F-E; Free, or the cell again - Malakel

Tidl. Emne; http://www.vielamort.com/t4932-freedom-or-the-cell-again-ma-lakel-the-vanquished

Hendes blik var rettet mod ham da han havde set til på hele sceneriet, og sagde ingenting, ventede sådan set kun på en form for tegn, og det fik hun skam også da han trådte nærmere mod hende, og hans hånd lige så stille gled op til hendes hage. Hvis det ikke havde været ham, havde hun givet ham sådan et los i røven, men hun var afkræftet, eller næsten da; måltidet om katten var en ting, en anden var motion og utrænede muskler der ikke havde været igang på den rigtige måde med proteiner og kulhydrater, men selv dette ikke var nok for hende, denne simple kat, lod hun sig blive ved det og ventede bare på næste gang der ville blive hende givet noget. Langsomt Lod hun sin hage blive løftet op så hendes hals kom ud til sin fulde længde mens det snavsede og fedtede hår hang ned over hendes skuldre. I det hans tunge kom frem og gled op af hendes urene hage, rejste hårene sig på hendes arme og nakke, uventet kunne man sige, men hun for holdte sig rolig ellers, ét fejltrin, bare et lille et kunne være katastrofalt og koste hende hvad pokker han havde tænkt sig, men hun havde kun en ting at miste, og det var det liv hun havde kæmpet så forbandet meget for. Og det, ville hun for intet miste, ikke nu. Denne herre som var trådt væk fra hende, efter hans fine gestus, havde rakt armen i vejret og forventede nu at hun skulle følge ham. Langsomt sænkede hun hovedet og sænkede blikket mod jorden så hun vidste hvor det var hun satte sine ben, da de tynde udmagret fødder satte sine fodtrin i hans, på vej hen til hvor han nu end ville hen, og ventede blot på et eller andet fremtrædende. De turkis, farvede øjne blev løftet op hvor med de betragtede hvert et hus der gled forbi den lille skabning.
Hvor lang tid der gik, kunne hun ikke tælle sig frem til, eller hvor hen af de gik, havde hun ingen anelse omkring, men da de så var fremme ved den mørke fæstning der tonede sig frem hen over deres hoveder, blev hun opmærksom på dets massefylde; hvor mange værelser og fængselskælder og hvad der end kunne findes derinde, totur kamre, måtte der ikke være blevet lavet derinde. Spørgsmålet lod hun hænge i luften imens hun kiggede på hendes ’redningsmand’ og ventede på en form for ordre eller hvad det så skulle være, hun var nemlig sikker på hun ikke fik lov til at gå med løse tøjler, så lysten til med det samme at spænde ind i den store bygning og lade sig omslutte af dets bepyntning var for længst lagt til side, da han uden tvivl ville gribe fat i hendes hår og kaste hende i jorden, eller hvad han nu kunne finde på. Hendes ansigt sagde intet, men glæden over at være sluppet fra lænkerne kunne ikke skjules i hendes øjne. Lykkelig kunne man måske kalde hende, men det var nok kun fordi denne glædes dag var trængt ind på de dyster og grå tider. Snart ville hun sikkert blive stillet overfor alverdens dystre tider eller hvad denne mand ville gøre. ”Kan jeg få herrens navn at vide?” kom det så fra hende, dog ikke med en spinkel stemme, langt fra, nok mere lettet, kunne man sige. [url][/url]

Borgens ydre ville på sin vis være nok til at skræmme de mest svage raser væk. Omkring vejen kunne man se lig der lå spredt rundt omkring. Nogle afbrænde, andre så bare forvredne og sære ud, som havde nogen drejet på deres lemmer og led, sat ben hvor arme burde være, og omdekoreret ansigtet så det så fuldstændig grotesk ud. Ulve, vis kroppe var blevet forandret ved at indtage netop disse ådsler, ville gå rundt omkring borgen, æde af de mange lig imens at deres sygeligt betændte øjne og næsten hårløse kroppe rejste børster i form af pigge der var groet ud fra deres rygrade. Over Ma'lakel og den ny ankomne, fløj mærkeligt udseende krager. De så ligeså ulækre og forfærdelige ud, deres fjer var fedtet ind i alskens blod og andre væsker, deres øjne var blod sprængte og betændte som ulvenes, og deres næb havde taget en mærkværdigt spids form. Forskruet og ulækre var de ådselædere der levede ved borgens grænser. Man kunne fristes til at tro at disse engang havde været normale skov dyr, men nu var blevet rørt af helvedes flammer, af Ma'lakels eget forvredne sind. De var nået knap halv-vejs da den unge pige talte til Ma'lakel, porten var knap en kilometer lige ude, og den høje halv-dæmon stoppede ikke for at svare på spørgsmålet.
