Garnier's Tormentor - Maya

Det var ikke en ny ting mere. Det der med at sidde og glo på alverdens ting, var begyndt at blive en kedelig ting, som om der ikke var noget videre opmuntrende ved det. Som om det hele egentlig bare var nederen at kigge på. Selvfølgelig var disse tanker, ikke nogle man sådan lige ville fange sig selv i. Lige udover dem som ikke havde tiden til at gå med andet, end at plage folk til evig tid, til de til sidst lagde sig på jorden og skreg af smerten ved konstant at blive hjemsøgt. Men det kom så sandelig også an på hjemsøgelsen. Selvom den som han nu egentlig var mest behaget med var den konstante spøgefulde sjæl som torturerede andre med den ene joke efter den anden; omkring hvordan livet dog havde formet sig ud i verdenen for dennes vedkommende. Godt nok var der ikke mange der forstod denne tankegang, denne misforståede mand, som hele tiden gjorde grin med andre, så de kunne se lidt mildere på tingene. Eller nok nærmere fordi han fandt det morsomt at se hvilke spektakler de kunne finde på at udfører når han så endelig var færdig med dem.  Efter en længere tids betænkning og iagttagelse, besluttede han sig for at rejse sig op fra den kedsommelige bænk, der stod uden for den enorme hovedbygning af et hotel ejende kæde, som udgjorde et enormt netværk af bygninger. Her havde han så set sig mæt i alle de kedsommelige mennesker som fik den ene dag til at gå med den samme rutine som gårsdagens handlinger. Langsomt lod han sin lastende krop glide op fra bænkeryggens bagværk, og kom op på de to ranglede ben, som ellers havde nogle delvist tæt siddende bukser på som egentlig alligevel sad lettere løst. På overkroppen var en enkelt farvet lysebrun ternet skjorte, som udover den havde en gammelmands frakke på. Alt i alt, virkede det som om tøjet, slet ikke passede ind i mandens udseende og bestemt ikke som en fast stilvej.

Himlen udgjorde et massivt spektakel i sig selv, da det fremtydede nogle blandede signaler omkring det kommende vejr, som egentlig ikke var helt til at kunne formulerer sig med. De blå øjne vendte sig imod den høje bygning foran ham; Garniér som den jo hed, denne ophøjede bygning med alverdens ting og sager. Eller egentlig ikke, bare en masse mennesker der blev ved med den samme kedsommelige sag, som altid. Han luntede lystigt indenfor, hvor han fandt sit kort frem som indikerede hans stilling i militæret, på denne måde kunne han tage ind hvor end han nu lige havde lyst til. Selvom det egentlig ikke var hans opgave, men han kunne vandre ugeneret rundt i forskellige bygninger, og te sig som han ville. Hvilket sikkert og vel nok betød at han udnyttede sin autoritet, lige lovligt meget, end hvad han burde. Men det generede ham nu ikke som sådan. Han kiggede sig kort rundt omkring, for at finde ud af hvor han skulle hen og hvor han egentlig ville hen. Så han besluttede sig til sidst at gå ind i elevatoren med et lille hop, og trykkede på en helt tilfældig etage som resulterede til at blive syvende etage. Med et lille suk, imens han vrikkede lidt frem og tilbage på fødderne, imens han let dansede til musikken i elevatoren. Hvorfor ikke bruge tiden lidt på at morer sig imens man kom op til denne etage han nu havde valgt ud af en tilfældighed. Med en kort snurren rundt og han vendte sig imod døren, hvor han kort knækkede med nakken.

Dørene åbnede sig foran ham, som var han en eller anden adelig arving, og kunne få alt til at blive forvandlet til guld. Selvom dette dog ikke var tilfældet. Efter en kort tids søgen hen over de mange båse hvor arbejderne sad og kiggede den ene mappe efter den anden igennem. Udså han sig et offer. Et bytte for hans ulastelige lyst til at, ville mobbe. Eller nok ikke at mobbe, rettere prikke til deres tålmodighed. Og der sad hun jo, så fin og yndig, og ekstremt alvorlig at rynkerne på panden sikkert snart ville æde hele hendes flotte ansigt. Et tilrette lagt og ekstremt stædigt sind traskede han af sted imod hendes opholdssted, og stod så bare og begloede hende lidt med nogle hævede øjenbryn, imens han betragtede hendes forunderlige værker i det ene eller det andet. Som om hendes placering ikke rigtig hørte hjemme her, eller der. Ja han var nok ikke helt til at blive klog på alligevel, ham Jordan Marshoon Long.

