How Silly~ /Elisabeth\

Sikke lang tid siden det havde været. De skumle trækroner, oplyst af den dunkle halvmåne, skjulende på en bund af terroriserende rovdyr. De mange nedfaldne grene og visne blade lod til at virke som en udmærket pude for Grins buksedækkede mås, der langsomt prøvede at vrikke sig til den perfekte stilling, så intet prikkede til de følsomme baller af hans. Fingrene gravede sig ned i den fugtige jordbund, kunne mærke hvordan en masser orme slyngede deres klistrede vej forbi de kød og hud-dækkede knogler. 

For flere måneder siden havde han, godt nok mange kilometer herfra og alligevel indenfor skovens areal, tortureret det kære lille væsen til Amelia. Meget var der sket siden da. Fødekæden havde gået sin gang, som den altid gjorde i hans nærhed, men intet af større betydning endnu. 
Og selvom lysten efter spænding pumpede igennem hans mørke blodårer, var der noget over denne mangel på socialt liv, der fik ham til at frastøde alle sine normale parader og simpelthen bare slappe af med hovedet imod jorden. Lade håret filtre sig ind i mudder, som altid, imens små biller af forskellige arter lod sig kravle ind til hovedbundens varme; kun for at blive mødt af utallige andre af samme slags. Det var utroligt at håret stadig stod tykt og stærkt, trods de mange små kryb, der dagligt hærgede det uden problemer.

Han manglede en form for underholdning, der gik ud over hverdagens grænser. Tilfældigt valg af offer, tortur og sted var normalt godt nok for ham, men i sidste ende var det efterhånden ved at blive.. Kedeligt, på en grotesk måde. Der manglede det adrenalin-givende sus, som han krævede så desperat. 
Ikke at han nogensinde ville droppe sine morderiske spor, eller være venlig overfor gud og hver mand.. Men noget i ham trak væk fra det sindssyge spor af ligegyldige angreb. De var simpelthen ikke fantastiske mere, i Grins øjne. Det var nærmest til at kløjes over, tænkte han, idet begge hænder placerede sig ovenpå den slanke, indadgående mave. 
Mon han var ved at blive.. Normal? 

//Vær beæret.. Du er den første, der møder en afslappet, u-gusten Grin xD Trolo~.. Håber dette indlæg er godt nok for en start at være!~ Selvom den er ret kort.. =w=//

Endelig var det blevet nat, så Elisabeth kunne blive fri for alle de ireterrende turister som havde det med at komme i dagens lys.. For det meste var det kæreste par som kom for at holde en romantisk skovtur.. Kærlighed. Fandtes der noget værre end det? Det var ikke fordi at hun ikke selv ville finde den store kærlighed.. Men hvem ville dog blive kærester med en sm blev til et kødædende udyr ved fuldmåne?

Elisabeth gik på skovstien, stærkt optaget af en bog som hun fandt et sted i Terres gader.. Den så meget gammel ud, men hun vidste ikke helt om den så gammel ud fordi den var det, eller bare fordi den var blevet slidt af at ligge på gaden. Bogens navn bar blevet slidt væk.. Det lignede faktisk lidt at man havde gjordt det med vilje, men hvem ville dog viske et navn på en bog væk? For der efter at efterlade den på gaden?

Der var gået noget tid, og Elisabeth kiggede endelig op fra bogen.. Ikke fordi hun ville se hvor hun gik hen, for hun var rimelig ligeglad med at fare vild eller noget i den stil. Men hun løftede hovedet fordi hun hørte noget.. Eller nogen. Hun så sig omkring.. Der var ikke nogen at se.. Men hun kunne helt sikkert lugte noget, men hvad det var vidste hun ikke.

Elisabeth sank bogen, så den nu blev holdt fast med hendes ene arm som hang slapt ned af siden på hende.. Hun stod helt stille for at lytte og finde ud af hvor den lyd kom fra. Normalt ville hun have ignoreret det og have tænkt at det nok bare var vinden, eller et af de ireterrende egern som havde det med at stjæle jordbær fra hendes bed.. Men denne lyd var anderledes.. Det lød som en der sad i skoven og raslede i bladene som lå på skovbunden. Hun fandt ud af at lyden kom fra lidt længere nede af stien, så hun fortsatte med at gå til hun så en der sad ude i siden af stien. Hun kunne ikke se ansigtet på den person som sad på skovbunden.. Men hun kunne helt klart lugte at personen ikke ligefrem havde været i bad for nyligt. Hun gik stille hen til personen og bukkede sig ned, så hendes hoved var foran personens hoved. "Hejsa." Sagde hun med et skævt smil, og kiggede på personen med sine store mørkebrune øjne.

