Drager, Troner og Loyalitet (Åbent Emne)

Sted: Abbadon, den Sorte Fæstning.
Tid: Middag, tre dage efter slaget.
Omgivelser: Intet. Salen er tom for levende væsener, ud over Zane. Endnu.

-------------------------------------------------------------------



Tre dage var alt hvad Zane's skyggevæsner havde skullet bruge for at restorere Abbadons smadrede facade.
Porten, indgangshallen og de tykke mure som var blevet udslettet, var nu tilbage, nye og stærke og faretruende smukke på deres helt egen måde.
Abbadon var en fæstning for sig selv.

Alle militære enheder, systemer og genstande var blevet fjernet og/eller destrueret af Zane og hans magikere, og magiske wards var blevet kastet på væggene og i visse rum og sale. Wards som var usynlige, og kunne advare Zane om indtrængende i fæstningen... eller selv tage sig kærligt af dem.

Tronsalen var blevet ryddet for alt, og ikke én men to nye troner i sort sten stod nu på den lille forhøjningen for enden af tronsalen. En sort stendrage sad på hver trones ryg og spejdede stille mod porten ud til indgangshallen med deres lilla ametyst-øjne.
Dragestatuerne var, som de lilla bannere der prydede de store søjler i tronsalen, et tegn på at dette tilhørte D'tarion-klanen. Bannerne var prydede med en sort drage i midten.

Zane sad i den ene trone, med armene over kors og lukkede øjne.
En lille del af hans koncentration blev brugt til at styre de Skyggevæsner, som lige nu var i gang med at lægge de sidste fliser på pladsen uden for Abbadon.
Zane var iført sorte bukser, støvler og en mørklilla skjorte med en sort drage på det ene ærme.
Ingen våben var at se nogen steder... hans to magiske scimitars var jo blevet ødelagt i den sidste kamp om Di Morga...

Tre dage efter slaget. Alle snakkede om det. Det store slag, som i sidste ende var vundet af Zane. Eller vundet tilbage af Zane, var vel en mere korrekt betegnelse.
Giselle kendte ikke til Zanes styrke, men hun vidste, at hvis man var i stand til, at vinde sit gamle kongerige tilbage, var man mægtig.. næsten uovervindelig, hvilket kun gjorde det faktum, at hun var på vej hen mod Abbadon desto mere farligt og dumdristigt. Hvad hun ville her, vidste hun ikke. Eller jo, det gjorde hun; hun var nysgerrig.
*Den nysgerrig hed slår dig ihjel en dag, Giselle!*, tænkte hun, som en mental skideballe til sig selv. Hun var udmærket klar over, hvor sindssygt farligt hendes lille "eventyr" kunne blive, men alligevel stoppede det hende ikke. Hendes nysgerrighed havde overgået hendes frygt.

Hun var noget så tæt på Abbadons at hun kunne se skyggedæmoner, som sikkert var styret af Zane, der var ved at lægge fliser på pladsen foran. Det var ikke specielt klogt, at gå tættere på det - det var hun godt klar over. Men stoppedet det hende? Selvfølgelig ikke. Hun søgte skjul bag et træ, og studerede skyggedæmonerne derfra. Fra dette træ, løb hun videre til det næste, som var en anelse tættere på. Sådan forsatte hun, indtil der ikke var flere træer, som kunne få hende tættere på pladsen. Så hun blev stående hvor hun var, og ventede på, at en ny idé skulle tage form i hendes tanker..

lidt der fra stod en smuke engel. Det var Genevieve hun hade hørt at Zane Hade vunden en kamp, og der med hade han får sin fæstning tilbage igen hun ville se den elver på tæt holde. og på dem måde ville hun kunne skabe sig et billede af hans styrke, så hun ville forsøget at komme ind i fæstningen. Men med alle de skyggedæmoner som var uden for var det ikke en nem opgave at komme ind, men der skulle nok lykkes hende at komme ind. Men ikke med det sammen da hun ikke viste hvordan hun skulle komme forbi de skyggedæmoner,

Yuuki havde, som nok alle andre, hørt om Zane der havde vundet Di Morga tilbage, hun var meget imponeret af det, og var nu på vej mod Abbadon, ikke fordi det var klogeste, men hun kunne ikke lade være, hendes nysgerrighed måtte stille.

Hun sukkede lydløst mens hun gik, hun fik øje på to skikkelser, og troede først at det var skyggedæmoner, men så hurtigt at det var det ikke, hun trak på skuldrene inden hun gik ud til siden for at komme helt ud hvor man ikke kunne se hende, og så begyndte at gå rundt om Abbadon for at finde en anden vej ind.

hun sukkede stille da hun så et sted hvor der ikke var skyggedæmoner *Her* tænkte hun, så lidt rundt og gik over mod muren, hun bed sig i læben *Kom nu...* tænkte hun inden hun fokuserede og fik teleporteret sig over på den anden side af muren, og derved var inde...

