Turning tables.

Tiden :: 00.15
Stedet :: En restaurent i Terre.
Vejret :: Mørkt og køligt udenfor. Men stadig lunt nok til at have sommertøjet på.

Forbeholdt til Eithan Horthy Székely.

Amelia kunne stadig høre larmen ude fra selve restauranten, trods hun stod helt oppe bag i, lukket bag en låst dør. Hun ignorerede ikke lyden. Den var meget beroligende, selvom hun vidste hun skulle ud der iblandt igen om få minutter, og være stresset. Men bare lyden af skramlen fra køkkenet, og snak fra gæsterne fortalte hende at hun ikke var alene. Det var nu egentlig dejligt. Ikke ligesom ude i hytten. Der var altid så stille. Selv træernes ruskende dans havde afgået og vandret forbi hende. Hun stod lidt der og stirrede imod sit eget spejlbillede, der stirrede tilbage imod hende. Dog gik der ikke længe inden hun bøjede sig ned over vasken, hvor det kolde vand løb fra vandhanen. Hun kuplede sine hænder som en skål og fik snildt fyldt den med vand, lige nok til at hun kunne kaste det i ansigtet på sig selv. Hun gjorde det en sidste gang inden hun, stadig foroverbøjet, fumlede efter det nærmeste håndklæde på krogen ved siden af hende og vasken. Ansigtet blev tørret grundigt inden håndklædet blev hængt på plads igen, og hun atter stod og så på det nyvaskede ansigt. Hun var træt, og det kunne man faktisk godt se på hende. Men de let mørke rander, der sad under hendes øjne, blev nemt skjult fra hendes muntre udstråling, så snart hendes smil blev sat på plads. Men det var nu ingen overraskelse, hun var træt nu. Hun havde arbejdet hårdt det bedste af dagen, og klokken var allerede over tolv. Der var nu helt mørkt udenfor, udover de steder som lygterne oplyste. Hun forstod ikke, hvorfor hun tillod sig selv at tage disse timer. Hun var bare glad for, hun kun stod som reserve, når andre ikke havde tid til at tage deres vagter. Hvilket bestod det kun var af og til hun stod for natten. Natten som stille og roligt var begyndt ikke at skræmme livet af hende.
Hun løftede sine arme op og tog roligt fat i elastikken, der holdt hendes hår oppe. Den blev hurtigt hevet ud, og hendes hår faldt blødt ned over hendes skuldre som det plejede. Man kunne virkelig se lettelsen i hendes ansigt. De lukkede øjne og let åbne mund. Skønt! Hun fik nu ikke helt lov til at nyde det specielt længe, eftersom hænderne kort efter begyndte at samle hestehalen igen. Hvert et lille stykke af hendes lange brune hår blev samlet, lige ned undtagelse de totter, plus hendes pandehår, der ikke var langt nok til at komme op. Selvom den sad mere eller mindre højt oppe på grund af længden. Hun ville ikke ske at stikke sit hår ned i folks mad.
Det gav et set i den stakkels lille aspara, idet der blev banket på badeværelsesdøren. ”Er du ikke snart færdig der inde?” Hun så hurtigt imod døren, og hun fik lige glattet den sorte og hvide uniform omkring maven, inden hun fik låst op og åbnede op med et uskyldigt undskyldende smil. ”Undskyld. Jeg faldt vist lidt i staver.” Mere kom der ikke af deres samtale, før den unge kvinde, der udgjorde tjener nummer to, slentrede ind på badeværelset. Amelia sukkede svagt, som hun ellers bevægede sig tilbage til døren der ville føre hende videre ind i køkkenet. Hun blev jo ikke betalt for at bare stå og lave ingenting. Og tilsyneladende skulle hun også tage imod en nyansat. Et gab blev hurtigt skjult bag hendes ene hånd, og hun holdt al lyd ude. Hvor ville hun ønske, hun lå i sin seng der hjemme. I drømmeland.

Amelia stod lidt og betragtede bordene med gæsterne siddende ved sig. Hun var måske ikke en der observerede hvad folk gik og foretog sig, men det her dræbte lidt af den ventetid, hun stod med. Hun prøvede at forestille sig hvad de forskellige mennesker og væsner sad og tænkte lige nu, men hun nåede ikke rigtig specielt langt med det, inden hun fik et lille prik på skulderen. Hun så sig over skulderen, hvor en kollega stod og pegede hen imod en noget fremmed ung mand, der havde iført sig samme beklædning som hende. Bare i en anden model. Han ville nok ikke have set alt for godt ud i nederdelen. Hun nikkede kort, inden hun let drejede omkring for ellers at få slæbt sig hen til, der så ud til, at være den nye der havde gået rygter om. Og som hun sjovt nok havde fået ansvaret for.
På det sidste stykke, som nok var under et dusin skridt, fik hun da bearbejdet sin træthed væk, og det muntre smil blev sat fast. Hun var egentlig spændt. Bare lidt. Hun stoppede op bag ham, og fik ellers set placeret et prik, bare mere imod hans skulderblad. ”Hello. Du må være den nye. Jeg er Amelia. Hvis der er noget..” Hun stoppede brat. Han havde vendt sig om. Og hun kunne ikke andet end at stå og stirre imod ham. Øjnene vidt åbne, og smilet var blevet erstattet af det blandede ansigts udtryk. Hun havde ingen ord tilbage i sig. Og hun kunne kun få sig selv til at tage et skridt bag ud. Dette sceneri måtte se underligt ud fra andres synsvinkel. Hvor var han her?!