Empty Chairs at Empty Tables

Klokken er omkring 22.45. Den to timer lange forestilling af Les Misérables, sluttede for omtrent en halv time siden. Salen i Théâtre er efterhånden overtaget af diverse scenearbejdere, der forsøger at få rekvisitter af vejen, og fejet scenen. Nogle fra orkesteret er stadig igang med at pakke deres instrumenter sammen, og tørre den udtørrede sved af deres pander. Alle skuespillere på nær én, har trukket sig tilbage til deres garderober for længst.
- . - . - .- . - . - .-- . - . - .- . - . - .- . - . - .- . - . - .- . - . - .-

Der var noget selvtilfredst i asparaens, let markerede ansigt. Selvom det var tydeligt, at han snart havde brug for søvn, skinnede der alligevel en form for energi ud af ham. En energi der på afstand, kunne forekomme så forunderlig ren, at de færreste ville tro, hvor meget mørke der egentlig fyldte hans sind. På scenen lod han til at glemme det. Glemme mørket, og desperationen efter, at trække folk ned i dybet til sig. Når han optrådte kunne han være helten, der fik publikum til at dåne, eller den fortabte søn der ofrede sig for en større sag, og derved knuste utallige hjerter i salen. Når han sang, kunne han blive fristet til, at lokke folk op fra deres sæder, men det ville med det samme smide ham ud af teatret. Og det var hér han hørte til. På en scene der var så stor, at det krævede en del kræfter at udfylde den med sit skuespil - og i en sal, der var så stor, at man måtte åbne mere op for stemmen, end man nogensinde før turde prøve. Der var noget magisk ved ekkoet, når det ramte væggene i salen, men alligevel var der mange i Di Morga der ikke satte pris på det. Teatret havde sine op og nedture. Generelt var der vel altid en eller anden form for økonomisk problem, der aldrig kunne få sin ende. Folk satte måske mere pris på, at gå i byen, end at nyde et godt stykke arbejde og kunst, der ville være i ens tanker længe efter man forlod salen. Men på visse punkter, forstod Shawn hvorfor mange i denne by måtte slå alle tanker fra, og bare leve i nuét. Det gjorde han vel også selv... Men det begyndte at kede ham. Byture, tilfældige hook-ups - det virkede simpelthen for nemt. Og kedsomhed var bestemt ikke noget der klædte ham.

"Kommer du med?" Spurgte én af scenograferne, efterhånden som salen næsten var tømt helt ud. Shawn rystede på hovedet, og dumpede ned på scenekanten. Benene svang han ud over denne, og han placerede den halvtømte flaske vin ved sin side. Stærkere alkohol ville måske have tjent sig bedre, eller måske bare den sædvanlige løn. Men som altid, var udbetalingen langsom, så vin til skuespillerne, var vidst det eneste instruktøren kunne holde til i denne omgang.

"Some other time..." Han slog over i det irske, som om det faldt ham uendelig naturligt. Det var dog over 20 år siden han ankom til frankrig og Di Morga. Den irske accent var næsten også ebbet ud, selvom han havde forsøgt noget så ihærdigt at bibevare den. Måske i håb om, ikke at miste hele sin identitet, selvom han i grunden selv havde valgt, at lægge sin gamle livsstil bag sig. For hvem kunne han nare? Der var kaos i hans sind, og det havde der altid været. Uanset hvor han var, eller hvilket sprog han talte.

"Det bestemmer du selv. Vi ses imorgen aften."
Shawn løftede hånden som et ligegyldigt 'farvel' til scenografen, der slukkede en del af lyset på scenen, så det eneste der oplyste salen var diverse nødudgangs-skilte ved dørene. Snart var salen tom. Bare tanken om at skulle gå det hele igennem igen næste dag, syntes at være umotiverende for den uadtil unge mand. Jovist elskede han scenen, og elskede at ingen aftener var helt ens, men efter ugevis af samme produktion, var kedsomheden blevet så overdøvende, at den mindste smulle udfordring kunne være rart. Når man øvede til en forestilling var der altid noget nyt at kæmpe med. At lære hvordan man skulle bevæge sig på scenen, hvilke replikker der fulgte hvilke, og hvilke stikord man skulle følge, når det var éns scene. Så snart det hele havde stadfæstet sig, blev det bare for let. Sommetider kunne Shawn endda fristes til at gøre sig tanker om, at ulykker på scenen ville være bedre end den rene perfektion. Hvis scenetæppet faldt ned, eller hvis en skuespiller faldt... Det kyniske i ham tog vel over på det punkt.

