no mercy ~ Nichalso

S: Terre gågade
T: 22 :30
V: skyfri, halvmåne
O : få mennesker

Det var tidligt for Sophia. Hun var næsten lige vågnet, og skulle nu ud og finde sig noget at spise, og hun besluttede sig for at det bedste sted at gøre det var inde i byens gågader. Hun tog en let T-shirt på og shorts på trods af at vejret var koldt.

Hun var nu kommet ind til byen, og gik rundt mellem de få mennesker. Hun var egentlig ikke så sulten alligevel, det kunne sagtens vente et par dage endnu. Hun gik over til en bænk, og satte sig ned, og kiggede op på himlen. Det var et helt fantastisk syn, hun var i stand til at se mange flere stjerne end mennesker vil kunne, og det var virkelig smukt. Hun besluttede sig for at side lidt og nyde udsigten. Hun sukkede dybt.

Nichalso var ude og gå en tur, for at nyde en stille aften. Han travede rundt mellem de få mennesker der var. De lignede alle bare almindelige mennesker der ikke vækker opsigt, men han får øje på en helt bestemt person - pigen på den anden side af gaden der sad på bænken og kiggede op på himlen. Hun skillede sig fuldstændigt ud fra alle andre. Han stod og beundrede hende og tænkte *Gå nu over til hende, hun bider jo ikke!*. Men alligevel skulle der en del indre overtalelse til, før han til sidst besluttede sig for, at sætte sig over ved siden af hende. Idet han satte sig, kiggede han op på himlen og sagde "det er utroligt hvordan en stjernehimmel kan sætte gang i ens følelser og tanker".

Allerede inden Nichalso kom over til Sophia, vidste Sophia at han var der. Hun kunne lugte ham og høre ham på lang afstand. Hun smilede til sig selv. Bed ikke? Ha, det var da noget han troede. Selvom han havde sagt det til sig selv, gik der noget tid inden han satte sig ved siden af Sophia. Hun var lige ved at tro at han ikke turde alligevel. Hun så kort på ham da han satte sig ved siden af hende. Hun smilede kort til ham, inden hun igen så op mod stjernerne. ”Mmh” sagde hun tilkendegivende, og nikkede kort. Efter et lille stykke tid, så hun igen på Nichalso, og smilede en smule sukkersødt til ham. Hvad hedder du, min ven?” spurgte hun. Hun kendte godt svaret, men ville gerne være en smule sød over for ham. ”Mit navn er i hvert fald Sophia” fortalte hun, med en blød stemme.

Der kom pludselig et lille vindpust, som tog fat i Sophias løsthængende hår, og blæste det ind foran øjnene på hende. Hun ignorerede sit hår, og blev ved med at kigge på Nichalso. Han så ikke værst ud af et menneske. Hun havde mødt mange der var langt mindre pæne end ham. Han duftede oven i købet lækkert. Hun fik pludselig en stærk træng til bare at kaste sig over ham, og tømme ham helt for blod. Hendes øjne fik en let rødlig glød på grund af at hendes blodtørst blev vakt en smule til live i hende. Heldigvis var hendes øjne dækket af hendes hår, så han ville forhåbentlig ikke ligge mærke til noget.

Sophia betragtede Nichalso med sultende øjne. Hvordan kunne et menneske dog dufte så godt? Hun havde virkelig lyst til bare at kaste sig over ham, og æde ham, eller rettere sagt tømme ham, men hun ville ikke give efter for lysten. Hun måtte lære sig at styre den. *fuck hvor er det pludselig svært at modstå tørsten. Troede ellers at jeg havde lært det for noget tid siden, men åbenbart ikke, men jeg kan og vil ikke give efter.* hun sank en klump og så så op mod himlen igen.

*Hun smilede til mig!* tænkte Nichalso idet Sofia præsenterede sig selv. "Sofia? Det var et sødt navn, jeg hedder Nichalso" svarede han med et smil på læben. Nichalso beundrede stadig hendes udseende idet der kom et vindpust og tog fat i hendes hår. Vinden var kold og gav Nichalso kuldegysninger, men han var ligeglad, for det eneste han kunne tænke på var, at Sofia var noget helt specielt. Nichalso kunne mærke, at hun var interesseret i ham, for hun kiggede på ham på en helt anden måde end nogen havde gjort før. *Hvad tænker hun mon på? Hvad ser hun mon i mig?* Disse var blot nogle af de spørgsmål Nichalso stillede sig selv, da de begge igen kiggede op mod himlen.

