Almost static//Åbent emne//

Sted :: Transformerstationen lidt uden for selve byen

Omgivelser :: Hvordan der nu engang ser ud omkring en transformerstation, der er ikke så mange omkring

Tid :: Det er hen ad aften

Vejr:: Det tordner i det fjerne og allerede nu styrter det ned


Cicero havde som sådan ikke rigtigt overvejet grunden til at tage til Di Morga særlig meget, da han hørte at der var andre i verden som ham, var han bare nød til at tage afsted og se om det virkelig holdt vand. Manhatten var selvfølgelig det sted i verden hvor han ville føle sig mest hjemme, men udsigten til at der var andre med den samme lidelse som ham, gjorde at han ikke lade være med at tage afsted. Cicero sprang som en lynkile fra en transformer og landede på jorden, der kom røg fra hans krop mens han rejste sig op og trak den hvide hætte ned så han lidt bedre kunne få en fornemmelse af hvordan byen der strakte sig foran ham så ud. Det var ikke lige det han havde regnet med, han havde forventet at se et helt land der bar præg af at være fyldt med supernaturlige væsner, men det hele så mere eller mindre normalt storbys-agtigt ud, men da den første skuffelse havde lagt sig kom han til at tænke på at det nok heller ikke var i indbyggernes bedste interesse at fremstå alt for forskellige fra mennesker.
Cicero satte sig ned og kiggede ud over byens lys, han vidste ikke helt hvad han skulle forvente af det hele og han var bestemt ikke sikker på om det overhoved var rigtigt at der fandtes andre som ham, hvordan kunne der også det, han var uden sidestykke, et af naturens ondskabsfulde små eksperimenter. Han kiggede på transformeren der var våd af regnen der faldt som tunge dråber fra en kuldsort himmel, han rakte hånden ud og en kile af lyn sprang straks fra den og til hans hånd. Han tænkte mens strømmen fra transformeren langsomt fyldte ham med energi, "Er jeg dømt til at gøre bod for et tidligere liv?". Det havde været et tilbagevende spørgsmål for ham i meget lang tid, men han havde ikke kunne finde svar på hvorfor han var som han var nogen steder, ikke hos religiøse mennesker, eller gennem teknologi og videnskab, han var simpelthen ikke en ting som burde være mulig i verden som han så det, men ikke destro mindre var han der jo.
Cicero kunne mærke at han ikke kunne rumme mere energi ligenu og rejste sig, han kunne vel lige tage sig et hurtigt kig på byen og få pusset sit franske af, han havde ikke snakket det siden han forlod sit hjem i Canada inden han var rejst til USA, han havde faktisk ikke snakket med sine forældre i mere end en måned nu han kom til at tænke på det, selvom han havde et anstrengt forhold til det meste af hans familie, var det dog ikke mere end at han sørgede for at snakke med dem fra tid til anden, de var trods alt de eneste der forstod ham i en vis grad og havde hjulpet ham gennem mange nedture. Han gøs ved tanken om den snigende depression han led af, det var ikke en fed fornemmelse når verden syntes at være imod en og man ikke kunne gøre meget andet end at sidde i et hjørne af en seng og føle sig alene. Det var efterhånden længe siden han havde haft et depressivt andfald og han håbede ikke at han kom til at opleve det igen, men inderste inde vidste han godt at han ikke kunne vide sig sikker, der var altid et eller andet der nok skulle bringe ham ned, selv når han havde det bedst, som regel var det menneskenes ondskab mod hinanden der fik ham til at blive ked af det. Hvorfor nogen ville gøre så meget for at skade andre kunne han ikke forstå, han havde mere end én gang sørget for at mennesker der ellers ville have slået hinanden ihjel ikke havde fået chancen, det var en mærkelig måde at have det på og folk havde udnævnt ham til en form for superhelt, men der var intet super over ham, han følte sig udstødt og alene, selv når der var mange omkring ham.
Han åbnede det lille glas med piller og slugte hurtigt en, som regel virkede de når han sendte sig selv ned af en mørk spiral, men andre gange var det ligemeget haved han gjorde, så kunne han ikke få sig selv op af det hul han gravede.

Cicero kiggede op mod den truende himmel og smilede svagt for sig selv, hvis dether skulle forestille at være det skønne og solrige Frankrig som han havde hørt om, så var der endnu ikke meget at være imponeret over.

