Playing with water..

T: Lige omkring 15;00.
O: Ingen endnu desværre.
S: Stranden La Plage.
V: Køligt og blæsende.

Hazelin gik ganske langsomt gennem vandet nede ved stranden, hun havde det dejligt i vand, og selvom det var koldere end om sommere, opdagede hun det ikke rigtigt, fordi at vandet bare.. Ja gjorde det på en måde varmere for hende, men så når hun kom op, frøs hun virkelig meget. Den sorte kjole var gennemsigtig, og fløj let om hende, det vil sige, det var kun bunden, fra barmen og ned sad den stramt, men var løs indtil knæene. Den var ret nedringet, men det var alt hendes tøj, de få stykker tøj hun da havde. Hendes små sorte ballerinaer lå oppe i sandet sammen med hendes tykke cardigan.
Hun smilte for sig selv, havde kun vand omkring op til knæene, stille sukkede hun for sig selv, og lod hænderne glide gennem en bølge, lod svagt vandet begynde at lege om hende, det dannede bobler og mønstre som snoede sig omkring hendes arme, svagt grinte hun og så ned i det mørke vand, det var sjovt vandet kunne se så mørkt ud, når der egentlig var lyst og solskin. men det var nok fordi det stadig var så koldt, og egentlig var der også mange skyer.
Blidt strakte hun sig og så svagt mod himlen, derefter hen mod stranden, de havblå øjne glimtede en anelse pågrund af solen, hvor ville hun gerne have nogen at snake med, men der var vist ikke nogen.

Et stykke længere nede af stranden, sad en ung mand på en badebro, hvad han havde gang i kunne ikke rigtig ses, da han sad med ryggen til. Et suk undslap hans blege læber inden han lod en hånd glide gennem det halv lange sorte hår som blev kastet rundt med takket været vinden. Hans ben hang udover broen og blev ramt af bølgerne, hver gang de halsede ind mod strandens kyst, hans sorte converse stod oppe på broen ved siden af ham. Den tynde sorte trøje han havde på varmede egentlig ikke ret meget, men han var også fuldkommen ligeglad, han var vandt til kulden og havde det egentlig også bedst sådan. Det vand der var omkring ham var svagt blevet til is, hvilket frembragte et smil på hans læber. Han lod atter en hånd glide gennem det lange hår inden han stille begyndte at nynne en stille melodi for sig selv

"No one's gonna take me alive
The time has come to make things right
You and I must fight for our rights
You and I must fight to survive"

Han fortsatte og lagde ikke mærke til om der var nogle omkring ham og hvis der var, ville han også være fuldkommen ligeglad.

Hazelin gik tænkende gennem vandet, gik så langsomt op mod stranden lidt efter, den våde kjole klæbede tæt til hendes krop, og det blev en anelse koldere, stille tog hun sine sko op, og begyndte at gå hen mod fyren, dog uden rigtigt at bemærke ham, hun tænkte alt for meget.
Hun sukkede stille for sig selv, hånden gled gennem det lange lyse hår der lige nu blæste om hende i den kølige vind, stille bed hun sig i læben, og lod de dybblå øjne glide ned i sandet foran hende, hun vidste ikke helt hvad hun nu skulle stille op, eller hvor hun skulle gå hen, men hun ville egentlig gerne et sted hen med folk, det skete nok bare ikke desværre.
Mens hun gik der i sine egne tanker, holdt hun helt op med at se hvor hun gik henne, det var ikke fordi hun ikke kunne se, nærmere fordi.. Tja hun blev for opslugt til at huske at se. Hun bemærkede ikke hun trådte op på en badebro, og da heller ikke fyren der sad på den, for kort efter skvattede hun over ham, og med et forbavset gisk, røg hun lige lugt ned i vandet igen.

