Please leave me alone - Dante

Sted: I den ene ende af gågaden, hvor der er helt tomt og mørkt.
Tid: Klokken er imellem 23-24 om aften.
Omgivelser: Husene og lejlighederne, som er omkring gågaden. Men ikke rigtig nogle væsner, eller mennesker.
Påklædning: En sød lårkort kjole, i rød, og nogle sorte stilletter, som ikke er alt for høje.



Hun gik i den tomme og mørke, nærmest helt sorte gågade, helt alene. Hun var på vej hjem fra en fest, som hun havde være til. Hun havde ikke drukket så forfærdeligt meget til aften, så derfor kunne hun godt selv finde hjem igen, og hun kunne også godt komme sikkert hjem, troede hun i hvert fald. Hun frøs og hun var en smule skræmt, men det var kun fordi hun var helt alene. Da hun så en mand, kunne hun mærke at hendes hjerte faldt en smule til ro, og hun kunne slappe lidt af igen. Nu var hun ikke alene mere, og der var nogen til at hjælpe hende, hvis der skete noget. Hun synes at han havde set meget venlig ud, men da han så begyndte at gå over mod hende, blev hun alligevel lidt bekymret, for om han ville hende noget. Hun kiggede kort på ham, og vendte sig derefter om og gik lidt hurtigere end hun havde gjord før.


Hun kunne mærke at han fulgte efter hende, men prøvede at berolige sig selv med, at han bare skulle den sammen vej som hende, eller noget i den stil. Men da han så tog fat i hende, og stoppede hende, havde hun det som om at hendes hjerte skulle hoppe ud af brystet på hende. Hun vendte sig så om mod manden og smilede venligt til ham, trods skrækken hun kunne mærke. "Kan jeg hjælpe dig?" havde hun spurgt, med kontrol over sin stemme, så han ikke kunne høre at hun var så nervøs, som hun var. Han svarede hende ikke, og trak hende bare med sig, og der skyllede panikken op i hende. Hun prøvede at rive sig fri fra ham, men han holdte godt fast i hende. Da det gik op for hende, at hun ikke kunne komme fra ham, begyndte hun at råbe. Hun råbte bare, alt hvad der lige kom frem i hendes tanker, men det ord det blev brugt mest, var HJÆLP, selvfølgeligt. Hun bad til gud om at nogen ville høre hende, det havde hun virkelig brug for lige nu.

Påklædning - http://lh6.ggpht.com/-qsPbcDq7QQ8/TwtwoNjKGrI/AAAAAAAAAEo/gMvv0C2PZNM/s640/Deathstars%25252BWhiplasher.jpg

Det var i de tidlig timer af natten at Dante atter begav sig ud for se hvad natten nu kun byde på og ganske vist bød den ikke på det som han nu havde forvente fra den og igen befandt sig et eller andet sted i Terre hvor han blot gik omkring for ham selv, der var menneske tomt som altid, men nu havde han hellere ikke forvente så meget andet for klokken var trods alt på vej imod midnat. Men atter som at han skulle til opgive hans lille håb om selskab råb høres, det var over større afstand men dog ganske tydelige i hans vampyr øre og nysgerrig som han nu var begav han sig hurtig og lydløst imod råbet om hjælp, igennem mørket gik det og der gik ikke lang tid før at han mødt kilden til råbet, det var en kvinde som var igang med blive overfaldet af en eller andet narkoman for han kun tydeligt hører at tankerne var langet væk på stoffer og han stoppet kort op så han kun se dem an. Det var eller nydeligt pigebarn som manden havde fat i og som han kun gæt ville manden sikkert gøre et eller andet voldsomt ved kvinde hvis han da kun få sin chance, et smil kom frem på hans egen læber og som et lyn fra klar himle bevæget han sig hurtigt enkelt imod manden. Han kom bagfra hvor der ikke var mulighed for kun blive set og han stod næsten en centimeter fra manden før at han prikket ham på skulderen "Jeg vil råde dig til og lad damen være i fred" sagde han ganske kort mens han kiggede på manden og han virket ganske rolig i forhold til hvad der endelig forgik..

