Dont think you own me - Sidney - XXX

Omgivelser: Mennesker, nogle få træer, musikken fra en bar i nærheden.
Tid: 22:25
Påklædning: Et par lange sorte jeans, en armygrøn t-shirt og et par højhælede sorte støvler.

Hun havde sat sig ned, huskede de sidste ti minutter. Forsøgte at få mening i dem, forsøgte at finde ud af hvad i alverden hun skulle gøre.

^ Telefonen vibrede i hendes lomme, utålmodigt trak hun den op. Tjekkede hvem der ringede, displayet viste hemmeligt nummer men dog tog hun den alligevel. ” Sidney er i byen.. ” Stemmen fortsatte med at snakke og hun opfangede da også adressen. Det var som om Willow stivnede, lige der i sin lejlighed. * Sidney, Sidney *. Hendes gråblå øjne var lukkede et kort øjeblik og hun satte sig ned på gulvet. Han kunne ikke være i byen, det måtte være en der lignede ham. Han skulle være flere hundrede kilometer væk fra hende, andet kunne ikke være rigtigt. ^

Tankerne fløj igennem hende, dog betød de intet. Hun måtte finde ham, bare se om han faktisk var på det hotel der lå på den adresse hun havde fået. Willow lukkede øjnene, minderne fløj igennem hende. Hans lyse hår, tatoveringerne, hjørnetænderne der havde skræmt hende så meget.

Som uden at tænke, var hun løbet ud af døren, låst af og var nået ned til motorcyklen der bare ventede på hende. Følelserne var fraværende, ingen vrede, intet håb. Selvfølgelig overskred hun fartgrænsen, dog var der intet politi i nærheden her til aften. Hans livlige øjne var som ætset ind i hendes hjerne. Huskede hans blik der betragtede hende som en høg, så hver en fejl, hver en rigtig ting. Sorgen da han skred, uden at give besked. Før hun nåede at tænke videre, var hun ude foran hotellet. Hun satte motorcyklen op af en væg hvorefter hun med lette skridt gik ind i lobbyen. Der sad en lavstammet mand foran en disk, dog kiggede han forskrækket op da hun målrettet gik op af trapperne i stedet for at smutte over imod ham og bestille et værelse. Hun behøvede ikke kende hans værelsesnummer, hans duft rev hende i næsen. Duften føltes så rigtig, som om hun var på vej hjem. Et par sekunder efter at hun var gået op af trapperne, stod hun foran et værelse, nr 1022. Hans duft var overalt og hun tog fat om håndtaget. Et lille klik var det eneste der vidnede om at døren gik op, der var åbenbart ikke låst. I det sekund hun gik ind, lukkede hun hurtigt døren og kiggede sig omkring. Willow viste med det samme at han ikke var der, og satte sig bare roligt ned på dobbeltsengen, ventede.

Det var ikke fordi klokken var mange, men alligevel var han på vej hjem til sig selv.. Han havde "sovet" hos en veninde han havde mødt på arbejdet og hun havde så inviteret ham hjem dagen før.. Ak ja, kvinder. Han sukkede kort inden han drejede omkring hjørnet og kom ud på gaden, hvor hotellet lå. De høje gadelamper lyste det hele op, han kunne ikke skjule sig, men hvorfor skulle han også det? Han stoppede uden for hotellets indgang, der var noget galt, han kunne mærke det og den velkendte duft... Kvinden han for omkring 70 år siden forvandlede var her... På hotellet!? Men hvor? Han gik gennem lobbyen og fortsatte op til sit værelse. Duften af hende var stærkere her... Men det var jo over 70 år siden? Han lukkede langsomt døren bag sig og gik roligt rundt på sit værelse. 

Han havde som om der var nogle der inde, men han vidste ikke hvor. Hele værelset blev gennemsøgt, badeværelset, køkkenet og hele stuen.. Nu manglede der bare hans soveværelse... Duften af hende var der igen... Men hvorfor? Han tog ingen chancer og tog en af de store sølv lysestager, som stod på et lille bord tæt på soveværelse døren. Med et ryk rev han døren op og skulle lige til at hamre personen sådan en med lysestage inden han opdagede hvem det var... Det var hende... Willow, den unge kvinde han for 71 år siden havde mødt, bidt og skredet fra... Hun var her sikkert for at gøre regnskab... 

