hvilede mistænksomt på trappen, inden hun prøvende tog et enkelt skridt op på den, i et forsøg på at finde ud af, om den var i stand til at bære hendes vægt. En knagen fik hende dog hurtigt til at træde ned fra den igen, inden hun fnøs hånligt at trinet. "Som du vil" mumlede hun køligt, inden hun istedet vendte blikket mod en slidt plakat, som han på husets ene væg, og lod hovedet falde en anelse på skrå.

Xetrias puffede til døren i spøgelseshuset indefra, og smilte for sig selv idet han forsvandt i umenneskelig fart ind i huset, Døren stod nu åben som en gestus til at komme ind, dette var hans yndlings leg, det var altid så fantastisk at fange dem i spøgelseshuset, det blev aldrig bedre, og de kom aldrig ud.. om det var dukker der hang ved siden af ham lige nu, kunne han faktisk ikke helt huske, men de lugtede dårligt, så det kunne godt være mennesker... Det var dog ikke hans lod at finde ud af, han fandt sin sædvanlige plads på en balkon omringet af sortklædte munke-dukke-figurer, han havde aldrig fanget deres navn, men det var også lige meget.. det var legetid..

Hendes blik var vendt mod plakaten, men hendes opmærksomghed blev straks skærpet, da hun næsten følte hvordan en skikkelse gled forbi hende. Det gik så hurtigt at hun faktisk ikke nåede at se vedkommende. Vahida blinkede et par gange med øjnene, og kiggede forsigtigtigt hen imod døren. Den stod åben.. Hun kunne ellers have svoret på.. Nå. Det var også ligemeget.
Igen gik hun hen til metaltrappen, og bestigede den langsomt, mens den knagede let under den nye vægt. I døråbningen stoppede hun dog op. En lugt kom hende i møde, og hun var ikke sikker på om hun kunne lide den. Beslutningen var dog taget. Stædigt trådte hun et enkelt skridt ind i spøgelseshuset, inden hun blev omgivet af et mørke. Kun lyset fra døren viste hende hvilken vej hun skulle.
Vahida gik langsomt og forsigtigt fremad, mens hun forsøgte at gøre sig så lille som mulig, for ikke at ramme noget. Hun nåede næsten igennem det første rum, inden noget køligt, og fugtigt slyngede sig mod hendes højre arm, og hun var næsten ved at stikke i et skrig, mens hun vaklede usikkert væk fra den, og istedet ramlede ind i den samme følelse med ryggen. Denne gang kom et lavmælt hvin over hendes læber, inden hun stirrede med store øjne på dukkerne, som hang ned fra loftet. "Dukker" mumlede hun næsten pinlig over sig selv, og skyndte sig videre ind i det andet rum.

Han ventede spændt, og lagde mærke til et hurtigt hamrende hjerte *Hun gik ind... fantastisk!* tænkte han for sig selv, og kunne næsten se hende gispe i galge-rummet, han stod oppe på sin balkon, ubevægelig, og kiggede ned, da han så hun trådte ned, lød en stemme over alt i lokalet ''Velkommen.. jeg håber de vil nyde denne nat i spøgelseshuset.. det gør jeg i hvert fald, det vil være et langt projekt at komme ud her fra, og døren er lukket og låst..'' sagde han og fakler tændte sig i lokalet, hvor mange af de Sortklædte munke-dukker stod omkring hende, han havde selv iført sig en, og havde nu mænget sig med Dukkerne, for at gøre legen, lidt mere interessant.. Han stod meget tæt på hende, uden at bevæge sig, han lignede en statue, med mindre man så hans blod-røde øjne under hætten.

