no mercy ~ Foxina

S: skoven
T: formiddag
V: tørvejr og sol.
O: træer

Det var tidligt på formiddagen, men alligevel utroligt varm. De fleste dyr lå og hvilede sig for at spare på alt deres energi, og brugte den kun hvis det var yderst nødvendigt. På trods af varmen sang alle fuglene fornøjet i trækronerne. De var helt ligeglade med hvor varmt der var. De fleste andre dyr havde prøvet at finde et køligt sted, så nogle af dem var kravlet ned i en hule for at slippe for varmen der nede. Det var nok sådan en dag hvor de fleste ville blive hjemme i deres køligere hus for ikke at få hedeslag. En stor los kom farende gennem skoven på trods af heden. Den jagtede en lille forskræmt hare. Lossen kom tættere og tættere på haren. Den kunne snart bare rakke den ene pote frem og nå kaninen. Det gjorde den skam også. Den fik fat på kaninen, og dræbte den på stedet. Lossen var meget sulten, ellers kunne den aldrig ha fundet på at dræbe den kanin, ikke tale om. Den åd kaninen, og gik derefter videre men langsommere denne gang. Nu havde den jo heller ikke noget den skulle fange. Den kom til en lille å som snoede sig gennem skoven, og den var meget tørstig, så den gik ned og tog noget at drikke, igen noget den ikke lige ville gøre medmindre det var højst nødvendigt. Den fandt det faktisk frastødende, underligt nok, men lossen var heller ikke en helt normal los. Det var en han som hed Godric, og han var ikke en los men et menneske som kunne forvandle sig. Godric elskede sine dyreskikkelser, men ville helst ikke dræbe dyr medmindre at det var yderst nødvendigt. Han fik meget dårlig samvittighed, for han følte at alle dyr var hans ven.

Godric gik videre ind i skoven da han havde drukket nok vand til at kunne overleve lidt længere. Han havde planner om at finde et flot sted hvor han kunne ligge og hvile sig, men det skulle ikke gå helt som planen, men det skulle han nok finde ud af. Han fortsatte længere ind i skoven, som han kendte det meste af. Han kom til udkanten af det han kendte. Han stod nu over for et ukendt sted, og blev nysgerrig. Han gik ind i ukendt land, og fandt snart et sted der var meget rart. Han lagde sig ned, og lukkede øjnene.

To mænd var gået ud i skoven for at jage. De havde været uheldige ind til nu, og var derfor på vej hjem da de kom forbi en lille eng hvor der lå en los. De så på hinanden, og nikkede indforstået. De havde ikke tænkt sig at dræbe lossen, bare fange den. Den ene af mændene lagde en bedøvelse pil i sit gevær, og skød lossen, som de var sikre på var en rigtig los.

Da Godric vågnede igen, var han i et bur med et halsbånd om halsen. Hvad fanden lavede han her? Han rejste sig op, og prøvede at forvandle sig tilbage til sig selv igen, men kunne af en eller anden grund ikke, og det gjorde ham frustreret. Han lavede en lyd som næsten kunne lyde som et brøl, men alligevel ikke helt. De to mænd som havde bedøvet ham kom ud til ham. ”Når så er den endelig vågen. Det tog da også sin tid.” de så på hinanden og grinte lidt. ”Hvad skal vi stille op med den?” spurgte den ene mand. Den anden trak på skuldrende, og så sig om. ”Vi kunne da prøve at sælge den og få nogle penge ud af den?” forslog han, og den anden mand smilede stort. De var ikke så langt fra byen, og der var jul på buret. De to mænd begyndte at trække buret ind i byen for at finde en mulig sælger til deres fund, men nu var spørgsmålet bare hvem der gad købe dyret.

