Turning the tables at night - Ainsley

Tid: 00:30
Sted: Industrikvarteret, lige uden for et mindre diskotek.
Vejr: Det er mørkt og en smule køligt med briser, der giver de fleste kuldegys.
Omgivelser: Der er nogle få folk rundt omkring - men de fleste er dog indenfor, hvor festen foregår.


William var lige trådt ud af døren, slynget jakken over hovedet og fisket en cigaret op af brytlommen. Han tændte den, og tog et enkelt hiv for at smide den. Lige hvad han havde brug for. Han pustede langsomt ud, og trådte på cigaretten for ikke at få røg i ansigtet, mens han stod derude. Musikken kunne tydeligt høres pumpende, hver gang nogen gik ind og ud af døren til diskoteket. Stille og lydløst tog William en tur omkring sig selv, på hælen, for at observere hvem der ellers stod herude. Det var noget, han godt kunne lide. At observere folk. Han gjorde det ofte fra tagrygge, men denne gang var det blandt de simple mennesker. Mennesker. Så simple og så forudsigelige, at William nærmest var blevet træt af racen. Alligevel var der noget charmerende over ethvert menneske. Til trods for deres forudsigelighed, deres reptile tankegang, og deres yderst langsomme udvikling, så var de individuelle. De tænkte for sig, de levede hver især deres eget liv. Meget fascinerende.
En yderst frastødende følelse fór op i William, da han så et par stå og læne sig op af hinanden. At være så afhængig af folk, af andre mennesker, og alligevel være så individuel. Hvordan fungerede det? William kunne ikke se det for sig. Han var trods alt fra den gamle skole, hvor kvinder havde deres plads i huset, og gjorde som manden sagde. Han vidste dog godt at den tidsalder for længst var passeret forbi ham, og kvinder nu kunne stå på egne ben med egne holdninger, og så uden at afstraffe dem. Han kunne ikke se, hvordan deres individualitet kunne snakke sammen. Og udtrykket sjæleven? Hvad i alverden mentes der med det? Han undrede sig, mens han betragtede det lykkelige par. Deres øjne strålede af lykke. Han hørte manden sige: "Jeg vil elske dig for evigt," men mere nåede han ikke at sige, før William stoppede med at fokusere på dere samtale: De var i hvert fald ikke vampyrer, de var mennesker. Hvordan kan man elske hinanden for evigt, når ens liv er begrænset ned til den mindste detalje, og alt skal dø. Mennesker er bare tidsbestemt. Hvordan kunne han tillade sig det? Williams stolthed og æreskodeks skubbede til hans fysiske stand, og begyndte at ryste i vrede. Man skal ikke lyve, man skal ikke bilde andre folk noget ind, man ikke kan overholde. Det er forkert. Han kunne mærke, hvordan han kæmpede en indre kamp for ikke at blande sig. Han drejede om på hælen, stak hænderne i sine lommer, og gik derfra. Gik ned ad gaden, bare for at få et pusterum. For at få lidt fred fra de simple mennesker. Mennesker... Havde de ingen ryggrad, ingen stolthed? William blev igen vred, men kontrollerede det, og fortsatte. Med øjnene ned imod jorden, fortsatte han med hastige skridt. Han skyndte sig væk. Hans øjne var som fæstnet på jorden, og ville derfor ikke kunne se, hvis han stødte ind i nogen...

Ainsley havde haft en meget stresset nat og aften. Nogle mænd havde opsøgt hende i hendes hjem, langt ude i skoven. De havde alt lige fra store våben til gift, som de kunne bedøve hende med og slæbe hende tilbage til livet som blot en slave.

Dog havde hun nægtet at give op så let og havde flygtet, både fløjet og løbet afsted for hendes liv. Hun hev efter vejret og var nu endt i det uhyggelige industri kvarter, hvor hun havde store problemer med at slippe af med dem. Hun landede på jorden, pustede og svedte meget imens hun hurtigt gemte sig i skyggerne, så hvordan de løb forbi og snakkede sammen om hvor den lille Alba var blevet af. Hun så sit snit til at stikke af igen. Hev op i den nu meget beskidte og ødelagte sorte sommerkjole hun havde på. Sokkerne som normalt sad over hendes knæ var gledet ned og revet i stykker. Hendes sko var faldet af for lang tid siden og hendes lange brune hår hang i svedige lokker omkring hendes lille blege hoved.

Ainsley løb ud fra hendes gemmested, stormede ned af gaden. Hun hørte hvordan de stå hende og hun spredte hendes vinger ud, kiggede over hendes skulder og gjorde klar til at lette igen. Hendes lange vifte af halefjer, som stak ud under kjolen, spredte sig og hun skulle til at flyve, da hun pludselig ramlede ind i en person, som var kold og meget hård.

Den lille Alba skreg op forskrækket og væltede ned på jorden, hun hostede svagt og kiggede op på den fremmede som stod foran hende.

”U-und-undskyld!” Hviskede hun med en hæs og forpustet stemme.

William mærkede en kølig brise, og pludselig kunne han se en masse mænd løbe forbi, mens de snakkede om den fandens alba, der var forsvundet fra dem. Han betragtede dem, mens de løb. Han lo ved sig selv; fange en alba? Virkelig. Hvor primitive var de lige? Han betragtede sine omgivelser. De fleste var gået indenfor, efter mændene var kommet - måske var de kendt? Måske vidste folk, hvem de var? Og endnu vigtigere; var de farlige?
William trak vejret dybt, og fortsatte sine skridt den anden vej. Han havde egentlig ikke lyst til at blande sig. Han kendte ikke nogle albaer? Han var lige kommet hertil, og ville egentlig bare passe sig selv, lige indtil...
Han mærkede et stød mod sin brystkasse, og så en kvinde falde ned foran ham. Hun havde ramt ham. Han kunne se hendes svedige hårlokker og blege ansigt - det var sikkert den alba, de ledte efter. Han havde hørt om disse væsner, men aldrig rigtig set en. Han lagde hovedet lidt på skrå, undrende, mens han hørte hende fremstamme et undskyld. Lød ynkeligt.

