The things we never saw coming

Torden fyldte himlen, alt i mens regnen styrtede ned over hvad der lignede en harmonisk og smuk by. Man kunne let sige stormen var ved at tage til, om det så var meningen eller ej, vidste ingen, men det så lidt ud som om alle himlens kræfter var i krig mod hinanden. Hvert enkel lyn oplyste den ellers så mørklagte gade, få glimt af lys var alt man kunne få, ud over de få lamper der beklædte gaderne. Med andre ord var dette ikke et sekund man gerne ville være ude, og da slet ikke hvis man var menneske, man vidste jo aldrig hvad der lurede i mørket af farer.
Hen langs gaderne, begyndte lamperne en efter en af gå ud...eller snarer selve pæren sprang bare. Sådan fortsatte det hen, hvor det stoppede foran en gyde, alle lamper overfor og hen langs denne gyde, sprang. Med et syntes tordenvejret at tage mere til og et stort lyn slog ned i jorden. Fik kort alt til at ryste, hvorpå det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet.
Liggende på jorden, lå nu en ung mand, hans sorte hår klistrede mod hans ansigt og han var kun klædt i hvad der lignede et par godt ødelagte jeans. Hvad foregik der?, hvor var han? og endnu vigtigere hvem var han? Han kunne absolut intet huske. Forsigtigt prøvede han at rejse sig op, men måtte sande hvad end der var sket, så var han mere eller mindre rystet godt og grundigt. Så efter godt vel fem forsøg kom han endelig op og stå.

Kulden ramte ham hurtigt, krøb ind i marv og ben på ham, alt i mens regnen gjorde ham mere end bare gennemblødt. Han lagde hurtigt sine arme om sig, næsten som beskyttelse, men samtidig også som den smule varme de nu kunne afgive ham "Hallo...er der nogen" kaldte han, mens vandet sivede ned af hans ansigt, gjorde at han næsten spyttede mere vand ud end der var på ham, hver gang han udtalte et ord. Han var forslået, men vidste ikke hvor han var, heller vidste han hvad eller hvem han var.
Med tøvende skridt, gik han langsomt frem for sig og ud af gyden. Hans frøs værre end noget andet, men havde intet sted at kunne tage hen, ej kendte han nogen der kunne tage ham ind og såfremt hjælpe ham. Han rystede, trykkede sine arme hårdt ind mod sig, prøvede bare at få en smule varme ud af sin godt allerede kolde krop.

(håber dette er godt nok :3)

