Treading Water.

Tiden :: 23.00
Stedet :: En hyggelig café i Terre.
Vejret :: Sommerlunt, med en kølig vind der gør det behageligt at gå rundt udenfor. Mørket ligger tykt, og himlen er fyldt med grå skyer.
Påklædning :: Den sædvandlige hvide skjorte og rød låst skørts. Almindelige brune ballerinaer.

Forbeholdt til Shaden Drake.
_________________________________________

Hver gang at den lille klokke, der hang så fint hen over døren, ringede syntes den at fange Amelia’s opmærksomhed med det samme. Hver eneste gang en eller anden kom ind, eller en eller anden gik ud, røg hendes hoved op, og hendes blik hurtigt rettet imod dem. Og samtidig faldt det lettet ned igen. Hun var konstant panisk for tiden. Paranoid. Hun vidste hendes fjender var få. Og hun vidste den største var død. Men Di Morga var ikke nogen almindelig by, med almindelige mennesker. Der var mulighed for genopståelse. Og hvad hun ønskede mindst af alt, var at se op og se hans grinende ansigt igen. Hun lukkede øjnene blidt i og tog sig en dyb indånding. Og pustede så roligt ud igen. Gentog det. Og hun virkede straks mere afslappet. Hjertet bankede ikke så hurtigt, og hendes hænder sitrede ikke. Af og til kunne et lille smil endda finde sin vej frem på hendes bløde læber.
Hun blinkede blødt og lod igen de dybe brune øjne køre hen over den tykke bog foran hende. Fulgte hendes finger, som hvert ord blev læst højt i hendes hoved. Læste en sætning igen, hvis det blev nødvendigt. Den anden hånd havde fundet sin vej op i hendes hår. Blevet kørt op og igennem hendes pandehår, og holdt det væk fra hendes kønne ansigt, med svagt røde kinder. Samtidig holdt hånden også hendes hoved i en hvilende stilstand. Helt afslappet i nakken. Hendes vejrtrækninger var på det normalt stadie. Måske lidt tungere, som hendes brystkasse hævede sig en smule mere markant. Hendes tungespids fandt sin vej ud og fugtede hurtigt hendes læber, hvor efter hun pressede dem en smule sammen. Ren rutine. Vanesag.

Den lille aspara så igen hurtigt op, da en kop med dampende indhold blev sat ned på bordet foran hende. Hun nåede lige at sende et smil tilbage til servitricen, inden hun var væk igen. Videre til næste bord. Næste bestilling. Trods der ikke var mere en tre andre end Amelia selv på caféen, virkede der ikke super tomt. Ganske behageligt. Hun rettede sig op, svajede lidt i ryggen og fik sat den ordentligt på plads. Den mekaniske blyant, der var blevet brugt til at skrive små notater med, blev lagt i midten af den åbne bog, og hånden i håret blev taget ud. Begge arme blev strukket højt op over hovedet, og en tilfreds lyd kom fra hende.
Hun greb forsigtigt om kroppe, følte varmen sive gennem sine hænder. Gjorde det næsten uudholdeligt at holde på den. Hun så lidt ned i den klare væske, med en svag gullig farve. Hun indsnusede den dejlige duft af kamille, inden hun så ellers pustede et par gange og tog en lille tør. Sank. Følte varmen igennem sin hals. Det var en himmelsk oplevelse, trods sommeren også havde angrebet aftnerne i Di Morga. Selv efter mørkts frembrud var der varmt. Hun drejede sit hoved lidt, og så ud af vinduet ved sin side. Så ud på gaden, som var oplyst af lugtepæle. Studerede de få folk der passerede forbi. Kom næsten ind i en dagdrømmers verden. Sad bare der. Med koppen holdt i begge af de små fine hænder. Blikket ud af vinduet med en form for længsel og fred. Og så det nyankomne lille smil, der gjorde en hel del ved hendes udtryk. Gjorde det så meget mildere at se på. Tvang sorgmodigheden væk, som kunne have opstået ved det førhen viste udtryk.