Det var sjælendt at hun var på farten på denne tid. Godt nok gik solen tidligere ned, men hun holdt sig normalt indenfor indtil den ikke var at inde nogen steder på himlen. Lige modsat denne aften. Hun så fraværende ud igennem vinduet på bilen, som den sikkert kørte op for at holde fint lige foran den store bygnings hovedindgang. Uden et ord førte hun sine hænder op ved sin nakke og fiskede den store hætte op. Satte den om sit hoved og fik lige netop skjult sit ansigt. Dækkede det for solens sidste stråler. Hun nød virkelig ikke stanken af brændt hud og kød. Så helst gjorde hun hvad der nu skulle til for at undgå det. Og til hendes held, skulle hun kun møde tidligt så snart der var problemer på kontoret. For hun var tydeligvis den eneste der kunne få gjort noget ved dem. Det var den største last ved hendes arbejde. Afhængigheden.
Elegant trådte hun ud af bilen og fik smækket døren i efter sig. Så kørte den videre. Hvor den endte henne, imens hun havde travlt, vidste hun faktisk ikke. Den holdte jo alligevel altid samme sted for hende. Hun bøjede hovedet en smule, og som en hættebeklædt skikkelse bevægede hun sig imod hoveddøren, der fint blev åbnet for hende. ”Bonsoir, Mademoiselle Dąbrowski.” Selvfølgelig genkendte de hende, trods hendes beklædninger. Grunden bekymrede hende ikke helt. Det var ikke vigtigt i denne sammenhæng. Hun fandt sig selv ligeglad omkring hvem der trådte ind og hvem der kom ud. Så længe det hele forblev som det skulle. I samme øjeblik som hun var indenfor, blev hætten fjernet. Sammen med den kappelignende frakke der blev fjernet. Afslørede den professionelle påklædning. Sammen med hendes kønne blege ansigt. Hendes hår var igen denne aften bare sat op i den tykke fletning. Imens hendes spinkle krop var dækket i den enkle sorte kjole. Sålerne under hendes flade sko klikkede lystigt, som hun traskede hen over marmorgulvet. Kursen var sat direkte imod elevatoren, og som altid stod den klar til hende. Lige til bare at gå ind og få trykket på knappen imod syvende etage. En rutine for hende. Hvad der ikke var meget af en rutine, var hvad hun fik lov til at opdage bare et par sekunder senere. Igen uden at sige meget trådte hun ud af elevatoren igen og hen imod skranken. Lagde blot sin frakke på disken, og automatisk blev den fjernet af medarbejderen på den anden side. Byttet om til en mappe, som Maya med det samme tog imod og åbnede for at få skimmet igennem linjerne.

Med det samme hun trådte ind i det samlede medarbejder område, tog hun sig selv i at se op. Måske lidt for hurtigt. Hendes blik landede hurtigt i den anden ende af lokalet. Noget passede ikke ind her. Hun løftede kort sin ene hånd og viftede den nærmest stående person til sig. Uden så meget som at tage synet fra denne fejl i systemet. ”Hvem er denne mand?” spurgte hun lettere forvirret. ”Jeg har desværre ingen idé selv. Han kom bare ind for noget tid siden.” Mere kom der ikke af den samtale. Hun sukkede blot og i et bestemt tempo gik hun sat sine fødder i gang. Hun prøvede inderligt at bare ignorere ham. Stillede sig ved siden af ham, som eksisterede hun ikke i hendes verden. ”Kan jeg få Dem til at se nærmere på disse tal?” Hun fiskede let et papir frem fra bunden, i mappen der fin hvilede på hendes arm. Hun lagde den forsigtigt foran den unge kvinde bag disken, og gav ingen udtryk for at forvente et svar. Hun vendte sig bare imod denne fremmede. Endelig. Så med ham med et noget neutralt udtryk. Og som hun begyndte at tale var hendes stemme kølig: ”Og Dem. Hvis De ingen specifikke planer om at være her, må jeg bede Dem om t forlade bygningen.” Hun klappede mappen sammen, og krammede den roligt ind imod sin brystkasse. For nu så hun nogen afventende ud. Ned stirrede ham næsten. ”Nu.”

