Silence (Chris)

T: Omkring midnat.
O: Ikke rigtigt nogen.
S: Kirkegården.
V: Stjerneklart.
P: Stramme sorte jeans med store huller, en langærmet mavetop hvor ærmerne er af net, en rød bh, en sort læderjakke der når til lænden og et par flade sorte støvler med platou.

Aubreiane skubbede den rustne låge op indtil kirkegården. Hun kunne mærke at jernet var rustent og fugtigt, selvom det ikke havde regnet hele dagen. Men okay.. Kirkegården var nok bare et af de steder der altid var lidt fugtigt og klamt. De grønne øjne hvilede kort mod himlen inden hun med et suk begyndte at gå hen imod en stor væltet gravsten.
Denne dag havde virkelig været kedelig, ingen spændende havde hun mødt i byen, ja selv den uheldige mand hun havde udset sig som sin aftensmad havde været kedelig. Det var vidst bare en af de dage. Tænkende trak hun det ene ben op imod sin krop, og så kort rundt. Hun havde sådan en fornemmelse af at der var en anden person på kirkegården, også selvom hun lige nu ikke kunne se nogen. Det kunne jo også sagtens være at det var et spøgelse. De fandtes jo også her omkring, så hvorfor egentlig ikke.
Mon der virkelig var nogen andre? der var jo næsten aldrig nogen andre her, og som regel så var der aldrig nogen mens hun var der, selvom det nu ville være ganske rart, med en smule selskab.
Med en let nynnen tændte hun sig en cigaret ved bare at starte en flamme med sin evne. Hvilket kunne ses fordi der gik ild i cigaretten uden hun havde nogen lighter. Den evne var nu ganske praktisk i mange tilfælde og efter at hun var begyndt at ryge mere, var det ti gange nemmere end at have en lighter på sig. Det sorte hår blæste ganske svagt om hende pågrund af den lette vind der var, men det var stadig ikke koldt. Vinden var faktisk ganske rar.

Chris kiggede på klokken, da han langsomt traskede hen mod en skikkelse der havde passeret kirkegårdens låge. Han kunne høre dens rustede hængsler, der knirkede utrolig højt. Hvem kom på denne tid spurgte han sig selv, efter at have kigget på klokken. På den anden side, var det så en god idé at gå derhen? Han stoppede op og betragtede kort skikkelsen på afstand. Det så næsten ud til, der var ild i vedkommende. Kunne det være en ilddæmon? Eller hvad? Han kiggede igen på klokken; klokken var næsten midnat, og ingen mennesker ville rigtig turde gå ude så sent? Så skulle det være et ret modigt - og dog dumdristigt - menneske.
Chris var iført sine klassiske sorte bukser, tætsiddende og en sort trøje med et utydeligt print på, eftersom han havde en læderjakke ud over sig. Hans hår var sat automatisk. Det var sådan noget han kunne gøre, bare ved at ryste på hovedet.

Chris sukkede kort. Hvor var han sørgelig. Stod bare der og betragtede den person, skikkelse, whatever, der nu sad der og kukkelurede. Han kiggede op i himlen. Det var stjerneklart og flot! Han kunne se Karlsvognen herfra, og himmellegemet så ud til at more sig med at lyse sådan op i nattens mørke. Og månen var også til at se, selv fra den afstand han havde til den.
Han trak vejret tungt, og kiggede rundt. Han tog det første skridt, tvang sig selv af sted mod det der viste sig at skulle være en ilddæmon. Han hørte et knæk, og stoppede brat op og holdt vejret. Som om han ikke ville afsløres. Men hvad fanden, han var jo dæmon, intet at frygte - i hvert fald ikke i følge hans egen optik. Men stadig, så gjorde hans instinkter som de gjorde. Selvom han forsøgte at stritte imod, kom angsten ind på ham. Det sitrede i hans krop, blodet pumpede hårdere rundt i årerne, mens han langsomt slap sin indåndning, og startede med igen at trække vejret.

Chris kiggede kort ned, betragtede hvad der havde sagt knæk. Tænk at en enkelt pind kunne afsløre ham. Eller havde den afsløret ham?

Aubreiane betragtede kort klokken. Hun hadede virkelig at sidde der og stene uden nogen egentlig grund. Hun kunne jo også bare gå hjem hvis det var det, men der var bare heller ikke noget at lave derhjemme. Faktisk var der nok endnu mere kedeligt derhjemme, end herude. Hun lod kort blikket glide rundt endnu en gang. Der var helt klart en person mere udover hende, en som hun ikke kunne se lige nu. Spørgsmålet var bare om hun skulle være på vagt, eller tage det roligt.
I sådan en by som den her, var det næsten ikke til at stole på andre folk. Det kunne umuligt være et menneske. Hvad ville et menneske herude, på kirkegården også på det her tidspunkt. Hun kendte meget få mennesker der ville komme ud på det her tidspunkt, og når nu det var på kirkegården ville de med garanti ikke vove sig ud. Hun havde i hvert fald endnu ikke mødt et menneske her.

En pludselig lyd fik hende til at rejse sig op. Hun så sig ganske langsomt omkring for at finde ud af hvem det nu var der lavede den lyd. Der måtte jo være en eller anden, som lavede den lyd. En skikkelse længere henne fik hende til at tøve en smule.
Månen lyste det hele en smule op, det var sikkert kun derfor hun kunne se vedkommende, fordi han var klædt i sort. "Hey.. hvis du skal udspionere mig, så kan du vel sige dit navn først?" smilte hun ganske let med et drillende glimt i de grønne øjne. Han måtte da gerne kigge hvis det var det, han havde sikkert heller ikke vidst hvem det var der var på kirkegården udover ham.
Tænkende tog hun et sug af den cigaret der hvilede i hendes ene hånd, inden hun kort efter pustede røgen ud. Det var jo også en ganske dejlig aften, når man tænkte over det,.

Han virkede nærmest frosset som han stod der og kiggede på hende. Havde han været bekymret for at hun ville gøre noget? tja.. Hvorfor ikke, som sagt, man kunne ikke stole på folk man ikke kendte.
Langsomt gik hun hen imod ham, bare for at se ham lidt bedre an.

Efter knækket kunne Chris se, at han var blevet afsløret. Skikkelsen rørte på sig, stille og roligt rejste skikkelsen sig op. Der var noget der lyste nær hendes hånd, han kunne dog ikke identificere det objekt endnu. Dog så dette objekt ud til at være så småt, og varmt, at det ikke ville skade ham på nogen måde. Desuden røg det, kunne han se nu. Det måtte være en smøg hun gik og trak vejret igennem.
Han trak kort på skuldrene, da hun kom tættere og tættere på. Han var ikke bange for hende. Han vidste faktisk ikke, hvorfor han frøs sådan fast på stedet.
Han smilte kort til kvinden.

Hun sendte ham et smil, og han gengældte det kort. Så forsvandt det igen. Han hørte hendes stemme, og kiggede kort ned i jorden. Som om han var genert, men han kiggede i virkeligheden på pinden, der var knækket under hans fod. Han sukkede kort. "Mit navn er Chris." Han kiggede op igen, søgte efter hendes øjne. Han betragtede dem kort, da han havde fundet dem. "Og jeg udspionerede dig ikke. Men; siden du er her, på det her tidspunkt...." sagde han, og gik et par skridt tættere på. "Hvad er du så?," spurgte han, som om hun var et misforstor. Men det var aldeles ikke meningen, det var bare den skepsis han havde over for mennesker på kirkegårde nu. Derfor måtte han vide det. "Og dit navn er.... Hvad?" Han kiggede kort over på hendes ben, og tilbage på hendes øjne. Dog gik han en bue uden om hendes mave og bryst, eftersom han ikke ville lave elevatorblikket, som sikkert bare ville føre til akavet stilhed.

Chris kiggede kort op i himlen. "Det er godt vejr. Det er derfor jeg er ude - hvis du nu skulle spørge," sagde han og sendte hende et skævt smil. Han havde ret - det mente han i hvert fald selv. Han kiggede over på pigen igen, som han ikke syntes at kunne kende. Hvis han kendte hende, ville det have været så længe siden, han ikke ville kunne huske det.

Chris sukkede kort, og kiggede igen på pigens smukke, grønne øjne. Han ville gerne fortælle hende, hun havde smukke øjne, så han skulle lige til at åbne munden, da han opdagede at de var totalt fremmede over for hinanden. Han ville ikke give til kende, hverken hvad han syntes om hendes øjne, eller hvor attraktiv hun var. Han droppede det, rystede let på hovedet. Så let hun måske ikke kunne se det i mørket. Han var jo ene sort, men ret hvid i ansigtet. Det eneste der var sådan nogenlunde klart i det her vejr, også selvom månen skinnede som den gjorde.

Aubreiane betragtede ham med et nysgerrigt blik. Han virkede som om at han også så hende an, i hvert fald var han ganske tavs i et godt stykke tid. Men det var vel også det smarteste lige at kigge fremmede an, inden man bare slappede helt af.
Langsomt lod hun cigaretten gå ud, og kastede skoddet fra sig. Hun var ikke som sådan bange for ham, men hun havde flere gange lært at det var en dårlig ide at undervurdere andre personer, så hun holdt sig alligevel på lidt afstand. Ikke mere end et par skridt dog.

Da fyren gengælde hendes smil, lod hun kort hånden glide gennem sit hår, inden hun skubbede det om på ryggen. De grønne øjne fulgte hans blik ned til den knækkede gren, som forventede hun at se et eller andet spændende. Kort efter præsenterede han sig, og navnet gjorde hende tavs. Måske var det derfor han virkede så velkendt. "Chris?" spurgte hun let. Et svagt drillende glimt placerede sig i de grønne øjne. "Åh du ved... Der var ikk så meget at tage sig til i byen idag, så jeg plejer at sidde herude når jeg keder mig" svarede hun smilende, og satte sig langsomt ned på en sten bag hende. Han virkede som den Chris hun havde kendt.. Men hun havde ikke snakket med ham længe.. "Jeg er dæmon.. Og mit navn er Aubreiane" svarede hun legende. Søgte hans øjne for at se om han genkendte hende, det ville ikke være videre fedt at sige en hel masse, hvis det ikke var ham. Måske han havde glemt hende alligevel, det ville hun ikke kunne bebrejde ham.

Hendes blik gled op imod himlen da Chris snakkede om vejret. Hun nikkede tænkende for sig selv, og smilte lidt. "Ja.. det er ganske dejligt vejr faktisk" svarede hun smilende og så hen på ham igen. Det var også en god grund til at være ude, det var jo med at udnytte vejret når det endelig var godt. Om natten i hvert fald. Let strøg hun en tot hår om bag sit ene øre.

Det virkede som om at han rystede på hovedet efter at have kigget lidt på hende. Undrende lod hun hovedet glide på skrå. "Hvorfor ryster du på hovedet?" spurgte hun let. Det kunne da godt være hun havde sagt et eller andet der fik ham til det. Men når hun nu tænkte efter, kunne hun ikke helt finde ud af hvad det var hun skulle have sagt. Hendes ene fod skrabede let hen over den mudrede jord, og efterlod sig et hul der hvor hun havde skubbet mudderet væk. "Så.. har du været her længe?" spurgte hun blidt og så på ham.

Chris var ikke som sådan på vagt længere, men han kiggede alligevel lidt skeptisk på hende. Hun så ikke ud til at gøre så megen skade. Desuden var han i det mindste også selv overnaturlig. Det vidste han. Det var så også det eneste, han kunne vide sig sikker på - det var at kunne forsvare sig i givne situationer, hvor instinkter og raseri virkelig havde en betydning.
Han kiggede kort op i himlen, sparkede lidt til jorden og nogle sten, han stod under. Han sparkede faktisk så hårdt at han mistede balancen lige kort, og stod og tippede lidt frem og tilbage. "Hovsa," sagde han, og genvandt balancen igen.

Hun svingede let med sit hår, som han betragtede godt og grundigt. Man kunne vel aldrig vide, om det var et trick for at få ham til at fokusere på håret, eller om det var en evne der kunne slå ham ihjel. Han havde før mødt folk, der kunne dræbe bare ved at blinke med det ene øje, se dét syntes han var uhyggeligt!
Han smilede svagt til hende, og betragtede hendes skønhed, oplyst af månen. Han havde altid haft en form for svaghed for kønne piger, men så igen: Hvad ville en definition af en køn pige være. Jo, hende der var en af hans svagheder, en køn pige for ham. Han kiggede kort op i himlen, tog sig selv i sine egne tanker, og rystede let på hovedet igen. Han lyttede til, hvad hun havde at sige. Da hun sagde hans navn, nikkede han svagt. Hendes stemme lød bekendt? Han rystede tanken af sig, og kiggede hende ind i øjnene igen. Han blinkede kort, og faklede efter at finde hendes øjne igen. Efter et blink var alt blevet kort mørkt, og han havde flyttet sine øjne, så nu søgte han igen. De grønne øjne var også ret genkendelige! Kunne det være...? Nej, hende havde han ikke set i flere måneder, faktisk i år, mente han selv. Men da hun sagde hendes navn, havde han nær tabt kæben. Selvfølgelig var det hende. Som han også havde haft i tankerne. Hvordan kunne det have strejfet hans næse?

