Is it the water or just the smell of ....

Tid: Eftermiddag
Sted: Stranden
Vejr: Lidt vind og en smule skyet men ellers rart.
Omgivelser: Få folk, havet og måger.

Vinden blæste stille i Eliot pandehår som stak ud fra under hans sorte hue. Det var ikke fordi her var koldt eller noget, han havde dog bare alligevel følt for at tage godt med tøj på da turen gik mod stranden, bare en rar vindtæt halvslidt sort jakke og et par bukser med huller ved knæerne, et par sorte militær støvler også den hue der. Han gik stille ned langs vandet i sandet med blikket rettet ud over vandet, det var et smukt syn og den duft fra saltvandet der lå i luften kunne ikke andet end at gøre en glad. Eliot havde faktisk heller ingen grunde til ikke at skulle være glad, det var som om alt i hans liv bare kørte på skinner. Han var langt om længe blevet færdig med de sidste ting på sin hytte i skoven og det var noget han havde set frem til længe. Nu glædede han sig bare til at vise sin bolig frem til dem han kendte. Det var ikke mange, men til gengælde var det så nogen fantastiske personer.
Eliots blik gled rundt og han fik kort tid efter øje på, ja, hvad var det man kaldte det, et lille område med nogen sten? - det var hvert fald det sted han få sekunder efter gik mod. Der ville man sikkert kunne sidde godt, nyde udsigten og den friske luft. Luften var altid bedre herude hvor der var åbent. Selvfølgelig kunne han bedst lide skoven, der var altid stille og fredfuldt og sådan havde det altid været, rart - men herude var der en helt anden form for liv, mere frit også alligevel følte man sig aldrig helt så sikker som hvis der havde stået elegante træer hele vejen omkring en - Eliot kunne bedre lide skoven, sådan var det vidst nemmest at fordele det, alligevel var han her engang imellem, måske var det mere tanken om alle de fisk der svømmede i vandet der drev Eliot ud vandet. Ikke udsigten, duften eller vinden, nej fiskende i havet. Han burde nok have været gået til havnen hvis det var fisk han var ude efter, der stod næsten altid en masse folk på havnen i deres små fiske butikker eller hvad man kaldte dem. - Han drømte sig helt ud i tankerne omkring fisk, det var smukt, han havde engang for nogen år siden været dybt i havet og dykke, men det havde været et kort besøg da der var opstået problemer med en anden på turen så hele gruppen af dykkere måtte tilbage på båden og der blev ikke mere ud af den tur. Men det var nok ikke så meget smukke koralrev eller fiske stimer Eliot tænke på.. nej tværtimod. - Nok mere mad. Han tænkte hvis for det meste altid med maven i hvad han foretog sig, også i dag. Selvom han faktisk havde haft tankerne i baghovedet om at han måske gerne ville møde sin yngling, nemlig Mickee, hvorfor han så var her anede han ikke? han kunne vel ligeså godt have kontaktet Mickee hvis han ville i kontakt med ham, men stranden virkede bare som stedet at tage hen, af en eller anden grund... en grund Eliot ikke kendte. Det virkede bare sådan. Selvom det nu ikke var noget han regnede med, altså at Mickee skulle dukke op ud af det blå. Han kunne jo ikke regne med at hver gang han tænke på en person ville de på magisk vis dukke op 3 minutter senere. Det ville bare være mærkeligt.
Eliot lod sin hånd glide ned i sin lomme da han langt om længe fik sig sat på en sten, og rodede efter noget spiseligt, det burde han have med sig og det havde han da også, han fiskede en lille rulle kiks op af lommen. Han havde et behov for altid at have et eller andet at spise med rundt på tur, ligemeget hvor han så end skulle hen. Medmindre det var ud at spise, så kunne han vente til han nåede frem til stedet. Han lod blikket glide ud over vandet, for se.. vand. Vand over det hele, det ville være Eliot måde at beskrive stranden på. Måske ville ordet sand også indgå i beskrivelse, men så heller ikke mere.

See how I’ll leave, with every piece of you. Don’t underestimate the things that I will do.. Musikken der lige nu kom ud af højtaleren på det lille badeværelsesanlæg, blev blandet med vandets blide trommen, mod badeforhænget og sang, der ligeså prellede af mod det plastikagtige stof, der var til for at sikre at vandet ikke spredtes i hele rummet. Vandets lette simren stoppede og det cremefarvede badeforhæng, blev skubbet til side, hvilket resulterede i at en ung mand kom til syne. Han greb et blåt håndklæde fra en knage og førte det op til håret, som han hurtigt gnubbede tørt. Derefter førte han det ned over sin hud, for til sidst at fæstne det omkring sit liv. Med en smule besvær, kom han over badekarets kant og ud på bademåtten, han priste sig lykkelig for var der, da blandingen af våde fødder og fliser, ellers med garanti ville have sendt ham på en glidetur. Han lod kort sit blik møde spejlet og skar en grimasse, ved synet af et hår der i dette øjeblik stod ud til alle sider. Han valgte dog at han ville vente med at tage kampen op, til han havde iført sig noget tøj. Derfor åbnede han badeværelsesdøren og trådte ind på et mørkt trægulv, der tilhørte et soveværelse, hvor der i den ene ende stod en stor dobbeltseng i mørkt træ. Op af gavlen, lå tonsvis af puder i forskellige brune og cremefarvede nuancer, dynebetrækket var i en lys cremefarve og i fodenden af sengen, lå et brunt sengetæppe. Til højre for sengen, bygget ind i væggen, var der et stort klædeskab i en mørktræfarve og med matte glas i. Han bevægede sig hen over gulvet og skubbede skabsdøren til side, hvorefter han gav sig til at rode rundt mellem tøjet derinde. Han endte med at hive et par hvide underbukser, et par mørke bordeauxrøde bukser, en hvid t-shirt, med sort skrift hele vejen ned over brystet og maven, der var tyk, skrå og sammenhængene, så det faktisk var umuligt at læse hvad der stod og til sidst en sort cardigan ud af skabet, hvorefter han hurtigt fik klædt sig på. Efter dette gik han ud på badeværelset igen og trykkede på anlægget, så det gik tilbage til sangen han havde hørt før. Go Radios cover af Adeles ”Rolling In The Deep”.
Efter fem minutter befandt han sig i lejlighedens stue, hvor han greb den brune skindtaske, han som regel bragte med sig rundt. Hvor han skulle hen, var han stadig ikke helt sikker på. Han vidste bare at han måtte ud af lejligheden. Han måtte ud og finde på noget at lave. Gå en tur, skrive til en person, som han kunne mødes med på én eller anden café. Tanken gav ham straks en idé. Han fiskede sin mobil op af lommen og kørte gennem sine beskeder, indtil han fandt samtalen, hvor navnet ’Eliot’, stod over ”Hey Eli.. Jeg står lige nu og er på vej ud af døren, uden at have nogen anelse om hvorhen. Derfor slog tanken mig. Måske du vidste hvor der skete noget sjovt i dette øjeblik?” han sendte beskeden, i håb om at Eliot faktisk ville forstå hans hentydning. I værste fald, måtte han vel bare skære det ud i pap for ham. Ikke at han regnede med at det blev nødvendigt. Han gik ud i gangen og tog de brune skindsko på fødderne og den sorte læderjakke på overkroppen. Han lod den hænge åben, ligesom cardiganen indenunder. Efter at være smuttet ind på badeværelset, for at slukke anlægget, gik han tilbage til entréen, skubbede døren op og trådte ud i den lettere sødtduftende opgang. Han kunne vel ligeså godt slå tiden lidt ihjel, ved at bevæge sig ned på gaden, mens han ventede på svar fra Eliot. Det nyttede jo heller ikke så meget at blive i lejligheden og vente, i tilfælde af at han slet ikke ville få svar. Så ville han ikke få meget ud af denne dag og han syntes egentlig han havde brugt for meget tid i lejligheden på det sidste. Derfor fandt han nu sig selv småløbende ned af trappens trin, mens hans hånd vilede udenpå lommen, hvori mobilen lå. Han ville ikke risikerer at misse Eliots svar.