Hun blev ved med at kæmpe, for at komme fri, og var nærmest så koncentreret om at komme fri, at hun helt fik et chok, da hun hørte en mande stemme. Allerførst havde hun troet at det var overfaldsmanden, som havde sagt noget til hende, men da hun kiggede op, så hun at det var en helt tredje person. Trods hvad der var ved at ske lige nu, spillede der et lille bitte smil op på hendes læber, da det var en kæmpe letteste for hende, og der var nogen der havde hørt hendes råb. Manden som havde fat i hende, blev også helt forskrækket over at der pludseligt var nogen, han havde jo ikke set nogen komme, og der var ret tomt for mennesker, når det var så sent. Han valgte bare at overhøre, hvad den unge mand sagde, og derfor bare trække videre med hende. han ville have hende med hjem, og så havde han nogle ikke så rare planer med hende.

Hun prøvede igen at komme fri. Hun prøvede på flere forskellige måder, hun prøvede at bide, slå, rive, men den sidste var den eneste der faktisk lykkedes hende. Hun sparkede bagud, og derfor ramte han manden, lige i hans underliv. Han slap hende, pga. smerte, og hun var hurtig til at flytte sig lidt væk fra ham. Dog gik det hurtigt op for ham at han havde sluppet hende, og derfor greb han hurtigt fat i hende igen. Hun kiggede over på den unge mand, som så helt afslappet ud, med et lidt opgivende blik. Hun var i forvejen udmattet efter festen, og da hun så skulle kæmpe nu, kunne hun godt mærke at hun var meget træt. men hvis hun havde været alene, altså hvis den unge mand ikke var kommet, så havde hun selvfølgelig kæmpet, ligemeget hvor træt hun var. Hun skulle ikke lade nogen gøre hende noget ondt.

Eftersom af manden ikke ligefrem gjorde som han havde sagt måtte han bare komme med suk, han ønsket ikke og ty til vold men manden bad faktisk en smule om det siden af hun var væk på de stoffer og han lukket øjne i kort øjeblik at han atter bevæget frem med meget hurtig bevægelse og uden det store problem havde han løft manden op imod væggen "Jeg tror ikke at de hørt hvad jeg sagde, så jeg vil gøre det klart igen.. Lad damen være i fred!" denne her gang kom der mere mørk tone over hans stemme og et kort øjeblik komet par meget bæstlig tænder frem hos ham, hvis dette ikke kun sæt en stopper for manden var der kun en vej tilbage men den var måske hellere ikke den mest smart vej for det ville betyde at han skulle dræbe to på en anden og det var hans humør ikke ligefrem til..

Hun blev forskrækket, da det hele lige pludseligt gik meget hurtigt. Fra det ene øjneblik til at andet, havde den unge mand, løftet manden op, og fortalt ham igen, hvad han havde sagt før. Det gik op for hende at hun var helt fri, og hun overvejede bare at løbe sin vej. Hun kunne jo komme væk. Men alligevel blev hun, hun kunne ikke få sig selv til at lade den unge mand, være alene med overfaldsmanden. Hun vidste jo ikke om han havde nogen pistol, eller noget som han kunne gøre ham ondt med. Hun holde sig bare lidt væk fra dem, så manden ikke bare kunne gribe fat i hende igen, bare så hun var klar på at flygte, hvis det ikke gik helt rolig for sig. Altså, hvis nogen ville bruge vold. Manden så ud til at havde forstået det nu, og da han kom ned og stå på jorden igen løber han bare sin vej. Han var så skæv at han ikke kunne slås, det var sikkert noget i den stil.

Hun kiggede over på den unge mand, og smilede en anelse forsigtigt til ham. Hun vidste jo stadig ikke hvad for en type han var, om han kunne finde på at gøre hende ondt. Hun ville ikke tage nogen chancer. "Tak for hjælpen" sagde hun så til ham, og hun koncentrerede sig om, ikke at lyde usikker. Hun gik stille lidt tættere på ham, fordi hun ville se om han var komme til skade. Hun kunne let havde oversæt, hvis den skæve mand, havde gjord ham noget. Da hun så var sikker på at han ikke var kommet til skade, kiggede hun op, og mødte så hans øjne. Det var måske lidt uhøflig gjord, ikke engang at kigge ham i øjnene, inden at hun nærmest havde undersøgt om han havde det ok. Hun rækkede sin hånd frem mod manden, da hun ville præsentere sig selv for ham. "Mit navn er Lucy"

