Bloody revenge - Zelma

Natten var startet langt om længe, og de fleste almindelige væsner fandt deres vej hjem, søgte ly for regnen og nattens børn, der nu var på vej frem fra deres skjul. Regnen gjorde alting nemmere for blodsugerene, da deres lugt kom væk fra dem og blev vasket af dem med regnen. Lyden af nogle høje hæle pircede nattens stilhed, de fleste folk ville gå en bue uden om denne kvinde hvis de kendte hende, eftersom hun var kendt.. Eller det var der mange der så hende som, trods det ikke var det helt store hun lavede inden for musikkens verden. Dette væsens tøj gjorde at hun nærmest ikke var til at se. De sorte nylonstrømpebukser og den sorte kjole stod godt til hendes udseende. Den blege hud, det tofarvede hår, og hendes makeup. Alt sammen noget der passede til hendes image. Roligt gik hun rundt i Terre, på jagt efter en bestemt person, som hun havde hørt holdt til på disse kanter. Hun var nødt til at finde ham… Selv sikkert gik hun gennem gaderne, så ned af hver eneste gade, for at være sikker. Hun stoppede. Der var noget der fangede hendes opmærksomhed… Det var en kvinde, hun lugtede som om hun lige var blevet overfaldet… Stanken af blod fik hende til at smile. Det underlige ved hende var, at trods hun var halv vampyr, så var der ikke nogle hugtænder i hendes mund og det kom der heller ikke. Hun gik over mod kvinden med et bekymret blik. Dette blik var selvfølgelig ikke ægte, for at være sød var ikke just det hun var kendt for ” Er De okay frue?” sagde hun og lå en hånd på skulderen af kvinden som så op på hende ” RED MIG!! DER ER NOGLE EFTER MIG!” skreg hun og nærmest klemte sig ind til hende. Hun så sig omkring, men der var ikke en eneste at se nogle steder. Hun kiggede ned på kvinden og sukkede, hun var nødt til det… Hun lod sin ene hånd fjerne kvindens hår fra halsen og opdagede så de to mærker.. En vampyr… Hun himlede med øjnene inden hun med et ryk lod sine tænder gå ind i kvindens hud og drikke resterne af det blod der nu var i hende. Langsomt sank kvinden sammen under hende og faldt livløs til jorden. Med et skævt smil på læberne tørrede hun blodet væk fra sine læber ” Ups…” sagde hun og begyndte igen at gå på jagt efter ham hun nu egentlig var kommet til Terre for at finde.

Endelig var mørket faldet på over Terre. Zelma sneg sig ud af Cap Rouge, hendes chef ville nok alligevel ikke opdage hvis hun var væk.. Han plejede altid at være fortabt i hendes og hendes kollegaers kroppe når de dansede, så Zelma kunne ikke rigtig se nogen grund til at han skulle opdage at en manglede..

Zelma havde et regnskab at gøre op med en eks kæreste, som havde været hende utro.. "Jeg føler mig.. Tørstig." Sagde Zelma til sig selv og små grinte. Men hun holdte op med at grine og stoppede da hun kunne dufte blod, hun ville ikke gå der hen men hun har ikke helt fået kontrol over hendes blodtørst endnu.. Så mod hendes vilje løb hun hen mod blodlugten, men da hun kom der over var det en død kvinde der lå på jorden. Hun kiggede ned på kvindens hals. "En vampyr? Den her jagt bliver lidt mere spændende." Sagde hun med et smil på læben og fortsatte sin jagt.

"Av!" Blev der råbt et sted fra. "Hvad var det?" Spurgte Zelma sig selv, men lige da hun skulle til at gå videre tog hun en dyb indånding gennem næsen, og duftede ham hun var efter men der var en anden lugt.. En lugt der på en måde virkede bekendt. Hun fulgte lugten og så en kvinde der så bekendt ud, men Zelma kunne ikke helt komme i tanke om hvor hun havde set den kvinde.
I mens Zelma stod og tænkte kom den som hun havde ledt efter ud af det hotel som han boede på, men inden hun gik hen mod ham følte hun en trang til at spørge kvinden hvem hun var.. Så hun gik hen til kvinden og kiggede på hende. "Undskyld med jeg er sikker på jeg kender dig..? Så hvem er du?" Spurgte Zelma og kiggede på kvinden..

