A boy in trouble (Maya)

Lyden af den store hammer, der faldt mod det gamle betongulv fyldte rummet og kunne høres hele det gamle hotel igennem. Lucans muskler værkede af det hårde arbejde, som han havde været i gang med i et par timer, men han var næsten færdig. Han ville være færdig inden det var tid til at lade roen falde over deres nye hjem.
Det var stadig sært at tænke på, at de havde et hjem. Et fast sted at bo, som de kunne forme, som de ville. 'De' værende hans lille flok. Eller, den var ikke så lille mere, nu hvor de var 23 medlemmer. 23! Og tænk sig, at for omkring to år siden, havde han og Hugo stået med den første knejt i mellem sig og set hinanden i øjnene, vel vidende, at nu startede der et nyt kapitel af deres liv.

Lucan lod hammerens tunge hoved hvile på gulvet, mens han gled sin bare, støvede underarm over sin svedige pande. Det var et rigtigt fint hotel, han havde købt af ilddæmonen, der var ikke meget, der skulle laves. Og han havde haft ret i, at el-, vand- og varmenettet virkede rimeligt fint, men der var alligevel sprunget et rør et par uger efter de havde åbnet for vandet. Det var vel, hvad man kunne forvente, efter at det havde stået tomt så længe. Så nu var han ved at hamre gulvet op. Hvis det havde været på en af de andre etager, havde han kunne nøjes med at rive trægulv op, men hele stueetagen var med beton. Typisk nok. Efter at have sukket tungt, svang han atter hammeren over skulderen og lod den falde med et højt dunk.

Han havde ellers brugt dagen på at være på jagt efter arbejde, men i dag var det ikke lykkedes ham at finde nogen, der havde brug for en ekstra hånd. Det var kun første dag, at han var på udkig, da han havde været optaget af at flytte ind og få de første værelser gjort beboelige. Alle havde givet en hånd med. Der var noget at lave for alle, om man vidste noget om håndværk eller rengøring. Og alle havde gladeligt hjulpet til. Dog havde dem der ville, holdt pause i dag. Lucan var ikke den eneste, der allerede var ved at spekulere på at finde arbejde, der var endda et par stykker, der havde spekuleret på uddannelse. Tanken gjorde Lucan glad, for det måtte betyde, at de følte sig trygge i flokken. De måtte føle, at de hørte til, siden at de allerede nu ville vælge at udforske mulighederne i byen.

Nogle gange kunne Lucan stadig ikke helt forstå, hvad det var, han havde gang i. To år som leder af en flok. Sin egen flok, skabt fra bunden. Fyldt med medlemmer, som så op til ham og respekterede ham. Og forventede, at han var der for dem, var en god leder og havde styr på tingene. Og som var ligeglad med hans baggrund.
Tankerne kunne få ham til at ligge søvnløs om aftenen. Han var stadig i tvivl om, om han havde gjort det rigtige, den dag han havde ladet Hugo tale sig ind i at starte sin egen flok ud. Nogle gange ville han ønske, at han ikke havde. Og så dog. Han havde ikke fortrudt. Det var hårdt, men det gav ham samtidigt så meget tilbage. Et mål med livet. Noget han havde manglet i mange år.

Det gik op for ham, at han var gået i stå med at banke løs på gulvet, mens hans tanker fór rundt. Han rystede på hovedet af sig selv og skyndte sig at fortsætte. Snart var hele vandrøret blotlagt og i morgen kunne Hugo hjælpe med at få stykket skiftet ud.