Dette erhverv som disse mennesker dag ud og dag ind blev ved med at udfører, var nærmest som en konstant rutine, se aldrig kunne trække sig selv væk fra. Og det var her at folk som for eksempel Jordan, kunne hjælpe dem med at tænke lidt mere på at have det sjovt, i stedet for den konstante seriøse tone. Selvom han selvfølgelig selv var af seriøs forstand når det så virkelig gjaldt. Deres majestætiske liv, som egentlig kun kørte fra det ene papirstykke til den anden. Med nogle betragtende øjne lod han sit blik glide fra det ene mappe til den anden, og derefter til den ene notes blok til den anden. Som om han forventede at de på magiskvis skulle samle sig alle sammen i god orden. Med en sparsom finger lod han en pegefinger prikke til en lille skulptur som dinglede frem og tilbage. Derefter stoppede han, med en lille trutmund inden han vendte blikket tilbage på kvinden der nu spurgte til hvem han egentlig var, og hvad han nu egentlig foretog sig. Han trak lidt på skuldrende og kiggede lidt frem og tilbage, inden han satte sig på kanten af hendes bord imens han tog en dyb indånding.

”Er du nu helt sikker, på at du gerne vil hører det?” spurgte han spøgefuldt. De blå øjne, der ind imellem kunne virke grønne i dagslyset. Han kiggede kort frem og tilbage, inden han lod en hånd glide igennem det korte men alligevel let lange hår som udfoldede sig til en lysebrun farve. Flere folk syntes at stille underlige spørgsmål til hans tilstede værelse, og begyndte så småt at tro at han var en eller anden form for den typiske evaluerings tjek, som der blev gennemgået på forskellige firmaer af de overordnede chefer som styrede stedet, forså at aflægge en tilbage gående rapport angående hvordan arbejdsprocessen egentlig fungerede, men sådan var det nu egentlig ikke i sidste ende. Faktisk ville han bare finde sig et offer, som desværre var gået hen og blevet til den arme stakkels kvinde, som stod foran ham her og nu.  Han brummede lidt inden han knækkede nakken ganske kort, og lod sine øjne atter glide rundt omkring. Inden han rejste sig fra bordet, og traskede rundt på må og få for at se på dette ekstremt kedelige kontor, som han egentlig ikke syntes havde meget charme over sig. Dette mindede ham om et eller andet video spil, hvor man skulle få folk til at grine. Selvom sådan et ikke fandtes, men den slags spil fandtes vidst ikke, ikke så vidt han vidste af, og han plejede nu som regel at spille en del spil i sin fritid, selvom det måske ikke virkede sådan fra tid til anden. Med et langsomt skuldertræk og et suk tænkte han over hvordan i alverden han skulle få denne kvinde til at være mere lystig i sit liv, var sikkert umulig. Dette var ikke engang hans job, men han nød at gøre den her slags ting, plage folk med sine dumheder. Til sidst greb han hendes hånd og stillede sig selv ned på knæ.
”Åh du skøn jomfru, lad mig tage dig på min hvide hest, og lad os ride imod solnedgangen!” Udbrød han, og man kunne se de mange ansigter der vendte sig imod den ellers strikse kvinde, og den lidt ældre herrer i vintage stil. Han havde et let glimt i øjet, imens han holdte hendes hånd, og glædede sig egentlig til at se hendes reaktion. For at det ikke skulle være løgn, kunne Jordan nærmest afspille en form for mindre komedie film i sit hoved hvor han fik en syngende lussing af denne kvinde. Men sådan ville hun sikkert ikke opfører sig, eftersom dette var hendes arbejdsplads, og sikkert gerne ville gøre et godt indtryk på de andre medarbejdere.

