Vi drager ud på livets vej.

Alt er beskrevet i teksten.
Sted – London, England

Forbeholdt til Bue Foster og Ruby Lilid

Han havde været hjemme hele dagen. Det havde været noget nyt for ham, ikke at give sig til noget en hel dag. Han havde gjort ret som en husmor og endda tændt for fjernsynet og set sport og nyhederne. Han havde endda ligget på sofaen med bar overkrop og et par underbukser og læst avisen. Ikke fordi der foregik noget interessant i Di Morga længere. Det var som om alle indbyggerene i Di Morga på en gang havde haft den samme tanke: Ved du hvad? Jeg fucker sgu på Di Morga. Jeg passer bare mit eget. Han var trådt ud af badet da han hørte sin telefon ringe. Hans øjne røg automatisk imod bornholmeruret og dernæst så han forvirret på den ringende mobil. Ukendt nummer stod der. Han tog den alligevel. ”Bue Foster” sagde han og svingede et håndklæde rundt om livet. Han placerede mobilen imellem hans skulder og øre. ”Åh! Ivonne” sagde han og et smil var til at spotte på hans læber. ”Ja ja ja!” sagde han med en høj stemme og tog noget deodorant. Engle svedte ikke og ergo så stank de heller ikke, men han betragtede ikke sig selv som en engel endnu. Han havde trods alt ikke været så længe i ’branchen’. ”Jeg er ude om ikke så længe. Så hvis du kan vente?” han begyndte at grine. ”Armen hvor dejligt. Så ses vi om ikke så længe!” han tog mobilen og lagede den fra sig. Han kørte olie igennem sit hår og det tog et par minutter før det sad som han ville. Han tog en striktrøje med en skjorte nedenunder. Tøjet lå egentlig allerede fremme, da han havde brugt tiltrækkelig lang tid på at pakke i går aftes. Bukserne faldt på plads og de sorte sko fulgte efter. Han vendte sig om i spejlet og det lignede egentlig at han tjekkede sin røv men sandheden var, at han skulle tjekke om han havde to lange streger på striktrøjen. Men heldigvis kunne han ikke spotte noget. De vinger havde kostet ham dyrt. Over halvdellen af hans fineste kashmir trøjer var bleven slagtet af vingerne.

Han tog sin rejse taske og stillede den udenfor døren. Mobil, mindede han sig selv om og løb hurtigt ind igen for at hente den. Dernæst blev døren låst og nøglerne gemt under dørmåtten. ”Jeg skal sgu gøre rent herude også” mindede han sig selv om idet han trak rejsetasken imod elevatoren. Han var al for doven til at tage trapperne ned til stuen. Og han boede på tredje sal så det var ikke engang så galt. Han trykkede på knappen til stuen og på nul komma fem var han nede. Elevatoren blev egentlig brugt meget, men nu da det var så sent på aftenen så var de fleste enten ude eller inde på værelserne. Han trak sin kuffert med ud og gik imod en af blokken vedsiden af. En ældre kvinde stod på første sal og vinkede til ham. Han vinkede glad tilbage og gik ind i opgangen. ”Bue” sagde hun varmt og et kram mødte ham. Han krammede kvinden igen og trak sig væk fra hende for at vise, at han var skam glad for at se hende igen. ”Ivonne” smilede han mildt og hun tog hans kuffert og gik ind med den. Han skulle lige til at protestere men han kendte kvinden. Man vil aldrig vinde en diskussion med hende. Han fulgte med ind i hendes fantasifyldte lejlighed. Det var som at træde ind i Narnia. ”Vil du have nogen honningkager?” spurgte hun inde fra køkkenet af. Bue gik over til hende og lænede sig imod køkkendøren. Han smilede skævt og rystede på hovedet. ”Ellers tak, Angelo kommer lige om lidt og han er ikke typen, som gider at, vente forlænge” smålo han. Ivonne så oprigtigt ked af det ud og Bue vidste ikke helt hvad han skulle sige. ”Jamen jeg kan da også bare tage nogen med så? Jeg vil nødig gå glib af dine honningkager” tilføjede han hurtigt. De rynkede mundvig steg op ad og hendes blå øjne strålede. ”Selvfølgelig!” sagde hun og begyndte at finde folie og alverdens sølvpapir frem. ”Vi er kun tre” sagde han og løftede hovedet op. ”Jep!” sagde hun og hun virkede ikke til at høre efter ham da han kunne sværge på, at hun pakkede hele honningkagen ind i folie og derefter sølvpapir. Han smilede bare da hun rakte ham den.