De velformede læber fandt flasken og han tog en slurk af den blodrøde vin. Det var vel 'the down-side' af det uendelige liv. Hvad fanden skulle man tage sig til? Det var let at dreje andre om sine fingre. Især menneskene. De fandt ham åh-noget-så-betagende. Sådan var det vel med mange af de overnaturlige. Menneskene var bare dumme nok til ikke at fatte, hvor meget de blev manipuleret med hver eneste dag.

Forestillingen havde været en vellykket genfortolkning af stykket. Opsætningen havde dog samtidig holdt sig passende meget til originalen. Nyere opsætninger af velkendte gamle stykker havde desværre en tendens til at ændre et eller andet vitalt, hvilket ofte var en skam, når det kom til de gamle berømte stykker. Og Alessa kendte efterhånden Les Miserables fra ende til anden. Hun havde endda været til stede ved den originale opførsel dengang. Egentligt fulgte hun ikke så meget med i nyfortolkninger af gamle stykker. I dag så hun hellere helt nyskrevne stykker, eller noget der holdt sig så tæt som muligt til det gamle. Men dette stykke havde fanget hendes interesse. Ikke fordi det var blevet anmeldt med en særligt spændende fortolkning, men fordi billedet ved siden af den skrevne anmeldelse havde fanget hendes øje. Billedet i avisen var fra premiereaftenen og havde vist en scene, hvor én helt bestemt skuespiller havde holdt hendes øje fast. Hun havde lagt i baghovedet, at hun måtte se at få købt en billet til stykket og havde først fundet tiden her til aften. Heldigvis var stykket heller ikke så nyt længere, at det var svært at få billetter, og hun havde købt en i døren. Hun var mødt op i en simpel kjole i et ældre look, nogle ville måske kunne genkende det som noget fra trediverne, og denne var i et simpelt blåt og grønt tilfældigt mønster.

Hun var blevet siddende efter tæppet var gået ned. Havde blot ladet de andre gå forbi mod udgangen og ubemærket havde hun undgået opmærksomhed og dermed at blive gennet ud med resten af teatergængerne. I ro og mag havde hun nydt resten af sit glas vin, mens blikket havde fulgt aktiviteten nede på scenen fra halvmørket. Der sad nu kun én tilbage i den centrerede belysning.

”So you finally became an actor? And a good one at that, I must say. But you do not look as satisfied, as I would have expected..”

Lød en lys og harmonisk stemme fra halvmørket. Øjeblikket efter trådte en lys, slank kvinde elegant ud fra mørket. Den lyse, ubrudte hud og det symmetriske ansigt stod netop godt til den yndige, ældre kjole hun havde valgt som passende til et teaterbesøg. Slanke fingre holdt afslappet om vinglassets øverste kant ned langs siden. Selvom mange andre gjorde det, så ville hun ikke efterlade mere end nødvendigt rod for hvem end der nu skulle tage sig af det.
Et venligt smil spillede over ansigtet, da hun trådte tættere på scenen.

”Dear Shawn, it has been such a long time! How are your parents? And how are you?”

Sidst hun havde set manden, havde han endnu været en ung og sød knægt. Hun havde mødt ham, fordi hun tidligere havde haft et samarbejde med hans forældre. Venlige, oprigtige asparaer, der havde ønsket at hjælpe gennem kirken. Hun havde været hjemme og spise middag hos dem nogle gange og havde derigennem mødt den unge mand. Da var han stadig ung og hun voksen gennem mange år. En fornemmelse af at være gammel stak hende ganske kort, men forsvandt dog hurtigt igen.