En knasen dannede sig i hovedet på Eliot, måske også omkring ham, men mest inde i hans hoved - idet han satte tænderne i en kiks og gnaskede den i sig. Det ødelagde lidt den rare lyd fra bølgerne men smagen af kiksen gjorde tabet på lyden ligegyldig. Hellere spise en lækker kiks end at lytte til noget vand som klasker mod nogen sten og mod sandet. Ikke engang et klask, mere en swuuush agtig lyd. Eliot trak på skuldrende af sine tanker og lod blikket glide rundt, det blev dog hurtigt forvandlet til en svag skulen mod en måge som sværmede omkring ham i luften. Den havde sikkert opdaget at Eliot sad og spiste noget, men han havde skam ingen planer om at forære fuglen der noget kiks. Næ nej. Hans blik gled bare rundt på fuglen som den tumlede dumt rundt i luften, det var nu på måder både grimt og underholdende at se på. "Baah... Fugle! - I så dumme.. " sagde han så bare mod fuglen og skar en flabet grimasse før han så spiste videre af sine kiks, lidt på en måde som 'Haha' til den måge der stadig hang i luften.
Det gav et sæt i Eliot da hans mobil pludselig brummede i lommen på ham og kiksen var pludselig ikke så spændende mere, så den blev hurtigt stoppet i munden og han børste sin hånd af i siden af sine bukser før han så langt om længere lagde sin opmærksomhed mod sin mobil. Det var ikke tit han modtog sms. Han vippede lidt med hovedet fra side til side før et lille smil bredte sig på hans læber da han så hvem sms'en var fra. ~ Mickeeeee! - Selvfølgelig... I mine bukser! ~ det var egentlig ikke meningen at han ville sende den, meeen touch telefoner og Eliots fumle fingre ville noget helt andet så den blev sendt, han fik dog hurtigt trykket en ny besked ind ~ Det var en joke!, dude.. virkelig - meeeeen der sker, ting og sager på stranden ~ han fik den hurtigt sendt, i et ret stresset øjeblik og da skærmen endelig viste sendt satte han sig lidt bedre til rette og lod blikket glide rundt på stranden. Her skete egentlig ikke en skid, men Eliot havde da ikke noget imod hvis det var fordi Mickee måske evt havde lyst til at hænge ud, også lige komme forbi her, det tænkte han ville være rart. Så, det var faktisk hvad han sad og håbede på. Hvis Mickee kom kunne de jo finde på noget at lave, ikke nødvendigvis på stranden men måske et andet sted, med liv. Hvilket der ikke var meget af her. Hvis vejret havde været bedre havde Eliot nok taget en dukkert, men for det første var vandet pisse hamrende koldt og vinden ville ikke ligefrem gøre det bedre når man så fik sig over vandet igen. Så lige pt så det med at bade ud til at være en meget dårlig idé, medmindre man ville ligge syg i evigheder og det var ikke lige det Eliot havde lyst til.
Han lod blikket glide lidt mod himlen mens han pillede en smule ved sin mobil, måske lidt utålmodig for at få et svar tilbage fra Mickee. Det var først nu det begyndte at gå op for ham at han faktisk få kort tid siden havde tænkt at Mickee måske evt. på magisk vis ville komme forbi, men hey. det var vel også en lidt halv magisk sms han havde fået efter den tanke før`? - han sad og overvejede det, men nikkede så for sig selv, jo det måtte være lidt magisk. På måder. Han smilede så bare lidt random, for sig selv. Det var okay. Der fandtes jo magi, så hvorfor ikke, dyb tankeconection et eller andet i luften. Okay! han måtte nok hellere få sine tanker tilbage på noget andet end det gik helt over gevind. Og ja. få sekunder efter sad han igen og gumlede på en kiks. Utålmodigt.

Med en svag mumlen, bevægede Mickee sig hen over gulvet, da han endelig nåede bunden af opgangen. Han havde stadig nøglen i hånden, efter han låste døren til sin lejlighed. Derfor bevægede han sig hen til postkasserne, der hang på væggen og stak nøglen i den hvor navnet ’Mickee Jonathan Harper’ stod. Han drejede hurtigt nøglen og da han lod metallågen falde, væltede et brev ud af den mørkeblå postkasse, for at dale ned på gulvet. Han lukkede og låste den hurtigt igen, inden han bukkede sig ned og samlede brevet op. Med den ene hånd, prøvede hans desperat at åbne konvolutten, mens den anden hånd greb fat i døren, der ville føre ham ud til gaden. Med en smule besvær, formåede han at komme ud af døren, mens han fik åbnet konvolutten kvart. Det sidste åbnede han hurtigt, da han havde begge hænder til det. Han trak et lille postkort op af den støvet brune konvolut og betragtede det lidt. Det var fyldt med palmer og vand. Et smil bredte sig om den unge dæmons læber, hvorefter han vendte kortet om, mens hans ben førte ham over fortovet. Smilet om hans læber voksede, da han så afsenderen ”Bastian Michael Harper” var afsenderen der stod derpå. Mickee havde ikke hørt fra broderen længe. Kontakten blev svær at holde, da han flyttede til L.A. Da han havde læst brevet, foldede han det sammen og lagde det i læderjakkens lomme. I dette øjeblik, mærkede han sin mobil vibrere i lommen og fik den, med en smule besvær, op i hånden. Eliots besked fik hans øjenbryn til at rynke sig en smule, mens et smil lå om hans læber ”Hey..! Hvorfor er jeg ikke inviteret?”, han nåede ikke at sende beskeden, før en ny dukkede op. Selvom han havde læst hans ’Det var en joke’, valgte han alligevel at sende beskeden, hvorefter han skrev en ny ”Next stop.. The beach” han sendte beskeden og vendte derefter om på hælene, for at sætte kursen mod metroen. Der var trods alt et stykke til stranden derfra og han havde helt bestemt ikke i sinde at gå.
Mickee hadede metroen. Alle de mennesker, der var presset sammen. Klaustrofobisk.. Irriterende. Angorafobi. Han befandt sig derfor helt hende ved døren, mens han kiggede ud af vinduet. På denne måde kunne han ikke rigtig se alle de mange mennesker og han kunne komme ud hurtigst muligt, når han var på sin destination. En klingende lyd og så snart døren åbnede sig, var Mickee nærmest faldet ud af den. Han bevægede sig hurtigt gennem menneskeflokken, med blikket hvilende ved toppen af rulletrappen. De mange mennesker.. Skubbende.. Påtrængende.. Masende.. Løbende.. Endelig. Fri. Han åndede lettet ud, da han befandt sig ude ved toppen af trappen til metrostationen. Nu var stranden og Eliot ikke langt væk. Han skulle kun gøre ét stop på vejen. Nu hvor han kom og ødelagde Eliots tid på stranden, måtte han nok hellere gøre det godt igen på én eller anden måde. Derfor stoppede han ved en café, hvor de lavede sandwich, som Mickee personligt elskede overalt på jorden. Og hvis han kendte Eliot ret, ville han også gøre det. Bare faktummet, at det var mad, ville få ham til at svæve oppe under skyerne. Han købte to sandwich med tun. Udover tun blev de fyldt med salat, agurk, tomat og skræmmende mængder af dressing. Derefter satte han kursen mod stranden.
Sand.. Sand.. Og mere sand. Hvordan skulle han dog finde Eliot på så stor en strand? Han stod og tykkede sig lidt i underlæben, inden han endnu en gang måtte finde mobilen frem ”Position! Hvordan fanden skal jeg finde dig på så stor en strand? Råb!” han sendte beskeden og stod bare og kiggede sig omkring med hævede øjenbryn.. Jep. Det her skulle nok blive morsomt. Mickee, væltende rundt i sandet, for at finde Eliot, som med garanti var en kilometer fra hvor han befandt sig lige nu.