Han var slumret hen, så alt omkring var blevet dysset hen til en sort ingenting. Lydene forstyrrede ikke hans koncentration. Lyset fra oven var gemt væk og lod ham slappe helt af. Men pludselig var der lyden af kvindelig company. 
Hm?
Grin åbnede let sit ene, ret så aflange øje, der stirrede direkte ind i pigebarnets med sin ekstremt lille pupil. Først gik det nedaf, begge mundvige, men langsomt fandt de deres plads igen. Højt oppe nær kinderne, formende et dystert smil. 

"Jamen dog.. Godaften, skønlady".

Han tog fat i hendes fine hår, der hang midt i luften. Greb hårdt fat, for at være sikker på at hun ikke ville kunne trække sig tilbage uden at lade et skrig forlade læberne af smerte. 
Begge øjne var nu åbne, og glimtede nærmest af nyfunden lidenskab; ak, så mirakler fandtes da endnu. 

"Pas på.. Tænk hvis jeg var sindssyg?"

Han slap atter håret, og klappede blidt hendes kind, på en ekstremt malplaceret måde. Alle andre, der havde mødt ham, ville nærmest brække sig af den falske venlighed, der strømmede fra hans dog stadig uhyggelige smil. 
Men han spillede venlig denne gang. Normal. Hvilket på sin egen måde var grotesk i sig selv.

//Undskyld at det er ekstremt kort.. Skal nok prøve at gøre det bedre næste gang n_n//

Elisabeth hørte det venlige svar, og smilte kort. Men kun kort!. For efter det venlige svar havde forladt hans læber, greb han hårdt fat i hendes hår. Et ulvehyl lignende skrig kom skingert ud af hende. Hun hørte ikke helt hvad han sagde i mens han holdte fast i hendes hår, det eneste hun koncentrede sig om var da han gav slip. Hun stod i lidt tid og så på hans dystre falske smil. "Hvem er du?!" Egenlig var det et sært spørgsmål.. Egentlig var det bare sært at hun spurgte i stedet for at løbe væk.. Men nysgerrigheden var større end hendes frygt. 

"Jeg må være sindssyg" sagde Elisabeth stille til sig selv, lige inden hun satte sig ned ved siden af ham.. Hun kunne ikke tænke på andet end den stank som kom fra ham og det skumle smil som tydeligt kunne ses at det var tvunget frem. "Jeg burde nok slet ikke sidde her og snakke med dig.. Men jeg er alt for nysgerrig.. Til at gå." Elisabeth så ham i øjnene, og nærmest tvang sig selv til at smile til ham.. Hun kunne jo se hvor meget han anstrengte sig med at smile, så det ville være uhøfligt at lade vær..

\\Undskyld det ekstremt korte svar.. Men var træt da jeg skrev det .__.//

Hans hår strittede, men ikke nær så meget som den lille Grin, der befandt sig skjult bag de løse bomuldsbukser. Hold da kæft, det var noget af et delikat hyl, hun kunne fremmose sig der. Nærmest som et naturligt kald, der krævede enhver mandlig ulvs, eller varulvs, liderlige attention. Han rystede på hovedet med lukkede øjne, stadig det store smil, og sprang frem og stirrede hende direkte i øjnene med sine miniaturiske pupiller. Hun var vidst lidt af en interessant kvinde. 
Han lod sig nærme, bare lidt, for at sniffe lidt til hende. Ak, den bekendte harske duft, imellem alle de feminine, søde feromoner - Varulv af blod. Han var næsten helt sikker.
Så han besluttede sig da for at svare på hendes første spørgsmål.