Det havde været en ufattelig lang dag. Butikken havde vrimlet med den ene kunde efter den anden, og havde forlænget den vagt som ellers skulle have været kort. Det var da også bare typisk sådan som folk var skredet afsted på deres ferier her i sommertiden. Det irriterede elveren, godt og grundigt. Selvom der ikke var meget hun kunne gøre ved det. Al den hårde arbejde betød såmænd kun flere penge for hende. Desuden var fyraftenen sluttet af med et par kolde drinks sammen med sine kollegaer. Det var såmænd også alt hvad hun virkelig havde brug for. Nu var det bare at kom hjem og ind i varmen.
Vejret var som gået amok omkring hende, det var som om himlen var i oprør, og ikke kunne bestemme sig hvilken side det skulle være med på. Foregik der en eller form for dæmon udryddelse deroppe eller var det blot hendes sind der var for fyldt med fantasy historier, og den egentlige skræmmende realitet der omringede hende. Det var såmænd ikke første gang at godt og ondt havde været på nakken af hinanden, ej heller ville det sikkert blive den sidste. En lysere fremtid ville under alle omstændigheder sætte lidt pynt på byen sådan som den var faldet fra hinanden. Med et langvarigt suk, lod hun en hånd glide igennem det mørke, plask våde hår, som sikkert ville ende ud i en ny afro-frisure når det så endelig blev tørret. De mørke øjne skimmede irriteret ud i intetheden, som om denne dag virkelig havde besluttet sig for at pisse på hende. Det havde ellers været solskinsrigt tidligere, men ud af ingenting var det så begyndt at plaske ned.
Efterhånden som kvinden prøvede at finde vej i gaderne, og hen til hendes lejlighed, følte hun sig mere og mere vildledt, som om regnen havde besluttet sig for at ødelægge hendes indre GPS. Vredt vrissede elveren, imens hun knugede sin frakke til sig, og småløb i de sorte vans der var så godt som gennemblødte. Benene var indhyllet i nogle lidt løse beige farvede bukser, og under frakken havde hun en løs t-shirt i brun, med en ørn på.
I det samme sprang en bombe, eller i realiteten var det ikke en bombe, men lynet der slog ned. For Drew’s øjne lignede det nærmest en bombe. Hendes hoved gennemgik alle mulige former for idéer for hvad der kunne være sket. ”Stop det dog forfanden da.. Sidste gang jeg læser en krimi bog inden jeg skal i seng!” vrissede hun af sig selv, som var det en synd hun havde begået. Dog kunne hun ikke lade sig selv gå væk fra stedet, ikke fordi hun var helt dum. Men hun kunne ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis det havde ramt ned i en person… hvad nu hvis en kat var kommet til skade… hvad nu hvis, hvad nu hvis. Sådan forsatte det i en uendelighed, og fik derfor sat kvinden i et, lunte trav hen imod stedet. Utroligt nok skar en stemme sig igennem regnen, hun kunne dog ikke tyde hvem eller hvad det var.
I det samme opdagede hun en mand stående ved en gyde, de brune øjne missede sig let igennem regnen for at tyde hvem det var, men det var umuligt. Hun tog frakken af, selvom den var så godt som gennemblødt og løb hen imod manden.
Imens Drew løb hen til ham råbte hun; ”Hey!! Hey!! Er du okay?” Da hun kom nærmere slængte hun frakken omkring hans skuldre, ”Jeg beklager den er så våd.. men det skulle da hjælpe lidt på det.” Hun holdte en lille pause imens hun placerede en hånd for hendes øjne så hun kunne få et bedre kig på ham, i et kort øjebliks betagethed, lod hun sig falde hen over de mange flotte træk, men rystede så på hovedet.
”Har du brug for hjælp?” Spurgte hun endelig og vidste det lød fuldstændig dumt, manden havde jo knapt nok tøj på til at være ude i sådan et vejr, hvilket hun heller ikke selv havde, men det lod hun sig ikke tænke på lige nu.


(Sorry if its bad Y_Y)

Han rystede kraftigt, gik langsomt og med tøvende skridt ud på gaden. Hvor var han? og hvorfor rendte han rundt i denne gade? også endda uden noget som helst på? Han var endda ret så sikker på at han intet undertøj havde på, dog turde han ikke helt tjekke. Frygt var nok den følelse der domineret alt i ham, derefter kom forvirringen, han havde ingen erindringer om hvad der var sket eller hvem han var. Det mest skræmmende for ham i dette øjeblik var at vågne op i en stor vandpyt, gennemblødt af vandet og uden nogen som helst ide om hvem han var. Det sjove var så bare han vidste godt hvad de forskellige ting var, det var ikke fordi han havde glemt alt, han havde bare ingen ide om hvem han var.
En stemme i det fjerne fik ham til at stivne og straks vendte han ansigtet mod en ung kvinde der kom mod ham. Hvad lavede hun dog ude på dette tidspunkt? men det kunne man vidst også spørge ham om, dog ville han aldrig kunne give svaret, da han ikke vidste hvorfor. Han stod helt stille, mens hun kom mod ham. han havde virkelig ingen ide om hvad pokker han skulle gøre af sig selv. Hendes spørgsmål rungede igennem hans tanker og han blev med et fjern, som om hans tanker var et helt andet sted. For spørgsmålet var jo om han var okay, for var han...okay?
Da hun pludselig lagde sin jakke om hans skuldre, blev han kastet ud af sine tanker og vendte tilbage til "virkeligheden" Han lignede mere end dukken mus, blandet med en lille forvirret hvalp. Han havde ingen ide om hvad der foregik og hvad der skete "jeg...ved det ikke" hviskede han og så et sekund skræmt på hende. han brød sig ikke om denne følelse af ikke at vide hvad der foregik, han ville helst gerne vide hvad pokker der skete og i dette sekund følte han sig mere blottet end hvis han havde stået nøgen på gaden.
Han registrerede ikke den lille varme jakken gav ham, det eneste han så på var hende, derudover var hans tanker i absolut kaos, han havde ingen ide om hvordan det hele hang sammen eller hvordan det skulle hænge sammen. Igen fik hendes spørgsmål ham til at stivne "jeg ved det virkelig ikke, jeg vågne bare op...og jeg ved ikke hvem jeg er" han rystede kraftigere og så direkte mod hende. Han var ganske få cm højere end hende og måtte derfor se ned på hende, men dog var hans øjne stadig på hende, som var hun et lys og han et møl.