Han lagde slet ikke mærke til denne kvinde der kom gående imod ham før han mærkede en falde over ham, hvilket fik ham til at falde ned i vandet sammen med hende " Ngh!" lød det kort fra ham da han mærkede vandet mod sin krop og fik sig kæmpet op på broen og lod hans blik hvile på hende. Hans tøj var gennemblødt, men han var fuldkommen ligeglad, han havde det bedst når der var koldt, jo koldere jo bedre " Pas dog på.." sagde han med et hårdt toneleje inden han lagde mærke til hendes egentlige udseende, hvilket han blev overrasket over " Oooh.. Undskyld.." sagde han og rakte en hånd ud til hende som hun kunne gribe hvis hun ville op af vandet igen. Nu fortrød han helt han havde sagt det på den måde, men det kunne han jo ikke lave om på nu

Hun mærkede varmen fra vandet, det var sjovt vandet gjorde hende varmere, men egentlig også meget dejligt, langsomt kom hun op til overfladen og så forbavset på den fyr hun havde væltet ned i vandet, og blev helt trist, det var synd han var gennemblødt.
"Ja.. undskyld.. jeg.. undskyld" mumlede hun og lod let hænderne pille ved en tot af hendes lange lyse hår, hvor var hun dum, kunne hun dog ikke bare lære at åbne øjnene og se hvor hun gik henne, istedet for at falde og vælte folk i vandet. hun bed sig en anelse i læben, og sukkede.
Så dog op mod ham da han rakte en hånd ned mod hende, "Neij neij... det mig der siger undskyld, jeg kunne bare åbne øjnene" mumlede hun og tog langsomt hans hånd, hun kom op på broen og stå og betragtede den nu, pludseligt meget gennemsigtige kjole, og blev en anelse flov over det, denne dag af alle dage, skulle hun self have den gennemsigtige på, og ryge i vandet, typisk.
Hun smilte lidt forsigtigt og så ned på sine bare fødder, og nu gik det op for hende, at hendes sko højst sandsynligt flød rundt et sted i vandet, typisk, og hvad skulle hun så stille op nu. Tænkende så hun ned i vandet for at se om hun kunne få øje på dem.

Han så på hende med et blidt smil uden egentlig at ligge mærke til hendes gennemsigtige kjole. Det var egentlig heller ikke noget der sagde han ret meget. Jo han kunne godt lide kvinder, men han var fuldkommen ligeglad om de havde gennemsigtig tøj på eller om de havde almindeligt tøj på, han kiggede ikke efter deres former, han gik efter deres personlighed. Han sukkede kort og så ud i vandet og fik øje på et sæt sko, han sprang ud i vandet og ud efter skoene og tilbage igen " Er det dem du ledte efter?" spurgte han med et kort smil på læberne inden han igen fik trukket sig op på broen " Hvad laver du dog her ude på denne tid?" spurgte han og så på hende med et forsigtigt smil. Hun lignede sådan en der frøs helt vildt, men nu var det jo heller ikke fordi vandet og blæsten var varm det ville være synd at sige. Han frøs ikke, men det var også fordi han var isdæmon og vandt til noget der var koldere end dette.

Hazelin smilte lidt genert for sig selv, lod hænderne løbe gennem sit lange lyse hår, hun nød den blide vind, selvom det var rigtigt koldt faktisk, hun frøs altid når hun havde været i vandet, for selvom vandet var dejlgit lunt, så var det jo ikke sommer mere, og det kunne sagtens mærkes i vejret, men hun kunne bare ikke holde sig fra vandet, det var så dejligt, det var alt hvad hun elskede jo.
Blikket hvilede mod ham da han hoppede i vandet efter sine sko, hurtigt rakte hun ned for at hjælpe ham op, og tog imod sine sko, "Ja.. ja det var, tusind tark, du havde ikke behøvet hoppe i det kolde vand igen.. når nu jeg skubbede dig ned i det" smilte hun undskyldende, hovedet gled legende på skrå, og hun tog stille skoene på igen, det gjorde ikke noget de var våde. Tøvende løftede hun hånden og fik vandet til at forlade hans hånd, hun smilte lidt til ham.
"Jeg hedder Hazelin" sagde hun mildt og smilte blidt til ham, hun pillede lidt ved nogle af de våde totter af sit hår, og lod armene hvile om sig selv, hun frøs en anelse, men ville gerne lære denne at kende, det kunne være rart at lære nye folk at kende, hun kendte jo ikke så mange.
"Undskyld.. jeg skubbede dig i vandet.. nogle gange glemmer jeg at se mig for" hun så stille ned i broen, og betragtede vandet der brusede livligt under den.