Han nikkede kort i stilhed. Han ville ikke sige noget lige nu. Han ville lige overveje noget; om hun ville blive glad ved at han kunne genkende hende, eller havde hun bevidst forsøgt at undgå ham? Han ville egentlig gerne spørge, men kunne ikke få sig selv til det. Han kiggede op i himlen igen. Han betragtede himmellegemet, som det skinnede der i mørket. So shiny!
Han kiggede kort på hende, og så væk igen. Hvorfor havde hun ikke skrevet til ham? Hvorfor havde han ikke skrevet til hende? Var den sidste gang et akavet øjeblik. Ja, han virkede ret flirtende den dag, men det lød da til hun ikke havde noget imod det - i hvert fald ikke dengang. Han overvejede endnu en gang, om han skulle spørge om hun var dén Aubreiane?

Han smilede kort over sine tidligere tanker, der rev ham ud fra sine overvejelser, og andre tanker. "Jeg skulle bare til at fortælle dig, hvor smuk du var. Men det ved du vidst godt selv, så det behøver jeg ikke beskrive for dig," sagde han og rakte tungen ud fra mundvigen.
Han rystede lidt på hovedet, tvivlende over hendes spørgsmål. Han kiggede ned på den nu siddende Aubrei, og sagde: "Jeg har været her okay længe. Alt er jo regelmæssigt, er det ikke sådan man siger?," sagde han med et skævt smil. Han kiggede kort ned på sine sko, Converse, sorte, og kiggede op igen.

Han åbnede kort munden, men lukkede den igen. Det var stadig ikke tidspunktet at spørge, om det var dén Aubreiane. Måske han kunne få mere ud af hende, personlighedsmæssigt, så han kunne få støtte i sin mistanke.

Aubreiane slappede lidt mere af omkring ham. Han virkede da ikke som sådan farlig, men man kunne jo aldrig rigtigt vide det. Han kunne jo sagtens vende rundt lige pludselig og finde på at ville dræbe hende. Langsomt så hun mod himlen. Det var nu en utroligt smuk himmel der var i nat, det kunne hun kun give ham ret i. Stille bed hun sig i læben.
Som han stod der og sparkede i jorden og pludselig var ved at miste balancen, gik det op for hende at det kun kunne være Chris. Chris som hun kendte. Mon han genkendte hende? Det ville gøre hende en smule glad hvis han gjorde.

Han så en smule skeptisk på hendes hår da hun smed det om på ryggen, og det fik hende til at tænke om han forventede hun kunne slå ham ihjel med sit hår. Det var lige før hun grinte lidt, men han havde vel et eller andet sted ret i det. Der fandtes mange forskellige evner, og det ville ikke undre hende hvis nogen rent faktisk kunne slå ihjel med deres hår.
Da han søgte hendes øjne mødte hun hans blik ganske blidt. Tøvende smilte hun lidt forsigtigt. Han havde nu ikke ændret sig så meget.. så stadig ret godt ud. Efter hendes mening i hvert fald. Efter at han havde virket til at genkende hende, smilte hun for sig selv igen. Grinte lidt. Han ville nok ikke gøre det nemt for hende at finde ud af om han havde genkendt hende. Gad vide hvorfor de ikke havde holdt kontakten? det var ikke fordi hun ikke ville, men der havde bare.. Været så meget som hun ikke ville genere ham med, og så var tiden bare gået. Det var ellers dejligt at se ham.
Langsomt rejste hun sig og lod hænderne hvile i sine lommer for en stund. Virkede lidt tænkende. Mon hun kunne vise ham det på en anden måde. Så han var helt sikker. Kort så hun sig omkring inden hun nikkede for sig selv. Nu havde hun en ide. Spørgsmålet var om han ville opfange den.

"Jeg er smigret over du ikke prøver at slå mig ihjel denne gang.. Eller kommer det senere?" smilte hun legende til ham og så ham intenst i øjnene. Hans blik glimtede ganske let pågrund af den flotte måne. Det var mærkeligt.. mærkeligt at møde ham igen, men også virkelig rart. Det var jo ikke fordi hun ikke kunne li ham. Faktisk var han nok en af dem der fastholdt hendes interesse.
Mon han havde fortrudt den gang? Mon han ikke var glad for at han havde virket så flirtende ved hende. Han havde nu ikke virket som om at han havde noget imod det, når alt kom til alt.. Havde han lidt selv startet det. Måske havde han også bare haft en masse at se til. Han virkede meget tænkende. Han var nok endnu ikke helt sikker på at det var hende, men måske hendes spørgsmål ville hjælpe lidt.

Hans kommentar fik hende til at grine lidt. "Smuk?.. Tja.. men bare fordi jeg ved det, betyder det ikke at jeg ikke vil høre det fra dig?" drillede hun let og så smilende på ham. Han var nu rar at snakke med. Rar at være omkring faktisk, selvom hun aldrig rigtigt vidste hvor hun havde ham henne. Hun havde endnu aldrig gjort ham vred, heldigvis da.
"Her er oz så fredfyldt" svarede hun stille og så sig omkring. Dejligt stille.. Det var nemt at tænke her. Langsomt skubbede hun lidt til hans sko, med sin egen, inden hun så op mod ham.

Chris kiggede kort hen mod gravstenene. Han tøvede stadig med alting. Hans bevægelser var motoriske, som lignede han lidt en robot. Som havde han taget medicin, der fik hans sind til at blive sløvt, og hans bevægelser langsomme og robot-agtige. Han trak vejret dybt, inden han sagde noget. Pustede lidt af luften ud. "Jeg har ikke glemt dig," sagde han roligt. Han følte en masse lettelse, og en tung hånd blev løftet. Han havde sgu savnet den tøs!
Han kiggede kort op på hende. "Jeg har slet ikke glemt dig," sagde han med et smil, og gik endnu et par skridt tættere på, så de nu stod næse mod næse. Han skulle lige drille hende, som sædvanligt. Han tog fat om livet på hende, trak sig helt tæt ind til sig, og nussede hende i håret, mens han lukkede øjnene og spidsede mund, parat til at give hende et kys.
Bedst som alt dette var sket, og han nærmede sig, kunne han ikke lade være med at smile, og kigge på hendes reaktion. Efter at være så tæt på, han kunne mærke hendes åndedræt, fjernede han hånden der nussede hendes hår, og flyttede den ned til hendes hofter igen, hvorefter han løftede hende op og drejede rundt et par gange med et stort smil på læberne. Næsten et tandsmil.

Chris satte hende ned på jorden igen, og kiggede hende intenst i øjnene, mens han betragtede hendes øjne. Det var en lettere ond seance han havde lavet - i hvert fald hvis hun havde troet på ham, og fået lysten til at kysse ham. Ellers, så var alt ved det gamle igen. Følte han i hvert fald. Han lavede en lille bevægelse mod stien, og begyndte at gå. En gestus til at fortælle hende, de skulle gå en tur. Der var sikkert en del at samle op på. Han ville ønske han havde skrevet til hende. Hun var sgu et dejligt menneske!

"Nå, men så skal du høre. Jeg har aldrig set så smukt et menneske, jeg ikke engang kan beskrive det. Jeg har aldrig set en smukkere person. Du er udover det fantastisk, og en dejlig pige. Kvinde. Hvad du nu foretrækker. Men stadig, du er smukkere end en aspara, uden overdrivelse." Han smilede kort til hende. Kiggede efter hvor han gik, mens han kiggede bagud for at se om hun var med. Efter et kort stykke tid, rakte han hånden frem til hende, med spredte fingre, for at vise hun bare kunne holde ham i hånden, så hun ikke sakkede bagud. Eller var det mon derfor?

Aubreiane betragtede ham med et tænkende blik. Hans bevægelser var en smule stive i det, og et kort øjeblik forventede hun næsten en form for robot dans komme frem, men da det ikke skete og han kort efter virkede en smule mere afslappet ud fra hans ansigtsudtryk, smilte hun ganske svagt. Hans sætning kom dog en smule bag på hende. Ikke på en dårlig måde, for hun havde jo håbet på han ikke havde glemt hende. Faktisk havde hun savnet ham.
Hans øjne der mødte hendes fik hende til at smile drilsk mod ham. Han gentog sin sætning fra før, og hun begyndte at få en svag mistanke om at han legede med hende. Så intet nyt der heldigvis. Blidt lod hun sig trække ind mod ham, og lod armene hvile om hans nakke. Hans spidsede læber tog hun som værende dril, og måske af samme grund, undgik hun dem og nappede ham ganske svagt i øret. Hvis han måtte, måtte hun oz.
Hånden der nu gled blidt gennem hendes hår, var egentlig ganske rar. Kort efter hvilede han dog hænderne mod hendes hofter, og hun lod sit blik falde på hans øjne igen. Et svagt grin slap fra hende, da han løftede hende op og snurrede rundt et par gange med hende i sine arme.

Da hun mærkede jorden under sine fødder igen, og bemærkede hans intense blik, gengælde hun det ligeså intenst. Måske havde han kort haft lyst til at kysse hende, og måske havde hun kort haft lyst til at kysse ham. Men det var ikke tiden.. de havde jo deres hyggelige leg. Og selvom flirten gjorde luften varm om dem, havde der aldrig været mere end det. Jovist var flirteriet nok taget til, fordi de var ældre. Men stadig. Hans gestus mod stien fik hende til at nikke kort, inden hun fulgte med ham. Hun ville nu også gerne høre hvad han havde lavet, han betød faktisk en del for hende.

Blidt bed hun sig i læben og smilte lidt ved hans ord. Han var nu charmerende.. det havde han altid været. Egentlig vidste hun ikke om det var overfor alle, men i hvert fald overfor hende. "Hm.. Det vil jeg vælge at tro på så, når nu det kommer fra dig" smilte hun let. Hans udstrakte hånd mod hende, fik hende til blidt at tage om hans hånd. "Hvad har du lavet i al den tid?" spurgte hun nysgerrigt og gik nu på siden af ham. Det var rart at holde ham i hånden.. Også selvom hun ikke helt kunne gennemskue hvorfor han ville det. Uanset hvad, nød hun det bare.

Chris kiggede kort på hende, da hun bed ham i øret. Han kiggede så ned, og gav sig til at vræle falskt. "Hvorfor-hvorfor skulle du gø-gø-gøre det?," spurgte han fortvivlet. Han kiggede op på hende med opgivende øjne. Dog var alt dette kun dårligt skuespil. Han gjorde sig heller ikke god, da han ikke ville have hende til at mistolke ham. Han smilte kort, og tørrede kort en tåre væk, som rent faktisk kom frem, fordi han syntes det var så morsomt. Det var hyggeligt. Endelig at se hende igen. Han smilede varmt til hende. Et kærligt smil. Jovist, han havde haft lyst til at kysse hende. Havde han faktisk haft længe, men han syntes at deres bånd var så specielt, han ikke ville bryde det; ikke uden at være sikker på, hun også havde det på samme måde. Han sukkede kort opgivende over tanken. Piger. De kom aldrig med tilståelser først. Hvordan kunne han vise hende, han godt ville hende på dén måde? Hvordan kunne han sende hentydninger uden at afsløre sig selv for meget? Det vidste han ikke endnu, men han skulle nok vise hende det en gang! På et eller andet tidspunkt ville han gå til bekendelse. Men det skulle være på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt, og dertil var han/de ikke nået til endnu - mente han i hvert fald ikke selv. Men hvad aftenen bragte på, vidste ingen af dem endnu. Det var han sikker på.

Han kiggede på hende. "Og så ser du sød ud, når du bider din læbe. Tempting," sagde han. Første indskydelse til at afsløre sig selv. Yes, way to go! Eller var det nu også klogt at sige?
Han rystede kort tanken af sig, og holdt hende i hånden, mens de gik ned gennem kirkegården på stien. Hun var sgu sød. Et fantastisk væsen, som man nu måtte kalde hende. Et besynderligt, mystisk væsen; men på den anden side. Var alle piger ikke det? Det havde han i hvert fald erfaret, at det var de. Det eneste exceptionelle var at hun var et væsen, af anden slags end et menneske. Men på den måde, ville Chris ikke have noget at skjule. Overhovedet.
Han lyttede til hendes stemme, der begyndte at snakke igen. "Ja," sagde han med et svagt grin. "Ja, hvornår ville jeg lyve over for dig? Det er jo ikke fordi jeg har et formål med det," sagde han. Faktisk løj han lidt. Han mente det skam. Men der var jo et skjult formål med det. Han kunne mærke de underlige følelser i maven, da han havde hende i hånden. De var så uvidste, så uigenkendelige, så underlige, at han næsten ikke kunne håndtere dem. Det var længe siden han havde haft denne følelse. Rigtig længe siden.
Han lyttede endnu engang, hvad hun havde at sige, og til det svarede han: "Årh, du ved. Alt muligt. Jeg har lavet en del ubetydelige ting. Fuldstændig ubetydelige. Jeg har været i Terre, jeg har været lidt rundt omkring. Udenbys, andre lande, set mig lidt omkring." Han stoppede kort op. Kiggede hende intenst i øjnene, men skjulte det blik, der ville hentyde til at han muligvis var forelsket. Han var ikke helt sikker. Om hun var tryllebindende, eller om det var forelskelse. "Jeg er ked af, jeg ikke har fået skrevet til dig. Det er jeg ked af. Har ikke engang haft travlt. Har skam heller ikke glemt dig, jeg tænkte bare, at jeg var gået i glemmebogen ved dig, så ville ikke genere dig med at vi skulle mødes, eller genere dig med at vi skulle skrive sammen. Men jeg fortryder, for jeg kan godt mærke jeg har savnet din tilstedeværelse. Din interesse i, hvad jeg går og laver." Han gik videre, og stak sin frie hånd i jakkelommen. "Men hvad med dig? Hvad har du foretaget dig?," spurgte han med et smil, mens han kiggede ned mod stien; kiggede hvor han gik.