Regnen gennemblødte hendes tøj og fik hende til at ligne en druknet rotte, men hun var ligeglad... Hun var på jagt og hun var 100% opsat på at finde denne fyr hun var ude efter. Koste hvad det koste ville. Hun hørte nogen der nærmede sig og himlede kort med øjnene. Lugten der gled forbi hendes næse var en hun kendte, men hun kunne ikke huske hvor fra. Da hun hørte stemmen der tilhørte kvinden stoppede hun op og smilte for sig selv. Hun vendte sig ikke om endnu, hun ville ikke lade denne kvinde genkende hende så nemt ” Hvem jeg er? Spørg dig selv først om hvem jeg måske kunne være.... Jeg er kendt under mange navne... Bandet kalder mig Gwendoline... Andre kender mig som Rabi... Men i hverdagen går jeg under navnet som du sikkert leder efter” sagde hun med et smil på læberne. Det var ikke fordi hun var ude på at lave en kamp mellem de to, men hun var personligt vandt til at de fleste genkendte hende fra bandet eller fra strip klubben, men denne kvinde kunne til syneladende ikke genkende hende, men Sharabi havde på fornemmelsen om, hvem denne kvinde var... Langsomt vendte hun sig om og så på kvinden ” Ser man det..: Det er godt at vide du stadig er i live trods den idiot var sådan overfor dig” sagde hun. Det lød næsten som om hun mente det hun sagde, men hvis man kendte hende 100% vidste man det ikke var sandheden.. Hun havde flere gange prøvet at få andre til at tage livet af hende, men denne kvinde overfor hende havde sikkert ikke nogen fjern anelse om at det var hende der stod bag, hvilket uden tvivl sikkert også ville være det bedste... Med mindre de selvfølgelig skulle op og slås... Men Sharabi gik ud fra de var ude efter det samme... Så hun smilte usikkert til kvinden og ventede på hvordan hun ville reagere.

Zelma smilte til kvinden, hun var ikke længere i tvivl om hvem hun var. "Sharabi.. Jeg er ked af at jeg ikke lige genkende dig, men min idiot af en chef har holdt mig inden døre i noget tid.. Så det er ikke ligefrem nemt at genkende folk længere." Sagde Zelma og og kiggede ned i jorden, hun vidste godt at Sharabi lavede sjov med hende.. Men hun følte ikke at hun havde tid til den slaks, hun var på jagt efter en person.. Ikke en samtale.

Zelma's tøj var gennemblødt, og hun havde mest af alt lyst til bare at stoppe samtalen og gå sin vej.. Men selvom hendes mor ikke havde været i live til at kunne opdrage hende, var det som om at hun alligevel var der til at fortælle når det hun var igang med eller ville var forkert.. Men af en eller anden grund havde hun ikke følt at det var forkert at dræbe for hævn..?

Zelma gik over mod Sharabi, og stillede sig ved siden af hende. "Hør Sharabi.. Ikke for at være uhøflig eller noget i den stil, men jeg bliver virkelig nød til at gå." Sagde Zelma. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide Sharabi, Sharabi var en sjov og ærlig person at være sammen med.. Men hun havde virkelig ikke tid til at snakke lige nu.