Han så på hende med et blidt smil og tog imod hendes hånd så han igen kom op på broen " Koldt vand rør mig ikke.. Jeg er vandt til det der er holdere" sagde han og smilte blidt til hende. Kort lod han en hånd glide gennem det lange sorte hår inden han udstødte et kort suk da han mærkede et hårdt vindstød i ryggen. Han mærkede hvordan det nærmest gik under hans hud og ind gennem knogler og marv og ud igen, det var en underlig følelse, men på samme tid ufattelig afslappende, eller det var den i hans øjne. Da hun præsenterede sig selv smilte han blidt til hende Hazelin.. Jeg mener jeg har hørt det før.. Du er denne aspara som mange snakker om i byen" sagde han og så undrende på hende og lod kort en hånd glide gennem hans hår. Vinden skabte små bølger i vandet, hvilket frembragte et smil på hans læber. Han stak hånden ned i vandet og smilte blidt for sig selv, idet en rose langsomt begyndte at forme sig i hans hånd, ud af den lille smugle vand han havde i hånden.

Hazelin så smilende ind i hans øjne, "Jeg kan bedst li at være i vandet.. det ikke ligeså koldt som det er oppe på land" sagde hun tænkende og lod hovedet glide en anelse på skrå, hun pillede lidt ved sit lange lyse hår og strakte sig en anelse.
"Snakker om mig? hvorfor snakker folk om mig?" spurgte hun en anelse usikkert og tog sine sko på, hun bed sig forsigtigt i læben, og gik let et skridt tilbage, for ikke at havne nede i vandet endnu en gang, måske fik han lyst til at skubbe hende ned i det igen, ikke fordi hun havde noget imod vandet overhovedet, men derfor ville det være rart at kunne forblive tør bare lidt endnu,.
Blikket gled ned mod vandet under dem, idet han rakte hånden ned i det kolde vand, hun fulgte nysgerrigt hans hånd med øjnene, “Wow.. Hvor er det pænt.. Tænk at man kan sådan noget.. Har du egentlig et navn?” spurgte hun forsigtigt og smilte til ham, hun vidste ikke helt om han var en af dem der var onde, eller en af dem der ikke havde noget imod at være sød overfor andre. hun smilte glad for sig selv, det var rart at snakke med andre folk.

Han så på hende med et forsigtigt smil og sukkede kort " Der var en person der advarede andre mænd om dig.. En nymfe kaldte han dig vidst" sagde han med et smil på læberne da han så hun gik et skridt bagud, som om hun frygtede han skulle skubbe hende eller sådan noget, men sådan var han slet ikke. Han så på sin hånd hvor i rosen var inden hans blik gled over på hende " Jeg hedder Izmael" sagde han og smilte kort til hende inden han rejste sig op i sin fulde højde og så på hende. Han vidste ikke hvad der var så farligt ved hende, som denne mand havde sagt, han kunne intet faretruende se ved hende, overhovedet. Hun var da et af de smukkeste væsner han havde set længe, men sådan var hendes race jo, smukke, forførende og for nogens vedkomme farlige " I mine øjne ser du ikke ret farlig ud" sagde han og smilte blidt til hende inden han lod en hånd glide gennem det halv lange sorte hår.

