Wish I had an angel ~ XXX

Hun havde ingen ide om hvordan hun var endt her, eller hvordan hun var endt i det rum. Hun havde det som om hele hendes krop brændte som havde hun været i kontakt med sølv. Med et ryk vred hun i de lænker som holdt hende fast i den ene væg. Personen som havde ført hende her hen, ville være sikker på hun ikke stak af lige foreløbig. Med et kom det til hende… Værtshuset… Manden… Drinken… Hun faldt til jorden og så rundt i rummet, sølv… Det hele var dækket af sølv selv døren i cellen. Hun rystede på hovedet og prøvede at komme i tanke om hvad der havde været i den drink, men der var ikke noget hun kunne nævne som hun var overfølsom overfor. Hendes skulder begyndte at klø, men hendes hænder var låst fast og så skulle hun gnide sig op af døren, som var lavet af sølv, så det ville skade mere end det ville gavne. Hun bed sig kort i underlæben og rev i kæderne, men de var for stærke til hun ville kunne bryde fri af dem. Ville det betyde hun var fanget her for evigt? Eller var det bare kun denne nat?

Hun rejste sig langsomt op og vaklede rundt i cellen. Hun kunne ikke finde ro og var ufatteligt sulten. Hun havde ikke fået noget siden i går inden hun tog på det værtshus og nu sad hun her… Uden mulighed for at komme fri og komme ud og jage efter et bytte. Hun sukkede kort inden hun satte sig på gulvet med blikket rettet mod døren. Der måtte snart komme nogen.. Hun havde det på fornemmelsen at der var nogen der ville komme og se om hun stadig var i live, i fin stand som i går… Eller om hun havde været så desperat for at komme ud og haft for meget kontakt med væggene og døren og var blevet fuldkommen forbrændt.

Hun hørte en lyd fra en knirkende dør, hvilket fik hende til at fare op og over mod døren uden at komme i kontakt med den. Lyden forsvandt og der var ingenting at høre, ingen skridt, ingen grin.. Ingenting… Hun så ned i jorden og sukkede. Hun havde håbet for tidlig, der kom sikkert ingen og hun var tvunget til at rådne op i dette fangehul. Hun gik over i et af de bagerste hjørner af cellen og satte sig med fronten mod døren, i håb om der ville komme nogen, bare en eller anden som kunne få hende ud, men efter dette... Ville der nok gå noget tid før man så hende i gaderne igen.

Efter at have drukket et par glas i den lidt ælder vampyr kvinde havde Gabric mere eller mindre vundet hende med hjem, ganske vist havde hans trick ikke været helt fair overfor den ælder vampyr men det mere eller mindre lige meget. Hvad der var vigtigt var at hun var fanget her hos ham, eller mere i hans villa, den villa var bevist lavet til og tilbagehold andre væsner som ham selv fra og slip ud i verden indtil at han kun få en god pris for dem.

Men før at der overhoved blev tale om og sende hende videre til en slav handler havde Gabric han egen ting som han først skulle prøve af på hende, at test hende af var faktisk en god ide i sted for sende en alt for voldsom vampyr afsted på marked og derfor var han nu på vej tilbage ned til den kælder hvor at han havde lad hende overnat. Behagelighed var ligefrem en ting der hørt Gabric til, de mest heldig væsner fik måske en seng med mindre tæppe og lidt og leve på mens at andre blot fik lov til sidde på gulv mens at de langsomt sultet op så at de ikke kun gøre for meget modstand, for hende var det ikke behageligt ophold, men nu var det hellere ikke fordi at han skulle holde på hende i alt for lang tid. Blot et par dage. Roligt låst han den store jerndør op ned til den store kælder, han gik ned af trappen og videre ned igennem den lange gang, på hver side at ham var der celler som der var låst af, andre væsner var os låst inden, men ikke alle af dem var til slave marked, nej der var både mennesker og engle som han personligt levet af indtil at de ikke havde mere blod tilbage, og derefter forsvandt de langsomt fra verden.

Da kom han hen til hendes dør, langsom åbent han det mindre hul som der var til kig på de som der var fanget, han kiggede på hende mens at smile kom frem på hans læber "Jeg ser af du er vågen fra den lille omgang fra i går" sagde han kort mens at han kiggede på hende, han var bevist om at der stadig var sølv nok i hende at hun ikke kun gør alt for stor modstand og hvis ikke at der var nok, kun han altid tilfør lidt mere, ikke fordi at det kun dræbe hende men de små mængder kun gøre en vampyr utrolig svag. "Jeg håber at du har nydt dit ophold for det skam langt fra slut i nu" sagde han kort efter før at han lukke den lille dør til og han gik der efter i lommen efter han nøgler og der efter blev døren låst op.