”Tusind tak” sagde han og kyssede hende på panden. Hun klappede ham på kinden. ”Og du skulle jo have din pose!” hun gik forbi ham og ind i soveværelset. Imens pakkede han honning kagen ned i tasken og håbede ikke på at den vil svine alt for meget derinde. Med ét hørte han et bilhorn og Ivonne kom ud med posen. ”Jeg tror din ven er her” sagde hun smilende. Bues telefon gav sig til at kime og Bue tog den med det samme. Han hørte Angelo’s stemme og det fik ham til at smile. ”Jeg hørte dig godt gamle. Er på vej ned” sagde han og slukkede mobilen. Han lukkede kufferten og tog imod den hvide indkøbs pose. ”Tusind tak for alt Ivonne. Vi ses om en måneds tid” sagde han og gav kvinden et kys på kinden. Hun krammede ham og klappede ham endnu engang på kinden. ”Pas godt på dig selv Bue” sagde hun og han nikkede. Hun lukkede ham ud og denne her gang tog han trapperne ned. Han kunne se Angelo’s bil holde ude foran hans opgang og han slængede af sted imod bilen. ”Vi ses Bue!” råbte Ivonne og han vendte sig op og vinkede til hende. ”Det gør vi!”. Han gik imod bagagerummet ved bilen og åbnede den heftigt. Han lag sin taske derinde og derefter klappede han den sammen. Dog havde han stadigvæk den hvide indkøbspose i hånden.
Han åbnede bildøren og satte sig ind ved siden af

Angelo. ”Hey” sagde han og tog selen på. Ivonne stod stadigvæk ved altanen og vinkede på gal. Bue lænede sig imod vinduet og vinkede tilbage til hende. Han havde set Angelo for et par timer siden så derfor var der ikke de store hilsner. Bue lagede den hvide pose under sine ben og så imod Angelo. ”Så er det imod Ruby” sagde han og blinkede med det ene øje. Han havde til gengæld ikke set Ruby et godt stykke tidssiden. Hun havde haft nogle problemer så derfor havde de ikke rigtig haft muligheden for at mødes. ”For resten. Jeg hørte at du havde inviteret hende til et bal? Kan det passe?”

”Wow! Hvor du dog smuk!” en dog og klappede i sine hænder af glæde. Ruby stod og drejede rundt om sig selv. Hun bar et lår kort silkekjole i farven sort. Den var prydet med små fine detaljer. ”Kjolen er smuk” sagde hun og tog det tykke sorte hår og lagede det på højre skuldre så hun kunne se mærket på brystkassen. Hun kiggede sig selv i spejlet. Hendes nøgne fødder og arme så, så rene ud! Ingen sår eller mærkværdige pletter. Selv hendes kinder havde et skær af røde stripper! Hun smilede da kvinden lænede sig ind over hende. ”Tro mig skattepige. Jeg er ikke typen, der kaster ud med komplementer” hun rettede på kjolen og Ruby kunne ikke få smilet fra læberne. Hun ville ikke engang smile eller være her. Hun kunne ikke engang fatte at de havde overtalt hende til det her. ”Hvor skal du så hen om jeg må spørge og hvem er den heldige?” smilede kvinden og bøjede sig ned i knæ, mens hun rettede på de sidste små detaljer i kjolen. ”Heldige? Det ved jeg nu ikke om jeg kan sige” sagde hun og kløede sig usikkert bag nakken. Kvinden havde lige pludselig nåle i munden og hun så forvirret imod spejlet. Deres øjne mødte hinanden og Ruby smilede skævt. ”Jeg skal til London med to venner” tilføjede hun og rullede med øjnene. Kvinden sendte hende noget, der skulle mindes om et frækt blik. Ruby grinede og så ned. ”To gode venner” hun kendte ikke engang kvinden, men hun måtte da indrømme, at kvinden havde givet hende et specielt service i forhold til de andre kunder. Det var som om hun havde fået sig en ny veninde.