"Jeg er.. Sulten"

Han nærmede sig atter, lod ikke til at grine over sit svar, selvom det tydeligvis pissede på vigtigheden bag selve spørgsmålet. Og han nød da også hendes hud ærlige, retoriske spørgsmål, som han egentlig ikke burde svare på; men som han var, gjorde han det da alligevel. Og med en finger snoet omkring det tykke, barske hår af hendes.

"Det er du helt sikkert.. Så vi er to af samme mønt, snut~"

Han havde da sat sig ned igen, og hun fulgte pludselig efter ham. Hvor meget interessant. Han nærmede sig helt tæt på med ansigtet, ville lade hende mærke den ubehagelige varme ånde af hans, der ville stinke af råt kød, størknet blod og giftigt skrald. Eller det føltes næsten sådan for de fleste, der indåndede for meget af hans usynlige damp fra mundgeviret af. 
Grin kunne ikke lade vær med at le, efter hendes seneste kommentar, og nakken måtte derfor lade hovedet tilte en hel del bagud, imens struben dansede, da en brummende latter svandt ud i den frie himmel. Høj, mandlig og som altid, lettere uhyggelig. Som en vanvittig patient, før hans første snit i et menneskeligt, selvfølgelig vågent offer. Åh sikken fryd, den uskyldige modighed, der strømmede igennem pigebarnet - og lige tog sig en tur forbi hans ellers ret indelukkede hjerte. 

"Hahahahahaha! Du har så meget ret, at det gør ondt at tænke på!.. Ha.. Hahahaha.. Men.." 

Grin snøftede, lod igen hovedet falde frem og stirrede på hende, med nærmest pulserende øjne, og fortsatte atter sin snakken - lod hende ikke indføre et ord endnu.

"Hvad er verdenen, uden risikoen ved at træde ud i noget farligt..?"

Han lo igen, klaskede pigens lår i stedet for sit eget, før han igen ville tilføje ord til sætningerne. Pigen burde virkelig høre efter, siden Grin sjældent var så snaksalig overfor et ufanget bytte. Især et, der muligvis ville overleve.

"Vanvid."

Han lod tungen glide op hendes fine kind, lod sin hånd svinge ind til den hofte, der var længest fra ham, greb fast til den. Ville nærmest holde godt fast i hende, hvis prøvende på at slippe væk. Neglene pegede direkte imod huden, hvis hun rykkede sig, ville det nok svie i et par uger. Måske en lille måned.

"Karon, skattebasse. Karon."

Om hun kunne regne ud, ville regne ud, at det var hans navn, lod han være op til pigebarnet. Egentlig ret ligeglad, hvis han skulle være hudløst ærlig. Men i det mindste gav han hende endelig mulighed for at svare. Uden at blive afbrydet af latter eller dybsindige, morbide ord.

Elisabeth var så småt begyndt at fortryde hun satte sig ned.. Men der var noget i ham som vækkede hendes nysgerrighed. Men om hun ville blive eller ej, så var hun ret sikker på at han ikke ville give hende lov til at gå lige med det samme da han havde det med at holde fast i hende.

Den måde som han talte til hende på, og den måde han snuste til hende og klappede hende på benet.. Han fik det til at virke som om at de havde kendt hinanden i lang tid.. Og var venner. Men det var ikke ligefrem fordi Elisabeth havde lyst til at være venner med ham, selvom hun sad ned og faktisk talte med ham.

Han talte faktisk ret meget.. Han lignede ellers ikke den snaksalige type.. Mere en gøre.. Type. Da han sad og åndede hende i ansigtet fik hun det dårligt, det var faktisk lige før man kunne se hende blive helt grøn i hovedet. Den blanding af råt kød og blod, var ikke ligefrem hendes ynglings.. Godt nok kunne hun da godt finde på at spise et egern råt i ny og næ, men det var stadig ikke en rar lugt.

Da han endelig var stille så hun kunne få ført et ord ind i samtalen, så hun ham ind i hans øjne. "Karon.. Det er noge af et spesjælt navn." Hun smilede skævt til Karon, og en lille latter kom ud af hende. "Mit navn er Elisabeth." Sagde hun med et smil. Mange andre ville nok have prøvet på at stikke af, i stedet for bare at smile. Men som Karon sagde: hvad er verden uden en risikoen ved at træde ud i noget farligt?