Han huskede hvordan han med skepsis havde rynket på næsen, hver gang en eller anden fornem herre før i tiden havde beskrevet vin som værende 'tør'. Det havde, i hans øjne, været direkte absurd at sammenligne en væske med tørhed. Men med den rigtige vin i hånden, flere årtier efter, måtte han indrømme at der var noget om snakken. Hvis rødvinen havde gået gennem en tilpas modningsproces, var fra den rigtige region og havde været fint forseglet, ville smagen kradse mod ganen og svælget på en måde, som en billig rosévin fra supermarkedet aldrig kunne gøre. Det var måske ikke de dyrebareste dråber han fik i sig på teatrets regning, men vinen var i det mindste anstændig. Noget man ikke ligefrem kunne sige om ledelsen på dette sted.
Efter et par slurke holdt han flasken mellem begge hænder, og hvilede denne mod det ene knæ, mens benene vippede lidt utålmodigt over scenekanten. Bukserne virkede en anelse for korte når han sad sådan. Generelt var der noget meget 'støvet' over hans udseende. Tøjet tilhørte en anden tid, selvom det selvfølgelig var blevet produceret kun for kort tid tilbage af kostumeafdelingen. Håret virkede en anelse rodet, og det glinsede en smule ved hårgrænsen af resterne af dén smule sved det havde kostet, at feje rundt på scenen i sin heftige optræden. Scenelyset havde været stærkt, og havde fået tøjet til at krybe til kroppen, hvilket havde skabt ubehag hver eneste gang han lavede den mindste fakt. Nu så det mere afslappet ud omkring hans skikkelse. Knapperne i halsudskæringen var knappet lidt op, og det samme var dem om håndledene. Skjorten var for længst revet lidt op af bukserne, og ærmerne var tildækket af makeup-rester efter at han havde foret armen over sin pande utallige gange. Han havde knapt nok registreret tilstedeværelsen i rummet. Som regel var der altid nogen der fejede det sidste op efter lukketid, eller nogle vagter der strøg gennem salen for at låse af - så han havde ikke udvist den største opmærksomhed mod tilskuerpladserne. Det var sjældent at publikummet ragede ham det mindste.

Alligevel løftede han hovedet ved lyden af den lyse stemme. Den gled gennem mørket, og de tomme sæder, og ramte øregangene på en måde som virkede melodisk. Allerede før han lod blikket hvile mod skikkelsen, vidste han, at denne stemme næppe kunne tilhøre et almindeligt menneske. Det var som om energien var for tydelig. Den rene energi, som han huskede fra sin fortid.
Så snart hun trådte tættere på, syntes han at genkende hende. Et spøgelse fra fortiden, i hans øjne. Og ikke nogen han havde forventet at se i Di Morga.

"A good performance isn't always enough. It gets a bit... old, at some point." Hans stemme, var til fordel for hendes dyb, men også fuld af klang. Den var blot ikke længere præget af et naivt sind, men havde modnet sig på en måde, som nærmest fremstod ulig det milde udseende han havde.

Alessa... Hun fremstod tydeligt i hans hukommelse, og alligevel ønskede han, at det ikke var et faktum. Hun havde engang kendt en mand... En mand som nu for længst var væk, trods han stadig levede i det ydre. Det var kun hvis man kom tæt nok på, at man ville indse, at der alligevel var væsentlige tegn udenpå, på den forandring han havde gennemgået. Øjnene virkede mørkere og mere kyniske. Og når han smilede, var der intet uskyldigt og rent over det.

"My parents...?" Han vippede lidt ligegyldigt med hovedet, før han trak på skulderne, "Don't know... Haven't seen them for... Ages." Han satte flasken fra sig på scenekanten, og hoppede ned mod gulvet i en elegant bevægelse. Dernæst slog han let ud med armene.
"Obviously, I'm great." Der var en snert af selvironi i hans stemme, og et flygtigt smil passerede læberne og viste lidt af den øverste hvide tandrække, "Better than ever..." Det var vel en overdrivelse. Han var rastløs for øjeblikket, og han kedede sig gevaldigt. Engang havde han været lykkelig, men det virkede som et fjernt minde. Netop som Alessa gjorde for ham nu.