Angelie, som havde brugt to ud af de tre dage, på at blive forplejet af alverdens healere, var nu næsten så god som ny, men ikke desto mindre stadig slidt. Hun kunne i det mindste nyde sin frihed ved at være tilbage bag Abbadons betryggende murer, imens hun lod fingrene glide langs væggen, som hun bevægede sig igennem forhallen og mod tronsalen, hvor hendes forlovede velsagtens ville sidde og nyde udsigten igennem sine skyggedæmoner. Hun var trods alt klar over, at disse var igang med at ligge sidste hånd på gårdspladsen.
På halvvejen ombestemte Angelie sig. Hendes blå øjne skimmede hurtigt igennem indgangshallen, inden hun satte i tre lange spring, og med sin medfødte elegance og smidighed, var det intet problem for hende at svinge sig op på gangen over salen, som ville føre hende ud til ydermuren.
De bare fødder gled lydløst og hurtigt over stenene, og i løbet af kort tid nåede hun den dør, som ville tillade hende adgang til selve muren, hvor hun i det øjeblik trådte ud.
Muren vendte mod gårdspladsen, og mens hun lod døren glide i bag sig, kunne hun fornemme hvordan skyggevæsnerne arbejdede for at blive færdige. Ja selv Zane måtte da kunne blive færdig på et tidspunkt.
Smilet gled langsomt over hendes læber, nu hvor hun kunne nyde synet fra det sted, hun altid ville kunne kalde hjem.. Det eneste rigtige hjem for hende. *Ikke dårligt, min hersker* tanken gled igennem hendes hoved, velvidende at han ikke ville kunne høre den. Magien i hende lå på sit laveste, og bare den mindste smule brug ville kunne afkræfte hende på ingen tid.

Hun kunne høre dem.. Ikke nok med at den ene var menneske, hvilket Angelie var i stand til at se med sine forstærkede sanser. Hun kunne næsten smage dem i luften, som de stod der og kiggede... ventede på noget.
Et suk gled over hendes læber, inden hun lavede et kast med hovedet, for at vende blikket mod hendes fødder, efter en diskret mjiawen lød dernedefra.
"Det siger du ikke.. Jeg forstår heller ikke hvorfor de ikke bare går ind" svarede hun katten, og rystede igen opgivende på hovedet, for så at vende rundt på hælen, glide ind igennem selv samme dør, med katten i hælen.
Ved kanten, satte hun sig med benene ud over gelænderet på første sal, og lod sig falde ned i et spring. Hun landede lige foran den åbne dør ind til tronsalen, i let bøjede knæ for at vende blikket mod Zane..
"Hvis deres nåde ikke allerede ved det.. Så er der.. gæster" mumlede hun roligt, og trak let på skuldrene.

"J.. Jeg tror ikke, d-det er en g-go-god idé, herre.. D-det ser f-f-far-farligt ud..."

Omkring 13 meter fra Abbadons hovedport, stod to figurer under træernes bladfyldte grene. Stemmen, der havde skælvet af rendyrket nervøsitet, stammede fra den mindste af dem. En lille pige var det, og slank også. Lange klumper af fedtet, sort hår slaskede ned af hendes ansigt, og dækkede for de underudviklede bryster. Hun rystede, havde tydeligvis ikke mere end et enkelt stof om hofterne på, og derfor havde kulden frit spil. Vinden gned sine fingre imod hendes rystende, spinkle struktur og rejste adskillige hår. Men den lille pige var vant til denne form for modbydelig lidelse. Hendes øjne lå dybt ind til kraniet, og det var endnu engang alt for nemt at føle medlidenhed for det triste barn. De var præget af tårer og underkastelse. Hun var slave, og sådan måtte hun nu engang leve, når mennesker syntes godt om hendes yndige konturer.
Pigen var ekstremt ynkelig at beskue, og så ufatteligt svag.

"Hold dog kæft!"

Manden, der var pigens nuværende ejer, slyngede en knyttet næve imod hendes kæbe. Og han ramte ganske vidst, for det tog hende kun 3 sekunder, før et smertefuldt hyl steg ud fra hendes strube. Han syntes ikke at føle den mindste medlidenhed for slavens tilstand. Derimod blev han irriteret af pigens efterfølgende piven, da hendes ene hånd var fundet frem til den røde kind, der ville hæve sig gevaldigt op næste dag. Hun sad på knæ, så mudderet var skvulpet indover hendes ben, da hun havde ramt jorden. Men hun kendte godt til følelsen af snavs, der kælede sig imod hendes bare skind. Der sad hun, forslået og kvækkende, med en forstoppet næse. Hun forstod ikke hvorfor han ville se en skabning, der havde genvundet sit herredømme. At han havde gjort det med magt, havde kun tilføjet mere frygt til hendes tallerken af rædsel. Hendes hundehvalpe efterlignende øjne sitrede, men hun nænnede alligevel at skabe øjenkontakt med sin ejer. Han gryntede bare temperamentsfuld, og svarede derefter.

"Op og stå, tøs. Vi skal se den mand, inden det bliver midnat!"

Hun nikkede, selvom hun stadig ikke havde forstået meningen med denne tåbelige adfærd. Hvad godt, der ville komme af dette, kunne hun ikke svare på. Men det var så sjældent, at hun kunne gennemskue andre. Især sine ejere. Det var nærmest umuligt for hende, at rejse sig helt op igen, men de kalvetynde muskler tillod det dog alligevel til sidst. Han var gået videre imod de enkelte skygge dæmoner, og staklen Dialko skyndte sig, for at kunne følge efter. Hun nåede dog at sende sig selv en tanke først.

*Zane... Vores alles hersker?*

Giselle havde set et par skikkelser mere udover hende, bevæge sig rundt i nærheden af borgen. Om de ville hende godt eller ondt var ikke til at vide. Hun kiggede ud fra sit skjul, og hendes blik gled over skyggedæmonerne. Nu måtte det bære eller briste! Her kunne hun da ikke stå hele dagen.. vende om, ville hun i hvert fald ikke, nu hvor hun var nået så langt. Med beslutsomme skridt gik hun kæmpe bue, uden om pladsen, for at undgå skyggedæmonerne så vidt muligt. Men forbi dem, det skulle hun på den ene eller den anden måde. Så måtte de stoppe hende, hvis Zane satte dem til det, og så måtte hun tage den derfra. Dumdristigt gjort, og næppe ordentligt planlagt, men det var for sent at fortryde. Hun var trådt ud fra sit skjul og på vej hen mod porten.