Hazelin så længe og undrende på ham, let bed hun sig i læben, og så udeover det brusende hav. "Det nok ham jeg stak en flad fordi han havde fået den ide, jeg gerne ville i seng med ham" mumlede hun og trak på skuldrene, så tilbage mod Izmael, og strakte sig lidt.
"Jeg kunne aldrig finde på at gøre nogen noget, bare fordi de er venlige, jeg har aldrig gjort nogen noget" sagde hun stille og satte sig på broen. fødderne hvilede lige over vandet,. Hun virkede lidt trist over at nogen gik og spredte sådan en rygte om hende, hun var allerede nu udsat pågrund af sin skønhed, flere folk ville gerne have hende til sig, men hun ville ikke.. hun gemte sig i det lille hus hun havde fundet ved søen, det var så forfaldet, at folk alligevel ikke ville tro nogen boede der.
Langsomt så hun op mod ham, og smilte lidt forsigtigt, "jeg hedder Hazelin.. " svarede hun og rejste sig igen, stille bed hun sig i læben, usikker på om han var en af dem der ville gøre hende ondt, det var godt nok ikke så mærkeligt igen at hun havde det sådan, indtil videre havde de folk hun havde mødt ikke været så søde ved hende, men der var da nogle der kunne være venlige, forhåbentlig i hvert fald.
"Hvad laver du hernede?.. det sjældent jeg ser nogle her" spurgte hun let og lod hovedet glide på skrå.

Han bed sig kort i underlæben " Ja sådan er der desværre nogle mænd der er " sagde han og så på hende med et svagt smil på læberne. Han vidste mange mænd kun tænkte på sex, men han hadede den slags mennesker, derfor hørte han aldrig rigtigt efter når folk snakkede sådan. Han smilte blidt til hende og satte sig ved siden af hende " Det er heller ikke fordi du ligefrem ligner en der gør det kære" sagde han og lod en hånd glide gennem hans lange hår. Han nikkede kort da hun præsenterede sig " Sikke et smukt navn til sådan en smuk kvinde" sagde han med et smil på læberne og så på hende da han hørte hendes næste spørgsmål " Mig.. Jeg elsker bare at være ved vandet.. Hvad laver du her selv?" spurgte han med en blid stemme, som var meget beroligende til han rent faktisk var dæmon, men det var ikke til at se eller mærke på ham.

Hazel så længe og tænkende på ham, og smilte så en anelse, han virkede da meget venlig heldigvis. han virkede ikke som en af de der idioter, der ikke kunne finde ud af stirre på hendes øjne, men derimod stirrede på hendes barm.
"Jeg er glad for du ikke tror på de rygter om mig.. jeg har rigelige problemer med folk der vil fange mig.. og nu går der også onde rygter, så vil folk bare komme og prøve at fange mig endnu mere" sukkede hun og lod hovedet glide på skrå. SVagt smilte hun af det næste han sagde, og grinte så en anelse "Virkelig? hvis jeg ikke tager meget fejl er du dæmon, men.. du virker ikke som en dæmon.." mumlede hun og pillede ved sit lange blonde hår.
"Mig? jeg er vand nymfe.. vandet tiltrækker mig.. jeg bliver faktisk dårlig hvis jeg ikke kommer hen til vandet i hvert fald hver 3 dag" mumlede hun blidt, og så ham i øjnene, "Selvom vejret er så koldt, så er vandet ligesom... rigtigt varmt for mig, det svært at forklare.. jeg mærker først kulden når jeg kommer op af vandet" sagde hun mildt, og grinte lidt, hun rystede på hivedet af sig selv, hun var faktisk ret glad for at have mødt en som ham.

Han så på hende med et kort smil " Jeg ved hvordan du har det.. Jeg bliver selv jagtet, men det er mere fordi jeg er en skændsel for min race.. Og for min familie" sagde han og så ud over vandet. Han savnede sin familie, men fik sikkert ikke muligheden for at se dem igen, hvilket også var lidt lige meget. Hans blik gled igen over på hende " Du har fuldkommen ret.. Jeg er isdæmon" sagde han og smilte blidt til hende. Han vidste godt hun var nymfe, man kunne se det på hende og høre det på hendes rolige og afslappende stemme, som ville kunne lede en hver sømand i land " Vandnymfer er også de smukkeste, det forklarer din skønhed" sagde han med et smil på læberne. Han løj ikke, hun var gude smuk, han havde ikke set noget som hende før, det blonde hår og de øjne som skindede som om der var tusind julelys tændt i dem. Han sukkede kort og så ud over vandet " Jeg mærker aldrig kulden.. Jeg er isdæmon jeg bliver ikke rigtigt kold" sagde han og smilte kort for sig selv og lod atter blikket glide over på hende.