*Rolig.. Det jo bare .. et hus* Tænkte hun beroligende, for at få sit hjerte til at banke i den normale rytme igen. Det ville bare ikke lystre. Hun trådte det enkelte trin ned, og stod nu i det mørke rum. Hendes blik gled langsomt og mistænksomt rundt, inden hun hørte .. en stemme? Den talte.. Og faklerne blev tændt, så hun nu kunne se alle munkene, som stod i lokalet.
Hun troede dog fuldt og fast på, at dette bare var voksdukker, og special effects, for at få det hele til at virke langt mere interessant. Langsomt gled et smil henover hendes læber, mens hun let slog ud med armene. "Jeg er faktisk .. imponeret" sagde hun roligt til sig selv, inden hun vendte sig mod en tilfældig dukke (Xetrias), og begyndte at nærstudere den. Hun bemærkede dog ikke de røde øjne, men lod istedet en hånd glide ned langs armen. "Så virkelighedstro" tilføjede hun for sig selv, mens hendes hoved faldt en anelse på skrå. Hun flyttede igen hånden, inden hun trådte nogle enkelte skridt tilbage, så hun så tre dukker i sit synsfelt istedet for kun en.

Xetrias undertrykte et smil under hætten, og stod, berøringen var mærkelig for ham, uvant ikke noget han havde oplevet i over tusinde år, han ventede spændt på at hun vendte sig om, men blev utålmodig, og løb så hurtigt som han kunne over på en ny position, der stod lige så hun skulle passere han, helt tæt på, han stod nu anderledes end de andre munke, og tænkte stille for sig selv *Her eller det andet rum..? hvor ska det være, hvor ska det være.. det næste rum tror jeg...* han smilte for sig selv ved tanken, men fjernede smilet i det sekund hun ville vende sig imod ham, han skulle jo ikke opdages.. ikke endnu.

Hun lænede hovedet betragtende på skrå, mens hun langsomt drejede rundt, for at betragte de andre munke i lokalet. Der var den igen. Den mærkelige følelse af at nogen passerede hende, men hun kunne stadig ikke se nogen. *Mærkeligt* Hun rystede dog følelsen af sig, inden hun fik øje på døren, som ville føre ind i det næste rum.
Med et skuldertræk begyndte hun at bevæge sig hen mod døren, mens hun svagt klemte øjnene sammen. Hun så munken tæt på, som stod i en forkert position i forhold til de andre. "Hm" mumlede hun og stoppede kort op foran den. "Nogen har vist skubbet til dig i sin tid". Ligegyldigt vendte hun blikket væk, inden hun fortsatte fremad, for at komme ind i det tredje rum, som højst sandsynligt gemte på noget ligeså underholdende.
Også denne gang blev hun nødt til at føle sig frem i mørket, eftersom der ikke var noget lys, der slog op ligesom i rummet før. Famlende med hænderne frem for sig, gik hun fremad. *Godt jeg normalt ikke er blind* tænkte hun som en kort sidebemærkning, inden hendes hænder fik fat i noget.. Noget stof.

Xetrias Lo inde i dette rum, hans latter løb igennem marv og ben, den var kold, og bare lyden af den var ond ''Velkommen til mit favorit Rum, Pigebarn... Mit Navn er Xetrias Noterian!'' sagde han højt, og tæppet på scenen trak sig fra, og man kunne se en kirkegård med en dør i den anden ende, skellet dukker der gik rundt i bestemte spor, og Xetrias i midten stående med ryggen til hende, hans lange sorte hår hang løst som altid, hans tatovering strakte sig fra håndled til skulder, og han kiggede langsomt imod hende, samtidigt med at døren bag hende sagde et let Klik, som for at sige; haha.. jeg er låst...
Han smilte varmt til hende ''Endnu en gang, Velkommen..'' sagde han med et elegant buk kort efter han havde vendt sig helt imod hende, man kunne nu se at han havde bar overkrop under frakken, han gik langsomt over imod hende ''Hvad syntes du om min lille leg med dig..?'' spurgte han venligt imens han kredsede omkring hende.

