Things that go bumb in the Night

Salles de banquet.
Hun havde efterhånden besøgt stedet et hav af gange.
Kun få gangen havde det ren faktisk været for at feste, nu hun tænkte nærmere over det. Et lille smil tonede frem på hendes læber.Hun kunne jo nok ikke lige klemmes ned i den skuffe , hvor alle fest originalerne lå på ræd og række.
Langt størstedelen af besøgende havde faktisk været med det formål, at snakke, se eller blot besøge hendes forlovet.
Meeen hun havde da været her på egen hånd - og også sammen med hendes kollegaer fra Desire Noir.Det havde været en sjov aften, løb det gennem hendes tanker som hun kom nærmere og nærmere klubben.

Den unge kvinde, Millient Walker, havde været på job til omkring midnat.
Hun havde sørget for at tøj og accessories nu hang klar , til de næste to fotoshoots, og havde så besluttet at tage et smut forbi Salles, efter fyraften.
Om Andrija var der denne aften, vidste hun ikke. Man kunne ikke beskylde dem for at hænge over hinanden da.
En trang efter alkohol havde ledt vampyren til denne beslutning.
Kunne man forklæde den al for store hang til promiller, få den til at se fin og harmløs ud -i form af sprudlende paraply drinks, var det helt klart at fortrække, i følge Millicent.

Hun... var i strålende humør, og tankerne sprang kåde rundt, som små lam af foråret, da den blonde nyskabte vampyr stillede sig op i den kedelige lange kø,der ledte ind til diskoteket.
Efter renoveringen af klubben, havde den fået et mere eksklusivt udtryk, og var betragteligt mere besøgt, hvilke kunne måles udfra køens vokseværk.
Det viste sig , at hun ubesværet kom ind .
Dørmanden havde vinket hende frem efter at have genkendt hende som Andrijas pige.
Millicent takkede høfligt den meget bredskuldret mand, som nok ikke var helt menneske...og på sin vej igennem klubben , med direkte kurs mod baren , rundede hun lige spørgsmålet om hvor mange af de ansatte der egenlig vidste hvem hun var? Det havde hun ingen rigtig fornemmelse af.
Hun regnede ikke med at Andrija tale om hende, overhovedet- så hvor mange der havde hold i hanke med tingenes tilstand, enten ved at have været opmærksom på ringene, set dem kysse eller havde snakket med Andrija selv- det anede hun simpelthen ikke noget om.
Desuden ville hun rigtig gerne bare være Millicent....og ikke stigmatiseres som chefens pige.
Hun kom op til baren .Begge de lyse hænder blev rasteløst placeret på den kølige overflade da hun så sig omkring....var det egenlig ikke i dag at Aleck skulle være gæste bar..tjavs...hvad så en nu engang hed på fagsprog?
Tøserne havde ævlet om ham, ingen tvivl om han havde et godt ry...på alle måder.
Millicent havde selv haft fornøjelsen af at tale med ham nogle gange før, og han var en af dem hun syntes virkede rigtig flink.Så det ville være fedt, om han var på job denne aften.
Millicent kunne ikke lige se , at nogen bag disken var klar til at modtage bestilling, så hun vendte ryggen til og lænede sig op af baren istedet.
Hendes dueblå kjole var enkel i forhold til mange af de meget bling bling agtige sager, der dansede på gulvet.
Kjolen smøg sig klædeligt om hendes krop, indtil den nåede knæ længde. Stropperne over de bare skuldre , var tynde og dannede et X på ryggen, men ellers ingen finesser.
Millicent havde blot en høj sort sko,med rem om anklerne på.
Håret hang løst, men var da sat i en frisure...sådan redt lidt til den ene side agtigt, og makeuppen var centreret omkring øjnene i mørke skyggefarver.

Smil lå i hendes øjne, da tankerne slog fra....og hun fandt sig selv i færd med at små gynge- og synge med så godt hun kunne , på den tune der trak folk på dansegulvet.

