Leap before you think //Sidney

Alle oplysninger er i emnet.

Der var ikke mange ting, Constantin kunne være stolt af, men hans evne til at snige sig uset igennem byens mest populære hotel klokken halv ti om aftenen var en af dem. Han havde tidligere på dagen vandret omkring på gangene under dække af, at han skulle besøge sin bror, som boede der, imens han i virkeligheden studerede hvert hotelværelse nøje for at afgøre, om det var beboet. Og hvis han fik chancen for at se værelsets beboer, bedømte han hurtigt, hvor rig denne så ud.
Han havde netop set en temmelig rund, lille dame iklædt kaninpels og guldsmykker forlade hotellet, og han syntes nok at kunne huske, hvilket værelse hun boede på. Det var lykkes ham at skaffe indgang til hendes værelse ved at stjæle rengøringspersonalets ekstra nøgle, så nu ventede den letteste del forude: At stjæle hendes værdigenstande.
Hvad han dog ikke vidste, var, at nøglen tilhørte værelset ved siden af hendes.

Han låste døren op og trådte ind. Han forsøgte at se så afslappet og naturlig ud som muligt, i hvert fald lige indtil han havde låst døren bag sig. Så gik det løs.
Han styrede direkte ind i soveværelset, hvor han begyndte at gennemrydde skufferne. Det eneste han fandt, var dog, mærkeligt nok, mandetøj. Der var ingen guldsmykker, ingen dyrebare pelse, ingen kreditkort, ikke engang en lille sølvring…

"Hvad i...?"
Han stoppede op og kiggede sig omkring, imens han bandede lavmælt på sit modersmål, britisk engelsk. Det her kunne umuligt være den rige dames værelse.

Det var efterhånden ved at være sent og hotellets restaurant var ved at lukke ned for denne aften, så han måtte vel hellere komme tilbage til værelset. Roligt gik han ud fra restauranten og gennem hotellets store forhal, hvor der hele tiden var tonsvis af væsner, lige meget hvilken tid af døgnet det var. Han gik målrettet mod trappen op til de mange værelser, uden så meget som at skænke en eneste af folkene et blik. Duften af engel strøg forbi hans næse og han stoppede kort, nej det ville være for risikabelt at overfalde personen midt i forhallen på dette hotel… Han gik videre, gennem de lange gange med værelser på begge sider. Gangene var enkle.. få billeder hist og her, nogle få grimme planter, men det gav i det mindste noget liv.. I stedet for det bare var de bleg-gule vægge der skulle udsmykke gangen. Værelse 1022, så var han der. han greb kort i håndtaget, men der var noget underligt ved det. En duft inde fra hans værelse strejfede hans næse, en fremmed duft, som ikke var der da han forlod værelset, hvilket betød… Der var nogle der inde og gud være dem nådig, når han fandt dem.. For han selv ville ikke være nådig.

Et lettere dystert smil kom frem på de svagt røde læber inden han langsomt åbnede døren og gik indenfor. Der var ikke noget der inde som var smadret… Intet der var rykket ud, som det for det mest var når tyve ledte efter ting. Han rettede blikket mod soveværelset, døren var åben… Roligt lukkede han døren og låste den bag ham så han var sikker på at personen ikke kunne stikke af. Han lod nærmest som ingenting.. ignorere nærmest det faktum, at tyven allerede kunne have fundet en masse af de ting han havde hist og her, som var af værdi. Han gik langsomt over til soveværelset og så på døren inden han rømmede sig og lænede sig op af dørkarmen og betragtede væsenet inde på hans soveværelse.

” Finder du noget du kan bruge.. så tag det endelig” sagde han flabet og stak hånden i sin lomme og viftede med sin tegnebog inden han smed den over på den store dobbeltseng, som var uredt. Hans øjne var endnu ikke skiftet til deres røde farve, det var så fordi han ikke var hidset op endnu… Men det skulle nok komme, for han kunne mærke hvordan bæstet i ham, lå og boblede lige under huden på ham og bare ventede at komme frem. Sadistisk, kold og blodlysten bæst, som ikke lyttede til et eneste ord fra ofret... Men tiden måtte jo vise hvad der ville ske, for lige nu var han underligt nok rolig og afslappet.

Constantin var vred nu – meget vred, endda. Han vidste ikke noget værre i hele verden end at tage fejl, så denne fejltagelse var ikke en, han tog let på. Hvordan fanden skulle han også kunne det? Han var fanget inde i et forkert værelse uden nogen som helst idé om, hvornår rummets ejermand ville vende hjem, eller om hotellets personale ville komme ham i forkøbet. Han ville snildt kunne slippe væk fra dem, det var ikke der, problemet lå. Nej, det svære ville først komme, hvis de tilkaldte politiet. Så ville han for alvor være fortabt.