Hun fnøs kort og så på Zelma og sukkede ”Jeg fatter ikke hvorfor du arbejder sådan et sted, hvis du alligevel hader din chef så meget” sagde hun og så på hende med et hævet øjenbryn. For hende virkede det som om at Zelma gerne ville væk, hvilket ikke undrede hende... Lige så snart at Zelma var fri ville hun som regel bare frem af... Sharabi kendte hende ud og ind næsten. Et smil passerede hendes læber da Zelma begyndte at gå... ” Er du på jagt efter ham igen? ” spurgte hun og så undrende på hende og sukkede ” Du burde efterhånden vide at vores ekskæreste aldrig er det samme sted længere af gangen og han flytter sig fra sted til sted hele tiden...” sagde hun og smilte kort til Zelma ” Men det kan du heller ikke huske?” spurgte hun med en provokerende fremtoning. Det var ikke fordi hun ville starte slagsmål mellem de to, mere at hun var blevet fornærmet over at Zelma ikke kunne genkende hende efter det de havde været igennem, men sådan var det vel bare. Sharabi gik nogle skridt fra Zelma og vendte hovedet for at se over sin skulder ” Men jeg tror jeg ved hvor han er lige nu... ” sagde hun og smilte selvtilfreds inden hun igen vendte hovedet og begyndte at gå, uden så meget som at skænke Zelma et blik.

Zelma stoppede op, og kiggede tilbage. "Jeg arbejder stadig på Cap Rouge fordi jeg ikke har noget valg." Sagde Zelma, og vendte sig om. "Hvis jeg ikke skynder mig at finde vores eks kærest og gøre det vi begge kom for at gøre, begynder Carlos at lede efter mig. Og tro mig.. Han skal nok finde mig på den ene eller den anden måde." Sagde Zelma vredt, og gik hen i mod Sharabi.

Zelma vidste godt at Sharabi var den provokerende type.. Men hun havde virkelig ikke tid til at snakke, for hvis Carlos fandt ud af hvor hun var og hvad hun havde gang i, ville hun blive overvåget døgnet rundt og aldrig få lov til at nærme sig udgangen igen.

"Hør Sharabi.. Hvis du ved hvor han er, så sig det. Jeg gider ikke lege mere, nu vil jeg gerne have det her overstået." Det var ikke fordi at Zelma ikke var glad for at se Sharabi.. Zelma kunne faktisk rigtig godt lide hende.. Men nu ville Zelma igang, hun havde ikke tid til at snakke om alt hvad hun gør og burde gøre.. Nu ville hun have hævn.

Hun så på Zelma med et skarpt blik " HVAD!? Har du virkelig ikke nogen selvrespekt!?" sagde hun og sukkede. Sharabi var skuffet over at hendes veninde ikke havde skredet fra det sted før.. Altså sagt op eller fundet et andet job.. Tanken om der var en eller anden klam, gammel, pervers mand der holdt hende fanget på Cap Rouge gav hende kvalme og gav hende en stor lyst til at stikke både Zelma og manden en på hovedet, men hun måtte holde sig i skindet.

" Hvad... Er du bange for at Carlos kommer? Er du bange for at skal tage dit liv? Zelma kom nu ind i kampen! Du ved hvad vi to er i stand til når vi slår os sammen og lader væres evner løbe lømsk.. Vi kan klare ham... Du har intet at frygte... Jeg beskytter dig... Det har jeg altid gjort" sagde hun og gik op og lå armene omkring Zelma med et smil.

Da hun kom tilbage til det Zelma lige havde sagt nikkede hun kort " Han er sikkert på den bar han plejer.. Jeg havde en aftale med ham nu her... Men han ved ikke du kommer med og han ved ikke hvad jeg har i tankerne at gøre ved ham... Han regner med det er det samme som vi plejer, men han skal nok blive klogere" sagde hun og grinte koldt i et kort sekundt "Du kan vel godt huske hvor de ligger? Om ikke andet kan jeg huske vejen" sagde hun og begyndte stille at gå i retningen af baren, hvor deres eks burde være.

Zelma kunne godt høre alt hvad Sharabi sagde.. Men hun havde langt fra lyst til a svare. "Jeg ved hvad vi kan gøre når vi er sammen. Og jeg ved at vi kan klare ham.. Men kan du ikke forstå at jeg ikke har nogen andre steder at tage hen? Du er den eneste ven jeg har.. Den eneste jeg kan stole på. Men han er den eneste der har et sted hvor jeg kan bo, og den eneste som har et job som jeg ikke behøver den store uddannelse for at kunne finde ud af." Sagde Zelma vredt med en tåre i øjet og fjernede stille Sharabi's arme, hun vidste godt at Sharabi ikke mente det nogen som helst ond måde.. Men Zelma var træt af at folk spurgte hende om hvorfor hun blev der og hvorfor hun ikke bare sagde op, men mest af alt var hun træt af at folk ikke kunne forstå hvorfor hun blev der og hvorfor hun ikke bare kunne sige op.