[nej da....men undskylder hvis mit er dårligt]

Kvinden så forvirret til, imens hun betragtede den arme stakkel, hans øjne så skrækslagen ud. Ordene der kom fra hans mund overraskede hende, hun prøvede at finde en logisk forklaring på det imens hun betragtede ham fra top til tå, for at sikre sig at der ikke var nogen skrammer på ham. Hun sukkede kort, tænkte efter nogle mulige idéer til hvad det var hun skulle stille op med ham. Dette var jo ikke ligefrem hendes dag i dag. Men som hendes mor altid havde sagt; Man fik det bedre efter en dårlig dag, hvis man tilbød noget af sig selv. Selvom hun følte hun havde givet for meget af sig selv. Men sådan havde man hver sit synspunkt. Regnen tog til, selvom hun ikke rigtig kunne få det til at give mening, det virkede som om det regnede så meget som det allerede kunne. Hendes øjne flakkede omkring sig i søgen på om der var nogen, eller noget der kunne hjælpe hende. Til sidst trak hun ham dog ind under et ødelagt halvtag ikke så langt væk, han kunne selvfølgelig insistere på ikke at følge med hvis dette var tilfældet.
”Okay, hvad siger du til du kommer hjem til mig, får dig et varmt bad, noget varmt at drikke og noget du kan sove på.. Jeg tror jeg har noget tøj som du godt kan passe.” Forslog den unge kvinde, imens hun betragtede ham. Dybest set var hun ret betaget af ham, eller det havde hun været hele tiden. Ganske vidst havde hun set andre engle, mødt andre engle, men det var sjældent at de havde virkede videre interesseret i hvad de rent faktisk foretog sig. De fleste valgte såmænd bare at skide på andre og sige; Ja jeg er en engel, deal with it. Også bare pisse på andre. Hun kunne selvfølgelig godt forstå de frustrationer der kunne gennemløbe en når man havde været død, også bang var vendt tilbage til de levendes gå spor. Dog var dette ikke sikkert at det var det same tilfælde med denne mand, han kunne jo såmænd blot have været ude for en hjernerystelse. Men han burde vel også have taget skade hvis han blev ramt af lynet. Selvfølgelig var hun ikke sikker med sin teori, der kunne være så meget andet der var i vejen. Hendes øjne ledte derefter tilbage til ham og kunne ikke gøre andet end at føle medlidenhed med ham, sådan som han så ud. Totalt skræmt fra vid og sans.

(Sorry det ikke blev så langt >-<)

Han rystede stadig, kunne vidst ikke rigtig gøre andet, fordi adrenalinen havde taget over. Det lå nok til grund for alt den frygt der englelig et eller andet sted lød igennem ham. Selv i dette sekund vidste han ikke om han kunne stole på hende, han vidste ikke hvad hun var eller hvad hun kunne finde på at gøre ved ham. Dog lod han hende trække ham ind under det ødelagte halvtag, der blot gav dem en smule ly for den hårde regn. Han stirrede tomt for sig ud i luften, men da hun snakkede blinkede han et par gange efter hinanden og rettede blå øjne direkte mod hende.
Han forblev tav mens hun snakkede, ikke et sekund afbrød han hende, men da hun endelig sluttede sin sætning af, betragtede han hende tænksomt "det er meget venligt af dig" han smilede svagt, kunne ikke rigtig for sig selv til at smile, så det blev mere en trækning i den ene mundvige. Han kunne bare ikke få sig selv til at smile, fordi i dette sekund var alt i ham i kaos. han havde ingen ide om hvad der skete eller hvad der ville ske.
Han bed tænderne hårdt sammen og spændte i kæben, samt i sine muskler. Det var virkelig ubehageligt og han ville hellere end gerne have det skulle stoppe med det samme, dog syntes frygten langsomt at dale som minutterne gik. Hans tanker var stadig et stort rod, men i det mindste var det ikke længere frygten der gled så meget igennem ham, som den gjorde førhen. Han rystede ikke nær så meget mere og med et slappede han bare en smule mere af i sine muskler, mens hans øjne stille betragtede hende.