William kiggede sig over skulderen, tog sig et par sekunder til at danne sig et overblik, for derefter at gå i hug og kigge direkte ind i øjnene på albaen. "Godaften den Frøken. De ser ud til at have lidt travlt... Hvem er De? Og hvem er det, der vil have fat i dig?" Han rakte en hånd frem, og hviskede hen mod hende: "Tag min hånd, og kæmp ikke imod. Det vil ikke hjælpe," mens han tvang et overbevisende, varmende smil frem. William var ikke meget for at hjælpe, men han kunne heller ikke stå og se til at en af anden race end menneske, blive bekriget af mennesker. Desuden var en alba af ren race, og mennesker var individuelle onde eller gode. Han kendte det godt - han havde selv været en. Hans stolthed ville blive ødelagt ved ikke at hjælpe denne alba. Hun virkede så hjælpeløs, og fortvivlet - hvis hun ikke havde haft tid til at kigge op og se ham, måtte det næsten betyde at hun var forsvarsløs og uden andre muligheder, end at komme væk hurtigst muligt. Sådan hast virkede desparat. Nok desparat efter at komme væk; at komme hen i et trygt område.

Ainsley kiggede op på den fremmede mand foran hende. Hun snuste kort til luften og fik bekræftet at denne fyr ikke var menneske, men noget andet. Hun blinkede lidt og kiggede på hans hånd, som hun langsomt rakte ud efter, dog blev hun kort forstyrret da hun hørte hendes jægere løbe op bagved hende. De var ikke ligefrem stille, de råbte op om at de havde fundet hende. Hun stoppede alle bevægelser, tænkte at hun lige nu måtte gøre noget for hendes egen redning.

Den lille Alba rejste sig hurtigt op, med et bestemt udtryk i hendes øjne. Hun vendte sig rundt, så hun havde ryggen til den fremmede og spredte hendes vinger ud. Ainsley selv var omkring 150 cm høj, men hendes vinger var hver 2 meter lange når hun spredte dem helt ud. Hun trak vejret tungt og fokuserede.

Den fremmede ville begynde at kunne mærke en brise flyve igennem gaden, dog blev den langsomt stærkere og blev til en kraftig vind. Ainsley lod vinden styre rundt, så den blæste rundt om hende og blev langsomt til en tornado omkring hende og den fremmede. Hun pustede ud, og styrede vinden lige direkte imod hendes jægere så de blev blæst omkuld og ramlede sammen i en bunke.

Hun stoppede vinden med et bask med hendes vinger. Hun hev tungt efter vejret og svedte nu meget mere. Hun havde løbet meget og stort set opbrugt alle hendes kræfter, dette var det sidste hun kunne gøre imod dem og hun drejede langsomt rundt og kiggede på den fremmede. Hendes øjne var trætte, meget trætte.

”Jeg.. Skal no-!” Et stort brag lød fra et gevær, nede fra jægerne. De rejste sig alle sammen og en af dem havde skudt imod hende. Ainsley øjne blev store, da en bedøvelses pil, lignede dims, nu sad i ryggen af hende. Giften påvirkede hende hurtigt og hun faldt hurtigt imod jorden. Jægerne smilte alle og løb pludselig væk, efter hende liggende på jorden med den fremmede, så det så ud til at han havde gjort det.

William kunne mærke en brise, som blev kraftigere og kraftigere; han betragtede den lille alba kæmpe med stor viljestyrke. Hvor beundringsværdigt. At kæmpe til det sidste; for han kunne se på hende, at energien langsomt blev drænet ud af hende. Pludselig tog vinden ved, og William stod godt fast i jorden, sørgede for at holde sig på jorden, mens albaens vinger baskede kraftigere og kraftigere. Han så, hvordan jægerne pludselig blev blæst omkuld, og betragtede hvordan de var forundret over den lille albas store kraft. Han kiggede ned på albaen, og lyttede roligt. Han stod helt stille, stadig bare forundret selv, og betragtede, hvad han ville kalde et kamp-område, lige nu. Han kiggede rundt for at sikre sig, at ingen mennesker - udover jægerne - så med.

Han kiggede kort albaen i øjnene, da hun, udmattet, fik fremstammet sin sætning. Han hørte et højt brag, og kunne se at jægerne smilede frydende, og deres øjne lyste op af en form for sejrings-blik. De hoppede lidt op, og løb væk. Albaen faldt mod jorden, men det havde William hurtigt registreret, og han fik fat om albaens håndled og stabiliseret hende igen. Han trak pilen ud af ryggen på hende, lugtede kort til den, og kunne konstatere at det var en gift... Mere kunne han ikke lugte, så han smed den hurtigt på jorden, og kiggede igen rundt efter mennesker. Folk havde efterhånden fået samlet sig tæt på gerningsstedet, da braget afslørede en del. William overvejede kort sine muligheder; han lyttede hvor menneskerne kom fra, og hans blik flakkede rundt. Han tænkte ved sig selv: Jeg har ikke geværet. Så jeg kan ikke have gjort det - men hvis de ser det her, vil jeg blive dømt. Træls måde at blive introduceret i nattelivet på. Mennesker er så forudsigelige og dømmende. Vi må væk herfra.

Han traf hurtigt en beslutning, nikkede ved sig selv, og fik albaen over skulderen på ham. Han løb af sted, hans unaturlige fysiske egenskaber havde aldrig virket mere fornøden. Uden problemer var han væk, og selv om en alba var over skulderen på ham, var det stadig ingen udfordring. Han skyndte sig væk, og ind i en gyde, hvor han tog sin læderjakke af, og formede den som en pude, og fik forsigtigt lagt albaen ned. Han trådte et par skridt tilbage, og satte sig på huk foran albaen, med hænderne foldet, og pegefingrene op mod næsen overvejede han nu taktisk sit næste træk...

Smerten var voldsom! Hele hendes krop brændte så voldsomt og hun var fanget i mørket i hendes underbevidsthed. Hun vred sig lidt, mærkede hvordan hele området omkring hende nu var forandret. Det var stadig koldt, sveden havde fået hendes fine hvide og meget beskidte sommerkjole til at sidde klamt på hendes ryg. Sokkerne hang i laser omkring hendes ankler og var heller ikke kønne. Hun skar en grimasse og vågnede langsomt op, efter næsten 2 timer fra da hun var blevet skudt. Normalt ville den gift hun var ramt med, få et normalt menneske til at sove i måske.. 1 time? Men hun var en Alba og var meget mere modtagelig over for gift. Hele hendes krop gjorde ondt, specielt fordi hun havde løbet og fløjet så meget.

Hun slog langsomt hendes øjne op og hev efter vejret lidt rystende, tydeligt påvirket af det voldsomme chok hendes krop lige nu var i.

