Let me be your doll, master.

Tiden :: Det vides ikke med sikkerhed, men uden tvivl hen på aftenen. Omkring de 22.00 vel.
Stedet :: Kælderdelen af et større hus i Terre(Ejet af kære Dominic).
Vejret :: Det eneste der er sikkert, er det kraftige blæsevejre, der hærger udenfor.

Forbehold til Dominic Aaron Jabłoński.
_________________________________________________

Hun sad der skam stadig. Helt stille, uden nogen anden bevægelse end den svage hævelse og sænkelse der var omkring hendes brystkasse. Hendes vejrtrækninger var tunge. Tilsyneladende havde effekten fra den smule smagløse pulver, der havde blevet drysset ned i et eller andet, hun havde indtaget, begyndt at prelle lidt af. Hun var knap så væk, som hun havde været, det øjeblik hun havde kollapset. Ikke at hun kunne huske noget derfra. Hun havde været af sted til drømmeland med det samme. Hvis man da kunne kalde det det. Hvor længe havde der egentlig gået siden da? Længe nok, så det ud til. For roligt kom der lidt mere liv i den lille aspara. Det fredelige ansigtsudtryk blev brudt en smule, da hun kort fortrak et mere generet et af slagsen frem. Lige inden hun igen faldt til ro. Men denne ro var kun lige til stede, i det øjeblik hendes øjenlåg begyndte at sitre på sig. Der var flere tegn på, hun nok endelig vågnede op, hvis man da så efter.
Det var nok varmen fra lampen, der så fint hang lige hen over hende, som havde påvirket den urolige vækkelse. Forsigtigt åbnede hendes øjne sig så ellers op. Ganske lidt til at starte ned. Men netop i det samme sekund, som hun fik sin fokuserende fatningen tilbage, og hun begyndte at mærke sine omgivelser, fik hun da rigtig smit alt søvnen væk. Hun åbnede hurtigt øjnene helt op og afslørede som altid den brune farve i dem. Hendes hoved blev rejst, og med øjnene spærret lidt, op blev det ellers drejet fra side til side. Hvor var hun? Det hele virkede så tåget, og hun havde stadig en svag dunkende hovedpine. Lige omkring tindingerne, som havde hun fået påført sig en fin hjelm, som strammede om hovedet på hende. Hun følte sig svimmel, men trods det faktum, prøvede hun nu alligevel at rejse sig op. Uden held. Det var først nu hun rigtig fandt ud af, hvorfor hun ikke kunne bevæge specielt meget på sig. Begge hendes fødder var blevet bundet godt sammen omkring anklerne. Hun kunne kun lige bevæge sine tær. Men ikke nok med det. Hendes hænder var bestemt heller ikke frie. Hun kunne ikke engang se dem. Hun fandt nu hurtigt ud af, hvor de befandt sig. Ligeledes som hendes ben, var de blevet bundet godt fast. Omme på ryggen af hende. Og det så ud til de var blevet bundet fast til den stol, hun ellers så fint var placeret på. Nærmest med det samme, begyndte hun da ellers at vrikke og vride, som et forsøg på at komme fri. Det gjorde allerede ondt. Specielt hendes håndlede, var blevet godt ømme, af det stramme greb, rebet havde haft som dem, i gud ved hvor lang tid. Det ellers så fredelige udtryk, var nu helt erstattet med et mere panisk et. Selvom hun ikke helt kunne se klart, eller overhoved tænke klart, søgte hendes blik alligevel efter noget brugbart. Men der var ikke andet end mørke skygger, omkring hendes lille trygge cirkel af lys. ”Er der nogle?” lød det så ellers fra hende. Hendes stemme var en smule hæs, men ellers havde den vel den samme undertone som altid. Lige med et twist af skræk måske. Hun prøvede stadig at vride sine hænder fri, men igen uden held på nogen måde. Det fik det kun til at fremkalde smerten, der var der i forvejen. Hvilket samtidig fik fremkaldt en svagt lille pevet lyd. ”Hello?” prøvede hun igen. Og hun skulle nok have ladet være. For der gik ikke mere ene et par sekunder, inden hun hørte fodskridt, og en højskikkelse kom ud af skyggerne. Hun kunne ikke helt få lov til at fokusere ordentligt, men hun var nu ret sikker på, han var af den mandlige side af kønnene. Hun skulle lige til at få ordet ’hjælp’ ud, men noget hold det tilbage. Som vidste det, hendes hjælpeløse forsøg ikke ville have nogen virkning. Hvem var han? Og hvad lavede hun her?

