Those things nobody told us about

Natten havde stille lagt sig over De Morga… eller der var nu engang så stille som der kunne være. Der ville altid være de dæmpede skrig af smerte længere nede fra gaderne, som man ville kunne høre. Dette blot endnu et tegn på at det overnaturlige så meget i den grad eksisterede. Et hvert menneske ville fra første øjeblik af byen ikke ane en skid om hvad der englelig foregik i byen. Fra ydersiden, så det ud som enhver anden smuk fransk by, man kunne næsten kalde det kærlighedens anden by, netop fordi facaden om hvad der englelig foregik var så godt skjult. Enhver der ikke boede i byen permanent eller var et overnaturligt væsen, ville ikke kunne vide hvad pokker der foregik. Som regel var dette ganske enkelt fordi politiet, samt hospitalerne, grundet af mulig frygt dækkede over alle de mord der i realiteten englelig skete. Di Morga var med andre ord, stort set det samme som en bekriget land. Der døde måske endda flere end der gjorde under krige… alt sammen så de sultne vampyrer, samt varulve og de andre væsner der nu engang var, kunne få deres underholdning eller føde.
I en kæmpe villa, godt inde i centrum af Terres finest distrikt boede Jamerson… eller som han helst ønskede at blive omtalt som Jamie. En godt vel halv gammel Dæmon, som helt klart levede op til sit dæmoniske race i den stil. Han virkede måske rolig og direkte ligeglad med alt der foregik omkring ham, dette var dog ikke helt sandt… altså han var i realiteten ligeglad med alt og alle. Dog var han også et væsen med en direkte dødelig vrede, nok skulle der noget til for at gøre denne dæmon vred, man var man først kommet på hans dårlige side, skulle der meget til for at man var på gode jord med ham igen. Det var næsten umuligt, medmindre man gik hen og døde, så var tingende måske ikke så umuligt igen. Han var som enhver anden dæmon brutal og direkte blodtørstig, havde han først fået smag for ens blod, ville han med stor sandsynlighed også komme og gøre arbejdet færdigt… på det punkt kunne man sige han var som en vampyr. Han havde i den grad en stor hang til blod. Udfra hans afslappede tøj, ville folk aldrig regne ham for noget ondt, det var dog umiddelbart øjnene, de kolde tomme øjne der afslørede ham.

Boende i sin villa, var englelig kun ham. Han var lidt af en enspænder, det var sjældent at han overhoved gad åbne op for nogle. Dem han så endte med at åbne op for, kunne man sige endte under hans vinger, som en han ville beskytte.
De lange gange, hvor væggene var dækket af stjålne malerier, var som altid stille. Ikke en eneste lyd kom fra nogle steder i huset. Ganske kunne man sige at han af og til gik hen og blev ensom. Dog var han kun hjemme om aftnerne, og der enten trænede han eller lavede mad. Underligt nok havde han en stor passion for at lave mad. En ting ganske få personer havde genskab til, specielt også fordi han rent faktisk var meget god til det. Denne aften var så lidt anderledes. Siddende inde i sin stue, der var i første salen. Med pejsen tændt, sad han i en sofa og tegnede. Ja man kunne englelig kalde ham en besynderlig mand, han var typen der ikke var ræd for at slå ihjel, alligevel var han ufattelig kunstneristisk. Dette var helt klart en ting der overraskede et par stykker.

 
[håber dette blev godt nok…vidste ikke helt hvordan jeg skulle gribe det an]

