A break in//maya//

S uden for en kælder lejelighed.
O ingen andre ende få personer der er på vej hjem.
V regn og torden.
Tid 00,00
 p http://wallmii.com/wp-content/uploads/2013/04/Assassins-Creed-4-Black-Flag-Full-HD-Wallpaper-9.jpg uden våben.
Arason stod imens regne faldt ned, under et meget lille tag det lignede nærmest ikke et rigtig tag bare et halvtag. Arason sukkede og kiggede sig omkring folk der var på vej hjem, fra en fest i byen kunne man ikke lade vær med og opdage hvorfor han selv stod her men de fleste mente bare han var en idiot men de skulle bare vide. Han havde fundet ud af  efter og ha et høre omkring at en der stod for en masede af mafia tingene. Havde en lejelighed her som han hvis kunne rydde igennem nu, han smilede lidt og lytte til regne mens tiden gik og gik. Arason kiggede ned på hans mobil og så at klokken nu var ved og være midnat, mens han kiggede sig omkring en sidste gang inden han gik ned  mod trapperne ned til lejeligheden. Han kiggede på døren og kom ved et uheld til og skubbe til dens håndtag, han kiggede med store øjne og træk hætte helt ned så han ikke fik for meget støv inde i hans mund og øjne og næse. Hvor han så gik langsomt ind i det første rum med en masede bøger, det var kvælende varmt herinde efter Arasons mening men han måtte finde det han skulle ha skaffe til oprørs gruppen. Om han så, ville være nød til og rode hele denne forbande lejelighed igennem for at finde det. Han smidt bøgerne fra sig og flere af dem blive revet siderne ud af, fordi han bare måtte finde det papir, Mafiaen skulle stoppes nu ellers ville han aldrig kunne leve normalt han ville aldrig kunne stjæle igen uden og få dem på nakken. Han smidt med alle siderne mens han kiggede sig omkring,*hvor  helvede var de forbande papir.* Var de eneste tænker der gik gennem Richards hoved mens han rode videre der måtte være et eller andet her der kunne hjælpe ham det måtte der bare. Han  begynde bare og tag nogen bøger ned hvor han så smide dem mod væggen, sammen med de sider han havde revet i. Han fik stadig ikke bid og besluttede så der ved og smide dem alle sammen og  rive papir ud. Hans øjne brændet mens han forsætte med og gøre det, deres regnskab måtte være her. Han vælte flere bøger igen, han ville bare ikke gi op.

”Hvad er dette?? Er fastelavn kommet tidligt i år?? Og så tilmed for at ødelægge en rolig aften for mig.” lød hendes stemme fuldkommen neutralt, men høj nok til at den fremmede der nu befandt sig i hendes hjem ville kunne høre hende. Hun stod i åbningen af en dør, der var blevet åbnet lydløst for kort tid inden. Armene var blevet lagt over kors og de røde øjne stirrede direkte imod den unge mand, der så ud til at nyde at klæde sig ud. Hvad var det nu man kaldte det i denne tid? Hun stod og var egentlig var afslappet. Ikke særlig påvirket af situationen. Trods det var ved at knuse hende inden i over at se alle de bøger med deres udrevne sider. Lyden hun havde hørt fra det havde virkelig skåret sig vej igennem hende. Hendes elskede bøger. Hvor vovede han! Hun skubbede forsigtigt en bunke bøger, der så fint var væltet ned og lå og blokerede vejen på hende, væk med sin ene fod, inden hun med stille skridt forsatte sin vej hen imod ham. Dog blev det ikke til mere end to skridt i et typisk menneske tempo. For som havde hun brugt teleportation stod hun med ét lige foran ham. Eller der var vel en smule afstand mellem dem. I nærmest samme bevægelse greb hun bøgen, han havde i sine hænder, og smækkede den højlydt sammen, hvor efter hendes blik blev rettet imod ham igen. Borede sig ind i ham med rødglødende farve. Og de små læsebriller blev endda også fjernet for at gøre blikket mere direkte. ”Har De nogen idé om, hvad De står og har gang i? Eller gør De altid deres såkaldte ’arbejde’ så sjusket.” Man kunne næsten høre en svag snerren i hendes stemme, trods hun stadig højt sig på det mere eller mindre professionelle niveau. Bogen, hun stadig havde i hænderne, blev i en elegant bevægelse smidt tilbage i en bunke, han mirakuløst ikke havde væltet endnu. Men hun så ikke øjnene fra ham. ”Hvad er Deres formål her?? Eller er De måske blot endnu en lavtstående kriminel??” Hun pakkede da ikke hendes utilfredshed ind. Og heller ikke deres rangs forskelle. Nogle måtte vel kende bedre til deres plads.