Den ene måge der fløj omkring over hovedet på Eliot var ikke længere alene, flere havde åbenbart opsnappet at der var spiselige ting til steder under dem. Det irriterede faktisk Eliot en smule, for det første fordi de distraherede hans tanker helt enormt meget og for det andet fordi han helt sikkert var i skudzone, for pludseligt meget uheldigt at blive klattet på. Det havde han ikke lyst til, sårn lang mågeklat. - Nej tak.
Han droppede hurtigt tanken om klattende fugle og lænede sig tilbage mod en sten bag ham og rettede blikket ud over vandet. Pakkede sig kort en smule tættere ind i sin jakke men nikkede så bare lidt for sig selv, her var nu meget smukt når man glemte tanken om mad og rent faktisk koncentrerede sig om hvad man var kommet for. Nemlig at nyde naturen, luften, vandet. Sten? han sad jo sådan set stadig på en sten. Men her var hyggeligt nok, det ville nok have været lidt bedre med noget selvskab, men det havde han jo så også måske chancen for at få hvís det var hvad Mickee havde ment. Ellers skulle Eliot da nok opsøge Mickee et andet sted hvis det var helt galt at komme til stranden. Han trak så bare kort på skuldrende og hapsede fingrende omkring sin mobil da den igen brummede for at han skulle vide at der var kommet en sms. Han rettede blikket mod skærmen og et skævt smil kom frem for hans læber men han overvejede så kort nogen sekunder hvad han skulle skrive før der så kom endnu en sms. Hans smil voksede da det jo som der stod lod til at Mickee ville komme. Og det kunne jo sådan set ikke gøre Eliot andet end glad, nu glædede han sig bare, sådan var det altid når man skulle mødes med Mickee, det var noget man glædede sig til. Hvert fald for Eliot, han vidste jo ikke hvad alle andre mente og tænkte. Det gik op for Eliot at han stadug ike havde svaret Mickee og han rettede få sekunder efter opmærksomheden mod sin mobil igen. ~ Sorry! Nu du inviteret! hvis det går an? - btw! skynd dig, stranden er kedelig helt alene ~ han fik den sendt og lagde mobilen tilbage i sin lomme og fik spist den kiks færdig han aldrig nåede videre med. Han blik hvilede kort lidt rundt på en af mågerne men smilede så bare skævt, det så lidt ud som om de var ved at give på, hvert fald nogen af dem. Der var dog stadig 2 som virkelig var tæt på. Hallo, det var jo bare en kiks Eliot sad med. Det kunne vel ikke være det de var så vilde efter at få. Måske. Der burde ellers være mange andre folk på stranden med mad der var mere lækkert end et par tøre kiks.
" Mickeeeee din snegl " han lod blikket glide rundt på himlen, de her sten og den her udsigt var begyndt at kede ham, eftersom han i forvejen havde været her lidt tid, og nu endnu længere fordi han bare.. ventede. og der var jo ligesom ikke meget nyt at se på andet end, vand, vand og vand. trælse måger og en helveds masse sand. Så yeah. Han kunne vel ikke lave andet end at sidde og vente. Han lukkede sine øjne et kort øjeblik og forsvandt lidt ind i sine tanker igen, som han havde gjort helt utrolig mange gange på det sidste, men det gjorde ingenting. Han synes nu faktisk det var meget rart at få tænkt nogen ting igennem man måske aldrig rigtig fik tænkt igennem. " Bøøøø bøøø bøøø " han rettede så blikket mod himlen og lagde hovedet en anelse på skrå. Kun en måge tilbage, overraskende. Han smilede skævt før han igen snuppede sin mobil, det var da helt utroligt så mange sms'er han pludselig fik. Han grinte kort da han fik den læst men lod så blikket glide rundt på stranden før han rettede sig lidt op. " Ummhg.. " mumlede han lidt men bed sig så kort en smule i læben. ~ Glo efter en stak sten og en sindssfovirret måge, så ved du hvor jeg er, har ikke planer om at stå og råbe her ~ svarede han så tilbage før han lod blikket glide lidt på skift i de forskellige retninger ned af stranden. Det måtte betyde at Mickee var her. Endelig! - Men som Eliot havde skrevet, han havde ikke lyst til at stå random på en strand og råbe, tænkt hvis Mickee alligevel ikke opdagede det eller kunne høre ham, så ville det bare være enormt akavet og pinligt. Han håbede så bare på at han snart fik øje på Mickee eller Mickee snart ville få øje på ham.

De grønne øjne bevægede sig hen over stranden, i et forsøg på at få øje på Eliot. Hvorfor skulle den også være så stor? Et suk lød fra hans læber og han trådte ned af en lille trappe, der førte ham ned på det lyse sand. En svag knasen, lød under hans fødder, som han bevægede sig lidt længere mod vandet, i håb om at han enten ville få øje på Eliot, eller omvendt. I det han nåede helt ned til vandet, mærkede han sin jakke vibrere en smule, hvorefter han fandt mobilen frem. Et smil dannede sig på hans læber og han rystede en smule på hovedet ”Kedelige skid..” mumlede han og løftede derefter blikket, før at spejde efter en måge. Nu var problemet bare at der var måger næsten overalt hvor han så hen. Derfor begyndte han at se på hver måge og derefter jorden under dem. Ikke nogle sten, ingen Eliot. Sådan fortsatte han, indtil han omkring 150 meter fra hvor han stod, så en måge, under denne en bunke sten og på toppen af disse sten en skikkelse, han ikke kunne kende på så lang afstand, men ud fra hans beskrivelse, måtte det være Eliot.
Han begyndte at bevæge sig over sandet, mens han mærkede sine fødder blive tungere og tungere. Sandet løb ned i hans sko, hvilket gjorde at han flere gange var ved at snuble over sine egne ben. Åndssvage, dumme, forfærdelige, irriterende og tunge sand! Jo tættere på han kom, jo mere sikker blev han på at det var Eliot og jo sikrere han blev, jo ivrigere blev hans skridt. Hvilket resulterede i en endnu mere akavet gang. Dog prøvede han, så godt han kunne, at holde ryggen rank og bruge de balanceevner han trods alt havde, efter mange år med dans.
Da han endelige kom hen til Eliot, kravlede han op til ham på stenene og smed posen med sandwich i hans skød, inden han med et suk sank sammen på en af stenene ”Næste gang.. Er det dig der finder mig..” lød de småforpustede ord fra hans læber, hvor et smil lige nu befandt sig. Man måtte virkelig få god motion af at gå i sand. Og ellers var han bare i virkelig dårlig form. Bare tanken virkede absurd. Mickee havde aldrig været i dårlig form. Det havde dansen altid sørget for. Han trænede stort set hver dag, så dårlig form var nok det sidste han var i. Det hang nok bare sådan sammen, at sand var hårdt at gå i. Specielt når man blev ivrig efter at nå sin destination.
Mickee sad og betragtede Eliot lidt, med rynkede bryn ”Hvad laver du egentlig på stranden helt alene?” han ville godt kende svaret, hvis han spurgte sig selv. Han elskede at være ved vandet. Det gav ham en følelse af frihed. Bare at se vandet, det strækkede sig så langt øjet rakte. Og vide at et sted, langt ude, bag horisonten, var der en verden, han aldrig havde set. En verden han manglede at udforske. På trods af hans lange liv, havde han aldrig set andre lande, end Irland og Frankrig. Kun på afstand. Da han flyttede fra Irland til Frankrig, rejste han med skib, hvilket selvfølgelig gav ham mulighed for at se andre lande. Når skibet passerede dem. På afstand. Det var dog fantastisk så meget vand der var i denne verden. De forskellige lande var adskilt af vand.. Og de af jordens individer, der for menneskeracen, blev betegnet som mennesker, selvom mange af dem slet ikke var dette, havde fundet en måde hvorpå man kunne krydse oceanet og se andre dele af verdenen, end den man nu engang var født i. Derfor befandt Mickee sig ofte alene ved vandet. Fordi han fandt det fascinerende.

