Stemmen i mørket (Manda)

s: kirkegåren
k: midnat
o: ingen personer, mange træer
v: kold , fuldmåne og stjerner
p: se avatar (eller første billed på min profil)

Haru sad på hug foran en gravsten. Måne lyset ramte hende og fik hende til at se gennemsigtig ud dog prøvede hun at dække det , med alt det tøj hun havde på. Dog kunne man stadig se det i ansigtet. Et stort suk kom fra hende og hun gik videre. Hen til en bænk, hvor hun satte sig ned og løftede blikket imod fuldmånen. Haru åbnede munden og begyndte at synge eller rettere nynnede hun.

Manda gik ned til kirkegården, han havde hænderne til hovedet og havde ulveøre og hale. Han rystede en smule og bed sig i læben, "Det gør ondt i hovedet....!" snerrede han en smule og havde skarpe tænder. Han satte sig med et bump et sted i nærheden af pigen og rystede en smule. "Få det til at stoppe...!"

Haru stoppede med at nynne, da hun fornemmede der var en anden i nærheden. Af ren reation gemte hun sig bag et træ og studerede den fremmede skikkelse * en dreng?* tænkte Haru og så hans øre og hale. Da han satte sig ned et bump blev Haru lidt bekymret. Hun gik stille hen til ham "er du okay?" spurte hun, hun prøvede at skjule det men man kunne stadig se hun var gennemsigtig.

Han kiggede på hende og havde gule øjne. De glødede en smule og han lukkede dem hårdt i bagefter. "Du kan ikk ændre det, så abre lad være med at blande dig...!" Hans hale vred sig på en måde og han rystede videre.

Hun så hans rovdyr guleøjne og blev fasineret af dem. Haru's øjne var krystalblå som gløede lidt op. hun fjernede noget af hendes kulsorte pandehår så hun bedere kunne se ham. "men hvad er der galt? Du kan i det mindste fortælle det, det kan være jeg kan hjælpe" sagde hun med en rolig stemme. Hun lag en hånd på hans skulder da hun så han rystede.

"Det er enkelt, varulv og fuldmåne passer ikk godt sammen!" han kravlede en smule væk og rystede videre. "Jeg får hovedpine af det segl!" han bed sig hårdt i læben og kom til at bløde. Han knyttede hænderne hårdere og hårdere.

"Segl? " gentog haru spørgende. Hun kiggede rundt og fandt hendes taske hun roede rundt i den. Haru havde en hekse hat på og den var ikke til pynt. Hun var et spøgelse som var heks da hun var levende så hun kunne stadig nogle af hendes eliksire "Alsår , jeg kan ikke fjerne forvandligen men jeg kan minske smerten en smugle, smerten vil dog ikke gå 100% gå væk" sagde Hun og rakte ham en blodrød drik.

Han kiggede på hende, "Seglethindrer min forvandling, men det koster mig smerter..." sukkede han og vred sig en smule. Han krøllede sig hårdt sammen, smerten var næsten uudholdelig.

"mh (ja)" svarede hun bare "her, drik det nu" sagde hun og tog flasken hen til hans mund. hun løftede flasken så væksen røg ind i hans mund. væsken føltes kølende og virkede næsten med det samme. Smerten blev forminsket men den var der stadig. Hun lag en hånd på hans pande for at se om han havde feber.

Han havde fået en høj feber, men det var smertene der havde gjort det. Han hostede da hun fjernede flasken, "Hva er du ude på!? At kvæle mig?" han hostede en smule og gned på sin nakke. smerten var begyndt at falme.

"undskyld.." sagde Haru lavt. " Du har feber" mumlede Haru og snakkede mere til sig selv, end til ham. hun rev et stykke af hendes bluse af og gjorder det vådt med en flaske vand i hendes taske. Hun lag den på hans pande og studerede ham med hendes is blå øjne

Han lukkede øjnene, da han troede hun ville gøre noget. Han åbnede dem igen, "???" han kiggede undrende på hende. Hans højre øje blev sort igen, "hvad laver du?" spurgte han undrende. Han blev dog bare siddende og kiggede på hende. "Du er et underligt spøgelse? JEg troede de gik igennem alt."

"dit højre øje blev sort" sagde hun undrende med store øjne. Haru rystede på hovedet "det er kun nogle der gør det, jeg kan røre og løfte ting som normale mennesker kan.. dog er jeg stadigvæk gennemsigtig" sagde hun og kiggede på hendes fingre, hun kunne svagt se varulven igennem hendes hænder "jeg glæder mig til at solen står op.."

"Det ved jeg, sådan er min naturlige øjenfarve(r)..." sukkede han. "Det giver ogs lidt mening, men det er underligt når du er gennemsigtigt..." han satte hovedet på skrå og lagde sig ned ved siden af hende. "SÅ er vi ogs to om at glæde sig til det, jeg hader den smerte..." mumlede han og krøllede sig en smule sammen.

//Logger, skrives ved i morgen?^^

"mh (ja) forstår jeg godt det må være smertefuldt " sagde hun og skiftede kluden eller tøjstoffet igen så det blev koldt

Han sukkede og nikkede lidt, "Men hvad kan jeg ellers gøre? Jeg kan ikk kontrollere min varulve form endnu...." Han kiggede på hende og bagefter på stoffet, "hvad skal den her egentlig til?" han kiggede undrende på hende.

"selvom smerten forusager den feber du har er det der mindste jeg kan gøre, det er kølene " forklarede hun med et smil. "Ikke kontrolere din varulve form? det tror jeg der er mange som ikke kan man skal være heldig og stærk i sindet for ikke at tabe til dyret" sagde hun

Han grinede, "Jeg har ingen modstander, jeg ved ikk hvordan jeg skal kontrollere min varulveform. Det er det eneste der holder mig fra at vinde..." sukkede han og kiggede på himlen. Han gav et lille sæt fra sig og gøs en smule.

"modstander? det er nok dit dna nogle er i stand til at holde deres forvandling tilbage" sagde hun og smilte "Hvad? " spurte Haru da han ikke havde afsluttet sætningen. "ATJUUU" sagde hun "urgggg selv døde kan blive syge?" spurte hun med et sur mine.

Han grinede og aede hende på hovedet, "Ja det kan I åbenbart..." smilede han og grinede videre. Det var lidt komisk at en der var død kunne blive syg. "Vil du ind i varmen?"

Hun grinte da han tog hånden på hendes hovede eller rettede aede hende "vil være rart" sagde hun og smilte "men du fik aldrig svaret på mit spørsmål" sagde Haru og rejste sig op. Hun tog hånden ned til ham for at hjælpe ham op. Haru var et andet form for spøgelse hun havde stadig hendes organer igang alsår hun kunne stadig bløde. Men død er død hun skal ikke spise eller noget.

hAN REJSTE SIG SELV OG STRAKTE SIG, "hVAD ER DER AT SVARE PÅ?" Han kiggede undrende på hende og satte hovedet på skrå. Han rystede en smule igen og lukkede det ene øje. "Kan det ikk snart bliver morgen!?"sagde han surt og barnligt.

"hvad der holde dig fra at forvandle dig" sagde hun nysgerigt og nikkede "ja ville jeg også ønske , så kunne du se mig i min normale form som ikke er gennemsigtig " sagde hun sukkende og betaktede ham. hun havde Isblå øjne og kulsort hår. Der ville ikke gå mere end 3 timer før solen ville stå op igen.

"Det er mit segl?" sagde han undrende. Havde han ikk nævnt det en gang? Han sukkede, "Men jeg har kontrol, bare ikk over formen."