,, Indtil videre bliver jeg for dig tiltalt: Mester eller Herre, hvad end du så vil. Ikke mere, ikke mindre... indtil jeg selv beder dig om andet..", hans stemme var endnu dyb og mørk, let brummende i det han talte til hende.
Den gemte ikke en venlig undertone eller en blid stemme, hans ord var hårde og kontante, udført med et toneleje der krævede respekt og ærefrygt.
Han vendte ikke blikket for at se på hende men gik målrettet fremad, og hvis ikke pigebarnet snakkede yderligere til ham, ville de inden for nogle minutter være oppe ved voldgravens kant, med udsigt til fæstningens store gitter port, hvor to udøde stod ved portens sider på den anden side af voldgraven. Deres kroppe var klædt i en svævende sort robe, imens at de nærmest svævede over jorden. Hver holdt de en form for lance imens at de stod musestille, det eneste der bevægede sig på dem var deres løse tøj der blev leget med af den blide vind.

Hun rynkede panden lige så stille af det svar han gav hende, men sagde ikke noget, og lod sig bare nikke en enkelt gang hvorefter hun gik videre med ham imod indgangen, imens hendes turkis farvede øjne gled hen over de mærkværdige skabninger, der skulle forstille ulve, hun rynkede brynene lige så stille over synet, og kunne allerede mærke den snigende væmmelse. Blikket gled op til de underlige fugle hvis skrig mindede hende om en krage og så alligevel kom hun til at tænke på en slange, måske var det forskelligt fra person til person. Et langsomt nik kom fra hendes side af, og tog en dyb indånding hvor efter hun kiggede lige frem og lod de lyse øjne betragte vogterne på borgen, og videre ned mod de mange lig der så ud til at blive trukket ned i jorden af rødder og andre forskellige ting. Jo tættere de kom på denne underlige syndige borg, lod hun sit blik glide op mod den store port der bredte sig for øjnene af hende, imens hun overvejede hvilke hændelser der ville komme til at ske derinde i denne kæmpe bygning, som hævede sig op over alt og alle. Roligt gik med, med blik lige rettet frem og var så tavs imens hendes blik lukkede sig for en kort stund. En underlig træthed manede sig ind over hende, som når hun lukkede sine øjne, ville de ikke være med til at åbne sig igen, det gjorde ondt når hun havde dem lukket, lidt lige som når man var syg, underligt nok. Hun rystede stille på hovedet af det, og tog endnu en dyb indånding og kløede sin højre arm lige så stille, imens hendes overvejelse for hvad pokker hun skulle gøre hele tiden generede hende. Måske også tanken omkring at hun ikke vidste hvad der ville ske når, først hun var kommet ind i denne kolossale bygning, hvis indre bygning rummede flere hundrede værelser, nogen som denne mand sikkert ikke engang kendte til. Voldgraven bredte sig foran dem og den blide vind tog lige så stille fat i de få klæder hun besad af, ikke engang fordi hun frøs, hendes temperatur var altid utrolig høj, men det skyldtes af den ilddæmon der lå inden i hende. Langsomt fugtede hun sine sprukne læber mens handømonen gik lidt længere fremme end hende, nu var dette jo også hans sted, og hun burde ikke være den der gik forrest, eftersom hun heller ikke kendte stedet.