Aubreiane smilte ved hans falske tåre, og grinte opgivende for sig selv. "Fordi jeg er mega ond, derfor" svarede hun drillende og lod hovedet glide en smule på skrå. Det var nu dejligt at se ham igen, og hun nød virkelig at gå her og snakke med ham. Det havde de altid kunnet.. snakke om alt og ingenting. Det kunne faktisk også være super rart en gang imellem. Hun vidste godt at han ikke mente det, det kendte hun ham godt nok til at vide, det havde nu været meget rart at han lige viste han ikke mente det, bare for at være sikker på at, hun ikke misforstod det. Forsigtigt trak hun på skuldrene mens hun gik sammen med ham. Et eller andet sted havde hun haft følelser for ham længe, men at tage det første skridt var bare svært. Hvad nu hvis han ikke mente det samme om hende? så ville hun ødelægge det hele på den måde, og det ville hun virkelig ikke. Måske han også ville syntes det var mærkeligt hvis hun tog det første skridt. Nogle mænd havde jo en ide om at det altid var manden der skulle den del. Nu havde hun jo bare aldrig rigtigt gjort som andre ville have. Der kunne vel ikke ske noget ved at sige det. Han kunne jo altid sige neij, hvis han ikke ville det samme, det var der jo ikke nogen der forbød ham. For lige nu, ville hun dog lade det ligge. Lige i dette øjeblik ville hun hellere nyde gåturen med ham, også se hvad aftenen ville bringe.

Hans ord fik hende til at se på ham. Det lød næsten som at han også prøvede at sige, at han kunne li hende.. "Tempting? Really.. That could be fun?" smilte hun drillende og grinte lidt for sig selv.
Aubreiane fulgte smilende med ham, og holdt stadig let om hans hånd. Han var noget for sig, og der var sikkert mange der ikke kunne holde ham ud i længden. Men for hende havde han altid givet hende en ro. En afslappet følelse som hun prøvede at holde fast i. Han var nu dejlig. Aldrig før havde han haft noget imod hendes væremåde, eller at hun sagde tingene nøjagtigt som hun ville, så måske skulle hun bare håbe på det bedste og sige hvad hun følte?
"Årh hold da op.. du har altid et formål med at lyve for mig, spørgsmålet er bare hvad det er denne gang? Jeg har ikk nogen pung på mig i aften?" hun smilte legende til ham og grinte lidt. Aubreiane smilte kærligt til ham og lod hovedet glide en anelse på skrå. Mon han virkelig mente det? normalt sagde han ikke noget til hende, uden at mene det. Så et eller andet sted regnede hun lidt med det. Af en eller anden grund virkede han meget stille denne nat. Som om der var noget der gik ham på, noget han ikke rigtigt ville fortælle hende.
Blikket hvilede frem i mørket mens han fortalte hvad han havde lavet. Hun nikkede ganske langsomt for sig selv. Det lød til at alt var som det plejede at være, det gjorde hende faktisk lidt glad, at han ikke havde fået en kæreste, men det ville virke mærkelig at sige. Undskyldningen kom bag på hende, men fik hende til at stoppe op, og se på ham. "Det skal du ikke undskylde.. jeg ville også have skrevet men.. af en eller anden grund havde jeg fået den samme tanke som dig.. Så jeg er glad for at se dig igen" sagde hun smilende og bed sig lidt i læben. Efter at have været tavs i en stund, så hun lidt på ham. "Jeg ved ikk hvordan jeg skal sige det, så nu gør jeg det bare, også skal jeg nok gå okay" sukkede hun opgivende, hun lænede sig hen og kyssede ham flygtigt men blidt på munden, inden hun smilte lidt undskyldende, og strøg en tot hår væk fra øjnene. Hun begyndte at gå videre, så ville hun slippe for at høre ham grine hånligt.

Chris smilte bare til hendes ord. "Bare fordi du generelt er ond, betyder det ikke, du behøver at være ond ved mig." Han smilte varmt til hende. En smule flirtende, endnu et tegn, som han ville sende til hende. Han kiggede intenst på hende, hendes hår der flagrede, hendes smil der sad som limet på hendes ansigt. Hun var virkelig smuk. I hvert fald i følge ham selv. Han kiggede op mod himlen, og rystede let på hovedet. Han var ret sikker i sin sag nu. Hun havde været smuk meget længe, men det har været ved sidste møde han virkelig havde fået øjnene op for, hvordan hendes væremåde påvirkede ham. Hvordan hendes måde at kigge på ham, fik hver eneste partikel i kroppen til at sitre. Han sukkede kort. Gid hun ville få øjnene op for, hvad der skete med ham. Han led under en klam kold hånd, der hed; ulykkelig kærlighed. Den var ulykkelig, fordi han ikke vidste, og heller ikke regnede med at hun ville forelske sig i en som ham. En blødsøden en, der kun ville kæmpe, når det blev nødvendigt? En der ikke var kold og brutal, som hun selv kunne være. Han kendte hende godt, havde set hendes væremåde over for andre, og dog, aldrig helt set hende kæmpe. Men han kendte til alle hendes sider, og han elskede hver og en; hverken mere eller mindre, alle sammen lige meget: Uendeligt højt.
Han sukkede kort over tanken, rystede let på hovedet, og fortsatte med at gå i den retning han nu havde sat. Det var ikke fordi Aubrei var særlig dominerende, hun fulgte bare efter. Dog havde hun truffet beslutninger selv, det skulle Chris nok skrive under på. Så hvis denne aften blev til noget, ville hun stadig være et fuldstændig individuelt menneske som før. Det var han ikke et split sekund i tvivl om, nej! Han var rimelig sikker.
Dog havde han ikke håbet til at hun kunne lide ham, være forelsket i ham, elske ham på den måde. Det så han som umuligt. Han havde kun haft én kæreste før, en flirt før. Og det var det. Det var også derfor han ikke var bekendt med denne følelse. Den var ikke velkendt, eller en vane at føle. Han havde opgivet kærligheden for evigt sidste gang, han havde siddet i saksen. Nu vidste han ikke, hvad han skulle gøre...

"What could be fun, you say?," spurgte han lige så drilsk tilbage, eftersom han kunne se hendes drillende smil.
Da han stadig holdt hende i hånden, fik han lidt håb. Alle andre ville føle det akavet, at gå med sin ven i hånden i så lang tid. Han vidste selvfølgelig ikke, om hun følte det akavet, men hun havde i hvert fald ikke sluppet endnu? Det var da fremskridt, mente han selv. Han gik med små skridt. Ikke musesmå, men heller ikke for store. Det skulle være tilpas. Der var intet ved at gå med hestegalop-tempo, hvis det skulle være romantisk. Hvis det skulle være romantisk, skulle kvinden også kunne følge med i et roligt tempo. Det var i hvert fald hans overbevisning.
Han kiggede mistroisk på hende. "Hvad snakker du om? Jeg har da altid betalt! Desuden er der ikke noget, der skal betales. Medmindre du tror, jeg er en gigolo," sagde han med et smil. Han mente intet af det.
Han betragtede hende mens de gik. Han kunne næsten ikke lade være med at smile af hendes skønhed. Han sukkede kort, og rystede sine tanker af sig. Det var sikkert ikke hans dag, hans uge eller hans år, med den her pige. Han havde igen overbevist sig selv om, at hun ikke ville have ham, at han ikke var god nok, så hans smil forsvandt for en stund. Mens de bare gik, lyttede han til hvad hun havde at sige. Og han svarede bare: "Jeg vil bare ikke have dig til at tro, jeg ikke gider dig. Jeg har bare... Ja, troet at jeg var gået i glemmebogen hos dig, som jeg sagde før," forklarede han stille. Han bed sig selv i læben, tvivlede lidt, da hun kom tæt på. Men han lukkede bare øjnene, kunne mærke hendes læber strejfe hans. Det kom så pludseligt, han ikke kunne nå at kysse tilbage. Men da han kunne mære, hun begyndte at trække sig væk, greb han fat i hendes hofter, trak hende tilbage, og kyssede hende halvt hårdt, og dominerende tilbage. Da han var færdig, lagde han sin næse mod hendes, og sine øjne betragtede hendes. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," sagde han målløst. Han bed sig i læben, og kyssede lige så stille hendes næsetip. Blidt og roligt.

Aubreiane bed sig blidt i læben. At gå sammen med ham, uden at vide hvordan hun skulle fortælle ham det, var ren tortur. Ikke at vide hvordan han havde det med hende, var lige ved at få hende til at gå væk. Det gjorde nærmest ondt, at gå med alle de følelser, uden at kunne fortælle ham det. "Åh men jeg kan ikke gøre for det skat, det så fristende" smilte hun drillende og så ham legende i øjnene. Hun kunne li det forhold de havde til hinanden. De drillede.. Flirtede, og alligevel kunne de snakke om alt og ingenting. Hun var ikke i tvivl om at han ville hjælpe hende med alt, hvis hun bad ham om det. Og hun ville uden tvivl gøre det sammen, for han betød bare meget for hende, uden hun rigtigt havde fundet ud af hvordan de følelser pludselig var kommet frem.
De grønne øjne hvilede kort på ham, da hun opdagede at han kiggede på hende. Hun smilte lidt for sig selv, og så så frem for sig igen. Egentlig var det en mærkelig ting at gå og holde i hånden, hvis man kun var venner. Men han ville selv havde det, og hun nød det, så det var fint for hende.
Aubrei havde egentlig aldrig troet at han ville kunne falde for en som hende, og netop derfor havde hun ikke gjort så meget ud af det. Han var så stille.. nød tingene som de kom, og hun var mere.. Vild. Hvis tingene ikke gik som hun ville, sørgede hun bare for det. Hun havde ingen problemer med at narre folk, og sørge for de fik en dårlig dag. Men det var som om at han var ligeglad med den del, han kendte hende jo. Han vidste at uanset hvor mange hun flirtede med, var der næsten aldrig andet i det, end der var med ham. Okay lige den sidste del med ham, anede han ikke.. Men det ville han opdage.
Det hele var meget mere rart når han var der. Han prøvede ikke på at lokke hende med i seng, og selvom det så skete, vidste hun at han ikke ville forlade hende bagefter. En fyr kunne vel ikke hænge så meget og så længe ved, bare for det?
Hun havde prøvet så hårdt på bare at ignorere det. Ignorere følelsen af at ville gemme sig ind mod ham, at hun hadede hver gang han gik. Men det kunne hun ikke mere.

Aubrei grinte smilende og så ham intenst i øjnene. "That I tempt you" hviskede hun drillende og lod hovedet glide på skrå.
Som de gik sammen, var det egentlig meget rart at han ikke gik vildt stærkt. De skulle vel heller ikke nå noget, lige nu nød de nok bare hinandens selskab. Tænkende hvilede hun hovedet mod hans skulder for en stund. Lyden af deres skridt mod jorden, brød den stilhed der lige nu lå om dem. Ikke en dårlig stilhed, ganske behagelig faktisk. Det var rart at der ikke var en af dem der behøvede sige noget hele tiden, for at det ikke blev en akavet stemning. Måske var det fordi de havde kendt hinanden så længe, at de efterhånden vidste hvordan den anden havde det.
Hans sætning fik hende til at grine. Hun så smilende på ham og trak på skuldrene. "Hvis du vil betales for det, kan vi da godt finde ud af det" svarede hun smilende og lod hovedet glide på skrå.
De fortsatte med at gå et stykke mere, indtil de nu var stoppet op. Hun rystede svagt på hovedet og strøg kort hans arm. "Neij neij... det tror jeg virkelig heller ikk, vi har bare begge ladet tankerne løbe afsted med oz, det helt okay.. jeg er bare glad for at vi løb ind i hinanden nu" sagde hun mildt og smilte lidt.
Efter at have kysset hans læber flygtigt og vendt sig væk for at gå, mærkede hun hans hænder mod sine hofter og så kort uforstående om på ham. Hvorfor grinte han ikke? Hun lod sig trække tæt ind mod ham, og mærkede kort efter hans læber mod sine igen, hvilket fik hende til at gengælde det kys han nu havde startet, mindst ligeså intenst som han.
Hendes arme gled langsomt op og hvilede om hans nakke, og da han slap hendes læber mødte hun hans blik og bed sig svagt i læben. "Jeg ved det godt.. Undskyld.. Det var ikke min mening du skulle vide det nogensinde.." mumlede hun forsigtigt. For første gang i flere år, var hun usikker.

Chris gik roligt, med Aubrei i hans hånd. Intet kunne stoppe ham nu. Sådan følte han det virkelig. Han havde virkelig ingen følelse af, at noget kunne stoppe ham. Han var ustoppelig. Det var i hvert fald sådan han følte sig. Han gik stadig langsomt, roligt. Han ville ikke tvinge hende til at følge med i et hurtigt tempo. Desuden var det også godt vejr til at gå ude og nyde. Han smilte kort til hende, da hun sagde skat til ham. Han rystede let på hovedet, mens han smilte. Han havde egentlig håbet på, hun mente. Han fik det helt underligt, da han hørte ordet 'skat'. Han følte sig glad. For en stund, men da hun grinte lidt af det, var han pludselig i tvivl om hun mente det?
Han smilte kort til hende, og betragtede hendes skønhed, og al den glade energi, den karma hun udsendte, den var fantastisk at samle ind. Hendes duft, hendes skønhed, alt ved hende var lige til at indtage, og aldrig give slip på igen. Minderne kom tilbage til ham. De minder han havde forelsket sig i, de minder han havde tilknyttet til Aubrei, hende han havde forelsket sig i. Han sukkede kort vemodigt ved sig selv. Dog så lavt hun nok ikke ville høre det.