”H-hvor er jeg..” Hviskede hun lavt med en hæs stemme. Hun kiggede rundt og så pludselig den samme fyr som før, sidde ved siden af hende. Hun peb svagt, satte sig op med et sæt, dog skar hun endnu en grimasse da hendes krop lige nu havde meget svært ved at bevæge sig hurtigt.

Hun fik endelig tumlet sig op og sidde, meget u elegant og holdte hendes beskidte hænder op foran hende.

”D-du.. M-må ikke tage mig der t-tilbage..” Hviskede hun og hendes hænder rystede voldsomt i frygt. Hvis man kiggede efter, så var hendes håndflader og op langs hendes arme, fyldt med groteske ar, både nyere og gamle. De samme ar havde hun dog også på hendes ben, mave og ryg, dog kunne man ikke se det fra hendes tøj.

William kunne se, hvordan albaen kæmpede en brav kamp med sig selv, for ikke at lade giften tage overhånd. Han tog kort sin hånd på hendes pande, og fik eventuel sved til at forsvinde fra panden. Han sad stadig på huk foran denne lille skabning, som han betragtede med stor omhu. Han kiggede op og ned ad hendes krop, forsøgte at fastslå, hvordan hun fysisk var. Hvordan hun kæmpede indeni, og holdt stand mod den gift, som kørte rundt i kroppen på hende. Som pumpede rundt i blodet på hende.

William kunne se, hvordan albaen slog øjnene op med et sæt, og satte sig op i smerter. Han kunne høre, hun snakkede til ham - eller var det et spørgsmål til hende selv? I hvert fald kunne han ikke tillade sig at sidde og bare glo på hende. Han rejste sig op, og kiggede ned på hende. "Hvor du er? Du er i sikkerhed. Jeg er her endnu, fordi du ikke skulle ligge forsvarsløs. Det vil være inhumant."

Han gik helt tæt på hende, satte sig på huk igen, og lagde sin hånd på hendes brystkasse, og den anden ved hendes nakke, for at stabilisere: "Du er i smerte. Læg dig ned, og slap af." Han skubbede blidt hende nedad mod hans jakke igen, som tidligere havde fungeret støttende som en pude, for hende. Han skubbede en tot af hendes hår væk fra ansigtet, rejste sig, og gik lidt væk, satte sig ned igen, og lyttede til, hvad hun havde at sige.

"Du er i sikkerhed her. Jeg er ikke ude på at skade dig, og jeg har ikke nogen tanker om at lukke dig ud til de bestialske jægere, igen. Du kan slappe helt af."

Han kiggede forsigtigt på albaen, men med et følelseskoldt blik. Han havde aldrig lært det med følelser, rigtig, så han kiggede bare observerende på hende. Han tog sine pegefingre op til munden, som om han tyssede på sig selv.

Han spurgte med indre ro i stemmen: "Hvorfor ser du noget så forslået ud? Hvem var de mennesker - og hvorfor er de efter dig?" Han kunne intet andet end at undre sig over, hvem hun var, hvad hun lavede herinde i industrikvarteret. Var hun virkelig levet jagtet hele vejen herind? Hendes måde at manipulere med vinden viste hun var en alba. Men albaers naturlige levested var jo ofte skoven? Hvordan kunne jægerne ikke have givet op med jagten hele vejen herind? Hvad gjorde hende så speciel for dem?

Han kiggede ned på hendes ar, nogle nye, nogle gamle. Han spurgte: "Hvilken kat har du været oppe og slås med?"

Hun kiggede lidt på ham imens han skubbede hende ned og ligge igen, hun gjorde det og rullede om på siden, greb lidt fast i jakke som duftede ret godt endelig og fik hende til at slappe af. Hun fik skubbet hendes kæmpe vinger rundt og foldede dem beskyttende omkring sig selv så hun lå helt pakket ind i de bløde fjer. Ainsley kiggede lidt op på ham. Han var kold og hun kunne ikke så godt læse hans følelser. Hun kom frem til at han helt klart ikke var menneske!

”Øhm.. Alba’er er ofte set som slaver.. Vi blevet indfanget og brugt til det.. Fordi vi er så sjældne.. Og.. Ja, magisk stærke.” Forklarede hun og kiggede lidt ned imens hun kiggede på de mange ar på hendes krop.

”Det er ikke en kat.. Men min gamle Herrer.. Jeg blev indfanget som barn og levede som hans slave eller.. Kæledyr i næsten hele mit liv.. For over 1 år siden, slap jeg fri.” sagde hun og et svagt glimt af håb lyste op i hendes græs grønne øjne.

”Ingen kat, men fordi jeg gjorde noget dumt og derfor straffede han mig.” sagde hun svagt og trak lidt på hendes skuldre.

Nogen kom forbi gyden og Ainsley hev forskrækket efter vejret, farrede op og væltede på hendes fødder, da hun prøvede at komme væk. Hun tumlede rundt og faldt ned på jorden og slog hendes håndflade. Der gik hul og hun begyndte at bløde lidt. Hun peb svagt og greb hårdt omkring hendes håndled. Smerten var voldsom og det var nu tydeligt at hun ikke oplevede smerte som andre. Hun rystede lidt og bed sig i underlæben, kæmpede for ikke og græde imens hun rystede prøvede at tørre blodet af i hendes kjole. Alba’ers blod var også meget anderledes, utrolig rent og sødt. Næsten lige så godt som engles

Han betragtede albaen. Den lille skabning. Hun var lille, og så yderst skrøbelig ud. Han fornemmede, at hun fandt ro og tryghed i hans selskab. Så han kunne ikke bare forlade hende. Han følte et vis beskyttergen over for hende. Han satte sig ned, trak sine ben til sig, og tænkte en del over hans næste træk. Han ville gerne hjælpe denne alba, men hvad han kunne gøre, det vidste han ikke rigtig. Han sad i stilhed og reflekterede over hendes måde at beskytte sig selv på. Måden hun skabte tryghed omkring sig selv.

Han lyttede til, hvad hun sagde. Han kiggede bare følelseskoldt på hende, igen, fordi han ikke kendte andet. "Hvilken slags slave? Hvad er I blevet brugt til?" Han vidste godt, hun var magisk. Han vidste godt, hvad en alba var, men han havde ikke rigtig mødt sådan et væsen før. Han var aldrig så interesseret i andre skabninger udover mennesket. Men mennesket var ikke en positiv interesse, han havde erhvervet sig.