"Why are you here? I would never have thought that you would live in a place like Di Morga." Det var som om han vurderede hende let med øjnene, før han støttede den nederste del af ryggen lidt ind mod scenens kant. Igen greb han ud efter flasken, som han skødesløst satte mod læberne og tog en stor slurk af.
"Trying to help the unfortunate souls in this place? I bet this is the closets place to hell on earth, that one will find." En lidt hæs latter gled over læberne og skabte et mildt ekko i rummet.

Da hans øjne mødte hendes, så den gamle engel noget, der fik det markerede hoved til at falde let på skrå og en tænksom rynken fremstod mellem de unaturligt symmetriske bryn. Alessa så noget i hans øjne, hun ikke havde set sidst, men som hun desværre havde set i utallige andre øjne: Kynisme og mørke. En ting hun aldrig havde håbet på at se i den unge, naive mands øjne. Og særligt ikke en ting hun havde regnet med, når han var søn af to asparaer, der havde vedholdt deres tro på det gode, trods så mange stød af dårligheder, de havde mødt gennem deres arbejde. Hun havde nu håbet, at han ville blive ligesom dem.

"If it gets old why do you not do something else instead?"

Halvt spurgte, halvt påpegede hun med påtaget interesse i stemmen. Og det interesserede hende da egentligt også. Hvis han gav et svar, der faktisk var brugbart, ville det muligvis fortælle noget om hans ændrede tankegang.
De lange ben bar hende frem til første række, hvor hun satte sig afslappet ned i en stol overfor ham.
At han ikke havde set sine forældre i evigheder, ærgrede hende en smule. Hun havde nydt deres selskab, deres godhed i sin tid, og havde mødt en ung knægt, hun havde håbet på ville vokse op til det samme. Hverken ligegyldigheden eller selvironien gik forbi hende. Han var stadig en pæn, ung mand og dette klædte ham ikke.

"You do not look great. This indifference does not become you, Shawn."

Lød det tørt fra hende. Faktisk fik det hans ellers pæne udseende til at fremstå.. Slidt. Utiltrækkende. Men hun var sikker på, at hun var en af de få der så dette, så mørket bag. Et almindeligt menneske ville typisk blot se det pæne ydre, og derfor aldrig søge dybere ind i det.

En affejende slank hånd og et kækt smil på det lyse ansigt var hendes første svar på hans spørgsmål.

"Why do you think? This is an underground society. It is crawling with all kinds of supernatural beings. I am everywhere and this place is a part of that."

Hun var her for at våge, ligesom hun var alle andre steder. Og da hendes formål bød hende at fokusere på situationer, hvor det var et overnaturligt væsen der var årsag til ubalance i et menneske, så var et sted som dette det mest egnede. Her var tætheden mellem sådanne situationer langt højere end mange andre steder.
Benene blev krydset over hinanden og albuerne placeret på det højre armlæn, modsat af benene, så hun sad på en behagelig måde, der samtidig havde rettet hele sit fokus observant i den yngre asparas retning.

"You are changed. I do not see that young man with bright lights in his eyes anymore. What happened to him?"

Der var intet dømmende i stemmen, fik det hverken til at lyde positivt eller negativt, det var blot et faktum der blev fremsat, mens de gråblå øjne søgte at penetrere hans facade. For hun så, at han var ændret, og før hun vidste til hvad, kunne hun ikke dømme det.

Den naive, uskyldige knægt var forsvundet for længst. Med hver kyniske tanke, havde den gode del af hans væsen virket mere sløret. Med tiden virkede den gamle Shawn, som intet andet end et fjernt minde. En drøm, man måtte anstrenge sig for at huske igen. Det var som om flere og flere detaljer fra hans gamle liv var forsvundet med årene. Med hvert individ han trak med sig i dybet, syntes den gode del af hans natur, at gå mere itu. Efterhånden havde han fornægtet, at den godhjertede, empatiske asparanatur virkelig vár noget, der nogensinde havde ligget i kortene for ham. Det virkede pludselig ikke efterstræbelsesværdigt, at være godhjertet og uskyldig, når man kunne være overlegen og stærk til forskel.