Eliots blik gled rundt på stranden i håb om at få øje på Mickee, hvilket ikke var så nemt som han egentlig havde regnet med. Han børstede kort sit pandehår væk fra sine øjne men lod så blikket glide mod en fin lille fyr som han kunne se komme gående et stykke derfra, han kunne jo nok ikke andet end at smile så det gjorde han. Det var jo Mickee, ikke til at tage fejl af. Eliot som den dovne lort han var blev da bare siddende på stenene med blikket mod Mickee som kæmpede sig gennem et helvede af sand. Eliot havde selv været i det for kort tid siden, men han havde ikke haft travlt så var nok mere eller mindre gået i slowmotion, bare for ikke at blive bemærket som en eller anden halvforpustet hvalros- men det var på den anden side umuligt for Mickee at ligne det, han så altid godt ud, hvert fald efter Eliots mening -, men altså, for Eliot var det muligt, mest pga af hans kondi langt fra var den bedste. på det punkt vidste han dog at Mickee nok godt kunne klare det uden at falde død om når han engang nåede herhen.
Eliot blik hvilede egentlig bare på Mickee hele tiden, under hans rejse mod stenene. Han smilede skævt da Mickee var tæt nok på og lagde hovedet på skrå " Hva' snakker du om? - du da ellers mester til det " sagde han lidt med et smil og rykkede sig kort en smule for så at sætte sig på en ordenlig måde men lod så blikket lande på posen der landede i hans skød. " Naaarj... det har du vel ikk? " et stort smil bredte sig om hans læber og han fik hurtigt gravet blikket ned i posen. Han glemte et kort øjeblik Mickee, meget kort. Men når der var mad var der mad og Eliot havde altid haft svært ved at tænke på andet, hvilket faktisk var en af grundende til at det undrede ham at han ikke var overvægtig eller lignene, for han havde en elendig kondi og åd hele tiden. Selvfølgelig trænede han, men det var ikke voldsomt meget. Han så ned i posen lidt endnu men rettede så blikket tilbage på Mickee med et smil " Awww ...du så sød " sagde han så og rodede ham kort i håret før han fiskede en fin sandwich op af posen men overvejede det så kort lidt. Jojo, han regnede med at han godt måtte nakke en, ellers måtte Mickee altså være hurtig til at stoppe ham. Han betragtede nøje sandwichen for lige at få overblik over hvilke vold lækre ting der gemte sig i den. Han trak så bare en smule på skuldrende og rettede blikket lidt mod Mickee " Hvis jeg skal være ærlig.. ooog ummhg.. det skal jeg jo, så aner jeg det faktisk ikke. " han rystede kort på hovedet men smilede så bare skævt. Han havde vel grunde til at være gået herned, men alligevel synes han ikke lige grundende var gode nok så han undgik at sige dem. " Håbede vel bare lidt på at møde dig... og buuuum, magisk sms.. " sagde han så før han nikkede en smule. Det var jo rigtig nok, det var hvad Eliot havde tænkt tidligere, hvilket var en tanke han følte for at dele med Mickee, den handlede jo trods alt om ham. Han lod kort blikket glide rundt men overvejede det så kort lidt " desuden er jeg ikke alene... har en ven sværmende deroppe, virkelig.. måger ikk?.. de dumme, før var der mega mange, så gav de op også nu.. meh.. der kommer sikkert en flok mere om lidt " han pegede kort mod mågen som selvfølgelig var blevet hængende. Det var ikke sikkert det var den samme måge som der hele tiden havde været der, men nu var der mere mad at jage så selvfølge var der hvert fald en måge. Der kom sikkert snart flere. Eliot kløede sig så kort en smule halv fjumset i nakken " okay virkelig, sig lige hvis jeg snakker for meget " han skar kort lidt en grimasse men smilede så bare, halv skævt til Mickee.

Mickee rystede en anelse på hovedet ”Hvis at snuble over sine egne ben i forsøget, er at være mester.. Så er mester vel hvad jeg er” mumlede han og kløede sig kort i håret. Han kunne ikke helt forstille sig hvordan det at snuble over sandet, kunne gøre ham til mester i at finde Eliot. Men omvendt.. Han fandt ham og endda på ikke ret lang tid. Alt information han havde fået, var at der befandt sig en sindsforvirret måge og en bunke sten, hvor Eliot var.
Da Eliots blik landede på posen, blev hans smil kopieret på Mickees ansigt ”Når jeg kommer og forstyrrer din fred på denne måde, er at tage noget af det du elsker højst i denne verden med, vel det mindste jeg kan gøre?” desuden havde han ikke spist andet, end et stykke toast hele dagen, så han var efterhånden godt sulten. Han følte ikke rigtig han kunne troppe op med en sandwich i hånden, uden også at have noget med til Eliot. Og han havde heller ikke lyst til at sidde og spise alene. Han var ikke god til at sidde sammen med andre og spise, hvis ikke de også gjorde det. Smilet om hans læber, blev til et kort fnys af et grin, da Eliot bestemte sig for at rode ham i håret. Ja okay.. Den treårige Mickee. Han snubbede posen fra Eliots skød, da han havde fisket den ene sandwich op og fik selv hevet den anden op af den brune papirspose. ”Du gik simpelthen ned til stranden, fordi du håbede på at jeg, som bor ti kilometer herfra, ville være her?” han sendte ham et lettere drillende smil ”Hvorfor ringede eller skrev du ikke bare til mig? Ville det ikke være ti gange lettere? Men okay.. Det var tydeligvis ikke nødvendigt at spilde pengene” det kunne jeg gøre i stedet, tilføjede han i sit stille sind. Ikke at det gjorde ham noget at bruge 0,07 euro på at skrive til Eliot. Det var jo trods alt ham selv der havde bestemt sig for at gøre det. Han kunne godt lide at bruge sin tid med Eliot. Det var så let. De behøvede ikke at lave noget specielt, eftersom de bare kunne snakke timer væk. Alligevel bestemte han sig for at rejse sig op, da Eliot begyndte at snakke om mågen over dem ”Jamen, hvis du ikke har noget imod at forlade din ven, kan vi vel flygte før de kommer og spiser vores mad?” han vidste ikke lige hvor de skulle gå hen, men byen var stor. Der var mange muligheder. De skulle nok finde på et eller andet og ellers kunne de vel bare finde en mågefri plads et eller andet sted? Han ville i hvert fald ikke tillade mågerne at stjæle den mad han havde betalt, for at gøre Eliot glad. Desuden kunne han bedre lide at bevæge sig, når han snakkede med folk. I hvert fald, når han var udenfor.
”Snak løs! Jeg kom ikke herned for at sidde og stirre tomt ud i luften, i en akavet stilhed” han trak kort på skuldrende og sendte Eliot et smil. Faktisk var Eliots konstante plapren noget af det han brød sig allermest om ved drengen. Der var noget utrolig charmerende over den altid løbende mund. Hans evige snak og hans store kærlighed til mad. Det var to ting ved Eliot, som Mickee mærkeligt nok syntes var vildt charmerende.