" Willow...." han smed lysestagen fra sig og så mistroisk på hende. Han tog ingen chancer, for han vidste hvad hun kunne og hvilke evner hun muligvis havde fået, sikkert de samme som ham selv....

Willow sad stadig tålmodigt på værelset. Følelserne der baskede uhæmmet i hendes indre, gav sig ikke til kende i de fine træk i hendes ansigt. Dog havde hendes øjne antaget en let gyldengrøn farve, som ild der blander sig med det skønneste græs. Erkendelsen sad fast i sindet, han havde bidt hende og derefter skredet, forvandlet hende til det her. Tankerne fløj tilbage til tideligere på dagen, før opkaldet havde hun bare været sig selv, gået rundt og slappet af. Nu var alt som en ild i hende.

Hun spærrede øjnene op, han var i nærheden. Fornemmelsen var stærk og greb fat i rovdyret i hende. Hans skridt var lydløse, dog vidste hun at han var lige uden for døren. Døren blev åbnet med et svagt klik, og gik derefter i da han trådte ind i hans hjem. Hun vidste at han gik lige der, lige ude for soveværelset, at han var klar over at hun var der. Hendes skaber, ham der havde bundet hende til et liv hvor udødeligheden var en mulighed.

Da han trådte ind og stod med en løftet lysestage. Blev hun blot siddende, dog bevægede skyggerne i hjørnet sig en smule. Han havde ikke ændret sig, det platinblonde hår, øjnene. Da han sagde hendes navn, spærrede hun øjnene en smule op. ” Sidney.... ”

Han lå mærke til skyggerne " Jeg ser du har de samme evner.... Skygger... Meget imponerende" sagde han og fik selv nogle skygger til at bevæge sig bag ham. Han kneb øjnene sammen og sendte hende et skævt smil " Men du er sikkert lige så tøset som dengang... Kan du stadig ikke tåle smerte?" sagde han og gik ind i soveværelset og lukkede døren, låste den og vendte sig mod hende. Han skulede til hende, men gik ikke tættere på. Det var ikke fordi han var bange, men fordi han endnu ikke vidste hvad hun kunne præstere og han havde ikke ligefrem lyst til at miste livet, trods han tvivlede på hun var i stand til at gøre det af med ham.

"Du vil jo ikke alligevel... Du tør ikke.. Gør du vel Willow?" sagde han med en nedgørende stemme. Han ville tricke hende.. Så hvor langt han kunne få hende ud, inden hun gik fuldkommen amok, klappede ham en.. Det var vel det hun var her for... Eller var det fordi hun savnede ham? Naaah næppe.

Han gik over mod hende og lod en hånd glide gennem hendes hår " Mhm du dufter stadig som den gang... For 71 år siden" sagde han og tog en dyb indånding " Du har måske savnet mine tænder i din hals? Eller er det noget andet du har savnet?" sagde han og så på hende med et smil. Han vidste godt hun ikke savnede ham... Hun vidste godt hvorfor hun var her og han forstod hende godt, men han havde sine grunde til at forlade hende dengang...

Hun rejste sig op da han begyndte at tale igen. Betragtede ham køligt. Hans bemærkning om smerte fik hendes ene mundvig til at ryge en smule opad, også selvom mindet om den nat stod ætsende klart i hendes sind. Hendes eget skrig, hans hårde kærtegn, følelsen af hjørnetænderne der sank ned i hendes sårbare hals. Da han låste døren, trådte hun svagt et skridt tilbage, en menneskelig refleks som var unødvendig nu. De nøddebrune øjne betragtede hende, og hun følte sig sårbar og blottet. De havde ikke set hinanden i 71år, dog virkede det som igår han skred. Derfor begyndte vreden svagt at ulme, skyggerne bag hende rørte sig en smule uroligt som svar.