Hazelin grinte og himlede blidt med øjnene, langsomt pillede hun ved sin jakke, og trak på skuldrene. "Mig? en skønhed... det tror jeg næppe, det må være et drømmebillede du forestiller dig inde i hovedet" drillede hun og så smilende på ham, hun grinte igen lidt, det var pænt af ham at sige sådan noget, når han kun lige havde mødt hende, og ikke rigtigt vidste noget om hende.
"Hvor bor du så? hvis du også prøver at gemme dig fra sindssyge folk?" spurgte hun lavt, og så ham i øjnene,. Det var rart at møde en som ham, en som også havde været ude for noget slemt, og nu også prøvede at flygte fra de mærkelige folk,. Hun vidste ikke om han havde været ond førhen, det var hun også helt og aldeles ligeglad med, så længe han var venlig overfor hende.
"Isdæmon? det forklare du ikke sidder og ryster af kulde, mens jeg er ved at fryse fuldstændig væk" grinte hun og strakte sig, tøvende rejste hun sig, og holdt lidt om sig selv. Der var ingen grund til at gå hjem, hun havde dejligt selskab, og desuden var hendes hus næsten koldere end udenfor. Så det generede hende egentlig ikke at blive sammen med denne fyr, der sad foran hende. "SÅ kulde genere dig overhovedet ikke? hvad med varme?" spurgte hun let.

Han smilte kort over hendes ord " Jeg syntes du er smuk Hazelin" sagde han og smilte blidt til hende " Og det kan du ikke lave om på" han så på hende med et kækt smil. Al denne venlighed lå i hans natur, men det var ikke fordi han var blevet opdraget til at være sådan.. Tvært imod faktisk, men han ville ikke være som dem fra hans familie, gå og myrde og være ond var slet ikke ham, hvilket var grunden til han var her i Terre. Han sukkede kort og rejste sig op lidt efter hende " Isdæmoner er ikke ret glade for alt for meget varme.. Jeg kan tåle lidt, men der må ikke være en brændeovn lige ved siden af mig.. Eller direkte sollys" sagde han og bed sig kort i underlæben. Kulde var han ligeglad med, jo koldere jo bedre efter hans mening " Vil du ikke med et sted hen hvor der er lidt mere læ?" spurgte hen stille og smilte blidt til hende inden han lod en hånd glide gennem hans hår.

Hazelin grinte ganske svagt, og rødmede en anelse, det var dog ret tydeligt fordi at hun havde sådan en lys og fin hud. "Tark Izmael.. det er jeg virkeli glad for.. der er ikke nogen der har fortalt mig det før.. som om de mente det, og ikke bare ville udnytte mig" sagde hun let og så ham i øjnene.
"Du er heldig du ikke føler kulde.. jeg fryser ret så tit, det er lidt mærkeligt.. men jeg er ikke så glad for ild, så brændeovne er heller ikke mig" sagde hun let tænkende, og så ned i det dejlige blå hav. Han virkede rigtigt venlig, og som om han gerne ville lære hende at kende heldigvis.
"Jo.. jo det vil jeg da gerne, men jeg kender ikke rigtigt nogle steder her, så det kan jeg desværre nok ikke hjælpe med er jeg bange for" mumlede hun og holdt om sig selv, hun sukkede og himlede med øjnene af sig selv. Måske skulle hun prøve at gå mere ud, gå ned til byen og se de steder der var. Men det ville alligevel ikke hjælpe hende, for så skulle hun gå og være bange hele tiden. Bange for at de mærkelige folk ville få fat i hende. fingrene gled gennem hendes lange blonde hår, idet hun i en blid bevægelse smed det om på ryggen