Han rynkede kort panden men trak så bare en smule på skuldrende med et lille grin " Aww jamen.. altså.. mester til at finde mig ja.. så ka du bare være, knap så mester agtig til at gå? " sagde han med et smil og puffede kort lidt drillende til Mickee. Men sad så bare kort og gloede, meget få sekunder ud i luften men nikkede så bare lidt. Mickee var egentlig ikke dårlig til at gå, men lød som om han havde haft problemer på vej herhen, sååe, hvorfor ikke drille lidt.
Eliot fik hurtigt pakket sin sandwich helt op og satte tænderne i den men nikkede så hurtigt. " Virkelig.. Dude.. du har reddet min dag... det her er 100 gange bedre end kiks, + selvskab. yay! " han løftede kort hånden i en begejstret bevægelse men smilede så bare. " Så blir det jo slet overhovedet ikke bedre " sagde han så og sendte Mickee et smil men rystede så bare på hovedet før han gumlede noget sandwich i sig. Den smagte dejligt. Eliot satte da hvert fald stor pris på at Mickee havde taget sandwich med. Eliot nød altid at spise, men det var altid lidt bedre med selvskab, især Mickee, faktisk var der ikke nogen andre han hellere ville tilbringe sin tid med. Maden gjorde ligesom bare det ekstra lille.. pling! til at gøre det helt perfekt. Hans blik hvilede lidt på Mickee, mest fordi han ikke rigtig kunne lade vær med at kigge på ham, dog røg hans blik væk lidt efter, han kunne jo ikke sidde og stirre, det ville sikkert også være irriterende for Mickee hvis der var en eller anden tard der sad og stirrende hele tiden. Han tog endnu en bid af sandwichen før han kort overvejede det men nikkede så bare lidt. " Yeah.. det var kinda, du ved.. derfor jeg gik herned.. også måske en smule fordi, her er flot og, stille og, her dufter godt.. meeeeen mest fordi jeg håbede at støde på dig.. " han nikkede lidt med et smil men rettede så blikket lidt ud over vandet. " Ummhg.. altså, var lidt for doven til at bruge.. min mobil.. eller noget, tror jeg " han skar kort en grimasse men smilede så bare lidt skævt før han hev et stykke vildfarent salat ud af sandwichen og spiste det, ret langsomt faktisk. " ville da gerne bruge lidt penge på dig, tænkte bare ikk lige over det " han trak på skuldrende men lænede sig så en smule tilbage og fik gnasket salaten i sig før han lod blikket lande mod mågen igen, men så op på Mickee " gå?.. okay.. æhm.. yeah, selvfølgelig.. lets go " sagde han hurtigt og lod blikket glide en kort rundte omkring sig i det han rejste sig, bare for at være sikker på at han ikke havde tabt noget, det ville jo være rimelig skidt. Han rettede så blikket mod Mickee igen med et skævt smil før han så bare begyndte at gå. Eliot havde nu ikke noget imod at gå, selvom. Det var sværrere at nyde sin mad i gående gang, eller hvad man så end ville kalde det, men han havde ikke noget imod det. For Mickees skyld gik han gerne.
" Jeg snakker og snakker, du skal ogs sige noget, ellers ender det bare med jeg.. yeah, jeg ved det ikke, virkelig, man blir vel træt af at høre på den hersens stemme på et eller andet tidspunkt.. det undre mig en smule jeg ikk er træt af det selv endnu, men selvfølgelig ikk, det var heller ikk fordi, yeah du ved.. okay.. sig et eller andet!.. Hvad har du lavet i dag? noget sjovt eller spændende? " han lagde smilende hovedet på skrå med blikket rettet mod Mickee før han så tog en bid af sin snadwich, en knap så charmerende handling, men hele tiden med blikket rettet mod Mickee.

Et grin løb over Mickees læber ”Det kan vi godt aftale.. Så længe det at jeg ikke kan gå, ikke går ud over min dans” han skar en grimasse. Det ville være virkelig dumt, hvis han fordi han ikke var mester til at gå, heller ikke kunne danse. Dans var hele hans liv. Han havde altid danset. Han elskede at danse. Der var noget beroligende over det. Han elskede at udtrykke sig gennem dans. Han koreograferede sågar engang en dans, der udtrykte vreden han følte, dengang hans søster blev slået ned. En af de bedste danse han nogensinde havde sat sammen. Men det var også en af de mest forfærdelige perioder i hans liv. Hans søster lå i koma i tre måneder, efter en eller anden nar havde banket hende. Politiet fandt ham aldrig og Mickee tog stadig sig selv i at sitre af vrede, når en politibil passerede ham. Han måtte indrømme at han ikke rigtig stolede på dem.. Omvendt var det måske meget godt, at han aldrig fandt ud af hvem det var der sendte hans søster i koma. Han ville slet ikke tænke på, hvad han ville gøre ved personen, hvis han vidste hvem det var. Han vidste dog at det ikke ville blive kønt. Hans søster var den person der betød allermest for ham i hele verden. Hvis nogen så meget som krummede et hår på hendes hoved.. Lige meget hvem det så var.. Og Mickee vidste hvem det var. Så ville personen ikke have det godt, efter de havde mødtes.. Normalt var Mickee ikke en voldelig person.. Tværtimod.. Men når folk gjorde hans kære ondt.. Så blev dæmonen i ham vel vækket til live?
Han fik med en smule besvær skubbet tanken væk og håbede at Eliot ikke havde bemærket hans tankers fravær. Han lod blikket møde Eliots og fik plantet et smil om læberne ”Jeg har en evne indenfor at redde folks dage.. Det er vel bare en Mickee ting” han trak på skuldrende og kiggede ud over vandet, mens han pakkede sandwichen op og satte tænderne i den. Den velsmagende blanding af surt, sødt, salt og krydret fik hans smagsløg til at eksploderer i velvære. Han tyggede langsomt biden, inden han sendte Eliot et skævt smil ”Du er en spøjs gut, at du ved det.. Men jeg kan nu godt lide det” han sendte ham et lettere drillende smil og betragtede sandwichen i hans hænder lidt. Han kunne skræmmende godt lide det. Det morede ham dog en del, at Eliot havde fået den mærkelige idé at gå ned til stranden, i håb om at finde Mickee der. Okay, så han var faktisk ret glad for stranden. Der var noget over vandet blide brusen, der gav ham en lykkelig følelse. Aller bedst kunne han dog lide stranden på en sommernat, hvor månen og stjernerne, kastede et sølvgråt skær ned på jorden og fik havet til at kaste et blændende lys tilbage mod himmelen. Som var det et bevægeligt oliemaleri.
Mickee begyndte at bevægede sig lidt ned af stranden, med Eliot ved sin side. Da de nåede til en lille trætrappe, der førte dem op til en grussti, som senere ville føre dem ind til byen, valgte han at dreje op af denne. Han betragtede Eliot, som han spurgte ind til Mickees dag og skar en tænkende grimasse ”For det første har jeg intet imod at hører på din stemme” jeg kunne gøre det hele dagen, hvis det skulle være tilføjede hans sind, før han selv observerede det. Han blev lettere overrasket over den tanke, men valgte bare at skubbe det væk og koncentrere sig om sit svar til Eliot ”Men min dag har været ganske kedelig. Jeg stod op, spiste et stykke toast til morgenmad, så noget TV, øvede en danserutine, gik i bad.. Så skrev jeg til dig og endte her.. Jeg vil vædde med at din dag har været meget mere spændende end min..” det sidste blev sagt som en hentydning, til at han skulle fortælle om sin dag, hvorefter han tog endnu en bid af sandwichen han havde placeret mellem hænderne.