"you tempt me," gentog han med et nik, ligesom for at undrestrege at hun havde fat i noget. Han gik stadig i normalt tempo, uden at vide, hvilken drejning dette ville tage. Han sukkede kort, og kiggede op med stjernerne. De lyste specielt denne aften, som om de prøvede at skinne direkte i øjnene på folk. Som om der var håb i atmosfæren. Han rystede dog tanken af sig igen; der var intet håb forude. Det vidste han også godt selv. Han rystede på hovedet, og sukkede. Han blev helt vemodig over tanken. At skulle være alene, med en forelskelse der sagde spar to. Han ville dog ikke fortælle hende, hvordan han havde det. Ikke at hun behøvede at tage det første skridt, men han ville heller ikke have at han gjorde det, og så blev afvist. I hans optik var det faktisk okay, at kvinden gjorde det først. For de var ligesom bedre til at sno sig om tingene. Mænd, de sagde det bare lige ud, hvis de kyssede en, eller gik til tilståelse.
Han lyttede til det med gigoloen, og smilede kort ved sig selv. "Ej, behold du dine penge, jeg er ikke til salg," sagde han med et smil. "Jeg er til låns," sagde han i sjov. Hun måtte låne ham til hver en tid, men andre; niks, glem det. Han var hendes. Måske ikke officielt eller på papir, men når han havde sat sig for en forelskelse, så ville han blive der længe. Det var også derfor han gik og frygtede sådan, håbede sådan, men lod håbet gå i glemmebogen.
Chris sukkede lettet op, da hun kyssede igen. Det var ikke bare en test for at se om hun kunne lide ham. Det var gengældte følelser. Sådan føltes kysset i hvert fald. Han kiggede hende i øjnene, mens han knugede hende ind til sig. Det var længe siden han havde haft en pige i favnen, så måske hans greb var lidt for fast. Måske også for at beskytte hende? Ja, han vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde han altså.
Han lyttede til, hvad hun havde at sige, og han kiggede uforstående på hende. "Hvorfor?," spurgte han undrende. Hun skulle da heller ikke vide, han var vild med hende, men jovist, når nu sandheden var kommet ud, hvorfor så ikke stå ved den? Han sukkede lettere bekymret, og kiggede hende i øjnene. "Jeg ønskede heller ikke du skulle vide det, men nu ved du det. Og jeg står ved min beslutning. Jeg kan godt lide dig. Rigtig meget," sagde han selvsikkert. Han troede virkelig på det. Han vidste det var sandt.
Han lukkede øjnene, satte næsen ned til hendes hår, og tog en indsnusning. Skulle lige huske hende. "Du skal aldeles ikke sige undskyld," sagde han med et smil, mens han langsomt åbnede øjnene igen. "Du skal slet ikke undskylde. Sket er sket, og det er jeg faktisk glad for. Tak for det." Han smilte varmt til hende, og kyssede hende blidt på panden. Måske han var for sukkersød, og hun ville fortryde?

Aubreiane smilte ganske stille for sig selv, hun kunne egentlig meget godt li at gå sådan sammen med ham, der var bare noget andet ved det. Der var heller ingen grund til at de altid drillede hinanden, da slet ikke hvis de begge havde en form for følelser for den anden. Det var underligt stadig.. hun havde altid forestillet sig at han aldrig ville have noget med hende at gøre på den måde, fordi at.. Ja det havde hun egentlig bare,.
Det lå egentlig godt i hendes mund at kalde ham skat. Selvom hun var i tvivl om, om han egentlig troede hun mente det. Sammen med ham følte hun sig så afslappet, hun kunne være helt sig selv uden at frygte han ville gøre nar af hende. Faktisk havde hun altid haft det godt i hans selskab. Det var bare så nemt at snakke med ham, og de behøvede ikke en gang snakke. Stilheden generede ikke nogen af dem.
De havde også kendt hinanden længe, måske var det derfor hun var så aflsappet i hans selskab. Han vidste det meste om hendes fortid, også at hun havde været vampyr, og at hun havde hadet det. Og nu var hun så dæmon, det samme som han var, og det gjorde det hele lidt nemmere for hende.

Et svagt grin slap fra hendes læber, da han gentog hendes sætning. Hun så smilende på ham. "Oh really?" svarede hun med et blidt smil, og lod hovedet glide en anelse på skrå.
Hans blik der hvilede mod himlen, hvilket gjorde at hun fulgte det. Stjernerne blinkede blidt ned mod hende, og fik et svagt smil frem på hendes læber. Det var en smuk aften, og når man tænkte over det, en helt perfekt aften at støde på ham. I starten havde hun troet han havde glemt hende, men det betød meget at hun havde taget fejl.
Normalt ville hun nok ikke have taget det første skridt når hun var så meget i tvivl om hvor vidt han havde det på samme måde. Men hun havde heller aldrig været bange for det, og nu havde hun bare valgt at det skulle ske, også måtte hun se hvad han sagde til det. Han havde heller aldrig virket som om at det gjorde ham noget, når hun gjorde som det passede hende, faktisk havde han altid rost hende for at være så ligeud.
"Åååh.. så jeg må alsa gerne låne dig? helt uden at betale? det lyder.. meget fristende må jeg indrømme" hviskede hun smilende og så ham blidt i øjnene. Hun vidste godt han lavede sjov, men hun havde ikke noget imod det. Det var dejligt han ville drille hende lidt.
Som deres læber hvilede intenst mod hinanden, mærkede hun hans arme lægge sig fast om hende. Det gjorde hende ikke noget, det var faktisk ganske rart. Og meget rart at han ikke havde lavet sjov med hende. Han virkede da som om at han kunne li hende også.
Tøvende lod hun hænderne nusse hans nakke ganske let. Hun trak svagt på skuldrene og smilte lidt. "Jeg har altid troet du mente jeg var for vild.. for dominerende.. Det var svært for mig at vide hvor meget jeg turde vise" sagde hun langsomt og smilte lidt. Der havde altid været en smule følelser, men hun havde bare prøvet at ignorere dem så længe som det var hende muligt, for ikke at begå en stor fejl. Hans ord fik hende til at smile en smule lettet.
"Jeg er glad for du kan li mig.. Jeg kan også li dig.. ret meget endda" sagde hun mildt og så smilende ind i hans øjne. Hun trak ganske svagt på skuldrene.
Hans ansigt der hvilede mod hendes hår føltes rar. Det var dejligt at stå så tæt på ham. Da hans øjne søgte hendes kort efter, mødte hun blidt hans blik og nikkede for sig selv. "Godt du er glad for det.. Selv tark" svarede hun blidt og sukkede glad for sig selv. Lod ham kysse sig på panden. Hun kunne mærke sine kinder blive en smule varme, og var glad for det var mørkt så han ikke kunne se hende rødme.

"You do, indeed, tempt me!" sagde han med et smil. Hvor han dog elskede det søde grin. Som musik i hans ører, og det var selvfølgelig en god ting, da han elskede musik, som det næsthøjeste. Det der kom før musik var nok Aubreiane. Han smilte ved tanken, og rystede let på hovedet. For satan han elskede den tøs! Det var faktisk helt vildt. Hendes personlighed var tryllebindende, ikke mindst. Og så hendes forførende væremåde samt hendes skønne udseende, ja, hun var ubeskrivelig. Følelsen af glæde han ikke havde haft længe, var også utrolig. Ubeskrivelig.
Han sukkede kort over sine tanker og følelser, der galoperede af sted med flere hundrede kilometer i timen, eftersom hun var nær ham. Og endnu nærmere end han lige troede. Følelserne for hinanden lå så tæt på ad hinanden, som de kunne. Ja, de var gengældt. Sådan udstrålede hun i hvert fald. Sådan føltes det, med det kys.
Han kiggede op på himlen igen, og derefter over på Aubre, hvor han endnu en gang hvilede på hende. Men denne gang forsøgte han at skabe øjenkontakt. Søgte efter hendes øjne. De strålede i natten. Hvor var hun smuk! Han følte sig heldig. At hun var lige her, så nær, og til stede. At hun var lige hvor han ville have hende. Ved siden af sig.
Han trak hende ind til sig, havde hende i sine arme. Følelsen, wauw. Han var overhovedet ikke i tvivl længere. Hun måtte blive hans! Ikke som slave, ikke som ejendele, men mere personligt: At hun kunne holde sig kun til ham, ville være en drøm. At hun ville være hans, vidste han dog ikke. Han ville heller ikke vide det lige nu. Nu ville han bare nyde hun var i hans arme. Han holdt godt fast om hende, viste hende at han ikke ville give slip på hende. Ikke foreløbig. Han lagde armene om ørerne på hende, trak hendes hoved ind til hans bryst. Han lod hende skjule sig ved hans arme. Hans arme, der sikkert ville virke betryggende på hende, og dog alligevel. Hvordan ville hun reagerer. Var han for nærgående, for sukkersød for hende? Det måtte tiden vise.
”Ja, selvfølgelig må du låne mig,” sagde han med et smil. ”Jeg er forbeholdt dig, hvis du vil have det,” sagde han med et smil. Havde han lige spurgt indirekte om hun ville være hans. Om han måtte være hendes? Var det det, han lige sagde. Hvis hun forstod det sådan, ville han absolut ikke have noget imod et ja!
Han smilte varmt til hende. ”Du er hverken for vild eller dominerende. Jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil have det med dig! Eller det gør jeg faktisk ikke. Forelskelse er ubeskriveligt, utilregnelig og ikke til at kontrollere.. Men jeg tror sgu den er kommet til mig,” sagde han. Han kiggede ned på hende, eftersom han var lidt højere. Vidste ikke, om det var højdeforskel i jorden, eller om han af natur var højere end hende, men det var også lige meget. ”Du skal vide, at jeg ikke er den vilde type, men dominerende, kan jeg sagtens være. Jeg er selv herre over mine handlinger. Det tror jeg også godt du ved,” sagde han med et smil. Han kiggede op i himlen, mens han stadig stod med armene om hende. ”Det er en flot nattehimmel, vi har fået i nat. Tilfælde, måske?,” spurgte han, og kiggede ned på hende igen. Nussede hende i håret, og kyssede hende i hovedbunden, mens han tog et lille snus af hendes essens.
”Det har jeg faktisk kunnet i et stykke tid nu. Jeg var bare bange for, at jeg var for nærgående eller træls, eftersom du ikke skrev til mig. Så jeg ville ikke være mere nærgående, ved at skrive til dig konstant. Men nu hvor et helt nyt perspektiv har åbnet sig, har jeg noget helt andet i tankerne. Og det er ikke at ignorere dig. For sådan en person synes jeg ikke selv, jeg er. Jeg har på fornemmelsen, det her nok skal blive godt,” sagde han med et varmt smil.
Det var begyndt at blive ret mørkt, så han tændte en lille ildkugle i hånden, og betragtede som Aubrei stod der, og rødmede. Blev forlegen og genert. Han rystede blidt på hovedet. ”Du rødmer, søde,” sagde han med et varmt smil. Han betragtede hende roligt, mens han stod med ildkuglen i hånden. Han bevægede sig tættere på, måtte mærke de søde læber mod sine en gang til. Og han håbede på, det absolut ikke blev sidste gang, han gjorde det mod hende. Han var helt hende ved hendes læber nu. Kunne mærke hun åndede på hans læber. Han knyttede hånden, så ildkuglen forsvandt, og kyssede hende lettere hårdt, dominerende tilbage. Han ville vise, han også var af støbning der kunne være dominerende. Han hev hende helt ind til sig, og fortsatte stadig det kys han havde startet.