Han så på hende med et blidt smil " Jeg mener alt hvad jeg siger" sagde han og smilte blidt til hende. Det var sandt, alt hvad han sagde ville være sandt, i hvert fald det han sagde til kvinder var sandt. Han lod kort hans blik glide ud over havet inden han så på hende "Der skulle ligge en hytte ikke så langt herfra.. Så vidt jeg husker" sagde han og smilte blidt til hende " Der kan vi sagtens finde ly, og der er lidt varmere end der er her ude" sagde han og så i retningen af hvor hytten lå. Han så igen på hende med et smil * Hun kan da umuligt være farlig* tænkte han og bed sig kort i underlæben. Måske kunne hun være farlig, men hun virkede ikke sådan overfor ham, hun virkede sød og venlig, men det kunne jo vende når som helst, det vidste han.

Hazeling fulgte langsomt Izmael's hånd, og bed sig i læben, han pegede i retning af den hytte hun boede i. Skulle hun vise ham at det rent faktisk var der hun boede, det var ret så ydmygende.. hun ville ikke have han begyndte at grine, så den eneste mulighed, var at sige de skulle finde på noget andet.
"Uhm.. nah det faldefærdige sted? det vist mere sikkert at blive herude så" grinte hun undvigende, og lod let hænderne pille ved en lang lys tot hår. Svagt sukkede hun og lod let hænderne glide ned i lommerne på sin jakke. hun sparkede let til en lille sten der lå på kanten af broen, så det faldt ned i det mørke vand, met et lavt plop.
Hun gik med lette skridt tilbage mod stranden, og mærkede sandet under støvlerne, hver gang hun tog et skridt, det var lidt som om man sank ned i det. Men det gjorde hende ikke noget, hun glædede sig bare lidt til at det blev varmere, så hun ikke frøs sådan. Det var lidt nemmere at nyde vandet, når man ikke frygtede at skulle op af det bagefter. De blå øjne gled tilbage mod Izmael som stadig stod på broen, gad vide hvorfor han var så venlig, var det mon bare noget han havde valgt at være, eller var det fordi han var opdraget til det. Det var ret så svært at sige.

Han så på hende med et svagt smil " Vi kunne også tage hjem til mig? Der er dog ufatteligt langt" sagde han og sukkede kort og undrede sig over hvorfor han egentlig ikke havde bosat sig ved stranden i stedet for ved søen. Han så på hende med undrende øjne " Du kender til stedet?" sagde han og bed sig kort i underlæben, det var som om hun skjulte noget, men nu havde de jo også lige mødt hinanden så han kunne ikke forlange hun fortalte ham alt. Han så efter hende da hun gik mod stranden og så over på ham " Hvor skal vi tage hen?" spurgte han med et smil på læberne, mens han gik over mod hende. Han mærkede hvordan blæsten tog fat i hans hår og kastede det omkring sig, hvilket fik ham til at smile " Den vind måtte nu gerne forsvinde" sagde han og lod en hånd glide gennem hans hår for at få det væk fra hans øjne.

Hazelin virkede lidt usikker på hvordan han ville reagere hvis han vidste det var der hun boede. på den anden side ville hun også bare gerne ind og skifte tøj. Hun sukkede lidt forsigtigt, og så ned i sandet, som hun lige nu stod og skrabede med foden i, det havde efterhånden dannet et lille hul.
Langsomt så hun ham op i øjnene, "Uhm.. ja jeg kender stedet.. vi kan godt gå hen til den hytte du snakker om.. der er kun det at.. det ikke er en tom hytte som du nok tror.. det er mit hjem" sukkede hun lavt. og så flovt væk fra ham, hun kunne ikke li at han nu vidste det, og var virkelig bange for at han havde tænkt sig at grine af hende, eller lave sjov med hende.
Men på den anden side, nu havde hun sagt det, og der var ingen vej tilbage. Han vidste det, og sådan var det nu engang bare. "Jeg ved det godt.. hahahah... vil morsomt" sukkede hun og holdt om sig selv, hun gik lidt væk fra ham, og så udover vandet,. det var godt nok mærkeligt at tænke på at hun lige havde mødt ham, og allerede havde det godt i hans selskab. Men nogle folk snakkede vel bare godt sammen.