”Sådan!” sagde hun og rejste sig op. Hun lagede en hånd på sit hjerte og lignede af alt en glad mor. Hvorfor bankede hendes hjerte af kvindens reaktion? ”Tak” sagde hun bare og hoppede ned fra skammelen. Hun gik over til kvinden med usikkert skridt og krammede hende. Kvinden så overrasket over Ruby’s ryg men lagede dog armene rundt omkring hende. Nu smilede vareulven så tænderne kunne ses. ”Jeg tager den” sagde hun så efter de havde vekslet et par blikket. ”Vil du skifte eller?” kvinden pakkede de andre kjoler som Ruby havde prøvet væk. ”Nej jeg beholder det på” sagde hun og tog sin kuffert som lå ved døren. Hun pressede det andet tøj som hun var kommet med ind i kufferten og kvinden som havde betjent hende gik imod kassen. Ruby trak sin kuffert efter sig og stod nu foran kassen. Hun fandt sin pung frem og gav det samlede beløb til kvinden. Det var da altid noget hun havde råd til kjolen. ”Tak for hjælpen igen!” sagde hun og skulle lige til at gå inden kvinden standsede hende. ”Du glemte lige det her” sagde hun og rakte hende et stykke papir. Ruby så forvirret på kvindens hånd inden hun tog imod papiret. Hun åbnede det og så et nummer og et smiley på sedlen. Hun smilede og så op fra papiret. ”Tak… Elisa” sagde hun. ”Jeg lover jeg skriver til dig så snart jeg får muligheden for det” hun gemte papiret i sin kuffert. ”Og dit navn er..?” sagde kvinden og bed sig på underlæben. ”Ruby” sagde hun og vendte sig om imod døren. ”Ses Ruby!” råbte kvinden og Ruby vendte sig smilende. ”Vi ses helt klart Elisa!”

Hun stod i bar tær uden for butikken i Terre. Butikken skulle have været lukket for længst, men det er en af de slags butikker, hvor man kunne bestille specielle tidspunkter. Men så betød det også man skulle betale lidt ekstra. Men det var skam det værd. Hun havde ellers ikke haft tid hele dagen da hun skulle vande planterne og få smidt ting og sager ud, så de ikke skulle rådne op i hytten. Taxaen som hun havde ringet efter tidligere kom som kaldet. ”Quatre” sagde hun da hun lukkede døren. Manden nikkede og kørte af sted. Ruby tog sin mobil frem og tastede Elisa’s nummer ind. Hun skrev en besked med sit navn og sendte beskeden. Det tog ikke ret lang tid før Elisa svarede med: Pas på kjolen for mig. Ruby grinede og glemte at hun ikke var alene. Chaufføren kiggede underende på hende og nu formede han sikkert at hun var på et eller andet. I sær af den grund at hun var ude på det her tidspunkt med en kuffert. Hun ignorerede sine tanker og skrev et kort og godt ok.

”Så er vi her” sagde manden og han stemme lød så kedelig og monotont. Hun bebrejdede ham ikke. ”Tak” sagde hun og gav ham de penge hun nu skyldte. Hun tog sin kuffert og gik imod indgangen. Det var ikke fordi hun boede her eller opholdte sig der i aften, men fordi at hun havde aftalt med Angelo at han skulle hente hende ved hotellet da hun synes at det var synd for bilen at den skulle igennem skoven for at komme hen til hende. Desuden var hun jo ude i dag så det passede skam fint.

Hun stod og trippede med kufferten foran hende. Folk, der gik ind og ud så underligt på hende. Hun gav dem bare et smil og følte sig allerede usikker herude. Det var bare ikke hendes element.