Dominic, den høje skikkelse klædt af skyggerne, havde tilbragt de sidste 10 minutter med at betragte den skrøbelige pige på stolen som han havde bundet hende fast til. Hun havde haft et fredeligt udtryk mens hun sov. Det havde blevet for kedeligt for ham til sidst, så han havde forberedt en sprøjte til hende så hun kunne vågne. Efter at have givet hende den var han smuttet ud fra lampens skarpe lys og atter skjult sig i skyggerne og ventet på at hun skulle vågne. Han studerede hendes udtryk og reaktion på den pinefulde situation hun var sat i. Drugged og bortført. Vågnet et ukendte sted, som skulle vise sig at være hans kælder. Specielt designet til... forsøg som disse. Aw well, man havde da lov til at have en hobby? Det var ikke meget han fik tiden til at gå med, udover at passe sin plads i en meget beskidt bande, nærmere mafiaen, og forføre et par intetanende kvinder i ny og næ... Ja, ellers fik han ikke sin tid eller penge til at gå på mange ting. Han havde fået ideen en aften han havde været godt høj på forskellige sjove ting. At indfange en aspara. Selveste aspara! Den smukkeste skabning eksisterende i denne verden, ja altså lige udover ham selv, hvis han selv skulle sige det. Hun begyndte naturligvis at råbe efter nogen. Nogen som kunne 'redde' hende. "Hvor sødt..." Lød hans mørke stemme. Man kunne fornemme det grumme smil som sad fastklistret til hans læber, i hans stemme. Han begyndte langsomt at kredse om det arme pigebarn. "Fortvivlet, bange og temmelig omtumlet må du føle dig" Sagde hans uhyggelige stemme i et ubehageligt blidt tonefald. Han stoppede bag hende så hans udseende endnu var ukendt for hende. Han placerede den ene hånd på hendes smalle skulder og lod den anden hånd fjerne noget af hendes fine hår fra hendes ansigt, og føre det om bag hendes øre. "Men bare rolig, jeg skal nok tage mig rigtig godt af dig..." i hvert fald indtil hun blev kedelig for ham. Så var det en mindre 'pæn' behandling som kom i brug. Han bøjede sig hen imod hende og placerede sine læber ud for hendes øre. "My precious doll..." Et grumt smil gled ind over hans læber og han undlod en ondskabsfuld og mystisk latter, hvorefter han igen gik ind i skyggerne og fortsatte op foran hende. "Now, let me introduce you to your new Master... Me" Han trådte frem fra skyggerne og lod sig vise for hende. Han tårnede sig højt over hendes lille skikkelse, og det skarpe lys dannede markante skygger i hans ellers kønne ansigt. Han var iført et alment jakkesæt. Det mørke halvlange hår var redt tilbage med en håndsdrejning og hans læber besad som altid et mystisk og ondskabsfuldt smil, som afspejlede sig i hans mørke sindsforladte øjne. "Jeg er Dominic" Han bukkede for hende og afventede hendes reaktion. Han ville sandsynligvis få stor underholdning af at pine og plage hende dag ud og dag ind. " Vi skal nok få det rigtig skægt sammen" Sage han lavmælt og smiltede skævt og frydende.

Amelia forstod med det samme, at denne mand ikke var kommet som prinsen på den hvide hest. Han havde tydeligvis ingen planer om at få hende lagt væk fra den skæbne, der var bestemt for hende. Han var den selv samme person, der havde bestemt den for hende. Det lå så klart i hans smil. Hans blik. Hans stemme. Hun stirrede imod ham. Frygten var allerede at se i hendes kønne ansigt. Det fik fremhævet de ynkelige træk hos hende. Hun forsøgte ikke at tage blikket fra ham. Selv da han bevægede sig videre omkring hende, forsøgte hun desperat at holde øje med ham, ved at dreje sit hoved så meget som muligt. Men selvfølgelig kom det der til, hvor nakken ikke tillod hovedet at komme længere. Dog blev hendes opmærksomhed først rettet væk fra hans stemme, lige som hans hånd blev lagt imod hendes skulder. Hun nåede nu ikke så meget at få studeret den, før hele hendes krop stivnede. Hans ånde. Trods den var dejlig lun, påvirkede den hurtigt hende. Skabte tusindevis af kuldegysninger op ad hendes overarme, og kildrer ned af hendes ryg. Smilet kunne hun nærmest mærke uden at tænke så meget over det. Hun vidste det var der. Og det ville ikke forsvinde fra hendes underbevidsthed. Hendes øjne, der eller havde været godt klemt sammen, blev straks åbnet igen, i det hun ikke mere kunne fornemme ham tæt på sig. En ting der nok hurtigt kunne laves om på.