Da Sharabi sagde at hun havde en aftale med deres eks kæreste, blev Zelma lettet.. Både fordi at nu kunne de komme i gang og hun kunne komme af med alt den foragt som hun havde mod ham, men også fordi at nu kunne hun blive fri for flere unødvendige følelser.

Hun sukkede for sig selv "Tager du pis på mig? Du tror ikke du er velkommen til at bo ved mig eller hvad?" hun lød lettere fornærmet over hendes kommentar om at det eneste sted hun kunne bo, var ved den syge stodder til Carlos... "Zelma.. Du er mere end velkommen til at bo på mit værelse på hotellet... Det er stort nok til os begge to.. Uden tvivl" sagde hun og smilte kort inden hun begyndte at gå i retningen af den bar, hvor hun havde aftalt at skulle mødes.

Da de kom til baren kunne hun ikke se ham, ved første øjekast, men som hun spejdede ud over de mange mennesker fik hun endelig øje på ham "Bliv her indtil jeg giver dig et tegn, eller at jeg kommer over mod dig sammen med ham" sagde hun og smilte kort til Zelma inden hun gik over til ham og efterlod Zelma til sig selv.

Zelma stod lidt og tænkte over hvad Sharabi sagde. "Ved du hvad.. Jeg gør det. Jeg bor hos dig." Sagde Zelma og så på Sharabi. Hun havde jo hele vidst at Sharabi havde ret.. Hun var bare.. Bange. 

Da de ankom til baren hvor Sharabi skulle mødes med deres eks, smilte Zelma og tænkte: endelig. "Jeg venter.." Svarede Zelma og stod helt stille. Godt nok stod hun stille fysisk, men psykisk var hun helt op af køre af blodtørst.

Hun smilte kort idet hun kom op til deres ekskæreste hun var ikke ligefrem begejstret over at se ham, men hvorfor skulle hun også være det? Hun satte sig ikke ned, men gik straks til sagen " Kan du ikke gå med mig ud og ryge? Jeg glemte det inden jeg gik ind" sagde hun og bed sig kort i underlæben inden hun begyndte at gå i retningen af hoveddøren og gjorde så tegn til Zelma at hun skulle gå udenfor og vente. 

"Hvor længe har du ventet? håber ikke det er længe" sagde hun med et smil på læberne inden hun gik udenfor og så sig omkring. Det perfekte sted at tage hævn? Det skulle da lige være omme i baggården af restauranten. Hun nikkede kort inden hun hev en pakke smøger frem og tog en enkelt og satte gang i den " Kom.. Der er noget jeg vil vise dig" sagde hun med et smil på læberne og gik over i baggården i håb om at Zelma var klog nok til at regne den ud.

Zelma stod og ventede imens hun kunne se Sharabi og deres eks i vinduet. Hun slikkede sig kort om mundet da hun så dem komme ud og Sharabi der gjorde tegn til hun skulle komme.

Zelma holdte øje med Sharabi's blik for at finde ud af hvor hun ville have Zelma hen, da hun så at Sharabi's blik pludselig blev nærmest låst fast til et sted bag baren som jo nok var dens baggård. Så hun valgte at følge efter i et roligt tempo så eks'en ikke skulle stikke af. 

Da alle stod i baggården kom Zelma stille gående om hjørnet og så på ham. "Nej.. Se hvem der er her? Sikke en overraskelse at møde jer begge." Sagde hun med et smil og stilte sig ved siden af Sharabi. "Hvad skal vi mon gøre ved ham? Alle de muligheder.. Og alt for lidt tid." Grinte Zelma og så på ham med et nedværdigende blik. "Har du nogen ideer min ven?" Spurgte hun og rettede blikket mod Sharabi.