Det var nok første gange i dage siden det udtryk, der var at finde i hendes ansigt, havde været vist frem til offentligheden. De røde øjne var blevet spærret op, og hun stod bare og stirrede imod den fremmede mand ved sine fødder. Han havde formået at fange hende i et splitsekund af uvidenhed. Gjort noget hun langt fra havde forventet. Og hun gjorde ikke skjul på situationen. I hvert fald ikke for dem tæt omkring hende. Hvor var hun taknemmelig for at de fleste blot kunne se imod hendes ryg, i stedet for hendes overraskede ansigtstræk. Hun sagde ikke noget, men hun blev dog stående et par sekunder længere, hvor hun blinkede forbavset et par gange. Men så fjernede det sig også. Efterlod hendes ansigt i de normale nogenlunde neutrale folder. Et af hendes perfekte øjenbryn skød en smule i vejret, og hendes blik virkede ikke yderligere behageligt. Hun så ikke bare på ham nu. Hun nedstirrede ham direkte. Gennemborede ham næsten. Hvad havde denne mand overhoved gang i? Han havde tydeligvis ingen relationer til hende eller arbejdspladsen, han befandt sig på. Og trods hans udseende gav tegn på mere livserfaring, viste hun ikke ligefrem respekt som en yngre til en ældre. Hvad grund var der overhoved til det?
I en let bevægelse trak hun sin hånd til sig igen og var tæt på at træde et skridt tilbage for at danne en acceptabel afstand imellem dem, men hun forblev på sin nuværende plads, som var hendes stolthed for stor til at være den der flyttede sig. ”De kan tage Deres hvide hest og ride ud i havnen. Jeg har ingen intentioner om at holde Dem med selskab til solen står op. Find De blot tilbage til teaterskolen.” Hun holdt tonen relativt ligegyldig. Den kølige del var i hvert fald knap så kraftig, som man måske havde troet, hvis man læste atmosfæren omkring hende. Hun tog til sidst blikket fra ham igen, så hen over hans skulder i håb om at finde en tilkaldt vagt. Hun var nær ved at lave hentydning til at få fjernet denne fremmede hybrid til en budbringer med blomster, meget muligt til en af hendes medarbejdere der var heldige nok til at have et sundt romantisk forhold. Til hendes held fik hun stoppet sig selv, inden hendes arm overhoved blev løftet fra sin plads ned langs siden. Hun førte efterfølgende sit blik tilbage på hybriden. Sagde ikke mere, men tog endelig sit skridt tilbage, trådte et skridt til siden, og som hun passerede, greb hun kom et papir, der tålmodigt blev overrakt til hende. Dokumentet blev lagt ind i mappen, som hun roligt lukkede helt sammen, samtidig med hun forsatte sin gang igennem medarbejderrummet. Hun gik nærmest i et tempo, der ville få skørtet på hendes kjole til at flagre faretruende. Hendes lange fletning, der var faldet ned langs hendes ryg dunkede hende i hvert fald utallige gange imod rygsøjlen og nakken. Uden at have denne unødige gæst i tankerne længere, kom hun let forbi ham og forsatte samme vej som, hun var kommet. Ud af det store lokale med glasvinduer, forbi skranken med den hjælpsomme sekretær. Hun stoppede først foran den nypudsede dør til elevatoren, hun kun for godt tid tiden var kommet ud af. Roligt blev tilkaldelsesknappen trykket på, og begge hendes arme kom omkring hendes værdifulde mappe, som hun stod med ret ryg og ventede.

De stikkende røde øjne, stak sig ind i ham sådan som han havde udtalt sine små fine ord ud til kvinden, hun syntes ikke til at have latter om hjertet, skønt han dog var klar over dette. Sådan havde han ment om hende lige fra da han så hende allerførste gang. Og mon dog hvad der kunne ske hvis han fik denne ung mø til at slappe lidt mere af. Det var nærmest tydeligt at se at hun, i største tilfælde, muligvis havde besøgt en massør flere gange om ugen. Selv kendte han mange gode kontormænd på hans eget arbejde, og alle brokkede de sig over hvordan det blev ved med at gøre ondt i ryggen. Han selv havde også oplevet det, men det havde nok ikke været skrivebordsarbejdet der havde været skyld i sådanne smerter, i hans tilfælde ville det højst sandsynligt være på grund af hans konstante aktivitet, som udgjorde det meste af hans træning i militæret. Men også fordi at han ofte skulle vedligeholde en konstant sammensat stilling, når han så endelig var i feltet. Selvom dette ikke var så ofte igen mere, men det skete skam i ny og næ når feltet manglede en mand der kunne klarer ærterne for dem. Og det var så der, at Jordan var til rådighed for dem. Kvindens udslag af at prøve at ignorer ham og de mange øjne rundt omkring som kiggede lidt undrende på dem, men det virkede nu også til at de hurtigt faldt tilbage til deres arbejde, men dette skyldtes sikkert kvindens stridighed. Et svagt og nærmest usynligt smil gled langsomt hen over den ene mundvige imens han betragtede denne kvindes hastige gang imod elevatorens trykkeknap, og ventede derved utålmodigt på den alt slugende munding, som så udgjorde elevatorens åbning.
I det kvinden åbnede munden, for at udtrykke sine spydigheder imod manden som egentlig ikke mente hende noget ondt, medmindre kvinden selvfølgelig selv bad om det. Men det var nu også ret så sjældent at Jordan kom til så drastiske metoder som indgik vold. Oftest valgte han at snakke sig ud af tingene, da det virkede mest rigtigt. Skønt han var i militæret, gik det mest af alt ud på at træffe en selvstændig beslutning som gik imellem rigtig og forkert. Indimellem kunne han faktisk godt føle sig som den velkendte Doctor Who, fra BBC tv-kanalen. Den velkendte Doctor Who tv-figur som bragte glæde og sorg var lige hvad han ville bruge lige nu; ”Hvorfor tager du ikke med mig ind i min tidsmaskine?” Spurgte han så kækt, imens han kiggede på hende og lænede sig op ad elevatorens dør. Ørerne opfangede hvordan selve transportboksen begyndte at bevæge sig op imod dem. Men lyden virkede langsom, som om den egentlig ikke ville op til hende, til denne kvinde. Det virkede faktisk som om alle her i bygningen frygtede, men respekterede også denne kvinde.
Deodoranten One Million hang omkring manden, og skabte en nærmest beroligende aroma omkring ham, som så ikke virkede til at påvirke denne kvinde der stod foran ham. Dette gjorde dog ikke det store for generalen, da det egentlig altid var sjovere med lidt udfordringer henover vejen til målet. Elevator døren begyndte så småt at bumle, og rasle da den angav sin tilkomst, hvilket sikkert var til en lettelse for kvinden. For Jordan betød det blot at han fik lidt mere at vide omkring kvinden, uden at vide det store alligevel.