Giselle var iført en hvid kjole, som gik hende til midt på lårene, hendes mørke hår lå pjusket henover den ene skulder, og på hendes fødder var der ingen sko. Dem hun havde haft, var for små og for hullede. Hun måtte se, om hun kunne få købt nogle nye på et tidspunkt. Men penge var ikke ligefrem hvad hun havde mest af. Hun boede på gaden, og intet tydede på, at det nogensinde ville blive anderledes, selvom hun inderligt håbede på, at det ville.

Forsigtigt - hele tiden med blikket på skyggedæmonerne - lagde hun hånden på dørhåndtaget, trykkede det ned, og i en hurtigt, men yndefuld bevægelse trådte hun indenfor, og lukkede porten efter sig. Opdaget, ja det var hun sikkert, om der så var nogen på dette sted, der anså hende for værende en trussel, var så noget andet. Måske.. måske... måske. Hvor hun dog hadede det ord!
Betaget af fæstningens udseende indefra påbegyndte hun en mindre gåtur rundt på slottet. Nu var hun inde.. hvad var næste skridt så? Når det kom til stykket, anede hun det faktisk ikke..

Yuuki så lidt rundt, sukkede så og gik lidt rundt på gangene, hun bed sig stille i læben mens hun gik, hun så en døren trak på skuldrene, hun var endt i en mega sal uden noget rigtig, hun sukkede stille og gik videre gennem salen til en anden dør.
Yuuki kom forbi det der måtte være hovedporten, den tanke blev hurtigt bekræftet da en pige hurtigt smuttede ind af den, Yuuki kunne ikke lade være at små grine, hun var jo selv teleporteret ind, så hun anede ikke om hun var blevet opdaget, ja hun var ikke engang sikker på om hun faktisk måtte være der.
Hun sukkede stille igen inden hun fortsatte sin vandren gennem borgen med et tænkende og nysgerrigt blik, hun bed sig i læben og kørte stille en hånd over en af murene uden rigtig at tænke over det, men hun var også ligeglad med om nogen så hende gøre det, hun nød bare gå rundt og kigge.
Hun sukkede inden hun åbnede en ny dør og kom ind i en ny stor sal, hun så lidt rundt og fik øje på to skikkelser, den ene måtte være Zane, hun bed sig stille i læben og så lidt undrende på ham.

Genevieve så at der var ander. End hende ved fæstningen hun brede sig vinger ud og lette, og fløj ind over muren da hun atte landet valke hun en smule da hun ikke. Var såg gode til at flyve endnu da hun og hendes 6 søster alle lige var, blive til engel efter de var død som mennsker og nu skulle hun vend sig. til at hun var meget lette end hun hade vøre før sin død hun var en smuke, pige med lyst sølvfarvet hår og lyshud som hun altid hade haft også som lille. Hendes vinder slog hun ind så man ikke kunne se dem for hendes hår, men når de var slog ud var de smukke hvide

Tre dage siden kampen havde nået sin afslutning. Han havde hørt i avisen om de få ting han selv var gået glip af, hvordan Karl havde tager Alexander ind i sin krop for at holde ham indespærret, hvordan Zane havde kommet sig og hvordan Angelie endelig var blevet rask igen. Apropos den sidste, så kunne han skimte hendes kønne omrids på toppen af muren. IKke nok med at han kunne skimte hende, han kunne tydeligt SE nogle andre væsner, han anede ikke hvilke væsner det var, og det var ham egentlig også ubetydeligt.

Han tænkte tilbage på eftermælet af kampen foran Abbadon. Han var selv blevet såret, og han havde ikke engang kæmpet mod Karl eller Alexander. Hvilket helvede var Zane oppe imod var utroligt, og Urune respekterede ham for at have klaret sig så godt mod alle odds. Og han havde fået en yderst stærk allieret ud af det.

Han sad oppe på muren hvor Angelie havde stået for øjeblikke siden, alt for optaget af de andre til at bemærke ham. Stakkels pigebarn var alt for uopmærksom og sikker på at ingen ville dem noget ondt. Men hun tog fejl. Der var altid folk som ønskede andre ondt, men Urune var ikke en af dem. Hvis han havde ønsket dem af vejen ville han ikke have hjulpet Zane da han var i fare. Hans blik faldt på Zane som sad med lukkede øjne, tydeligt selvsikker. Utroligt.

Urune var uden besvær kommet op på muren og kunne sagtens have taget en riffel med og skudt Zanes hoved i stykker. Men han havde ingen idéer om at gøre det. Han ønskede ikke Zane noget ondt, ikke endnu i hvert fald. Nu måtte man jo vente og se hvordan Zane ville klare alt det her. Hans blik fulgte alle de andre som åbenbart også var kommet ind på mystiske måder. Han havde ingen intentioner om at gøre sig bemærket og kiggede bare rundt langs pladsen for at se om der var nogen han kendte. Angelie var lige sprunget ned fra muren, hun kunne ikke være langt herfra. *Hide and seek, hide and seek...* Sådan føltes det for ham.

SKyggedæmonerne lagde nu den sidste flise på pladsen, og i samme øjeblik, åbnede Zane sine klare, lilla øjne. Skyggevæsnerne udenfor forsvandt omgående, og Zane rejste sig op.

"Jeg ved det. Mine magiske wards afslørede dem. Men deres nysgerrighed er forståelig.. de skal ikke straffes." sagde han, og begyndte at gå over mod porten.
"Kom, Angelie.. lad os møde vores folk udenfor, hvor alle kan føle sig mere sikre."