Han høre en høj stemme tale til ham, mens han stod med den her bog han lod bare hendes kommentar flyve ind gennem hans ene øre og ud af det andet. Hvem tror hun lige hun var, hans mor hans ansigt var smilende og nærmest glad da hun rev den ud af hans hånd. Han havde nu fået det meste ud af det her, han kigge flabede på hende. "Hvad jeg laver her er lige meget, hvad du skal vide  er at jeg ikke er alene." Sagde han flabede for at prøver og holde sammen, på hans tænker i hoved. Han var skræmt ved hun var så hurtig, da hun stod foran ham. Men han måtte ikke vise det, ville ikke vise det så at være flabet var den bedste udvej efter hans mening. Han kiggede på hende med hans flabede smil, som ikke var forsvundet men bare var der som altid. Han kiggede på hende med hoved på skrå, mens han overvejet hvem hun var og hvorfor hun gennemborede hendes øjne ind i hans. Men det måtte han tag senere ikke, nu skulle han bare finde ud af hvem hun var og hvordan hun ville kunne høre ham.
Han kiggede ind i hendes øjne og følte det som om han så ned i en grav, han mørket kulden omkring sig eller sådan føltes det. Da hendes øjne gennemborede hans øjne, men han ville holde fast han ville ikke bukke under aldrig bukke under. Det ville han bare ikke han kiggede ind i hendes øjne, og trådte der ved et skridt bagud. Men han gjorde det så hurtig at han væltede ned på gulvet, fordi der var en bunke bøger han ikke havde lagt mærke til. Han rejste sig op igen og tog sig til knæede, som han havde slået lidt ved faldt. Hætten var også faldt af, så man nu kunne se hans hår og hele hans ansigt faktisk. Han sukkede vredt og kiggede op på hende igen klar på hvad hun ende ville gøre. "Men som sagt, mit job, komme ikke dig ved." Svaret Arason hånligt hvor han så prøvede og skjule det i hans stemme, om hvordan han rigtig havde det. Han var bange nærmest skræk slagene. hvordan ville hun gøre tingene ville hun bare smide ham ud eller var der andet ved det.
//svaret lidt krea, svigt igen//

Et af hendes perfekt formede øjenbryn blev roligt skudt i vejret, og det gennemborende blik, der endnu sad i de røde øjne, fik et mere undrende træk. Nærmest på grænsen til hån eller ren irritation. Det var dog tydeligt, at hun stod og så ned på ham. Trods hans højde tårnede sig over hendes spinkle krop. Der var ingen tvivl om, at hun så sig selv om bedre end ham. Mere vigtig. Men så igen. Hvem var ikke vigtigere og højere sat end en sølle tyv? Hans flabbede smil påvirkede hende ikke rigtig. Det gjorde bare hendes indtryk af ham en hel del værre. Kunne han ikke finde på noget bedre at gøre? Hun gjorde skam heller ikke noget ved hans lille fald. Eller hvad der nu ellers kom efterfølgende. Hun blev bare stående og så på, som var det blot endnu en kedelig forestilling, som hun var blevet tvunget med til at se. Hendes arme lå og hvilede sig afslappet omkring hendes talje under hendes barm, og det virkede lidt som om, hun stod og ventede. Så løb der et suk hen over hendes fyldige læber, inden hun endelig talte igen. ”Jeg har retten til at vide hvad en lavtstående laver I mit hjem. Det er Dem som har gjort forbrydelsen her. Det er Dem der har vadet indenfor og harveret mine bøger i søgen som om en papirkugle kamp skulle tilberedes.” Hun trådte et skridt nærmere ham. Og et til. Løftede sin ene fod og lagde den diskret imod hans skadede knæ. Skubbede ham ikke, men pressede blot for at se reaktionen. Eller rettere krummede hun sine tær, som prøvede hun at samle noget op med dem. ”Og jeg er fuldkommen ligeglad med om Deres såkaldte arbejde kommer mig ved. For det gør det. Lige meget hvad De selv mener.” Hendes stemme havde nu gået en køligere undertone, end de andre gange hun havde talt. Hun havde ikke taget blikket fra ham på noget tidspunkt. Kun blinket når det virkede nødvendigt. Og hun havde ikke fortrukket en mine. Hun slap sig selv for at føre hånden hen imod ham. Hun greb ud efter hans krave og trak ham ned imod sig. Hun indsnusede mindre diskret inden hun igen åbnede munden; ”Hm? Er det frygt jeg kan lugte? Sig ikke at De er bange..” Trods denne kommentar nok mest blev brugt i legesyge øjeblikke, var hun stadig følelseskold. Ikke engang en bukning i mundvigen kom fra hende. ”Jeg troede ikke at mennesker følte sig truet, når de befandt sig i flokke. Eller løj De over at ikke være alene?”