"I'm glad I do.." hviskede hun blidt og så ham i øjnene. Hans stemme virkede så beroligende på hende, og når han smilte kunne hun mærke et sus i maven. Ikke et af de falske smil han sendte de fleste andre.. Neij.. Når han smilte til hende, var det ægte. Det kendte hun ham godt nok til at vide. Nu hvor deres følelser var kommet frem for hinanden, var det som om en kæmpe mursten blev fjernet fra hendes sind og hendes hjerte. Det havde været så svært at holde skjult for ham, og hun havde hadet sig selv når de var gået hver til sit, for ikke at have fortalt ham det. Fortalt ham hvordan hun havde det.
Han virkede glad.. præcis som hende, over at tingene nu endelig var sagt. Så var spørgsmålet bare hvor deres ord ville bringe dem hen, men uanset hvad ville hun bare følge med. Det virkede næsten for godt til at være sandt, og kort havde hun da også mistænkt ham for at drille hende. Men hans blik fortalte hende at det han sagde, var sandheden. Hans blik der søgte efter hendes, blev mødt. Hun smilte ganske langsomt og grinte lidt for sig selv. Hans øjne glimtede helt i skæret fra månen, det så faktisk ret flot ud. Det hele virkede bedre nu når han var der, og hun var sikker på at de begge ville nyde denne aften, uden at tænke på hvad morgendagen ville bringe.
Kort efter trak han hende tættere ind mod hende, og hun lod sig gemme mod ham. Hvilede hovedet mod hans brystkasse og smilte lidt for sig selv. Han var højere end hende, ikke vildt meget men alligevel højere. Hun ville hellere end gerne være hans så længe han ville have hende, var bare bange for at han ville finde en anden fordi hun begyndte at kede ham. Fordi at han holdt så tæt om hende, kunne hun ikke lade være med at tænke at han ikke ville give slip. Det virkede det ikke som om, og de havde vel heller ikke travlt. Hun havde i hvert fald ikke noget hun skulle nå, andet end at være sammen med ham. Tænkende lod hun fingrene pille lidt ved hans nakkehår, nussede ham ganske stille i nakken og smilte lidt for sig selv, som hun stirrede ud på den oplyste kirkegård.
Ordene der nu forlod hans mund gjorde hende en kende varmere. Havde han lige indirekte spurgt om hun ville være hans? sådan tog hun det faktisk lidt.. "Så er jeg også forbeholdt dig, hvis du vil have det" smilte hun blidt og så langsomt op imod ham. Hun lod hovedet glide en anelse på skrå.
Tænkende bed hun sig i læben, og nikkede for sig selv. "Jeg ved hvad du mener.. Jeg er virkelig glad for du ikke sys jeg er for meget, det var faktisk derfor jeg har tøvet så længe fordi.. ja man er vel altid bange for at få et neij tror jeg" svarede hun mildt og lod kort sine læber hvile en enkelt gang mod hans hals. De havde jo kendt hinanden længe, men det var ikke rigtigt blevet til andet end en masser flirten. "Jeg kan godt li du er herre over dine egne handlinger, jeg vil ikke have en hundehvalp, jeg vil have en der kan tænke selv. Snakke for sin sag. " sagde hun mildt og nikkede til ham. Fingrene strøg ham over nakken og skulderen. Det var nu rart at stå her sammen med ham, bare nyde hans selskab. Hans arme der lå om hende som et betryggende skjold. "Eller skæbnen.." svarede hun ham blidt og så drillende op på ham. Ja okay.. dårlig kliche. men det var for fristende.
Da han begyndte at fortælle hende hvorfor han ikke havde skrevet til hende eller gjort noget andet, smilte hun for sig selv. "Du ikk for nærgående.. Jeg er vild med den måde du behandler mig på.. du viser du kan li mig.. driller mig.. passer på mig.. men du lader mig også være mig.. Du ændre ikke på mig." sagde hun og så på ham. Det var sandt.. han havde altid respekteret hende og hendes væremåde aldrig havde han sagde noget ondt om hende.
Mørket blev tættere om dem, som de stod og snakkede. Det generede hende ikke rigtigt, men hun smilte dog alligevel da han tændte ildkuglen i sin hånd. Også selvom det betød han så hende rødme, han var nok en af de få der gerne måtte se det. "Undskyld.." mumlede hun let og så kort på kuglen i hans hånd. Hun tog den langsomt hen i sin egen hånd og så legende på ham. Sjovt de begge var ilddæmoner. Han bevægede sit hoved hen imod hendes og det fik hende til at gøre det samme, mærkede hans ånde mod sine læber inden han kyssede hende. Mere dominerende end han plejede og egentlig vidste hun godt at han ville vise hende at han også kunne være dominerende.
Længe gengælde hun kysset ligeså dominerende som han, og lod den ene hånd hvile mod hans brystkasse. Da hun omsider slap hans læber smilte hun og så kort rundt. "Vil du med hjem til mig?" spurgte hun tænkende og lod kort de grønne øjne hvile på flammekuglen hun stadig stod med i den anden hånd.

”So am I,” sagde han med et varmt og kærligt smil, og et blev der viste lykke. Han kiggede stadig på hende, og kørte en hånd i gennem hans halvlange hår, så hele hans ansigt kom til syne. Derefter rystede han på hovedet, så hans hår sad nede omkring hans øjne igen. Han smilte, og kiggede på hende gennem sit hår. Han grinte kort. Hun var nu stadig smuk, selvom han kun kunne se dele af hende gennem hans halvlange sorte hår. Han rystede på hovedet en gang til, så det røg til den ene side. Han kiggede på hende. Hendes hår, hendes ansigt, hendes krop. Ja, det hele var så fristende, han var lige ved at springe på hende. Men han fortalte sine nerver ikke at gøre det. Nerverbanerne sitrede i kroppen på ham.
Nu hvor alt var på plads, så var det i orden. Han nikkede kort til sin tanke, og kiggede op i himlen. Nu var han lettere forlegen. Over hans reaktion på hende. Den måde hun tiltrak ham på, den måde hun fristede ham på. Det var der kun én før der havde gjort, og det var en engel, hvilket faktisk ikke gik specielt godt. De gik fra hinanden, og nu var han klar til at elske en anden. Det troede han faktisk ikke var muligt, men det var det åbenbart. Skæbnen, som Aubrei sagde, havde ramt ham med kærlighed. Det var uden tvivl!
Han havde stadig armene om hende, mens følelser og tanker strømmede igennem ham. Han kiggede ned på hende, og kyssede hende på panden. Han følte ubeskrivelige følelser for hende, måske han ville gå så langt som at sige, han elskede hende? Men var det på tide at sige. Det var jo ikke løgn, det havde stået på sådan længe, men ligefrem at sige det. Ville det ikke skræmme hende væk? What the heck, nu prøvede han. ”Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, jeg har elsket dig. I al hemmelighed, i lang tid,” sagde han, og bed sig svagt i læben af nervøsitet for hendes respons på det.
Han kiggede ned på hende, og nussede hende blidt i håret. Kørte hans hånd ind og ud af hendes hårspidser, samtidig med at en anden fjernede hans pandehår fra hendes pande, og plantede et kys på panden, og slap så pandehåret igen.
Aubrei var fantastisk, mere end han først lige havde forventet. Nu havde han fået en smagsprøve på, hvordan hun var, når hun var forelsket, og det var gengældt. Og det var slet ikke så tosset endda. Slet ikke dårligt. Han nød det faktisk rigtig meget. At stå så tæt op ad hende, stå med hende i sine arme. Stå og nyde hendes nærvær, i stedet for at pines med at han kunne lide hende, uden at vide om hun kunne lide ham.
”Jeg prøver lige lidt anderledes. Jeg vil ikke være forbeholdt dig, jeg vil kun være sammen med dig,” sagde han med et smil. ”Vil du det samme?,” spurgte han lettere nervøst. Han sukkede kort. Han fik sikkert et nej nu. Hvis hun var for vild, ville hun sikkert ikke kunne holde sig til én person. Eller ét væsen. Men det måtte tiden vise. Han var i hvert fald villig til at prøve? Prøve og se om det ville fungere, prøve og se om hun ikke ville glemme ham efter en vild bytur.
Han smilte til hende. ”Som sagt er jeg herre over mig selv, og kunne sagtens sige nej til dig, hvis jeg ville. Men det har jeg ikke lyst til, mest af alt fordi jeg rent faktisk elsker mig, og du også godt kan lide mig,” sagde han med et lille grin, der undslap hans læber. Han syntes det var helt fantastisk den situation hun havde sat ham i, den situation han havde sat sig selv i. ”Men jeg er stadig herre over mine egne handlinger og replikker, selvom jeg gerne vil være sammen med dig,” sagde han med et smil.
Han grinte kort. ”Har du været ude for en krydsning mellem en kujon og hundehvalp? Stakkels dig!,” sagde han med et lille smil. ”Tro mig, jeg underkaster mig ingen. Jeg spørger ingen, medmindre det er en fælles beslutning. Jeg tager hvad jeg vil have, og gør hvad jeg vil. Og lige nu, vil jeg have dig. Men det er en fælles beslutning, eftersom jeg respekterer dig.” Han smilte. ”Og dog,” sagde han med et drilsk smil, og knælede foran hende, løftede hende op på sine skuldre, drejede en par gange rundt, mens han sagde: ”Se, nu har jeg dig,” sagde han med et svagt grin, og satte hende så ned igen. ”Nej, du skal selv bestemme om du vil tilbringe en del tid med mig fremover,” sagde han med et smil, og tog hende ind til sig igen.
”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde han med et varmt smil. ”Jeg kan rigtig godt lide dig. Det er det ingen der kan ændre på, bortset fra tiden. Men vi har tiden med og skæbnen med os, ser det ud til,” sagde han med et smil.
”Nej nej, endelig ike undskylde. Du ser sød ud,” sagde han med et kærligt smil, og varme i stemmen. Han lyttede til, hvad hun spurgte om, og kiggede hende i øjnene. ”Jeg har ikke andet at lave, alligevel. Hvorfor tror du jeg er på kirkegården så sent?,” sagde han med et drillende smil. ”Kom, så går vi,” sagde han med et smil. Han stillede sig op på siden af hende, og tog hende i hånden. Han kiggede hen på hende. ”Med nærmere eftertanke, mon ikke du så skal vise vej. Så vil jeg huske den fremover!” Han grinte kort, og betragtede hende som hun stod der.

Aubreiane smilte blidt for sig selv og tyggede sig kort i læben. At se og mærke ham på den her måde, var en helt fantastisk oplevelse. Hun var ikke helt sikker på hvor meget hun turde fortælle ham om sine følelser, hun ville jo helst heller ikke skræmme ham væk allerede. Som han stod der så tæt på hende, og strøg ham stille gennem håret da han rystede det foran sine øjne. Han var virkelig flot, ret lækker egentlig.. og hans personlighed havde altid tiltalt hende utroligt meget. Men det havde altid været meget svært at afsløre hvad hun følte. Hun ville heller ikke lyve, hun havde da mere end en gang virkelig haft lyst til ham. Mere end bare det de plejede at lave, for hun fandt ham jo tiltrækkende.
Det var længe siden hun havde fundet en som hun virkelig havde den slags følelser for. Det var dejligt.. intet mindre end dejligt at føle sådan for en person. Og når nu han også gengælde det, var det jo helt fint. Egentlig vidste hun også godt at hun tiltrak ham, og det gjorde hende virkelig ikke noget, tværtimod var det ret fedt at vide, at selvom han ikke ligefrem havde set hende uden tøj på, fandt han hende stadig tiltrækkende. Det havde han faktisk aldrig prøvet på, uanset hvor meget de så havde flirtet. Ikke en gang havde han prøvet at få sex med hende.
Hans arme der igen fandt vej om hende var så behageligt. Hun ville virkelig ikke undvære det her for noget andet. Det blide kys der ramte hendes pande, fik hende til at se ham kærligt i øjnene. Han virkede så tænkende. som om noget gik ham på. Kort var hun ved at spørge hvad det var, der bekymrede hans sind, siden han så sådan på hende, men inden hun fik spurgt, sagde han hvad han tænkte. Det var nu sødt når han bed sig i læben. Hans ord fik hende til at se genert væk. "Jeg er glad for du har det på den måde.. For jeg har vidst også elsket dig.. eller.. jeg gør det jo stadig" hviskede hun smilende. Langsomt lænede hun sig op imod ham og kyssede ham blidt på kinden. Det kunne ikke blive meget mere perfekt lige nu, vejret var skønt, hun stod sammen med ham. Han holdt om hende. Simpelthen perfekt.
Det virkede ikke som om de havde travlt, mere som om tiden stod stille om dem og det var en skøn fornemmelse. Ingen grund til at haste videre og skilles, neij. De nød hinandens selskab og nærvær, uden at gøre meget andet. Det var nemmere det hele, nu hvor han vidste hvad hun følte. Og endnu nemmere fordi han følte det samme, det her skulle nok blive fantastisk.
Et svagt grin slap fra hendes læber da han omformulerede sit spørgsmål. Langsomt lænede hun sig hen og kyssede ham længe og ømt, inden hun så ham i øjnene med et kærligt blik. "Hvis du spørger om jeg vil være din kæreste er svaret ja" hviskede hun smilende og strøg ham blidt over armen. Hun ville ikke være ham utro, selvom det var sket med andre kærester. Det virkede bare som noget andet sammen med ham, og hun var sikker på hun sagtens kunne holde sig til ham.
Det var rart at han var så selvstændig, hun vidste at selvom de så tilbragte uger sammen, ville han ikke bare sidde og forvente at hun fandt på noget de kunne lave, og han ville sikkert heller ikke bare sidde derhjemme hvis hun ikke var hjemme. Det var rart med en der kunne tænke lidt selv, og som ikke behøvede at skulle hjælpes til alt. "Jeg ved du kan tænke for dig selv, og det er rart" svarede hun drillende og strøg hånden gennem sit hår.
Et let hvin slap fra hende da han tog hende op på skuldrene. Hun grinte glad og rystede opgivende på hovedet, det var så længe siden hun havde været så glad, og det var kun ham der fik det frem i hende lige nu. "Du har haft mig længe min skat, og du kan være ganske rolig, jeg håber lidt på du vil være sammen med mig, ligeså længe som jeg vil med dig" smilte hun legende da han satte hende ned på jorden igen. Blidt hvilede hun hovedet mod hans skulder og nikkede tænkende for sig selv Han havde ret, de havde tiden med sig. Ingen af dem ville dø lige forløbeligt, så forhåbentlig ville det her holde længe.
"Jeg ser ikke sød ud.. det ser dumt ud" mumlede hun flovt, og strøg hånden gennem sit sorte hår. Hun smilte lidt og lod blikket hvile på ham. Svagt nikkede hun da han svarede på hendes spørgsmål og grinte lidt da han bad hende om at vise vej. han havde faktisk aldrig været hjemme hos hende.
Kort efter begyndte hun at gå sammen med ham, hun glædede sig til at han skulle se hvor hun boede.
Ikke langt fra kirkegården, nær skoven lå hendes mørke villa. Hun lod ham komme ind efter at have låst døren op, og låste den bag ham. Tændte lyset. Huset var hyggeligt indrettet med mørke møbler og nogle enkelte mere moderne ting, men ellers virkede meget af det antikt. Hun havde nydt at indrette huset, og håbede virkelig at han syntes om det. Let viste hun ham ind i stuen og placerede ham på sofaen og satte sig ved ham.