Efter renoveringen af Salles de banquet, var det ikke kun køen ude foran diskoteket, der blev mere markant. Nej, Aleck befandt sig efterhånden i en situation, hvor han sjældent ville kunne tjekke beskederne på sin telefonsvarer, uden at møde lyden af en desperat fastansat på diskoteket, der ikke kunne opretholde sin vagt som normalt. Stedet var efterhånden blevet travlere, og derfor søgte de fleste hjælp udefra. Sådan havde et stået til i noget tid nu, og Aleck måtte indrømme, at han bare ventede på, at få et skriftligt bevis på en fastansættelse på stedet. Lige nu var vagterne flygtige, og kunne ramme ham hvert øjeblik. Arbejdet kunne sommetider være drænende, men det gav ham penge i lommen og mad på bordet. Egentlig var han tilfreds - dette arbejde var nok alligevel det mest solide han havde haft længe, trods han var et stykke fra en fastansættelse.
Gud herre bevares, stamkunderne kunne jo allerede huske hans navn! Aleck havde haft mange vagter de sidste par dage, og efterhånden kunne han også huske mønsteret i visse af stamkundernes bestillinger. Medarbejderne var vel også flinke nok, trods Aleck ikke ville stemple dem som ´gode´ for hurtigt. End ikke ejeren kendte han synderlig godt. Det kunne måske blive til at nik med hovedet en gang imellem, når de passerede hinanden. Det var ikke just en kølig afstandstagenhed, men derimod bare den form for gestus man måtte give nogen man aldrig snakkede med på tomandshånd.
Og Aleck havde intet imod, at der stadig var en del af de ansatte der ikke kendte navnet på ham. Det var jo ikke begyndt sådan her… Førhen skulle han have været heldig hvis han havde fået to vagter på tre uger. De fleste referere vel til ham, som ”ham den nye”. Der var endda én af bartenderne der kaldte ham ”blondie”, noget han bestemt ikke vidste hvordan han skulle tage stilling til. Nej, det forekom Aleck langt lettere at snakke med kunderne. Dem som ofte opsøgte ham ved baren. Nogen gav ham en del opmærksomhed… Om det var fordi de kunne fornemme hans lyse blod, eller om det var fordi de rent faktisk fandt ham…- tiltrækkende fra inderst til yderst – ja, det anede han ikke. Som altid var han rimelig blank på, hvad folk måtte tænke om ham.

Denne aften havde han været udsat for lidt af hvert. Han klagede ikke. Bed blot tænderne sammen, og fortsatte arbejdet. Da en halvfuld ung mand spildte sin drink over disken, måtte Aleck skynde sig at tørre væsken op, før det trillede ned på gulvet. Manden var så fuld, at Aleck ikke ville overraske hvis kunden begyndte at tude over de spildte, gyldne dråber – eller måske hvad der var værre – at flippe fuldstændig skrot over det. Derfor måtte dette blive på hans egen regning. Aleck forsikrede derfor manden om, at han nok skulle betale ham en ny drink… Det var tydeligt at han havde gavmildt blod i årene.
Netop da han begyndte, at hælde noget whisky op i et rent glas, skævede han over mod den anden side af baren. Han så netop kvindens ansigt, før hun vendte sig om, og lænede sig med ryggen til baren. Og det ene glimt var nok til at genkende hende – Millicent. Han havde snakket med hende før. Betjent hende, vel og mærket, mens de selvfølgelig havde konverseret lidt frem og tilbage. Snakken havde været flydende lige fra start. Det var først for nyligt, at det var gået op for englen, at denne kvinde, havde en relation til stedets ejer. Det forklarede måske hendes jævne besøg.
Efter at have stillet glasset foran den fordrukne mand, vandrede Aleck over mod hende. ”Nyder du udsigten?” spurgte han så, og lod sit blik vandre over mod dansegulvet, som Millicent stod med fronten rettet imod. Det var både skrækkeligt, og absolut morsomt at betragte folk danse efter nogle genstande. Selvfølgelig var der dem, der nærmest stod med kroppene så tæt på hinanden, at man skulle tro, at de var siamesiske tvillinger, mens nogen væltede rundt, og forsøgte at imponere hinanden med nogle moves, som hørte til bedsteforældre-kategorien indenfor dans.
Han fjernede et af de brugte glas der stod ved disken, og tørrede flygtigt overfladen af med et viskestykke, før han svang det over skulderen, så det var nemt at bruge igen.

Sangen var monoton og intet mesterværk.Om en måned ville den være røget i bogen over glemte hits, men den havde en ting...eller faktisk to, som Millicent kunne lide.Den havde en rytme der virkede indsmigrende med en tekst hun ...kunne relaterer til .
Hun var selv ' en god pige' - eller det var hun før hen! Nu var hun både et bloddrikkende bæst...og en elendig undskyldning af en sølle vampyr.
Man kunne vel sige , at Millicent havde sat sig lige mellem to stole.
Mon det var sådan at være indvandre? Man passede ikke helt ind , nogen steder, vel?
Hun var for god til at være vampyr.Hendes hjerte og empati fyldte simpelthen for meget og gav hende samvittighed sort som et kul. Men hun var ikke længere en god pige.Den kasse kunne hun ikke længere presses ned i, om så man sad på låget.Hun havde....taget liv.Skræmt og dræbt folk.Hendes krop havde magt,..og fik hende til at ...gøre ting.
Grimme ting, som hun så kunne bruge al evighed på at søge tilgivelse for.At gøre bod for.
Og så var hun ikke engang religiøs....så helelr ikke der kunne hun hente trøst.
Skod!
Hun var sikker på det var Andrijas indflydelse der nu var begyndt at skinne igennem.
Måske de skulle have en tete a tete om, hvor meget han helt præcist ønskede at hun skulle ændre sig ? Total make over, ønskede hun ikke,Hun ville helst gerne kunne...genkende sig selv bagefter, sprang hendes tanker rundt til musikkens svingende takter.