Eliot puffede kort til Mickee " Pfft!.. dude.. om du så manglede dine ben ville du kunne danse " han lavede kort en halv viftende bevægelse med sin hånd før han nikkede lidt. Efter Eliots mening var der vidst ikke noget som ville kunne stå i vejen for at Mickee skulle ha lov at danse, men det var vel på grund af hans holdning til at man skulle have lov til hvad man havde lyst til, lige meget hvordan man så ud, eller manglede. Selvom han inderst inde godt vidste at det nok var temmelig svært at danse hvis man manglede sine ben. " Yeah.. det må du ha " sagde Eliot så bare til det med at være 'go til at redde' - det han da til at være. Også selvom, det vidst så lidt ud som om Mickee i nogen sekunder var forsvundet ind i sin egen lille verden, men det var okay. Eliot havde selv en tendens til det engang imellem, det var dog ikke så slemt når han var sammen med folk, så skulle det da være fordi han enten drømmede sig laaaang ind i deres, udsennde, stemme eller noget, det skete dog ikke så tit, det krævede en del at få den form for opmærksomhed fra Eliot, han havde dog på fornemmelsen at det sikkert ville lykkes for Mickee på et eller andet tidspunkt, hvis det ikke allerede var sket. " Meeen på den anden side, alt du gør er... Mickee ting " han grinte kort før han trak på skuldrende og tog endnu en bid af sandwichen, den smagte dejligt. Han lod kort blikket glide rundt mens han nød smagen af sandwichen, som han faktisk først nu havde lagt mærke til hvor lækker den var. " Awww... det var sødt sagt " han puffede kort til Mickee med et smil men nikkede så lidt. Eliot synes da hvert fald det var sødt sagt, men altså. Det var det hele jo. Mickee kunne kalde ham en nar og stadig ville han synes det var sødt. Eliot kunne da hvert fald ikke gøre for at han var gået herned med en for tumpet grund til at dele den, også, var det andet det første der var sprunget ind i hovedet på ham, ikke at det var en voldsom god grund, men han følte selv at det var en sød tanke han havde haft, som han jo så havde delt.
Eliot kunne ikke helt lade være med at smile af det Mickee sagde, men valgte alligevel ikke at overdrive sit smil, indeni så det sikkert helt anderledes ud. Han fulgte bare stille med ham den retning Mickee nu lige valgte at gå, Eliot havde nemlig ikke lige selv i sinde at bestemme retning, for det første fordi han ikke anede hvor nogen af vejende førte hen og for det andet fordi han var dybt koncentreret i spise samtidig med at han skulle kigge på Mickee.
Han nikkede så bare lidt mens han lyttede til hvad Mickee sagde omkring sin dag, efter Eliots mening lød det da, spændende, på nogen punkter, toasten lød go, et bad havde sikkert heller ikke slået Eliot ihjel, han havde bare ikke selv haft overskud til den slags. Han smilede så bare skævt " Din aktive skiderik! " sagde han lidt før han kort puffede til ham, det var vel mest dansen der havde været det aktive i Mickees dag, men derfor var det stadig en mere aktiv dag end Eliot havde været ude for. " Wauw.. la mig se... nu skal du høre.. først, sov jeg, også vågnede jeg, sjovt nok " han nikkede en smule men lod så blikket glide lidt frem. " Ummhg.. jeg, spiste en monster lækker morgenmad, virkelig.. du burde smage det... ummhg, men så sov jeg igen, til jeg vågnede og spise frokost, ooog så gik jeg ud i verden.. " han slog kort ud med den ene arm men smilede så bare skævt " og endte her " tilføjede han hurtigt før han tog sin arm ned igen. Eliots dag var en typisk dag, sove, mad, sove, mad også måske lave lidt andet end det. Hans blik landede på Mickee igen, selvfølgelig med et smil om læberne, mest fordi han ikke kunne lade være med at smile i selvskab med Mickee, han håbede vel så bare på at det ikke gjorde noget.

”Tjooh.. Men breakdance er squ ikke mit store kald” et skævt smil lå om Mickees læber og han bed sig kort i underlæben. Men hvad var hans store kald egentlig? Hans mor ville helt sikkert sige klassisk ballet. Dog var Mickee nok af lidt anden mening. Lige siden han for første gang i sit liv dansede ”Contemperary ballet” var dette noget han havde levet og åndet for. Der var i hans øjne noget meget mere kunstnerisk og smukt i denne form for ballet. Man kunne udtrykke sig musik der var mere.. Dybt i hans hoved. Musik man faktisk havde et forhold til. Han havde med tiden også fået et forhold til mange klassiske stykker, men alligevel var der bare noget magisk i at kunne lave en koreografi, til en sang man virkelig kunne relaterer til.
Han trak kort på skuldrende ”Jeg vil tro at jeg til tider gør Eliot ting. Du ved.. Man adopterer ting fra andre. F.eks. er jeg begyndt at snakke en del mere, siden jeg mødte dig” lød det fra hans læber. Han kastede et blik omkring sig og kløede sig kort i nakken. Generelt var der en del ting der havde forandret sig, siden han mødte Eliot. Ikke til det dårlige. Det var mest bare gode ting, der var blevet forstærket. Som hans snak. Han havde aldrig snakket ret meget, men når han var sammen med Eliot, var det som om hans mund bare kunne løbe. Mest fordi Eliot snakkede så meget og han jo derfor fik en god anledning til at tale. Men også bare fordi han havde lyst til at tale, når han var i Eliots selvskab. Faktisk var han også begyndt at være mere snaksaglig, når han var sammen med andre folk. Han havde altid været den mere stille fyr, der ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. Specielt var han dårlig til at kommunikerer med andre stille personer. Det blev til en bunke pinlig tavshed. Hvilket også var en af grundende til han elskede Eliots nærvær. Der var aldrig, aldrig pinlig tavshed. Snakken flød altid så let. Og hvis der endelig var stille, var der intet galt i det. Så var det nok mest fordi de var optaget af hver deres. Det blev aldrig pinligt. Måske også fordi de efterhånden var vokset så tæt på hinanden. Mickee havde aldrig haft følelsen af savn. Ikke før han mødte Eliot. Det var som om.. Når han ikke havde set Eliot i under en uge, var der noget der manglede. Om det var savn, vidste han ikke rigtig. Men det var en følelse af at noget manglede. Noget var skævt. Ikke rigtigt. Og når så han havde snakket med Eliot. Så var han igen på rette spor. Et smil viste sig om Mickees læber, da Eliot kom med sin ’Det var sødt sagt’ kommentar. Det var som om.. Der var noget i Mickees verden der bare.. Han kunne ikke engang finde ud af, hvad det var der fik den sætning, til at gøre ham så glad. Han var ikke sikker på noget som helst, når han befandt sig ved Eliots side. Noget der egentlig var utrolig beroligende. Når han ikke var sikker på noget, var der heller ikke noget at bekymre sig over. Alt var så nemt.. Lige til..
Mickee skar en grimasse. Aktiv? Det var da godt at han ikke skulle fortælle om en af hans hverdage. Hvis det han havde lavet denne dag var aktivt.. Så turde han slet ikke spørge ham, hvad at stå op klokken 5.30, for at spise morgenmad, derefter løbe en tur, gå i bad, gøre sig klar, tage på balletskolen, hvor han for det meste ikke lavede andet, end at danse. Ellers blev han proppet til renden med teori. Mandag, onsdag og torsdag, nåede han kun lige hjem for at smide sine ting, inden han skulle videre på arbejde. Om aftenen, ved en 19-21 tiden, kom han så hjem, for det meste med rester fra restauranten, som han spiste, mens han lå i en halvdød tilstand og stirrede på fjernsynet. Tirsdag og fredag, efter skole, var hans afslapningsdage. Dem brugte han for det meste på at sove, se TV, bruge tid med venner, sove noget mere og selvfølgelig.. Øve en smule. Han uge var ret travl. Men overlevelse kom vel altid i første række. Overlevelse og dans. Alt det sjove, skulle han nok få presset ind. Det man virkelig gerne ville, kunne man altid få plads til. Og eftersom Mickee virkelig gerne ville bruge tid sammen med sine nærmeste.. Som Eliot. Skulle han nok få tid til det. Desuden var det slet ikke så slemt, når man tænkte på at både tirsdag og fredag efter skole, samt lørdag og søndag var forholdsvis frie for ham. Mickee betragtede Eliot lidt, med et smil ”Dovne skiderik. Gid det var mig” mumlede han med et drillende smil. Ja.. Til tider ønskede han faktisk, at han kunne tage livet ligeså roligt og afslappet, som Eliot ofte fremstillede sit liv som. Han havde da også ferier. Desværre blev de ofte fyldt med.. Well.. Træning. Han kunne ikke lade sin krop komme ud af form. Dog blev han virkelig nød til snart at tage en lille ferie. Bare en uges tid. Et sted langt væk fra arbejde, dans, stress og jag. En uge, hvor han slet ikke måtte lave noget der lignede dans. Virkelig.. Det ville han nok snart få brug for.