Den nedgørende tone i hans stemme irriterede hende en smule, uden tvivl. Dog lod hun være med at sige noget endnu, betragtede blot hver eneste bevægelse han lavede. Han osede nærmest af en vampyrs magt og styrke. Da hans hånd roligt gled igennem hendes hår, forsøgte hun at se hård ud, dog påvirkede det hende at han var så tæt på. ” Din duft har nu heller ikke ændret sig, Sidney.. Har du savnet mig?, mine skrig? ” Hun smilede drilsk og hviskede det tæt på hans øre. Hun savnede ham, ærligt og redeligt, dog var det ikke noget hun havde i sinde at afsløre.
Hun lod en skarp fingernegl glide ned over hans hals, efterlod en svag rød streg.

Han så på hende med et skævt smil. Om han havde savnet hende og hendes skrig? Ja det kunne han nok ikke ligefrem lyve sig fra " Hvilke skrig?" sagde han med et smil på læberne " Dine skrig er nok også det eneste jeg savner ved dig... Lyden af dit skrig da jeg lod mine tænder glide ned i din hals... Ja det savner jeg" sagde han og lå mærke til hvordan skyggerne bag hende begyndte at bevæge sig mere... Hun var vred... Det var meget tydeligt på skyggerne, men han blev ved med at tirre hende. Han gik helt hen til hende, trak hende ind til sig " Mhm Willow... Er det derfor du er her?" sagde han og lænede sig ned mod hendes hals "Du vil mærke mine tænder igen" sagde han og lod sin tunge glide over hendes hals inden han igen trak sig tilbage. Han vidste godt hun hadede det..: Det var netop derfor han gjorde det.

Han lænede sig op af døren, betragtede hende, skyggerne og så hende igen.. Skyggerne var dog ikke det samme som hans egen, men det var bare spørgsmålet om læring, men hun ville sikkert ikke blive her længe, så han kunne vel lige så godt få noget sjov ud af hende " Eller er det slet ikke mine tænder du er her for... Huh?" sagde han og sendte hende et skævt smil og så på hende med et nedgørende blik " Du er her af en anden grund ikke? Du fandt mig for at fortælle hvor stort et svin du syntes jeg er... Den dag jeg forlod dig... Kom så.. Sig det... SIG DET!" hvæssede han og for igen over til hende og greb hende i underkæben med et fast greb og tvang hende til at se ham i øjnene. Han vidste hun ikke ville kunne gøre det " Kom så Willow... Eller er du stadig lige så stor en kylling?" spurgte han og gav slip i et ryk inden han låste døren op igen og gik ud af soveværelset og lod døren stå åben bag ham så hun kunne følge ham.

Willow smilede skævt til ham. Selvfølgelig savnede han hendes skrig. Dog fik hans sætning det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Da hans tunge gled ned over hendes hals, gøs hun. Han var alt for tæt på, hun kunne ikke koncentrere sig. Han vækkede så meget vrede i hende, men samtidig savnede hun ham og ville ønske han var blevet dengang for så lang tid siden, havde lært hende alt der var at lære. Dog følte hun en kraftig væmmelse ved ham, han var ond.

Da han hvæsede af hende, blev hendes hjørnetænder lange og hun snerrede dyrisk af ham. ” Du er et SVIN.. Du forlod mig! ” Nærmest råbte hun. I de mange år, havde vreden vokset til ham, den blev blot større nu. Da han roligt gik ud af døren, eksploderede hendes krafter. Den ene lysestage fløj øjeblikkeligt over imod ham, uden at hun havde rørt den. ” Hvorfor?, hvorfor forvandlede du mig?... ” Hun tog en dyb indånding ” Hvorfor mig og ikke en anden?, hvad var der specielt ved mig?”. Hjørnetænderne skar en smule i underlæben da hun automatisk bed sig i læben. ” Du er en idiot i forvejen, Sidney.. Men du valgte mig, og skred derefter.. Det gør dig til et svin ” Hun smilede skævt og tog en dyb indånding for ikke at blive vred igen.