”Argh!” udbrød han og sparkede til den reol, han netop var i gang med at gennemrode. Uheldigvis faldt den øverste skuffe ud og landede på gulvet med noget af et rabalder. Han bed sig i læben og stod og lyttede som et dyr, der var blevet fanget midt på en åben mark. Rabalderet havde været nok til at dække over døren, der gik op, og manden, der trådte ind. Så da Constantin åndede lettet op og derefter vendte sig omkring for at forlade soveværelset, var han lige ved at kvæles i sit eget åndedræt. Der, lænet op af dørkammen, stod en lyshåret mand og kiggede på ham.

Det tog lidt tid for Constantin at falde ned oven på dén overraskelse.
”Bare rolig, jeg kan ikke bruge noget af dit værdiløse bras,” svarede han, og han lød næsten helt sur, som om det var fyrens skyd, at han ikke havde fundet noget han kunne bruge, at det var hans skyld, at Constantin havde valgt det forkerte værelse.

Og dog… Da fyren smed sin tegnebog, fulgte hybriden den med blikket, og et smil voksede frem på hans læber. Han trådte hen til sengen og satte sig på kanten, hvorefter han tog fat i tegnepungen og holdt den imellem to fingre.
”Er du helt sikker på, at du tør lade din tegnebog og en indbrudstyv være alene i samme rum?” spurgte han med morskab i stemmen. I princippet stod fyren jo stadig i stuen, eftersom han stod i dørkammen.

Han hævede kort det ene øjenbryn og fnøs kort. Ganske vidst havde han ikke noget som helst, som havde nogen speciel værdi, med mindre han prøvede at bryde ind i hans tattooshop, hvor der uden tvivl var flere kontanter end der var på hotelværelset. Hans spydige kommentar fik et smil frem på hans læber ” så flabet du er hva?” sagde han og rettede sig op i døren, dog stod han stadig og fyldte det hele, så han ikke havde mulighed for at stikke af. Hans blik rettede sig mod tyven som nu havde samlet tegnebogen op i hans hånd. Han kunne bare tage den, et eller andet sted var han selv fuldkommen ligeglad, eftersom der ikke var andet end et tomt kreditkort, nogle små mønter og alt muligt andet ragelse. Han hævede igen det ene øjenbryn og så på ham med et skævt smil ” Du tager den bare… Der er ikke noget der i alligevel.. ” sagde han og det var uden at lyve, hvilket var nyt for ham. Langsomt gik han væk fra døren og lukkede den bag sig og låste den. Der var ingen anden vej ud end et vindue og Sidney’s værelse lå oppe på 3 sal, så der var forholdsvist langt ned. Da han nåede over til kontakten til lyset slukkede han det, hvilket var til hans egen fordel, da han kunne se klart i mørket… Plus der var mere at manipulere med…

” Så sig mig…. ” sagde han kort inden han langsomt nærmede sig den fremmede og nu stod omkring en meter fra ham.  Tyven ville kunne mærke hans åndedræt, kunne mærke han var der, men sikkert ikke se hvor han var ” Hvordan kunne du være så dum.. At komme her ind… hmm?” sagde han og stillede sig igen op af døren. Sidney så på tyven, betragtede ham i mørket med et dystert smil på læberne ” For resten… I skuffen ved natbordet.. Der ligger der sikkert noget du kan bruge” sagde han med et smil. I natbordet lå der en pistol, men der var ikke nogen der sagde den var ladt. Den havde været tom lige siden han havde fået den, men det var der ikke ret mange der vidste udover ham selv og dem han havde sagt det til.

Nogle af de mørke skygger begyndte svagt at røre på sig ovre bag den fremmede. Sidney ville ikke lade ham slippe, ikke nemt i hvert fald. Et sadistisk smil kom frem på hans læber inden han langsomt begyndte at tænke over hvordan han skulle bruge sine elskede skygger denne gang, eftersom der var så mange måder han kunne bruge dem, men ikke alle sammen var lige gode i denne sammenhæng. Han knyttede sine hænder og skyggerne begyndte langsomt at forme noget der lignede en form for kæde, eller et reb, som ville kunne holde ham fast, så han ingen steder kunne gå.

”Som tyv, ved du vel hvordan du kan blive straffet i et fængsel ikke?” sagde han og sendte ham et skævt smil, inden han langsomt lod skyggerne nærme sig tyven, dog uden de endnu rørte ham eller kom i kontakt med ham på nogen måde, de ventede bare på Sidney’s næste ordre, som om de var på standby.