Han nikkede kort til hendes forklaring om, hvordan hendes herre havde behandlet hende. Han kiggede ned ad hendes krop. Hans øjne observerede enhver detalje på hendes meget hærgede krop. Han kiggede over skulderen, og tilbage på albaen. Han kunne se lykken i hendes øjne. Den lykke så så oprigtig ud. Den så ægte ud. Var albaens liv så vigtigt for hende? Var hendes liv så vigtigt. Han følte et vist had boble op i ham. Ikke på albaen, men på ham selv. Så mange, der havde forsøgt at gøre det af med ham på humane måder. Skudt efter ham, slået ham, skåret ham. Intet havde dræbt ham. Han var ikke ked af at være i live, men efter så mange år, så mange episoder, så værdsatte han ikke livet på samme måde.

"Hvad gjorde du af dumme ting? Og er du sikker på, at det var dig, der var dum? Desuden..." Han holdt en kort pause, mens han betragtede albaens græsgrønne øjne. Naturen selv, var jo en del af hende. "Desuden er I meget magiske og magtfulde væsner... Hvorfor flygter I ikke bare?"

Han hørte nogen gå bad ham, forbi gyden. Han ville have beroliget albaen, da hans hørelse for lang tid siden havde observeret, at det ikke var jægerne. Han så hvordan hun næsten fløj op, fik overbalance og faldt, slog sig. Han kunne se hendes blod, men det fristede ham ikke. Han vidste godt at en albas blod var yderst delikat, men han ønskede ikke at skræmme hende. Han ønskede faktisk ikke, at afgive sin mystik omkring, hvad han var. Han var ikke idiot. Han vidste godt, at albaen havde regnet ud, han var mere end bare menneskelig - men hun så stadig uafklaret ud angående hans race. Hvad han så end var. Han kunne se, det gik hende en smule på.

Han traf en beslutning, og valgte at give sin race ud til denne alba, men med disse ord: "Du skal ikke blive bange, okay? Du ved lige så vel som jeg, at jeg ikke er menneskelig. Men du skal ikke flygte. Jeg passer på dig."
Han trak op i ærmet og kradsede hul på sin hud. Han tog sit blod og placerede det over hendes sårede hånd. Han ventede blot nu på hendes reaktion mens hendes sår helede hurtigt for øjnene af begge de to overnaturlige væsner.

Han kiggede på hende: "Læg dig ned igen. Slap af, og stol på mig. Jeg kan beskytte dig, men du har brug for hvile, før jeg forsvinder. Så hvil dig, få dine kræfter igen. Tag det roligt."

Hun kiggede lidt op på ham, da han snakkede. Han virkede virkelig rar, hun kunne ret godt lide ham! Da han pludselig bed sig selv i armen og pressede hans eget blod ned i hendes sår, kiggede hun meget forvirret. Ainsley så ned på hendes lille kølige hånd i hans større meget kolde hånd. Såret forsvandt og det samme gjorde smerten.

”Du er vampyr!” Sagde hun og kiggede op på ham med de lyse grønne øjne. Hun hev svagt efter vejret og kiggede bagved sig, tydeligt bange for andre der ville komme derind.

”Så.. Du vil forlade mig når jeg har det bedre?” hun nægtede at ligge sig ned igen, hun begyndte lidt at ryste, og chokket var tilbage i hendes krop. Hendes lille hjerte begyndte at banke hurtigere og hårdere imens hun kiggede op på ham og frygten dukkede op i hendes øjne. Han havde reddet hende, beskyttet hende og nu ville han forlade hende igen.

”Du må ikke gå!” Klynkede hun og sprang frem, smed sig i hans skød og krøb sammen imens hun holdte fast i hans trøje. Ainsley trak hendes vinger helt op og lagde dem omkring sig selv så hun kun sad der som en lille fjerkulge i hans skød, rystende og skræmt af verden omkring hende.

”De havde jaget mig helt ude fra skoven af.. J-Jeg bor i en hytte d-derude og n-nu ved de hvor j-jeg bor..” Hviskede hun og pludselig løb de mange tårer ned af hendes kinder og hun hulkede. Chokket havde overvundet hende og nu græd hun voldsomt imens hun puttede sig ind på denne fremmedes skød.

Med en hurtig bevægelse stak han hånden op foran hendes mund, med rystende hoved, og en pegefinger og munden. Hans læber udstødte et: Sh, kort, og kiggede sig rundt, for at sikre sig, andre ikke var der. "Ja, jeg er vampyr. Men det skal ikke ud!" hviskede han. Han betragtede albaen. Han stirrede næsten i øjnene på albaen, før han fjernede sin hånd igen, og satte sig til rette foran hende.

Han lyttede til, hvad hun sagde. Hendes stemme lød rystet, overrasket, chokeret. Hun lød til at have satset alt, hvad hun havde på, at William ville blive hos hende for evigt. Han kiggede over på hende: "Hvad havde du regnet med? Jeg ønsker ikke, du skal i fangenskab igen, men jeg kan ikke våge over dig til din død? Jeg kan ikke våge over dig og passe på dig for evigt? Jeg er ikke din skytsengel? Hvad havde du selv forventet, kære alba?"

William løftede armene op, da han kunne se, at denne lille alba havde sat kurs direkte imod hans skød. Han kunne mærke, hun landede i hans skød. Han følte et kraftigt træk i hans trøje, og han kiggede undrende, men stadig koldt på hende. "Jeg går heller ikke endnu. Jeg går først det sekund, du er i stand til at forsvare dig selv. Jeg kan ikke forlade en hjælpeløs - ej heller kan jeg blive og beskytte dig for evigt?"
Han lagde sin hånd på hendes ryg, og knugede hende ind til sig. Han forsøgte at berolige hende, og lade hende vide, at hun var i sikkerhed i hans favn.

"Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg kan ikke gøre noget ved, de nu ved hvor du bor...? Hvad ønsker du fra mig?" Han var fortvivlet på dette punkt. Han ville gerne hjælpe hende, men han kunne ikke gå op og ned ad hende 24/7.
Han kiggede ned på hende, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Han forsøgte at stoppe dem med ærmet fra sin trøje, men så sit nederlag, og valgte i stedet at gengælde hendes putten, ved at holde om hende og plante et kort kys på panden af hende. Et koldt kys. Hans læber var selvfølgelig kolde.