Sophia smilede stille for sig selv, og var ved at dø af grin indvendig ved hans tanker. Han ville vide hvorfor hun var så interesseret i ham? Hun tvivlede på at han ville blive glad for at høre det, hvis hun fortalte ham sandheden, eller bare noget af sandheden. *Jeg er sulten, derfor.* svarede hun, på hans tavse spørgsmål, i sine tanker. *Det her er ved at blive en dårlig vane Sophia. Du kan ikke lytte til alles tanker* mindede hun sig selv om. ”Tak Nichalso, og dit navn er også ret… specielt” sagde hun, og smilede hurtigt til ham. Hun sank en klump. Fuck hvor var det svært at holde sin blodtørst under kontrol lige nu. Hun var en smule sur på sig selv over det. Hun tog et par dybe indåndinger for at få sin tørst under kontrol, eller bare en lille smule. Den røde glød forsvandt dog fra hendes øjne. Sophia fjernede let håret fra sine øjne, og kiggede nysgerrigt på Nichalso med sine flotte nøddebrune øjne.

Sophia kunne igen mørke at blodtørsten var på vej tilbage, og rejste sig hurtigt. ”Undskyld Nichalso, men vil helst ikk skade dig” sagde hun, og vendte sig om. ”Jeg er ked af det.” Der var noget ved ham der lokkede hende, men hvorfor og hvad? Hun begyndte stille at gå væk der fra, men der var et eller andet i hende der håbede på at Nichalso vil følge efter hende. Hvis han gjorde, kunne hun ikke sige noget til det alligevel, og så måtte hun tage den der fra hvis han gjorde, men mon han vidste hvad hun var, og hvad det ville indebære hvis han fulgte efter hende? Hun tvivlede på det, men det måtte han jo finde ud af hvis han valgte det, ikk?

Da hun havde gået et par skridt, vendte hun sig kort om for at se om han fulgte efter sig, men hun behøvede ikke at gøre det for at kende svaret på det spørgsmål.

Nichalso smilede da Sofia svarede, men vidste slet ikke hvad han skulle sig. Men da Sofia fjernede håret fra øjnene og så på Nichalso tænkte han, at det var nogle utroligt flotte øjne hun havde. Måske det pæneste han havde set.

*Jeg vil ikke skade dig, hvad mon hun mener med det?* Idet hun rejste sig og begyndte at gå, tænkte Nichalso slet ikke før han sagde "Hvor skal du hen?". Han ville ikke have at hun gik, for hun var stadig noget helt specielt, men han nåede alligevel at spørge sig selv, om hun måske ikke var så interesseret alligevel. Om hun valgte at stoppe op igen eller gå videre, så ville han følge efter hende.

Sophia gik bevist meget langsomt, for at Nichalso kunne følge med hende. Hun ventede til han kom op på siden af hende, før hun satte farten en lille smule op. ”enden er du meget modig Nichalso, eller meget dum” sagde hun. Hun smilede til ham, og så udfordre på ham. ”Lad os se om du kan følge med nu.” sagde hun, og begyndte at løbe. Det var ikke så hurtigt, ingen gang en 10 del af den fart hun kunne skyde, men det var alligevel et pænt tempo for mennesker. Hvis han kunne skulle hun nok lade ham komme med sig hvor hun end ville hen af, men kun på den betingelse at han kunne følge med.

Da Nichalso kom op på siden af Sofia svarede han "Jeg er hverken dum eller modig, jeg syntes bare at du er interessant". Hun satte farten op, og Nichalso fulgte trop. Da Sofia satte farten op, blev han overasket over at hun kunne løbe så hurtigt. *Nårh, så du vil løbe om kap? Jeg skal nok løbe fra dig, når jeg først bliver varm. Og jeg vil kæmpe for at følge med dig!* Nichalso satte farten op, men kunne hurtigt se, at det var noget af en udfordring. Men han blev ved, for han ville vide hvem Sofia var og hvor hun skulle hen.