" Måske ikke, men altså... yeah.. du ka da danse ballet på hænderne.. eller noget " sagde han så lidt med et kort lidt tænkende trak på skuldrende. Det kunne da være cool, hvis man kunne, selvom det sikkert aldrig ville komme til at se lige så elegant ud som når ballet dansere sprang op i luften, sårn med arme og ben i alle retninger. Fascinerende. Noget Eliot vidste at han aldrig ville komme til, måske fordi han aldrig rigtig havde forstået det der med dans. Han synes det var flot og cool og sådan, men han så det ikke som noget man sådan kunne byggge sit liv på, det havde dog ændret sig en del siden han mødte Mickee, fordi han vidste hvor meget dansen betød for ham, og det støttede Eliot ham da helt i, hvis der var brug for det. Eliot havde vidst ikke rigtig pasion for noget specielt i sit liv, fester? druk? stofffer? - han vidste ikke helt om det var noget der kunne være en levevej, for så havde han da helt sikkert valgt den forkerte. Men det var jo heller ikke så tit han gik helt amok i alt det der. Det skete til tider at han til en fest eller på diskotek røg med i et eller andet, men han kunne sagtens styre det og vidste inderst inde hvornår det var nok og noget han ikke skulle blive for glad for. Selvom det var en helt anden, næsten perfekt verden man trådte ind i.
Eliots blik hvilede stille på Mickee og et smil voksede om hans læber, han så det et eller andet sted lidt sjovt at man på måder kunne, som Mickee sagde 'adoptere' ting fra andre. Han vidste ikke helt om han selv havde det på den måde, men nogengange gjorde man det vel uden helt at ligge mærke til det. Eliot synes selvfølgelig bare det var en god ting, altså at Mickee snakkede mere pga. af ham. Måske fordi Eliot havde et mundtøj der aldrig stoppede, okay nogen gange havde han dage hvor han næsten ingenting sagde, men så skulle der være gode grunde til det. For Eliot elskede at snakke, selvom han godt selv kunne se at det måske nogengange blev en smule voldsomt, men det gjorde vidst ikke noget, det var ikke fordi han havde fået negative kommentare omkring det før - folk havde vel nævnt 'du snakker meget' - nogen gange i løbet af hans liv, men det virkede aldrig som en dårlig ting, hvilket jo egentlig ikke kunne gøre en mere end glad. - Han overvejede kort Mickees sætning men smilede så bare skævt før han puffede til ham. " Du burde begyndte at spise noget mere.. meget mere.. nu hvor du er så fandens aktiv " sagde han så med et lille grin og fik spist lidt mere af sin sandwich, som der egentlig ikke var meget tilbage af, det kunne måske skyldes de enorme bidder han tog hver gang han skulle spise noget, det der med at nyde maden var han ikke så god til, det skulle bare ned, også en masse af det. Evig sulten kunne man vidst godt kalde ham.
Et kort grin forlod Eliot da han så Mickee ansigt men rystede så bare lidt på hovedet. " Helt seriøst.. det kan faktisk være enormt, deprimerende at være doven. man aaaaner aldrig hvad man skal lave, ligger altid derhjemme og glor fordi man ikke lige magter at lave noget der kræver det mindste fysiske arbejde. eller bare i det hele taget bevægelser.. du ved.. man orker ikk engang at ligge på sofaen og glo fjernsyn nogengange.. " han smilede skævt men trak så lidt på skuldrende før han kort lod blikket glide rundt hvor de gik. Her var flot, meeen det gjorde dog ikke at han kunne lade blikket være væk for Mickee alt for længe, ham ville han hellere kigge på. " Du lever længst, sårn skal bare se på det... fordi, du sårn en sund skiderik " han smilede skævt men nikkede så bare lidt. Det var vel egentlig rigtigt. Mickee virker på ingen måde usund i Eliots øjne, hvor imod han selv, aldrig lavede noget aktivt, drak og åd hele tiden, det kunne umuligt være en sund måde at leve på. Meeen, det gad han ikke tænke over, man levede kun en gang og han havde ikke tid til at tænke over hvad han egentlig lavede den tid han var her. Hvilket sikkert også var grunden til at han aldrig rigtig var gået specielt meget op i skole eller noget. Nogengange undrede det ham også han overhovedet havde råd til at leve og bo et sted.

Et tænkende udtryk lå over Mickees ansigt ”Så skulle jeg i hvert fald begynde at styrketræne..” mumlede han en smule fraværende, mens han så sig selv falde sammen på gulvet, efter et ynkeligt forsøg på et jeté, på hænder. Han skubbede tanken væk og var inderligt glad for at han stadig havde begge sine ben, fuldt ud brugbare og plantet i jorden. Det gik op for ham hvor meget han egentlig havde snakket om dans i dag.. Hvor meget han egentlig tænkte på dans. Lige meget hvor han befandt sig, hvad han lavede.. Lige meget hvad, ville ordet dans altid snige sig ind i hans tanker mindst én gang. Ligeså ville ballet, træning og skole. Det var det hans liv havde bygget på, siden han kom til Terre. Det og at køre random personer over på sin cykel, hvorefter han tilbragte virkelig meget tid med disse personer.. Eller denne person. Ét eller andet sted var han glad for at han kørte ind i Eliot den dag. Specielt fordi der ikke skete ham noget. Hvis der var sket ham noget, ville han til hver en tid hellere, ikke være kørt i ham.. Eller.. Ville han egentlig det? Så ville han aldrig have mødt ham.. Han ville aldrig have mødt sin nuværende bedste ven. Det kom meget an på hvad der var sket Eliot. Hvis han havde formået at brække hans arm eller noget i den stil, ville han nok hellere ikke have mødt ham. Måske.. Han vidste det faktisk ikke. At køre ind i Eliot, var det bedste der var sket for ham i lang tid. Hvilket lød komplet åndssvagt. Men hvis ikke han kørte ind i ham, ville han aldrig have mødt ham og hvis han aldrig havde mødt ham.. Så ville personen, der - sammen med hans søster - lå på en førsteplads over vigtige personer i Mickees liv, slet ikke være en del af det. Det var måske en smule selvisk, men hvis Mickee, da han kørte ind i Eliot havde.. Well, forstuvet hans håndled, var han ikke sikker på, at han faktisk ville ønske at det aldrig var sket. For det ville jo betyde at han aldrig havde mødt Eliot. Heldigvis havde han ikke forstuvet hans håndled. Eller brækket hans ben. Faktisk var det som om uheldet slet ikke var sket, da Mickee kom ind på hospitalsstuen, Eliot lå på. Eliot havde endda spurgt fyren, der kørte ind i ham og fik sendt ham på hospitalet, om ikke han ville holde ham ved selvskab over noget mad. Enten viste det at Eliot var en meget tilgivende person, at han faktisk var interesseret i at lære Mickee bedre at kende, eller at han blot var utrolig, utrolig sulten og ikke gad sidde og spise alene. Det kunne også være en god blanding af det hele, én ting var han dog helt sikker på. Det sidste havde med ethundrede procent sikkerhed været én af grundende.
Mickee kiggede først, hvor Eliot havde puffet og derefter ned på sin mave, hvor hans hånd hurtigt fandt op. Han klappede sin en smule over navlen og trak så på skuldrende ”Tjooh.. Jeg synes nu ellers jeg spiser en del” hans blik hvilede stadig på hans mave og endnu en gang virkede han lettere fraværende. Han var ikke helt sikker på hvad der skete for hans tanker lige i dette øjeblik. Det var som om Eliot virkelig fik hans tanker til at løbe. Han blev pludselig opmærksom på at han bare gik og stirrede på sin mave, hvilket et eller andet sted måtte virke ret.. Uhøfligt? Men omvendt.. Næppe ligeså uhøfligt som at kører andre mennesker over. Alligevel løftede han blikket og lod de grønne øjne møde Eliots blik ”Men nok ikke helt så meget som dig” sagde han med et drillende smil ”Hvordan du kan være så fandens..” han stoppede et øjeblik og overvejede hvad det egentlig var han skulle til at sige, hvorefter han erstattede det med et andet ord, for derefter at snakke videre ”Tynd, det fatter jeg ikke rigtig” han misundede faktisk til tider Eliots evne til at spise konstant og alligevel ikke tage på. Men omvendt var det ikke noget problem for Mickee.. Han trænede alligevel, så der var ikke rigtig ekstra anstrengelser i at skulle holde sig i form. Han gjorde det jo egentlig med glæde.
Mickee fnøs kort ”Du har det hårdt.. Det kan jeg godt se. Men du må da gerne tage med mig til træning en dag, hvis det skulle friste?” det var egentlig drilleri. Men det kunne faktisk være sjovt at indvie Eliot i den del af Mickees verden, der fyldte allermest i hans hverdag. Dog ville der nok ikke være specielt meget spændende i at være til en træningstime, hvor han bare kunne sidde og glo. Træningstimer var aldrig spændende, hvis ikke man virkelig interesserede sig for dans ”Og ellers lever du længst, fordi jeg har fucked min krop så meget op, at den til sidst giver op.. Men hvem ved. Hvis nu dit fantastiske stofskifte pludselig skifter fra fantastisk til knap så fantastisk, kan det jo være at du dør af fedme, mens jeg dør af en alt for nedslidt krop..” selvom emnet han snakkede om, var et ret tungt og normalt ret ubehageligt emne at tale om, var det så let at tale om. Chancerne for at han døde før Eliot, var desværre meget små. Han var trods alt dæmon og havde levet i 180 år. Det var måske også grunden til at han faktisk kunne snakke så ligegyldigt om døden. Det rørte ham ikke specielt. Han havde et alt for tæt bekendtskab med død, havde mistet alt for mange, til at det faktisk var noget der ramte ham specielt. Han kunne ikke håndtere at folk han holdte af døde, men hans egen død. Den var ikke så svær at tænke på. Det var ikke noget han som sådan frygtede.