Foxina sad derhjemme og kiggede ud gennem vinduet. Hun sad i vindueskarmen og slappede af. Hun havde mest af alt lyst til at blive hjemme, for hendes mor kom i dag hjem. Og det var længe siden hun havde været ude i skoven og lytte til alle skovens lyde, samt dyrenes lyde. Hun kunne høre, at der var mange fugle ude i skoven i dag, så det var helt perfekt at tage en løbetur i skoven, tænkte hun muntert, og kravlede ned af vindueskarmen og kiggede sig lidt i spejlet. Hun smilede for sig selv, intet skulle ødelægge denne gode dag. Hendes mor måtte vente, til hun kom hjem, tænkte hun og gik ud af bagdøren mod skoven. Kanza måtte blive hjemme, da hun ikke kunne følge med hende til sidst. Hun snusede den friske luft indad, inden hun forvandlede sig til sin rævelige skikkelse. Den kildende fornemmelse kunne hun mærke i maven, som udbredte sig ud til armene og benene og hovedet.

Nu stod hun som ræv igen, længe siden. Hendes ben spurtede pludselig i en allerhelvedes fart, og hun blev lidt overrasket over, at kunne løbe så stærkt lige pludselig. Hun nåede ind i skoven, men hendes ben stoppede ikke, men de fortsatte blot i samme tempo. Hun fik pludselig færten af nogle byttedyr, så hun fik standset hendes hurtige, små ben op og begyndte straks at grave ned i jorden efter musenes huler. Til sidst var hun mæt, og hun havde lagt sig op på en lille bakketop og nød varmen og lydene omkring sig. Da fik hun pludselig færten af noget igen. Denne gang var det ikke byttedyr, nej, noget større og uventet. Hun gik efter færten, selvom dyret var langt væk, så var hun for nysgerrig til at opgive lugten. Hun kom til en bakke som gik nedad og der lå det uventede. En los, tænkte hun forfærdet. Bare den ikke kunne lugte hende, men heldigvis var der modvind, så den kunne ikke lugte noget. Derefter var der en anden slags lugt, det var dog utroligt med alle de lugte idag. Mennesker, tænkte Foxina straks irriteret, da hun genkendte den med det samme. De skød den med et eller andet, det var i hvert fald ikke dræbende, kunne hun høre på skuddet. De tog den ind i et rullende bur. Hvor mon de skulle hen, tænkte hun undrende og fulgte dem langsomt mod byen. De skulle sikkert sælge den et eller andet sted. Hun havde dog stadig sin pung på sig fra i går, tænkte hun muntert.

Godric gik frem og tilbage i det lille bur, så meget som han nu en gang kunne komme til det. Hvordan slap han mon ud af det her dumme bur? Han skulle absolut ikke sælges til nogle som helst, men det kunne han ikke forklare i sin dyreskikkelse. Mændene var nu nået et godt stykke ind i byen, til en lille markedsplads hvor de begyndte at stå og råbe op om der var nogle som vil købe en los. Man kunne bruge den som vagthund. Der kom et par børn som samlede sig foran buret, og stod bare og måbede. ”Må jeg godt få den?” spurgte den ene af drengen. Manden rystede på hovedet. ”Desværre ikke min ven, vi har tænkt os at sælge den.” Han smilede lusket, og gennede børnene væk fra buret. I mellemtiden var Godric blevet træt af at gå rundt i det lille bur, og havde nu sat sig ned og ventede. Hvad andet kunne man gøre i en situation som denne?

Foxina luntede efter dem næsten helt ind til byen. Det måtte være forfærdeligt, at blive fanget og puttet ind i det lille bur. Den kunne dårligt nok gå derinde, eller vende sig sådan rigtig om. De skulle da helt sikkert ned og sælge den, tænkte hun og forvandlede sig til et menneske. Måske havde råd til at købe dyret? Eller i det mindste bare at snyde sig til at de to mænd lukkede det stakkels dyr ud. Vent, lugten af en animagus var kraftig. De havde fanget et ganske normalt menneske, men halsbåndet gjorde, at han ikke kunne forvandle sig om. Hun stod foran det prægtige, flotte dyr der så lidt trist ud. Mens de to mænd stod med ryggen til buret, listede Foxina sig bag dem, og prøvede at tage halsbåndet af den. "Rolig nu, jeg gør dig intet." hviskede hun.