Millicent elskede musik og dans, ikke at hun på nogen måde besad et særligt talent i den retning dog.Men det behøvede man jo heller ikke for at kunne nyde det.Hun var da ikke ligefrem pinlig på et dansegulv....slet ikke...men hun havde aldrig haft mulighed for at gå på en danse skole og modtage faglært undervisning i de klassiske danse.Til hendes store ærgelse.Især Mambo og den argentinske tango havde hendes interesse.Den ene så blød og lækker...den anden så vanvittig passioneret og ladet med temperament.
Den opkogte grødet masse der rystede som en gang gele på dansegulvet , var intet andet end et sjovt syn.Enkelte kunne faktisk finde ud af at bevæge sig , i takt....og få deres bevægelser til at se lækkre ud....men helt ærlig...langt de fleste havde jo fuldemandssyge bevægelser eller lignede noget der burde stå op af en stripper stang...eller ligge i en seng, making loooove!
Millicents hofter gyngede med, i en diskret glidende bevægelse...imens hun sang, lige til en stemme strakte et ben frem og spærrede vejen, for hendes lille tankeflugt til dansegulvet.
Hun drejede hurtigt omkring, og så ' bartender of the month' tørre disken hurtigt over.
Hun rakte en hånd ud og trak viskestykket af hans skulder.
" Du missede en spot "sagde hun med en drillende klang i stemmen.Millicent gnubbede med et hjørne af viskestykket, på et helt vilkårligt skinnende sted på baren.
" Jeg kan godt lide glade mennesker,sååå JA! Der ser ud til at være rimeligt mange af dem...igen i dag" sagde hun med et lille grin om munden.
Millicent fik drejet sig omkring så hun nu stod ' rigtigt' i forhold til baren, hun så et par sekunder på ham, før hun med en varm stemme hilste rigtigt på ham.
"Hej Aleck....så sang de små fugle sandheden, da de sagde du kom i aften."
Millicent tappede med fingrene på disken, stadig trofast overfor bassens rytme i sangen, men hun skånede da Aleck for mere af hendes sang.Man var vel høflig.
" Hvis nu du laver ....et eller andet meget stærkt...og meget flot at drikke til mig, så skal jeg gå ud med skraldespanden, næste gang du behøver tømme den?" Millicent drillede egenlig bare lidt, men skulle han tage hende på ordet, havde hun absolut intet problem i det.Faktisk...hun kunne da hjælpe til i baren....men så skulle hun nok lige have et par meget stærke drinks selv , før hun skulle jonglerer med kulørte flasker.

De blågrønne øjne hvilede mod de dansende. Kun ganske få besad den elegance og ynde, som han havde været vidne til, dengang han havde levet iblandt andre af sin slags. Selvfølgelig var der engle på jorden, men ikke mange tog villigt til Di Morga, hvis ikke det var fordi de havde et dødsønske, eller en direkte mission fra Gud, der krævede et sådant offer. I sine første år på jorden, havde Aleck næsten altid befundet sig blandt de dansende, eller dem der drak alkohol i massevis. Selvfølgelig havde han angret, når han vågnede dagen efter... Men fortrød han det virkelig? Nej. Det jordiske liv havde været så fristende dengang, men nu så han ikke på de festglade folk, med samme fascination som dengang. For efterhånden kendte han til de meget mørke sider af det jordiske liv. Kendte til fristelserne, som han altid var blevet advaret imod. Og han havde ikke længere Guds beskyttelse, selvom han altid bar et kors under sit tøj.
Sommetider måtte han nu alligevel smile lidt over dem, som var villige til at leve hver dag som om det var den sidste. Selvfølgelig var disse hovedsagligt mennesker. Og Aleck måtte indrømme, at han misundede dem, for deres flygtige liv. Især når han så dem på steder som Salles de Banquet, hvor de festede som om selve begrebet ´tømmermænd´ ikke eksisterede.