Manden så ud til og have forstået ham denne gang og han kun næsten ikke kom hurtigt nok ud af den lille gyde, selvom det dog gik med lidt besvær for han var trods alt lidt mere skæv end hvad loven nu tillod. Et øjeblik efter hørt han kvinde stemme og han vendt sig langsomt om imod hende og han trak vejret langsomt for falde lidt mere ind i rollen som menneske "Et eller andet skal man vel gøre for sin med borger" sagde han ganske kort og hans stemme lod igen ganske normal i mens at han snakket til hende og da hun rakket hånden frem havde næsten ikke lyst til og tryk den for han havde jo koldere temperatur end et normal menneske, men så igen han kun os bare skyde skylden på kulden i luften og han tog trykket langsomt hendes hånd "Dante" sagde han ganske roligt mens at han kiggede på hende "Hvad laver du overhoved her ude på den her tid?" sagde han ganske kort efter da han viste af mennesker normal sove på den her tid, så det at overhoved havde mødt hende var minder sjælenhed i sig selv..

Hun kiggede ned på hans hårdt, da han trykkede hendes hårdt. Hun blev overrasket over hvor kold en hånd kunne være. Men mere tænkte hun så heller ikke over det. Hun smilede lidt over hans stemme, det var en lidt underlig ting at kunne lide, men hun kunne bare godt lide når folk havde en lidt dyb stemme, men det var vel helt normalt, i forhold til at han var et hankøn. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, og hun havde næsten helt glemt, hvad hun egentlig lavede ude på denne her tid. Men det kom hun dog hurtigt i tanke om, og kunne ikke andet end at finde det lidt komisk, at hun havde glemt, hvad hun lavede. "Jeg har været til en fest, jeg skulle hjem." sagde hun og smilede en smule til ham.

Hun synes nu er han virkede god nok. Han virkede ikke som om han ville gøre hende noget ondt, og derfor valgte hun at blive lidt, bare at snakke med ham. Det skyldte hun ham, efter at han hjalp hende med at få manden væk. Tænk hvis han ikke var kommet, så havde hun nok været i problemer nu, så havde hun nok været rigtig ked af det. Så kom hun til at tænke på, hvad han lavede ude på den tid, det var vel ligeså unormalt, som at hun var ude på den tid af døgnet. "Hvad laver du ude så sent?" spurgte hun ham så, og kiggede meget nysgerrigt på ham. Hun var meget nysgerrig, det var vel bare et kendetegn ved hende.

Hvad han selv lavet? Ja det ikke helt til sige for han var ligefrem den der åbenlyst brød den hemmelig kode for for de magiske væsner som der var i verden "Jeg var ved finde en kiosk da jeg hørt dig, du ved cigaret indkøb" sagde han kort efter mens han stadig kiggede på hende med roligt blik "Jeg løber altid tør efter to tre dage, så jeg var ligesom tvunget ud i natten"sagde han kort efter og han pustet kort noget hår væk fra hans øjne "Men måske skulle jeg gøre dig selskab indtil at du når hjem for man ved jo aldrig om den mand skulle finde på og komme igen" sagde Dante kort mens at han rode lidt lommen efter hans cigaretter og han lige en enkel tilbage som han fik tændt efter lidt tid, han tog et kort hiv mens at han afventet hendes svar..

Hun kiggede over på ham og smilede en smule over at han virkelig gad at følge hende hjem, og passe på hende på vejen. Hun nikkede så bare, som et ja tak, til at han gerne måtte følge hende hjem. "Det må du gerne, tak" sagde hun til ham, og smilede venligt. Hun troede på det med at han skulle i kiosken, hvorfor skulle ham lyve for hende. Han virkede som en man kunne stole på, og dog havde han hjulpet hende lige før. Hun begyndte så at gå den vej hun skulle før, hun skulle jo hjemad. Hun kiggede over på Dante og smilede kort til ham, som et lille tegn på om han skulle med, eller ej. Hun var på en måde stadig lidt rystet, over at hun faktisk var vel at blive overfaldet før, og over at hun ikke kunne beskytte sig selv. Hun havde forventet af sig selv, at hun kunne sige fra, og kæmpe for sig selv. Men så stærk var hun vel bare ikke. Ikke lige nu.