Godric sukkede tungt. Hvordan var han dog havnet her? Han havde ingen anelse. Han havde jo bare ligget og hvilet sig på græsset, og næste øjeblik var han fanget i det her bur, men han kunne intet gøre. Han så helt opgivende ud, da der kom en velkendt fært. Han så sig rund, og fik så øje på hende. Han kiggede over mod de to mænd som stod med ryggen til, og han så over på hende igen. Godric var faktisk glad for at se hende, men havde hun mon genkendt ham? Han var faktisk ikke sikker, og da hun sagde at hun intet gjorde, var han næsten sikker på en ting. Enten genkendte hun ham ikke, eller også troede hun ikke at han genkendte hende. Han lagde sig dog helt fladt ned i buret, så hun nemmere kunne få halsbåndet af ham. Der var tillid og tiltro i Godric’s øjne, og Foxina havde lige fået halsbåndet af ham da mændene blev mistænksomme.

”Er den ikke blevet temmelig stille, Frank?” spurgte den ene. ”Den sover nok bare eller noget Carl.” sagde Frank, men den første mand rystede insisterede på hovedet. De vendte sig om mod buret lige tids nok til at se en kvinde tage halsbåndet af lossen. ”Hey, hvad i alverden tror du har gang i?” brølede Frank, og gik faretruende over mod kvinden for at jage hende væk. ”Du skal lade vores los være, unge damme.” Carl prikkede Frank på skulderen. ”Hvad nu?” Carl pegede over mod buret hvor Godric nu stod. ”Jeg er ingen rigtig los, og jeg skal under ingen omstændigheder sælges” nærmest skreg han, men de to mænd begyndte bare at smile endnu breder. ”Nu kan vi jo sælge ham som en slave i stede.” forslog Frank, og så over på Foxina. ”Hvis du vil ha ham, så bliver det 1000” smilede han. ”Stadig interesseret? Nej du har nok ikke råd.” han smilede ondskabsfuldt, og skubbede til hende så hun faldt om på jorden. Manden begyndte straks at råbe op om at der var en slave til salg, og en lille mand, tydeligvis rig, kom over til dem for at kigge. ”interesseret min gode herre? Han koster kun 1000” Carl slikkede sig om munden, mens han så afventende på den lille mand, som tog Godric i nærmere syne. ”Beklager, men han er altså ikke mere vær end 100, og jeg vil ikke havde billige slaver” og med disse ord gik manden sin vej igen, mens de to sælgere så måbende efter ham. Ikke mere værd end 100? Det var meget mindre end de havde håbet på, men til gengæld havde han jo været gratis at få fat på. De vendte sig om mod Foxina, og så på hende. ”Han er din hvis du har råd, men ikke mindre end 100, forstået?” sagde han med en streng stemme.

Foxina havde netop lige taget halsbåndet af, da mændene havde fået øje på hende. Hun blev lidt forskrækket, da den ene af mændene stod og råbte af hende. I disse situationer havde hun løbet, men hun vidste, at denne animagus skulle hjælpes ud af det lille bur. "I er jo skøre i bolden begge to. I kan da ikke bare fange et stakkels dyr på den måde!" skreg hun og blev skubbet hårdt til, så hun faldt hårdt ned på jorden. Med et steg en voldsom vrede indeni hende og hun rejste sig hurtigt op og gik hen til den ene mand og gav ham sådan en lussing. "Det her finder jeg mig ikke i!" råbte hun irriteret, "men jeg tror vist nok at jeg har råd til at købe det arme dyr." sagde hun lidt efter mindre vred og irriteret. Da lossen forvandlede sig til hendes barndomsven, blev hun forbavset og overrasket på samme tid. "Godric?" mumlede hun stille, og hørte mændene stå og sige, at han kunne blive solgt som slave i stedet. Under ingen omstændigheder skulle han sælges som slave. Det var hendes bedste ven, som nu var i stikken. Hun tog pungen frem, men så kom der selvfølgelig en mand, men heldigvis gad han ikke købe ham. Det var godt nok tæt på, tænkte hun. "Jeg har lige akkurat 1000 kr til at købe ham." sagde hun alvorligt.