Vahida hørte latteren, der krøb ind under hendes hud uden problemer, og kuldegysninger løb svagt igennem hendes krop bare ved lyden af den. Den var ondsindet.. Uren.. Mørk. Hun så hvordan tæppet gled væk fra kirkegårdsscenen, og hendes ene øjenbryn fløj automatisk i vejret. Hendes blik faldt nu på denne mandsling, som stod deroppe og.. talte til hende. Så dette var ikke en del af selve spøgelseshuset. Afventende lod hun armene glide over kors, mens hun hørte døren klikke bag hende. "Njah.. Jeg fandt rundturen en anelse kedelig" svarede hun ironisk, i et lettere køligt tonefald. Nu hvor hun havde noget at stå overfor, var det ret nemt at finde den normale attitude frem.
"Jeg takker" mumlede hun lavt, inden hun skulede lettere mistænksomt til ham gennem øjenkrogen, da han begyndte at vandre rundt omkring hende.. *Katten om den varme grød* tænkte hun lettere opgivende, inden hun igen rystede på hovedet. "Som jeg sagde finder jeg ikke din leg.. Interessant".

Han stoppede op og kiggede hende direkte ind i øjnene, hans øjne var blod-røde, og han sagde køligt til hende ''det er meget muligt at du ikke finder min leg interessant, men det gør jeg..'' han smilte et smil der viste hans tænder, og han stod lige pludselig i den anden ende af lokalet ''Ser du.. når jeg først starter min leg, kan den ikke stoppes før jeg er mæt, og det er jeg sjovt nok ikke endnu... er det noget du kan hjælpe mig med, måske..? det tror jeg...'' sagde han og lo igen, det var tydeligt lige nu at han havde to pistoler, men det var også tydeligt at de var overflødige - overfor et menneske, hvis ikke de var, havde han jo nok trukket dem.

Hun gengældte hans blik, og holdt øjenkontakten, selvom de røde øjne ikke var noget hun kust syntes var betagende. Hun opholdte dog stadig facaden, eftersom hun ikke kendte til væsnernes eksistens endnu.. Ikke et eneste. For hende var han bare et menneske, der prøvede at spille smart.. Pistolerne, som nu kom til syne, fik hende dog til at træde et ufrivilligt skridt væk fra ham. Det var tydeligvis unødvendigt, for lig pludselig var han forsvundet fra det ene sted, og stod sekundet efter i den anden ende af lokalet. Sulten? Hun himlede diskret med øjnene over den bemærkning, og slog let ud med armene. "Beklager.. Men mine færdigheder i et køkken er ikke specielt gode" svarede hun sarkastisk, inden hun sendte ham et køligt blik.
"Og nyd du bare din lille leg.. Jeg vil ikke deltage i den" tilføjede hun lidt efter, inden hun bevægede sig over mod døren, og rykkede prøvende i den. irriteret stirrede hun på låsen, som sad der og grinede hende direkte op i ansigtet.

Han dukkede op ved siden af hende, med en meget stærk arm omkring hendes skuldre ''det kræver ingen køkkenfærdigheder.. det kræver blot en ting...'' sagde han og kørte blidt en negl hen af hendes hånd, og en lille rød linje af blod kom frem på hendes håndryg, han smilte til hende ''Jeg agter at gøre dig udødelig..'' sagde han og placerede sin hånd på hendes ansigt, han vidste at hin ikke kunne komme fri af hans jerngreb, han var langt stærkere end et normalt menneske ''hvad siger du til udødelighed...?'' spurgte han og smilte til hende.

Hun rykkede endnu engang prøvende i døren, men heller ikke denne gang gav den sig. Endnu et svidende blik gled igennem de jadegrønne øjne mod låsen, da hun mærkede et jerngreb blive lagt om sine skuldre. Hun hørte nu igen hans stemme, og fulgte den finger, som han førte over hendes håndryg. Den svidende smerte gik igennem hende, som når man rev sig på en tornebusk, og hun gispede svagt, men flyttede ikke hånden. Hendes blik hvilede på den rift, der blødte svagt, inden hun af refleks trak hånden op til munden, og lindrende lod tungen fjerne smerten i hånden.
Hun prøvede ivrigt at vriste sig selv fri af hans greb, men det var tydeligvis umuligt for hende. Hun fnøs foragteligt da han nævnte ordet udødelighed. Den slags fandtes sgu da ikke medmindre man allerede var død, og var blevet til en sjæl. "Har jeg andre muligheder end udødelighed?" Spurgte hun køligt, for at trække det hele ud, mens hun ivrigt tænkte over en måde at undslippe på.