Hun studerede Dante lidt. Hans sorte hår, hvordan han kunne være så rolig. Hun følte at han var tålmodig overfor hende. Hun havde jo ikke kunne kæmpe for sig selv, men han havde stadig ikke dømt hende for det, han havde ikke sagt noget til det, på nogen måde. "Og igen, tak." sagde hun stille til ham, men stadig så han kunne høre det selvfølgeligt. Hun følte på en eller anden måde, at hun ikke helt kunne takke ham nok, han havde jo på en måde reddet hende. Ham den skæve mand, havde jo kunne gøre en masse forskellige og skræmmende til ved hende, men alligevel var hun okay nu, og hun var alligevel på vej hjem igen.

Han gik bare ganske roligt op ved siden af hende "Så skal jeg nok være din bodyguard indtil at du når hjem, det alleligvel bedre med lidt selskab" sagde han ganske kort mens at han kiggede på hende og han blinket en enkelt gang med hans lyseblå øjne, for et kort øjeblik overvejet han kort om han skulle forklar hende hvad han i virkelig lavet ude på den her tid men han undlod det dog for det var ikke til og forklar at han faktisk ikke var et menneske som hun var og derfor undlod han de mindre detaljer eller han kun sige det men det måske nok en bedre ide og holde lidt igen for han kendt mennesket alt for god nu om dage. De var grådig væsner af natur og mange af dem ville gerne betal i store domme for have den udødelig som han selv havde men hun virket nu ikke ligefrem som et af de mennesker, nej faktisk virket hun mere som et menneske der blot havde bene på jorden, men nu kendt han hende jo hellere ikke og han havde hellere ikke tænkte sig og læses hende da det var uhøflig og hop med på folks tanker, nej han lod hende være fred og de kun jo os bare snakke om småting ved siden af..

Hun kiggede bare på ham, mens de gik, og smilede lidt over de ord, som forlod hans mund. Hun grinede kort, over det med en bodyguard, da hun synes at det var en smule sødt. Det var rigtig venligt gjord af ham, at han ville følge hende hjem. "Tak. Bor du også denne her vej?" spurgte hun ham og smilede bare stille og roligt til ham. Han virkede som en helt normal ung mand, en venlig ung mand. Hun følte sig en smule blottet for ham, pga. hendes lårkorte, røde kjole. Men det var jo sådan set hendes egen skyld, hun havde jo selv valgt at tage den skjole på. Men heldigvis var det ikke en kjole der sad stramt til hendes krop, kun hendes bryster, og ellers hang den bare løst og sødt. Hun synes at hans øjne var specielle, der var et eller andet over dem, som hun ikke helt kunne beskrive. Noget hun aldrig havde set før. Dog var det pænt specielt, altså hun synes at hans øjne var meget pæne.

Hun studerede ham så voldsomt, at hun helt glemte at kigge efter hvor hun gik. Derfor var hun lige ved at falde over en halv stor sten, som lå på gågaden. Hun synes selvfølgelig at det var lidt pinligt, da han jo må havde fanget hende i at studere ham. Hun ville ikke virke som om hun havde overgloet ham, men hun kunne ikke rigtig komme udenom det. Hun havde jo kigget ret så meget. Hun synes bare at det var noget helt specielt over ham, noget som var helt nyt, noget hun ikke havde set før. Aldrig.

"Desværre ikke.. Jeg bor faktisk et stykke herfra men hotellet har ikke ligefrem slag af cigaretter og lokal område har hellere ikke kiosk så jeg endt med tag på en lidt større gåtur her til aften" sagde Dante Kort "Jeg bor oppe på Quatre, det ikke billigt men det er dog den bedste mulighed indtil at jeg finder min egen lejelighed" sagde han kort mens han kiggede på hende og han kun nemt mærke hvordan kun kiggede eller stirrer på ham for det var jo ganske normalt at mennesker kiggede meget på vampyrer eftersom at de ikke havde en eneste menneskelig fejl, han lod selv være og gøre det for meget for det var jo unormal og blinke når man var vampyr og netop derfor var han tvunget til flyt blikket ud på andre ting som der var omkring dem..  