Chris kiggede kort over på månen, som skinnede svagt nu. Ikke så meget, som den havde gjort, meget mindre faktisk. Så han tændte endnu en ildkugle. ”Den her gang, tager du den ikke fra mig. Det er min,” sagde han bestemt, men kærligt. Han grinte dog lidt over sig selv. ”My precious,” sagde han for sjov. ”My precious, you are, Aubreiane,” sagde han, For at være lidt kærlig. Han slukkede den dog hurtigt igen, så de igen kun blev lyst op af månen og stjernerne, der stadig var på himmellegemet.
Hendes øjne lyste i stjernernes skær. Han løftede en hånd op til hendes kind, og nussede den. Det var nu rart endelig at have sagt, hvad der skulle siges. Så hun kunne tage stilling til, om hun havde det på samme måde. Og heldigvis havde hun det. Han smilte let ved tanken, og nussede stadig hendes kind. Han betragtede hende: Hun var virkelig smuk. Attraktiv. Tiltrukket af hendes personlighed og udseende, kunne Chris ikke komme uden om; det var han.
Han kiggede kort op på himlen, og så ned på hende. Der var et eller andet over denne aften, denne himmel, dette vejr. Det var perfekt timet, ville han sige. Intet kunne ødelægge den her aften. End ikke død. De stod jo på en kirkegård. Og hvis der kom et væsen, der havde onde hensigter ville Chris være den første, der røg i kødet på dette væsen. Men der var heldigvis ikke kommet noget. Ikke endnu i hvert fald. Og det håbede han heller ikke på. Ikke fordi han ikke ville beskytte Aubreiane, for det ville han til enhver tid, og det var uden tvivl! Han var helt sikker på, at hvis hun gav besked om problemer, stod han der meget kort tid efter.
Han havde egentlig aldrig prøvet at have sex med hende, havde aldrig haft hensigt om at gøre det – i hvert fald ikke uden hun selv var med på det. Han ville faktisk ikke have sex med folk, som han ikke var forelsket i. Jo, i hans unge dage, var det nok sket mange gange. Men sådan ville han ikke være længere. Tiderne skiftede, og det gjorde Chris også. Han underkastede sig tiden, men det var også det eneste han underkastede sig. Men selvfølgelig, hvis han gik rundt og sagde: 'De' eller 'Deres' frem for at være dus., så ville folk nok være meget mistænkelige over for ham. Hvilken tidsalder var det lige han var fra, ville de nok tænke. Det ville han ikke risikere.
Men Aubrei var noget helt for sig! Det var han ikke i tvivl om, det var hun. Helt noget for sig. Han smilte varmt til hende, over tanken med, hvilke muligheder der åbnede sig, nu hvor hun havde sagt ja, nu hvor de begge følte det samme. Han tænkte dog ikke kun på sex. Han var ikke specielt sexfikseret, af at tænke på han var en dreng. Men sådan var det nu engang. Han var ikke så meget til at tænke på det. Han kunne sagtens undvære det, men ville selvfølgelig helst ikke. Og hvis muligheden åbnede sig i aften, ville han med stor garanti ikke afvise.
Han havde jo aldrig set hende uden tøj på, så han vidste faktisk ikke, hvad han ville gå ind til, hvis de besluttede sig for at have sex i aften. Men han var sikker på, han ikke ville fortryde det, hvis det var! Men selvfølgelig havde Chris også mindreværdskomplekser, der kunne gøre ham til en kylling. Bl.a. størrelse på ham selv, om han ville gøre det godt nok. Men det ville han overlade til Aubrei, hvis chancen bød sig.
Han smilte varmt til hende. ”Det er jeg glad for at høre,” sagde han med et smil. Han var rigtig glad for at høre, hun også elskede ham. Og at hun ikke blev skræmt væk, selvfølgelig! Han grinte kort af lykke. Ikke at han ikke var lykkelig, når han ikke grinte. Men grinet var lykkeligt, lettende at få ud, hvad han havde overvejet at sige til hende i lang tid. Han pustede lettet ud. ”Det forsvandt lige en byrde fra mine skuldre,” sagde han med et smil.
Han smilte midt i kysset. Han kendte vidst godt svaret, når hun handlede sådan der. Selvom det aldrig var sket før, så kendte han hende godt nok til at vide svaret. Hun var ikke blot legende, hun var virkelig forelsket. Hun elskede. Det var en stor ting for Chris, for selvom han har haft skullet høre på mange af hendes kæresteproblemer, og misunde hendes kærester, var hun blevet svigtet så groft sidste gang, hun sagde hun var færdig med kærlighed. I hvert fald så vidt han huskede. Så at hun elskede ham, og at han elskede hende var et stort skridt for dem begge. Og at de skulle finde hinanden, hvem havde regnet den ud? Chris havde ikke andet end håbet, ikke troet. Aldrig troet på det. Fordi hun var så dominerende, vild. Han var bange for hun var for vild til at lægge mærke til Chris.
Chris kunne også sagtens være vild, når det var! Han havde faktisk op til flere gange været oppe i slåskamp, og sluppet ud af dem, uden de store skader. Ikke alt lå i munden på ham. Og det vidste han også godt selv. Men han ville ikke overvurdere sig selv, derfor var han ikke glad for slåskampe. Bl.a. også fordi, at man aldrig vidste hvad modstanderen var i stand til, hvem det var, hvilke kontakter de havde, eller for den sags skyld, hvilket væsen de var. Nogle væsener var jo meget godt udrustede med kræfter. Men en dæmon var heller ikke så tosset endda!
”Jeg er glad for De har valgt at blive min kæreste. Til højre ser De en uforglemmelig tid med undertegnede,” sagde han formelt, og lavede fagter mod højre. ”Og til venstre er nødslusen, De er velkommen til at bruge, hvis De ikke ønsker mere.” Han kiggede varmt på hende. ”Men den er vidst ude af drift,” sagde han med et smil, og kyssede hede hurtigt, men hårdt på munden. Han satte derefter sin pande mod hendes. ”Don't you dare ever leave me,” sagde han med et smil. Ikke at han mente hun ville gøre det. Han ville bare lige understrege det. ”Og hvis du gør, så ved jeg snart, hvor du bor,” sagde han med et smil. ”Ej. Hvis det går galt, håber jeg vi kunne skilles på venlige manerer. Men det tager vi, hvis den tid kommer,” sagde han med et smil. Et kys blev igen plantet på hendes mund. Hurtigt, men dominerende og hårdt.
”Selvfølgelig vil jeg være sammen med dig, så længe du kan holde mig ud, skat,” sagde han med et varmt smil. Hans øjne strålede af lykke. Ikke mindst lykke. Han var lykkelig. Han var glad. Han elskede den tøs. Intet mindre end Aubrei, og ikke mere end Aubrei. Han smilte varmt til hende, og kiggede op i himlen igen. Den var nu flot den himmel.
Han smilte varmt til hende. ”Gu' fanden ser du sød ud. Tag det som et kompliment, og smil. Det klæ'r dig,” sagde han, og nussede hendes kind igen. Han kunne nusse den kind for evigt. Han ville ligge i sengen og se film flere dage i træk. Behøvede ikke at komme ud, og slet ikke nu hvor han havde Aubrei. Han ville være den sødeste kæreste i verden, men kun over for hende. Det havde hun efterhånden fortjent. Fortjent efter hvad hun havde fortalt ham. Men mest af alt, fordi han elskede at se hendes smil, se hendes glæde, høre hendes stemme sige tak. Det var alt, der skulle til for at tilfredsstille Chris.
Han blev placeret på sofaen, mens han kiggede rundt. ”Man tør jo næsten ikke røre ved noget, så antikt, ser det ud,” sagde han med et smil. ”Du bor pænt,” sagde han efter hun havde sat sig ved siden af ham. Han lavede gabe-strækkefinten, hvor han gabte og strækte sig, hvorefter hans ene arm ved et 'tilfælde' var rundt om Aubrei. Faktisk gad han ikke sidde sådan. Han tog sine sko af, og svingede benene op på sofaen, og trak Aubrei op mellem hans ben, så hun kunne lægge hovedet på hans brystkasse. Han nussede hende i håret, mens de begge bare lå der.

Aubreiane så legende ind i hans øjne da han lavede endnu en ildkugle og sagde at hun ikke måtte tage det denne gang, han burde vide bedre. Nu var det jo bare ti gange sjovere at tage den fra ham. Det var egentlig morsomt at de begge var ilddæmoner, og også meget rart. Stille bed hun sig i læben og kyssede hans kind blidt. "Jeg skal nok lade dig og din ildkugle være alene" hviskede hun drillende og så ham intenst i øjnene da han så sagde det om hende. Hun rødmede ganske let og så ned i jorden. Det var så længe siden hun havde været genert på den måde overfor nogle, men han bragte det frem i hende, og hun nød det faktisk. "And you are mine" sagde hun smilende og lod ham nusse sig på kinden, det var virkelig en rar følelse. En rar følelse at have sagt det der skulle siges, at de nu kunne se hvad fremtiden ville bringe dem. Langsomt lænede hun sig hen og kyssede ham blidt i mundvigen. Jovist var hun drillende og hun nød at feste, men hun ville ikke glemme ham af den grund.
Hans kønne øjne gled op i himlen, og hendes fulgte med. Hun smilte en smule for sig selv, det var en fantastisk aften. Endnu mere fordi han var der. Hun vidste godt at der kunne ske så meget når de var derude, på kirkegården. Men det ville bare bringe problemer for vedkommende der blandede sig. Ikke mindst fordi at Chris ville passe på hende hvis der kom nogen og ville slås, men oz fordi at hun ikke stod af vejen for at blande sig. Hun ville hjælpe ham hvis han bad hende om det, hjælpe med hvad end hans tanker kunne være, det ville ikke genere hende. Ikke fordi hun opsøgte slåskampe, men hun ville heller ikk finde sig i hvad som helst.
Det generede hende faktisk ikke at han aldrig havde prøvet på at få hende med til at have sex, det virkede bare mere som om at han ikke var som alle andre mænd når han ikke prøvede på det. Som om hun faktisk kunne stole på ham, og det gjorde hun uden tvivl også. Hun ville lægge sit liv i hans hænder uden tøven. Men det vidste han nok allerede. Når alt kom til alt, havde hun faktisk aldrig rigtigt hørt at han havde haft sex med nogen. Det virkede mere som om at han kun ville have det, hvis han virkelig havde følelser for personen. Også igen, han havde jo sikkert været anderledes førhen, det havde de fleste men det generede hende ikke. Folk ændrede sig, det havde hun jo også selv gjort.
Hvad denne aften ville bringe dem, var ikke til at sige. Men uanset hvad ville hun bare følge med. Hun glædede sig super meget til at se mere til ham, faktisk ville hun ikke have noget imod at han var hos hende.. hele tiden. Egentlig ville hun bare være sammen med ham, nyde tiden med ham. Nyde deres fælles tid lige nu. Og hvis denne aften endte med sex, ville hun også bare følge med på det. Selvom hun nok ville være en smule nervøs.
Tænkende strøg hun hånden gennem hans hår og smilte stille for sig selv. Stilheden var rar. forsigtigt tyggede hun sig i læben. Det ville være rart at vide hvordan han så ud.. alsa helt uden tøj på, ikke fordi at det sagde hende alt at han skulle se vildt godt ud, uden tøj på også (Selvom hun stærkt regnede med det, når nu han var tiltrækkende nok med tøj på) Udseende havde aldrig betydet alt for hende, det betød self lidt, men ikke alt.
"Jeg er virkelig også glad for det.. det meget rart.. jeg har det på nøjagtigt samme måde, byrden er væk nu" hviskede hun smilende og kyssede ham ømt inden hun grinte lidt for sig selv. Det havde taget dem utroligt mange år at nå hertil, og nu skulle det bare.. blive så godt. De ville nyde hinandens selskab, nyde tiden der nu skulle følge og det var fantastisk. Han virkede også så lykkelig nu. Og at se ham på den måde, se ham så utroligt glad for hende, gjorde hende varm indeni.
Måske var det også godt at han kendte hende så godt som han gjorde, for på den måde behøvede hun ikke at forklare noget. Han vidste det meste om hende, vidste hvad hun ikke fandt sig i, vidste hvad hun kunne li. Og hun vidste nøjagtigt det samme om ham, det ville være nemmere på denne måde. Selvom hun var bange for at miste ham en dag. Miste ham til fordel for en anden kvinde som måske var bedre end hende. Det ville hun nok altid være. For han var tiltrækkende og hun var med garanti ikke den eneste der bemærkede det. Mange gange havde han måtte høre på hendes problemer i kærligheden og nu kunne hun pludselig forstå, hvorfor det irriterede ham at snakke om det. Det gjorde ham jaloux, og det var vel egentlig ikke så mærkeligt, hun havde det jo på samme måde overfor ham.
Chris kunne jo godt være vild, en enkelt gang havde hun set ham være oppe og slås, og havde det ikke været fordi han meget alvorligt havde bedt hende om at blande sig udenom, havde hun nok været med i det. Men hun havde stor respekt for ham, og vidste godt det var for at passe på hende. Normalt var han aldrig den der startede sådan noget, og det var ret dejligt. Hun havde været sammen med den slags fyre der ville slås hele tiden. Og de gik heller ikk af vejen for at stikke kæresten en flad i ny og næ.
"Uh.. jamen så det godt jeg ikke har nogle planer om at smutte fra dig. Så medmindre du virkelig dummer dig big time, så forvent ikk at du bliver af med mig så nemt" smilte hun legende og så ham intenst i øjnene. Hun grinte lidt, men hun mente det nu. Der skulle meget til før at hun valgte at forlade ham. Han var så morsom når han ville. Ømt gengælde hun hans kys og så ham derefter blidt i øjnene. Noget over hans blik fik hende til at føle sig en smule genert. Som om han kiggede på en eller anden overdådig skønhed. Hans næste sætning fik hende til at smile. Hun så ham i øjnene med et let skær at trodsighed over sig. "And if I do?" hviskede hun udfordrende. Hun legede med ham, ingen tvivl om det. "If you leave me, you won't see another day my love" hviskede hun i hans øre og nappede ham svagt i halsen.
"Jeg kan holde dig ud for altid skat, så det længe" smilte hun og lod armene hvile kærligt om hans nakke. Han havde valgt hende, af alle andre piger havde han valgt netop hende, og det gjorde hende lykkelig. I hendes hoved kunne han få nøjagtigt hvem han ville. Men måske han ikke selv så det på den måde, heldigvis da, ellers ville han vel ikke have hende.
Hun smilte kærligt til ham. "Så okay.. men også kun fordi det er dig der siger det, jeg stoler på dig" sagde hun blidt og strøg hans arm en smule. Hun var virkelig glad for at han var så sød overfor hende. Det betød meget for ham at hun havde det godt. Men det betød også meget for hende at han havde det godt. Nu hvor de var nået hjem til hende kunne hun slappe mere af. Her følte hun sig godt tilpas og især når han så på hende som han nu gjorde. Han havde sådan et fantastisk blik når han så på hende, mon han også følte sig hjemme her sammen med hende? det ville være virkelig dejligt hvis han også følte sig hjemme.
Hans kommentar om hendes møbler fik hende til at grine. Hun trak smilende på skuldrene. "Jeg har samlet dem igennem årene.. Men du rør bare alt det du vil" hun så legende på ham. Så kunne han tage det som han ville. Som hun sad ved ham og han lagde armen om hende, smilte hun. "Tark" svarede hun mildt. Lod sig trække op til ham da han lagde sig ned, og hvilede hovedet mod hans brystkasse. Hun sukkede glad for sig selv. Sikke en afslappende følelse at ligge her sammen med ham og slappe af, det var det virkelig.