Eliot lod blikket hvilede lidt på Mickee men grinte så bare kort og rystede på hovedet - Pfft! hva var det da for noget Mickee snakkede om, han var da trænet, måske ikke voldsomt trænet, men del, mere end Eliot, hvert fald efter Eliot mening, men det var hans mening, og den betød vel egentlig ikke voldsomt meget sådan lige pt. Og det regnede han heller ikke lige med den ville komme til. " Hva snakker du om?.. De muller der ville da sagtens kunne løfte rundt på dig " sagde han med et smil og nev kort, men blidt Mickee ved armen før han så bare rettede blikket frem igen. Han kunne dog godt se hvad Mickee mente, det ville helt klart kræve en del styrketræning at skulle bære rundt på sin krop med kun armene, og var så hvis man allerede i forvejen faktisk havde godt styr på det med træningen. Det var ikke bare sådan lige til at få overarme der sparkede røv, Eliot havde engang selv forsøgt, ikke at det var lykkes særlig godt, hans trang til druk havde ødelagt det meste af træningen og fik ham til sidst helt væk fra det igen. - Men hvorfor spekulere over hvordan man kunne danse uden ben, når man egentlig havde ben? - Han skubbede tanken om alt det træning væk. " Fjiiu... det jo lige før man blir forpustet bare ved at tænke på besværet der ville være uden ben " sagde han lidt og lod kort blikket glide frem mens de gik. Eliot var nu enormt glad for sine ben og vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre af sig selv hvis han engang mistede dem. Godt nok var han doven, men han altså brug for sine ben, fx. en så enkelt gåtur med Mickee ville være enormt kompliceret hvis man skulle rulle rundt i en kørestol, så ville der hvert fald ikke ligefrem være strandture.
" Mickeeeeee... din sovende skiderik! " sagde han og puffede til ham. Eliot fornemmede lige at Mickee måske, endnu en gang var forsvundet ind i sine tanker, ikke at det gjorde noget, men han ville gerne snakke med ham, høre hans stemme, nu hvor de endelig var sammen. Vel egentlig mest fordi Eliot ikke følte for at være den eneste der snakkede sådan, hele tiden. Og det frygtede han lidt sådan som Mickee hele tiden forsvandt. Men det var okay. Eliot ville ikke spekulere for meget over det, så ville han sikkert bare selv falde ind i en tankestrøm. Værre end dem han allerede havde nu. Hans blik lå fastnet lidt på Mickee, også selvfølgelig med et smil om læben, han kunne kigge på Mickee heeele tiden, utroligt nok - nogengange irriterede de tanker ham faktisk en smule. Han holdt alt for meget af Mickee, og til tider var det frustrende fordi han kunne tage sig selv i tanker han helst ikke skulle have. Han skulle jo nødigt komme til at ødelægge noget, hvilket han hele tiden frygtede også alligevel havde han det altid fedt i selvskab med Mickee, man kunne være sig selv uden at være bange for at sige noget dumt og sådan. Det var fedt. Det var sikkert også en af grundene til at han synes så godt om ham. For godt.
" Naaarj du spiser slet ikk nok... meget mere, hele tiden.. mad.. det er sådan, du ved.. kilden til liv, hva ville du gøre uden mad?.. that's right! .. man ville dø " sagde han med et kort grin men trak så på skuldrende. Eliot vidste selv ikke hvad i alverden han ville gøre hvis han en dag ikke havde råd til mad, det betød alt for meget for ham. Han spiste altid og en hel masse. Lige nu den her sandwich, som han btw, tog endnu en lækker bid af før han stoppede det sidste i munden og fik det gumlet i sig. Det var meget bedre end de kiks han havde i lommen, men de skulle selvfølgelig også spises snart. Bare ikke lige nu. Nu skulle han lige nyde det sidste af sandwichen først. " Altså nu vil jeg godt lige sige at det heller ikke er fordi du er tyk.. overhovedet.. sååååe.. du burde spise mere, ellers ender det med du skrumper ind.. og vi ka jo ik ha det ender med du forsvinder helt.. hva skulle jeg så gøre? - Eliot alene i verden " han lavede kort et halv trist ansigt men smilede så bare skævt. Eliot synes nok mere eller Mindre at Mickee havde en perfekt krop. Efter hans smag hvert fald. Og selv hvis Mickee ikke trænede så meget kunne Eliot ikke tro at han ville tage på, overhovedet. Det ville være helt urealistisk.
Eliot gloede kort nogen sekunder på Mickee men grinte så bare lidt " Wauw.. yeah.. så længe jeg ikke skal danse vil jeg da gerne? " sagde han og rynkede kort panden, han kunne ikke lige forestille sig selv danse, ikke som sådan, random til noget fed musik på et diskotek eller noget jo, men sådan, træningslokale, skræmmende. " Er det ikke noget med spejle?.. der er for det vold mange spejle i sådan nogen danselokaler.. creepy... " sagde han lidt, men som sædvanligt med et smil. - Han ville dog gerne på trods af alt det skræmmende ved dans, gerne med Mickee til en træning eller noget. Han kunne til tilbringe tid med Mickee, kigge på ham og sådan, det var ikke ligefrem noget man ville sige nej til.
" Heeeey... narj.., jeg dør aldrig.. blir sådan.. udødelig på et eller andet tidspunkt, hvordan det lige går til ved jeg ikke, men altså.. det lyder nu alligevel lidt sejt. Udødelig - fuck det må være kedeligt alligevel, sådan, bare leve for evigt, aldrig komme videre " han gloede kort en smule ud i luften men kløede sig så lidt i nakken. Jo det lød faktisk enormt kedeligt, sådan.. Det havde han pludselig ikke lyst til at alligevel, man kunne aldrig blive gammel med den man elsker eller, leve som normale, man ville bare glide rundt i den samme cirkel, over and over again. Deprimerende. Så kunne han godt forstå hvis folk blev trække af deres liv. Hvis det hele bare var det samme og det samme bare skete for.. evigt? ~~ " hvorfor snakker vi overhovedet om døden?.. var det mig der bragte det på banen. Det et virkelig deprimerende emne.. la' os snakke om noget andet " sagde han med et smil før han lod hånden rode rundt i Mickees hår " min lille ballettrunte " sagde han drillende med et grin men lod så blikket glide frem igen og plantede sin hånd i sin lomme. Stadig med et lille smil om læben. Han skævede kort en smule mod Mickee, bare fordi han ikke helt kunne lade være.