Når så han fulgte stadig efter hende? Sophia løb ud af en af de små sideveje som gik væk fra gågaden. Hun ville se om Nichalso ville følge efter her. Og gjorde han det, vandt han måske, men hun var ikke selv klar over om det var godt eller dårligt. Hun løb et pænt stykke ind i gyden, og standsede så op, og vente sig om for at se om han stadig var med. Sophia lukkede øjnene lidt for at lytte. Der var mange lyde her som mennesker ikke ville kunne opfange fordi de var så lave. Hun kunne blandt andet høre en masse stemmer fra mennesker langt væk, og vinden i træerne selvom de var langt fra skoven. Hun satte sig ned, stadig med lukkede øjne, og ventede for at se om han ville komme eller havde fået kolde føder.

Nichalso gjorde alt han kunne, for at følge med Sofia, men det var hårdt. Nichalso vidste, at han var nødt til at blive ved med at løbe, for han måtte bare ikke miste hende. Tænk nu hvis hun var den rigtige? Han kunne ikke lade sådan en chance gå forbi. Da Sofia løb ned i den mørke gyde, var Nichalso klar over, at han nok skulle indhente hende. Da Sofia stoppede op, blev der helt stille, det var mørkt og koldt. Han så at hun havde sat sig ned på jorden, og gik stille op til hende mens han tænkte *Hvad gør jeg nu?*. Hun sad med med lukkede øjne. Han satte sig stille ned foran hende. Idet hun åbnede øjnene og fik øjenkontakt til Nichalso, tog han armen om hende og kyssede hende. Han frygtede for Sofias reaktion, men følte at det var det rigtige at gøre.

Sophia hørte tydeligt at han kom hen til sig, og vidste også at han satte sig ned. Hun blev siddende lidt med lukkede øjne, og åbnede dem så. Hun så på Nichalso der med det samme slog armene om hende, og kyssede hende. Det var Sophia ikke helt forberedt på. Hun havde bevist lukket ned fra at kunne høre hans tanker, så hun vidste ikke hvad han tænkte. *Jeg kunne vel godt lige… Nej det gør du ikke, det er ikk fair for folk.* sagde hun til sig selv. Hun lod ham kysse hende uden at trække sig væk fra ham. *Kan han mon klare det?* tænkte hun. *okay han får en chance* Da han endelig trak sig væk fra hende, smilede Sophia sødt til ham. ”Jamen halløjsa” sagde hun, og grinede stille af ham. ”Og hvad helt præcis vil du ha ud af det der?” spurgte hun i en let drillende tone.

Nichalso kunne mærke, at Sofia havde overgivet sig til ham idet hun lod ham kysse hende. Det var et langt og rigtig dejlig kys. Da han trak sig væk fra Sofia, smilede han sødt til hende, og da hun spurgte hvad han ville have ud af at kysse hende tænkte han. *Hvad vil jeg have ud af det her? hmm... Det er fordi du er så interessant og tiltrækkende!*. Det kunne han jo ikke sige, så han valgte bare at tænke hurtigt og sagde "Jamen jeg blev bare nødt til at kysse dig!". Nichalso vidste ikke helt om det var det rigtige at sige, så han valgte at supplere med ordene "Og så fordi jeg syntes du er utrolig smuk".

Nichalso trak sig endelig tilbage fra Sophia, og da han havde svaret på hendes spørgsmål, smilede Sophia sødt. ”Når okay.” sagde hun bare, og satte sig bedre til rette. ”Du prøver at ligge an på mig” sagde hun, og grinede af ham. ”Men du kender mig jo overhovedet ikke, så hvorfor?” Hun havde skam intet imod det, men betød det her at han ville lære hende at kende, eller havde han bare fået lyst til at kysse en eller anden person, og hvis ikke, vil han så være klar til at lære mange ny ting? Sophia var ikke helt sikker på det. *Når, men klare han den, klare han den, og klare han den ikke, tja så klare han den ikke* Hun vil nok ligge stille ud i starten så han ikke fik alt for meget at vide på en gang. ”Er du villig til at lære mig at kende, og lade mig lære dig at kende?” spurgte hun da han havde svaret på hendes andre spørgsmål.

Den sidste person der havde prøvet at komme tæt på Sophia kunne ikke klare mosten. Det havde taget meget på ham, og Sophia havde været nød til at smide ham væk, for ellers havde han nok ikke overlevet, men måske var det anderledes med Nichalso? Hun vidste ikke helt om hun håbede det, men måske. ”Hvis du virkelig er villig til at lære mig at kende, så hop op.” sagde hun, og rejste sig op.