Master? Dette var hvad hun ikke forstod. Alt det han sagde. Snakkede om. Det forvirrede hende blot. Gav hende billeder og forestillinger i hovedet, som hun ikke ønskede at tro på. Hendes vejrtrækninger var blevet en del mere paniske, og hun kæmpede virkelig for at holde tårerne væk. Selvom der intet var at tude over, pressede de på. Gjorde hende mere nervøs. ”Jeg… Jeg ser intet ’skægt’ i.. det her.” Det var næsten umuligt for hende at lyde bare en smule modig. Hun var jo allerede skræmt for livet, for helvede! Hendes stemme afslørede hende skam også på ingen tid. Blandet sammen med de jævne forsøg på at få sine hænder fri, som bare forsagede små smertefulde udtryk og klunk. ”Hva-Hvad er… meningen..” stammede hun, uden at få afsluttet sætningen ordentligt. ”Hvad vil du.. mig?” Selvom hun ikke ville, sad de brune dådyr øjne fast knyttet til den unge mand, der tilsyneladende gik ved navnet Dominic. Hvorfor havde han overhoved præsenterede sig? Hun havde en uendelig lyst til at råbe op. Som ville der være nogle omkring, der ville høre hende. Men hun vidste det ikke ville nødte noget. Og hun havde allerede kommet ud med nogle af de med populærere kliché replikker. Hun havde aldrig rigtig håndteret den slags situationer specielt godt. Og denne var ingen undtagelse.
Atter prøvede hun at komme fri. Denne gang en hel del mere desperat. Hun gjorde intet for at skjule hvordan hun vred og sled. Og det kom som ingen overraskende, hvordan de ru reb virkelig påvirkede håndledene. De var nok blevet skrabet helt fri fra det øverste lag hud nu. Eller sådan føltes det. Igen pev hun, samtidig med at hun bøjede hovedet, og bed tænderne godt sammen. Det var nok omkring nu, hun følte den første lille dråbe saltvand, der bllidt havde landet på hendes bare lår, der var fremvist med hjælp fra hendes shorts. Det var jo sommer. ”Slip mig fri... Jeg beder dig…” startede hun ud. Svagt, men lige højt nok til at blive hørt. Hovedet var stadig bøjet, og hendes lange hår havde blot gledet fri og hang igen ned som et slør omkring hendes ansigt. ”Det gør ondt… Jeg kan næsten ikke mærke… mine fingre… mere..” Det var ingen joke. Blodstrømmen var blevet blokeret en smule. Og i det hele taget den måde hendes arme var placeret på, gjorde det muligt for hendes fingre at blive mere eller mindre følelsesløse.

Dominic begyndte igen at gå i cirkler omkring aspara'en. Han lo let til hendes ynkelige stemme og hendes forsøg på at slippe fri i ny og næ. "Jamen kære... jeg er da fuldstændig ligeglad med hvad du synes. Du er min ting... Min lille nipsting.." Sagde han med en uhyggelig mørk og hæs stemme, og løftede let hendes hage opad med sin pegefingre og betragtede kort det smukke ansigt. Hans mere afbalancerede og åndsfraværende smil bredte sig og blev igen grumt. Han klukkede kort og trådte væk fra hende. Stod nu med ryggen til hende og fronten mod en metalbakke med en masse forskellige redskaber. "Hvad jeg vil med dig? Er det ikke indlysende?" Han vendte sig om med en sprøjte i hånden. "Jeg vil da more mig!" Sagde han og tjekkede kort om sprøjten virkede optimalt ved at sprøjte lidt af indholdet ud. Han nikkede let og lod derefter sine mørke øjne falde på hende. Hvilede på hende imens han sendte hende et skævt og frydende smil.