Han smilte endnu koldere ''Ja... Døden..'' sagde han og lo, denne mand var helt sikkert ikke helt rask ville mange sige, men han ville definere sig selv som en Kunstner, bevægede sit ansigt helt hen til hendes ''Og jeg tror virkelig ikke at du har lyst til at do.. har du...?'' og da han havde hvisket denne sætning, begyndte et orgel at spille, en dyster melodi for de to, smuk, men dyster... han smilte, stod nu foran hende, med sin hånd udstrakt imod hende, hans frakke var på et gargoyle der hang i loftet, han stod i bar overkrop, hans fulde tatovering der strakte sig over ryggen var nu synlig ''Dans med mig..'' sagde han roligt ''forresten.. udødelighed eksisterer.. jeg har levet i 2210 år nu..'' sagde han og ventede på hendes hånd, hans hud ville selvfølgelig være kold hvis hun tog den.

Hun hørte igen den latter. Hendes øjne blev igen klemt sammen til smalle sprækker af ren mistænkelighed og irritation over situationen. *Og derfor holder man sig væk fra andre* påmindede hun sig selv, mens hun overvejede de to muligheder, som han havde sat op for hende. "Du ved intet om hvad jeg har lyst til og ikke har lyst til" hvislede hun lavmælt, imens hun med vilje vendte blikket væk fra ham, siden han havde fjernet kappen. Døden var noget af det eneste hun ikke frygtede.. Den kom trods alt til alle en dag, men nej.. Lige nu havde hun bestemt ikke lyst til at dø.
Da musikken pludselig startede, gispede hun svagt af overraskelse, og vendte forvirret blikket i alle retninger for at finde årsagen til denne dyster musik. Hendes blik faldt kort på orgelet, som spillede. Men nej.. Han var åbenbart ikke færdig med sine små lege. Da han sprugte om en dans, vendte hun blikket mod den fremstrakte hånd, og rynkede svagt på næsen. Det hjalp dog heller ikke meget, da han begyndte at fortælle om at udødelighed eksisterede.. "Jaja.. Du ser også ud til at miste huden i ansigtet" mumlede hun sarkastisk, da han fortalte om sin alder.
Hun blev dog enig med sig selv om at det var bedre at trække tiden længere ud, og langsomt lod hun sin egen hånd falde ned i hans, mens hun mærkede den kolde hud mod hendes egne, som garanteret ville virke varm.

Han smilte varmt idet de satte i en rolig vals, rundt på scenen ''Jeg er en Vampyr, jeg lever af blod, og jeg har specielle kræfter, så som min fart som du jo så for kort tid siden, og samt min styrke, som jeg nemt kunne knuse dig med.. alt det kan jeg tilbyde dig.. samt evigt liv..'' sagde han stille imens de dansede, de bevægede sig rundt på kirkegården i et stille tempo, sammen med Musikken ''Hvis du siger ja til min gave, så vil jeg vise dig hvordan man lever som Vampyr..'' sagde han og smilte til hende, med hans spidse tænder synlige.

Hendes eget ansigt var følelsesløst og neutralt, da det begyndte at danse rundt på scenen, mens hun lyttede til hans historie om hvad han kunne tilbyde. Det lød næsten som en dårlig tvreklame, som prøvede at lokke folk til at købe ubrugeligt skrammel. Hun lod ham dog alligevel tale ud, inden stilheden langsomt faldt over dem.. Som om hun rent faktisk overvejede hans tilbud. "Men du vil fratage mig muligheden for at se solens stråler, blive gammel og skabe en familie.. Nogensinde at smage min yndlingsmad igen.." tilføjede hun lidt efter. Hun var ikke sikker på om hun ville kalde hans forslag en gave. Måske nærmere at indgå en pagt med djævlen selv. Det var magi hun selv havde hørt om, og kun de desperate gik ud på det spor.. Var hun desperat?
"Men okay.. Lad os lade som om" tilføjede hun lidt efter, og hævede let det ene øjenbryn. "Hvorfor vælger du ikke bare at slukke din tørst og lade mig dø?" Spurgte hun, uden at lade sig påvirke af smilet. Hun var ikke typen der smilede ofte.. Normalt kun når hun befandt sig i naturen. Hun ville vide hvorfor han tilbød hende sin.. gave.