Et skrig gik igennem himmelen som en af kragerne fløj over dem. Væsenerne på den anden side stod endnu stille i det Ma'lakel var stoppet op foran voldgraven, og lige så hurtigt som han nåede at standse op kunne man høre lyden af kæder der blev løsnet, og den store sorte port faldt ned for fødderne af dem. Kæder var fast spændt på indersiden af den stykke jern port, og gik op til toppen af selve muren for derefter at slange sig ned til et stykke mekanik der kunne trække porten i igen, og løsne den. Som porten faldt foran dem, kom der et stort brag og et vindstød slog herskerens læderjakke tilbage, så den flagrede bagud men stadig holdt en flot buet form.
Uden nogen ord trådte han op på denne lille bro der nu var blevet lagt for dem, og fortsatte ind i fæstningens store forgård! Som de ville træde inden for Abbadon's port, blev lænkerne igennem strammet og porten blev lige så stille lukket i igen. Inde i forhallen kunne man se en stor plads hvor der lå noget der sikkert engang i tidernes morgen havde været en lille have anordning, men som nu blot var et stykke bar jord med et dødt træ i midten. Til højre og venstre side kunne man se små side døre i mørkt træ, og lige frem, forbi det døde træ, var der trapper der førte op til en meget stor og sort dekoreret dør med et symbol af et øje der nærmest var brændt ind i dørens yderste lag. Ved hver side af denne store dør, hang der ligeså to bannere i mørke rød, og med det samme sorte øje malet derpå, man kunne fristes til at tro at dette var Ma'lakels mærke?
Som de var kommet ind i for gården, åbnede døren til venstre, og en mærkeligt udseende kvinde trådte ud. Hendes gang var svajende og forførende, kroppen var kun dækket i meget gennemsigtige klæder så man kunne skimte hendes frynsegoder igennem. Hendes ansigt var smukt, og glat, som en dukkes, med smalle fyldige læber og et par stikkende gule øjne. Et langt bølgende rødt hår smøg sig om hendes skuldre, imens at hun gik imod dem. I panden på hende kunne to horn ses, de snorede sig først opad for derefter at trække sig en smule bagud, og så fremad igen, som dannede de et V.
,, Herre, de er kommet tilbag-...", hun afbrød sig selv da hun fik øje på pigen ved hans side og rynkede væmmet på næsen.
,, .. og de har en gæst med?", hun rakte en hånd op for at dække for næsen, imens at de gule øjne gled og og ned af pigen.
Ma'lakel så over på kvinden der uden tvivl var en form for helvedes yngel, og derefter ned på pigen:
,, Gå hen til hende!", kommanderede han, i en bestemt tone så den unge ild-dæmon ikke ville være i tvivl om han mente det eller ej.
Den kvindelige dæmon lod sine øjenbryn skyde til vejrs i det Ma'lakel bad pigen på hen til hende, og det var ikke svært at se hvor lidt denne havde lyst til at være i nærheden af pigebarnet. Hun-dæmonen åbnede munden for at sige noget men nåede det ikke før de gylden grønne øjne var over hende og den mørke stemme talte til hende:
,, Gør ungen anstændig.. og send hende så op til mig bagefter.. ", sagde Ma'lakel i en ligeså bestemt tone.

Kvinden snerrede svagt, som ærgrede hun sig over at det netop var hende der fik den opgave! De gule øjne fulgte Ma'lakel som han forsvandt ind af den store port og efterlod pigen til den fremmede kvinde.
Kvinden, efter lidt tids stirren på døren, så ned på den ny ankomne igen:
,, Nå! Så .. må jeg vil tage dig under min vinge.. ", hun rynkede på næsen, som var netop den konstatering noget hun fandt fornærmende.
,, Har du et navn?".