Han rystede på hovedet ved udtrykket i hendes ansigt. "Men du vil nok hurtigt opdage at jeg har en lidt anderledes form for humor" Sagde han og blinkede til hende. Han betragtede tåren falde fra hendes kind til hendes lår. "Hvor sødt." Mumlede han og lagde sprøjten ned på bakken og samlede en ny ting op fra bakken. Han nærmede sig hende og tog fat i hendes hår og bøjede hendes hoved bagover "Bare rolig... du vænner dig til smerten." Smilede han og satte et halsbånd rundt om hendes hals. Det var elektronisk og havde en ubrydelig lås. Den havde været dyr og få fremstillet, men det var jo trods alt heller ikke penge han manglede. Det eneste som var i stand til at åbne det, var hans egen ild. "Dette halsbånd er elektronisk. Det har en række forskellige funktioner. Det strammer sig selv ind hvis du nærmer dig nogle af udgangene i mit hus, eller vinduerne. Hvis du træder udenfor giver det en.... ja ufattelig smerte af stød igennem dig" Han smilede og trådte tilbage så han kunne se det på hende. "Og nå ja, så er det magnetisk og designet specielt til dig" Han havde naturligvis ikke bare valgt hvilken som helst aspara til hans små påfund. "Det forstyrre din telekinese, så det vil nærmest være umuligt for dig at benytte din evne" Han betragted hende "Det klæder dig"
Hn gik tilbage til bakken og valgte en kniv. Han stod og legede lidt med den og betragtede hende. "Bare rolig... du skal nok vænne dig til det" Smilede han og holdt kniven ud fra sig. Førte sin frie hånd op til knivets blad og tændte en flamme i sin hånd. Han begyndte at varme bladet op så det blev varmt. Da det var varmt nok, slukkede han flammen fra sin hånd og nærmede sig hende. Han viste hende kniven "Smukt, ikke sandt?" Han gik rundt om hende så han stod bag hende og fjernede let noget af hendes hår fra hendes ryg og førte det om foran hende, så det hvilede på hendes bryst. Han bøjede sig ned og skar hurtigt rebene om hendes håndled over, og resten af rebene som holdt hende fanget til stolen. "Så, nu er du fri... eller rettere, ikke fastspændt mere." Selvfølgelig blev hun ikke fri. Han gik op foran hende igen. "Du kan bevæge dig frit i mit hus. Dit arbejde vil være at opvarte mig i dit ophold her." Han tog blidt hendes hånd. "Kom, lad mig vise dig rundt." Han hev hende op fra stolen og åbnede døren som førte op ad en trappe og videre op til stueetagen. Et overdådigt syn mødte dem. Det var et kæmpe hus han boede i, og var fyldt med smukke møbler, og besad selvfølgelig den mest avancerede sikkerhed og alarmsystemer. "Velkommen til dit nye hjem" Sagde han og så ned på hende med et muntert smil, som synes helt malplaceret på ham.

Vænne sig til dette? Hvordan kunne nogen overhoved gå hen og vænne sig til den slags behandling? Sandt nok var der intet sket for hende, men det hele skræmte hende stadig. Ikke nok med det halsbånd der nu sad tæt omkring hendes hals, men også det faktum at denne hybrid kendte til hende. Mere end en almen fremmed ville, i hvert fald. Kendte han så også hendes navn? Hendes bosted? Hvor meget viste han? Hun følte sig pludselig overvåget. Selvfølgelig var hun overvåget. Han virkede ikke som typen der ville lade hende gå, ikke endnu. Denne tanke blev så ellers sendt videre til en anden. Hvor længe havde han i tankerne at beholde hende? Det virkede ikke til et enkelt simpelt spil, han kunne få gjort færdig på få timer. Hvorfor skulle han overhoved give hende den slags mekanisme omkring halsen, for at holde hende fra at flygte, hvis ikke det hele hørte til en større plan?