Hun kiggede lidt op på ham, da hun mærkede hvordan han krammede hende og prøvede at trøste hende. Dog påvirkede hans kølige stemme og udseende hende ikke så meget, slet ikke måden han sagde tingene på. Det hjalp faktisk meget.

”D-det ved jeg ikke..” Hviskede hun lavt og lagde hendes hoved imod hans skulder imens hun trak hendes store vinger op, hun lod dem langsomt vikle rundt om dem begge og krammede ham tilbage med dem. Hendes lange halefjer vippede svagt fra under hendes kjole, hvilket var er ret godt tegn på at hun lige nu havde det lidt bedre.

”Jeg.. Kan kun finde ud af at forsvare med mine evner.. Dog.. Kan jeg ikke finde meget mad.. Og har ikke energien til det..” hviskede hun lavt og pillede lidt ved en løs tråd på hans trøje imens hun trak hendes ben helt op og krøb helt sammen.

Hun var tynd, næsten helt mager at se på. Det var nemt at mærke knoglerne fra hendes ryggrad og det var tydeligt også ved hendes ribben. Dog havde hun stadig lidt feminine former og nogle områder på hendes krop hvor der nærmest var et lille lag af hvid pels. Pelsen var på hendes skuldre, lår, underarme, hofter og ned af hendes ryg. Det kunne næsten ikke ses, men pelsen var utrolig blød, men på grund af pelses hvide farve og hendes næsten snehvide hud, så gik det lidt i et.

”Hvad hedder du endelig?” Spurgte hun og kiggede op på ham imens hun tørrede de sidste tårer væk.

Han betragtede albaen med et køligt blik. "Jeg beklager meget, jeg ikke er til megen hjælp, men jeg kan ikke gøre noget for dig." Han anede ikke sine gode råd. Denne lille alba lå helt forsvarsløs i hans skød. Hun virkede til at stole blindt på ham. Ikke at det var en fejltagelse, men hun virkede til at stole lidt for ofte på folk, lidt for meget. Han ønskede at finde ud af, hvorfor denne alba lød til at lide under sin tillid. Hun virkede til at rode sig ud i langt flere ting, og dette kunne meget nemt være grunden.
"Du stoler virkelig meget på fremmede, kan jeg fornemme? Hvordan kan det være? Du ved ikke, om jeg er en dræbermaskine, alligevel ligger du i mit skød og krænger din sjæl ud? Hvordan kan det være?"

Han lagde sine arme tæt om hende, og holdt hende ind til sig. Nussede hende i nakken, da hun lagde sit hoved mod hans skulder. Han lagde blidt en hånd på hendes nakke, og trykkede hende blidt ind mod hans skulder og hals for at få hende til at køle ned. For at give udtryk for, at han var der for hende og passede på hende. Han gav hende endnu et kram, selvom dette føltes helt fremmed for ham. Han havde set menneskene gøre lige så i mange år. Når deres kære var kede af det, var det bare at holde om dem. Det kunne han heller ikke helt forstå. Hvordan vrede, sorg, tristhed eller andre humane følelser bare forsvandt, når man holdt om dem. "Du ved ikke selv, hvad jeg skal kunne gøre? Så hvordan skal jeg kunne gøre noget? Jeg kan ikke vogte over dig for evigt. Derfor kan jeg kun vente til du har genvundet dine kræfter, og forsvinde herefter."

"Jamen, hvorfor kan du ikke finde føde? Mit går rundt på to ben og hygger sig. Hvad lever du af, siden du ikke kan finde det?" Han vidste ikke meget om albaer. Han havde aldrig fascineret sig for andre væsner, som sådan. Kun at de ikke var som menneskene. Ikke at han ikke kunne finde ud af det, men han ønskede det ikke. Han var ret ligeglad med andre folks rene eksistens for det meste, men denne alba... Denne alba havde sat sit præg. Han var først irriteret over, at han skulle beskyldes for, at han havde jagtet en alba, men denne alba havde sat sit særpræg på hans opfattelse af albaer. I hvert fald denne alba.

Han sad i sine egne tanker, rystede lidt på hovedet, da han modtog spørgsmålet, og svarede hurtigt og køligt: "William. Men du kan kalde mig Will eller Bill, jeg reagerer på det hele. Hvad med dit, alba?" Hans tiltale alba lød hård, men det var ikke hans hensigt. Han var blot fanget lidt i vredesmomentet, at han var ufrivilligt blandet ind i en alba-jagt. Det var ikke hans hensigt at lyde ond.

Hun kiggede op på ham og nød virkelig hvordan han nussede hende og krammede hende ind til sig. De stærke arme, som også var ret kolde, fik hende til at falde meget til ro, nok til ro at hun næsten ville kunne falde i søvn der. Nu hvor hun tænkte over det, så begyndte trætheden at tage et hårdt greb i hende. Hun havde kæmpet så længe, været i chok, adrenalinen og giften. Hele hendes lille krop havde virkelig fået nogle bank og hun kunne tydeligt mærke det nu.

Ainsley kiggede op på ham da han spurgte igen om hvordan han kunne hjælpe og hvorfor hun stolede så blindt på ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå, satte sig mere op på hendes knæ, på hans skød så hun kom op i hovedhøjde med ham.

”Hm.. Det ved jeg ikke.. Der er bare noget over dig, som på en måde tiltaler mig.. Plus.. Jeg føler lidt at jeg måske kan lære dig nogle ting..” Sagde hun blidt og smilte kærligt til ham. Hendes smil kunne næsten lyse op, varmen i det var ægte og tydeligt at hun lige nu følte sig meget mere tilpas, selvom det var tydeligt på hendes blege ansigt at hun var virkelig træt. Der var ved at dukke mørke skygger op under hendes øjne.

”Jeg ved ikke hvad der er normalt for Alba’er.. Men jeg spiser kun frugter og grønsager. Jeg bryder mig ikke om kød, så derfor lever jeg af det grønt som jeg kan finde ude i skoven.. Dog er der ikke meget tilbage lige nu, da mange mennesker dukker op derude og tager det hele.” Forklarede hun og trak lidt på hendes skuldre.

”Vi alba’er for vores magi fra maden.. Når jeg spiser, så bliver der omdannet til magi for mig.. Hvor mennesker f.eks. omdanner det til fedt eller andet. Min krop suger ALT næringen ud af maden og laver det om til energi både til min krop, men også min magi..” Forklarede hun og det var tydeligt at dette var noget hun helt sikkert havde fået fortalt.