"Everything gets old, at some point."
En ligegyldig mine gled over hans ansigt, og han rettede øjnene væk fra hende. Han følte et vist ubehag af hendes blik. Måske fordi han vidste, at noget i hende forsøgte at lede efter dén unge mand, han var engang. Engle... Han måtte anstrenge sig for ikke at fnyse af den rene tanke om, at nogen kunne være naive nok til at tro, at hans sjæl havde den mindste mulighed for at blive frelst.

Igen rettede han de blågrønne øjne mod hende, hvorefter han kneb dem en smule sammen, da hun satte sig ned. Han ønskede virkelig ikke et forhør. Alligevel vidste han, at det på en eller anden måde var uundgåeligt. Men hvorfor ikke vise Alessa det mørke der hærgede i ham? Det var jo ikke just noget han forsøgte at skjule for nogen, eller noget han skammede sig over. Derimod skammede han sig over det skrøbelige væsen han engang havde været. Væsnet der havde troppet op i kirken hver søndag, og havde knuget et kors i sine hænder, når han bedte for - selv fremmedes velbefindende.

"Yeah...? But, I feel great. "
Der var en fremmet hæshed over hans stemme, før han tog endnu en slurk af vinen, og dernæst stillede den fra sig. Med de slanke fingre gav han sig til at tromme lidt utålmodigt på scenekanten. Han betragtede hende dernæst. Noget direkte vurderende lå i hans øjne. Som om han så hende for første gang igen. Dénne gang - som en ny mand, der ikke lod sig imponere af den rene udstråling, men derimod ønskede at holde afstand til den.

"Even if this place was packed with angels - you wouldn't be able to make the slightest difference. Di Morga is infested with darkness, you know. Even angels succom to it."
Et smil fandt vej til hans læber. Et skævt, lidt hånligt smil. Han havde mødt nok faldne, syndfulde engle i Di Morga, og han var overbevist om, at mørket ville vinde i sidste ende. Han mente trods alt, at det allerede havde vundet over ham. Det havde - i hans øjne - vundet allerede fra dét øjeblik, at hans evner havde stadfæstet sig.

"People change." Svarede han, men dernæst lo han kort: "Not everybody is stuck in the past, thinking they can safe the souls of others. I'm not that naive anymore." Han ønskede, at hun skulle vide, at det var for sent. At han var tabt, men samtidig fuldstændig okay med det. Han var forandret, ja. Men forandringen var god i hans øjne. Forandringen gjorde ham stærk og fik ham til at overleve i en verden, hvor mange ville ønske at udnytte ham for den race og dét blod han besad.

"You haven't changed, huh?" Mumlede han så, og betragtede hende igen, "Do you know how many fallen angels this place is filled with? How can you still believe in God's mission, when your own kind can't resist temptation?"

Et skævt, fornøjet smil bredte sig over det lyse, symmetriske ansigt. Det kunne godt være, at han var ældre end mange andre, ældre end noget menneske nogensinde ville blive, men i andres øjne var han stadig ung. Og dette var han også i den noget ældre engels øjne.

"Then be creative and find something new. The faulty is your own if you sulk in boredom.”

Lød det en smule tørt fra hende. Men det gjorde det ikke mindre sandt. Den unge mand hun havde kendt, havde været kvik, intelligent. Hvis han kedede sig, måtte han jo finde på noget andet. Og der var rigeligt ting at tage sig til i denne verden. Alessa var blot bange for, ud fra det hun så her til aften, at den yngre aspara kiggede nogle helt forkerte steder efter underholdning. Englen havde levet i mange år og var skabt med et talent til at læse og forstå væsner, en evne hun havde videreudviklet efterhånden, og dét hun kunne se i hans øjne, brød hun sig ikke om.