Han smilte varmt, da hun kyssede ham på kinden. ”Ja tak! Det er min. Og vi vil godt være lidt alene,” sagde han i sjov, og vendte sig om, og pustede ildkuglen ud igen. Han vendte sig i retningen af Aubreiane igen, og smilte varmt til hende. ”Jo, det var nu rart at have lidt alene-tid med sin ildkugle,” sagde han for sjov. Han lavede lige elevatorblikket op og ned af Aubrei. Utroligt at hun stod der. Stadig. Ikke skræmt væk, nej. Hun var der, fuldt besluttet for at være hans. Han kunne næsten ikke fatte det. Han ville ikke tro det, for det var utroligt. Men alligevel, så var det lykkedes ham at 'score' den pige, han elskede. Den pige der betød mest for ham. Den pige, der i alle de år de havde kendt hinanden,  havde valgt ham frem for alle andre. Det var en dejlig tanke, men samtidig skræmmende. Hun kunne få hvem som helst. Sådan fik hun det i hvert fald til at lyde før i tiden, men nu havde han hende. Han, og hende. Alene. Tanken gjorde ham glad. Han smilte let for sig selv.
Han kiggede ned på hende, og lyttede til, hvad hun havde at sige. ”I know I am. And forever, I'll be,” sagde han med et smil. Et kærligt smil, der blev sendt med et hoved der var vendt lidt på skrå. Betragtende i blikket. Han kunne ikke lade være med at betragte hende, sådan som hun stod der. En overdådig skønhed, han kiggede på. Hun var ikke aspara, men smuk; det var hun! Uden tvivl. Det syntes han i hvert fald. Han sukkede kort, lykkeligt.
Nu var alt sagt, der skulle siges, og det lettede ham gevaldigt! Han smilte varmt, kærligt til hende, og kiggede på hende. Hun var fantastisk, ubeskrivelig. Wauw, hvor var hun bare flot. Smuk, endda. Han smilte over tanken. Hun kunne jo sno alle om sin lillefinger, bare ved et trut med munden. Sådan så han det i hvert fald, og han vidste så også godt, at hun ikke ville sno ham om hendes lillefinger. Mest fordi han vidste, at hun ikke ville tage udnyttelse af ham. Aldrig nogensinde. Ellers skulle han tage meget fejl af hende, hvis hun gjorde.
”Jeg vil passe på dig, vogte over dig, jeg er ikke længere væk, aldrig længere væk fra dig, end du kan give et kald. Jeg vil altid passe på dig,” sagde han med et smil. ”Du ved, kirkegårde er ikke de bedste at befinde sig på,” sagde han med tungen let ud af munden. Han nød at være sammen med hende. Mere end noget andet. Og det var ikke så lidt. Wauw, hvor var hun sød. Perfekt i hans øjne. Hun var en af de få piger, han lagde mærke til. Jovist kunne han få mange piger, hvis han ville. Men hende her, hende, hun var bare lige noget for ham. Det mente han i hvert fald, hvis han selv skulle sige det. Hun var en af de få piger, nu hvor han havde hende, at han ville gøre alt for at beholde hende. Alt. Om han så skulle tvinge sig selv i byen, med pres fra egen side af, så var det det han gjorde. Og han gik normalt ikke i byen, skulle lige siges!
Han smilte varmt til hende, vidste godt, hvor han havde hende. Hun var nok typen der rendte rundt og var fyre utro. Men hvis hun var det med ham, blev det værst for hende selv. Den største konsekvens for hende, ville nok være at have et skænderi med Chris. Med ham. Eller endnu værre, forlade hende. Men det havde han ikke i sinde. Ikke endnu, i hvert fald. Og han mente heller ikke, at hun ville være ham utro. Det var ikke det han regnede med af Aubreiane, og slet ikke, når han nu var så tæt på hende, som han altid havde været.
Han nød hendes hånd gennem hans hår. Han smilte varmt. ”Skal du røre ved mig,” sagde han for sjov. Han vidste godt, at hun ikke rørte ved ham på dén måde, men sådan fik han det til at lyde. Så overrasket som han spillede. Han grinte kort, og kiggede hende ind i øjnene, placerede et kys midt på hendes læber, nød det så længe det varede.
Han betragtede hendes krop, som hun stod der. Slim fit. Hvordan mon hun så ud, uden tøj på? Han kunne bedømme ud fra hendes former at, hvis han fik hende med i sengen i aften – eller omvendt – så ville han aldeles ikke blive skuffet! Han ville sikkert bliver overrasket – positivt, selvfølgelig. Han smilte ved sig selv, bare ved tanken. Han rystede den dog kort af sig. Han kunne aldrig vide, hvem der ville tage det første skridt – om der ville være en af dem, der tog det første skridt. Men anyway, så ville han ikke miste håbet, men heller ikke love sig selv noget. Han var en smule splittet, men fandt en midtvej. Ikke blive skuffet, hvis det ikke skete, men hvis det gjorde, bare være glad for det ville ske.
”Det skal jeg lige love for,” sagde han med et smil. ”En tung byrde, endda,” sagde han så. Han kiggede hende dybt i øjnene. Var fuldstændig seriøs i ansigtsudtrykket, og kiggede hende i øjnene. Intet smil, hans øjne lyste af alvor. ”Hvad vil du sige til....” sagde han, og holdt en kort pause. ”At jeg kyssede dig én gang til, lige nu?,” spurgte han, og smilte varmt, kærligt til hende. Inden hun nåede at svare, var han over hende som et rovdyr. Okay, måske ikke det bedste metafor, men han var hoppet på hende, og kyssede hende nu hårdt på læben. Han kunne dog ikke lade være med at smile, mens deres læber rørte hinanden. Det var en fantastisk følelse. Uden tvivl.
Hun var den smukkeste, han fattede ikke, hvordan hun ville have ham, og ikke en anden, eller tredje. Eller fire andre på en gang. Ikke fordi hun kunne tillade sig det, men mere fordi hun var så smuk at hun kunne. Hvordan kunne det være, hun havde udpeget Chris, og haft det sådan i en længere periode? Det var helt ufatteligt. Ikke at han brokkede sig, tværtimod. Han var bare uforstående. Han måtte spørge hende: ”Hvordan kan det være, du har valgt mig, i en længere periode, forsøgt at få mig, når du kunne have nærmest hvem som helst. Hvorfor lige mig?,” spurgte han med et varmt smil. Han smilte ret tit, når han var sammen med hende. Faktisk rigtig tit, hele tiden, for ikke at lyve. Han kiggede hende ind i øjnene. Kunne mærke hvordan han var nervøs for at få et svar, virkelig nervøs. Men han var ikke en kujon af natur, så han stod ved, hvad han havde spurgt om, og afventede nu svar. Han bed sig kort i læben. Gumlede nærmest på den, men det kunne man næsten ikke se for bare mørke.
”Jeg har tænkt mig at dumme mig rigtig mange gange. Men så er det fordi jeg kludrer i sproget, når jeg skal beskrive hvor smuk du er.” Han kyssede hendes pande, og kiggede hende derefter i øjnene. ”Jeg dummede mig, da jeg ikke kontaktede dig. Jeg dummede mig, da jeg ikke sagde, hvad jeg følte. Jeg har dummet mig mange gange, og alligevel er du her i dag,” sagde han med et smil. Han var rigtig glad for han var der i dag. Lige netop denne dag skulle vise sig at blive rigtig god. Det kunne han mærke inde i sig selv.
Han smilte. ”If you do, I don't know,” sagde han med et smil. Han var nok håbløst forelsket i hende. Hvis hun forlod ham, ville han nok prøve at vinde hende tilbage alligevel. Det var sådan han havde haft det med hende hele tiden. En hund der jagtede hende, billedligt talt. Han var lidt bange for, at det var sådan han ville blive. Hold da kæft, hvor var han forelsket. Ja, han elskede hende jo faktisk. Ville ikke give slip igen. Ville knuge sig til hendes ben, så snart hun vendte ryggen til ham. Om det var fordi hun skulle gå, eller om det var fordi hun ikke ville ham mere, så ville han sidde fast på hendes ben som en pestilens, der bare ikke vil give sig. Eller sådan noget. Nok nærmere noget. Han havde så stor respekt for Aubrei, at han ikke ville tvinge hende til at blive sammen med ham, hvis hun ikke havde lyst. Selvom det nok var det, han havde lyst til.
”I won't see another day?,” spurgte han med et lettere hånligt grin, sådan mest ment for sjov. ”I'd like to see you try,” sagde han med et drillende smil. ”Come on, vi er begge ilddæmoner. Dine kræfter har ingen effekt på mig,” sagde han. ”Og hvis du mener, jeg ikke vil se en til dag, må det være fordi du slår mig ned, binder mig fast i en hule, og kommer og voldtager mig hver anden dag, hvis ikke hver – og det tvivler jeg også på, du kunne gøre.” Han grinte let over sin egen kommentar. I princippet kunne hun jo godt, hvis hun bare slog hårdt nok. Men alligevel, det var nok ikke det hun havde i tankerne.
”Jamen i lige måde. Jeg holder dig ud længere tid, end du holder mig ud,” sagde han udfordrende. Som om det var en konkurrence om, hvem der kunne holde den anden ud længst tid. Det var det jo ikke. Han mente det ikke. For hvis man fandt en anden, eller bare ikke elskede personen mere, skulle man selvfølgelig ikke blive, og lade den anden part leve i troen om, at man elskede vedkommende. Det syntes Chris alligevel var lidt svinsk. Men lige nu havde han ingen planer om at forlade Aubrei for nogen anden, eller fordi han ikke elskede hende. For det gjorde han jo.
”Du burde også stole på mig,” sagde han med et varmt smil. ”Jeg mener det. Smil, det klæder dig så gevaldigt,” sagde han kærligt. Han løftede sin hånd, og nussede hendes kind igen. Han nussede den i lang tid. Så lang tid, at hvis ikke kun fik røde kinder, gav han hende det, fordi det var koldt, og Chris varmede hende.
De var endelig nået hjem til hende, og han kiggede lettere forvirret rundt. Hvor var alting henne? Mon man kunne få en rundvisning? Han kiggede dog bare på hende, med et fortvivlet blik. Han følte sig ikke rigtig hjemme, eftersom hans hjem så helt anderledes ud. Det var nyt. ”Det er ikke fordi, jeg ikke kan li' at være her. Jeg ved bare ikke, hvor tingene kommer fra, eller hvor rummene er,” sagde han med et skævt smil. ”Jeg er hjemme, når du føler dig hjemme. Om det så er her, jeg kommer til at bo fremover. Om vi flytter sammen, eller om jeg opholder mig her næsten hver eneste dag og nat. Så er jeg tilpas, når du er tilpas!,” sagde han bestemt. Han smilte varmt til hende.
Han kiggede på hende, da hun sagde, han måtte røre alt. Og per refleks af den replik, fik han klasket den ene hånd på hendes røv, og tog godt fat om den, mens han kyssede hende hårdt, en gang, og kiggede hende i øjnene. ”Okay, hvad skete der lige der?,” sagde han undrende. Han kunne godt styre sig, han ville bare ikke helt indrømme det. Han blev faktisk meget rød i hovedet af det.
Han kiggede på hende, da hun lå på hans brystkasse. Han nussede hende let i hovedbunden. Skiftedes lidt mellem at kysse hendes hovedbund, snuse til den, og nusse den. Men nussen tog mest tid.
Han kiggede kort rundt, ikke efter noget særligt, bare lige for at orientere sig, få et nærmere kig på, hvordan hun boede. Hans første indskydelse var antikt, men flot indrettet. Han smilte. ”Ja, jeg skal da lige love for at du samler. Og gennem årene, kan man godt se,” sagde han med et smil, og gav hende et kort kærligt klap bagi. Han kyssede hende blidt på læberne, og smilte varmt til hende. ”Jeg håber ikke, at jeg gør noget du føler upassende. For så må du endelig bare smide mig ud,” sagde han med et smil. Han mente det, og dog ikke. Han ville helst have at vide, det var forkert det han gjorde, frem for at blive smidt ud. Men hvis hun ikke ville have ham herinde, skulle hun bare sige til. For så ville han ikke være her, hvis han ikke var velkommen. Selvom han nu regnede med, at han var velkommen i hendes hjem når som helst.