Hun kunne egenlig godt mærke at hans negle var ind mod hendes hofte.. Men hun havde været ude for så mange ting, så han virkede ikke ligefrem farlig.. Endnu i vært fald. Elisabeth var langt fra sikker på at hun ville blive ved med at have den tanke.

Han nød hendes stemme, især når den overdrev på den ene eller anden måde. Så latteren af hendes fremkaldte endnu et lille vrik hos den lille Grin, endnu godt gemt under buksestof. Han løftede sit øjenbryn, stirrede på hendes ansigt med et slesk smil, og tiltede svagt hovedet til siden. Nysgerrig over hendes fortsatte, rolige adfærd. Men selvfølgelig. Ikke alle løb skrigene væk som byttedyr - selvom det altid hjalp på hans humor, når det valgte at gøre således. Der havde altid været noget naturligt over jagten af mennesker. Han var sikkert endt sådan her, selv uden varulveblodet pumpene rundt, styrke hans ønske om at spise vildt. 

"Mmmh.. Elisabeth? For langt!.. Hvad med.. Ulisa? Det er meget tættere på din.. Mmmmh.." 

Han snuste atter til hende, som var hun en friskbagt dessert, klar til at blive gnasket på af hans trekantede, nåle-agtige tænder.

"Sande natur.. Huhuhuuuuu~"

Han trommede let på hendes lår, han havde klasket tidligere, med den frie hånd. Smilte stadig som den latterige fyr han nu engang var, imens hans hovede stadig lå en smule til siden. Det tykke, insektbeboede hår fulgte med de svage, tiltende bevægelser. En enkelt mide faldt ren faktisk ned på pigens skød, men Grin snuppede den hurtigt.. For at gnaske på dens slimede, gummiagtige krop. Hvilket helt sikkert afgav lidt af en kvalmefremkaldende lyd. 

"Du ved.. Et hyl som det.. Hmmhmmm.. Afslører meget om en sveske som dig~"

Da billen var slugt, lod han sin abnormt lange, blodrøde tunge slikke resterne af sine sorte negle. En enkelt dråbe savl gled ned af den knoglede finger, idet han stadig iagtog hende. Klar på enhver reaktion, der måtte komme fra tøsebarnet. 

"Det var.. Mmmmh.. Delikat.. Hihi.. Hi..!"

Karon's adfærd var langt fra menneskelig.. Faktisk tænkte Elisabeth på om han overhovedet prøvede på at virke normal? Elisabeth gjorde jo alt hvad hun kunne for at virke som et normalt menneske.. Selvom det var svært når sulten ramte hende, som den var nød til før hun ville spise noget som helst. 

Endnu en stille latter brød ud af hende da han sagde Elisabeth var et for langt navn. "Ja måske passer Ulisa bedst til min natur.. Men det var min mor som fandt på mit navn jeg slipper det ikke lige med det samme. Men du kan da bare kalde mig Ulisa hvis det gør dig glad." Sagde Elisabeth med et smil på læben. Hendes forsigtighed var af en eller anden grund forsvundet.. For her sad hun med en anden varulv som var stik modsat hende. Var alle varulve virkelig sådan? Var hun bare anderledes og langt fra varulvens naturlige opførelse? Hun var da vant til at være anderledes.. Men så meget? 

Da larven landte på hendes skød så hun bare på den.. Et øjeblik overvejede hun faktisk at tage den og spise den. Hun kom nemlig i tanke om at hun nok ikke havde spist de sidste par dage.. Men det var egenlig normalt for hende.. Der gik tit en uges tid før hun fik rigtig mad i stedet for de jordbær som var plantet udenfor hendes hus. Men inden hun nåede at tage den, tog Karon den og slugte den hel.

"Har du ikk lyst til at-" Lige inden hun nåede at slutte hendes sætning, var der et egern som løb forbi dem. Hun prøvede at styre sig.. Det gjorde hun virkelig. Men ulven i hende tog kontrol over hende og fik hende til at tage hans hånd for at fjerne den fra hendes hofte, for derefter at løbe så hurtigt som hun kunne for at få fat i egernet som snart ville blive natmad.

