Just another night - Maya -

T: Omkring 20.
O: Næsten ingen. Nogle få folk på vej hjem.
V: Vindstille og omkring de 15 grader.
S: Gaderne i Terre.

Brayden havde ingen anelse om, hvor han var på vej hen. Han havde haft brug for at få noget luft, efter at have pakket ud hele dagen og gaderne omkring hans lejlighed havde været mest tiltrækkende. Han skulle alligevel tjekke sine omgivelser ud, så det kunne han da lige så godt gøre på samme tid. Vejret var ganske dejligt. Vindstille og omkring de 15 grader, så man ikke behøvede at have jakke på. Det var lige præcis sådan et vejr, man godt kunne vende sig til at have året rundt. Det ville i hvert fald ikke gøre ham noget, men det var vel igen op til den enkelte. Byen virkede... Uhyggeligt stille. Der var ikke rigtig nogen i gaderne, da det endnu ikke var sent nok til, at aftenens festaber kom ud fra deres skjul. Han ville være væk inden da, så meget var han sikker på. Han vidste ikke rigtig hvorfor, men det med at feste til langt ud på natten og indtage alverdens sjove ting, det havde aldrig været ham. Det var ikke noget, som han hverken kunne se logikken eller nydelsen i. Hvis folk ville drikke sig hjernelamme, så måtte de da gerne det, men han skulle i hvert fald ikke nyde noget.

Han trådte omkring et hjørne og kiggede ned af den tilsyneladende meget skumle gade. Der var ikke bare mørkt, men nærmest helt sort. Derfor valgte han at vende tilbage på den rette kurs og fortsætte ned af den gade, som han havde gået på de sidste par minutter. Hans hår var som sædvanelig ikke til at gøre noget ved. Det sad ud til alle verdenshjørner og gjorde som det passede det. Ikke at det gjorde ham så meget, men det var meget sjovt at tænke over, når man lige faldt over det. Turen ned igennem gaden gjorde ham sikker på i hvert fald en ting omkring byen. Det var første gang, han nogensinde havde set så mange magiske væsener samlet på et sted. Han havde da set nogle før. Både engle, dæmoner og hvad der ellers hørte med, men alligevel aldrig så mange, som han havde set på bare de få minutter, han havde gået en strækning på 200 meter. Det var alligevel en smule vildt at tænke over.

Klokken var ikke specielt mange. Det var ikke mere end et par timer siden at solen havde forsvundet og efterlod byen i mørket. Men denne tid betød også at det var tid til et måltid, for en stor del af Di Morgas befolkning. Efter at have ventet, til man kunne komme udenfor igen, havde sulten virkelig også haft skudt op i Maya. Hun var normalt ikke så sulten, men arbejdet havde virkelig overtaget hendes tid for tiden. Det havde været næsten to dage siden hun havde indtaget anden føde, end det der var at finde i køleskabet. Og opvarmet blod, lå ikke hende altid på hendes gode siden. Man blev hurtigt træt af det. Og allerede som hendes tænder havde brudt huden i den stakkels hjemløse piges hals, havde hun svært ved at kontrollere sin trang. Ikke underligt at pigens krop blev tømt på meget kort tid.