Skridtende forsatte videre frem imod porten, og stoppede da ’Herren’ stoppede. Hun var tavs som den stille vind på en sommerdag. De turkisfarvede øjne gled op mod den store port der tårnede sig op over dem og derefter blev lagt ned mod jordens tørre grund med et brag. Hun missede lidt med øjnene for ikke at få støv og sand ind i dem, og gik efter denne mand, hvis navn hun stadig ikke kendte til, og hun kunne kalde ham for Herre eller Mester, hvilket generede hende lidt, men verden var jo heller ikke skabt for at tilfreds stille hendes lyst og behov for at vide ting og gøre ting, som hun ville. Hun rystede langsomt på hovedet, og kiggede op mod de gigantiske mure, så høje som de var, kunne hun nærmest forstille sig selv, stå op af den ti gange, mindst. Det øde og kedelige syn gik hende dog i møde hvor det døde træ stod i midten og den barer og ødelagte grund jord også her var ufrugtbar og nyttesløs. Hvilket liv, var der over hovedet noget, på dette sted, der besad nogle former for farver? Hun anede det ikke, men ville nok finde ud af det inden længe, hvis det så var denne mands ønske. Han var så at sige uforudsigelig kunne man ligeså godt indrømme. Hendes blik gled rundt omkring i det rum de kom til, og de ellers før hen trætte øjne, blev vækket op i ny energi over de omgivelser der tonede sig frem omkring hende, og de betragtede intenst hver eneste lille bitte genstand der var der inde, dog blev hendes tanker afbrudt da hun hørte en kvinde stemme, og drejede sit beskidte hoved med jord og mudder i, mens det eneste der trådte frem var de klarer øjne der ligefrem skinnede i den urene masse. De betragtede den let påklædte kvinde, med et hævet bryn og håbede da ikke hun ville komme til at rende rundt i den form for fremvisning af noget tøj, derefter op på hankønnet der sagde at kvinden havde til opgave at gøre hende klar, eller i hvert fald få hende til at se acceptabel ud. Hun skjult et smil over denne kvindes forfærdelse til hende, ja hun skulle bare vide. Hun kiggede hen på den høje Herre der forsvandt bag en dør længere henne ved rummet, og kiggede derefter tilbage på kvinden som stirrede efter ham og sagde stadig ingenting, Blackie var vant til der ikke blev stillet yderligere grav til hende udover at hun skulle gå og rejse sig op når det var at de skulle videre i ørkenen, hun var derfor også en smule forbavset over at denne mand ville have hun skulle se pæn ud, eller bare være nogenlunde renlig. ”Blackie…” svarede hun da kvinden spurgte indtil hendes navn, og undlod at smile, da det var tydeligt at kvinden væmmes ved hende, og sikkert kom til at hade hende endnu mere, men der var ikke ligefrem noget hun gøre ved det.

Kvinden rynkede endnu engang på næsen, som var pigens navn i sig selv en fornærmelse! De gule øjne lod sig glide ned over dennes hud, imens det forfærdede blik lige så stille fortog sig og blev i stedet til en gnist af nysgerrighed. Hun lod endnu engang de gyldne øjne søge pigens tyrkis farvede: en unik farve taget dennes rase i betragtning. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde forventet noget brunt og mat frem for noget klart og skinnende, måske på grund af pigens daværende udseende. Kvinden himlede med øjnede:
,, Nå ja.. helt radmager er du jo ikke.. men du skal nok tænke på at få ædt noget.. en pige kan ikke gå og se sådan ud! Hvad tænker herren ikke om dig.. tsk.. ", kvinden vende sig halvt imod døren, men lod stadigt blikket ligge over Blackie overvejende.
,, Du ligner en krage-unge..", sagde hun så, som spyttede hun ordrende ud!