//hendes navn staves altså med ph ikke f, bare så du lige husker det :D //

Nichalso tænkte at Sophia nok var blevet smigret og svarede "Ved ikke om jeg ligger an på dig, men sød er smuk er du!". Nichalso håbede at det var det bedste at sige, for det var virkelig det han mente. Nichalso tænkte ikke længe over om han ville lære hende at kende, for det ville han rigtig gerne. "Jeg vil gøre alt for at lære dig at kende Sophia".

*Hoppe op!?* Hvad pokker mente Sophia med det, tænkte han for sig selv. "Hoppe op? Hvor skal jeg hoppe op?" spurgte han hende.

Sophia så på ham, og nikkede stille. ”Okay, det var godt.” sagde hun, og sukkede stille. ”Hop op på min ryk. Det går alt for langsomt hvis du går selv nemlig.” Hun smilede til ham. ”Har du selv et hjem, eller skal vi tage over til mig, gider ikke være udenfor mere.” Hun gik helt over til ham, så han nemmere kunne komme op på hendes ryk. Hun var ikke helt sikker på om han ville gøre det, men han havde faktisk intet valg nu. Han havde sagt ja til at lære hende at kende, og så kunne han ikke bakke ud igen. Sophia smilede lusket for sig selv.

Nichalso var begyndt at tvivle over hvad det var han var gået ind til. Han syntes at det lød underligt at han skulle hoppe op på ryggen af Sophia, men han blev nødt til at stole på hende. Hvad mon hun mente med at det ville gå for langsomt? Kunne man ikke bare gå stille og roligt? Hun måtte vide hvad hun snakkede om. Nichalso sagde til Sophia at han helst ville med hende, da han ikke ville vise Sophia sin lille dårlige lejlighed i udkanten af byen. Han sætte sig op på ryggen af hende.

Sophia så på Nichalso, og smilede til ham. ”Stoler du på mig?” Det var ikke et godt spørgsmål, de havde jo lige mødt hinanden. ”Luk øjnene” sagde hun med en blød stemme, og fik ham til at side en smule bedre på sin ryg, inden hun løb hjem til sit hus. Det lå et godt stykke væk, men det gik hurtigere end det vil ha gjort hvis de havde gået i hans tempo.

Der var ikke gået længe inden Sophia standsede op, og lod Nichalso hoppe ned fra hendes ryg. De stod foran et stort hus. For at være helt ærlig var det ikke hendes hus, men en vens hus. Hun passede det bare for ham mens han ikke var hjemme. Han vil ikke komme hjem før om tidligst en uge. Sophia havde lovet at passe hans elskede kat, Mir. Mir var en lille, helt sort kat, og var meget kælen. Sophia gik hen til døren og låste den op, da hun vendte sig om mod Nichalso. ”Håber ikke at du har noget imod katte eller er allergisk.” sagde hun inden hun åbnede døren. Mir kom som forventet farende hen til hende. De havde ikke været så gode venner i starten, men de var faktisk blevet ret gode venner efter hånden. Sophia bøjede sig ned, og strøg Mir en gang over pelsen inden han smuttede hen til Nichalso. Mir var meget nysgerrig, og ville gerne hilse på den nye fremmede person.

Sophia rejste sig op, og smilede stille af Mir inden hun gik ind. ”Kom endelig indenfor” sagde hun med et smil. Der var en svag duft i luften af nyt jord og græs, men den var dejlig beroligende på de fleste som Sophia vidste, havde været her. Det var selvfølelig ikke alle der reagerede på samme måde.

Da Sophia var kommet ind, satte hun sig ned i sofaen, og så over på Nichalso. ”Er der noget du vil ha?” hun spurgte kun for at være en smule høflig.

Nichalso satte sig op på ryggen af Sophia og lukkede øjnene, som hun havde sagt han skulle. Han kunne mærke at det gik meget hurtigere, end han nogensinde ville have kunnet løbe, men det var på ingen måde ubehageligt. Han syntes dog, at det var lidt underligt at sidde på en piges ryg, mens hun løb. Han blev overasket over, at Sophia var i stand til at bevæge sig så hurtigt, og oven i købet imens Nichalso sad på ryggen af hende. Nichalso tænkte at der nok måtte være mere mellem himmel og jord end som så.

