An angel sent to you

Al info står i emnet.

Det dér med at takle sociale situationer der gik over gevind og folk, der brød igennem hans mur og udfordrede hans berøringsangst var stadig en af de ting, Jophiel skulle øve sig på. Han havde så uendeligt lidt forstand på menneskers opførsel og normer, og eftersom dette var hans første gang i et lokale udelukkende bestående af fulde folk, var det selvfølgelig især i aften noget af en udfordring for ham at forstå, hvorfor menneskerne gjorde, som de gjorde. De dansede tæt, råbte til hinanden, skubbede, hældte drinks i sig, sang af hjertens lyst, fyldte deres krop med piller og røgen fra cigaretter… Jophiel forstod intet af det.

Pludselig vendte alle deres ansigter imod det samme punkt i natklubben. Folk stimlede sammen omkring hvad det nu var, så på trods af, at han strakte sin hals og nærmest lettede helt fra stolen, kunne englen ikke se, hvad der foregik.
Manden, der før havde holdt så fast omkring ham, slækkede nu sit greb. Han havde også travlt med at kigge, og hans tilstand bød ham vist ikke muligheden for at foretage sig to ting på én gang. Det var kun til Jophiels fordel, så da fyren kiggede væk, stak han af.

Han måtte puffe sig igennem folkemængden for at se, hvad der foregik. Det tog lidt tid at få folk til at flytte sig nok til, at hans slanke krop kunne mase sig forbi en tyk, svedig mand og en falsk blondine, der havde taget plads på første række.
Herfra gik tingene hurtigt, og Jophiels reaktionsevne var formidabel; han nåede kun lige at opfatte, at den store mand hævede sin hånd for at sende endnu et slag i sit offers retning, før han flyttede på ham. Der gik mindre end et sekund før han stod imellem manden og den sorthårede fyr, og i næste øjeblik ramte mandens kraftige næve hans kæbe med sådan en kraft, at Jophiel faldt til jorden. Folk gispede og han kunne smage, hvordan blodet samlede sig i hans mund.
Det havde altid faldet ham naturligt at beskytte andre, men med denne unge mand med det halvlange, sorte hår var det ikke blot af lyst, at han gjorde det. Det var, som om en højere magt havde hevet Jophiel ind foran ham for at tage de slag, der ellers skulle være tilfaldet ham og det eneste, han kunne tænke på lige nu var, at han skulle have denne fremmede i sikkerhed.

Han rejste sig, vaklede to skridt til den ene side og trådte derefter ind foran fyren med armene strakt ud til siderne. Jophiel var en del lavere end den sorthårede, men det gjorde intet, for alvoren i hans blik var ikke til at tage fejl af. Han var uhyggeligt rolig situationen taget i betragtning. Den eneste bekymring, der fyldte ham, tilfaldt den fremmede, han nu stod og beskyttede med sin egen krop.
Han stod med fronten imod den store mand og stirrede ham ind i øjnene.
"Lad ham være," sagde han, hverken vredt eller bedende men derimod dødsens alvorligt.

Det lod til, at fyren sagtens kunne forsvare sig selv. Heldigvis, for det sidste Jophiel havde brug for lige nu, var en kamp. Det kom helt bag på ham, at fyren ligefrem hankede op i sig selv og stak manden en flad. Hvor den styrke lige pludselig kom fra, vidste han ikke, men han var glad for, at det ikke endte helt galt for dem begge to. Manden fik sine penge som lod til at have været problemet, og fyren fik lov til at gå frit.

Jophiel vendte sig om og kiggede for første gang på den fyr, han havde reddet. Han virkede lidt for glad, hvilket uden tvivl skyldtes al den alkohol, han havde hældt indenbords. Hans ånde lugtede også voldsomt af alkohol, da han bukkede sig ned imod englen.
Og kyssede ham.
På halsen, godt nok, men han kyssede ham!
Jophiel kunne mærke, hvordan hårene i hans nakke rejste sig, og hans brune øjne blev runde i forskrækkelse og forundring. Det var første gang, et andet væsen havde været så tæt på ham, ja, endda rørt ham med kærlig hånd. Han var blevet rørt af mennesker før, men da havde de intet godt ment med de. De havde skåret i ham, tappet hans blod, taget prøver og værst af alt: Klippet hans vinger af.

Han blev med ét hevet tilbage til virkeligheden, da fyren gik sin vej. Han kom dog ikke langt, før han faldt. Englen skyndte sig over og lagde armene om fyren for at hjælpe ham op.
”Hvad er dit navn?” hviskede han ind i fyren øre, idet han stod lige bag ham og hans læber kun var få centimeter fra hans øre. For en gangs skyld var det ikke nødvendigt at råbe for at overdøve musikken. "Du bliver nødt til at lade mig hjælpe dig hjem."