,, Følg med!", blev der kommanderet, og kvinden gik imod den dør hun var kommet ind fra. Hvis Blackie fulgte efter ville hun blive ført ind i en stor gang, lavet af sorte mursten med mærkelige ildkugler der hang frit i luften uden at have behov for at fortære noget for at kunne leve, gulvet ville være beklædt på midten med en mørkerød løber. Hun ville blive ført forbi nogle døre, indtil de ankom til et rum hvor dæmon kvinden stoppede op ved og åbnede den blev blot at lave en glidende håndbevægelse imod den. De ville da træde ind i et rum, smukt og stort, med en himmel seng der måtte være en prinsesse værdig! Silke lagener, og puder i spandevis, samt en overdådig duft af friske roser! Ved den ene side var der et bord med et spejl over, og så en stol med en guld kant ligesom spejlet. Et stort vindue var placeret lige ved siden af sengen, med udsigt over forgården. Kvinden spankulerede over til en dør i den modsatte side af sengen og spejl anordningen, og åbnede den: den førte indtil et stort badeværele, med et moderne toilet, men et gammeldags bad, lavet af mørkt, glat sten, dog var der indbygget en vandhane, samt en bruser som hang en smule over den. Brusehovedet var i pænt hvidt elfenben, imens at kanterne og metallet var af skinnende guld, ligesom vandhanen på badekaret.
Kvinden gik ind og hen til sten vasken, for at åbne en låge og finde et rødt håndklæde frem imens hun irriteret mumlede noget på et sprog som Blackie endnu ikke ville have lært.
,, Mit navn er Odette.. eller det kan du kalde mig indtil du har lært at sige det rigtigt! Tag dit tøj af og hop op i badekaret!".

Kvindens hårde ord, rørte ikke Blackie det mindste, ja hun var fandme en krageunge, en grim en af slagsen måtte man sige. Langsomt kiggede hun lidt rundt for at finde ud af hvordan det var hun skulle tilpasse sig, i den korte, eller lange stund hun nu ville befinde sig her på stedet, om Herren, ville lade hende blive boende i hans prægtige borg kunne hun ikke sige. De turkis, farvede øjne lod sig glide hen over hvert enkelt lille ting der end var rundt omkring dem, der var ikke noget der mistede hendes øjnes favntag, besynderlig som hun var; Bleg, hvidt hår, lyse øjne, bare et totalt sidespor fra det de normale ilddæmoner var. Hvis man altså skulle være hel præcis kunne man jo nærmest ikke engang sige hun var en fuldkommen ilddæmon, sådan et sidestik som hun var, bare lys og klar, i stedet for mat og dunkelt. Hun brummede stille og forsatte ned af korridoren og kom ind til et værelse hun aldrig havde set magen til før, dette var utroligt, fuldstændig formældampelt. Hun havde simpelthen ikke ord faktisk, for hvad dette syn gjorde ved hende, og det tog meget anstrengelse for hende at skulle vende blikket over mod dæmonen med de takkede horn. Hvordan hun havde fået dem havde hun ingen anelse, ville hun selv få det hvis det gik der hen af? Hun anede det ikke og rystede der for atter på hovedet, svarende ville sikkert komme inden længe når hun havde været her noget længere, og den slags. Langsomt gik hun med ind på det badeværelse den ældre kvinde var gået ind i og fulgte derfor med hende, for at kunne komme videre til hvad hun nu end ville med hende. Et stille nik kom fra hende da hun sagde at hun skulle tage tøjet af gjorde dog bare hvert et vink som hun sagde, da hun under ingen omstændigheder ville fratages fra at kunne få dette behagelige og livs lange ønske om et bad, eller sådan føltes det. Hun sukkede stille da hun lod sig glide ned i det varme vand og smilede en smule over endelig at kunne føle sig på sin hvis ren igen. Langsomt kiggede hun op på kvinden der nu havde præsenteret sig som Odette, og fugtede langsomt underlæben endnu engang inden hun fremsagde noget, ”Odette, hvad er herrens navn?” spurgte hun så, sikkert et forkert spørgsmål, men hun ville ikke til at gå rundt i uvidenhed omkring hvad herrens navn var eller ikke var, det var frygtelig irriterende sådan noget, bestemt når man skulle sendes op til ham igen, selvom hun ikke måtte kalde ham andet end Herre, eller Mester, sjovt nok. Lige så stille begyndte hun at vaske sine beskidte ben og arme, så hun kunne få den, rene men blege hud frem igen. Hvis hun var lidt heldig kunne hun da blive en smule brun til sommer hvis det altså kunne lade sig gøre. Blackie der normalt burde havde været en blegfis med brunt asiater hår, var nu mere en blegfis med hvidt asiater stof i håret, og lignede en typisk europærer, sjovt nok. Hvis hun da havde været som alle andre, var hun måske ikke blevet taget væk fra sit hjemland, hun anede det ikke, men tingene var tilgengæld også utroligt indviklede nu om dage. Der gik ikke længe før hun fik skrubbet det værste af hud og hår, hvilket medførte til et utroligt beskidt vand.