Efter kort tid, stoppede Sophia og Nichalso hoppede ned fra hendes ryg. Nichalso så hurtigt, at det var et stort flot hus de var standset foran. "Bor du her?" spurgte Nichalso. Sophia åbnede hoveddøren, og straks kom et lille, sød og flot kat susende og ville hilse på hende. Katten nærmede sig Nichalso, og i samme øjeblik, satte han sig ned på hug, for at kunne hilse på den, og svarede - "Nej da, jeg elsker katte! Hvor er den bare sød!". Han kælede den blidt på hovedet, og den blev hurtigt glad for ham.

Nichalso lagde mærke til, at der lugtede (måske duftede) af frisk jord og græs. Han blev hurtigt enig med sig selv om, at den lugt ikke helt hørte hjemme indendørs, men han elskede duften af nyslået græs, så det kunne ikke være så slemt.

Da Nichalso og Sophia satte sig i sofaen og hun sødt havde spurgt om der var noget han ville ha, nåede han slet ikke at tænke, før han svarede "Dig!".

Sophia smilede til ham. ”Det var godt at du kan lide katte, og nej det er desværre ikke mit hus. Det er en af mine venners som jeg har lovet at passe for ham, eller rettere sagt hans kat. Den hedder for resten Mir” sagde hun. Det var sødt at Mir blev så hurtigt knyttet til denne person. Det var ikke hver dag hun så det, men nu boede hun jo heller ikke sammen med Mir til hverdag.

Der var en stor pool ude foran huset, og måske kunne Nichalso godt få lov til at svømme lidt, hvis han fik lyst til det. Da de sad i sofaen, kom Sophia til at grine en smule over det han sagde. ”Rolig nu cowboy” lo hun. ”Intet at spise eller drikke? Vil du se en film eller noget” spurgte hun bare, og rejste sig op, og gik ud i køkkenet for at lave noget at drikke, om ikke til ham så til sig selv.

Nichalso smilede igen. "Okay, hvem er din ven? Og det var et sjovt navn". Nichalso havde altid været god ved katte, og han var sikker på at katte kunne mærke det på ham.

Nichalso kiggede ud på den store flotte pool foran huset, og tænkte, at det kunne være rart med en dukkert på sådan en lun aften.

Nichalso lagde godt mærke til, at Sophia lo, da hun afviste ham, men han kunne godt mærke, at de alligevel klikkede rimelig godt. "Jeg vil gerne bare have det, som du drikker, for jeg er ikke kræsen", sagde Nichalso pænt, da han ikke ville være belstende.

”Min ven hedder Joongkyu” svarede hun, og fandt hurtigt to store krus frem. Hun så over på Nichalso, og smilede til ham. ”Tror ikk helt du vil ha det jeg som regel drikker” sagde hun. Mennesker var for det meste ikke så glade for blod, men man kunne alligevel aldrig vide. Hun havde bestem at hun vil lave kakao til dem, varm kakao. Vejret var nemlig lige til det. Sophia åbnede et af skabene, hun vidste at han havde noget kakao et sted, men lige hvor det var, var hun ikk helt sikker på. Hun brugte dog ikke længe på at finde stadset. Hun tog to parker kakaopulver ud af skabet, og satte noget vand over. Hun åbnede den lille pose med indholdet, og hældte det hele ned i den ene kop, og så tog hun den anden og gjorde det samme med den. Da vandet kogte, og elkedlen gav et lille klik fra sig, tog hun den, og hældte kogende vand ned i begge krusene. Hun tog den nu varme krus op, og fik dem hen på det lille sofabord der stod foran den sofa som Nichalso sad i. ”Vær så artig” sagde hun, og gav det ene krus til ham. ”Pas på, den er varm.” mindede hun ham om, inden hun selv satte sig ned i sofaen. For at være ærlig drak Sophia aldrig kakao, for hvorfor skulle hun, når hun kun behøvede blod? Hun kunne sagtens drikke det. Hun tog et lille nip at den, men satte den så på bordet. ”Har du lyst til noget, og nej ikke mig, men noget andet?” spurgte hun.