”Jeg bliver kaldt Ainsley.” Sagde hun og kiggede lidt på ham, studerede hans ansigt og lod hendes fingre glide lidt igennem hans hår imens hun nysgerrigt kiggede lidt rundt på ham. Det var tydeligt på hende at det var lang tid siden hun havde snakket så meget og været i kontakt med en anden.

William satte sig lidt til rette med denne lille skabning stadig liggende, halvt siddende i sit skød. Han lyttede til hende, betragtede hvordan hun forsøgte at overbevise ham om, der var noget han kunne lære fra denne alba. Han kiggede kort ned ad hende, hun kunne ikke være så gammel. Han åbnede munden, og forsøgte at forklare sig: "Jeg er over 400 år gammel. Hvad kunne du om noget lære mig? Hvad har du at tilbyde? Jeg er en vellært vampyr. Jeg er en yderst dannet vampyr. Hvad kunne du lære mig om?"
Han kunne mærke på den lille alba, hun virkelig troede sine egne ord, mens hun sagde dem. Han forstod det ikke; hvad kunne denne alba lære ham? Hvad var hendes hensigter? Hvem var hun, siden hun mente, hun kunne lære en næsten 500 år gammel vampyr noget?
"Du synes kun, der er noget tiltalende over mig, fordi jeg er vampyr. Vi er meget tiltalende væsner - du må huske på, vi skal gøre op for vores føde."

Han kiggede på hende, mens hun beskrev sin diæt. Han rystede på hovedet imens hun sagde det. Han kiggede dybt ind i øjnene på denne alba. Et koldt, stift blik. Han havde aldrig været meget for at tale, men på en eller anden måde, så fik hun ham til at gøre det alligevel. Han åbnede munden: "Med den diæt, hvad havde du så regnet med jeg kunne gøre? Jeg er vampyr - ikke magiker." Hans ord var spydige og kolde. Ikke ud af hans hensigt, men hans følelsesregister var ikke just afstemt med omverdenen. Han forsøgte at forstå denne alba, men det var umuligt. Han kunne virkelig ikke lokalisere problemet med hende.

"Ainsley...." Han smagte lidt på navnet. Han kunne godt lide det. Det faldt i god jord hos ham. "Albaen Ainsley..." fortsatte han. Han kiggede kort på hende, betragtede denne alba, som hendes øjne virkede tungere for hende.

"Endelig tager du imod mit råd. Du burde virkelig sove. Få genvundet dine kræfter."

Han tog sin jakke, og lagde den over hende som en lille dyne. Han tog om jakken, der nu havde en alba under sig, og knugede jakken og albaen tæt ind til ham. Ind mod brystet. Det havde han set andre gøre. Godt nok var han selv kold, og intet hjerte der bankede, men han havde set andre gøre det, så hvorfor skulle han ikke også kunne?

Hun kiggede lidt op på ham, da han puttede hende lidt og hun lå faktisk ret godt, pakket lidt ind, med hendes vinger under sig. Hun krøb helt sammen og kunne nemt være helt under den store jakke, som på en måde var ret varm.

”Jeg bryder.. Mig ikke om at være alene..” hviskede hun og nu kom sandheden endelig ud. Hun greb lidt fat i hans hånd, med hendes mindre og meget varme hånd.

”Vi alba’er.. Bliver ikke gamle.. Den ældste, var en han.. Han blev omkring de 60 år.. Jeg er allerede 22, halvvejs igennem mit liv..” Hviskede hun og det var tydeligt på hende at dette plagede hende.

”Jeg vil gerne prøve at vise dig lidt af min verden.. Hvordan jeg ser det.. William, jeg kan læse følelser.. Og.. På en måde, så er du endda kold inden i.. Jeg vil prøve at vise dig varmen.. Varmen ved verdenen omkring os.. Uden for denne stenskov..” Hviskede hun svagt imens hun trak hans hånd lidt ind til sig, imens hendes brystkasse, hvor hendes hjerte bankede varmt under, som et lille fugle hjerte, fuld af liv og kræft.

”Varme.. Og fred..” Mumlede hun træt. Selvom hun virkede så naiv, så kunne hun se meget, hun lagde hurtigt mærke til ting. Ainsley krøb lidt om på siden og hev hans arm ind til sig, krammede den som var det en lille bamse. Hendes verden sank sammen omkring hende og forsvandt, da hun langsomt gled ind i en tung søvn. Ind i drømmeland.

Han lyttede til alt, hvad hun sagde, men ønskede ikke at svare. Han ville ikke have, at hun blev vågen af hans mulige svar eller stemme. Han ville lade hende sove. Han lagde roligt sine arme om hende, og nussede hende på ryggen indtil hun sov; som han havde set andre gøre det. Han betragtede som den lille alba langsomt faldt i søvn i hans skød. Hun så nu ret sød og uskyldig ud, som hun lå der. Han blev en smule irriteret på disse jægere. Han kunne stadig huske dem. Han kunne stadig huske deres stemme, deres hoveren, deres ansigt, deres beklædning. Han blev irriteret over det. Meget.

Han kiggede ned på albaen, nussede hende en gang i håret, og hviskede til sig selv: "På tide at komme hjem, alba.... Ainsley." Han løftede den lille alba op uden problemer, kiggede op imod himlen, og med albaen i sin favn, forsvandt han ud i mørket. Han løb med al hans kræft, men sørgede for at jakken dækkede over albaen, så hun ikke kunne mærke den kulde og blæst, der ville komme.

Han kom hjem og åbnede døren, og lagde albaen i sin seng. Han lagde sin dyne over hende, og gik ind i sin stue. Han satte sig ned, og kiggede rundt. Det var mørkt, kun oplyst af få lanterner, han havde fået tændt. Han elskede det primitive liv, og han elskede sit sted. Han var ikke meget for at tage albaen ind, da det her var hans sikkerhed. Det var hans sted. Men han havde gjort det, og han havde endnu ikke fortrudt.

Han gik tilbage til albaen, for at kigge til hende. Han stod i dørkarmen, og kiggede med et øje ind mod albaen, som lå stille og sov. Han hviskede kort "Du skal ikke bekymre dig. Du er i sikkerhed."
Han løb ud af døren, og ud i natten. Han måtte væk. Han måtte sørge for albaen. Han var væk. Han havde svoret ikke at komme tilbage, før det blev morgen. Han håbede bare, at albaen ville finde en forklaring på, hvor hun var, og hvorfor, når hun vågnede...