Han gik igennem forhallen, og da han nåede den massive port der førte ud til pladsen, åbnede den langsomt, ved hjælp af magi.
Porten knirkede en anelse da den åbnede, men det var kun naturligt, da den var lavet af træ.

Zane gik ud på den del af plladsen som lå lige foran Abbadons port. Denne del af pladsen bestod af en lav trappe, som førte p til fæstningen, og dermed var Zane en anelse hævet over de folk der var samlet på pladsen.

Han kiggede ud over forsamlingen og nikkede.
"Di Morga..." sagde han,med en magisk forstærket stemme, så alle kunne høre ham.
"Jeg er Zane D'tarion, Valshar af D'tarion klanen og Herre af Di Morga. Jeg hilser jer som mit folk, som det folk jeg vil beskytte,og som mine landsmænd- og kvinder. Som i ved, har mine krigere skånet Di Morga's befolkning i invasionen, og kun dem, som har modsat sig invasionen ved brug af våben eller magiske evner, er blevet taget til fange eller dræbt. Det er ikke folket som sådan, der var problemet. Det var den person, som ledede folket. Derfor står jeg nu her, som Herre af Di Morga, for at rette op på tingene."

Hans blik skiftede nu til de to personer og den unge pige, som så stærkt afkræftet ud, og han kneb sine øjne en anelse samme.
"I der... kom herop til mig. Alle tre." sagde han roligt.

// RÆKKEFØLGE: Zane - Giselle - Guenevieve - Yukii - Angelie - Dialko - Urune //

Et vivar af skygger dansede rundt omkring på abbadons plads. Arthur var en af disse skygger, plus hans højt elskede trolde. Skyggerne dansede indover den store plads med trommer og violiner i hænderne. Trompeter lød højt over pladsen og røvsyg musik spillede ind for at vanære Zane. "Zane, den store nød, han er jo fandme hjerne død" råbte nogle af troldene. Bjælder lød fra troldenes gøgler dragter og brændene benzin flasker skyldede ned på noget af de nylagte fliser som blev fyldt med sod. Nogen steder fangede ilden, i diverse træer og buske. "Zane, vi ved hvor du bor! Hos din gamle bedstemor!" råbte en håndfuld trolde og kastede med rådne tomater ned over embedet.

En anden håndfuld, bevæbnede med skjulte våben trådte ind i salen. I hånden bar troldene store bure med solsorte. Solsortene var barberet skaldet på ryggen og tattooveret med et navn. "Helvedesulven". Solsortene blev sat fri inde i salen og flakkede rundt. I mens stod den højeste af troldene i midten af salen og betragtede sine trolde vælte diverse møbler og kaste med sedler med "Helvedesulven" trykt på. "Hej Zane" sagde Arthur. "Husker du mig?" sagde Arthur og rev sin maske af. "Jeg sluttede mig til dig.. men nu gælder det modsat. Jeg frastøder dig..." sagde Arthur. "Og jeg vil nedlægge dig." sagde Arthur tog sin maske på og smed en røgbombe og løb sammen med sine trolde ud af Abbadon og imod Forét.


Bag masken grinede Arthur smørret. Så kan sortelveren lærer det.. han lovede at give Di Morga en ny fremtid og straffe mordere. Og Arthur var ikke blevet straffet i de tre dage Zane havde hersket. Og han var ikke tålmodig. Han ville dræbe de sortelver bødler Zane ville sætte efter ham. Og nu galdte det om at få nogle støtter. Først ville Arthur føje Logan til sin hær, herefter andre opgører og til sidst ville han vælte Zane, på rekord tid. Da Arthur kunne se Forét sprang ind i krattet og fik flænget sin gøgler dragt sammen med sine trolde. Da de fandt højen der skjulte Ny Forétsby (Den underjordiske landsby Arthur havde skabt med troldene) løb de ind af porten og til forede indgangen med jord så den så naturlig ud ved siden af elverlejren.

Næppe var hun kommet inden for dørene inden Zane og pigen han kaldte Angelie besluttede sig for at gå ud på pladsen. Så meget besvær for at komme inde på borgen, når dem som hendes nysgerrighed var rettet imod, besluttede sig for at gå udenfor. Hun holdt sig i baggrunden og gik naturligvis med ud. Hendes nysgerrighed var endnu ikke stillet helt. Idet Zane kaldte folk sammen, stod hun med vilje, så langt væk hun kunne, uden at de så.. underligt ud. Uanset hvad, så var hun det eneste menneske i flokken, hvilket i sig selv var en svaghed. Det vidste hun godt, og det irriterede naturligvis, men samtidigt gjorde det hende også nervøs og utryg. Selvom der sikkert ikke, var nogen der ville gøre hende noget, var følelsen der stadig. Den var der altid.

Idet Zane bad "tre" om, at komme op til ham, kastede hun automatisk blikket på de tre, som stod rundt omkring udover hende. Hendes blik gled fra det ene væsen til det andet, og så til den afkræftede pige. Usikker på, om hun også skulle gå op på pladsen hvor han var, blev hun blot stående. Dette her, gik stik modsat den plan der var begyndt at tage form i hendes hoved. Hun ville se og holde øje med, hvordan tingene stod til efter Zane havde overtaget. Da ikke stå ansigt til ansigt med ham eller hans forlovede! Men tingene var ligesom ikke rigtigt gået efter hendes hoved.