Han så på hende med et blidt smil " Dit hjem? Er det ikke koldt kære?" han så på hende med bekymrende øjne og vidste ikke hvad han skulle sige. Han syntes det var synd for hende at dø sådan et sted, men det var vel bedre end ingen ting? Han så hun gik lidt væk fra ham " Hazel.. Det er okay.. Jeg ved hvordan du har det.. " sagde han og bed sig kort i underlæben inden han gik over og lå en arm omkring hende " Jeg har boet i gaderne, inden en af mine veninder fandt et sted til mig" sagde han og så på hende med et svagt smil på læberne. Han havde ufatteligt ondt af hende og fik det egentlig dårligt over det " Hazel.. Hvis det er så.. Så kan der blive plads til en ekstra hos mig" sagde han og bed sig kort i underlæben efterfulgt af et forsigtigt smil.

Hazelin så ham i øjnene idet hun mærkede hans arm omkring sig. Hun bed sig genert i læben, og så langsomt om på ham, hun tog forsigtigt hans hånd. og lod hovedet glide på skrå "Mener du det Izmael?.. jeg.. jo self ville jeg gerne det.. jeg vil bare ikke tage din plads." sagde hun stille og så ham intenst i øjnene, det ville hun ikke.. hun ville ikke være i vejen for ham.
"Jo det er koldt... det ligeså koldt som udenfor.. men jeg tør ikke få et arbejde.. for så kan de onde folk fange mig.. og derfor har jeg ingen penge.. jeg bor i hytten fordi det er det eneste jeg har" sukkede hun opgivende, og rystede på hovedet af sig selv. Hun følte sig lidt dum.
Hun sukkede lidt og så ham i øjnene, let lod hun armene hvile om ham, og gemte sig ind mod ham. Det var rart at stå så tæt på ham, så holdt hun også op med at ryste, selvom han ikke var så varm som alle andre. "Men hvis jeg skal være hos dig.. så bliver det kun til jeg finder noget andet okay?" spurgte hun og ville bare være sikker på han ikke følte sig presset til at skulle tage hende til sig, det skulle han ikke hvis han ikke havde lyst.

Han smilte kort til hende og nikkede " Ja Hazelin.. Jeg mener det" sagde han og smilte til hende. Han ville hellere end gerne have hende til at bo hjemme ved sig, det var plads nok " Bare rolig.. Du tager ikke min plads.. Jeg har et værelse mere, med mindre du selvfølgelig vil ligge i min seng sammen med mig.. Der er plads nok" sagde han og så ned på hende med et smil. Han vidste godt det var det eneste hun havde råd til, men han dømte hende ikke, han var ikke en af dem " Det er okay Hazel" sagde han med et smil på læberne og så ud på vandet " Det er næsten en skam at der blæser så meget" sagde han og så igen på hende. Blæsten irriterede ham faktisk lidt, men det var ikke fordi det fik ham til at fryse, tvært imod havde han det faktisk skønt i det her vejr, og endnu bedre hvis ikke blæsten var der til at få hans hår ind i hans ansigt.

Hazelin lod langsomt hovedet glide på skrå, inden hun bed sig genert i læben. “Tusind tark Izmael jeg.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” mumlede hun lavt, og pillede ved sin jakke, hun sukkede glad for sig selv, og så ham i øjnene. Tøvende tog hun om hans arm, og tog ham med langs stranden, hen imod sit hus. Hun følte sig glad over at han ikke dømte hende eller noget. For hun hadede virkelig når folk gjorde det, hun hadede sådan at folk dømte andre, uden at vide hvorfor at de gjorde som de gjorde. Kort så hun ham i øjnene, “Jeg kan godt li det blæser.. Vandet ser så flot ud når det blæser” sagde hun drømmende og smilte glad til ham. Hun virkede helt svævende når hun snakkede om vandet. Men det havde hun hørt var meget normalt, at natur nymfer, følte sig bedst i deres element.