Han så på hende med et smil og dukkede sig idet samme som lysestagen fløj mod ham " Ja jeg er et svin! Du elsker det svin gør du ikke? Det var derfor du kom tilbage!? " svarede han. Sidney's tænder voksede og nu var der ingen tvivl om at han var en vampyr og en mægtig en af slagsen. Hvorfor han forvandlede hende? ja det var der mange grunde til... En af dem var fordi hun var uimodståelig, hun var ung og hun var ikke bange for noget... Som nu, hvor hun stod overfor ham og råbte og skreg af ham og kaldte ham for et svin... Det fik et smil frem på hans læber. 

" JA jeg forlod dig.. Ved du hvorfor? Fordi du skal lære at klare dig selv! Jeg kan fandme ikke være din barnepige! Willow... Du er meget bedre end det!" hvæssede ham med blottede tænder " Så sig mig... Hvorfor er du her?" spurgte han og gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en flaske med blod ud. Uden at finde et glas tog han noget af blodet og rakte flasken mod hende " Kom så Willow, du kunne vil godt bruge blod ikke?" spurgte han og hældte noget af det ud på gulvet.

Han gik over i sofaen og satte sig ned, så mod Willow og lod en hånd glide gennem sit lange hår " Willow skat... Stop nu bare det der... " sagde han og tog endnu en tør af flasken og satte den på bordet.

* Elsker jeg ham? * Tanken gav nærmest genlyd i hendes hoved, dog rystede hun svagt på hovedet. Ville ikke tænke på det. Hvad hvis hun gjorde?, hun skubbede tanken væk. Hans hjørnetænder var så lange, præget af de mange år han havde været en vampyr, selv hendes egne kunne ikke hamle op med hans. Willow betragtede ham, han var lige som hun huskede ham.

Mundlam stirrede hun på ham. Hun havde uden tvivl haft brug for ham i de første år. ” Du skred stadig!.. Jeg havde brug for dig! ” Havråbte hun som svar, vreden skinnede op i hendes øjne. En dyrisk lyd gik igennem hendes bryst, en dyb knurren. ” Sig mig, skat.. Hvorfor tror du jeg er her? ” hviskede hun snerrende. Willow gik over imod ham, men lænede sig så op af muren hvorefter hun betragtede ham. Blodet på gulvet fik en smerte til at ulme over hendes ansigt, hendes hals snørrede sig sammen. Blod, fuck hun var tørstig. Da han kaldte hende skat, kiggede hun ned i jorden. Hun savnede ham så forfærdeligt, ønskede at han ville fortælle hende at alt var okay og at han savnede hende.

Han så på hende med et smil " Jeg er her j nu.. Er jeg ikke? Kom her" sagde han og rejste sig igen fra sofaen og gik over mod hende " Hvis ikke jeg ville se dig igen... Tror du så stadig jeg ville have været her?" sagde han og hev hende ind til sig. Han strøg en hånd over hendes lange hår og lod hånden glide ned over hendes ryg og stoppede ved hendes lænd. Sidney lænede sig ned mod hendes øre og sukkede kort " Jeg er her nu Willow.." sagde han inden han kyssede hende på kinden og igen trak sig væk, gik tilbage til sofaen og lå sig ned. 

" Du vil have grunden til jeg valgte dig?" sagde han og så over mod hende med et spørgende blik " Du er smuk Willow... Det har jeg altid syntes... Hvilket var derfor jeg skred... Folk ville sikkert ikke kunne forstå at jeg.. En mand på 27... var sammen med en tøs på 17... Det er 10 år Willow... " sagde han og sukkede af sig selv " Jeg ved ude mærket at du hader mig... Men hvis det er så slemt... Hvorfor er du her så endnu?" spurgte han og så på hende med et hævet øjenbryn. Hun havde jo lige stået og bandet ham til helvede, men hvis hun hadede ham... Hvorfor så blive... Hun skulle bare indrømme det hele.. sige sandheden og så skulle det hele nok ordne sig...

” Jo.. Du er her nu ” mumlede hun svagt og lænede sig ind imod ham da han trak hende ind til sig. Hun nød blot hans kærtegn, stod stille og nød at han for en gangs skyld var lige der hos hende. Et kort suk undslap hende da han kyssede hende på kinden. Da han gav slip var det lige før hun gik med ham. De var ikke så forskellige.