Aleck rettede straks øjnene mod Millicent, da han vendte sig om, og trak viskestykket med sig. Et smil bredte sig over hans læber, og lyste ansigtet lidt op. Som om han ikke havde arbejdet i timevis, og forsøgt at være så tålmodig som overhovedet muligt.
"Hold dog op," kom det fra ham, med en letfærdig munterhed i stemmen, før han rystede på hovedet og satte den ene hånd mod disken, "Skal jeg også skrive dig på min vagtplan for i aften, nu hvor jeg ikke gør arbejdet godt nok?" Smilet blev lidt bredere, og blottede en smule af den hvide tandrække.
Igen fór hans blik rundt i klubben, før han flygtigt trak på skulderne. Millicent havde ret. Der var virkelig mange - igen... Klubben var fyldt godt og grundigt, og Aleck regnede ikke med, at det var nemt at komme ind uden enorm ventetid, medmindre man altså havde kontakterne i orden. Igen vendte han øjnene mod den blonde skikkelse - netop da hun vendte sig helt om mod baren. "Ja, de små fugle havde bestemt ret." Kommenterede han, "Rart at se dig igen." Han nikkede høfligt og ganske afslappet med hovedet. Millicent var ét af de bekendtskaber han faktisk havde sat pris på gennem sine vagter. Selvfølgelig tog han stadig en vis afstand - for han vidste hvor godtroende han selv var af natur. Alt for ofte dømte han for hurtigt, og led selv af konsekvenserne.
Han kunne ikke lade være med igen at trække på mundvigene, over Millicents forespørgsel. "En drink kan jeg godt sørge for," sagde han, med en overvejende tone i stemmen - som om han rent faktisk lod til at tænke over hvert et ord, før de forlod hans læber; "Men jeg skal nok selv gå ud med skraldet. Jeg skal nødigt stå til ansvar for, at sende en af mine kunder ud i en mørk gyde, over midnat." En grimasse gled over hans ansigt. Egentlig hadede han de tjanser selv. Han betragtede nemlig sig selv som et bytte-dyr af værste kaliber, her i Di Morga. Der var simpelthen for mange, der havde en gruelig smag for engleblod.
"Men tør endelig disken, hvis jeg misser et spot igen." Humoren lå bag hans ord, og snart lagde han et rent viskestykke foran hende på disken. Et kækt smil gled over hans læber, før han vendte hende ryggen for at finde et rent glas. Der gik ikke lang tid, før han havde fundet to-tre forskellige flasker alkohol. Én af dem, tilhørte bestemt noget af det mere koncentrerede, og derved stærkere - mens andet skulle bruges til at mildne og forsøde smagen en lille smule. Snart havde han blandet de forskellige væsker - uden rigtig at måle noget, eftersom dette ikke just var en drink under noget særligt navn, eller med nogen præcis beskrivelse.
"Hvis du ikke er specifik med dine bestillinger, så må du i det mindste være smagsdommeren." Sagde han, da han stillede glasset foran hende. Han havde placeret en kvart lemon på kanten af glasset, samt et lysegrønt sugerør, som måske mere var der af æstetiske grunde, frem for praktiske.

Havde Millicent kunne trykke på en knap og dermed beslutte om hun skulle forblive vampyr eller vender tilbage i sin menneskelige tilstand, havde der ingen overvejelser været !
Hun var og ville aldrig blive helt lykkelig uden at kunne skabe en familie .
Den klassiske mor , far og børn fortælling, var stadig skrevet tværs over Millicents stille hjerte, og som ink ville det aldrig forsvinde.Som tatoveringer havde det med at blive, ville dette måske med tiden stå en anelse mere uskarpt og kanterne bløde lidt op- men det ville aldrig være til at viske væk, fra Millicents hjerte.

Det var den ene ting, den anden var mere....basal.
Hun var nået dertil hvor hun kunne drikke blod og nyde det....ligeindtil ....ja, bagefter.Der fortrød hun og bebrejdede sig selv.Skulle man leve i en evighed, ville hun godt nok få brug for nogle King size kufferter at slæbe den sorte samvittighed med sig rundt i.
Det ville jo blive til en del . Heldigt at hun stadig fik stadig blodposer fra Patrick, portøren fra hospitalet, men dem brugte hun kun som mad hjemme.Og hun havde ikke altid nok, til at kunne holde sulten nede, så den var at kontrollerer.
Forbløffende nok, havde der været situationer, hvor hun havde vist sig en hurtig, barsk dræber.
Og dem var hun selv meget skræmt - og slet ikke spor tilfreds med.
Instinktet....vampyrens vilde og nådeløse drift, slap fri på et split sekund , hvis en kvinde havde sin hånd på Andrija, og det skete foran Millicent eller .....som noget nyt....nogen rørte ved Millicent,Nogen hun ikke brød sig om.Der var bare slet ingen hun kunne tale med det om.
José var forsvundet.Diego ude at forfører kvinder og Andrija....Andrija ville bare le, hånligt og ikke kunne se problemet.