Han kiggede ned kort ''Nu har jeg levet lang tid med denne.. gave.. og jeg finder det kun retfærdigt at jeg lader dig vælge... døden eller efterlivet..'' sagde han og svingede dem ind imod midten, så de kunne danse der, imellem skeletterne og zombierne.. alt det opreklamerede.. ''og fordi jeg får brug for en jeg kan stole på..'' sagde han så lidt senere, orglet stoppede med at spille ''Det er tid til at vælge..'' sagde han stille, og bøjede sig ned, for at kysse hendes hånd blidt.

Retfærdigt. Hun skulle lige til at fnyse lavt over den bemærkning, men tog sig selv i det i sidste sekund. Hun fandt det på ingen måde retfærdigt.. Et valg mellem at dø, eller leve som død.. På en eller anden måde var det vel det samme. Hun lod ham føre an, og tog ig ikke af hvorhenne på gulvet de endte, men opdagede dog efter endnu noget tid, at musikken stoppede og det gjorde deres dans også.
Igen talte han, og hun lyttede.. Dog svarede hun ikke, da hun så hvad han var i færd med at gøre. Hun mærkede at han kyssede hendes hånd, og trak den derefter til sig, mens hun bed sig let i underlæben. "Stole på mig" Endnu et køligt smil kom over hendes læber. Det første smil hun havde vist, siden hun havde opdaget hans tilstedeværelse. "Og hvorfor tror du lige at jeg vil være til at stole på.. Som menneske eller vampyr.. Racen gør ingen forskel". Hun nævnte ikke noget om hvilket valg hun havde i sinde, da hun ønskede at han skulle besvare hendes spørgsmål først.
Hun vendte let ryggen til ham, inden hun begyndte at bevæge sig rundt blandt skelletterne og xombierne, der kørte omkring dem. "Du aner intet om mig.. Hvad jeg er i stand til.. Men du vil tage det fra mig.. Du har aldrig overvejet muligheden at jeg måske kunne være mere nyttig som menneske". Hun var trods alt i stand til visse ting, som han ikke kunne.

Han kiggede på hende ''Hvad er det du kan..? og jeg mangler en jeg kan stole på til evig tid, jeg lever evigt, det gør et menneske ikke..'' sagde han stille ''men hvis du tillader mig at komme ind i dit sind, kan jeg se om det ville være noget du beholdt som Vampyr.. og i så fald, ville du vælge.. men hvis ikke det er noget du ville beholde, ville du få et andet valg'' sagde han med et smil på læberne, han gik over imod hende og placerede sig selv foran hende, han kiggede ind i hendes øjne ''jeg giver dig chancen for at blive fuldblods slægtet vampyr, hvis du beholder dine kræfter..'' sagde han så.

Hun stoppede op, og lod armene glide over kors i en form for beskyttelse mod indtrængende. Hun kunne godt lide det hele som det var nu.. Hvad var der nu galt i at være menneske? "Jeg sagde ikke at jeg kunne noget" påpegede hun lavmælt, imens hun rystede let på hovedet. "Jeg sagde at du ikke engang havde undersøgt mulighederne". Faktisk var hun ret sikre på at hendes evner ville føres med over, eftersom det var noget hun havde i blodet.. Noget hun havde tillært sig hele livet.
Igen stod han pludseligt foran hende, og lidt efter nikkede hun så. "Fint!" svarede hun i et hårdt tonefald og slog let ud med armene. "Gå du bare ind i mit hoved, og find det du har brug for". Hun kommenterede ikke det andet han sagde, men stod bare og ventede på, at han ville foretage sig et eller andet psykisk tankelæsningstrick, eller hvordan han nu gjorde det. "Vampyr.. Fuldblods.. Jeg kender ikke forskellen, og for mig er det en og samme ting"