Hun sov virkelig tungt og godt den nat. Hun vågnede langsomt og satte sig roligt op. Hun havde sovet hele dagen væk og vågnede først igen aftenen efter. Chokket og den store begivenhed aftenen før havde gjort at hun havde trængt utrolig meget til at sove og det havde hun. Det duftede anderledes, hun var i en blød seng med en varm dyne og noget sagde hende at hun godt vidste hvor hun var. Eller.. Hvis hus hun var i. Hun krøb ud af sengen og hoppede ned på gulvet imens hun kiggede omkring sig. Mærkede hvor træt hendes krop endelig var og hvor sulten hun var.

Ainsley trak hendes ødelagte strømper af og kiggede ned på hendes beskidte fødder. Hun trængte til et bad og noget mad. Det var helt sikkert. Dog ville hun ikke bare gøre sådan nogle ting i et fremmet hus.

”William?” Kaldte hun lidt imens hun langsomt rejste sig op og gik ud af soveværelset.

Hun lavede store øjne og kiggede lidt rundt imens hun spekulerede på hvor han endelig var. Roligt løb hun over og kiggede ud af vinduet og så at solen lige præcist var gået ned, der var stadig nogle orange stråler hen over himlen.

Ainsley kiggede tilbage ind i rummet og forstod ikke helt hvorfor hun var her. Hun gik over og satte sig i sofaen, krøb lidt sammen på den og kiggede mere rundt imens hun ventede. Ventede på at han kom tilbage.

William havde været ude hele natten. Ude i skoven. Hele dagen havde han gemt sig, og hvæset, bandet og været irriteret over solopgangen. Da mørket endelig havde lagt sig løb han hjem. Han åbnede døren meget stille, i håb om at albaen ikke hørte ham. Han havde været på jagt al den tid, han var væk. Han hørte sit navn blive råbt, og fór sammen. Hun skulle ikke se hans bestialske side. Men han havde intet valg, for han havde inviteret hende ind i sit hjem. Han gik hen omkring hjørnet, og kiggede på albaen. Han havde blod over alt på hans tøj. Hans mund var blodig, og han var egentlig på vej i bad. Han kiggede på Ainsley: "Ja, Ainsley? Jeg er lige her... Jeg har frugter med til dig, men jeg blev sulten, selv, så.... De jægere? De kommer ikke til at forfølge dig mere. Det lover jeg dig."
Han stod roligt og ventede på hendes reaktion. Hvordan hun ville reagere?


Han pegede hen mod en lukket dør: "Badeværelset er den vej, hvis du har brug for det. Jeg håber du har haft en god søvn."

William satte sig ned i en stol, og kiggede på den lille alba. Bange for, at hun blev bange for ham.

Ainsley havde blot ventet og ventet.. Og pludselig gik døren op, hun hørte en person komme ind og var lidt bange for at det ikke var William. Men da han kom til syne, blev hun utrolig glad og hele hendes ansigt lyste op. Hun hørte hvad han sagde og skulle lige sunde sig lidt over det. Dog tog det kun omkring 10 sekunder.

”Du er jo helt beskidt.” Udbrød hun og løb ud på badeværelset. Der fandt hun en skål, fyldte noget varmt vand op i den og fandt en klud. Ainsley løb derefter tilbage igen. Hun passede selvfølgelig på at hun ikke spildte vandet på vejen.

”Her, lad mig.” smilte hun og gik op foran ham, gjorde kluden våd og begyndte forsigtigt at vaske hans ansigt. Det rørte hende slet ikke at han var indsmurt i blod, da det jo var hans måde at spise på? Derfor rørte det hende ikke rigtigt, bare hun ikke skulle se de blodige kampe.

Ainsley stod og nynnede lidt imens hun gjorde hendes bedste for at gøre ham ren. Det var en glad melodi og hendes lange halefjer vippede med på takten. Hun smilte og kunne ikke lade vær med at fnise lidt også.

Hun var selv ret beskidt og burde endelig tage et bad, men Ainsley tænkte altid på andre før hende selv. Så der stod hun og tog sig god tid til at få ham vasket, og blive tilpas.

William betragtede den lille alba, som hun stod og vaskede ham. Han forstod det ikke. Hvorfor gjorde hun det? "Hvorfor gør du det her? Hvorfor er du så betænksom? Du skal ikke stole så blindt på folk. Du skal ikke være så opmærksom på andre - det er hvad der sætter dig i din svage, sårbare situation." Han tog fat i hendes håndled, og tog hendes hånd væk fra hans ansigt. Han pegede igen mod badeværelset. "Du skal ikke fokusere på mig. Gå ind og tag et bad og spis den frugt, jeg har fundet. Jeg håber det behager dig... Ainsley" Hans stemme dirrede en smule af irritation. At hun var så næstekærlig, det gjorde næsten ondt på William. Han kunne ikke forstå det. Han ville nok aldrig forstå det.

Han trådte et skridt tilbage, og satte sig ned med ansigtet i sine hænder. Han havde brug for at tænke den her situation i gennem. Hun havde tydeligvis nogle ting at lære, eftersom hun agerede så kærligt over for fremmede mennesker. Han lyttede til, om hun gik ud på badeværelset. Han sad bare i stilheden, i mørket, i et hjørne. Han tænkte. Meget konkret. Han forsøgte at finde en plan for at denne alba kunne overleve.

Hun peb svagt da han greb hendes hånd, vred sig lidt imens hun kiggede forvirret på ham. Hun forstod ikke hvorfor han blev sur? Hun ville jo bare hjælpe ham lidt, siden han endelig havde reddet hendes liv? Ainsley nikkede lidt, som et barn der lige havde fået skældt ud og gik ud imod badeværelset. Da hun kom derud, lukkede hun døren lidt til. På en måde brød hun sig ikke om helt lukkede døre. De skræmte hende lidt, hun kunne godt lide tanken om at der var et rum ved siden af som hun nemt kunne kigge ud i.

Derefter trak hun hendes ødelagte strømper af, smed hendes beskidte kjole og gik over imod bruseren. Der stoppede hun dog lidt. Hun vidste ikke hvordan det fungerede.. Hun gik normalt altid i et lille badekar med vand som hun havde hentet, eller bare vaskede sig med en klud eller i en sø. Hun stop og kiggede meget forvirret på dimsen foran hende og bed sig lidt i underlæben.

Ainsley gik lidt i panik, vidste ikke om hun kunne tillade sig at spørge William om hjælp eller om hun bare skulle tørre det værste snavs af med en klud og hoppe i hendes beskidte tøj igen.