Willow nikkede da han spurgte, kiggede roligt på ham og smilede svagt. Hun kiggede ned, men den rødmen der ville være dukket op i hendes menneskelige liv, forblev væk. Han syntes hun var smuk. På en eller anden måde, betød det noget for hende. Selvfølgelig hadede hun ham ikke. ” Sidney.. Det havde ikke betydet noget for mig ” hviskede hun, vidste at han kunne høre det. ” Jeg... Har savnet dig så forfærdeligt ” sagde hun og sukkede af sig selv. I nogle få lette bevægelser satte hun sig ned på gulvet lige nedenfor sofaen. Hendes glinsende øjne havde antaget en klar grøn farve og hun smilede skævt til ham.

Han så på hende med et smil inden han satte sig op i sofaen " Hvorfor kommer du så ikke over og beviser det? spurgte han og betragtede Willow med et skævt smil. Hans tænder var blevet normale igen efter skænderiet, det så også ud til at Willow var faldet ned på jorden igen. Han vidste godt han var et svin, men om ikke andet var han her endnu... "Kom over i sofaen" sagde han og smilte før han atter lå sig ned. Hans blik faldt op i loftet og han undrede sig over hvorfor det ikke var lavet anderledes... Det var ufattelig grimt og lignede noget der kunne falde ned om 10 sekunder eller mindre.

Han sukkede kort.. Hvad skulle der dog blive af ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv.... Willow gjorde ham underligt til mode... Det var som om hun gjorde ham rolig, beroligede ham, hvilket var en helt ny følelse for ham. Han smilte kort for sig selv og lukkede sine øjne mens han ventede på at se om Willow kom over til ham i sofaen.

Hun kiggede en smule mistrosik på ham. Vreden var ikke helt væk endnu, men det var klart på vej ud af hendes system, det var som om han havde den effekt på hende. Hjørnetænderne svandt langsomt ind, for til sidst at antage den normale størrelse. Han lå der i sofaen, og ville have hende over til ham. Selvfølgelig gik hun derover. Hun satte sig på kanten af sofaen hvorefter hun lagde sig ned ved siden af ham. ” Alderen havde ikke betydet noget for mig.. Du kunne godt være blevet ” sagde hun stille og smilede skævt.

Det her var jo ikke helt iorden. Willow burde stadig være vred, burde ikke allerede være rolig. Dog mærkede hun alligevel den forræderiske vrede sive ud af hende, skyggerne var for længst stoppet med at bevæge sig og hun sukkede stille for sig selv. Hvordan kunne han påvirke hende på den her måde efter 71år. Hun puttede sig ind til ham, hans duft var så velkendt. Som noget helt andet, begyndte regnen at falde udenfor.

Han så på hende med et smil da hun lå sig ved siden af ham " Jeg ved det... Men andre folk ville sikkert ikke have det på samme måde som os" sagde han med et blidt smil på læberne inden han vendte sig mod hende og tog hende ind til sig igen. Den duft hun havde fik ham til at huske dagen de mødtes... Den aften, hvor han havde hevet hende med ind i gyden og lod sine tænder bore sig ind i hendes hals. Han kunne godt selv se det ikke var 100% fair, men han havde gjort det og nu var hun her.. I hans arme igen, lige som den nat, inden han skred. 

Han bemærkede regnen og smilte kort for sig selv " Endelig... Det har lagt op til det i flere timer" sagde han og så imod et af de få vinduer, der var på værelset, som nu ellers sagtens kunne have flere vinduer, men ak ja... Han så med på Willow med et smil " Sulten?" spurgte han og strøg en hånd gennem hendes hår.

Hun puttede sig ind imod ham, lukkede øjnene. Hans duft gav hende en overvældene tryghed og det var en følelse hun ikke havde været i nærheden af i lang tid. Willow smilede skævt. Dog var dette forkert for hende, hun burde slet ikke være så rolig endnu. Vreden plejede ikke at forsvinde så hurtigt. Det gik kort op for hende at han aldrig havde givet slip på hende, de havde stadig det bånd der forbandt en skaber og den forvandlede. Hun åbnede øjnene igen, betragtede ham roligt. ” Mhm... Nej det havde de nok ikke ” sagde hun stille og sukkede svagt.