Han smilte ondt for sig selv, og lagde en hånd på hendes ansigt ''Du er egentligt meget køn af et menneske at være..'' sagde han stille, og prøvede at trænge ind i hendes sind, imens han flyttede sin hånd fra hendes ansigt, og gik rundt på scenen, han lo lidt for sig selv, imens han kørte hendes liv igennem i sit eget hovede, som var det hans egne tanker, han stoppede op ved nogle få af minderne, og kiggede så over på hende ''du udøver heksemagi..'' sagde han stille, og fortsatte med at se hendes sind igennem ''det ville du stadig kunne som udødelig.. men.. din svaghed er ikke at finde i dit sind.. med mindre...'' sagde han og lo stille for sig selv ''Jeg kan fjerne din svaghed..'' sagde han og stod foran hende igen.

Vahida kiggede lettere ligegyldigt op på ham, mens han stod og snakkede om hendes udseende. Han kunne kalde det hvad han ville.. Selv ville hun kalde det naturligt. Hun sagde dog intet, og ventede til at begyndte at gå rundt. "Meh, meh, meh.. Du er faktisk ret kæn af et menneske t være" Mumlede hun parodisk med en lav og spinkel stemme, mens hun lagde armene over kors.
Han var imidlertidig begyndt at snakke igen, og Vahida spærrede øjnene en anelse op da hun hørte hans ord. Hun havde ikke troet på det i første omgang, da han fortalte at han var i stand til at rode rundt i hendes hoved.. Men nu gjorde han det. Irriteret sendte hun ham et hårdt blik, inden hun bakkede en anelse væk. "Lad være!" Sagde hun bestemt og nåede helt hen til døren igen.. Hun ville ud.. Og det skulle være nu.
"Hold dig ude af mit hoved, og ude af mit sind!" Hvæste hun svagt, inden hun rykkede i døren med alle de kræfter som hun havde i kroppen. Han skulle ikke rode rundt i hendes minder, hendes fortid eller tanker.. Den vedkom ikke ham. "Jeg takker nej til dit tilbud" Tilføjede hun så lavt at det knap nok kunne høres, imens hun gispede imellem sine forsøg med at rykke døren op.

Han gik helt hen til hende, og tog blidt fat i hendes ansigt, hun ville sagtens kunne rykke det fri ''Du troede ikke jeg var i stand til det... du troede jeg var en sindssyg nar der troede jeg var noget...'' sagde han stille imens han kiggede ind i hendes øjne ''Du takker Nej... det er så i orden... denne gang... men senere hen har jeg fået at vide jeg godt må.. jeg må slet ikke skade dig..'' sagde han lavt til hende, han slap hendes ansigt og gik over til døren ''Du kunne også vælge at blive og snakke.. det er ikke meget selskab man får som Vampyr...'' sagde han imens han låste døren op langsomt.

For første gang nu sendte hun ham et nervøst blik, og selvom hun var i stand til at få sit ansigt frit af hans greb, gjorde hun intet forsøg på det alligevel. Istedet bed hun sig kort i underlæben, mens hun lod sit blik møde hans. Dette var enden på hendes liv.. Han havde selv sagt de ord, hvis hun ville sige nej.
Hun sank en kort klump i halsen, da han begyndte at snakke, med kort efter lyste overraskelsen op i hendes ansigt. "Ikke? Hvorfor kan du ikke røre mig?" S´purgte hun en anelse forsigtigt eftersom hun ikke troede helt på ham omkring det. Hun bakkede dog igen væk fra ham, så hun endte med at stå med ryggen til døren, og lænede sig svagt op af den. "Vi kunne vel godt have en.. samtale" mumlede hun svagt, mens hun vendte blikket mod gulvet.