Hun greb et håndklæde, trak det omkring hendes krop og smutte forsigtigt ind i stuen igen, hvor hun svagt stop lidt gemt bagved hjørnet og kiggede over imod William.

”William?.. Jeg ved ikke hvordan.. Jeg skal tænde for dimsen..” Mumlede hun lidt bedrøvet, meget bange for at gøre ham vred.

William kunne høre, hun forlod rummet, lukkede døren og trak sit tøj af. Han kunne høre alt, hvad hun foretog sig. Han blev en smule irriteret, da han hørte døren blev åbnet - for vandet havde helt sikkert ikke været tændt endnu. Han lyttede til, at albaen gik ud, og bare stod i et kort sekund og kiggede på William. Han løftede hovedet og lyttede på, hvad hun havde at sige. "Drej på højre håndtag for temperaturen, og venstre for styrken af vand. Næste gang, så... Undgå venligst at blotte dig så meget. Hvis du gør det over for den forkerte, går det galt for dig. Du må aldrig stole så blindt på folk. Det ødelægger dig, Ainsley."

William rejste sig op, gik ind der hvor albaen havde sovet og fandt en stor hættetrøje frem, og et par shorts. "Her, Ainsley! Tag det her på."

William sukkede kort, rystede lidt på hovedet og gik tilbage i sit hjørne, satte sig ned på stolen, og lod langsomt sit ansigt indhylde i hans hænder igen. Stadig tænkende. Stadig ved at lægge planer for, hvad han kunne gøre.

Hun kunne tydeligt mærke at hun trængte på.. Hun brød sig virkelig ikke om det! Han blev sur og kunne tydeligt ikke lide at hun spurgte ham om en ting, som han sikkert kendte alt til. Som sikkert var helt normalt for ham. Men det at være inde i et rigtigt hus, det var bare allerede meget anderledes for hende. Specielt også at sove i en blød seng og under en stor dyne. Alt dette var anderledes for hende!

Ainsley tog imod tøjet og gik ud på badeværelset igen, med sænket hoved. Hendes halefjer hang så lavt at de blev slæbt hen over gulvet bagved hende.

Da hun kom ud igen, smed hun håndklædet og lagde det rene tøj på bordet. Hun gik over til bruse dimsen, gjorde som han sagde og kiggede overrasket da vandet væltede ud, dejlig varmt! Hun gik ind under det, grinte svagt og nød den dejlige fornemmelse af hvordan alt skidtet blev vasket af hendes slanke krop, vinger, hår og halefjer.

Hun fik vasket sig helt igennem, mærkede hvordan hun fik skrubbet sæben næsten helt ind til knoglerne og fik ordnet hendes vinger, som virkelig trængte til det, samt hendes hår. Da hun var færdig, hoppede hun ud igen og fik tørret sig.

Hun så næsten helt anderledes ud nu, hvor hun endelig var ren. Hele hendes ydre var lysere i farven, hendes hår havde fået naturlige bløde krøller og hendes vinger glimtede svagt fordi de var så rene. Hele hendes krop var virkelig blevet skrubbet så meget at hun havde lidt røde mærker, men hendes fregner var dukket op igen og de mange ar var tydeligere da de var lidt lyserøde.

Da hun var helt tør, tog hun de store shorts på, dog stoppede hun lidt og kiggede på trøjen. Der var ikke nogen huller til hendes vinger.. Så hun hev den over hovedet og mærkede at det var ret godt at den var så stor til hende, da hendes vinger var nød til at blive presset helt ind til hendes ryg og under trøjen.

Ainsley gik derefter langsomt ud til William igen med hendes eget øjelagte tøj i hænderne.

”Øhm.. Ved ikke hvor jeg kan vaske dette hende?” Spurgte hun nervøst og mærkede hvordan hun trak hendes halefjer helt ind til sig ved hendes ben. Shortsene hang lavt omkring hendes hofter, for ellers kunne de nemlig ikke være der. Generelt så tøjet lidt akavet ud på hende, men de var nu meget rart at det var rendt!

William kunne høre de små alba fødder gå over gulvet i hans fine, lille hytte. Han løftede hovedet og betragtede albaen. En ganske smuk, majestætisk skabning der stod foran ham. Han kunne se, hvor meget hun havde gjort for at se anstændig ud. Han lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede undrende. "Ainsley...? Du skal tilbage til skoven. Til dit naturlige levested igen... Hvorfor har du gjort så meget ud af at gøre dig ren? Du bliver beskidt igen, og det er også din måde at føle dig mest tilpasset og hjemme, har jeg ikke ret?"
Han kendte garanteret godt svaret. Hun ville garanteret gerne blive her lidt. Selvom han havde taget sig af det problem, der hidtil havde været det, i hvert fald. Han vidste godt, der flere farer for en sådan alba. Hun havde tydeligvis ingen beskyttelse, og den eneste beskyttelse hun havde, var når hun havde kræfter nok - og det virkede til ofte kun at være til et modangreb mod en mindre gruppe angribere. Hvordan kunne William lettest beskytte denne alba? Han var ikke meget for at mystiske væsner var så jagtet, så eftertragtet. Selvom han var vampyr og hun var alba, havde de begge det til fælles at de var mystiske, overnaturlige væsner. Han kiggede kort på albaen, da hun sagde noget til ham. "Dit tøj er helt ødelagt..? Vil du gerne have det vasket, eller vil du beholde det, som jeg har givet dig? Vi kan sagtens lave nogle modificeringer." sagde han, og gik hen til albaen. Tog fat i ryggen på trøjen, og rykkede til, så vingerne kunne komme ud. Han tog blidt fat i vingerne og trak dem i gennem hullet, som han havde revet til vingerne, aede dem kort, og tog så fat i shortsene, og hev dem et stykke op, og tog fat i hendes halefjer og førte dem ud genne det ene hul til benet. "Hvis du gerne vil have, jeg laver et hul til halefjerene i stedet for, skal du bare sige til!"

Han kiggede hen på albaen, aede hende kort i hendes hovedbund, placerede et venligt kys i hovedbunden, og gik tilbage til bordet, og satte sig. Han kiggede på albaen. "Hvordan har du formået at overleve så længe, når du næsten ikke engang kan forsvare dig ordentligt? Har der altid været en til at hjælpe dig, når du har været i knibe? - for det kan ikke blive ved sådan."