Regnen trommede imod ruden. Hun elskede den lyd, det gav så mange minder. De mange timer man brugte på at hygge og se film når det regnede. ” Yeah det har det ” sagde hun og grinte lavmældt ind imod hans bryst. Ved hans spørgsmål, var det som om alt ved hende vågnede. Hun var sulten, meget endda. ” Yeah ” Hun betragtede ham nysgerrigt.

Han smilte kort for sig selv " Der er blod i flasken... Du tager bare" sagde han og så ned på hende og kyssede kort hendes pande og strøg en hånd ned over hendes ryg. Hun beroligede ham... Det var underligt, men ikke at han havde noget som helst imod det... Langt fra, han elskede det faktisk.

" Vil du blive her i nat eller vil du hjem?" spurgte han og så ned på hende med et smil og strøg hende fortsat over ryggen. Han nøs det noget så inderligt og ønskede hun sagde ja til hun ville blive der og han kunne se hende falde i søvn i hans arme mens han nussede hende i søvn.

Willow vidste at det var bedst at vente til senere med at drikke noget blod, hun blev altid påvirket på en bestemt måde når hun indtog føde. ” Hmm.. Tager noget lidt senere ” mumlede hun, smilede skævt til ham. Han gjorde hende ualmindeligt tryg lige nu, og det irriterede hende på et punkt, det var ikke meningen at hun skulle begynde at holde af ham.

” Tror det er bedst at jeg tager hjem ” hviskede hun drilsk ” eller vil du gerne have at jeg bliver? ”.. Hans hånd på hendes ryg fik hende til at smile inderligt for sig selv, han var så følsom, også selvom han ikke selv så det. Hun knep øjnene en smule sammen og en selvtilfreds knurren stod op fra hendes bryst.

Han så ned på hende med et hævet øjenbryn " Du er den første vampyr jeg har hørt der har sagt nej til blod... Er det fordi du vil have mit i stedet for?" spurgte han og så på hende med et kækt smil. Hun havde jo trods alt fået hans blod før, så det kunne være det hun ville have igen.

Han så ned på hende og sukkede " Hvad tror du?" spurgte han og trykkede hende mod sig og spandt som en kat " Jeg vil da ikke have du også skrider fra mig, nu hvor jeg endelig har dig her igen" sagde han og kyssede kort hendes pande inden han lå sig til rette. Han kunne godt falde i søvn her, men det ville sikkert være for tidligt... Og så ville han sikkert vågne i løbet af dagen.

Hun rynkede sine øjenbryn en smule, dog bed hun sig hurtigt i læben da han spurgte om det var hans blod hun ville have i stedet for. ” Mhhm.. ” sagde hun en smule genert og nikkede svagt. Med et kækt smil trykkede hun sig ind imod ham så de lå helt tæt.  Smilet forsvandt ikke fra hendes læber, han var chamerende, dog vidste hun også at han var et monster som hende selv.

Den blide knurren i hendes bryst, blev lidt højere og hun kyssede ham på kinden. ” Uanset hvor hård du forsøger at være, er du følsom skat ” sagde hun og grinte drilsk. Hans spinden fik hende til at sukke af velvære.


// Ikke så lang, skrev den over mobileeen ^^<3

Han smilte kort til hende og lå hovedet på skrå " så bid... Vis mig hvad du har lært" sagde han og lå ventende på hende, ventede på hun lod sine tænder pierce hans hud på halsen og tage det hun ville have. For hans skyld kunne hun tage så meget blod som hun ville, han ville ikke dø af det alligevel. 

" Det er kun fordi det er dig Willow" sagde han og kyssede hendes pande igen. Han mærkede hvordan hun puttede sig ind til ham og hørte hendes sukken " Du nyder virkelig at være her hva?" sagde han og nussede hende i håret.

//Helt fair ^^ //

Hun smilede stort til ham, hjørnetænderne blev lange og skarpe. Hun kyssede blidt hans hals før hun lod tænderne glide ned i det sarte kød lige over pulsåren. Hans blod flød ind i munden på hende, smagen var fantastisk. Willow lukkede kort øjnene, af ren nydelse, hans blod var så velkendt og så unikt. Et svagt suk undslap hendes læber.