Hun kiggede lidt rundt og smilede lidt, da hun følte sig godt tilpas, og rolig. Hun så lidt rundt, der hvor de gik, og så gik det op for hende at hun faktisk kunne se den bygning, hendes lejlighed lå i. "Det er så her at jeg bor. Tusinde tak, fordi du ville følge mig hjem." sagde hun til ham og smilede et bredt smil til ham, som et tak. Selvfølgelig ikke et overdrevet smil, men bare et venligt smil, hvor hun vidste tænder. Hun vidste ikke helt om hun bare skulle vende sig om og gå op i lejligheden, men hun blev i tvivl. Hun valgte så bare at vente, på at han sagde noget, eller gjorde noget, så. Hun var bare glad for at der var en som faktisk kunne hygge sig med hende. Hun var ærligtalt et ret akavet menneske, og derfor synes nogle folk at det var en smule underligt at være sammen med hende, i længden. "Når, men vi ses, måske en anden gang?" sagde hun til ham og smilede til ham. Så vendte hun sig om, og gik bare stille over mod døren, til den bygning, som hendes lejlighed lå i. Hun vidste ikke helt om hun havde det godt med bare at gå, nu hvor han havde været så sød, at følge hende hjem, men hun vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle gøre.

Hun fulde hende næsten som en hund der gik i snor med den herre og der gik ikke særlig lang tid før de endelig kom til hendes lejelighed, han lyttet roligt til hende ord mens at han kiggede på hende "Jamen det var da så lidt, det ikke særlig tit at jeg har den ære" sagde han ganske roligt mens at han kiggede på hende og det smil som han selv sendt hende var dog dæmpe da han helst ikke ville fremvis for meget af hans hugtænder for der skulle ikke særlig meget til før at de blev synlig for det menneskelig øje, stille overvejet han hvad natten mon ellers kunne bring ham og han kiggede ganske kort på hende og tilbage ud i mørket..

Hun kiggede på ham og smilede en smule til ham. Hun overvejede at invitere ham med op i lejligheden, og der gjorde hun så. "Kommer du ikke med op?" spurgte hun en smule forsigtigt, da hun ikke ville virke ivrig eller noget. Han skulle selvfølgelig kun, hvis han havde lyst. Hun regnede bare med et ja, altså hvis han ikke havde lyst, så gik han vel bare igen. Hun gik stille op af trapperne, som førte op til hoveddøren, på hendes lejlighed. Hun låste så op, og gik ind, men Dante lige i hælene. Hun smilede lidt til ham, og lukkede så bare døren bag sig, så nu var de helt alene, i hende lejlighed. "Du kan bare stille skoene der" sagde hun og pegede på et sted på gulvet. Hun tog så sine egne sko af, og går bare roligt ind i stuen, hvor hun satte sig i en af sofaerne.

Om han ville med op? Hvorfor ikke han havde faktisk ikke så meget andet og bruge natten på og selskabet var det meget bedre en den evige kedsomhed som der var hjemme på hans hotel suite "Siden du nu spøger så pænt" sagde han ganske kort og han gik bare med hende inden af hoved døren og med til hendes lejelighed, de kom inden for han lyttet ganske roligt til hendes stemme før han gav sig til binde de halv store militær støvler op og der gik kort tid før han fik dem af. Dante fandet det nu ganske møde at hun lod ham komme indenfor i hendes hjem men nu havde hun hellere lugtet lunten som sådan og han var hellere sikker på om hun nogle siden ville opdag hvad han i virkeligheden var for den unaturlig skønhed gav en vis fordel overfor de menneskelig væsner som han omgav sig, han skubbet den anden støvle af "Og tak for tilbudet det bedre end side på hotel og kede sig" sagde han ganske roligt mens at han kiggede efter et sted til hans jakke..