Et halvkvalt skrig banede sig op igennem Giselles trolde og skygger.. og solsorte? sammen dannede et form for angreb mod Abbadon, som mest af alt lignede en form for advarsel. Hvad var nu det? Var det ikke meningen, at der skulle være fred i Di Morga? Var det ikke derfor Zane havde overtaget? Hun trådte nogle skridt væk fra skoven, i det djævlen fremsagde - sine garanteret planlagte - ord. Hun så vantro til, imens han lovede ham, at han ville nedlægge ham. Nedlægge Zane? Der skulle vidst en del mere til.. eller hvad? Det måtte hun erkende, at hun ikke have særligt forstand på, og hun kunne kun sukke lettet, idet væsenet, sammen med sine skygger, trolde og fugle forsvandt ind i skoven..

De var skræmmende. Trolde alle vegne, og det nærmest satte gang i Dialkos næste reaktion. Hendes knæ svigtede, og hun satte sig ufrivilligt på hug. Allerede nu var hun et nemt offer, og det satte tydelige spor i det, der dernæst syntes at være en naturlig ting for en lille pige som hende. Hendes hænder fløj fra den grove jordmasse, til hovedbunden. Hænderne rystede, og man kunne se hvordan hun spændte musklerne af stress. Hun var ikke den rolige type, der kunne tænke klart under faretruende situationer. Hun reagerede, som enhver anden uerfaren pige, der ikke havde lært kampkunstens goder. Hendes lange hår, der lå tungt om hendes ansigt, klaskede nervepirrende imod bunden. Der var intet som et pludseligt angreb, der kunne få en slave som Dialko, til at skrige af bar rædsel. Tårene tvang sig selv til at glide ned af hendes røde kinder, og langs den muskelmarkerede hals. Hun sitrede, og det var imellem ejermanden og de larmende optøjer, der var grunden til hendes ekstreme adfærd. Når man er slave, er alting en trussel..

Ejeren af den rystende pige, stirrede med store øjne. Han kunne ikke tro hans øjne, og flakkede ansigtet til siderne. Hvad der end skete, så måtte han selv overleve, og det var sådan, mandens ophidsede blik faldt på slave barnet. Ynkelig, det var hvad hun var. Hun lå der, og tænke kun på sig selv, hvilket fik ham til at blive rasende. Han trak benet en anelse tilbage, gned tænderne imod hinanden, og gav sig til at losse Dialko 4, hvis ikke 5, meter frem. Det blev gjort med en nærmest brutal styrke, men han følte stadig ingen empati for pigens skrig, der kunne sprænge glas. Hun, Dialko, led store smerter over hele hendes arrede krop. Det var først da hun endelig stoppede, og lå på en aldeles akavet måde, at hun kunne føle de utallige nye sår og skrammer. De bed i hendes hud, og slog endnu flere tårer frem for hendes øjne. Det hele blev sløret, men det tænkte hun ikke så meget over, når nu at lidelserne var langt fra forsvundet. Muskler, hud og kød strammedes, for kulden havde gjort hende stiv. Hun kunne ikke gøre andet end at ligge der, skrabe sine tænder imod hinanden og bede til, at ejeren ikke ville gøre andet end dette. Men når man er en slave som Dialko, med en ejer som ham, er sådan noget nyttesløst. Troldene fløj stadig over deres hoveder, som også var en af de grunde til at hun havde fået et tilfælde af hyperventilering. Der lå hun så, skrøbelig og ubrugelig i enhver sammenhæng.

Ejermanden blev igen arrig, over hendes uduelighed. Hun kunne ikke beskytte ham imod disse væsner, og det var på ingen måde i orden, for en slave. Han for frem, stampede brutalt på jorden, som om han prøvede at indgyde en smule frygt. Hans kinder var røde, imens at den hvide luft fra hans næsebor sivede udenfor, lavede smalle røgskyer, der fulgte efter den frådende ejer. Dialko havde opdaget ham, og igen fløj hænderne imod hovedbunden. Hun kunne næsten mærke de lidelser, der nu skulle påføres hendes afmagrede krop. Sikke en forfærdelig dag, det her var. Der var ingen glæde, kun hendes skrig i det nu igen tomme luftrum. Troldene var stukket af.
Han nåede lige ved siden af den lille klump af en pige, stak hånden ned og løftede hende ved håret, med en barbarisk styrke. Han bemærkede ikke hendes efterfølgende skrig af nåde og smertefuld hulken, idet han automatisk stillede læberne for hendes øre, og direkte hylede af vrede.

"Hvorfor fanden er du så egoistisk?! Så du sætter dig bare og håber på at de dræber din herre, hva, din modbydelige lille møgtøs?! Jeg skal fandme sætte dig på plads!"

Dialko, en stakkels lille pige med en kortvarig og dog grufuld tinitus, måtte tage sig til det andet øre. De var lange, og han skreg hende ind i øregangen, hvilket gjorde sindsygt ondt. Hun havde det næsten som om det blødte, og hun måtte banke tænderne godt sammen, for ikke at hyle. Hænderne prøvede at forsvare sig, men hun havde endnu nok logik i sig, til at holde sine negle tilbage. Hun havde ikke lyst til at dø lige nu. Ejermanden tilgengæld, var stoppet med at råbe, men det betød ikke at han var kølet af. Han spyttede hende direkte på kinden, og ramte også lidt af de sprukne læber af pigens, før han besluttede sig for at gøre en ende på hendes ligegyldige person. Han løftede den anden hånd, gjorde sig klar til at slå. Hun så det, og det eneste hun valgte at gøre, var at knibe øjnene sammen og sprænge de før gemte vinger ud, så de var nemme at spotte, lige ved siden af skulderbladene.
Hun sagde farvel, inden man kunne høre lyden af en knytnæve, der susede igennem vinden.