Lige siden den lange flyvetur havde Will haft svært ved at trække vejret. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Vejrtrækningsproblemet havde tæret på ham i, hvad der føltes som, evigheder, så den tyngende følelse mod brystet måtte bestemt have eksisteret i længere tid end det havde taget ham at vakle fra den ene mørke gyde til den anden, indtil han så småt havde nærmet sig det veltrimmede nabolag, som bestod af villakvarterene. Nu var sanserne og hukommelsen dog ikke i optimal funktion – de var snarere en stor, grødet masse -, og han kunne let have taget fejl af tiden. Alt i alt var denne fundering dog af lille betydning og havde ikke behov for at blive løst. Det, Will havde brug for nu, var hjælp.
En vanddæmon var, hvad det havde været denne gang, og mindet fik næsten et bittert smil til at pryde Wills sitrende læber. Tænk engang at han skulle opleve at blive forrådt, og på denne måde, af sin egen race! Kampe mod egen art var ikke nogen ny oplevelse – selv ikke de sidste tre uger kunne markere en ny form for æra inden for Wills kampkundskab, som nogle måske kunne tys til at tro -, men Will elskede sit element, og mange vanddæmoner var venligtsindede. At slås mod et væsen, af næsten samme kød og blod, efterlod derfor en besk smag af indtørret skuffelse i munden.
Til Wills store lettelse var der ingen væsener overhovedet at finde på gaden. Han vidste ikke, hvad klokken var, men det måtte enten være sen aften eller midt om natten. Dagens kamp havde varet i flere timer, og havde såret ikke haft indflydelse på hans fysiske kvæstelse, ville de rystende ben næsten have været en slem nok tilstand i sig selv.  
Tanken om det pulserende, røde sår, som strakte sig over hans ribben og ned langs siden fik Will til at spænde kæben og trykke sin håndflade mere krampeagtigt mod sin side. Om det var blevet værre eller bedre siden han sidst tjekkede, vidste han ikke, men anfaldene af svimmelhed var hyppigere nu, og han turde ikke se ned i frygt for, at hans våde jakke, som han havde brugt som en slags reserveforbinding mod såret, og som pressede sig mod hans hånd, ikke var regn, men blod. Han blinkede kraftigt og forsøgte i stedte at fokusere på målet.
Jamerson Force.
Navnet nynnede en monoton sang i hans hjerne i et evigt mantra, og han skottede med sammenknebne øjne gennem den øsende regn efter husnumre, postkasser eller noget, der kunne indikere den adresse, han i tankerne desperat havde klynget sig til i den sidste … ja, hvor lang tid, det nu var siden. Han anede ikke, hvilken modtagelse, han ville få – vidste ikke engang, om Jamerson havde nogen anelse om hvem, han var. Men han havde ingen andre steder at gå hen og var villig til at tage chancen. Situationen kunne ikke blive meget værre alligevel.
Det måtte være her! Han var helt sikker! Og som pulsen steg i både efetrchok og panisk bekymring, fik han øje på husnummeret. Han tøvede ikke engang; vaklede kun det sidste stykke op mod døren, og hvis turen før havde føltes som en evighed, var det som om, verden et langt øjeblik sagtnede farten, og Will løb ikke længere gennem luft, men gennem tungt, tungt vand.
Med et gisp lænede han panden mod døren, lukkede øjnene et øjeblik for at samle kræfter, før han hævede næven og hamrede et par gange.
”Hallo!” Stemmen nåede at knække adskillige gange på samme to stavelser – og lød hans stemme virkelig så grødet? En hed kvalme skubbede sig vej op gennem hans hals, og han satte tænderne i knoerne for at forhindre sig selv i at kaste op. Han bankede igen.
”Luk up! Hjælp - vil du ikke nok?!”

Han var som i en helt anden verden, når først hans kunsteristiske gen kom frem. Allerede som ung plejede han at tegne, dengang var det dog altid hans søster som blev hans muse. Han kunne bruge flere timer på at tegne hende, selvom hun altid brokkede sig, vidste han at hun elskede den opmærksomhed hun fik ud af det. Hans blå øjne var opmærksomme på hver enkel detalje, dog som han tegnede kom flere minder frem. Som barn var han ikke direkte ond, jo vidst var dæmon genet dominerende, men der var altid noget der afholdte ham fra at gå amok. Dog som han blev ældre, blev han mere og mere brutal. Allerede i en alder af 14 dræbte han en stor del af hans families personale. Han kunne stadig huske morens ansigt, da hun kom ind og så den 14-årige dreng, sidde i en pøl af blod. Han huskede hvordan de havde været nød til at flytte, men grundet hans brutalitet, blev han efterladt tilbage. De havde forladt ham, fordi han ikke kunne holde sin blodtørst i sig og derfor bare myrdede til højre og venstre.
Han blev kastet ud af sine tanker, og de mange minder, da der blev hamret mod døren. Han rynkede brynet, rejste sig brat op og lyttede til stemmen. Det var ikke just en han genkendte, så hvem kunne dog finde på at banke på hos ham, på dette tidspunkt af natten. Han gik lydløst mod døren, stoppede dog op foran den, da han hørte en tiggen om hjælp.