Maya var stadig ingen stor fan af denne hybrid, der tydeligvis fandt det sjovt at forstyrre hende i hendes arbejde. Ikke at hun ikke havde tid til at blive forstyrret, men hun fandt ikke sig selv i den store lyst til hans fjollerier. Man kunne tro, han ingen grænser havde, som han gjorde, hvad han nu engang ville. Han virkede så fri fra bekymringer. Hvorimod hun konstant skulle fylde sit hoved med informationer og måske endda stresse lidt over de dokumenter der hele tiden fyldte hendes skrivebord ud. Han var ham dog ikke jaloux. Hun missundede ikke hans frie livstil. Hun havde trods alt levet det meste af sit liv på denne måde. Hun havde ikke brug for andet. Og bestemt ikke hvis hun ville ende som denne unge mand. Med hovedet fyldt med ubrugelige tanker. Hun troede næsten, han ikke var helt rask. Eller at han havde fået indtaget det såkaldte alkohol og samtidig blevet godt påvirket. Hun mente i hvert fald, der nok manglede et par hjerneceller hos ham allerede. Også selvom de næste ord der fløj ud af hans mund, overraskende nok lød bekendte. Hun reagerede bare ikke på det, som kendte hun kilden. Hun lød direkte som om, hun ikke vidste, hvad han snakkede om. Men så igen: Hun kunne ikke prale med at have fulgte med i den serie. Det havde blot kørt i baggrunden.

”Jeg har ikke tid til at have besøg af julens ånder. Jeg har ikke tiden til at blive sendt tilbage eller frem i tiden, for at finde mig selv mere generøs i nutiden. Jeg er i det hele taget meget sikker på, jeg ikke har tiden til, hvad end De har i tankerne.” svarede hun roligt med samme neutrale atmosfære omkring sig. Og hun drejede ikke engang sit hoved for at se imod ham. Hendes blik var stift rettet imod de to metal døre, der endelig åbnede sig for hende og od hende komme indenfor i den lille boks, der ville kunne føre hende til sin ønskede etage. Uden tøven tog hun imod velkomsten og tog de få skridt til hun var omgivet af de glatte trævægge, der var blevet installeret i elevatorens indre. Mens loftet forblev reflekterende, imod alle der så op. Hun trykkede med det samme på knappen, med nummeret ’5’ stående ud for, inden hun drejede omkring, så hun stod med fronten imod dørene der lukkede igen. Hun stillede sig med samme rettede ryg, selvom der var blevet sat en fin lille bænk til rådighed.
Hun så stadig kun frem for sig. Sukkede ganske sagte og fugtede diskret sine læber, som hun ventede på at elevatoren ville gå i gang og føre hende til sit ønskede mål. Om denne unge herre havde fulgte hende, gjorde ikke det helt store. Hun forsøgte stadig at gøre, hvad hun kunne for at ignorer hans tilstedeværelse. Hun blinkede et par gange, som irriterede det skarpe lys hendes røde øjne, og hun fik lige netop nået at rette sit greb om mapperne, inden de ville kunne nå at falde til gulvet. Var det bare hende eller begyndte det hele at snurre rundt? Bare en lille smule. Hun klemte sine øjne lidt mere i og rystede svagt på hovedet, inden hun genoptog sin opretholdte stilling med benene samlet, brystkassen let skudt frem og hagen i en fin vinkel med hendes hals. Hvornår ville den lade hende nå femte sal?