De to mænd så på hinanden, og smilede stor. Frank så over på Foxina, og gik så tættere på. ”Du kunne have fået ham for 100, men nu tilbyder du os 1000? Jamen så er han da solgt til dig hvis du ellers kan gi os pengene med det samme, og et mærke så man kan se at han tilhøre dig.” han smilede lusket, og slikkede sig grådigt om munden. ”Gør det ikke Foxina, jeg er ikke det….” sagde Godric, men blev straks cuttet af. ”Ti stille din idiot” Carl fandt en stor kæp lige i nærheden, og slog Godric så han faldt sammen i burdet. Det gjorde faktisk ondt at blive slået så hårdt, men der kom ikke en eneste lyd over Godric’s læber.

Foxina var faktisk kold i røven med, om hun kunne få ham for 100 kr i stedet for 1000 kr. Hun vil have ham og det skulle altså være nu. "Jeg køber ham gerne, men luk ham ud først, og lad vær med at slå ham igen!" vrissede hun vredt og ventede med at give dem de 1000 kr. Bare han ikke havde slået Godric for hårdt, tænkte hun bekymret og skævede over til buret, hvor Godric lå sammenkrøllet. De mænd var nogle svin, og de fortjente virkelig at blive låst inde i det bur, så de kunne føle det, som dyrene gjorde. "Jeg skaffer et mærke når vi kommer hjem til mig." svarede hun alvorlig. Hvis de havde lukket Godric udenfor buret nu, havde hun smadret dem begge, selv hvis hun fik nogle skrammer hist og her. Hun ventede nu spændt på deres svar.

Frank smilede bredt til Foxina. ”Ok det er en aftale, vi slår ham ikke igen.” lovede han, ”men du skal altså ha det mærke før vi kan give ham til dig. Man skal kunne se hvem der ejer ham, så derfor skal vi bruge det mærke, og det går ikke at du først får fat på det når du når hjem. Vi skal se de før du kan få ham.” han smilede lusket, og så over på Carl, som stod helt hende ved buret hvor Godric stadig lå ned. slaget havde åbenbart været ret hårdt.

Foxina brød sig ikke om disse mænd, men gjorde, hvad hun fik besked på. Heldigvis var der en lille butik i nærheden, hvor man kunne købe alt det, man lige stod og manglede, hvilket vil sige et mærke af en slags. "Fint, men bliv her. Og lav ingen numre, jeg holder hvad jeg lover. Jeg kommer straks tilbage." sagde hun og løb mod butikken. Der var ikke mange mennesker derinde, og heldigvis var slavemærket det billigste, og hun havde tilfældigvis nogle småmønter ved siden af. Hun købte det, og løb tilbage til Godric og de dumme mænd. "Se selv. Slavemærket!" sagde hun fast besluttet.

De så alle tre efter Foxina, og Godric sukkede dybt. Hvorfor gjorde hun det? Hun behøvede altså ikke at bruge alle sine penge på ham, men der var jo ikke rigtig noget han kunne gøre for at stoppe hende. Lige da Foxina var ude af syne, åbnede Carl buret, og gik ind. Godric rejste sig halvt op, for at prøve at komme ud, men fik i stedet endnu en lussing så han faldt tilbage i buret. Carl gav Godric et armbånd rundt om hans arm som ikke var så let at se, og smilede så ondskabsfuldt. Det gav stød hvis Godric gjorde noget han ikke måtte, og kunne kun tages af, af hans ejer, men man skulle vide præcist hvor det var, ellers kunne man ikke se det det, og man skulle jo også vide at det var der.

Da Foxina kom tilbage var Godric helt udtømt for kræfter, og lå helt sammenkrøbet i bunden af buret. Carl var igen trådt ud, og stod nu bare og fulgte Foxina med øjnene. Da hun var helt henne hos dem igen, bedte Frank om at se mærket så de kunne få det lavet på Godric, så ingen var i tvivl om noget som helst.