Maya strakte sig lidt. Tog sig slet ikke af det døde menneskebarn, der lå ved hendes fødder. Det var som om intet var hændt. Hun rakte sine arme højt op over hovedet, og kom med en tilfreds lyd, idet hun slappede af. Det havde været en lang dag, uden særlig meget søvn. Men der var ingen bedre ting at starte med, end et mættende måltid. Hun drejede om, og med rolige skridt slentrede hun ud af gyden. Hun sørgede dog for at trække sit lommetørklæde frem, for at tørre sine læber for overskydende blod, før det atter blev lagt tilbage i den skjulte lomme på hendes kjole. Hun indsnusede den friske luft. Det var ved og blive varmere, men hun kunne ikke selv mærke den som et menneske ville. Den var der bare. Men den ville aldrig påvirke hende. Men i selv samme øjeblik fangede en duft hende. En velkendt duft. Det var ikke blot en af hendes nuværende bekendte. Den her fik minder frem, helt fra bagerste række. Hun stoppede op. Stod og snuste omkring sig, som en hund, inden hun endelig fik en rute i sit hoved, om hvor denne person befandt sig. Det tog ikke lang tid. Han befandt sig ikke meget længere fremme end der hvor hun selv stod. Hun stirrede mod hans ryg. Selvom hun ikke kunne se hans ryg, vidste hun det var ham. Der kunne da ikke være nogen tvivl. Hun ville kunne genkende ham på lang afstand. Og kort efter satte hun ellers gang i at nærme sig ham. De vildfarende totter af det brune hår, der havde fundet sin vej ud af den tykke fletning, flagrede en smule, på grund af hendes hurtige gang.
”Undskyld, hr.” lød hendes stemme så, som hun nåede ordentligt op til ham. Ubekymret gik hun i sidste par store skridt og vendte sig om. Stoppede op foran ham. Jo. Det måtte være ham. Han havde de samme øjne. Den samme struktur, som dengang. ”Augustus?” Hun lød overrasket. Og den professionelle mur var sænket en smule. Nu lignede hun mere bare en almindelig pige på de 18 år. ”Er det virkelig dem..”

Det undrede faktisk Brayden en smule, hvorfor der næsten ikke var nogle personer udenfor. Var der virkelig så farligt for mennesker? Det kunne han da ikke se, men han var nok også en del mere robust og modig end de fleste andre mennesker. Dog var der alligevel noget der stadig undrede ham. Han var ganske vidst "svag" i forhold til mange andre af de væsener, som han vidste var i byen, men ligefrem være bange for at være ude efter mørkets frembrud? Det virkede som starten på en dårlig gyserfilm. Et suk røg over hans læber, da han endnu engang kiggede rundt i den mørke gade. Lyset fra de tit fremkommende lygtepæle gjorde igen det hele som en gyserfilm. Dem havde han tydeligvis set alt for mange af, siden han begyndte at sammenligne sine omgivelser med dem.

Han rystede den meget mærkværdige tanke af sig og fortsatte sin gang ned af den skumle gade. Efter nogle få sekunder kunne han høre skridt bag sig. Han lagde ikke noget i det først, men da han regnede ud, at det var ham personen var på vej efter. Undskyld hr. Stemmen var tydelig og han stoppede med det samme op, da den yngre pige nærmede sig ham. Hun trådte over foran ham og han lagde hovedet på skrå og skød det ene øjenbryn i vejret. Selvom han virkelig ikke ville, så røg et fnis over hans læber. Et meget, meget lavt et af slagsen, men det var der stadig. Det unge væsen lignede blot en pige på ikke mere end de 18 år, men det havde han regnet ud, at hun ikke var. Hvis navnet Augustus var noget hun kendte til, så måtte hun være langt over de 100 år. "Jeg er ked af at skuffe dig min kære" sagde han efter nogle minutter med en venlig stemme og lagde kort en hånd på hendes skulder, blot for at vise, at han ikke var ude på hverken at gøre grin med hende eller noget som helst andet. Minderne kom frem på hans nethinde. Vent lige lidt.... Var hun? Det måtte hun være. "Augustus er min bedstefar. Hvis det da er Augustus Ernest Blackwood der er snakke om" tilføjede han med endnu et smil og fjernede hånden fra hendes skulder igen. Han lod den falde ned af sin side og rettede sit hoved op til en lodret position igen. Ham og hans bedstefar lignede uhyggeligt meget hinanden som unge. Han havde engang lavet et nummer med en "ven" og vist ham et billede af de to ved siden af hinanden. Han havde troet de var tvillinger. "Men sig mig så en ting" sagde han lidt efter og så hende en smule an. Det kunne kun være hende fra de historier han havde fået fortalt som lille. "Er du den smukke kvinde, som han altid fortalte historier om?"