Efter lidt jagen rundt fik hun endelig fat i egernet og skilte huden og pelsen fra dens krop, og spiste den rå. Da hun havde spist den så hun hen på Karon og grinte små nervøst. "Undskyld.. Men jeg var så sulten." Sagde Elisabeth med et skævt smil og tørrede noget blod væk fra hendes mundvig. Hun gik hen til Karon og bukkede sig ned så hendes ansigt igen var på højde med hans. "Vil du med mig hjem i stedet for at sidde her ude på jordens kulde?" Spurgte Elisabeth med et lille smil på læben.

For første gang i lang tid var det Grin, der måtte sidde tilbage, forbløffet over den andens spontane, og lettere brutale handling. Med hænderne pænt i skødet beså han den ivrige pige, der jagtede det forfærdede egern; der i sidste ende tabte kampen og mistede livet derpå. Hvilken brutal livlighed, hun kunne komme af med, og stadig virke uskyldig bagefter.
Grin ventede tavst, smilte bare overværende, imens hun slugte dyrets saftige kød i sig.

Da hun var færdig, kunne han tydeligt høre at hun var nervøs, men slet ikke af de normale grunde. Selv efter denne opvisning af dyriske lyster, spillede hun stadig normal overfor ham, selvom han slet ikke hørte til den kategori af mennesker! Imponerende, var hans tanke, da hun nærmede sig.
Grin lod hovedet tilte svagt til siden, imens de små pupiller stirrede tilbage imod hendes fine øjne. Hvor mange overraskelser han mon skulle igennem, før denne pige var tilfreds?

"..." 

Han smilte, men der var intet andet end knasende tanker, der fløj igennem hans ellers rolige sind. Hendes spørgsmål havde nærmest frosset ham, fik ham dog til at kigge rundt, om han mon sad foran den hun rigtigt havde spurgt. For hvem i alverden ville invitere ham hjem til sig selv, fuldkommen ubeskyttet?
Han rystede på hovedet, ikke af hendes spørgsmål, men de mange vildfarne spørgsmål i hans hoved. Det var begyndt at dunke i hovedet, af at forsøge at tænke logisk.

"Gerne.."

Han gnubbede let den ene side af panden, inden han med et smukt skub imod jorden med hænderne, fik sig selv op i én bevægelse. I det mindste havde han stadig fordelen når det kom til det fysiske. Håbede han da..

Elisabeth's nervøsitet var gået væk igen da hun så hans overraskede reaktion. Han lignede en der aldrig havde set nogen jage før.. Vilket var sært, eftersom han lignede en som ikke lavede andet end at jage.. Men når ja.. Hvad han havde set og ikke set ville Elisabeth helst ikke sætte sig ind i.

"Hvis jeg må have lov at spørge.. Hvad har du lavet inden du kom her ud i skoven? Ikke at det kommer mig ved som sådan.. Men du har noget størknet blod på din jakke." Sagde Elisabeth stille og pegede på hans skulder, hvor der var lidt størknet blod. Hun ville faktisk ikke rigtig vide hvad for noget blod det var.. Men hun kunne jo kun håbe på at det var fra et bytte dyr.

Da de var ankommet til hendes lille fine træ hytte, smilte hun kort og stoppede op. "Inden du går ind skal du lige vide at der er ret så rodet.. Jeg er ikke ligefrem den type der er glad for selskab." Sagde hun små grinene inden hun gik videre mod døren. Hun syntes at det var helt sært at have besøg.. Hun var jo ikke ligefrem den sociale type, som tog til fester.. Eller bare var sammen med nogen. 

Hun var på vej op af den lille trappe som førte op til terrassen, da hun trådte lidt ved siden af og gled så hun faldt ned på jorden igen. Et lille piv kom fra hende. Hvor var det typisk.. Hun var altid mega klodset, og faldt over selv den mindste lille ting. Hun blev liggende lidt og tænkte over hvorfor det lige skulle ske nu.. Hun gad ikke rejse sig. Så hun blev bare liggende og ventede hans reaktion på hendes fald.