Kvinden rettede sig op. Hendes måde at bevæge sig, gå på, tale på, havde en ophøjet højtidelighed over sig, selv da hun tog et hvidt håndklæde ud fra bunken inde i det lille skab, var det som om noget næsten royalt lå i hendes måde at gøre det på. Som gjorde hun hver bevægelse speciel. Hun Så hen på pigen da hun spurgte til herrens navn.
Hun sænkede øjnene ned over pigen i det varme kar, og rejste sig med håndklædet i hånden:
,, Hvis herren ikke vil fortælle dig hans føde navn, så skal du sikkert gøre dig fortjent til det..", svarede Odette.
Endnu engang var hendes ord som talt af en dronning. Hun havde en illusion af noget kongeligt. Odette vendte opmærksomheden op imod et af væg skabende over vasken, ved siden af vinduet, åbnede det, og tog nogle små flasker ud, i forskellige farver.
,, Husk at måden at overleve på her, er at holde mund indtil du bliver talt til.. hvis du er med dine artsfæller.. andre raser kan så vidt herren er bekendt tage ud af landet. Vi lever her, fordi vi er stærke.. ikke bare når vi er i kamp, men i vores måde at holde vores forhold til vores egne tætte dog professionelle, med mindre andet er nødvendigt..", Odette gik hen til badekarets kant og satte sig ned på knæ, hvorefter hun lagde håndklædet på gulvet og flaskerne ovenpå.
Hun sad i en tid og overværede pigen vaske sig, og med det samme skidtet gled af pigens hud, blev de gule øjne blev lidt større, og kvinden så nysgerrigt. Pludseligt rakte hun ud efter Blackie's hånd, imens hun betragtede den fascineret. Efter lidt tids undersøgen kneb hun øjnene svagt sammen i mistro.
,, Fortæl mig Blackie, er du sikker på du ikke er is-dæmon?".
Odette tvivlede stærkt på at hendes herre kunne tage fejl, men.. pigens hud var absurd lys. Odette havde aldrig set en ild-dæmon med sådan et lyst og klart ydre. Som en crystal, klar og skarp.

Blackie nikkede lige så stille til det som Odette fortalte og forholdte sig ellers bare i tavshed, og kiggede stille rundt i det store badeværelse imens hendes tanker gled hen på så mange andre ting, så som hvad herren ville hende når hun kom op til hans tronsal, eller hvad man en d skulle kalde det, når det nu var hun ikke havde set det endnu. Alting kunne vel nå at ændre sig rimelig hurtigt, hun brummede en smule da hun fik en meget stærk duft ind igennem næseborene og fnøs let så nogle bobler spredte sig, derefter blev blikket vendt imod kvinden som havde sat sig ned ved hendes side, og hævede undrende det ene bryn til det hun sagde, ”Rimelig sikker… har ikke gjort andet end at sætte ild til folk hvis det er det du mener?” sagde hun så og trak lidt på skuldrende, ”Er vel noget af en mærkværdig skabning må man sige…” små smilede hun og kiggede lidt væk hvorefter hun trak sin arm til sig, hun havde haft problemer nok i Japan med hendes udseende, fordi det skillede sig så meget ud der, uheldigt nok havde det ført til slavemarkedet, men havde været så heldig at overleve så godt som overhovedet muligt måtte man sige.