Hun klemte hurtigt sine øjne i, som han nærmede sig hende med den glødende kniv i sin hånd. Hun sad bare og ventede på smerten. Hun lyttede til hans skridt, hans vejrtrækninger, og hun følte hvordan hendes hår igen blev placeret et nyt sted. Altid noget han ikke havde i tankerne at gøre skade på hendes dyrebare lokker, som i princippet ikke var halvt så værdifulde som hendes eget liv. Hun skulle lige til at klunke, men så bruste en uventet følelsen gennem hende. Hendes hænder. Hendes arme. Hun kunne bevæge dem igen. Samt hendes ben. Automatisk blev hendes øjne åbnet, og hun førte med det samme sine hænder op foran sig. Hun kunne jo se skaderne fra hendes flygt forsøg. Hendes håndled var helt røde, og steder var det øverste tynde lag hud skrabet af. Hun skulle til at ømme sig, men hun nåede ikke specielt langt inden hun atter hørte hans stemme, og følte hans hånd lukkede sig om hendes. Hun nåede ikke engang at sige noget videre.

Amelia blev ret overrasket over synet. Hun havde ærligtalt troet, hun havde befundet sig i en kælder under en skummel bygning i Logenment eller lignende. Men det der mødte hende var langt fra noget der kunne nå ned omkring hendes forestillinger. Det var så luksuriøst! Og der blev langt tykt på. Ingen tvivl om at denne person havde penge. Hun stod bare der. Med store øjne, og så sig omkring. Hvorfor var hun her overhoved? Det svar fik hun hurtigt svar på efterfølgende.
”Hvad?” Hendes blik var hurtigt rettet imod Dominic, der som forventet bare stod og smilede, som var det hele herligt. ”Mit nye hjem?! Hvad skal det betyde?” Med lethed, fik hun smurt sin hånd fri fra hans greb, og hun tog derefter et skridt væk fra hybriden. Hendes ansigt var igen fyldt ud med angst. Der kørte så mange tanker gennem hendes hoved. Hun kunne ikke lade være med at forestille sig, hvad han fandt morsomt. Og grunde til hvorfor hun skulle være en del af det. Hun forsatte et par skridt væk. ”Jeg har allerede et…” Hun stoppede brat sig selv, og hendes hænder kom hurtigt op omkring halsbåndet, der tilsyneladende allerede var gået i aktion. Grebet var blevet strammet, og ved blot at se sig over skulderen imod det nærmeste vindue, bekræftede hun, at han ikke bare havde talt med tomme ord. Det gav lige det sidste til at få hende til at ligne en hjælpeløs lille pige, som hun så på den unge mand igen. Stadig med hænderne oppe, som var der en der tog kvælertag. Ikke at hun var ved at kvæles, men bare den lille stramning havde virkelig gået ind. Tvang hende selvfølgelig væk fra væggen. Og tvang hende til at slugte den store generende klump der så fint sad i hendes hals. ”Hvad er meningen med alt det her?!” Hun vidste det vel godt. Han ønskede sig bare at more sig. Og nu var hun blot som et dyr i fangeskab. Desperat gravede hun sine fingre ned omkring båndet og prøvede at rive det itu. Men hun var tydeligvis ikke stærk nok. Og frygten gjorde hende bare svagere. Fik hende til at ryste, som hun stod der. Hun opgav dog efter kort tid med et snøft. Hendes hånd blev kørt hen over sit ansigt for at fjerne resterne af tårerne, der havde været at finde i de dybe dådyrbrune øjne. Den frie arm, blev bare langt omkring hende. Ind under barmen, omkring taljen. Fik hende atter til at se så skrøbelig ud. Som kunne hun gå i stykke ved blot at prikke til hende. ”Jeg vil bare hjem..” mumlede hun ganske svagt. Knap nok hørligt for andre end hende selv. Især bag de små svage snøft, og den kæmpende vejrtrækning, som afslørede gråden, der var på vej.