Hun kiggede på ham og smilede så til ham, da hun så at han stod med sin jakke, og kiggede lidt rundt, efter et sted at smide den. "Jeg tager den" sagde hun så og tog hans jakke, og lagde den bare på en lille skammel, der var ude i byggerset. Så gik hun ind i stuen og satte sig bare afslappet i sofaen. "Årh, jeg er træt i fødderne." sagde hun til ham og grinede så kort. Når hun var træt, så var hun meget mere åben overfor folk, og så havde hun jo også en lille smule alkohol i blodet. Det var nok derfor, hun ikke var genert overfor ham, lige nu.

Hun kiggede over på ham og ville bare gerne have at han følte sig hjemme, altså at han slappede af, og ikke synes at det var akavet. "Du kan bare sidde dig ned, bare føl dig hjemme her." sagde hun så til ham og smilede et lidt sødt smil. Ikke flirtende, men heller ikke et helt normalt smil. Hun synes det var virkelig hyggeligt, at han gad med op, så skulle hun ikke være alene. Hun følte sig altid så alene, lige når man var komme hjem fra en fest, og det så var helt stille, og ingen mennesker/væsner omkring en.

Han gik roligt indenfor i stuen og det først da han kom ind lyset at man virkelig kun se de umenneskelig dejtaler som der var over ham, hans hud var nu en del lyser end den havde været tidligere og de var os ganske fejlfri som at han aldrig havde været kommet til skade på større plan, men huden kun snyde for han var faktisk en person som der havde overlevet mere end hvad et menneske kun overleve men eftersom at han jo var et væsen af natten blev alle de menneskelig fejl os gemt af vejen.
"Hyggeligt sted, eller det bedre end og bo på et hotel hvor de skal betale i dyre domme hvis du kommer til ødelægge et eller andet ved en fejl" sagde Dante ganske roligt mens kiggede over på hende med med et roligt smil, han gjorde som hun havde sat og han joinet han roligt i sofaen. Han lod hoved slap af imod puden bag ham og han lukket øjnene ganske kort mens at han lukket til alting omkring ham, det første ting der fanget ham var lyden af hendes hjertesalg men den lukket han blot ude for han havde ikke lyst til væk trøsten for meget når han nu var alene med hende for det kun nem ende galt..

Hun smilede af hvad han sagde til hende, og var glad for at han kunne lide det her da. Hun rejste sig og hentede en elastik, inde i hendes soveværelse. Hun gik så ind i stuen, hvor Dante var, og satte sig så i sofaen igen. Hun kiggede over på ham, mens hun satte sit hår op i en høj hestehale. Hun smilede en smule over ham. Hans udseende virkede næsten for perfekt, det var jo slet ingen skønheds fejl hos ham. Hun beundrede ham for det, hun havde selv skønheds fejl, og det irriterede hende. "Hvordan holder du din hud så pæn?" spurgte hun en smule undrende. Hun vidste godt at det kunne lyder meget piget at spørge om sådan noget, men hun ville godt vide det. Han havde ingen fejl. Det gjorde hende glad, at han bare slappede af, og følte sig hjemme, det fik også hende til at slappe af.

Han åbent øjnene da han hørt hendes stemme og han rettet langsom blikket tilbage over på hende, han havde nemt kun hører hende gå frem og tilbage men nu stad hun der så igen "Ja hvilken naturlig forklar har jeg mon og komme med.." sagde han ganske kort mens at han kiggede på hende "Er du en person der tror på at der mere mellem himle og jord, for eller kommer det her nok til og lyd lidt underligt" sagde han kort efter for han kun jo ikke bare sådan lige sige "hey jeg er en vampyr og det derfor at at jeg kan være så unaturlig skøn." nej det var sådan at man forklar det for det var faktisk det sidste som han ville komme frem til som vampyr, men så igen det kun nu være sjovt og se hvordan hun ville opføre sig når hun opdaget at hun var sammen med død person..

Hun kiggede over på ham og blev en smule forvirret, over at han spurgte hende om det, det havde da ingenting at gøre med det hun spurgte om lige før. "Ja, altså jeg tror på gud, engle, livet efter døden, sådan. Hvorfor da?" spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham. Hun smilede dog til ham, trods sin forvirring. Hun følte sig mere afslappet nu, hvor hun havde sat sit hår op, og var hjemme i sin sofa. Hun smækkede sine ben op i sofaen, og lagde sig bare ned, men så hun stadig kunne kigge på ham, altså når de talte sammen. Hun var glad for at have mødt ham, han kunne sikkert blive en rigtig god ven. Han virkede som en man kunne stole på, som en der ville være der for en, når man havde brug for det.