[damn det var kort]

Regnen tog mere og mere til, som om det aldrig havde en ende. Tordenen virkede som en uendelighed, et kald imod en savnet skabning, eller et råb omkring udryddelse over resten af jorden. Dette var dog ikke til at vide, og forfatningen var endnu ukendt for hende. Men mandens sammentykke omkring at tage med hende hjem var bekræftelse på hvor de skulle hen. Hun tog ham let i armen, med et lille smil, som tegn på at der intet ondt var på gærde. Så stærk var hun jo såmænd heller ikke. Alt hun besad af var noget nervegift der kunne få fjenderne ud af tråden længe nok til hun kunne flygte. Hendes andet forsvar, som egentlig var hendes bedste var såmænd at bruge dele af hendes krops knogler til at lave et skjold. Hun brummede lidt imens hun tog lidt hårdere fat i ham, for at give tegn til at han skulle følge med. Øjnene virkede lidt bekymrede dog. Hun var selvfølgelig ikke sikker på hvem eller hvad denne mand var, og virkede det ikke lidt underligt fra en tilskueres øjne at slæbe en mand med hjem som man ikke kendte til. I samme nu var hun dog i tvivl, men lod denne tvivl komme på afveje, der var ingen turning back i dette øjeblik. Hun drejede et par gange inden at ulyksaligheden viste sig for hende; døren til hendes opgang viste sig frem i mørket, som en lysende himmelport.
"Det er lige her. Så kan vi komme ind i varmen." Drew skyndte sig hen imod døren og fandt sin nøgle frem, stak den i nøglehullet, snurrede den rundt, "klik..." kom det, og med en hurtig bevægelse kom hun indenfor. Drew holdte døren for den fremmede mand indtil han kom indenfor. Derefter nikkede hun kort op imod trappen, som tegn på de skulle op ad den, lejligheden lå på anden sal, men så lang tid tog det jo heller ikke at komme derop. Da døren til hendes lejlighed blev vist fandt hun endnu engang nøglen frem, for at kunne låse op for dem. "Luk døren når du kommer ind." Sagde hun til ham, selvom det jo ikke var sikkert at han kom indenfor. Hun gik ud i køkkenet og satte noget vand over til kaffe eller te. Derefter videre ind på hendes soveværelse, selvom hun endnu ikke var sikker på om han stadig var til stede, i det tilfælde måtte hun vel blot vente på at han kom tilbage, hvis han gjorde. Hun fandt det tøj som hun mente han nok kunne passe. det var altid noget som hun fik gratis i butikken, selvom det ikke var meget hun kunne bruge det til, tog hun det alligevel, i det tilfælde kunne hun jo altid sælge det derefter.
Efter lidt tid tjekkede hun til det kogende vand, og satte kaffen klar, og fandt noget kamillete. Nogle kopper blev sat ned, derefter nogle sødtabletter til, som blev sat på en bakke, det samme blev kopperne og en lille æske med sukker. Man kunne jo aldrig vide hvad de forskellige folk jo egentlig var til. Drew satte det ud på et lille bord i hendes et værelses lejlighed, hvor der overfor det, var nogle sofaer på to af dets hjørner. Lige overfor bordet var et fjernsyn sat op på væggen. I hjørnet væk fra vinduerne var hendes seng. Den var ikke videre pæn, men ja, man kunne vel ikke overkomme at der var rod.