Men nogle ting var meget dejligt ved at være nyfødt.
At hun ikke var nervøs for at færdes ude om natten og ikke behøvede bekymrer sig om overfald.Mon ikke hun kunne hamle op med de fleste ? Millicent var en ikke bangebuks...eller det var hun sku nok , skulle sandheden frem- men hun lod det ikke styre hende.Hun kæmpede for hvad hun troede på, og ville altid stå op imod hvad hun fandt forkert, men så var det at hun havde fundet ud af at andre væsner også var ægte...og de have evner! Som Andrijas pisse irriterende evne til at kunne give stød...meget stød...og Millicent kunne ikke stille noget op, og måtte finde sig i at blive tvunget i knæ.Og til gengæld kunne hun så...kortslutte hans brødrister! Der kunne man da tale om en skæv fordeling i evner!

Et stort smil flagrede over disken og ramte Aleck.
Dén fyr havde evner! Han kunne få folk til at slappe af, både med hans lækre fremstillet drinks - dog især med hans milde og imødekommende måde at være på.Millicent strøg en hånd op , for rette på hendes hår, der altid syntes at have lokker strittende i de gale retninger, lige da Aleck tilbød drinken.
"Skrive mig på vagtplanen? Så godt tror jeg ikke jeg kommer ud af det med chefen" drillede hun mildt, imens hun måtte opgive at vinde over en lok af hår, der var lige så genstridig som den var lang.
Det var helt sikkert at hun aldrig ville kunne arbejde under Andrija, så alene tanken var faktisk ret sjov.
"Jeg er nu ikke bange for den store stygge ulv"et smil lå på hendes læber , da Aleck ikek ville sende hende afsted ud i baggården.Hun var ret sikker på ingen turde gøre hende noget, ikke på Andrijas hjemme bane....hvis de altsår vidste hvem hun var.Og der gik fortællingen så i ring, for det vidste de jo netop nok ikke.
Millicents lille snude vippede ganske let da hun snusede ind.
Hendes øjne fulgte interesseret Alecks leg med flaskerne, men hendes tanker var beskæftiget på andet sæt.Hun var ingen ulv....men hendes næse havde nu en meget fin sans...og hun opfangede en duft fra Aleck , som var ny for hende.
Eller...på en måde mindede den hende en smule om Jose, men ....alligevel ikke.
Hun havde slet ikke rutine og træning nok i at skælne krops eller bloddufte, endnu...men somme tider ramte hun en heldig guldåre, og fik ret i sit gæt.Hun var ikke tæt nok på fysisk på Aleck til at kunne udrede duften, og der var for mange andre parafumerede og tilrøget dufte, der overdøveve og slørede bare hans.
Aleck....mon han var andet end en almindelig fyr? Hendes bud var et ja, men....hvad var han så?
Hun modtog sin drink , og førte med det samme sugerøret til sin mund, og sugede små begærligt på det.Uhm...den er virkelig lækker....der var du vist heldig.kom det hurtigt efter at have taget et par velsmagende mundfulde."jeg kan da lege mundskænk hele aftenen....hvad gør man ikke for kunderne får liflige drinks?"
Måske skulle hun bare blive her hele aftenen, og lade hans serveringer glide ind og gøre deres effekt.Slukke mørket inden i hende og tænde lys, med deres berusende effekt?

Ude på danse gulvet var stemningen nu meget munter.
Gangnam style hærgede og det var ikke kønt da. Især de rimelige beruset mente at kunne mestre dansen til et sikkert 12 tal, og det ville de da ikke snyde andre for at opleve.
Du gode gud... har folk ingen ..hæmninger længere? mumlede hun og satte glasset på disken, efter at have kastet et blik over sine skuldre for at tjekke dansen ud.
"Ved du....nogle steder ...de virkelige hotte steder, med rigtige hotte bartjenere....der danser tjenerne...oppe på baren" sendte hun den lille underfundige sætning afsted, med et udfordrende blik i de lidt barnlige legesyge øjne.
Om der havde været masser af gange der var blevet danset på borene i Salles, det havde hun ingen ide om.....det kunne være hændt et utal af gange, eller aldrig før?

// collecting history //