... Hvis ikke der kom hjælp, ville det her være enden på hendes dystre minder og mareridt...

Yuuki gik stille rundt på slottet endnu, hun havde set Zane gå ud, og hun havde besluttet sig at følge efter lige om lidt, hun sukkede lydløst og gik ud på pladsen hvor andre også stod, hun sukkede igen og så lidt rundt, hun fik øje på to skikkelser den ene slog den anden, normalt ville hun havde ignoreret det, men noget fik hende alligevel til at teleportere sig hen i nærheden af dem.

En lille vrede skød op i hende da hun kunne se at det var en pige der blev slået af en mand... eller... måske nærmere sparket, hun skar stille tænder, det var jo tydeligt at den lille pige ikke kunne klare sig mod ham, da han løftede hånden for at slå pigen reagerede Yuuki, hun teleporterede sig hurtigt om bag manden og greb fat i hans hånd "Du rør hende ikke mere!" hvislede hun hårdt til manden.

Hun så over mod Zane da han talte ud over forsamlingen, hun skubbede manden væk hjalp pigen op "kom" sagde hun stille og gik med pigen over til forsamlingen, hun støttede hende stille så hun ikke ville falde, det undrede hende selv hvorfor hun dog hjalp denne pige, normalt hadede hun børn, hun havde fx skræmt en lille dreng, og slået samtlige ihjel, men alligevel denne pige havde hun redet... og hun forstod ikke hvorfor...

Blikket faldt rundt. Der var meget uro nede på pladsen. den unge mand Zann kom gående hen af pladsen. Med høj og nærmest glædelig stemme sagde Zann "Zane du gamle jeg hørte du var kommet på magten igen" blikket gik forbi manden som så ud til at være lige ved at flippe på den unge kvinde som hjalp barnet. Med hurtig refleks trak Zann sin pistol og skød efter manden men skuddet ramte lige foran mandens fødder. Hvorefter han beholdte sigtet på manden. "Hun er kun et barn din idiot" sagde han og trak toppen tilbage klar til at skyde endnu et skud mod manden. "nåh Zane jeg kom faktisk for at tilbyde min tjeneste vis du altså kan bruge mig" sagde han og rettede sig mod Zane og bukkede ydmygt for den unge hersker af Di Morga som engang for mange år siden havde været selv samme person som Zann havde kæmpet imod og dræbt. Dog med bekostning af hans eget liv. Pistolen var stadig rettet mod manden og an havde ikke tænkt sig at sænke den den mindste forkerte bevægelse fra manden og han vil få et 8 hul i hovedet lige i panden. Zann havde blikket skiftevis på manden og på Zane "ærede hersker af Di Morga" sagde han og stilte sig på knæ og lagde pistolen ned på jorden nærmest for at være på knæ men stadig med de andre sanser end synet rettet mod manden. Den mindste bevægelse bare den mindste. Og så var det farvel såkaldte mester.

Efter et stykke tid rejste Zann sig op igen blikket faldt igen på Zane da han lagde pistolen væk. Den røde læderjakke plaffede svagt det store sværd var siddende på ryggen og de 2 pistoler kunne ses i holderne ved ryg slutningen bag jakken. I fronten kunne man se våbene men det var fordi han ikke ville skjule sine våben Zann havde kun de 3 våben på sig og ingen anden Zann var ikke kommet i krig han var kommet i fred i håb om at få mere viden om Zane. I håb om at blive en tro soldat i Zane's hær ikke fordi Zane var svag men fordi Zann havde sin styrke sin ikke helt opklaret styrke. Styrken bag ham var meget større end hans nuværende men han kunne ikke komme længere med sin træning. Der skulle dresstiger midler til som i dette tilfælde var at bede om hjælp af Zane. Med en ydmyg gestus tog han sin læderjakke af og lagde den foran ham og trak sine pistoler op og lagde dem på jakken samt sværdet langs jakken og stilte sig så på knæ igen. "Mine våben og min sjæl og krop er til din tro tjeneste Zane D'tarion vis du tager imod dem". Ydmygt lukkede han øjnene og ventede på sin dom. Om han var værdig eller om Zane stadig hang fast i for mange år siden havde de været ærkefjender.

Hun sukkede kort og lettere opgivende.. Hun var ikke typen, der havde lyst til at stille sig frem foran en folkemængde.. ja nogle gange kunne hun endda komme til at savne 'de gamle dage', hvor hun ikke havde været andet end en håndlanger for ham. "Med magt kommer ansvar" mumlede hun til sig selv, rystede let på hovedet, inden hun lod en kærtegnene hånd glide ned over Zanes arm som han passerede hende, for at komme ud til gårdspladsen, hvorefter hun selv ville følge efter.

Udenfor stod hun stille, diskret skråt bag hendes herre, og tog personerne i øjesyn, som de trådte frem. Ja man kunne jo ikke forvente andet, men hun syntes det var for tidligt. Det var ikke meget tid hun havde haft alene med Zane, og som enhver anden pige, ønskede hun at tilbringe noget.. kvalitetstid med sin forlovede.
Hun holdt det dog for sig selv på nuværende tidspunkt og betragtede bare synes foran hende.