Aubreiane smilte lidt for sig selv og grinte af ham da han vendte ryggen til hende for at se på sin ildkugle. "Åh jamen så vil jeg da lade jer være" Svarede hun drillende og bed sig blidt i læben. Han var nu noget for sig selv, men det var ikke nogen skidt ting, faktisk var det rart. At han ikke var som alle andre. Hvis han havde været det, havde hun nok aldrig valgt at blive hans. Eller se ham igen. Men et eller andet sted havde hun nok også gjort et godt indtryk på ham, siden han havde forelsket sig i hende. Hun vidste jo at han ikke bare faldt for hvem som helst. Førhen havde hun ikke tøvet med at finde sig en eller anden fyr og gøre ham forgabt i sig, men det var noget andet nu. Hun havde også ændret sig. Han havde jo også ændret sig til det bedre, de havde jo førhen kunne skændtes ligeså meget som de flirtede og det gjorde de ikke mere. De var ikke enige om alting, men det snakkede de bare ikke om, på den måde undgik de problemerne.

"That's good" hviskede hun smilende og kyssede ham længe og intenst. Hun lod hænderne glide over hans brystkasse, inden hun kiggede mod himlen et kort øjeblik. Månen gjorde hende så afslappet, det var rart at dens lys ramte ned på dem, og lyste vejen en smule op. Selvom mørke heller ikke gjorde hende noget. Han havde altid været sød overfor hende faktisk, hun havde været hos ham når hun ikk ville være hjemme. De havde altid været tætte, så det var underligt de først fandt sammen nu.

Han havde altid ment hun kunne sno alle om sin lillefinger, og indrømmet.. det kunne hun som oftest også, men hun ville ikke udnytte ham på nogen måde. Og havde hun virkelig villet det, havde hun nok allerede gjort det for længst. Men det kunne hun ikke finde på med ha, han betød for meget for hende. Stille smilte hun til ham da hun bemærkede at han kiggede på hende, det gjorde hende ikke noget at han kiggede, faktisk blev hun lidt smigret. For det måtte et eller andet sted betyde, at han fandt hende betagende.

Aubreiane smilte stille til ham og holdt let om hans arm. Han var virkelig dejlig at være sammen med. Hans erklæring til hende fik hende til at smile en smule, nussede hans arm lidt. "Det ved jeg du vil.. Jeg ved at jeg kan stole på dig hvis jeg en dag får brug for din hjælp" svarede hun blidt og smilte lidt for sig selv mens de gik. Hun havde aldrig været i tvivl.. Self ville han stå der hvis hun en dag sagde hun havde brug for ham. Det havde han altid gjort førhen, så hvorfor skulle han holde op med det nu. "Og du kan regne med at jeg også står der hvis du får brug for det en dag. Du kalder bare min skat" smilte hun og så ham i øjnene. Hun kunne ikke finde på at tvinge ham med i byen, det var ikke noget han rigtigt ville jo. Omend han sikkert ville gøre det hvis hun bad ham om det, så ville hun ikke bede ham om det. Han betød mere for hende end han nok selv vidste.

Et svagt grin kom fra hendes læber inden hun lod sig dreje om et træ. Vinden hev fat i hendes sorte hår så det fløj ganske blidt om hende, denne aften kunne ikke blive bedre nu. På nogen som helst måde. Måske havde hun været kærester utro før, men det havde hun ikke tænkt sig at være med ham. Det burde han også vide at hun ikke kunne finde på. Langsomt lænede hun sig hen til ham da hun var kommet hen ved hans side igen, og kyssede hans kind blidt. Det var en mærkelig følelse endelig at være sammen med ham, men en dejlig en af slagsen.

Da han spurgte om hun skulle røre ved ham, så hun udfordrende ind i hans øjne og smilte legende. Langsomt lod hun hånden tage bestemt, men blidt fat i hans skridt og smilte lidt. "Ja.. nu rør jeg ved dig" hviskede hun drillende og slap ham igen. Gengælde kysset blidt da han kyssede hende, det var ganske rart. Og hun håbede at han forstod hendes drilleri.

Fingrene gled blidt over hans kind inden hun sukkede glad. Det hele virkede som om intet kunne gå galt. Hun var ikke bange for noget lige nu, ikke for at der skulle ske ham eller hende selv noget. Hvem kunne vide hvad der ville ske om natten.. Om de skulle ende med at have sex for første gang, eller om de bare ville sove sammen. Det var ikke til at sige det. Hun ville ikke have noget imod at det skete, men hun ville heller ikke sætte for meget på det. Det var jo ikke sikkert at han havde det på samme måde. Forhåbentlig forventede han det ikke.. men det ville også ligne ham meget dårligt hvis han gjorde det. Hun elskede ham, ingen tvivl om det. Og hvis det skete, så skete det, ellers gik det jo nok også hvis ikke det skete.

Langsomt nikkede hun ved hans ord, han havde ret. En meget tung byrde uden tvivl. Så det var rart at han havde det på samme måde med hensyn til hende. "Det kan vi kun blive enige om" hviskede hun smilende og nussede hans fingre ganske let. Det var sødt at han var så glad for hende. Hans spørgsmål fik hende til at virke en smule undrende til at starte med, indtil hun så skulle til at svare og han så kyssede hende rimlig heftigt. Hun gengælde det intenst, og lod blidt armene hvile om hans nakke. Det var svært ikke at nyde at han endelig var hendes. Hans smil mod hendes læber, fik hende til at smile ganske blidt.

Et svagt skuldertræk blev givet til hans efterfølgende spørgsmål. Hun så ham i øjnene og bed sig blidt i læben. Det var der vel flere grunde til, men han ville jo nok gerne vide dem allesammen. Det var helt forståeligt hvis han stadig mente hun kunne få hvem som helst, for det var jo ikke det hun ville. Hun ville ikke have enhver der gik forbi hende, men derimod en der var præcis ligesom ham. "Hvorfor jeg valgte dig? hm.. Jeg vil sige det er fordi du er som du er søde. Du er respektfuld overfor mig, du beskytter mig. Du har aldrig gjort mig noget.. din personlighed er fantastisk.. du ser ikke på mig som om jeg er et eller andet objekt.. du ser godt ud.. " sagde hun tænkende og så ham i øjnene. Selvom det var mørkt kunne hun godt se at han var nervøs. men han havde ingen grund til at være nervøs, hun havde jo valgt ham, og det stod hun ved. Han gumlede i sin læbe, men selvom det var mørkt var det tydeligt for hende.

Blidt grinte hun og himlede med øjnene. "Jeg har sagt at jeg ikke er smuk.. men det okay du kludre i dine ord" smilte hun drillende og kyssede ham blidt på kinden. Det var rart at han syntes hun var smuk. "Du er jo ikke den eneste der har dummet dig på det punkt skat.. jeg burde også have gjort mere for at hjælpe det hele lidt på vej, og skrive til dig" sagde hun stille. Hun nikkede ganske let for sig selv, og så ned i jorden. Hun burde have kontaktet ham.. det vidste hun godt, men det havde bare været svært at overtale sig selv til det.

Svagt nikkede hun med et tænkende blik, som om hun lige skulle overveje tingene lidt. "Naah du kan være ganske rolig, jeg tror jeg bliver sammen med dig lidt endnu" hviskede hun smilende og blinkede blidt til ham. Aubreiane havde ingen planer overhovedet om at skulle forlade ham igen, nu hvor de endelig var sammen. Hun ville være hans så længe han overhovedet ville have det. men okay.. hvis han gik fra hende, ville hun ikke tøve med at vise ham sin vrede. Jo man kunne jo altid forelske sig i en anden, det var der ikke nogen tvivl om at man kunne, men hun ville ikke bryde sig om at blive vraget til fordel for en anden kvinde. Stille så hun ham i øjnene og bed sig blidt i læben. Han troede forhåbentlig på hende når hun sagde det på den måde, han måtte endelig ikke tro hun ikke ville have ham. At hun bare legede med ham.. for det gjorde hun virkelig ikke.

Et svagt udfordrende glimt viste sig i hendes øjne igen, da han for sjov sagde at han gerne ville se hende prøve. "Vil du virkelig.. du glemmer jeg kan andet end at lege med lidt ild, så pas nu på ikk min skat" hviskede hun drilsk. Hans forslag til hvad hun kunne gøre fik hende til at grine. "Hvis det var det der var min plan, så ville det jo ikke være noget ondt overfor dig vel skat? og jeg har ingen planer om at du skal nyde en straf" Svarede hun smilende og blinkede til ham. Naah.. hvis han virkelig skulle straffes, ville han ikke være i tvivl den dag det skete, det var hun helt sikker på faktisk.

"Så det? det tvivler jeg stærkt på, jeg er ret stædig ved du jo, så vi kan hurtigt blive enige om at jeg nok skal vinde den lille konkurrence hvis det er det du vil lege" smilte hun roligt og kyssede ham længe og ømt. Self skulle man ikke blive sammen med en person hvis man ikke elskede vedkommende, det ville bare være direkte ondt overfor personen, så det ville hun aldrig kunne gøre og slet ikke ved ham. men det ville heller ikke være sjovt at blive droppet bare fordi vedkommende ikke gad en mere, så egentlig regnede hun ikke med at det ville ske.

Hans blide hånd der nussede hende på kinden føltes dejlig, og hun kunne mærke sin kind blive varmere af hans hånd. Blidt smilte hun til ham og trak opgivende på skuldrene. "Tja hvem ved.. måske gør jeg det noget mere så.." svarede hun smilende og nikkede lidt.

Det var rart endelig at være hjemme, selvom hun godt vidste at han sikkert ikke ville syntes om det lige med det samme. Det var nok lidt for pænt til hans smag, men hun elskede det. "Jamen så får du en rundvisning når du har lyst.. det skal jeg nok give dig i hvert fald" smilte hun let. Hans ord varmede hendes hjerte, det var virkelig rart at han ville føle sig hjemme, så længe de to var sammen. og også meget romantisk sagt. "Jeg vil også føle mig hjemme uanset hvor vi er, så længe vi to er sammen.. sådan har det nu været længe.." sagde hun blidt og så ham i øjnene. Hun ville gerne flytte sammen med ham en dag, det ville være skønt. Men det var svært at vælge hvor det skulle være lige nu.

Da han nærmest på refleks efter hendes sætning klaskede hånden mod hendes røv og lod den hvile der, efterfulgt af et hedt kys som hun gengælde, så hun forbavset på ham. Han virkede mindst ligeså undrende selv. "Du kunne vel ikke styre trangen til lige at røre lidt mere ved mig, når nu jeg sådan set gav dig lov?" smilte hun og bed ham svagt i øret.

Det var skønt bare at ligge med hovedet mod hans brystkasse, mens han nussede hende og kyssede hende. Faktisk kunne hun ikke forestille sig en bedre ting lige nu, end at ligge der sammen med ham.

Langsomt nikkede hun til ham og smilte lidt forsigtigt. "Jaa jeg ved det godt... det mærkeligt og meget specielt og det okay hvis du ikke kan li det, men jeg elsker det virkelig." sagde hun smilende og så op imod ham så deres øjne mødtes ganske blidt. Kort efter hvilede hans læber blidt mod hendes, hun gengælde kysset forsigtigt og strøg hånden over hans brystkasse. "Som om jeg ville smide dig ud.. jeg vil sige hvis du gør noget jeg ikke kan li, det kan du stole på, men jeg kunne ikke drømme om at smide dig ud." hviskede hun let og betragtede ham stadig. Self ville hun da ikke smide ham ud, det virkede som en meget underlig ting at gøre, og meget mærkelig når nu at han gjorde det efter den bedste mening.