En sagte stønnen af træthed gled ud igennem hendes læber, og lod sig synke ned i karet og hvor hun blev under i et godt stykke tid, næsten et minut, og kom derefter op igen og tørrede sine øjne, hun vendte så blikket imod de mange flasker som Odette havde fundet frem og tænkte at hun sikkert gerne ville hører omkring episoden på slavemarkedet, men måtte nok hellere spørge hende først før hun kom for godt i gang, ”Vil du hører omkring episoden på slavemarkedet?” spurgte hun så og kiggede på hende med et spørgende blik, det var altid rart at dele lidt af nogle fantastiske oplevelser med nogen ind imellem, så var det tilgengæld også bare med at finde de rette til at dele dem med. Hun tog en dyb indånding igennem næsen og kiggede igen ned på de mange flasker og betragtede dem lidt i mens hun idømte hvad det var der var i hver af flaskerne. Men stillede ikke yderligere spørgsmål før end at hun endelig ville komme op af badet, om hun vidste ikke hvor længe endnu, hun kiggede derefter hen på kvinden og betragtede de forskellige træk hun kom frem med, og kunne så ikke dy sig selvom det var rimelig ligegyldigt det spørgsmål hun ville komme med, ”Det er måske dårligt at have hvidt hår… kan da godt farve det altså?...” sagde hun så og hævede det ene bryn imens hun ventede på respons fra denne dæmon med de takkede horn, og skulle lige til at sige noget mere, men kom så i tanke omkring hendes ord med ikke at snakke hvis hun ikke selv blev snakket til, og hun havde nok at tage sig til på forhånd sikkert, så for mange spørgsmål ville uden tvivl bare sænke hende for meget.

Det mistroiske i Odette's gule øjne kunne stadig skimtes, det var tydeligt at se at hun endnu ikke havde den store tillod til pigen. Men på den anden side, hun ville ikke binde sig for meget til en tøs der måske ikke ville være der i særlig lang tid. Efter pigens ord lod Odette til at lade hende slippe, hun slap hånden som pigen trak den til sig. Det var i sidste ende ikke hendes beslutning om man kunne stole på den unge hundæmon, men herrens. Og Herren lavede ingen fejl!
Den ældre kvinde himlede kort med øjnene over den yngres barnagtighed, i det denne lod sig glide ned under vandet. Men det var vel godt det samme, taget i betragtning af at hendes hår skulle være vådt inden Odette begyndte at forkæle hende med alskens duftevand.
Hun var selv en meget renlig kvinde, og hun holdte af dufte, af aromaer af forskellig art. Af kvindelighed, og ynde! Feminitet frem for alt andet!
Da pigen dukkede op igen trak Odette sig en smule væk, mest for ikke at blive ramt af de små dråber vand der ville sprøjte fra side til side i det pigen kom tilbage til overfladen. Hun lagde en hånd ned på en af de lyserøde flasker og trak proppen af den, og en vidunderlig frisk jasmin duft fyldte meget hurtigt hele badeværelset. Hun så på pigen som denne spurgte om hun ville høre om hvordan hun og Herren var stødt på hinanden. Ednnu engang lod den ældre kvinde til at blive en smule halv irriteret over pigens uvidenhed.
Og da hår-spørgsmålet kom himlede hun endnu engang med øjnene:
,, Hvor du dog snakker... du lyder som en glad hvalp der lige er blevet hentet af din herre, og ikke en udsultet tøs.. ", Odette så til siden, i en gud-hjælpe-mig-gestus.
Hun tog noget af den lyserøde flaskes indhold i hænderne og gned dem sammen indtil der kom en skummet lyserød masse, og lagde derefter hænderne på pigens hoved, og begyndte at massere det ind i håret.
,, Dig og herrens historie er ikke noget du skal dele med andre.. det er dig og herrens.. forstår du det? Det er fortroligt.. du skal føle dig glad og taknemlig! Herren tager kun de bedste med her tilbage!.. Så han må se noget i dig.. af en eller anden mærkelig grund!.. Og rør ikke dit hår! Du farver det hvis herren siger du skal, eller du for lov af herren til at gøre det!", hun trak hænderne fra pigens hoved efter at have masseret duftemidlet ind i det lyse hår.
,, Dyk!", blev der beordret.