Why can't I be free?

Lyden af total stilhed ramte Noa som et lyn fra en klar himmel. Den totale sum af intethed fyldte luften omkring ham som heden på en varm sommerdag, blot tykkere, mere gennemtrængende, som en uigennemsigtig, hvid tåge, hvor intet kunne trænge igennem, end ikke lyden af hans egen krop, der ramte jorden.
Og så kom mørket.

Næste gang han så dagen lys var, da han fik hørelsen igen. En bippende lyd trængte igennem hans underbevidsthed og fik ham til at slå øjnene op. Først da han havde vænnet sig til den overvældende hvide vægfarve, der reflekterede lyset fra det åbne vindue til venstre, kunne han nogenlunde fokusere, og da gik det op for ham – selvom han havde haft sine bange anelser – at han lå på et hospital. Det tog ham intet mindre end fem sekunder at regne ud, selv i sin sløve tilstand, for han var vågnet op på et så mange gange før, at han ikke kunne tælle det på sine fingre – selv ikke hvis han inkluderede begge sine hænder.
Med et gisp satte han sig op. Hvad var klokken? Hans øjne gennemsøgte rummet efter et ur, men fandt intet. Han havde komplet mistet sin tidsfornemmelse.
Han gned sine øjne. Hvorfor kunne han dog intet huske? Det sidste, han kunne erindre, var, at han var på indkøb. Han måtte være faldet om, og så måtte en eller anden have ringet efter en ambulance. Han tog sig til hjertet med en knyttet hånd. Fandens til hjertefejl! Hvorfor skulle den forfølge ham når nu han var stukket af fra alting for at slippe for den?

”Hjem… jeg må hjem…” mumlede han for sig selv, før han med besvær fik svunget sine ben udover sengekanten. Diverse rør, der var stukket i hans arme og bryst, hev han ud med en grimasse, for ondt gjorde det. Men han ville ikke være her mere, ikke et sekund længere.
Han fik med besvær skubbet sig hen til kanten, men da han trådte ned på gulvet var det, som om han fødder ikke fungerede; hans ben knækkede sammen og han faldt til jorden med et bump.

Natten havde været ganske kedelig som altid, men nu var det jo hellere ikke fordi at det sket særlig meget på et hospital ved nattetid. Nej det var faktisk et af de mest stille steder hvor man overhoved kunne arbejde og derfor var det ofte sådan at han endt med og gå lange rastløse turer i hostiptalesparken mens han ventet på et eller andet skulle ske, ja det var hverdagen for Benjamin som der var en de overlæger der arbejde på Jonlu, og det var ikke altid at han var hundret procent vild med det som han lavet men så igen, han skulle vel brug sin tid på et eller andet hvor han ikke behøvet og sidde stille hele dagen over for det var næsten hellere ikke til og hold ud. Nej Benjamin var en parktisk mand og han ville aldrig kun se sig selv med for meget kontor arbejde også selvom hans arbejde tit havde noget der hen af så var han faktisk mere til de vagter hvor han skulle være partisk, netop den dag havde han de partiske opgaver hvor han skulle rundt og se til de mange percenter som var på hospitalet og han havde kun en tilbage før at han ville være færdig med hans vagt og der efter skulle han bare hjem og have en god lang lur, ja en lur kunne gøre god efter en hele nat på kaffe og Benjamin havde jo os en fantisk seng og sove i så det skulle nok blive god og komme hjem igen.
Benjamin var iført hans hvide hospitalets uniform og han lugtet os som ville hospital nu gjorde, hospitaler kunne altid kendes på den klamme lugt af renhed men sådan var det jo, for ingen virus skulle have mulighed for at overleve og derfor måttet duften os være sådan konstant. kiggede man videre på ham ville man se at han var en mand på omkring de 185 cementer og han havde ganske lys hud mens hans hår var sort og kort klippet af natur, håret havde det ofte med vokse hurtigt ud men ellers var der ikke meget andet og bemærk ved ham.
Nu gik han blot ned af de hvide gange og den eneste farve som der overhoved var til se var gulvet som de havde valgt og give en mørkeblå farve men ellers var alt andet omkring ham hvidt, Benjamin bør sig ikke om hvid og slet ikke på hospitalet for han synes blot at den sagde tomhed og tomhed var ikke altid den ting folk været sat mest når de var syge, men han kun jo ikke lave det om. Han kom efterhånden ned til enden af gangen og han kom frem til lokalet 230 hvor han skulle tilse en fyr som der hed Noa, hvordan Noa nu så ud vist han dog ikke for han havde for det var normalt ikke ham der dog sig særlig meget af de unge mennesker men idag havde hans plan dog lavet sig en smule om og han havde fået en ung mennesker som han skulle komme forbi og se til, langsomt kom han hen til den lukket dør og han banket langsomt på før han åbent døren "godmorgen" sagde han kort mens hans begav sig ind i lokalet..