Grin forblev tavs idet hun spurgte ham om de mørke pletter på trøjen; men de uventede omgivelser, blandet med hendes imponerende dumdristighed havde gjort ham så forblændet, at han ligefrem nød at snuse alle de rolige, sikre dufte ind, der vidnede om megen lidt brutalitet. Hvis hun havde været udsat for noget hæsligt, var det ihvertfald ikke sket her. Hvilket i hans hjerne blev betragtet som synd, for han elskede ellers at have noget han kunne vinde over. Især traumatiske minder, med endnu værre af slagsen. Han var tæt på at lade tungen slaske ud af munden, som en hund, eller en pervert. Måske en form for blanding.

Han løftede sine øjenbryn, og kiggede vildt rundt, beså alle de urene former for kombinationer; bøger på gulvet, vasketøj på sofaen, fluebefængte tallerkerner. Ikke ligefrem renlig, som hun da selv havde erklæret, inden de var trådt indenfor. Men det var nu alligevel lidt imponerende, hvor fin hun kunne se ud i det offentlige, og være beskidt i det private.
"Almost like home.." Han mumlede det svagt, lige nok til, at hun ville høre det - uden at vide hvad sætningen var i det hele taget. 

Han fik et svagt shok, da hun faldt på trapperne, og hoppede en smule bagud, med munden åben på vidt gab, så de skarpe tænder var helt i syne. En form for truende forsvarsposition, selvom udseendet på ham var nok i sig selv, i de fleste situationer. Men det gik hurtigt over, da han beså, at hun bare lod sig blive liggende; som om hun rent faktisk var faldet i søvn. Han kiggede skeptisk på hende, men nærmede sig hurtigt, stående over hendes ryg med begge ben lige ved siden af taljen. Skilt ad, da den ene var ved højre side, og den anden venstre. 

".. You are more insane than me" 

Han tog fat i pigens hår, og trak med stor vilje hendes hoved bagud, så struben var slet skjult. Han lod sin kind hvile imod hendes, selvom det næppe var af kærlig grund, idet han atter talte; svarede faktisk på hendes spørgsmål fra tidligere, med en blodig form for lyst. Som om hendes overraskende mod gjorde ham liderlig. På hans egen bizarre måde. 
Atter snakkede han fransk, selvom de sidste to sætninger havde været på engelsk, hvilket han talte ekstremt godt i forhold til hans fødeland var Frankrig selv.

"Du ville vide hvor blodet kom fra..? Det sidste individ, der kom for tæt på, uden at se sig for.."
Han slikkede af drilskhed hendes kind, imens øjnene var lukkede; og knytnæven stadig havde ret så godt fat i det lange hår af pigens. Hvis hun ville fri, skulle der mange vrid og stød til først.
"Blodet stammer fra personens.. Hmhmm.. Genitalier. Jeg spiste det ikke.. Men de virker nærmest som en gummiand; det er ret så underholdende at klemme det som en bold, selvom det sviner."

Grin lod sin frie hånd strejfe hendes strube, uden at det virkede truende, selvom han denne gang var tættere på; han var gået på knæ. Der stadig var på hver deres side af hendes talje.

//Sorry tiden D://

Da hun hørte ham nærme sig hurtigt prøvede hun at rejse sig, men hun nåede det ikke før han havde sat sig på hendes ryg med et ben på hver sin side af hende. En lille latter kom fra hende.. Men det var ikke af glæde, det var mere en -hvordan kunne jeg være så dum- latter. 

Hun mærkede hand hånd der tog et hårdt greb om hendes lange hår. "Slip mig!" Råbte hun og tog sin hånd op for at prøve på at fjerne hans hånd fra hendes hår, men de lykkedes ikke for hende. Men kort efter kunne hun se ud af øjenkrogen at hans hoved kom nærmere og hans kind hvilede mod hendes, og pludselig blev der slikket på hendes kind efterfulgt af svaret på hendes tidligere spørgsmål.

Hun lå der og tænkte over hvad hun kunne gøre for at slippe fri, da hun kunne mærke hans hånd der strejfede hendes hals. Og i lidt af en forskrækket handling vendte hun hovedet og bed ham i kinden så der kom små mærker efter hendes finde skarpe tænder, hun håbede at han ville give slip og holde hans kind så hun måske kunne vride sig fri og løbe væk fra ham.. Men hvad der ville ske hvis hendes plan slog fejl ville hun langt fra tænke på.