Master?

Omgivelser: beskrivelse kommer.
Sted: Parc d'attractions.
Tid:01:45
Vejr: kølig vind, og en smule dunkelt.
Årstid: Sent efterår.

Vinden blæste i de høje trækroner, selvom man sagtens kunne se at de var plantet falsk. Der var et ødelagt hegn omkring de regelmæssige træer. De var plantet hele vejen ude i kanten af den forladte park. Forlystelses park hvis man skulle være helt korrekt.
De gamle rutsjebaner knirkede når vinden ramte dem, og den hylende lyd fra dets kontrolrum. Alle ledningerne var kappet over, og alt var totalt smadret. Det var sikkert en flok unge idioter, der syntes de skulle ødelægge stedet mere end i forvejen. Hvilket var ret sørgeligt, da stedet nok havde været meget pænt engang.

Galadriel havde forladt sit hjem for, at mødes med hendes såkaldte 'herre' Antonia. Antonia havde for et stykke tid siden reddet hendes liv, og til gengæld måtte hun nu være en slave. Sådan som en tak vel? En billig pris, at betale for et liv. Og nu havde hun jo heller ikke ligefrem oplevet noget helt slemt ved, at være hendes slave endnu. Altså ingen form for fysisk tortur eller noget. Måske det ville komme en dag?

Hun holdt sig på forlystelsesparkens stig, da hun helst ikke ville fare vild i dette mørke. Det ville hun i hvert fald ikke bryde sig om, når hun var sådanne et sted. Og nu var det også ret sent. Og hun var allerede forsinket. Hun skulle mødes med hende denne dag.. eller rettere nat. Hvad mon der skulle ske? Aldrig havde hun før prøvet sådan at være en genstand for en. Nej, hun havde altid været hendes egen herre. Og det resulterede i, at hun overhovedet ikke var forberedt på hvad der kunne ske.

En dyb indånding tog hun, og strammede elastikken i hendes hår. Det samlede håret til en lang hestehale, og den nåede hende cirka til starten af skuldre bladende. Hun havde næsten lige klippet halvdelen af hendes hår af. Så det var blevet en del kortere. Det plejede at nå hendes hofter i løs tilstand, men nu gik det kun til nederst på skuldrebladet. Sådan cirka til det nederste ribben forfra.

Da hun var nået til det aftale møde sted, kunne hun ikke se nogen der. Mystisk. "Hallo?" sagde hun spørgende, og kiggede undersøgende rundt. Man kunne ikke se noget i dette mørke. Mest af alt fordi tingene stod så tæt, at det var umuligt at skelne om det var levende eller ej. Så skulle man i hvert fald en del tættere på. Og det turde hun alligevel ikke. Nej, det var hun dog ikke frygtløs nok til. Hvad kunne ikke gemme sig sådanne steder?