Den høje musik, den bankende fornemmelse af bassen i hans bryst, folks råben og skrigen, den gennemtrængende lugt af sved og røg og sidst men ikke mindst denne fremmede, der nærmest klistrede op af ham, var virkelig for meget for stakkels Jophiel, der knap nok kunne komme alle de indtryk i sit trætte hoved. I et forvirret øjeblik, da manden for anden gang kom i nærkontakt med Jophiels hals, hoppede han bagud med et gisp. Han tænkte slet ikke over, at han kom til at slippe manden, der havde lagt hele sin vægt på ham, og at fyren i næste øjeblik ville falde omkuld, medmindre han nåede at genvinde balancen hvilket var højt usandsynligt hans tilstand taget i betragtning.

Jophiel lukkede øjnene og bad en stille bøn for sig selv i sine tanker. Normalt ville en mand som denne for længst have fået ham til at vende om og stikke af, men han følte det, som var der en magnetisk kraft, der trak ham imod ham, som var han en hund, der var ubehjælpeligt bundet fast med sin snor til manden.
Jophiel åbnede øjnene igen og det første, der mødte hans blik var manden. Han krævede at høre Jophiels navn først. Fint nok. Englen var sådan set ligeglad, bare han fik navnet på denne mand, som han havde på fornemmelsen af, at han nok ville komme til at redde flere gange fremover.

”Mit navn er Jophiel, og jeg er en af Guds engle. Nu må jeg altså insisterer på at få dit navn at vide,” bad han i den sædvanlige gammeldags tone, som han så oftest benyttede sig af. Alt det der hed slangord, var ham komplet fremmed, så da manden brugte ordet ”frækt” om det, at Jophiel skulle med ham hjem, blev han for alvor forvirret.
Han forsøgte dog at slå det hen og ikke spørge for meget ind til det, så han fortsatte: "Ja, jeg vil meget gerne med dig hjem, hvis du vil være så gæstfri."

Han trådte hen til den fremmede og greb fat i hans hånd med sin egen, så han dermed kunne hive ham med ud af døren. Der var simpelthen for mange sanseindtryk på natklubben til, at Jophiel kunne tænke klart herinde.

At fyren ville tumle omkuld havde Jophiel ikke ligefrem taget højde for, så han gispede forskrækket, da manden pludselig lå på gulvet. Han kom dog op egenhændigt og så ikke ud til at have slået sig, så måske var det ikke så slemt igen. Hvis han var heldig, havde den anden måske endda glemt det lille uheld i morgen, hvor han forhåbentligt ville være noget mere klar i hovedet.

Manden kommenterede Jophiels englestatus med et ord, som englen ikke forstod. Den brunhårede dreng tippede undrende hovedet på skrå, idet han forsøgte sig med at gentage det ord, som manden netop havde brugt.
”Det ord, du benyttede... sæk-set... hvad betyder det?”
Han havde aldrig hørt ordet sækset, eller sexet, som det retmæssigt skulle udtales, så mandens udtalelse gav ingen mening for ham. Han fik dog fat i hans navn, Kellin, som han sørgede for at indprente godt og grundigt i sin hukommelse.

De nåede ud på gaden, hvor Kellin bumpede ind i ham. Det var utroligt, så tæt han var på Jophiel hele tiden, men englen forsøgte at bide den kriblende fornemmelse i sin mave i sig. Det blev dog sværere og sværere, især da Kellin bøjede sig helt ned imod ham og hviskede i hans øre. Hans ånde var varm og kildede imod Jophiels øre… Han måtte tage sig selv i at stå og falde hen i et kort øjeblik, før han blev helt rød i kinderne og skyndte sig at skubbe Kellins hoved væk. Hans anden hånd havde dog stadig fat i mandens, som han ikke havde i sinde at give slip på lige med det samme.

"Det lyder herligt. Du bliver dog nødt til at føre an, for jeg ved ikke, hvor dit hjem ligger," sagde Josphiel. Hans kinder brændte stadig.

Kellin grinede, da Jophiel skubbede til ham, og englen sukkede lettet. Han var glad for, at han ikke tog det ilde op, for han vidste ærligt talt ikke, hvordan man skulle håndtere fulde personer. Den andens forklaring om, hvad sexet betød, hjalp ham dog heller ikke ligefrem. Han blev kun endnu mere forvirret. Man kunne have sex, det vidste han, men kunne man også være det? Måske var Kellin en eller anden filosof af en art, men det håbede englen bestemt ikke på, for det ville kun forvirrer ham endnu mere. Han forstod sig ikke på filosofi.

De noget hen til noget, der lignede et lagerhus af en art. Det var stort og tomt bortset fra det rum, Kellin førte ham hen til. Det første, der fangede Jophiels opmærksomhed var instrumenterne, og han var lige ved at klappe henrykt i hænderne. Han elskede musik og spillede selv to forskellige slags instrumenter.
Han nåede dog ikke at se sig omkring, før Kellin igen var over ham. Denne gang var han dog forsigtig, nærmest helt blid, idet han lagde sin hånd imod englens kind. Hans kommentar fik kun Jophiel til at rødme endnu mere, og han kiggede ned i gulvet for at skjule det.

”Den farve har de altså ikke normalt. Jeg ved ikke, hvorfor de… de gør det.”
Normalt var han bleg som sne, bortset fra, når han havde løbet eller været anstrengt. Men det var han ikke nu. Han var ikke engang varm, kun i kinderne, og han svedte heller ikke spor. Det var underligt...