Foxina vidste, at de havde gjort noget slemt ved Godric, og blev faktisk pænt sur over det, at de ikke havde lovet det. "Jeg ved godt, I ikke overholdt det, jeg sagde til jer. Men her er den så, slavemærket." sagde hun ikke særligt tilfreds. Nu viste hun så mærket frem og forventede, at nu blev Godric sikkert lukket udenfor. Hvis det skulle nytte noget som helst, så hun helst, at hun angreb dem, når hun havde forvandlet sig til en ræv, og når de havde sluppet Godric fri igen.

Frank så på det mærke Foxina havde fået fat på, og nikkede stille. ”Det ser fint ud, nu mangler der bare en sidste ting, så alle kan se at han er Deres.” han smilede lumsk. Det her ville uden tvivl komme til at gøre ondt på Godric, men Frank fortalte intet om det. Han bad bare Foxina om at følge med sig hen til en smed, som kunne lave mærket på Godric. ”Når han har fået det mærke, så er han Deres, og De må gøre med ham hvad du vil.” han begyndte at gå over mod smeden, og sørgede for at Foxina fulgte med. Det eneste Godric kunne, var bare at følge med i det hele der skete uden at kunne sige noget. Det var ikke specielt sjovt, men hvis han ville ud her fra måtte han jo stole på at Foxina kunne klare det, og ikke sætte spørgsmålstegn.

Foxina sukkede højlydt. "Det her er så den sidste ting, jeg skal gøre. Ellers bruger jeg hårdere metoder." sagde hun skarpt og alvorligt, og fik en trang til at forvandle sig og skambide dem, så de ikke kunne genkende sig selv længere. Hun fulgte med dem, og tøvede ikke et sekund, men hun håbede sandelig ikke, at smeden havde noget at gøre med et brændemærke, ellers slog hun til med det samme, og ville ikke tøve et sekund længere på at ødelægge de 2 narhoveder. Stakkels Godric, tænkte hun blot. Bare han havde været mere forsigtig med sådan nogle jægere. Man vidste aldrig, hvad de kunne finde på, og de var noget så nådesløse, som noget fandtes på denne jord.

Frank gik ind i smeden med Foxina lige efter sig. Han tog mærket ud af hånden på Foxina, og vist det til smeden, som så på det lidt tid, inden han nikkede. ”Det ser fint ud” brummede han. ”Hvem skal jeg så lave det på?” Han så på Frank, som pegede ud på Godric i buret. Smeden nikkede, og fik straks gang i ildstedet igen, og varmede en pind med det mærke som han var blevet vidst, op. ”Jeg foreslår at vi bedøver knægten, ellers vil han nok skrige rimelig meget.” han vendte sig om mod Foxina, med et venligt og tristsmil på en og samme tid. ”Unge damme, det er nok bedst hvis du lige går to sekunder, tror ikke at du vil se det der sker om lidt.” sagde han med en bedrøvet tone. Han var ikke så meget for at brændemærke slaver, men han fik da penge for det, så han skulle nødig klage over noget her.

Foxina gik med dem ind til smeden, hun vidste, at der ikke ville komme noget godt ud af det her. Hun så den lidt halvfede smed stå derinde. Der var meget metal og jern liggende rundt omkring her, og der var lidt rodet. Bedøve ham? De kunne tro så meget om igen, kunne de. De mænd skulle ikke slippe godt fra at gøre hendes bedste ven og barndomsven noget ondt. Det havde hun også lovet ham engang. Og det skulle heller aldrig ske for ham eller hende, at de kom til skade, uden at de bagefter ville hjælpe hinanden. Hun så mod Godric som så meget bedrøvet ud, og virkede meget trist og skræmt på samme tid. Hun måtte gøre noget, men hvad? Hun vidste ikke, om hun bare skulle forvandle sig og skambide dem, eller om hun skulle tage nøglen til buret forsigtigt, og prøve at få åbnet buret. Den hårde eller lette måde? Det var svært, og hun skulle jo også skynde sig lidt, ellers risikerede Godric at falde i en dyb søvn nu. "Jeg går ingen steder. Jeg bliver, hvor jeg er." svarede hun koldt og så ondt mod de to mænd som bare smilede ondskabsfuldt. Smeden stod med brændemærket og ventede på at buret sikkert blev åbnet. Hun ville slå til, hvis de bedøvede ham, hvilket var stærkt sandsynligt. Og hun vil ikke tøve et sekund.