"Hmm så behøver jeg vil ikke holde masken lige voldsomt som jeg normalt gøre overfor jer mennesker" sagde Dante kort mens at han kiggede på Lucy "For min hemmelighed er at jeg faktisk ikke er et menneske og det har jeg ikke været tusind år eller mere, jeg lever blot i menneskelig krop, men i virkeligheden er jeg det som mennesker nok kun kender til gennem skønlitteratur.. Ser du der jo et væsen som aldrig har mulighed for kun se solen efter at de har valgt natten og jeg netop et af dem" sagde han kort efter "Det forklar os hvorfor at jeg kan forkomme så unaturlig perfekt i din menneskelig øjne men i virkeligheden er der inden skønhed ved mig, jeg er faktisk en vampyr" sagde han kort efter og han kiggede stadig på en med ganske seriøst udtryk.. 

Hun kiggede på ham og fulgte med i hvad han sagde. Mens han fortalte hende alt det han gjorde, prøvede hun bare at forstå hvad det var han ville frem til, og hun blev mere og mere bekymret, for hvad det ville ende ud i, for hvert ord han sagde til hende lige nu. Da det sidste så kom ud af hans mund, altså at han var en vampyr, slap et lille grin ud gennem hendes læber, da hun troede at det var en joke. men da hun så havde studeret ham en smule, og det gik op for hende at han faktisk havde ment det, han så så alvorlig ud. Så gik der på en måde en panik igennem hendes krop. Hun havde inviteret en vampyr, ind i hendes lejlighed, hun sad og snakkede med en vampyr. Han kunne jo dræbe hende uden besvær, hvis han havde lyst til det. Hun kunne mærke at frygten stod nærmest skrevet i ansigtet på hende, og derfor var hun bange for at han ville synes det kunne være sjovt at skræmme hende. Hun sad bare muse stille, hun følte sig helt frosset, som om hun ikke kunne bevæge sig. "Er en en god en af slagtsen?" spurgte hun, med en dæmpet stemme, men selvfølgelig stadig så han kunne høre hende. Hun havde jo hørt skrækhistorier omkring at vampyre, mærmest nød at dræbe mennesker.

"Ikke altid.. Men det afhænger nu os af hvem jeg nu er sammen med" sagde han ganske kort "Jeg nemlig en venlig over for "nogle" mens andre blot vil finde en mere kynisk natur hos mig, det kommer virkelig an på hvordan folk har valgt og opføre sig overfor mig igennem tiden" sagde han kort efter og han blinket ganske kort men utroligt hurtigt så det ikke var til og se med det menneskelig øje "Men tag den bare med ro for jeg har skam ikke en større plan om at dræbe dig, hvis jeg havde haft den hensigt havde jeg nok gjort det for lang tid siden" sagde Dante kort mens at han kiggede på hende ganske kort og han kun nemt fornem den frygt som der var kommet ind over hende nu hvor hun faktisk havde fået øjnene op for hvad han i virkeligheden var for en, men igen havde han ingen grund til skade hende, han syns blot at det lidt ville være lidt sjovt og slæbe hende lidt ind den anden verden som menneske ikke havde kendskab til af natur..

Hun slappede lidt af, da han fortalte hende at han ikke ville gøre hende noget ondt. Hun smilede svagt til ham og satte sig bare stille og roligt til rette i sofaen igen. "Fortæl mig lidt om det. Hvordan er det?" spurgte hun ham og så nok meget nysgerrig ud i ansigtet, men hun ville vildt gerne vide det. Hun vidste jo ikke hvordan det var, at være vampyr. Pludselig forsvandt frygten helt væk, og hun blev bare vildt nysgerrig istedet for. Hun synes da at det var rart at hun ikke gav ham lyst til at dræbe hende, haha. Hun synes på en måde at der var noget charmerende over ham, men det fortalte hun ham selvfølgelig ikke, det var jo heller ikke fordi hun havde følser for ham eller noget, det ville nok være en smule for tidligt. men det sker sikkert heller ikke.