Dominic stod selv og betragtede sit hjem. Det var ikke noget særligt... Han havde tænkt sig at leve mindre pompøst end han havde i sit barndoms hjem. Det havde nærmest været en Mansion. Han havde egentlig ikke brug for alt luksusen, men det var nu meget behageligt når han så endelig befandt sig i huset - hvilken egentlig var en sjældenhed. Men mon ikke hans nye 'kæledyr' kunne ændre hans vaner? Hans mørke blik vandrede ned på den lille Aspara, som stod og holdt om sig selv. Enhver som overværede hende i dén tilstand ville være hjerteknust ved at se hende sådan. Dog, følte Dominic intet. Det havde han glemt hvordan man gjorde. En evne der var forsvundet sammen med det meste af hans forstand og samvittighed. Han smilede bredt og satte sig ned på hug foran hende. Førte sin hånd op til hendes nuttede ansigt og strøg hende over kinden med tommeltotten. "Du er hjemme." Sagde han blidt og placerede et kys i hendes pande. Han sad i et øjebliks tid og sendte hende et mildt smil, og lod sine mørke forladte øjne mødes med hendes strålende brune øjne. Der gik dog ikke længe før et horribelt smil fandt vej til hans læber og flækkede hans ansigt i to. Førte mørke skygger indover hans ansigt. Med ét greb han fat om hendes spinkle krop og løftede hende op på sin ene skulder så hendes overkrop dinglede ned ad hans ryg og hendes ben dinglede i luften foran ham. Med et fast greb om hendes lille bagdel begyndte han at gå igennem huset med hende. "Lad mig vise dig rundt" Lo han og viste hende de forskellige rum. Køkkenet, stuen, forstuen, haven - som hun naturligvis ikke måtte bevæge sig ud i, gæstestuen og begav sig derefter op ad de mange trapper til overetagen. Der var en række forskellige værelse, men de var alle aflåste, udover det sidste nede ad den lange gang. Han fæstnede sine lange fingre rundt om dørhåndtaget. "Og dette er dit værelse" Sagde han og åbnede døren. Værelset var stort og åbent. Beklædt med lyse farver og lyserøde gardiner. En stor himmelseng med rosafarvede gardiner stod og ventede. Han gik hen til sengen og smed hende på det bløde sengebetræk. Han smilede bredt til hende og rakte sine arme ud til siderne. "Fint ikke sandt?" Der var et skrivebord til hende og et tv. Han gik hen til dét som lignede et normalt klædeskab i væggen "Og til det bedste!" Sagde han og åbnede døren så lyset strømmede ud derfra. Et walk-in closet fyldt med de fineste kjoler i hendes størrelse. De fleste var små Lolitakjoler med diverse tilbehør til. Han vendte sig rundt og pegede på hendes tøj "Smid dit tøj ud. Du får ikke brug for det. Hvis jeg ser det igen venter der straf" Sagde han koldt og så komplet kynisk ud. Dominic skiftede humør, og til tider personlighed, som vinden skiftede retning. Men det ville hun nok vænne sig til. Hun havde vel ikke rigtig noget valg. "Du kan skifte tøj og være lidt for dig selv nu. Jeg vil opholde mig i stuen hvis du vil mig noget." Han vente rundt og åbnede døren til gangen. Han så sig tilbage over skulderen "Og du må naturligvis bruge alt i huset som var det dit eget. De eneste regler jeg har er" Han løftede hånden og startede med at vise sin ene finger "Hold dig fra vinduerne og dørene, det har du vidst fattet" Han løftede den næste finger "Mit værelse, nedenunder med den røde dør holder du der fra." Han fangede hendes blik og sendte hende et dødsens alvorligt blik "ingen adgang. Under ingen omstændigheder" Sagde han og forlod rummet og lukkede påpasseligt døren efter sig.

Amelia var beæret over endelig at blive sat ned igen. Og især efter som underlaget var yderst behageligt. Hun kunne allerede nu mærke fjedrende i madrassen under sig, og ved en kort fokuseret berøring af beklædningen af sengen, var hun ret sikker på at det ville gå uendelig godt med hendes sarte hud. Men begejstringen var gemt langt væk, og hendes brune øjne var meget hurtigt imod Dominic igen. Han var bare helt rolig. Ingen bekymringer var der at se. Ikke nogen steder på ham. Hun måtte indrømme at det var et imponerende værelse, men hun foretrak nu sit eget. Det hjemme. I hytten. Væk fra byen. Hun nød de hvide farver på væggene og den uredte seng. Det trygge sammenklemte værelse. Det var slet ikke som dette. Hendes øjne fulgte ham roligt, og lige netop som han åbnede døren, ind til det der tilsyneladende var hendes nye garderobe, kunne hun ikke holde sig fra at spærre øjnene op. Nok ikke så meget af glæde, lige i det hun opdagede hvordan størstedelen af stilen så ud.