Frank sukkede dybt, og så over på Carl, som blot trak på skuldrene. ”Okay, du for lov til at blive, men gør nu intet dumt, vel. Det betaler sig nemlig aldrig. Vi er nemlig to mod en, og vi har overnaturlige kræfter.” sagde han i håb om at hun intet gjorde. Det passede ikke det han sagde, men hvem vidste, måske ville hun hoppe på det? Carl gik over til buret hvor Godric var, og tog et bedøvelsesgevær frem, og sigtede på Godric, som åbnede øjnene i rædsel. Han kunne ikke se om det var et dødbringende våben eller ikke. Carl trykkede langsomt ind på aftrækkeren som for at øge spændingen, som faktisk ikke var til stede.

Foxina nikkede langsomt til det, han sagde. Hun kunne tilfældigvis se Carls nøgler hænge fra sin lomme. Hun fulgte ham med øjnene, og geværet i hans hånd vendte ned mod jorden. Han nærmede sig Godric som sad skræmt i buret. Hun kunne mærke vreden stige inde i hende, og den kom snart frem i hende, hvis han sigtede. Det gjorde han så til hendes store ærgelse, så hun sprang frem mod ham, mens forvandlingingen var igang. Hun tog nøglerne med i farten i sin rævemund og smed nøglerne ind til Godric og stillede sig foran Carl og Frank og lavede en knurrende lyd. De skulle hverken røre hende eller Godric.

Godric så med rædsel i øjnene Foxina springe frem, og stjæle nøglerne fra Carl, som hun derefter kastede ind til ham. han så på nøglerne som kunne få ham ud af buret, og rakte frem efter dem. Frank stod og så alt hvad der skete, og da Godric ville havde nøglerne smilede Frank bare. Godric måtte ikke slippe ud af buret, og derfor trykkede Frank på en knap som var forbundet med det ’armbånd’ Godric havde på. Hver gang Godric gjorde noget han ikke måtte, eller hver gang der blev trykket på knappen, fik Godric stød. Lige som Godric kunne nå nøglerne fik han stød, så han fjernede hurtigt hånden. Han tog en dyb indånding, og prøvede så igen, men med den samme reaktion. Han opgav derfor at få nøglen, og satte sig bare over i et hjørne og stirrede på nøglen. Han forstod ikke hvad der skete, ud over at han fik stød, men hvorfor vidste han ikke helt.

Carl blev både forfærdet og overrasket på samme tid, da der pludselig kom en rev flyvende. Hvor kom den fra? Han så sig forvirret rundt, og så så at Foxina var væk. Var det hende? Han så på ræven, og trådte et lille skridt væk fra den, men tog så mod til sig, og gik over mod den, meget truende. Ingen skulle irritere ham. Det havde åbenbart ikke været nok at true hende. Pokkers også, nu måtte der værre metoder til at klare det her.

Foxina var irriteret over, at Godric fik stød, og han ikke kunne åbne buret med nøglen, men så måtte hun bare selv gøre det. Hun så mod Carl, som så meget vred og forfærdet ud. Hun stoppede op foran buret og knurrede vredt. Det her var ikke lige hendes plan. Godric kunne intet gøre end at sidde i hjørnet af buret. Hun valgte at forvandle sig, og tog hurtigt nøglerne fra buret. Carl kom nærmere mod hende, mens hun stak nøglen ind i låsen, og fik låst den op og sparkede døren op.

Godric betragtede nøje alt hvad Foxina gjorde, men blev siddende i hjørnet selv da hun havde åbnet buret. Hvad nu hvis han fik stød igen? Det vil han under ingen omstændigheder ha en gang til. Smeden stod bare og så forfærdet til det der skete, men listede så hurtigt af. Han skulle ikke nyde noget i at være med i den kamp. Det måtte de sku klare uden ham.