Et blondt øjenbryn blev svunget i vejret ved hans svar og særligt denne fremmede hæshed i hans stemme. Mange ville nok blot lægge dét til den, at han var blevet voksen og via sine teenageår var sluppet af med den lysere, ungdommelige stemme. Det kunne meget vel være en del af det, men der lå noget dybere i den end dét.  Et dybt og lydløst åndedrag blev trukket ind gennem de smalle læber, hele vejen ned i mellemgulvet, før det forsvandt ud gennem den fine næse, men lyden fra sukket holdt hun for sig selv. Et egentligt forhør var ikke under opsejling, men det havde altid interesseret Alessa, hvad der fik væsner til at tikke; mennesker, asparaer, dæmoner, racen var underordnet. Men hun forstod jo egentligt godt, at mange af de rene asparaer havde fået nok af denne mørke verden, men det ærgrede hende stadig at se det, og der lå altid et underbevist ønske om at få dem til at se det positive, lyset igen.

”Infested, indeed. But not everyone succumb to it, even if you think it so, even if it happened to you. And differences are made every single day.”

Roen og selvsikkerheden bag de ord, der kom ud var ikke til at tage fejl af. Den ældre engel var ikke selv i tvivl om sandheden bag dem, og det udstrålede hele hendes væsen. Selv var det ikke længe siden, hun havde oplevet netop dét i dette mørke Di Morga. Khá. Forhenværende djævel og nu engel af Herren. En krigstraumatiseret engel der nu havde fået ro til at finde sig på plads i sin nye eksistens i hendes hjem. En anden ung engel der nu lærte at styre sine evner, blive vejledt, opnå større sikkerhed. Eksemplerne var mange. Hun så dem ofte og mærkede ændringerne på sin krop hver dag. Hver gang et væsen i ubalance kom tilbage på rette spor, blev den tilhørende kirkeklokke en del af den rene, smukke, himmelske symfoni i hendes hoved. Der var ingen usikkerhed at finde i hendes sind, og ingen tvivl at se i hendes øjne.

”There is a difference between being stuck in the past and remembering, drawing experience from it. I would never have called you naïve, and never weak, since you probably put an equal between those two.”

Han var ung sidst, ja. Og han manglede erfaring, ja. Jovist, som helt ung besad man altid en eller anden form for naivitet i forhold til omverdenen, det gjorde alle, men det var normalt noget man voksede fra, jo ældre man blev. Det at holde et positivt syn på omverdenen var altid langt mere udfordrende, og det var dét hun havde håbet på, at han ville beholde. Hans forældre havde aldrig været naive, de vidste udmærket hvilke typer, der fandtes på denne jord, men de havde beholdt det positive syn på verden, at der fandtes godt, at folk kunne ændre sig.

En lille trillende latter lød ved hans næste spørgsmål, hun så oprigtigt underholdt ud, før blikket igen faldt på ham. Hun så sigende på ham med let bøjet hoved, egentligt manglede hun bare brillekanten til at se udover. Øjnene i det unge ansigt så pludseligt meget gamle og meget vidende ud.

”Dear Shawn, it has been over two hundred years since we saw each other last. I have changed many a time since that. The day I stop changing is the day I either die or am called back to heaven.”

En rolig sikkerhed lå bag ordene. Hun var gammel og gjorde sig selvfølgelig brug af erfaringer og havde da bestemt tendenser til at have et bestemt reaktionsmønster, en bestemt mening, men hun gik i høj grad op i at lære nyt og tage stilling til hver ny ting, som hun mødte på sin vej. Det var vigtigt for hende at rykke sig hele tiden, og det havde hun sandelig også gjort siden de sås sidst.
Et lille fnys lød ved hans sidste kommentar. Han antog vidst mere, end han vidste.

”I do not think that you are aware of how few actually Falls. You might see young angles on the wrong track due to confusion, but there is a long walk from a little confusion to actually getting your wings ripped off and kicked out of heaven. You assume more than you actually know.”

Hvilket var sandt. Eftersom man i højere grad gik efter at rette englene af frem for blot at smide dem ud, så skulle man virkelig synde for meget for at det fik så alvorlige konsekvenser. Englene af det niende kor var skabt så menneskeligt som muligt, for at de bedre kunne færdes blandt dem. Mildere synd var også en del af det.