Hun nikkede nervøst, til han kommandoer, og man kunne virkelig se på hende: Hun ønskede ikke at trodse denne mand på nogen måde. Hun var jo direkte bange for ham. Hun vidste hvad mænd kunne gøre. Oplevet det på sin egen krop. Så forhåbentlig havde hun lært sin lektie, og holdt sig på den gode side. Det gav et ryk i hende, som døren blev lukket. Selvom han ikke smækkede den, virkede bare lyden til at skære sig vej ind i hende. Og så var hun da ellers alene igen. Alene i det værelse, der nu var endt som hendes. Hendes helt eget værelse, der mest lignede en lejlighed. Bare uden køkken og badeværelse. Det virkede alt for stort. Så tomt. Og langt fra hendes. Det føltes ikke som hendes. Det var mere som et… bur. Der var ingen tvivl om at dette var et bur, for at holde hende inde. Ikke at hun kunne løbe nogle steder hen, til tak for det åndssvage stykke legetøj der sad omkring hendes hals. Utroligt at det overhoved passede så godt. Det var næsten som om han havde stået ved hendes side, og taget mål. Det samme galt kjolerne der fint hang klar i skabet. Hun begyndte forsigtigt at folde sig lidt sammen. Benene op under hagen, og armene svunget omkring. Hun rystede pludselig uendelig meget. Hendes kinder blev hurtigt våde af lydløse tårer, og hun krummede sine tær sammen, som ville hun forsvinde, hvis bare hun var lille nok. Hvordan kunne hun have endt sådan? Hun burde have taget det første tog væk fra byen, så snart hun havde haft chancen. Men nu så det ud til at være for sent.

Der gik lidt tid, inden hun endelig tog sig sammen. Hun foldede sig ud, og kom forsigtigt op og stå, i stedet for at sidde og være ynkelig på sengen. Hun tørrede desperat sine øjne og snøftede et par gange. Hun følte ikke hun havde tiden til at sidde og tude. Selvom det var hvad hun havde brug for allermest. Hun fik slæbt sig det sidste stykke hen til garderoben, og hun tog sin tid til bare at stå og glo på de forskellige kjoler. Hun forstod ikke hans valg. Hvorfor ville han have hende til at gå rundt i den slags? Det virkede absurd. Og det ville sikkert ikke klæde hende. Hun rystede blot på hovedet og greb bare ud efter en tilfældig kjole i en grøn farve. Hun kiggede ikke rigtig længe på den.
Kjolen blev smidt på sengen, inden hun langsomt begyndte at klæde sig selv af. Først blusen og efterfølgende hendes shorts. De faldt bare ned på gulvet, og hende selv dumpede atter ned på sengen. Hun begyndte med det samme at trække i de hvide sokker der syntes at høre til kjolen. Hun trak dem helt op over knæene. Enten havde han mismålt hendes bens længde, eller også var det meningen. Hun sukkede opgivende og sad lidt bare og gloede på kjolen ved siden af sig. Hun lod sine fingre stryge hen over den. Hun ville have smilet, hvis ikke hendes humør var helt nede og skrabe bunden. Hun legede lidt ned sit eget tøj, med fødderne, inden hun bestemt sig for at skubbe det ind under sengen. Godt ind under, så det ikke ligefrem ville være nemt at finde frem. Hun ønskede ikke at smide det væk. Hun ville ikke miste alt fra før. Men samtidig ønskede hun ikke den straf han truede hende med.

Kjolen var ret besværlig at tage på, med lynløsen på ryggen. Og alle de forskellige snører. Var det et korset? Hun opgav hurtigt og lod den bare falde lidt sammen om hendes halvnøgne krop, der kun var iført hendes trusser, BH og den halvt påklædte kjole. Hun holdt den roligt op over hendes barm og så sig lidt ind i spejlet hun havde stillet sig foran. Tvang hende til at tørre øjnene igen. De så en smule røde ud. Ikke overraskende, nu hvor de var blevet påvirket af saltvandet fra hendes krop. ”Clara et pura.” nynnede hun svagt. Hun følte sig virkelig usikker her. Dette var ikke hendes hjem. Kunne det umuligt være.