Sted: På mørklagte veje i retning af transformerstationen

Liam holdt af at køre bil; han gjorde det primært for at slippe væk fra byen. De sidste par måneder havde han siddet på tredje etage i den belgiske ambassade store murstensbygning i Geneve og lyttet til internationale forretningsaftaler, når han altså ikke sad og snurrede rundt på sin kontorstol og udtænkte forskellige måder, hvorpå han kunne løsrive værtens hoved fra sin kongeblå skjortekrave uden at vække for megen opmærksomhed – eller på en måde, der kunne få de andre deltagere i mødet til at rejse sig op i høje jubelbrøl og tage undertøjet uden på jakkesættet.
Nu havde han endnu engang frihed nok til at køre åndeløst rundt i Di Morga, blot et par hundrede kilometer væk fra Schweiz; denne lille verden morede ham. Men frihed? Nej vent, hvilken frihed? Tanken bragte et smil på hans læber, som reflekterede sig i bakspejlet som Guds afklippede hvide fingernegl. Der var ikke noget, der hed frihed, det stod meget klar for Liam, og hvilket det havde gjort i næsten halvfems år. Han blev oplyst en vinternat, hvor hans Skaber, Kalamka, havde læst højt fra en tyk læderindbundet bog med en samling af flere hundrede år gamle eventyrer. Kalamka havde fugtet spidsen af sin enorme, brune pegefinger med tungen og bladret om på sidste side af en af de midterste fortællinger, mens hans øjne stod tomt ud i luften. Liam mindedes ikke at have set dem lige så tomme siden dengang. I stedet for at læse resten af eventyret op, havde Kalamka sagt: ”Denne faglige forestilling om frihed findes faktisk ikke.” Liam fik aldrig hørt slutningen, i stedet brugte de resten af natten på at samtale om denne allitterere F sætning.

”Kan du huske frihed?” spurgte Liam sin Skaber, der sad på bagsædet af den store mørke Linux, der fik Liam til at virke endnu mindre bag rattet, end han i forvejen var. Hans stemme var ikke ligefrem nysgerrig, snarere udfordrende, komplimenteret af små glimt i hans sorte øjne. Kalamka gengældte blikket excentrisk. Hans afrikanske afstamning gjorde ham næsten usynlig i mørket, man kunne lige akkurat se konturen af hans hoved, månen skilte skyerne fra hinanden og lod et svagt lys slippe ind gennem de dæmpede bilruder. Han var en kæmpe. Den største mand Liam nogensinde havde været i nærheden af.
”Gud gav os ikke fri vilje, han gav os muligvis et vagt frit valg, men ikke en vilje. Vi styres af Gud, for han kender vores fortid, nutid og fremtid. Alt, hvad vi gør, står allerede i hans bog, ligegyldigt hvor uregelmæssigt vi betragter vores handlinger. Gud skabte alt; alt er allerede skabt. Det kan ingen frihed ændre på.” Kalamkas stemme var som altid dyster og en anelse brummende. Han talte med en klarhed, der fik ham til at lyde selvsikker i sine ord, men ikke på en sådan måde, at de lød nærmest planlagte som i et skuespil.
”Enten det eller også...” begyndte Liam, men stoppede i samme sekund som Kalamka kom med svaret.
- ”Enten det eller også er vi skabt af fysiske love og tilfældigheder, hvilket vil betyde, at vi eksisterer under fysiske love, og at alle tilfældigheder, der end kunne tænke sig at finde sted, udelukkende sker med de fysiske loves forlov – ellers ville det som hentydet ikke engang kunne ske – og hvis vi er riglet af fysiske love, hvor er friheden så?”
”Brrrava,” triumferede Liam og sendte sin Skaber et flygtigt blik, inden han holdt fokus ud på vejen, hvor regnen faldt så hårdt at dråberne næsten sprang tilbage til Vorherre bag skyerne.

Liam drejede af vejen og ind på transformerstationens enorme stykke grund, et stykke hvor vildt græs og små buskaser strittede op  hist og her mellem forurenet jer. Helt oppe ved hegnet, der dannede en stor beskyttende rektangel rundt om transformeren, stod endnu en sort bil og forsøgte at skjule sig i mørket. Da de to vampyrer kom nærmere i kørtøjet, steg en mand ud fra passagersædet, Liam stoppede motoren, da manden slå en paraply ud og stak hænderne afventende i lommen.
"Liam," kaldte Kalamka dunkelt omme fra bagsædet. Liam sagde intet, men vente lydigt sin opmærksomhed om til sin Skaber og fangede hans blik. "Du har spillet en vigtig rolle i denne her aftale. Jeg gjorde ret i at ansætte det. Tak."
- "Det er godt at være hjemme," svarede Liam efter at have vendt sit blik ud i regnen. Manden derude stod med rank ryg efter mange år i militærets tjeneste.