Hendes sanser reagerede faretruende hurtigt, som den kriger hun nu engang var blevet til, ville gøre. Troldene dukkede op, men det var ikke dem hun fokuserede på, men den talende skikkelse. Da Arthur var halvvejs i sin monolog, eller snak, hvad man nu ville kalde det..
Et hurtigt vink med hånden, fortalte elverne på ved skydeskårene at de skulle tage sigte på denne person, i tilfælde af at denne skulle forsøge på noget.
Angelie ventede, og lod personen snakke færdigt. I samme sekund, som denne greb en røgbombe, som hun så som en trussel mod hendes hersker, satte hun i et elegant, og faretruende hurtigt spring, så hun landede bag Arthur. Hvis denne mod al fornuft ville være i stand til både at kaste røgbomben, fokusere på at sigt, og springe væk på en gang, ville den arm, som hun lagde omkring halsen på djævelen fejle.
Hvis ikke ville hun låse armen fast i et kvælergreb om Arthurs hals, og lade den anden hånd, som havde fremtrukket en kniv i springet, lade æggen af denne hvile mod Arthurs pulsåre.
"Du har valgt det forkerte tidspunkt at lege katten efter musen" ville hun hviske diskret mod hans øre, med en hvislende stemme, som en slanges, og kold som isen selv.
Hvis Arthur valgte at bevæge sig bare den mindste smugle, eller hvis hans såkaldte trolde ville forsøge at nærme sig hende, ville hun stikke kniven direkte ind i halsen på ham, og derved fremtvinge en hurtig død for dette væsen.

Hendes blik ville derpå dreje op mod hendes hersker, med et halvt spørgende blik, for at finde ud af hvad han ville stille op med denne forræder.
Alt andet omkring hende var på nuværende tidspunkt ligegyldigt, selv pigen, der tydeligvis blev trynet af en anden mand, men Angelies fokus var på Zanes sikkerhed.. Frem for alt andet.
Dette betød dog ikke, at hun ikke spidsede ører, da en anden person talte direkte til Zane. Det var ikke en hun kendte, men hun mindedes at have set ham en enkelt gang ved et bryllup for mange år siden efterhånden. Hun lyttede, imens hun samtidig strammede grebet en anelse.

Han sad stadig stille og roligt på toppen af muren, Zane så ud til at være klar over hvem der var til stede her. Sikkert noget sort elvisk magi han besad, men det betød intet. Alle de personer betød intet for ham, ingen anden end Zane og nu Angelie som sprang efter Arthur. Hans blik drejede sig dovent efter hende og Arthur og hans trolde. *Suk... Mon man skal tage sig af de... Mærkelige væsner som følger Arthur?* Men hun ville nok klare sig, Zane var der jo trods alt. Og som om han ville lade Angelie komme noget til, den måde hun altid var omkring ham måtte betyde noget. Hun var i hvert fald ikke værdiløs, hun var der under kampen og han havde hørt at det var hende som havde sluppet den mægtige Guy løs, den samme person som havde gjort at han selv var sprunget ind i kampen.

Angelie... Hvilken beundringsværdig person og sikke en personlighed hun dog havde. Før nogen vidste af det var han kommet ned fra muren og stod bag Angelie, uden så meget som en lyd. "Jeg synes nok De så køn ud da de var bevidstløs, men nu, hvor du er ren og i fint tøj ville køn jo nærmest være en fornærmelse." Han var ligeglad om hun kunne huske eller kende ham eller ej. Han ville bare drille hende. Han kastede sit blik rundt og så på pigen som blev tævet, hvordan ham som tævede løs på hende blev stoppet af et andet ukendt væsen som han ikke følte var værd at bruge tid på.

Han gik væk fra Angelie og gik mod centrum, uden at sige et ord ud over det han allerede havde sagt. Han havde intet at sige andet end få ord til Zane. Han bukkede dybt for ham i det han stod foran ham. "Jeg gratulere Dem med sejren. Det var en hård kamp er jeg overbevist om, men De klarede Dem ud af den i live, og sejrrig. De har min respekt for den styrke og fart De udviste var utrolig." Han rettede sig op og kiggede efter Zane's øjne. Var ikke rettede mod ham... Lige nu, i hvert fald.

Hvis troldene kom bag på ham, viste Zane D'tarion det ikke. Han fortrak ikke en mine da den latterlige parade begyndte, og han værdigede ikke Arthur et eneste blik. Han fokuserede i stedet på pigen, som fik tæsk af den mand, som tilsyneladende ejede hende.
Zane trak på smilebåndet da en person, en dæmonpige, kunne han fornemme, reddede pigen fra hendes ejer.

Med sin specielle evne som normalt var et ualmindeligt farligt våben mod dæmoner, sagde han på telepatisk vis til dæmonpigen, Yuuki, følgende: "Yuuki.. jeg er Zane, frygt ikke. Jeg vil dig intet ondt. Du har gjort en god gerning... tag dig af pigen, eller bring hende ind i Abbadon, og vi vil tage os af hende og give hende hvad hun har brug for."

Så afbrød han sin evne, og vendte opmærksomheden mod Zann Bang, der pludselig var dukket op. Han huskede denne dæmon... de havde skam kæmpet engang, og det var sandt at Zane havde tabt... eller... tabt og tabt.. de døde jo begge to.
Men under alle omstændigheder, var det længe siden... og Zane vidste at han selv var en anden person nu - og en anden kriger.

"Dine evner kan bruges.. du vil blive kontaktet." sagde han blot, hvorefter han vendte opmærksomheden mod Urune.
Han genkendte skam dæmonen fra kampen mod Guy og Scars.
"Du er... Urune." sagde Zane, for han havde hentet dæmonens navn ved hjælp af sin evne.
"Jeg takker for dine ord, og for din assistance i kampen. Du viste en nåde til dine modstandere som kun de færreste ville have vist. End ikke jeg ville have ladet dem leve... og for det, fortjener du en belønning..." sagde han med et kort smil.
"Du kan træde i min tjeneste, og hjælpe med at gøre Di Morga til et sikkert sted. Din belønning er dog ikke dette... men en magisk genstand som jeg vil finde til dig så snart jeg får tid. Jeg tror jeg ved hvilket du skal have..."
Hans øjne glimtede lidt mens han spekulerede over Urune.
Dæmonen havde et godt hjerte...