Frank smilede for sig selv i ydrekanten af kampen. Knægten lærte godt nok hurtigt. Det måtte han gi ham. Frank kunne faktisk næsten styre Godric nu. Så længe han havde armbåndet på kunne han få stød. Frank ville gerne ha Godric ud af buret og væk her fra, og gerne uden hende tøsen, men hvordan? Frank smilede, og trykkede igen på knappen så Godric fik stød, men denne gang holdt han knappen nede, og ville blive ved ind til at Godric prøvede at komme væk der fra.

Da Godric sådan uden videre fik stød bare af at side i hjørnet blev han meget forvirret. Gjorde han noget forkert igen? Det gjorde pænt ondt at få stød, og han var næsten parat til at gøre hvad som helst, bare det stoppede. Han rejste sig op, og to sekunder fik han ikke stød mere, men det kom hurtigt igen. Han begyndte så småt at gå over mod lågen, og hoppede ud af buret. Han så sig rundt, og fik øje på Frank. Det var ham der var skyld i at Godric fik stød, og han kunne også gøre at han ikke fik mere stød. Han så tilbage på Foxina, men fik et kraftigere stød, så han faldt ned på knæene. Han kom på benene igen, og gik langsomt over mod Frank som smilede stort.

Foxinas vrede steg lidt mere, da hun så Frank give Godric stød og endda i længere tid nu. Hvad skulle hun kunne gøre? Frank styrede jo Godric, og han gik langsomt ud af buret og mod Frank. Dette måtte ikke ske! Han vil jo straks overgive sig til ham, og hun havde købt ham. Hun vil ikke miste ham, for han var jo hendes barndomsven. Nu steg hendes vrede for alvor, og hun forvandlede sig omgående til sin, denne gang, ulveskikkelse og sprang frem mod Frank og overfaldt ham på det groveste. Hun slog knappen ud af hans hånd, og bed Frank hårdt omkring halsen. Ingen skulle slippe afsted med at torturere hendes bedste ven.

Hun bed ham længe nok til han storblødte, og gik væk fra ham og tog Godric med sig og fik halsbåndet af ham. Hun tog ham med sig mod skoven.

Carl så hver en ting der skete med Frank, og håbede ikke at Foxina vendte sig mod ham. Han prøvede så stille som muligt at trække sig væk der fra uden at blive opdaget. Franks skrig af smerte trængte igennem stilheden der næsten havde været der før.

Godric fulgte hurtigt efter Foxina, og var rimelig taknemlig over at hun var villig til at sætte sit liv på spil for ham. han ville gerne hurtigt væk her fra, og der var også kommet et par mennesker som stod og så på. Det gjorde ham en smule utilpas ved situationen. ”Æh tak” sagde han stille, og man kunne nemt mærke at han var utilfreds her.

Foxina var pænt ligeglad med Carl, så længe de begge kunne slippe væk fra Frank og Carl. Hun blev ved med at løbe, til hun vidste, at de var i sikkerhed. "Så, nu er du langt om længe fri igen, Godric. Det var heldigt, at jeg var i nærheden, ellers var du sikkert blevet solgt til nogle andre." sagde hun, efter at have skiftet form til menneske igen. "Og selv tak. Skulle det være en anden gang? Hvilket jeg ikke ønsker skal ske. Hvad så nu?" fortalte hun nysgerrigt og så lidt afventende på den stakkels Godric, der ikke så ud til at have det særlig godt. Medmindre, at de kunne tage hjem til hende.

Godric fulgte hurtig efter Foxina, og stoppede først med at løbe da hun også standsede. Han så på hende, og smilede taknemligt, men der var mere i hans smil end bare taknemlighed. ”Det ved jeg ikke helt.” sagde han bare og trak på skuldrene. Han var pænt ligeglad, så længe han ikke skulle tænke på det der lig var sket. ”Vi kan tage hjem til dug, jeg har jo intet sted alligevel.”