Cicero havde fundet sig et sted at sidde, han var gået væk fra transformerstationen og havde placeret sig på en sten der lå en smule ned af en bakke, sådan så man ikke kunne se ham fra vejen, han havde det bedst med at vide om andres tilstedeværelse inden de vidste om hans. Han havde tændt en cigaret, som han desperat forsøgte at holde tør i en regn der nærmest kunne beskrives som en genopførsel af syndfloden. Pillen han havde taget var begyndt at virke, han kunne mærke hvordan det var som om at myre kravlede op af hans ben og arme og derefter henover hans hoved som en stille strøm, der hjalp ham med at tage det roligt og lade være med at hyperventilere. Han kiggede igen op mod himmelen, mens han holdt en beskyttende hånd henover gløden på cigaretten, *Det er da vidst ved at være på tide*.
Hans hoved var ved at vride sig af led, da han kunne hører en bil komme rullende forsigtigt, han slukkede hurtigt cigaretten og lagde sig ned. Han kravlede op så han kunne se henover kanten af stenen, det var ikke fantastisk udsyn han havde, men han kendte en skummel sort bil når ha så en, der var helt bestemt ved at ske et eller andet derinde. Roligt kravlede han gennem græsset og helt op til hegnet, hurtigt kravlede ha over det og krympede sig sammen bag en busk på den anden side. Han havde fundet et rimeligt sted at ligge, hegnet og en lille busk foran ham, sørgede for at man ikke så ham, med mindre man direkte ledte efter ham.

Cicero rystede som et espeløv, regnen havde efterhånden sørget for at han var så gennemblødt at han begyndte at tvivle på om han nogensinde ville kunne blive tør igen. Ikke destro mindre blev han liggende og kiggede på den sorte bil og manden der var trådt ud af den. Han skulle ikke vente længe inden en bil mere dukkede op, han kunne ikke se personerne der sad inde i den. Cicero forsøgte at lytte, men larmen fra regnen der faldt, var alt for høj til at han ville kunne hører noget som helst, med mindre han kravlede tættere på. Meget forsigtigt krøb han lidt længere frem til den næste busk. Han var sikker på at de ville have kunne hører ham, hvis det ikke havde været for regnen.
I det samme flænsede et lyn himmelen og lyste alting op, Cicero fik store øjne og havde lyst til at bande, han kunne kun håbe på at mande med paraplyen ikke havde set ham, men i stedet havde været fokuseret på lynet og det efterfølgende brag. Cicero kunne da i det mindste glæde sig over at backuppen var sikret så længe tordenvejret havde tænkt sig at rase.

Cicero kunne ikke lade være med at føle sig en smule mere hjemme, nu hvor det virkede som om at der allerede var noget ballade han kunne stikke sin snude i. Hele det helte image han havde fået, var sket ved et tilfælde. Han havde set en mand få tæsk på gaden i Harlem og havde grebet ind, det var egentlig fantastisk hvor hurtigt folk kunne stikke af efter nogen få tusinde volt. Manden der havde fået tæsk var noget blodigt rod at se på, men han havde overlevet, hvorefter han havde fortalt til alle der gad at hører det at han var blevet reddet af en superhelt. Cicero så ikke sig selv som en helt, men til at starte med havde det da været fedt at læse om sig selv i aviserne og han måtte indrømme at det nok havde været med til at sørge for at han havde fortsat med at hjælpe folk.
Den erfaring han havde taget med sig fra Manhatten fortalte ham at der var noget meget fordækt over det som var ved at finde sted. Cicero håbede på at det ikke var et mord han var ved at blive vidne til, at en stakkel ville blive trukket ud fra et bagagerum og skudt på stede. Han krympede sig en smule, hvis det var tilfældet håbede han ikke der var for mange i den anden bil, han var trods alt kun en og selv med hans kræfter, ville  han ikke kunne vinde over en alt for stor overmagt.