Zane vendte nu sin opmærksomhed mod den store forsamling af mennesker og magiske væsener, der efterhånden fyldte hele pladsen og de omkringliggende gader ud.

"Di Morga vil blive et bedre sted at være nu... og den første lov jeg vil nedfælde over dette land, er følgende..." sagde han med sin magisk forstærkede stemme.

"Alle former for slaveri og trældom er hermed forbudt, og det skal ophøre med det samme. Alle slaver og trælle er nu frie til at gå deres egne vejne. Slavehandlere og slave-ejere skal med øjeblikkelig virkning befri alle deres slaver. Straffen for ikke at gøre det, vil være uoffentlig, og den vil foregå i Abbadons dybeste fangekældre. Jeg tolererer ikke lovbrydere."

Mens alt dette skete, havde en gruppe D'tarion krigere lynhurtigt fulgt deres Valsharess' eksempel, og pågrebet sp mange a troldene som muligt.
Enkelte trolde var sluppet fri, men en række af soldater omringede nu hele forsamlingen, klar til at stoppe enhver trold, eller Arthur, som ville forsøge at slippe ud.

Genevieve gik valken frem. I mod Zane som hade kaldt hende og 2 ander frem til sig Genevieve var, svække men ikke så meget som det kunne ha være hun stod nu foran Zane. Men uden at se ham i øjnen selv om hun var engle var hun bange, hun hade ikke rigtig funden sine magiske kræfte endnu og var det for. Et meget let mål at rame da hun slet ikke kunne forsvar sig ordenliget, hun neje for Zane for hun viste at hun ikke var ude på ballade men. Kun for at finde ud af hvordan Zane var og hvad han var for en,

Giselle lod blikket glide rundt på den mindre forsamling, der efterhånden var stimlet sammen rundt på pladsen. Rygterne spredte sig hurtigt, åbenbart. Som folk dog kunne samle sig, når der skete noget nyt..
Hun trådte nogle ekstra skridt tilbage. Hun følte sig enormt utryg i selskab med så mange væsener af forskellig slags. Hun var kun et menneske. Et svagt menneske, som hverken havde nogle psykiske eller fysiske fordele medfødt pga. sin race. Ingen forstærkede sanser, ingen ekstra styrke, ingen vilde evner, som tankelæsning eller kontrol over nogle af de fire elementer. Ingenting. Armene lagde hun beskyttende om sig selv, imens hun hørte Zanes ord. Han ville gøre alt godt for folket, lød det som om. Nu hvor han havde vundet magten tilbage, ville han åbenbart sørge for, at Di Morga blev så godt et land, som muligt... Måske, så der ikke var nogen, der ønskede ham frataget hans magt. Han advarede samtidigt imod, at bryde lovene, da det ville have konsekvenser.

Hun kastede et blik på en dæmon som stillede sig bag Zanes forlovede -Angelie, var det ikke det, hun hed? - og komplimenterede hendes udseende. Ham havde hun heller ikke set før. Faktisk, havde hun ikke set nogle af de væsener som stod tættest på hende. Hendes blik gled fra dæmonen og hen til manden, som havde været ved at tæve en pige, som meget vel kunne være hans slave. Heldigvis havde en dæmon af hunkøn hjulpet den stakkels pige. Samtidigt tilbød Zane pigen alt hvad hun behøvede.. Måske var det alligevel meget godt, af han havde overtaget tronen, siden han behandlede sit folk så godt..


//Undskyld den korte længde - kreasvigt -.-//

"Slip mig... ellers bliver det værst for dig selv!" sagde Arthur til Angelie og grinede bag masken. Lydløst førte han sin hånd op til Angelies nakke og rettede det skarpe negle på et bestemt punkt han efter efaring vidste kunne hæmme hende hvis han trykkede hårdt nok. "Hvis du ligger din kniv i skuffen... gør jeg det samme" sagde Arthur med en bestemt tone. Så talte han til soldaterne der sigtede på ham. "Hvis i skyder mig.. vil min sidste handling være at hæmme jeres herskerinde. Hendes krop vil aldrig komme sig over det....". Denne stilling kunne blive ved... "Kvinde menneske og Zane, i vil gøre jer klogt i at lade mig vende hjem, ellers går det udover Di Morgas folk, og det skal mine trolde personligt sørge for. Og drabet på mig vil fører til drabet på Zane og hans fæstning. "Hvis den store herre af Di Morga lader mig gå vil jeg ikke forvolde meget skade.... ergo, ingen uskyldige bliver dræbt." sagde han roligt og selvsikkert. Og dette var en løgn.... selvom Arthur ønskede at det skulle være det ville han ikke gøre det, men tiden ville have ham til andre ting.

"Og inden jeg går ville jeg gerne se skriftlige beviser på at Zane nu også er Di Morgas herre. Ellers du Zane, blot en løgner der skal ende dine dage i dit eget tortur kammer." sagde Arthur bestemt med en slange stemme. "Og når jeg vil se skriftlige beviser er det Scars underskrivning på at Zane ejer hans tidligere land... Det er jo syndt at folk mister traditionerne." Arthur stirrede på kvindemennesket. "Så er det godt... jeg har ikke lyst til at lege mere.." sagde han og med dem anden hånd rev han hendes hånd med kniven væk og lagde kræfter i for denne kvinde så ud til at kunne slå igen. Ergo at besidde fysiske kræfter. Men hvad så.. det skulle ikke hindre en mand med 12 års efaring i massemord.