Hvor ville hun dog ønske hun ikke havde taget i byen, for så ville dette slet ikke være sket og hun ville ikke sidde her som en anden slave. Lyden af skridt fik hende til at spidse ører, personen var sikkert på vej ned til hende. Stadig sad hun og så ind i hjørnet da hun hørte stemmen tale til hende. Hun sagde intet til at starte med og blev blot siddende, men hun kunne mærke hvordan vreden inden i hende langsomt voksede og brød med et løs. Hurtigt for hun op til døren og hvæsede af ham som en kat, der netop var blevet trådt over halen ”Hvor våger du! Dope mig på sølv!? Du er ynkelig!!!” råbte hun af vrede og faldt til jorden. Hun kunne godt mærke der stadig var rester af sølvet i hendes krop, hvilket gjorde hende svag. Hun bed sig i underlæben og med et havde hun ønsket at hun ikke havde råbt af denne mand, han havde jo trods alt smidt hende ind i denne sølvbelagte celle, så der måtte være en eller anden mening med hun var her. Hun rystede svagt over hele kroppen, hun havde det som om at væggene kom tættere og tættere på hende. Det måtte være sølvet, der fik hende til at hallucinere.

Hun rettede blikket mod den lille åbning i celle døren og så på manden, det var ham fra baren i går. Han stod bag alt dette? Men… Hun sukkede kort, hvordan havde hun været så forbandet naiv og troet at denne mand rent faktisk ville have noget med hende at gøre uden for hendes arbejde? Hun rejste sig op, men hendes ben var ikke helt med og gav efter under hende, hvilket fik hende til at falde frem over, så hun stod på knæ og hænder. Hvad var hun dog blevet rodet ud i? Hun så op på manden igen med et tikkende blik ” Luk mig ud… ” sagde hun og forsøgte atter at rejse sig op. Med rolige skridt gik hun over til døren og hørte han rodede med nogle nøgler. Ganske vidst blev døren åbnet, men hun ville ikke kunne løbe nogen stedet alligevel, hun var trods alt holdt fast med kæder. Langsomt gik hun baglæns for at undgå han skulle skubbe til hende eller at døren skulle vælte hende omkuld. Nu kunne hun kun vente på hun fik sin chance.. Lige så snart hendes hænder var kommet fri… så var hun den der var skredet!

"Nu skal du være alt for frækt Miss Carmilla.... Jeg skal trods alt have dig sendt videre i et stykke" sagde han kort mens at han kiggede på hende med et utroligt seriøst udtryk "Du har trods alt ikke lyst til og blive behandet som en normal gæst i det her hus" sagde han ganske kort efter før han trådt indefor i cellen som hun var fanget i.

Han gik lige hen foran hende "Hvis du stikker af nu kommer du særlig langt, det her sted er lavet med alt hvad der overhoved er af mulighed for stop væsner og selv døren her oppe for enden af trappen er lavet til stop en vampyr og jeg en af de få der har koden til komme ud herfra" sagde han kort før at han gik igang med lås hende fri fra væggen og han da han var færdig gik han blot tilbage ud af cellen "Åh ja det sølv som jeg gav dig skal nok ophører men det tager bare et par timer i nu, og jeg har skam mere af hvor det kom fra men nu skal du jo hellere være så dårlig at du ikke kan være brugbar" sagde han kort før han forsat ud af cellen, han stoppet da han var kommet tilbage udenfor, der stod han så og ventet på hende at hun skulle komme med ham var vist bare en ting som han forventet eftersom at hun ikke kun komme ud derfra uden ham..

Hun så på ham med et hævet øjenbryn ”Jeg er slet ikke begyndt endnu Gabric” sagde hun kort og så efter ham da han trådte ind i cellen til hende. Havde hun dog bare kræfter nok ville hun havde sprunget på ham med det samme og forsøgt at myrde ham, men takke været sølvet i hendes årer var hun svækket betydeligt mere end hvad alkohol ville gøre ved hende. Hun var stadig holdt tilbage af kæderne som sad omkring hendes håndled og gjorde at hun ikke kunne lange ud efter ham, men også så han var sikker på hun ikke stak af fra den ellers godt beskyttede celle.

Da han kom op foran hende havde hun sådan en lyst til bare at sende en spytklat lige i fjæset af ham… Men hun gjorde det ikke, for hun vidste godt det ville blive værst for hende selv. Hun mærkede hvordan kæderne omkring hendes håndled blev løsnede og åndede nærmest lettet op, men inderst inde vidste hun, at det langt fra var slut, tvært imod var dette blot begyndelsen på en lang tur gennem timers pinsel. Hun var fri! Kunne sådan set bare gå, hvis det ikke var for at han stod og ventede på hende uden for cellen. Med vaklende skridt gik hun ud af cellen og over til ham ” Du holder fingrene fra mig dit bæst” hvæssede hun mellem sammenbidte tænder i håb om at virke truende. I sidste ende vidste hun det ville føre til hun fik en på hovedet… Eller værre.