Hans nærhed, hans duft. Alt var så klart lige nu. Lyden af den dryppende regn, følelsen af sofaen under dem. Hendes sanser var skærpede, hun opfattede alt. Hans hånd der nussede hende i håret, hans blide stemme. Et lyn flænsede luften udenfor, det gav et lille sæt i hende men hun løftede ikke hovedet fra hans hals.

Han mærkede hvordan hendes tænder sank ned i hans hals, piercede den sarte hud på hans hans, blodet der piblede stille ud af hullerne og ind i hendes mund. Det tændte ham, men han kunne han gøre? Hun var trods alt hans lille kæledække... og han kunne sikkert ikke få sig selv til at gøre hende ondt.. Eller noget som helst andet... Trods han aldrig var til at læse 100%.

Han lod en hånd glide op i hendes hår inden han greb blidt fat i det. Han sukkede kort af følelsen af hendes tænder i halsen på ham " du er lige så grådig som mig.." sagde han og havde stadig sit hoved på skrå og nød hendes tænder i halsen på ham.

Roligt trak hun tænderne ud, hjørnetænderne blev langsomt mindre. Hendes øjne var lukkede et øjeblik, imens hun blot nød smagen af hans blod der stadig hang ved. ” Ja, jeg er mindst lige så grådig som dig ” sagde hun med et smil. Langsomt løftede hun hovedet fra hans hals, bed sig hårdt i læben og kiggede på ham med de store grønne øjne. En smule tændt var hun, bare tanken om ham der kyssede hende, årh.

Willow kiggede afventende på ham da hun blidt kyssede hans kæbe. Nysgerrig efter at se om han var tændt efter hende. Hun kneb øjnene en smule sammen og løftede igen sit hoved. ” Men, jeg holder stadig fast i tanken om at du er mest grådig ” hviskede hun stille og et flirtende smil spillede om hendes læber.

Han mærkede hvordan blodet svagt stadig løb ud af de små huller i hans hals som hendes tænder havde efterladt. At han var mest grådig? Ja det var også sandt nok... Han var satans grådig... Og det var sikkert også hans største dødssynd... Det og så lyst... For han kunne ikke se igenem fingre med at ligge her med Willow... At det ikke satte tanker igang... Men han havde lovet sig selv han ikke ville gøre noget... Kun hvis hun selv ville.

" Grådig.. Og lysten... " sagde han og smilte kort til hende. Hvad havde han dog gang i? Han lå her og lod sig selv forsvinde, lod sig rive med, hvilket ville ende i noget hun sikkert ville fortryde... Han så ned på hende med et skævt smil " Pas nu på du ikke kommer ud i noget du vil fortryde" sagde han og så kort væk.

Jo han ville uendeligt gerne have hende... Men han kunne ikke... Han ville ikke udsætte hende for hans syge lyster, han ville ikke gøre Wiillow fortræd på nogen som helst måde.. Ikke mere!

At være så tæt på ham, det satte et eller andet igang i hende. Hans nøddebrune øjne så fantastisk klare ud her til aften. Indeni foregik der en magtkamp, skulle hun forsøge at tage en chance, eller holde sig til det punkt de var ved lige nu?. Hans stemme var en smule hæs, et menneske ville aldrig have lagt mærke til det, men det gjorde hun. En smule tændt, hun kunne fornemme det hos ham. Willow holdt betydeligt meget af ham, også selvom hun ikke havde set ham i så mange år. Han sad bare fast i hendes hukommelse. Men turde hun det her?.

” Du ved jo ikke om jeg vil fortryde det... Måske kan jeg overraske dig ” hviskede hun tæt på hans øre, sensuelt og flirtende. Hun vidste udmærket at hun afprøvede ham lige nu, om han gav op på et tidspunkt og overgav sig til lysten. ” I... Want... You ” hviskede hun, et ord efter hinanden, langsomt, langtrukkent. Tvivlen var væk, erstattet af noget andet, mere mystisk.