Han fnyste, men åbnede dog døren, hvor han så en ung mand. Allerede fra da han lagde øjnene på ham, fik han set blodet og måden han næsten ikke kunne stå op. Han lagde armene over kors, lænede sig mod dørkarmen, mens hans øjne var rettet mod dæmonen foran ham. Han fik et direkte arrogant og koldt udtrykke i de blå øjne, som han betragtede den kvæstede unge mand "og hvorfor skulle jeg dog hjælpe dig" spurgte han spydigt. Han var ikke kendt for at hjælpe folk, det kom ham faktisk ikke som en normal ting at gide at hjælpe folk. Havde dette været enhver anden dag, eller blot en dag hvor hans humør ikke havde været godt, ville han højst tænkelig havde slået drengen ihjel. Dette var dog ikke sagen idag, nej han var mere legesyg, end i humør til at slå ihjel.
Han vidste ikke hvem pokker drengen var, og hvad han overhoved lavede. Dog blev han halvt om halvt overrasket over de fællestræk man kunne sige de havde. De blå øjne, der mindede ham om sin søster. Dog rystede han tankerne væk og rettede et par kolde øjne mod ham igen.

Kulden og regnen tvang Will forover i en krumbøjet position, og han krympede sig så meget sammen, som han kunne, for bedst at holde på den sparsomme varme. Døren svømmede for hans blik og drev et øjeblik ud af synsfeltet, idet sorte pletter var begyndt at danse skødesløs for hans øjne. Han blinkede heftigt med øjnene og hævede hånden på ny for at banke en ordentlig omgang fornuftig sans i døren, som havde han intentionen om at gøre det samme med husets beboer gennem sine frustrerede slag. I samme øjeblik svingede døren op, og Will veg uvilkårligt et skridt tilbage i overraskelse. Så drev han en god mængde luft ned i lungerne og forsøgte at rette sig op. Det stak smertefuldt i siden.
Der var ingen nåde at spore i Jamerson Forces blik; ikke engang den mindste bekymring for, hvad der lige var dukket op på hans dørtrin, og Will mærkede for første gang den rigtige tvivl røre på sig; en sort skygge af ham selv, gemt dybt i sindet, med en hånlatter, som fortalte ham, at han burde have vidst, at det ville være sådan her. At her ingen hjælp var at finde, og at han havde været en absolut tåbe for overhovedet at tænke, at en form for familiemæssig genforening kunne lade sig gøre. Hjertet, som hidtil havde siddet helt oppe ved hans adamsæble, dumpede nu helt ned i bunden af maven som en kold, død ting, og han følte sig ikke længere kun kold udenpå.
Han gned sig i øjnene, åbnede og lukkede munden et par gange og trænede et fast blik på Jamerson. ”Fordi … ” Ordene sad fast i halsen, og en fæl smag af bræk bredte sig i mundhulen. Han sank. ”Fordi jeg er såret, og … fordi vi er relateret til hinanden på en tættere måde, end du kan forestille dig.” Den hånd, som ikke var klamret mod såret, bevægede sig ned i hans bukselomme, hvor han vidste, at billedet af hans forældre lå. Men kulden havde isnet hans fingre, gjort dem følelsesløse og stive, og ingen grad af fumleren kunne lirke fotoet op af lommen. Will stønnede, og det var både en blanding af desperation og smerte.
”Du må have kendt mine forældre!” fortsatte han og rettede atter sit blå blik mod Jamerson. ”Elva og Augustus Caerulus?” Det var længe siden deres død, og navnene brændte ikke længere på tungen, når han udtalte dem, men de bragte alligevel et rus af følelser frem, da han sagde dem i Jamerson nærværd. Måske var det fordi, han allerede var så udmattet og såret, som han var, men han havde ikke stået i et familiemedlems nærvær siden, hans forældre var blevet revet fra ham, og nu stod han overfor en, som havde hårde sten i øjnene og en dis af uvenlighed og had. Præcis det modsatte af, hvad han havde forventet. ”De var mine forældre, så jeg ved, at vi to er i familie med hinanden. Vidste du det?”
Pludselig blev smerten for meget. En heftig strøm af rødglødende ild rejste børster og bevægede sig op langs siden med såret og gjorde det svært at trække vejret. Jakken, som havde fungeret som bandage, faldt til jorden, og halvt indtørret blod blandede sig med regnen, så rødt blev til pink. Will registrerede sig selv falde på knæ foran Jamerson, men det var som om, alt foregik gennem en lang, mørk tunnel. Han havde ikke længere styr på, hvad der skete, og gennem et virvar opfattede han sig selv synke en gang, to gange, før en tynd stråle af bræk endelig banede sig vej gennem hans hals og ned på jorden foran ham. Verden bestod af et forvirrende, gråt slør, og han var helt sikker på, han måtte have ytret endnu et ”vil du ikke nok”, men kunne ikke være sikker for den konstante summen i sine ører.